VINDE 1791. Han blev født i 1769 i Dølby Sogn som søn af Chresten ...

VINDE 1791.
Han blev født i 1769 i Dølby Sogn som søn af Chresten Simonsen Bool (# 96) og
Berthe Pedersdatter (# 97) der begge har været omtalt tidligere.
De døbte ham Simon Christensen (# 48) den 5 Marts 1769 i den gamle Skt.
Martini Kirke fra omkring 1505. Hans mor Berthe Pedersdatter dør allerede da
han er 8 år gammel og hun bliver begravet fra den samme kirke i Dølby, onsdag
den 18 Juni 1777. Hun blev 43 år og døde efter nogle ugers svaghed i
barselsseng før hun blev introduceret efter hendes sidste barnefødsel.
Simon bliver tjenestedreng hos Niels Bundgård i Hem Sogn. Mens han er her,
bliver han konfirmeret 19 år gammel i foråret 1788. Det var ikke ualmindeligt at
blive konfirmeret i den alder i ældre tider.
Et par måneder efter, den 20.6.1788 bliver Stavnsbåndet (1733-1788) ophævet,
og Simon er 19 år gammel og fri til at forlade hjemegnen. Men først må han gøre
sin tid hos Niels Bundgård færdig. Han vil meget gerne se noget andet end den
egn hvor han er født og har arbejdet, og som han hidtil har været forbudt at
forlade uden godsejerens godkendelse.
Der går 3 år efter stavnsbåndets ophævelse, da han endelig en dag i forårstiden
1791 drager af fra sin tjenesteplads hos Niels Bundgård i Hem, til den
nærliggende Vinde by nordvest for Skive, for at søge arbejde som tjenestekarl.
Han går ad vejen der fører fra Hem, over hans fødeby Øster Dølby og sydpå mod
Vinde og Skive, og kommer således ind i Vinde by nordfra. Den første gård han
møder i byen ligger på højre side af denne vej og havde no. 7. (nu matrikel no. 22)
Den er i fæste af Chresten Nielsen Kunst som på dette tidspunkt ikke har brug for
en tjenestekarl, men sender ham videre til sin bror og han går derfor videre ad
vejen der fører ind i landsbyen. Da han når frem til Bymændenes mødeplads går
han til venstre ad det der hed "Gaden", og derefter til højre ad "Byvejen". Her ligger
straks på venstre side, Søren Kunsts fæstegård no. 4. (senere matr. no. 18a)
Her får han arbejde og husly som tjenestekarl hos fæstegårdsbonden Søren
Nielsen Kunst i no. 4 Vinde by under Skivehus Gods. (Den hedder nu no. 18a)
Søren Kunst er som nævnt en bror til Fæstegårdsbonden Chresten Nielsen Kunst
i no. 7. En tredje bror var Jens Nielsen Kunst som vi har hørt om.
Måske har han kendt Søren Kunst i forvejen, da vejen fra hans hjem i Øster Dølby
til Skive jo fører forbi denne gård og han må have passeret den mange gange, og
måske kendt Søren Kunst i forvejen. Det var ikke langt fra hans hjemegn. Men det
var også tiden for udskiftningen, og ved denne fik Søren Kunst en helgård. Der var
altså brug for en ekstra hånd, og Simon kom lige tilpas og i rette tid.

netop har hørt om. Han har et godt øje til hende. Hun er 18 år og han er 22. ¡¢£¤¢¥¤¤¦§¨©¢¡¡§¡§§¡£¢¤¢§¡¢¤¢¡¤¡§¤
Han er stadig hos ham da han 2 år senere i 1793 og 24 år gammel møder på
Session inde i Skive, under lægd rulle nr. 315 83. Han bliver målt til 64 tommer
høj. (162,5 cm). Hans højde er over gennemsnittet for soldater på den tid. Men
der er ingen krig i Danmark i 1793, så han kan fortsætte sit daglige arbejde
hjemme på gården hos Søren Kunst og dennes niece Dorthe Johanne, som han
har set lidt mere til på den sidste tid. Dorthe Johanne er blevet voksen nu, de bor
under samme tag, går sammen hver dag.
3 år senere, Skærtorsdag d. 24 Marts 1796 bliver han trolovet med hende,
Dorthe Johanne Jensdatter. Det var den gamle sognepræst i Skive Hr. Frederik
Vilhelm Wind, der trolovede dem, og den 19. April samme år blev de gift.
Han er nu 27 år og hun 22. Forlovere ved brylluppet var Christen Brøndum og
Søren Hammel, begge af Vinde By. Christen Brøndum var en i øvrigt kendt og
velhavende mand på de kanter, og en god ven af familien som vi har set tidligere.
Så det har været et tæt lille samfund han der er kommet til i Vinde. Simon havde
nu fået et hjem, arbejde og masser af ny familie i Vinde by og Sogn.
Giftermålet bar omgående frugt og de fik allerede en søn året efter der blev døbt:
Jens Simonsen. Dorthe Johanne blev kort efter gravid igen og fødte nu en datter
der fik navnet: Dorte Marie Simonsdatter.
Så det gik godt for den lille familie. De havde fået husrum hos Søren Kunst i Vinde
by. Huset var ejet af Skivehus Gods og lå op til, og var en del af den fæstegård i
landsbyen, som Dorthe Johannes onkel Søren Kunst havde i fæste. Simon
arbejdede for Søren Kunst og på de fastsatte ugedage gjorde han sit
hoveriarbejde på godset.
Skivehus Gods var i 1791, efter Overrestsprokurator Peder Lunds død, og
samtidig med at Simon var ankommet til Vinde, blevet solgt på auktion af enken for
40.150 Rigsdaler til Justitsråd Chr. Lange til Eskær og Edelsgave på Sjælland, og
det var en herre med fremskridt og forretningssans.
Han ville nedrive den gamle forfaldne hovedbygning til godset der var fra ca. år
1400, og var et tidligere kongeligt slot, flytte den ud og bygge nyt. Det gik han i
gang med kort efter købet, og han kaldte det ny sted for "Ny Skivehus". Derefter
ville han sælge ud af de gamle fæstegårde og huse og få ryddet op overalt. Det var
udskiftningens tid. Han ombyggede og "slagtede" derefter det gamle gods og dets
tilliggende af gårde og huse. Udskiftningen af gårde og huse i Vinde fandt sted i
slutningen af det 18 århundrede.

