Fortidens storriger - De Berejstes Klub

December 2005 / nr. 22 

Medlemsblad for De Berejstes Klub Pris: 75, 00 

Fortidens storriger 

Læs om rejser tilbage i historien 

og om rejser, hvor man kan mærke 

historiens vingesus

Billige flybilletter til hele verden 

Gennem 12 år har vi specialiseret os i at tilbyde dig billige billetter 

med personlig service. Ring, mail, eller kom ind i en af vores 

afdelinger og få råd og vejledning fra vores søde sælgere til din 

næste rejse. 

WASTEELS Rejser København WASTEELS Rejser Århus 

Skoubogade 6 Borggade 3 

1158 København K 8000 Århus C 

Telefon 33 14 46 33 Telefon 86 12 62 11 

mail@wasteels.dk aarhus@wasteels.dk 

GLOBEN nr. 22 / December 2005 2

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Nikolaj Witte (ansv.), Pernille Föh, Svend Garbarsch, 

adresse s. 70 

Indsendelse: 

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: 

globen@berejst.dk 

Læs vejledningen på www.berejst.dk/dbkforum 

Tekst / fotos: 

Medlemmer af De Berejstes Klub 

Forsidefoto: På sporet af Inkariget. Lama stikker 

snuden frem i morgentågen. Machu Picchu, Peru 

Foto: Jakob Linaa Jensen 

Forsidedesign: 

Nikolaj Witte, adresse s. 70 

Tryk: 

BB Offset 

Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro 

Oplag: 300 

ISSN: 1603-1458 

Deadline til næste nummer: 

5. februar 2005 

Tema: Buddhistiske lande 

Annoncer: 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

www.berejst.dk 

Formand: 

Søren Padkjær, adresse s. 70 

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og 

alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor 

skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af 

redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 

Indhold 

Om! Mani Padme Hum! 4 

Sig nærmer julen... 5 

Det forsvundne Atlantis? 6 

Jakob Linaa Jensen 

Den udødelige hær 10 

Nikolaj Witte 

Inkastien til verdens navle 14 

Sisse Skipper Andersen 

Den nye verden - i Syden 16 

Henrik Døcker 

Det portugisiske ansigt 20 

Lars Munk 

På velbevogtet besøg 24 

Paul-Erik Jensen og Anette Sode 

Fest i Shivas navn 29 

Malaika Malmos 

Mayakulturens højdepunkter 33 

Niels Iversen 

Bagantemplerne i Myanmar 37 

Lars Nielsen 

Fotokonkurrencen 41 

Årets kulturbilleder! 42 

Årets naturbilleder! 43 

Hash, orangutanger, bronzespiraler og broer 44 

Inge Andersen 

Betagende oplevelser i Sydamerika 48 

Ewa Bylinska 

Jesuitmissionærerne i Sydamerika 53 

Knud Bach 

Mit livs ti bedste fiskemåltider 56 

Jakob Linaa Jensen 

Formandens beretning 58 

Regnskab for DBK 59 

Referat fra generalforsamlingen 2005 60 

Folkersen-prisen 2005: 63 

Egholm-prisen 2005: 64 

DBK’s Top-20 for besøgte lande 65 

Afholdte arrangementer 67 

Nye medlemmer 68 


Om! Mani Padme Hum! 

Eller som de siger på dansk: Hil juvelen i lotusen! 

Det er den bedste danske oversættelse, men dog så 

mangelfuld, frarøvet den magt og energi der findes i 

lydene, og lige så langt fra originalen som fin fransk 

kogekunst fra fransk hotdog. Men selv omskrivningen 

fra de rigtige tegn til vores bogstaver er et tab 

af kvalitet. Den er lille, men den er der. Lidt 

lige som forskellen mellem levende og død. 

Men hvorfor skriver jeg alt dette her? Det 

gør jeg, fordi næste tema i Globen er, 

om ikke ”Om! Mani Padme Hum!”, så 

den religion/tro/filosofi der af mange 

rejsende associeres hertil, altså buddhismen 

og rejser i de buddhistiske 

lande. lande. 

Globen bliver dedikeret til Buddha, buddhisme, buddhistiske 

lande, rejser i disse lande og mødet med en åndstradition, 

der er underfundig, dybsindig, knivskarp og 

sprudlende levende. Buddhismen trives fra Japan over 

Thailand til Tibet og byder på meget forskellige opfattelser 

af eksistens, virkelighed, verden, målet og lidelsen, 

som alle kommer til udtryk i meget forskellige 

kulturer. Den buddhistiske verden, hvis I vil 

tillade mig denne betegnelse for en alt andet 

end uniform samling lande med det til fælles, 

at en stor del af indbyggerne er tilhængere af 

den ene eller den anden gren af buddhismen, 

dækker et spektrum, som kun regnbuen 

kan beskrive, og rejser, der i er lige så 

forskellige som farverne på det 

buddhistiske flag. 


