FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

jeg lige har plæderet for, er i dette tilfælde vanskeligt at afgøre. Mit næste
eksempel er anderledes overbevisende. Da Krænsen vil forklare Esben,
hvorfor denne ikke kan tillade sig at fordre, at Cecilia skal vente på ham,
siger han: „Mens Græsset Groer, døer Horsemoer!” (s. 39-40). Her er ironien
ikke blot lige så blodig, men tillige langt mere åbenbar. Mens græsset
gror, griber døden så afgjort ind i fortællingen. Krænsens universaliserende
vending afslører sig at gemme på en lokal og katastrofisk betydning, der
bliver såvel Krænsens, som hans kones, Cecilias og Esbens ruin.
Når katastrofen først er indtruffet, fremstår ordsproget til gengæld aldeles
magtesløst. Det er, kunne man sige, ikke sin egen lokale magt mægtig i
fortællingen. Det er enken, som ufrivilligt formidler denne indsigt, når hun
lakonisk bemærker: „Der blev en stor Ynk og Jammer [smlgn. „Skrigen og
Skraalen”, min anm.] baade her og til Esbens; men gjort Gjerning staaer
ikke til at ændre.” (s. 52). Kun med en sådan vending kan hun retorisk
omgås det forfærdelige, hun har været igennem og stadig må leve med
konsekvenserne af. Lige så retorisk afmægtig er hun, når hun vil berette
om Cecilias første anfald af vanvid, som indtræffer, da der tredje gang
lyses over hende og Mads Egelund i kirken:
(...) men inden Præsten var kommen ned af Præstestolen, begyndte
hun igjen at remse op om Esben og Paradiis, om Brudekjole og
Brudeseng, og hist op og her ned, det Første var det Sidste og det
Sidste det Første. (s. 48, min kurs).
I det citerede forbinder afmagten sig dog paradoksalt nok med Bibelens
sprog, nemlig sentensen om, at de første skal blive de sidste og vice versa.
Men om den bibelske retfærdighed, som denne sentens søger at give udtryk
for, ultimativt regerer i fortællingen er højst hypotetisk. I stedet relaterer
’det første’ og ’det sidste’ sig til ’hist op’ og ’her ned’ i enkens forsøg på at
forklare, at der hverken var hoved eller hale på Cecilias rablerier, således
at det var umuligt at rede trådene ud. Men det er jo netop op til enken at
holde tråden og fortælle historien til ende, left to tell the tale, som hun er.
Dette markerer fortælleren med en højst adækvat metafor:
Her lod Fortællerinden Bindehosen synke i Skjødet, tog Uldnøglet
fra den venstre Skulder, drejede det nogle Gange og bekikkede det
paa alle Sider. Men hendes Tanker vare andensteds henne: efter
et Par Minutters Ophold trykkede hun Nøglet ind imod begge Øjnene,
hang det atter paa sin Hægte, og satte Strikkepindene i hurtig
Bevægelse, idet hun saaledes sammen knyttede den sørgerlige
Begivenheds afrevne Traad. (s. 48, min kurs.)
182