1787, og til at udføre dette arbejde udnævntes af retten 4 neutrale mænd. 3
selvejere fra Hem og en Ludvig Jensen fra Hindborg. I løbet af 4 dage gik de over
samtlige byens marker, heder og enge og ansatte dem til takst. Selve udskiftningen
fandt dog først sted i 1792-93. Der skulle jo på grundlag af taksationen først
foretages nøjagtige opmålinger og udregninger og alle landinspektører var i disse
år stærkt optaget.
¡¡¡§¡¡§¦¡¥¤¢¡¢£¡£¤¡¢¡§¡¢¡¤¡£¡¢
Byen blev på grund af dette stærkt forandret. Der blev lagt til og trukket fra. 2
gårde blev nedlagt, og de jordløse huse fik et stykke jord lagt til ude på det man
kaldte "Bommelandet", så ejerne kunne holde en ko og et par får. Byen forandrede
udseende og det var omkring denne tid (1791) Simon kom til Søren Kunst i Vinde.
En dag i forsommeren 1799 blev Simon kaldt op på godset hvor Godsejer og
Justitsråd Chr. Lange ville tale med ham. Han ville tilbyde unge Simon, der nu
havde udført arbejde for ham nogle år og jo havde stiftet egen familie, et hus nede i
Vinde by for 200 Rigsdaler.
Jo tak, Simon havde godt både hørt og set at der var forandringer på vej. Men
sådan lige at købe, det måtte han da tale med Dorthe Johanne om, og han bad om
at måtte få nogle dages betænkningstid og give nærmere besked og derved blev
det. Simon talte med Dorthe Johanne, Christian Brøndum og Søren Kunst, og de
diskuterede Godsejerens tilbud frem og tilbage.
De synes alle det var for meget for det gamle hus, for der var meget der skulle
gøres inden det kunne bebos, og rådede ham til kun at byde Godsejeren 195
Rigsdaler. Pengene kunne han låne af Christen Christensen Ottesøn i Lund. Nogle
dage senere bad Simon om foretræde for Justitsråden Chr. Lange. Der stod han
så på Godskontoret i sine træsko, grå vadmels kjortel og krammede den brune
filthat, mens han fremførte sit ærinde og de 195 Rigsdaler han ville byde.
Nej, hør nu Simon, sagde Godsejeren, 195 Rigsdaler er sandelig for lidt, men du
har været og er mig en god mand, så du skal få huset for 199 Rigsdaler, med
termin hver 11 Juni og 11 December og jeg kan skrive skødet for dig. Jeg sælger
ud af de gårde og huse dernede i Vinde by nu, og det er et godt tilbud jeg giver dig.
Simon havde ikke mod på at sige Godsejeren imod, for hvad nu hvis han sagde ham
imod, og i stedet blev bedt om at flytte bort og huset blev solgt til en anden som
andre gårde og huse var blevet det under Godset i den sidste tid?
Så han takkede Ja til ejendommen med et buk, det skulle nok gå. Han var i grunden
glad for købet. For at han nu havde accepteret købet så Dorthe Johanne og han,
børnene Jens og Dorthe Marie, nu fik deres eget. Det var sommer 1799 og alt var
jo gået godt for ham siden han for 8 år siden var kommet vandrende hertil.

ad fuldmægtigen om straks at gå i gang med at skrive skødet som lyder: ¨¡¤¦¦§¡¡¨¤§¤¤¢¡¤¢ ¤§¡¥¡¢¡¢¡¡
Til Skive Byfoged:
Jeg, Christian Lange til Edelsgave og Schivehus, Deres Kgl. Majestæts virkelige
Justitsråd, gjør hermed vitterligt, at jeg har solgt og afhændet, ligesom jeg hermed
sælger, skøder og aldeles afhænder fra mig og arvinger, til Simon Christensen i
Vinde og arvinger, et mig i Vinde By, Skive Sogn, Viborg Amt tilhørende hus med
tilliggende jordejendomme, stående for hartkorn 0-1-2-3/4
Købesum 199 Rigsdaler.
Datum Ny Schivehus den 6 Juli 1799
C. Lange.
Kgl. Justitsråd.
Den 22 Juli 1799 blev det indført i Skøde og panteprotokollen hos Skive Byfoged.
Det var så det. Simon og Dorthe Johanne var blevet husejere i Vinde By. Ejere af
det, der senere ved matrikuleringen i 1844, skulle få matrikel no. 21 og i dag er
nedlagt og blot hedder Anettevej.
Ejendommen bestod dels af et hus i Vinde By, det senere matr. no. 21 b og et
stykke jord ude på "Bommelandet" matrikel no. 21 a. Han lagde skødet ind i det
gamle blå malede fyrretræsskab og låste skabsdøren. Huset lå lige nord for
"gaden" der løber øst - vest gennem Vinde. Gaden endte ude ved heden og
lergravene, hvor man hentede ler til byens mange lervægge og til gulv i stuer og
tærskeloen. Her ved gaden lå også et par andre huse, men ellers var det stedet
hvor byens kvæg samledes når byhyrden skulle drive det på græs, og hvor hver
især måtte hente sine dyr når han kom hjem med dem igen. Her var også
Bymændenes mødeplads, når oldermanden kaldte dem sammen med sit
tudehorn. Så huset lå centralt i landsbyen, men de flyttede ikke ind i det endnu.
Det blev en god sommer, de spændte tit for den 2 hjulet vogn om aftenen og kørte
den mils vej ned til Resen Kirke eller skoven bag Krabbesholm Gods, hvor der var
god strand og uforstyrret udsigt over Skive Fjord. Godserne havde jo ålestade
retten, men lidt faldt der jo altid af til de omkringboende. Sild var der nok af i
fjorden. Så kom høsten med travlhed både på gården hos Søren Kunst og Godset
skulle jo også have deres høst i hus, og huset de havde købt skulle istandsættes og
i Oktober var Dorthe Johanne gravid igen nu med nummer 3.

og betale termin for det var jo terminsdag, og Dorte Johanne havde haft veer hele
morgenen. Men han nåede det hele, både at betale sin første fulde termin på
huset og blive far for tredje gang.
¡£¡¡¢¦©¤§¡¢§¡¢§¡§¡
Det blev en dreng, og han skulle hedde Christen efter sin farfar og så naturligvis
Simon-sen efter sin far. Det var jo Simons søn. Sådan var det skik og brug. Så
drengen blev hjemmedøbt samme dag af Kapellanen ved Resen Kirke, Hr. Bøye.
Resen Kirke der ligger nede ved fjorden hvor de plejede at køre ned på de gode
sommeraftener.
Drengens navn blev som nævnt: Christen Simonsen (# 24) Ham skal vi høre mere
om, for også efter ham kommer vi. Sommeren gik, Jens var 4 år, Dorthe Marie var
2, og Christen var kun få måneder gammel.
Det var blevet efterår og høst igen i året 1800, og travlheden var stor både
hjemme og ude da ulykken indtræffer. Vores helt fra Øster Dølby og Vinde, Simon
Christensen dør. Om det er en arbejdsulykke, der indtræffer under høstarbejdet
eller sygdom ved jeg ikke, men flere undersøgelser vil måske vise det, og grunden
til dødsfaldet kan måske en dag findes, selvom meget materiale er gået tabt med
tiden.
Den 12 Oktober år 1800, den 18 Søndag efter Trinitatis, kører de ham på den
tohjulet trævogn trukket af den 12 år gamle hest ud til Resen Kirkegård. Der på
kanten af Salling ned mod fjorden begraver Kapellan Bøye så, stående i sin sorte
kjole og hvide pibekrave, mens efterårsblæsten fejer de visne blade over
kirkegården, faderen til det barn han kun 3 1/2 måned forinden havde navngivet.
Simon blev kun 31 år, og hans søn Christen oplevede således aldrig at kende sin
far.
Det er Søndag og alle folkene fra Vinde By og nogle få fra Godset er derude på
Resen Kirkegård. Dorthe Johanne var 2 dage forinden fyldt 26 år og stod nu alene
med huset og 3 børn på henh. 4 og 2 år, samt den lille ny Christen på 3 ½ måned.
Det var en stor ulykke der havde ramt den lille familie. På den næstsidste dag i året
1800, den 30 December kom Justitsråden Christian Lange fuldmægtig Jens
Werner Hiersing kørende til huset i Vinde by for at foretage en opgørelse til
Skifteprotokollen. (protokollen er delvis ødelagt, idet halve sider er borte, men her
gengives noget i brudstykker.)

