Litteraturens - sispunktum

del af det implicitte niveau, og en analyse af det implicitte niveau vil ofte være næsten lige så
meget en analyse af tekstens niveau.
I nogle narrativer er det implicitte niveau mere tydeligt end i andre. Nabokov er – i Lolita
– en af dem, der lader sin implicitte forfatter have en central rolle i narrativen. Den implicitte
Nabokov er agenten for, hvorledes narrativen er konstrueret, og han er derfor herre over alt,
hvad vi møder i narrativen. Derved kan alt i narrativen i princippet tilskrives den implicitte
Nabokov, men netop implicit og ikke eksplicit. Alligevel vil jeg påstå, at der er punkter, hvor
den implicitte forfatter er tydelig, og derved viser det implicitte niveau i værket.
Lolita er konstrueret sådan, at John Ray Jr. indleder romanen med et forord, der er lige
som fiktivt som John Ray Jr. Forordet sætter narrativen ind i en yderst realistisk ramme alene
ved dets tilstedeværelse. Desuden understreges realismen konsekvent i forordet ved at omtale
Lolita som et memoire af en mand, der har valgt at skrive under synonymet, Humbert
Humbert. Forordet som sådan vender jeg tilbage til, i første omgang er det omtalt for at
påpege, at forordet er et eksempel på, at den implicitte Nabokov er i fuld gang med styre den
empiriske læser via den særlige konstruktion. Det er den implicitte Nabokov, der lader den
fiktive John Ray Jr. indlede romanen, og han sætter derved hele fortællingen ind i en realistisk
ramme. Det er også den implicitte Nabokov, der vælger, at fortælleren og hovedpersonen skal
være den samme, og at denne person skal bære et pseudonym, Humbert Humbert. Det er
desuden den implicitte Nabokov, der har besluttet, at fortællingen skal fortælles retrospektivt,
og at fortæller-nu'et bliver et spor i sig selv, der popper frem mellem erindringerne om
tidligere oplevelser og handlinger. Det er alt sammen elementer i Lolita, jeg vender tilbage til.
Den implicitte forfatter kommunikerer i min forståelse med en implicit læser, der
ligeledes er en tekstlig instans, som medierer mellem teksten og en virkelig læser, den
empiriske læser. Som nævnt i første del, danner Isers Implied Reader forbillede for min
anskuelse af en implicit læser. Både Eco og Phelan har øje for en modtagerinstans,
henholdsvis The Model Reader og The Authorial Audience, der begge er knyttet til den reelle
forfatter nærmere end den reelle læser. Det er en ren tekstlig funderet læserinstans, de
opererer med, hvor Isers The Implied Reader forholder sig til selve læsningen, selve
modtagelsen af en tekst, og den får derved den reelle læsers perspektiv frem for forfatterens.
Isers Implied Reader opstår i læsningen i interaktionen mellem teksten og den empiriske
læser. Det, at det er en interaktion, gør, at den empiriske læser påvirkes af den implicitte
læser, men den implicitte læser påvirkes også af den empiriske, da den implicitte læser
konstitueres af den empiriske undervejs i læsning, men netop styret af teksten.
Der er et ubrydeligt bånd mellem implicit forfatter og narrativen, samt narrativen og den
implicitte læser. De implicitte instanser er netop medierende dimensioner i litteraturen, der
36