FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

hans hoved fra hans hals?
Hvis dette er den yderste rammes – og selve tragediens – grummeste
ironi, er det på ingen måde synonymt med en distancerende udlevering af
det skildrede miljø. Fortælleren er og bliver solidarisk med det, netop fordi
han deler de samme grundvilkår og har de samme fundamentale behov,
som menneskene i dette miljø. 22 I modsat fald ville han også være et skarn,
for det er samme miljø, der spiller ham de ordsprog og talemåder i hænde,
som gør det muligt for ham at sammenknytte det lokale og det universelle
perspektiv og indvæve de intertekstuelle referencer, jeg har fremdraget, i
fortællingens røde tråd. Resultatet er indiskutabelt verdenslitteratur.
Noter
1. I det følgende refererer jeg til genudgivelsen, Odense Universitetsforlag 1995.
2. Om novellen som sådan skriver Baggesen: „(...) Novellen er en form, som
beskæftiger sig med det irrationelle i menneskenes tilværelse, opfattet som
begivenheder samlet i et forløb, snarere end med menneskers aktive, rationelt
motiverede handlinger (...). Det centrale er, at novellen snarere beskæftiger sig
med menneskenes vilkår end med menneskene selv.” (s. 42-43).
Aage Henriksen indvender herimod i ‘Johannes-Evangeliet som novelle’ (i
Henriksens Gotisk tid: fire litterære afhandlinger, Gyldendal 1971, s. 79-100), at
det er uheldigt at bruge begrebet om det irrationelle i denne definition, ligesom
han rationaliserer det virvar af punkter, der knytter sig til Baggesens novelledefinition.
Begge pointer kan være gode nok, men er ikke af større relevans i min
sammenhæng. Det er det tragiske grundvilkår, Baggesen udpeger som den blicherske
novelles genstand, til gengæld.
3. Der er affiniteter imellem Baggesens opfattelse af forholdet imellem novelle
og roman og Walter Benjamins Lukacs-influerede bestemmelse af forholdet imellem
fortælling og roman i essayet „Fortælleren“. Følgende passus fra dette essay
klinger derfor ekstra relevant - men også gådefuldt - i relation til min læsning af
„Hosekræmmeren“: „Man kunne sige, at ordsprog er ruiner, der står på de gamle
historiers plads, og hvori en morale snor sig om en gestus som efeu om en mur
(citeret efter Benjamin-antologien Fortælleren og andre essays, Gyldendal 1996,
s. 67).“
4. Det bedste eksempel herpå er måske titlen på Jeppe Aakjærs aktstykkesamling
Steen Steensen Blichers Livs-Tragedie I-III, Gyldendalske Boghandel Nordisk
Forlag 1903-04. En af Baggesens store fortjenester er at demontere den naive form
for kobling mellem biografi og værk.
5. Denne ramme består således udelukkende af de to næsten identiske verselinjer,
hvorved ramme og rammegentagelse nærmest falder sammen.
6. Citeret efter bd. XIV af Samlede Skrifter I-XXXIII, Gyldendalske Boghandel
190