Anno 1800, tirsdagen d. 30 December mødte skifteforvalteren S.T. Herr
Justitsråd Christian Lange til Edelsgave i Sjælland og Skivehuus, ved Eraminatus
Jens Werner Hiersing af Hem, i Stervboet i Winde By, Skive Sogn efter afdøde
Simon Christensen, som tjente Skivehuus gårdfæster Søren Kunst i bemeldte
Vinde, hvor han ved døden samme sted afgik. Efter Skifterettens tilspørgsel
anmeldte Søren Kunst arvingerne efter benævnte afdøde tjenestekarl Simon
Christensen som:
Enken Dorthe Johanne Jensdatter.
Afdødes i ægteskab sammen avlede børn:
En søn Jens Simonsen 4 år.
En datter Dorthe Marie Simonsen 2 år
En søn Christen Simonsen.......
Hvilke alle tilligemed Enken Dorthe Johanne Jensdatter opholder sig hos Søren
Kunst i Vinde. Enkens laugværge Søren Kunst.....ingen født værge for børnene efter
loven...... Hans Nielsen af Øxenvad by i Dølby ......samt afdødes søster.
Til vitterlighedsvidner var der kommet 2 mænd. Den ene var Sognefoged Chresten
Christensen af Lund, af hvem han havde lånt pengene til huset, og en Herr
Hammel af Vinde. Så gik man i gang med optællingen af hans efterladenskaber, og
Søren Kunst fremviste for de forsamlede hvad der var.
Der var en gammel fyrkiste med lås og nøgle. Nede i den lå en grå kjortel, samt en
grå vest af groft stof i vævet uld. Så lå der en lædertrøje med messing knapper og
en stribet brystdug med metalknapper. 1 par læderbukser, 2 par blå uldne
strømper, 2 skjorter, 1 hue og 1 hat. Desforuden var der et par træsko, og 1
gammelt blåtmalet fyrskab med lås og nøgle, og i skabet lå skødet på huset.
Det var alt. Så blev Dorthe Johanne spurgt om den afdøde ejede mere og svaret
var Nej. Enken anmeldte nu at der skyldtes 199 Rigsdaler til Christen Christensen i
Lund, samt de 10 Rigsdaler hun havde lånt til begravelsen, og da Hans Nielsen
erklærede at dette var rigtigt, og der således intet var at arve sluttede skiftet.
Skiftet sluttet, hvilket og herved skeer. Passeret og tilgaaet, bevidnes med
hænders ......
Skiftestedet, Aar, og dag, som først...... (videre tekst mangler)
Paa S.T. Herr Christian Lange til Skivehuus Vegne,
Jens Werner Hiersing.

:med paaholden Pen:/
Som laugværge Søren Kunst.
Det kom som et chok for Dorthe Johanne. Hun havde mistet sin far da hun var 10
år, sin moder da hun var 16 år, og nu sin elskede Simon da hun kun lige var 26 år.
Nu var nu alene med Jens på 5 år. Dorthe Maria på 3 år og lille Chresten der kun
var nogle få måneder gammel, og det nye hus som hun og Simon lige havde købt.
De boede stadig hos onklen Søren Kunst, var aldrig rigtig flyttet ind i huset de
havde købt, men havde kun nogle enkelte ting derovre, de ting som vi netop har
hørt om, ingen alkover, sengesteder eller husgeråd endnu.
5 år senere, i 1806, solgte Justitsråd Chr. Lange det resterende gods for 52.000
Rigsdaler. Året forinden, i 1805, havde Søren Kunst også købt sin gård, no. 4, af
Justitsråden for 1650 Rigsdaler.
Imedens dødsboet bliver gjort op vil hun ikke være alene med børnene. Hun bor
derfor i denne tid stadig sammen med sine børn, hos sin gamle onkel Søren Kunst,
hvor hun også boede før hun blev gift. Senere flytter hun for en kort tid ind i sit
gamle barndomshjem, og her bor hun nu hos Chresten Espersen stadig med
børnene ved folketællingen i 1801, hun vil ikke være hjemme i det tomme hus i
Vinde by alene.
Men som det kan ses af nærværende beskrivelse af forholdende dengang, var det
meget almindeligt at gifte sig hurtigt igen, der måtte en mand til at drive jorden, og
2 år senere trolover hun sig igen, og det er indskrevet i Skive Kirkebog som følger:
Torsdag d. 2. December 1802 mødte hos Præsten Leth i Skive, Ungkarl Christen
Jensen fra Øxenvad (Dølby) forlangende indskrivelse til ægteskab med enkekonen
Dorthe Jensdatter af Vinde. Forlovere: Søren Kunst og Jens Laursen.
Men nej, Dorthe Johanne hun kunne ikke gifte sig igen. Hun fortrød fordi hun ikke
kunne glemme sin Simon og børnenes far. Hun aflyste brylluppet og blev aldrig gift
igen, hverken med Christen Jensen fra Øxenvad eller nogen anden. Hun levede
resten af sit liv med børnene i det hus som hun og Simon havde købt ved skøde af
6.7.1799 af Justitsråd og Godsejer Chr. Lange til Edelsgave og Schivehuus.
Med hjælp fra onklen Søren Kunst og plejefaderen Chresten Espersen til at pløje,
så, og høste den smule jord hun havde klarede hun sig. Hun hjalp så til gengæld
dem med husarbejdet.

