Litteraturens - sispunktum

mange litterære allusioner, de navne, der er valgt i fortællingen, og en række påfaldende
sammenfald. Det er en verden – næsten for sig selv i romanen, og det er nemt at fortabe sig i
de mange referencer. Jeg læser dem i høj grad som den implicitte Nabokovs leg med læseren
via fortælleren Humbert, og dermed er det et stærkt udtryk for forholdet mellem fiktion og
virkelighed.
De mange litterære allusioner er med til, at den lærde læser - hvis vedkommende blot har
læst halvdelen af referencerne, eller kender dem godt nok til at fange dem - vil nikke
genkendende og nyde sin egen viden. De læsere, der ikke har det kendskab, vil kun fange de
eksplicitte referencer og sandsynligvis opfatte fortælleren Humbert som lettere - hvis ikke
meget - latterlig, fordi han slynger om sig med forfatternavne og insisterer på at tale fransk i
overmål. Det viser Humberts karakter og er et godt eksempel på, hvordan fortælleren
Humbert generelt viser læseren, hvad der er på færde i stedet for at fortælle det. Han
fremviser sig selv, og han kommer til at fremstå lettere prætentiøs og han bliver derved
ufrivillig morsom.
Fortælleren Humbert er helt bevidst morsom i mange af de navne, han giver
persongalleriet. Fx er Annabels mors pigenavn Vanessa van Ness 36 Når nu Humbert i samme
sekvens ubetinget fortæller, hvor meget han hadede den familie, er det til at smile af, at
hendes navn – udover at være en skør dobbelt konstruktion, ligesom Humbert Humbert i
øvrigt – også får de fleste til at tænke på Lock Ness-uhyret. Samtidig er det en del af
Humberts personlighed at tillægge folk hans opfattelse af dem via øgenavne. Det gælder
Humbert som både fortæller og karakter, og et af de punkter, hvor de både er forskellige og
smeltet sammen, er i erindringen om Humberts første kone, Valerias elsker, hvor han kalder
ham både "the tsarist", "taxi-colonel" og "Mr. taxovich" 37 – godt nok fordi han angiveligt i
skrivende stund har glemt hans rigtige navn Maximovich, som han først kommer i tanke om
mod slutningen af den beretning. Det er et af de momenter, hvor fortælleren eksplicit dukker
frem i erindringerne.
5.1.1 Tid – fortællende tid og oplevende tid
Et andet perspektiv, der er oplagt at tage med i forlængelse af arbejdet med fortællerens
forhold til karakteren, er tiden i fortællingen. Ligesom man kan dele karakteren og fortælleren
op ved at sondre mellem det oplevende jeg og det fortællende jeg, kan tidsaspektet deles op i
fortællende tid og oplevende tid. Den fortællende tid i Lolita er den tid, hvor Humbert sidder i
fængsel. Fra han bliver fanget og til han dør. Den oplevende tid er derimod Humberts liv fra
fødsel og til de to tider smelter sammen i slutningen af romanen. Det er et ekstra lag, den
implicitte Nabokov lægger på en narrativs normale sondring mellem fabula og sjuzet, der er
40