FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

overbeviist mig om, at ingen Travestering fandt Sted. (s. 35-36,
min kurs.)
Der er mindst to lag af virksom ironi i denne passage. For det første skal der
snart finde den form for travestering sted, som fortælleren først forventer,
men straks efter fornægter. I kraft af deres afslag viser Cecilias forældre
sig at være „grusomme“ i kærlighedsromaners forstand, 10 og siden skal
de forsøge at tvinge hende ind i et ægteskab, som er hende modbydeligt.
Derfor flygter hun bort – ind i vanviddet.
For det andet befinder vi os på en vis måde i den genre, man betegner
som travesti. Ganske som parodien spiller travestien på snyltervis på et
eksisterende litterært forlæg for at opnå en komisk effekt. Men hvor parodien
ophøjer et trivielt emne, trivialiserer travestien et ophøjet ditto (det
kan være svært at skelne i praksis!). I „Hosekræmmeren” transponeres det
ophøjet tragiske præcis til det trivielle og hverdagsagtige, et idyllisk og pittoresk
bondemiljø. Imidlertid er der snarere tale om travesti i anden potens.
Genrebetegnelsen er afledt af det italienske ord ’travestiere’, som betyder
at forklæde (sig) eller at klæde om. Og man må nok sige, at travestien
klæder om i „Hosekræmmeren”; tragediens indplacering i et trivielt miljø
fører nemlig ikke til nogen form for komisk effekt. Tværtimod er det, som
vi skal se, det tragiske, der i ét og alt får lov til at sætte dagsordenen. 11
Som det fremgår, aner man konturerne af en udpræget fiktions- og genrebevidsthed
hos Blicher. Hans sprogbevidsthed er ikke mindre, hvilket
fører os over i det næste afsnit af nærværende undersøgelse:
Ordsprog og talemåder; fortællingens røde tråd
Som sagt florerer ordsprog og talemåder i dén grad i teksten. Denne sproglige
gestaltning, tjener i første omgang fortællingens realisme. Det skildrede
miljø tilføres ved hjælp af det sprog, der tales, ikke bare lokalkolorit, men
autenticitet. Efter min mening må de mange ordsprog og talemåder dog
tilskrives en yderligere og dybere betydning end den realismebefordrende
effekt. Det er således ikke kun de to gamle, Michel Krænsen og hans kone,
hvis livsholdning og -erfaring formuleres i form af ordsprog og talemåder.
Også fortællerens diskurs er præget af slige udtryk, hvilket fastholder ham i
en dobbelttydig position i forhold til det skildrede miljø. Han er på én gang
en fremmed, der bryder ind i miljøet, og en indforstået figur, som ikke blot
kender og forstår, men også anvender det sprog, som tales dér. Dette kommer
fornemt til udtryk, idet han reflekterer over Michel Krænsens afslag på
Esbens bejlen på følgende måde: „’Naar Krybben er tom, bides Hestene’
siger Bonden; og hvad sige de Andre, naar Elskovsrusen er bortdunstet
180