overdrages huset til hendes ældste søn Jens Simonsen, 27 år. Hun bliver begravet
i Skive Sogn den 25 Januar 1824, kun 49 år gammel. ¡¡¡§¡¢§¡¨¢¡¡¢©¤§§¡¦¡
Skifteforretningen påbegyndtes den 6 Februar 1824 og sluttede den 3 Oktober
1825. Den 28 Nov. 1825 fik Jens Simonsen læst adkomst til ejendommen ved
Salling Herreders Ret. Måske er det på dette tidspunkt, at hendes yngste søn
Chresten Simonsen som vi er efterkommere af, drager af sted til København. Han
er nu blevet 25 år.
Søren Nielsen Kunsts gård, hvor Simon og Dorthe Johanne boede med børnene,
samt Dorthe Johannes barndomshjem blev flyttet udenfor byen i 1870`erne.
Den første gård, hvor altså Simon boede og arbejdede, blev i 1938 kaldt: Fru
Hindborgs gård. (En ny gård blev opført på Matr. No. 18a, den gamle lå lidt øst for
denne.)
Simon og Dorthe Johannes ældste søn Jens Simonsen, blev konfirmeret den 23.
August 1813, da han var 17 år gammel, og blev efter moderens død byens smed
sammen med en Jacob Roersen ude på "Bommelandet" sydøst for byen. Her
havde de matrikel No. 19 i fællesskab og Jens ejede efter sin mor matr. No. 21a.
samme sted.
Ved folketællingen i 1840 bor Jens Simonsen stadig på ejendommen, han er nu
42 år og smed i Vinde by. Han er blevet gift og hans kone er Ane Marie
Christensdatter som også er 42 år. Desuden bor der hans plejedatter på 9 år,
Ane Pouline Christensdatter og en ugift indsidder og almisseslem på 60 år, Inger
Madsdatter.
I 1844 får ejendommen, der er på 1 skp. 2 fjerding 3/4 alb. det ny matrikel no. 21
af Vinde by og Sogn. Huset i landsbyen får senere matr. no. 21b og jorden ude på
"Bommelandet" bliver til matr. no. 21a.
Ved folketællingen i 1845, er Smeden Jens Simonsen død, og hans kone Ane
Marie der nu er 49 år er blevet gift med en husmand Christen Pedersen, 30 år.
Han var født i Lem, og var nu trådt i Jens’ sted i Vinde By. Plejedatteren Ane
Pouline er nu 13 år og bor der stadig.
Hermed er Simon og Dorthe Johannes ejendom i Vinde, som de købte af Kgl.
Justitsråd Christian Lange til Ny Schivehus den 6 Juli 1799 og som senere gik i
arv til sønnen Jens, kommet på fremmed hænder. I cirka 45 år var den i familiens
eje men nu er den væk med Jens og dermed vores tilknytning til Vinde.

Der er ikke mere for at ham at gøre i Vinde efter moderens død, og broderen Jens
har nu overtaget af huset. Christen rejser til København for at søge arbejde som
tusinder af andre fra landet på denne tid.
¡¡¢¤¢¦¨¢¤¦¤¢¡¤¡§¤¢¡§£¡¡
KØBENHAVN 1825
Christen Simonsen fra Vinde på Sallingland ville ligesom sin far se andre steder.
(se afsnittet om VINDE 1740) En dag i første halvdel af 1820'erne og efter
moderens død, drager han af sted fra Vinde og de kendte forhold og tager retning
mod Viborg og derfra videre til Århus hvorfra han sejler til København.
Til København kommer der på dette tidspunkt en masse unge fra landet, uden
penge og uden uddannelse, alle er de bønderkarle og piger. Intet kan de, og de
fleste ender som arbejdsmænd eller tjenestepiger og boende i byens billigste
kvarter, slummet omkring Adelgade, Rigensgade og Nyboder.
Således også vor unge ven Christen Simonsen fra Vinde. Han er ikke vant til at folk
ikke kender ham, der er mange andre der hedder Christen Simonsen i København,
og det er lidt forvirrende alt sammen. Så han kalder sig derfor nu:
CHRISTEN SIMONSEN VINDE (# 24)
Så ved folk da hvem han er og hvorfra han kommer.
I året 1829 finder vi ham som arbejdsmand, 29 år gammel på adressen Adelgade
210 i København. Ikke det bedste sted i byen, men sikkert et af de billigste.
Området omkring Adelgade, Rigensgade og Nyboder var en smeltedigel af
mennesker under dårlige kår. Alene i Nyboder boede der på det tidspunkt ca.
15.000 mennesker. Slum, gamle korridorejendomme, forfald og menneskelig
armod overalt.
Her i kvarteret møder han en dag en pige hjemmefra, nemlig den eet år ældre:
Maren Chrestensdatter Jebjerg (# 25)
fra hans hjemegn i Salling, der på det tidspunkt også var kommet til byen og boede
i Prinsensgade 367. Han kender hende, for hendes morfar er Jens Smed i Nestild
der ikke ligger langt fra hans hjemby Vinde. Gensynsglæden er stor, meget stor, og
han gifter sig med hende i Trinitatis Kirke d. 24 April 1829.
Forlovere ved deres bryllup i København var: Skomagermester Jørgen Rasmussen
og Niels Christensen.

ved vielsen var gravid og 2 måneder henne for den 21 November samme år føder
hun en søn. ¡¢¢¢¡¦¡§§¦¡¤¦¡§¤¢¡¡¡§¡§£¢¡¡¢¡¡
Der var kommet en ny navnelov gældende fra d. 30 Oktober samme år, altså trådt
i kraft kun 3 uger før fødslen, og den påbød folk at beholde det efternavn de nu
havde eller danne et nyt af faderens navn eller et navn fra det sted de kom.
Arbejdsmanden Christen Simonsen fra Vinde valgte på egen hånd hele navnet til
sønnen og Maren bifaldt: Det blev Simon, efter den far han desværre aldrig havde
kendt og som var død kort efter hans egen fødsel 29 år før. Det blev Christian,
efter hans farfar, foruden han nu benytter sit eget efternavn Simonsen og
påhæfter så Vinde fra landsbyen derhjemme i Salling. Han fik således det hele med.
Drengen bliver døbt i Trinitatis Kirke d 17 Januar 1830 og får derfor navnet:
SIMON CHRISTIAN SIMONSEN VINDE (#12)
Den 11.6.1831 fødes nu desuden en datter, Anne Johanne Pouline Simonsen, og
den 20.5.1833 endnu en datter der bliver døbt 4 Juli samme år og får navnet Ane
Marie Simonsen. Den første opkaldes Johanne efter hans moder og den anden
Ane efter hendes moder.
Men så sker der desværre det at Christens kone og de 3 børns mor, Maren
Chrestensdatter fra Jebjerg, dør knap 2 år efter det sidste barns fødsel.
Hun dør den 20.4.1835 og bliver begravet den 26 April 1835 på Assistents
Kirkegård, fra adressen Brolæggergade 74 i København, og der går brev med
postvognen til deres familier i Vinde og Jebjerg med den triste meddelelse og med
anmodning om hjælp.
Christen Simonsen, der nu er 36 år og arbejdsmand boende i Nørregade 30, kan
nemlig ikke magte de 3 små børn alene. Han sender derfor Anne Johanne på 5 år
hjem til sin barnløse bror Jens og hans kone i Vinde på Salling. Ane Marie på knap
2 år bliver sendt hjem til Marens bror, Gårdejeren Søren Christensen i Jebjerg
ligeledes på Salling.
Årene går, og den 19.4.1846 bliver datteren Anne Johanne Simonsen
konfirmeret i Skive Kirke. Hun bor nu hos noget familie, nemlig Smeden Chr. P.
Leed i Vinde, efter at onklen og Smeden Jens Simonsen i Vinde også er død.
Søsteren, Ane Marie Simonsen bliver konfirmeret den 11.4.1847 i Lyby Kirke, og
hun er stadig boende hos sin Plejefader Søren Christensen i Jebjerg.

