Litteraturens - sispunktum

hvilket sætter en masse interessante måder at kommunikere på i spil, og ikke mindst åbner det
for at se på litteraturen med en række perspektiver, som jeg vender tilbage til, da det er
centralt i min opfattelse af litteraturens kommunikation.
1.2. James Phelans retoriske narratologi
Hvor Booth måtte kræve, at man skulle se litteratur som intenderende og bruge både mange
kræfter og sider på at argumentere for, at litteratur er retorisk, har tiden – og ikke mindst
Booths værk - banet vejen for James Phelan. Phelan var elev af Booth, og det bærer han præg
af. Phelan tager sit udgangspunkt i, at litteratur kommunikerer med en intention fra forfatter
til læser, hvilket han kan takke Booth for, at man kan.
Phelan redefinerer Booths Implied Author, og heri ligger en kritik af Booths begreb – og
ikke mindst, hvordan han definerer det. Samtidig har Phelan stor opmærksomhed på, hvordan
litteraturens kommunikation opererer på flere lag, som han bruger primært til at frembringe et
stærkt fokus på upålidelighed og de etiske dimensioner, det medfører. Phelans niveaudelte
kommunikation viser sig relevant for det videre studie af litteraturens kommunikation, hvilket
er en grund til, at Phelan medtages i det omfang, han gør. Samtidig sætter han nogle
perspektiver i spil i forhold til Booths The Implied Author, der giver et godt grundlag for at
diskutere instansen med henblik på dette studiums fokus. Phelans arbejde handler, som
skrevet, især om forholdet mellem kommunikationens lag, og hvordan der opstår
spændingsfelter i mellem det, de udtrykker. Relationerne og idéen om, at relationerne er
gennemgribende, har han hentet fra Booth – ligesom det er Booth fortjeneste at have vist, at
der kan forekomme diskrepans mellem de værdier, de forskellige instanser udtrykker. Der er
altså ikke meget, som Phelan ikke lader sig inspirere af fra Booth, men han nuancerer de
instanser, der er på spil, ligesom han går grundigt og præcist til arbejdet.
1.2.1 Narrativen som retorisk akt
Phelan anskuer narrativen som en retorisk akt og forudsætter, at kommunikationen mellem
forfatter, tekst og læser er en interagerende retorisk triangel. Den reelle læser indgår i
trianglen ved at forsøge at indtræde i kommunikationen som en slags ideallæser, det
hypotetiske publikum som teksten fordrer. Phelan kalder denne modtager for the authorial
audience. Den reelle forfatter skaber et andet jeg for hver bog, der skrives, og dette andet jeg
er netop the implied author * . Forestillingen om en interagerende triangel er grundlæggende for
Phelans opfattelse af litteratur, og både the authorial audience og the implied author er vigtige
* the implied author – små bogstaver bruges, når det er Phelans implicitte forfatter
12