Sig nærmer julen... 

Den mørke tid har sænket sig over det ganske land. Dagene er så korte, som de kan blive, hvis de stadig retmæssigt 

skal kaldes dage og ikke nætter. Humøret tager en tur under horisonten, som kongens efterfølger i jagten på 

lyset. 

Men midt i denne vinterdvale springer et lys frem med denne fabelagtige samling af artikler, som du netop nu 

sidder med. Det er endnu engang en stor fornøjelse at sammensætte alle de spændende, inspirerende og meget 

lærerige artikler, som tilsammen er den lim, der holder Globen sammen og dermed også gør sit til at skabe og 

underbygge vores klub af Danmarks mest berejste. 

Denne gang kan du lade dig rive med af historier, der for længst var uddøde, hvis det ikke var for menneskets 

forunderlige fascination af fortiden. Kun fantasien sætter grænser, når man står for foden af Tikals pyramider, og 

kun virkeligheden overgår fantasien, når terrakottakrigerne ved Xian stirrer dig i øjnene. Inkaernes guld rangerer 

blandt verdens mest efterstræbte drømme på niveau med buddhaernes hoveder fra Bagan eller en aldrig glemt 

minoisk kultur. 

Hvem/hvad/hvordan/hvorfor... 

Midt i kulden, i en mørk og stormfuld nat, overhørte jeg en samtale mellem to medlemmer. Mit øre fangede 

spredte ord om Globen, og samtalens omdrejningspunkt var alle h’erne. Hvem må skrive til Globen, hvordan skriver 

man til Globen, hvorfor skriver man til Globen, hvornår skriver man til Globen, hvad skriver man til Globen, og 

tilslut hvad er Globens fremtid. Hin nat lyttede jeg og tænkte. 

Men her kommer mit svar, kort og præcist: (hvem) alle medlemmer af DBK, (hvordan) nedfælder sine rejser, 

oplevelser og lignende, men ud fra retningslinjerne, (hvorfor) fordi det er sjovt at skrive og spændende at læse, 

(hvornår) når man har opnået en forudgående aftale og altid inden deadline, (hvad) selvsagt spændende rejseberetninger, 

men det kan også være tanker over eller omkring rejselivet. Med hensyn til vores fremtid: Der vil jeg 

lade det være op til os alle sammen. Så har du ideer, kommentarer, ris eller ros, så hold dig ikke tilbage: Skriv det 

endeligt på forum eller kontakt os. 

Vil du vide mere? Spørge om mere? Så står det dig frit for at skrive dine kommentarer på vores nye forum, hvor vi 

vil svare hurtigst muligt. På forumet kan du også finde retningslinjerne for artikelskrivning til Globen, en uddybelse 

af vores næste temaer og med tiden meget mere. 

Nu sidder du måske og tænker ”Hvor finder jeg dette forum?”. Det gør du på vores fantastiske hjemmeside www. 

berejst.dk, under Forum/opslag. 

De næste temaer bliver: 

Marts 2006 (næste): 

Buddhistiske lande 

Juni 2006: 

Jubilæumsnummer i anledningen 

af DBKs 10 år 

September 2006: 

Storbyrejser 

December 2006: 

De Nordiske Lande 


Den minoiske kultur: 

Det forsvundne Atlantis? 

Denne historie tager sit udspring i det mest gådefulde og sagnomspundne af fortidens storriger, 

Atlantis. Det er den dag i dag omdiskuteret, om det nogensinde har eksisteret, og i givet fald 

hvor? 

Tekst og foto: Jakob Linaa Jensen 

Myten om dette forsvundne land tog 

sin begyndelse hos Platon, der i et 

af sine skrifter beskrev et rige, så 

stort som Asien og Libyen tilsammen. 

Ifølge Platon skulle Atlantis 

være sunket i havet på en enkelt 

nat i en apokalyptisk kombination af 

jordskælv og flodbølger for derefter 

aldrig mere at vende tilbage til overfladen. 

Platons historie har været 

et tilbagevendende tema i historie, 

litteratur og kunst, og de fleste 

myter om forsvundne kontinenter 

er mere eller mindre inspirerede af 

Atlantismyten. 