den 5 September samme år videre til København, og her taber vi sporet af denne
kun 14 årige pige. I kundskab havde hun karakteren: Meget god og i opførsel UG. ¡¦¡¡¡¢¤¢¤¡¡¡¢¡¢¡¢¡¢§¡¤¦
Han selv, Christian Simonsen Vinde, gifter sig igen et par år efter Marens død, den
28 April 1837 i Trinitatis Kirke. (Det var 8 år og 4 dage efter hans første bryllup
samme sted og hvor hans 3 børn er blevet døbt).
Han gifter sig nu med den 31 år gamle Dorothea Marie Hansdatter Rødding fra
Fjellerup i Randers Amt, der bor i Borgergade 42.
8 år senere, ved folketællingen i 1845 bor han nu som 45 årig stadig med sin
anden kone, den nu 40-årige Dorothea Marie i Ny Adelgade 320 i Kjælderen i
København. Det er tæt ved Kgs. Nytorv og ikke langt fra hans første adresse i
Adelgade 210.
Sønnen, Simon Christian Simonsen Vinde, var nu blevet konfirmeret og var 16 år
gammel kommet i lære som Typograf og træsnit trykker. Han bor ikke på længere
på denne adresse hos faderen og hans kone Dorothea Marie i 1845, men
formentlig hos sin læremester.
Christen Simonsen må selv være død inden sønnes bryllup, for han deltager ikke
som skik er som forlover ved brylluppet. Datoen for hans død er ukendt.
Datteren Anne Pouline, der efter moderens tidlige død i København blev sendt
hjem til hans gamle barndomshjem, til hans bror og hendes Onkel Jens og dennes
kone Ane i landsbyen Vinde, bor her fra sit femte og indtil sit 14 år. Ind imellem er
hun vel også på besøg ude hos morfar og mormor i Jebjerg hos Chresten Jepsen
og Ane Jensdatter, og hvor morbror Søren og dennes kone nu har overtaget
gården, og hvor morbroderen jo er plejefader for hendes lillesøster Ane Marie og
hvor der er masser af fætre og kusiner at lege med. Der er kun ca. 20 kilometer
mellem de 2 steder.
Vi kan benytte lejligheden til at gøre denne side af sagen i Jebjerg færdig, nu hvor
Ane Marie Simonsen Vinde, alias Ane Marie Christensdatter, er kommet til Salling
efter moderens død i København for hvem var hendes mor? Denne:
MAREN CHRESTENSDATTER JEBJERG

Enkemanden, den 34 årige Jens Pedersen fra Otting (# 102) og den jævnaldrene
pige Anna Espersdatter (# 103) fra Nestild, blev gift i foråret 1766.
De var blevet trolovet den 30 April 1766, og forloverne var Christen Mortensen i
Trustrup, og pigens far var Esper Møller i Nestild. 3 uger senere, den 20 Maj,
mens lærkerne sang udenfor vinduerne i den ganske anselige Oddense Kirke blev
de viet.
Kirken ligger ca. 11 km. NNV for Skive og har et tårn mod vest fra den sene
middelalder og våbenhuset mod nord. Syddøren med dens 2 søjler er bevaret fra
romansk tid, og herigennem er Jens og hans tilkommende kone Anne
Espersdatter gået denne forårsdag i 1766.
Der var brug for en smed i Annes hjemby Nestild, så Jens flytter nu til Anne og
bliver byens smed. Han kalder sig fra nu af: Jens Pedersen Smed, boende i Nestild.
4 år senere, i det andet kvartal af året 1770 og med smedjen godt i gang får de
en datter. Hun blev døbt Ane Jensdatter (# 51) i Otting Kirke, og Boel Jepsdatter
bar barnet. Faddere var: Peder Espersen i Nestild (som sikkert er barnets
morbror), barnets farbroder i Dølby, Mads Refgård, samt Anders Olufsens hustru
og Moust Jepsens datter.
Men læg mærke til denne Boel Jepsdatter der bærer barnet. Hun er datter af vor
gamle ven Jep Christensen (# 100) og altså 17 år gammel, da hun holder dette
barn i kirken. Dåbsbarnet Ane Jensdatter (# 51) bliver 26 år senere hendes
svigerinde.
Det vil sige at lille Anes forældre, Smeden Jens i Nestild og hans kone Anna, har
været gode venner af familien Jep Christensen i Jebjerg, idet de beder deres 17
årige datter Boel holde barnet denne dag i kirken. Ane bliver konfirmeret da hun er
15 år gammel, den 1 søndag efter Påske 1785 i Oddense Kirke, den samme kirke
som forældrene var blevet viet i.
2 år senere, i Januar 1787 da der var folketælling, boede den nu 17 årige Ane
ikke længere hjemme. Hun var kommet ud og tjene andetsteds efter
konfirmationen selvom der var travlt hjemme hos Jens Smed. Han havde sin gode
smedeforretning, hans kone passede hus og gik tilhånde for de havde desuden 3
kvinder boende hos dem i huset.
Der var en indsidder der hed Anne Sørensdatter på 60 år, hun var enke og levede
af at spinde. Så var der den 40 årige ugifte væverske, Kirsten Espersdatter

