Litteraturens - sispunktum

giver mening i noget litteratur, og i anden litteratur er det en instans, der blot er underliggende
og i princippet uinteressant. Som tilløb til sin redefinering har Phelan gennemgået adskillige
kritikeres holdning til Booths begreb, herunder Genette, der ifølge Phelan mener, at en instans
mellem forfatter og fortæller er overflødig. Det er Phelan delvist enig i, og han mener kun,
man – for det meste – kan tale om en implied author i teoretisk forstand og kun lejlighedsvis i
praksis. 14
Booths The Implied Author eksisterer ligesom hos Phelan forud for teksten og er
ligeledes anskuet med et kritikerperspektiv. Men han har dog også både skaber og modtager-
perspektivet med i sin definering af begrebet. The Implied Author bliver en del af
skaberprocessen hos forfatteren samtidig med, at der ligger et stærkt tekstligt perspektiv ved,
at The Implied Author samtidig er forankret i værket hos Booth. Læserperspektivet synes -
hos Booth - at være indlejret i ideen om en implicit forfatter: "Our sense of the implied author
(…) includes, in short, the intuitive apprehension of a completed artistic whole." 15 Netop
brugen af "Our sense" og "intuitive" udtrykker, at dette også gælder for den almindelige læser,
og dermed får Booths begreb den dimension med sig, selv om det ikke er udtrykt præcist og
direkte.
Phelan arbejder derimod eksplicit med en modtager til the implied author, nemlig the
authorial audience, men Phelans tilgang til indholdet i hans værk er med et metodisk – kritisk
– perspektiv. Det handler om, hvordan man skal læse litteratur, og hvordan sondringen
mellem afslørings- og fortællerfunktionerne kan give indblik i, hvad der virkelig foregår i en
narrativ – især ved upålidelige fortællere. På den måde er hans værk en samling af
”eksemplariske” læsninger, en struktureret gennemgang af vilkårene for hans retoriske
narratologi.
Booths værk forholder sig både læser, kritiker- og skaberorienteret til kommunikationen i
litteratur. Det gør det mere nuanceret, men også mindre fokuseret. Samtidig er Booths værk
fyldt med litterære referencer, der – ligesom The Implied Author – er spredt ud over hele
værket, hvilket er med til, at hans værk er lettere ustruktureret, men ikke desto mindre en
fornøjelse at læse, når man har kærlighed til litteraturens retoriske finurligheder.
En kritik af Phelans afvisning af en implicit forfatters manifestation i teksten, kunne være
et spørgsmål til, hvordan den implicitte forfatter kan undgå af vise sig i teksten, når denne er
den altoverskyggende skaber af teksten. Det kan opfattes som den implicitte forfatters styrke,
at instansen kan operere både i teksten og udenfor teksten. Man kunne påstå, at den implicitte
forfatter som agent for konstruktionen af narrativen, uundgåeligt også ville have en finger
med i spillet i alt, hvad der foregår i fiktionen og derfor ikke kun ville eksistere på et
18