FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

12. I tilgift aner man bag klichéen „Skrigen og Skraalen” den bibelske formular
„Graad og Tænders Gnidsel”, der som bekendt hersker i det store ’udenfor’, som
ikke er omfattet af nåden og frelsen, hvorved der peges i retning af det grænseløst
tragiske eller tragisk grænseløse. Mere om Bibelen og dens sprog vil følge
senere.
13. Man bedes i forbifarten bemærke, at Cecilia, ifølge fortællerens hypotese,
„neppe vil mangle Bejlere.” (s. 37).
14. Det er ganske åbenbart, at Blicher bevidst spiller på dette. I Peer Spillemands
„Min syv og tyvende og sidste Kærlighedshistorie” finder man eksempelvis denne
refleksion: „Jeg havde et meget vel grundet Haab om: at første Traad var spundet til
en interessant Roman med dobbelt Besætning af Helt- og Heltinde-Roller. Ikke just
beskæmmede Haabet mig; men det var dog for mit Vedkommende en lille Smule
for smigrende.” (XXVIIII, s. 47) Man finder her en komisk sammenkædning af
fortællingens tråd og den romanagtige intrige, hvor konstellationen i „Hosekræmmeren”
omvendt indgår i en tragisk sammenhæng.
15. Der er også tale om et ekko af Lenox’ umiddelbart forudgående udsagn om
samme nat i Macbeth: „Some say the earth was feverous and did shake.”
16. Således lyder Macbeths næste replik: „Still it cried, ’Sleep no more!’ to all the
house:/’Glamis has murdered sleep, and therefore Cawdor/ Shall sleep no more,
Macbeth shall sleep no more!’”
17. Og lige efter mordet mener hun blot at have lullet hans sjæl i søvn for at den
kan vågne op til deres himmelske bryllup. Mens hun klapper den dødes kind siger
hun til sin mor: „’Tys! Tys!’ (...), ’nu sover min Kjereste den søde Søvn. Ligesaa
snart som I have begravet hans Legeme, bære Englene hans Sjæl til Paradiis, og
der skal saa vort Bryllup staae med stor Herlighed og Glæde.’” (s. 51).
18. Hvilket fremgår af, at hun, idet hun vågner, ikke er klar over, hvor længe hun
har sovet og ikke kan begribe den virkelighed, hun er vendt tilbage til. Så snart hun
får at vide, at hendes far er død, udbryder hun: „’Gud bevare os!’ (...), ’hvorlænge
har jeg da sovet?’” (s. 53).
19. I hvert fald er Esbens ord til Michel Krænsen, da han vender tilbage og finder
Cecilia i en åndeligt formørket tilstand, langt mere ydmyge: „’Gud forlade Jer, Michel
Krænsen!’ (...), ’hvad har I gjort imod os to syndige Mennesker!’” (s. 50)
20. Der er et parallelt sted hos Markus, 8, 33.
21. Det er således, ligesom tilfældet var med Esben, vanskeligt at afgøre, om Cecilias
bibelsk farvede replik er udtryk for noget dæmonisk. Hvis det er tilfældet,
er meningen givet at understrege, at ingen er aldeles uden skyld i fortællingens
tragiske univers.
22. Intet kunne således være mere misvisende end Hans Brix’ konklusion: „Gennem
‘Hosekræmmeren’ aander et Ønske om Udslettelsen af alt Menneskeligt af
Jorden som den eneste Vej til Ende paa Kummeren.“ Citeret efter Blicher-Studier,
Gyldendals Uglebøger 1967 (oprindelig udgave 1916), s. 64.
192