som det hed. ¨§¡§§§¡¢§¡¨¢¦¡¡©¤§¡¡¢¡¡¡¤¡
Hele huset var indrettet til spinde og vævestue. Der blev fremstillet mange ting af
uld som blev solgt til de omkringboende, og Anna Espersdatter gik ofte de 5 km ind
til Skive marked og afhændede tingene. Der blev spundet, vævet og rokken gik til
sent ud på aftenen. Fra smedjen lød Jens hammerslag dagen lang, heste og vogne
kom og kørte. Der blev lidt og lægge til side.
Deres datter Ane havde aldrig været gift, da hun den 1 Februar 1796, 26 år
gammel, bliver gift med den unge enkemand fra Jebjerg Christen Jepsen (# 50),
som er omtalt tidligere. Brylluppet finder sted i Jebjerg Kirke.
Forlovere ved brylluppet var Melchior Hansen af Otting og Jeppe Jensen af
Jebjerg.
Man havde dårlig tid til at rejse til dette bryllup for datteren i Jebjerg den 1
Februar. Det var midt om vinteren og nu der skulle produceres varmt tøj af al den
gode uld, der lå overalt i huset og var blevet forarbejdet siden efteråret. Jens Smed
lukkede ned for ilden i essen og de kørte de godt 12 kilometer op til Jebjerg for
datterens bryllup denne 1 Februar 1796. Det var en kold tur, at sidde så længe
stille til vogns. Blæsten stod ind fra Øst da de kørte nordpå, midt på højderyggen af
Salling hvor blæsten var værst. Den kunne gå selv igennem den tykkeste
vadmelskjortel og uldtrøje.
Men det var deres gamle ven Jep Christensens søn Chresten i Jebjerg der skulle
giftes med deres egen datter Ane, og de måtte derop. De 2 familier havde kendt
hinanden gennem mange år, det kunne ikke være anderledes. Jens syntes at hans
kommende svigersøn Chresten var en kvik fyr og drev gården dygtigt.
Og så gik det ellers løs med børnefødsler i Jebjerg. Anna fik nok at gøre med at
væve til sine børnebørn i Jebjerg. Rokken og væven gik næsten i døgndrift i Nestild,
og den gamle enke Anne Sørensdatter havde svært ved at følge med ved
spinderiet og levere garnet til Kirsten ved væven.
Allerede omkring juletid samme år 1796, fik Ane en søn Jens, der sørgeligt nok
døde kun 3 mdr. gammel, men så kom i 1798 Jeppe, 1799 Maren (# 25), 1800
Ane, 1803 Peder, 1804 Søren, 1805 Birthe, 1807 Karen, 1809 Hans, 1810
Kirsten, og til sidst i 1814, Bodil.
Det er den første i rækken af døtre, Maren, som vi skal hæfte os ved. Med 11
levende fødte børn på den tid kan man vist godt sige at Ane Jensdatter (# 51)
satte livet på spil 11 gange.

Folketællingen 1845 i Jebjerg, ser således ud:
Søren Chrestensen, 41 år. Gårdmand.
Han er Marens lillebror og er dermed Ane Maries onkel og han har nu overtaget
driften og gården og han er gift med:
Mette Marie Andersdatter 30 år, Husmoder. Født i Gammelstrup.
Deres børn er: Birthe Marie Sørensdatter 8 år, Chresten 7 år, Anders 5 år, Jens
3 år, Peder 2 år, Ane på 1 år.
Desuden bor der også på gården: Ane Marie Christensdatter 12 år. Født i
København. Plejedatter.
Chresten Jepsen (# 50) 82 år Aftægtsmand
Ane Jensdatter (# 51) 75 år Født i Otting.
Else Chrestensdatter 55 år (Ane Maries moster)
Else Chrestensdatter bor altså stadig på gården hos sin nu 82 årige far Chresten
og stedmoderen Ane Jensdatter, med sin halvbror Søren og dennes store familie
og hun arbejder der fortsat som tjenestepige. Så det har været en god bedrift der
har kunnet forsørge den store familie på 12 personer fordelt på 3 generationer
under samme tag.
Herovre på Salling, var det med den nye navnelov ikke rigtig var trængt igennem og
helt ud til landsbyerne endnu da Ane Marie ankom ca. 11 år tidligere.
Her kaldte hendes Onkel Søren hende for Ane Marie Christensdatter, for hendes
far som jo også var hans svoger, han hed jo Christen og sådan plejede man da at
gøre. Men her har Ane Marie haft langt bedre forhold end hos faderen Christen
Simonsen der var arbejds - og enkemand ovre i slummen i det indre og mørke
København. Her har hun haft bedsteforældre, sine onkler, fastre, fætre og kusiner
og gode forhold i de dejlige landlige omgivelser og sin storesøster Anne Johanne
ikke langt borte i Vinde.
Hendes mormor, Ane Jensdatter (# 51), døde 76 år gammel året efter
folketællingen, på den tredje juledag i 1846 og bliver begravet den 6 Januar 1847.
Hendes morfar, Aftægtsmanden Chresten Jepsen dør 8 måneder senere den 26
August 1847. Han blev således 84 år gammel og bliver begravet den 3 Sept.

Hans søn, Søren Chrestensen driver denne gård videre de næste 12 år efter
faderens død og mageskifter den så, den 21 Februar 1859, og får i stedet
matrikel nr. 10b i Jebjerg - kaldet "Ørbjerggård". (den ligger nu som før på
Roslevvej 39 i Jebjerg) Med ham bag ploven de næste 17 år går den derefter over
til hans yngste søn, Peder Sørensen i 1877.
£©¨¤¦§¨¡¡¦¡¡¢¤¦¦¡¢£¡¦¢¡¨¡£¥¡¢¦¢¡¦¨¢ ¡£¥¡¢¦¢¡¤¢¢£¡¤¦¦¡¤¦¨¡¡§¡£¢
Den 5.4.1877 bliver der lyst en aftægtskontrakt fra Peder Sørensen til hans
forældre Søren Chrestensen og Mette Marie Andersdatter samt til hans faster
Else Chrestensdatter.
Der tillægges og frastykkes ind i mellem et enkelt lod eller 2 i forbindelse med
jernbanens anlæggelse, som jeg ikke skal komme ind på her da gården og den del
af familien nu glider ud af vores beretning, men det er medtaget her for
fuldstændighedens skyld.
Der knytter sig et par små anekdoter til "Ørbjerggård" i deres ejertid som jeg skal
benytte lejligheden til videregive her. De er blevet videregivet til mig ved besøg på
gården af en senere ejer af ”Ørbjerggård”, Arne Pedersen i Jebjerg, og lyder som
følger:
Efter krigen i 1864 samlede tyskerne de bedste heste sammen på Salling og disse
heste blev transporteret til Tyskland. Peder Sørensen blev opmærksom på
tyskernes ankomst i området og samlede imidlertid kort forinden deres ankomst til
gården 14 heste sammen fra de omliggende gårde og skjulte dem i en lavning
200 meter vest for gården som er usynlig fra landevejen.
Da tyskerne nu kom ridende ad landevejen og ind på "Ørbjerggård" for at ransage
denne, stod den 21 årige Peder Sørensen nede i denne lavning med 14 gode
heste i skjul som således undgik at blive konfiskeret af sejrherrerne. Lavningen kan
stadig ses.
En anden historie er fra 1891, altså stadig i familiens ejertid, og den blev gengivet i
Skive Folkeblad i 1966. Jeg skriver den ordret af på samme pudsige måde som jeg
har fået den overleveret skriftligt fra denne senere ejer af gården Arne Pedersen.
Stuehuset brændte i 1891. Brandårsagen var ret usædvanlig. Katten havde for
vane at ligge i asken ved komfuret, og en dag så aftægtskonen (det må være Mette
Marie Andersdatter nu 76 år) at der gik ild i kattens hale. Katten blev bange og løb
op ad trappen til loftet hvor der opbevaredes lyng til brug ved optænding. Kort efter
brændte huset og katten. Den gamle kone reddede sig med besvær ud i det frie.

