FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

HAMLET: Do you see yonder cloud that’s almost in shape of a
camel?
POLONIUS: By th’mass, and ’tis like a camel indeed.
HAMLET: Methinks it is like a weasel.
POLONIUS: It is backed like a weasel.
HAMLET: Or like a whale.
POLONIUS: Very like a whale.
(3. akt, scene 2, l. 380-89)
Polonius tror her, at Hamlet er mentalt forstyrret og forsøger så godt han kan
at følge ham i hans luner. Men Hamlet ved, at Polonius vil gøre dette, og
driver ham rundt i manegen ved hjælp af sine vidtløftige sammenligninger.
Kort sagt demonstreres det, at en sproglig ytring er labil og manipulerbar i
en given kontekst. Det sproglige tegn kan med andre ord opføre sig ganske
som den sky, der kan ligne såvel en kamel, som en væsel eller en hval – det
er metaniveauet i det lille replikskifte.
Hvis Blicher rent faktisk alluderer til den citerede scene fra Hamlet,
skyldes det sikkert, at sproget også i „Hosekræmmeren” viser sig at være
upålideligt, al den stund de mange ordsprog og talemåder, der optræder i
fortællingen, som sagt ikke antager en stabil og universel betydning, men
snarere en lokal og katastrofal. Hvilket er uløseligt forbundet med den
sprogligt determinerede måde, hvorpå det tragiske i al dets gruopvækkende
universalitet slår ned i et lokalt, idyllisk og pittoresk miljø. I min fremlæsning
af dette, vil jeg først fokusere på genrespørgsmålet, for dernæst
at stille skarpt på den rolle, ordsprog og talemåder spiller i fortællingen.
Roman, idyl og travesti
Så snart fortælleren er kommet under vejr med, at der er en dybere forståelse
imellem Esben og Cecilia, er han allerede i gang med at digte dem ind i en
(kærligheds-)roman. Men Michel Krænsens pekuniært motiverede afslag
på Esbens bejlen får ham til at indse, at virkeligheden ikke kan efterkomme
genrens krav – og at det ikke ville tjene noget formål at søge at få den til
det. Efter at have reflekteret over berettigelsen af Krænsens handlemåde,
konkluderer han følgende:
Efter saadan Anskuelse af Verden, som den er – meer fornuftig
maaske, end Nogle vente og Andre ønske hos en Romanforfatter
– vil Man finde det conseqvent, at jeg ikke indblandede mig i
Esbens og Cecilias Roman, saameget mindre, som Samme fra den
178