"Ørbjerggård" var i familiens ejertid en 3 længet gård, med et stuehus på cirka
150 kvm. En lade på cirka 400 kvm og det man kaldte Vesterhus på ca. 150 kvm.
Der er i 1912 blevet bygget endnu en længe til som kostald. En svinestald blev
tilbygget i 1951 og et maskinhus i 1955. De oprindelige 2 gamle længer blev
delvis nybygget og forandret i 1932. I familiens ejertid var gården på 36 tdr. land,
og den sidste hede blev opdyrket i 1905.
§¡¢¡¢
¢¤¢¦¦¡¡¡¢¡§¦¨¢¦©¡§¤§¡¢§¡¡ ¦¤§¡§¤¦§£¢¡¤¦¡¢¡¡¨£¡£¢§¤ ¡¢¡¡¢§¤ ¡¢¨¢§¨¤¢¢¦¡¨¤¢¤¢¡¢£¤¡¡¤¦¤¡¦¨¢¦¡¢¡
Peder Sørensen solgte "Ørbjerggård" til en Knud Pedersen i 1903, hvis søn Arne
Pedersen overtog gården den 1 Okt. 1939 og er den der har videregivet de 2
anekdoter og øvrige oplysninger om Ørbjerggård. Peder Sørensen købte matr. nr.
18 d Jebjerg 1905 og sælger den 27.6.1913, og dermed er Jebjerg folkene ude
af billedet.
Tilbage i København har vi nu således alene Maren Chrestensdatter fra Jebjerg og
Christen Simonsen fra Vinde’s søn, ham der kom til at hedde:
Simon Christian Simonsen Vinde. (# 12)
Men vi nu lade Simon Christian hvile her lidt. Han blev min oldefar og slutresultatet
af de 2 grene af vor familie der kom fra Salling og som der har været berettet om
indtil nu. Jeg håber læseren kan finde ud af det. Det er ikke nemt at samle så
mange mennesker sammen til ét hele.
Vi må derfor nu gå tilbage i tiden igen, for at finde oprindelsen til hans kommende
hustru der bliver:
Sophie Frederikke Rasmussen (# 13).
Den del af historien bliver til afsnittet om Fyn og Nyboder og derfra henter vi
senere hende ind på scenen.

HAUGE 1756.
Inde i bunden af Odense Fjord, i Lumby Sogn, ligger landsbyerne Hauge og Stige.
De lå dengang direkte til stranden, men på grund af den lave vanddybde her i
bunden af fjorden var sejladsen hertil nu besværlig. Bådene var større og stak
dybere end tidligere tiders både. En tid var åen søvej og landsbyen Biskorup var
landingsplads indtil omkring 1572.
Derefter blev handelen på Odense i væsentlig grad drevet over Kerteminde og
Munkebo ved Kertinge Fjord. Samtidig benyttede skibene Odense Fjord op til
Skibhusene, (Hauge og Stige) i Odenses nordlige udkant hvorfra varerne kørtes til
Odense.
Disse besejlingsforhold var dog meget utilfredsstillende og helt tilbage fra 1717
havde man arbejdet med planen om gravning af en kanal fra Odense og ud til
fjorden. Den blev udført i årene 1797-1804 for en samlet udgift af 170.000
Rigsdaler. Kanalen blev 8.2 km. lang, 2,75 meter dyb og gik ude fra landsbyen
Stige og ind til Odense.
Herude i landsbyerne Stige og Hauge boede søfolk og havde altid gjort det.
Børnene af disse søfolk plaskede hjemmevant til søs på fjorden allerede fra en
tidlig alder, og man lærte at sejle. Skibe fra mange steder kom og gik på fjorden,
som de havde gjort så længe nogen kunne huske, det var et søfartsmiljø.
Den 4 Søndag i advent, 19 December 1756, var der barnedåb i kirken helliget Skt.
Katharina, i Lumby Sogn. Den var oprindelig en romansk kampestensbygning af
hvilken nu kun koret står tilbage, men klokken der ringede til gudstjeneste denne
søndag inden jul i året 1756 var støbt så tidligt som i 1491.
Provsten Andreas Barfod, holdt drengen over den gamle døbefont der var af træ.
Drengens forældre, Sømand Bendt Olesen (# 212) og hans hustru Margrete
Jørgensdatter (# 213) havde valgt at barnet skulle hedde: Oluf Bendtsen (# 106)
Oluf efter sin farfar, som skiftevis anvendte fornavnet Ole eller Oluf hvilket var
meget almindeligt på denne tid og som drengen også selv senere skulle gøre det,
og Bendtsen efter sin far Bendt, det var jo Bendts søn.
Efter Gudstjenesten gik man hjem for at fejre begivenheden, der var kun 5 dage til
jul. Skibe var der ikke mange af på fjorden nu på denne årstid. Sejladsen var
indstillet, og de fleste skibe lagt op for vinteren.

©¡£¦¡¢§¤§¢¡¢¥¤¢¡¤¦¡¢¢¡¦¡¢§¤¢¨¢et
kunne Bendt Olesen igen komme til søs og måske få en langfartshyre, men indtil da
måtte han blive i land, holde barnedåb, jul og nytår. Vente på forår og klargørings
tid når skibene atter blev rigget til.
STIGE 1760.
Den 5 Søndag efter Trinitatis, hvilken var den 6 Juli 1760, var der igen barnedåb i
den samme kirke i Lumby Sogn.
Provsten Andreas Barfod, holdt denne gang en nyfødt pige fra landsbyen Stige
over døbefonten. Forældrene var, Skibsmand Marcus Christiansen (# 214) og
hans hustru Margrethe Hansdatter (# 215). Til datteren havde de valgt navnet:
Anna Maria Marcusdatter (# 107) - også hendes far Marcus var sømand.
Det var nær ved at være den sidste dåb provsten forrettede. Året efter døde han,
og man satte en ligsten over ham og hans hustru Karen Christensdatter Morland
der allerede var død i 1752 under tårnbuen i kirken.
Men disse 2 børn voksede op i dette søfartsmiljø og blandt søfolk, og der var kun
een ting drengen Ole Bendtsen ville, og det var at komme til søs ligesom sin og
Anna Marias far.
Oluf og Anna Maria kendte hinanden lige fra de var børn. Landsbyerne Stige og
Hauge ligger ikke langt fra hinanden og da de blev voksne giftede de sig. Oluf var
kommet hjem fra langfart og havde nu lagt op for vinteren som man gjorde på den
tid, og hans far havde gjort før ham, hvis de da ikke var væk på længere rejser
under sydligere himmelstrøg.
Den 1 December 1786 blev de viet i den hjemlige kirke hvori de også begge var
døbt. Det blev et stort bryllup, der var mange gæster fra begge landsbyer, de fleste
var søfolk fra Hauge og Stige, der var kommet hjem og gensynsglæden var stor.
Mange havde ikke set hinanden i nogen år, mens de havde været borte til fjerne
steder. Handlen på Kina og Østen var godt i gang og det var skibe der skulle bruge
mange søfolk og hyren var god.
Oluf, der havde sejlet fra barnsben, var blevet Styrmand, og han var kun 30 år da
han nu med denne stilling og en god indtægt, kunne gifte sig med Anna Maria.
Den 25 Maj 1788 døber de deres første barn i den gamle Lumby Sognekirke. Hun
får navnet: Anne Margrethe Olufsdatter (# 53).
Oluf sejlede nu som styrmand i flere år, men med flere børn der var kommet til
efter Anne Margrethes fødsel, og de mange krige mellem England, Frankrig og

Omtrent 7000 danske og norske søfolk var i engelsk fangenskab under krigen
mod England. Fangerne blev stuvet sammen på udrangerede krigsskibe under de
mest frygtelige forhold.
£¡¡¢§¤¡¢¡¡¢¡¡¢¡¥¡¦¡¢¡ ©¡¤¢¤¦§¨¢¢¤¡¢¡¢¡¡¢¦§¡¥¡¨¦¢
De flytter fra Hauge ved Odense Fjord ned til Strandhuse, 12 kilometer vest for
Svendborg, i Ulbølle Sogn på Sydfyn. Hernede ved Svendborg Sund og i det
Sydfynske øhav er sejlskibstrafikken stor.
Den engelske flåde ligger i 1808 ved Nyborg, og Napoleon har forinden sendt
franske og spanske tropper til Danmark. De spanske tropper ligger i Svendborg og
på Langeland. Pigerne falder på stribe for de flotte franske og spanske soldater.
Anne Margrethe er 20 år gammel og bor i Svendborg. Hendes far, Styrmanden
Oluf Bendtsen, havde aflagt prøve for myndighederne ved søindrulleringen, og med
hans erfaring som sømand var han blevet udnævnt til Kongelig Lods. Dette er han
til sin død den 15 Juni 1820, 64 år gammel.
Datteren Anne Margrethe var efter sin konfirmation kommet i huset som
tjenestepige i Svendborg. Hun kom meget nede på Svendborg Havn hvorfra
faderen jo nu sejlede ud, og i Svendborg by lå nu også de flotte sydlandske soldater
kommet over land fra Jylland og med dem måske Anne Margrethe.
Anne Margrethe bliver gravid og føder hjemme hos forældrene i Strandhuse en
søn, den 8 April 1811. Hun er 23 år men ugift, da hun møder op hos Præsten i
Ulbølle Sogn for at få drengen døbt, her opgiver hun faderen som: Skræddersvend
Rasmus Hansen fra Svendborg. Præsten ser op på hende og spørger om denne
barnefader "Rasmus Hansen" er tilstede, hvilket hun med nedslået blik må tilstå at
han ikke er. Præsten trækker på skulderen og indfører så i kirkebogen: Udlagt som
barnefader, Skræddersvend Rasmus Hansen.
Der var bare ikke nogen Skræddersvend Rasmus Hansen i Svendborg. Ja, der var
slet ikke nogen på hele Fyn der var Skræddersvend og hed Rasmus Hansen. Hun
løj simpelthen overfor Præsten for at klare den kedelige situation, (kilde:
Landsarkivet for Fyn) så enten har hun ikke vidst hvem der var faderen, måske en
sømand eller en sydlandsk soldat, eller hun har blot forsøgt at skjule den rette?
Men drengen blev døbt i kirken oppe på bakken i Ulbølle og i dens døbefont af
granit med de 4 menneskehoveder og 2 løvekroppe med fælles hoved der fik
barnet navnet: Hans Rasmussen (# 26) og han boede ude hos mormor og morfar,
Lodsen i Strandhuse, og lige ned til Svendborg Sund. Huset lå overfor Gjæstgiveriet
i Fjællebroen og er nu kun en tomt.

kommet frem på dette tidspunkt, dette med at lade børnene vaccinere for kopper.
14 år gammel kom Hans i lære hos Murermester Niels Andersen inde Svendborg. ©¡£¤¢¦¤§¢¢¦¡¢¡¢¤¦¡¢¡¤¢¤¡¢¡¢¡¤ ¡ ¢¨¢¦¡¤¦§£¡§¡¤¢¢¡
Den 10 April 1825, det var mens han boede hos sin læremester, blev han
konfirmeret i Skt. Nicolai Kirke i Gerritsgade i Svendborg. Den smukkeste og
interessanteste af byens kirker. Den ældste del af kirken, det vestlige fag af koret
samt skibet, er fra omkring år 1250.
Hans mor ved vi herefter ikke meget om. Hun optræder som dåbsvidne ved en af
sine brødres børns dåb i Ulbølle Sogn en dag i 1818 og da bor hun i Svendborg.
Hun bliver endelig viet, året efter sønnen Hans konfirmation og da er hun blevet 38
år gammel, til en tjenestekarl Hans Pedersen på 32 år. De var begge, bruden og
brudgommen, ankommet til Nyborg fra landsbyen Urup i Rynkeby Sogn på Fyn i
begyndelsen af 1826 og bliver gift i Nyborg den 25 Juni 1826.
Inden der er gået et år efter vielsen forlader de igen Nyborg. De opgiver ved
afrejsen blot at skulle rejse til Svendborg Amt, men angiver ikke nogen by, og ses
ikke at være kommet til Svendborg Amt som angivet. Hvor de er rejst hen, samt
hvor og hvornår hun er død vides ikke på nuværende tidspunkt.
Men nede ved Svendborg, i Lodshuset i Strandhuse, bor hendes mor enken Anna
Maria Marcusdatter stadig. Hun tager sig af Hans der nu er i lære og de andre
børnebørn og hun skal opleve mange ting endnu. Hun oplever blandt andet da
hendes barnebarn Hans som ung mand sejler til København og at han bliver gift og
får børn.
Hun dør i sit gamle hjem i Strandhuse den 18 Marts 1850. Hun blev 90 år
gammel og overlevede således sin mand, Styrmand og Kgl. Lods Oluf Bendtsen,
med 30 år. Hendes barnebarn Hans Rasmussen, bliver udlært som håndværker i
Svendborg, og en dag drager også han af sted. Han vil til København som andre
unge og hvor tager han hen.?
Han kom fra en søfartsby, hans bedsteforældre var søfolk, måske også hans
ukendte far? Han havde set skibe sejle hele sit liv og nu sejler han selv af sted fra
Svendborg til København for at søge arbejde.
Han rejser ad søvejen til København, og går direkte til Flådens leje på Holmen. Her
får han arbejde som maler og bopæl i flådens boliger i Kokkegade i den gamle og
nu nedrevne del af Nyboder. Han er 23 år gammel. Han kan tegne, male og digte
romantiske vers, hvoraf vi har eet bevaret. Året er 1834 og Hans Rasmussen fra
Svendborg er kommet til Hovedstaden København.