Et kig ud i krateret, Santorini 

Atlantis er rent geografisk blevet 

placeret så forskellige steder som 

Atlanterhavet, Sydamerika, Det 

Indiske Ocean, Antarktis og endda 

på Månens bagside. Mest standhaftig 

har dog været ideen om, at 

Atlantis har ligget i Middelhavet, 

nogenlunde midt i det græske 

øhav. Mange kendsgerninger støtter 

denne antagelse. Fortællingen om 

et altødelæggende jordskælv stemmer 

overens med, at øen Thera (det 

nuværende Santorini) i 1626 f.Kr. 

blev ramt af et vulkanudbrud, der 

sprængte langt hoveddelen af øen 

væk. Den efterfølgende tsunami 

har formentlig ramt alle naboøerne, 

heriblandt Kreta, ligesom den efterfølgende 

røg og sod fra udbruddet 

har formørket himlen i uger, måske 

måneder, og ført til fejlslagen høst. 

Beskrivelser af Atlantis som et rigt 

land med frugtbar jord og omfattende 

fiskeri og søfart passer også 

godt på den minoiske kultur, der 

netop frem til vulkanudbruddet var 

dominerende i området. Kulturen 

har sit navn efter Kong Minos, der 

fra Kreta beherskede hele Det ægæiske 

Hav ved hjælp af en omfattende 

flåde. Den minoiske kultur 

fandt så stor udstrækning som fra 

sydspidsen af det græske fastland, 


over Kreta, Santorini og Rhodos, 

og helt til Lilleasiens kyst. Selv om 

det var en kultur præget af velstand 

og et tæt forhold til naturen, havde 

den også sine mørke sider. Vi ved 

fra udgravninger og vægmalerier, at 

præster ofrede børn til guderne for 

at sikre krigslykken. 

Denne rejse på vej rundt i den 

minoiske kultur starter på Santorini, 

hvis vulkan jo blev årsagen til hele 

kulturens endeligt. På øens sydspids 

ligger Akrotiri, der formentlig 

har været en af kulturens vigtigste 

byer, før den ved udbruddet blev 

begravet i et tykt lag aske. Først i 

1960’erne dukkede dens enestående 

kultur op i dagens lys efter omfattende 

udgravninger. På Akrotiti finder 

man hele, velbevarede huse og 

mange af de vægmalerier, der har 

givet os vores moderne viden om 

den minoiske kultur. En del forskere 

mener ligefrem, at Akrotiri var selve 

Atlantis, og at dets undergang fødte 

Atlantismyten. 

I dag kræver det mere end almindelig 

fantasi at forestille sig en 

blomstrende by med kanaler, havn 

og mange tusinde indbyggere, som 

beskrevet i myterne. Hele den store 

ruin er dækket af et grimt plastiktag, 

og midt i det hele foregår der 

omfattende bygningsarbejder i 

den græske regerings forsøg på at 

rekonstruere, hvad der var. Det skal 

åbenbart være skidt, før det kan 

blive godt! 

Området omkring Akrotiri rummer 

imidlertid stor skønhed. Overalt er 

der grønne olivenlunde og langs 

En af Santorinis 

karakteristiske 

blåkuplede kirker 

kysten er der hele tiden slugter og 

små bugter, hvor man kan kigge 

ned i det blå Middelhav. Dramatiske 

klippeformationer afbrydes af små 

hvide kapeller og kirker, og midt i 

stilheden høres kun havets fjerne 

brusen og lyden fra de talrige geder 

og får, der græsser på bjergsiderne. 

Et liv på kanten 

Den halvmåneformede landmasse, 

der i dag er tilbage af Santorini, 

udgør det enorme vulkankraters 

østlige kant. Man regner med, at 

øen oprindeligt har været tre gange 

større, og selve krateret, calderaen, 

ligger i dag begravet ude i bugten. 

Vulkanen er stadig aktiv, og ved 

udbrud i løbet af det 20. århundrede 

dukkede to nye øer op midt 

i bugten. På en bådtur derud kan 

man forvisse sig om, at der stadig 

er gang i den ved Santorini. Røg 

Udsigt over Fira, hovedbyen på 

Santorini 

stiger op gennem sprækker i undergrunden, 

og visse steder er jorden 

endog meget varm. 

Santorinis nuværende hovedby, Fira, 

er bogstaveligt talt bygget helt ude 

på kanten af krateret, og livet her 

giver begrebet ”Living on the edge” 

en meget konkret betydning. Oppe 

fra byens hovedgade er der mange 

hundrede stentrin ned til den naturlige 

havn, hvor de fleste skibe lægger 

til. Santorini er i dag en meget 

karakteristisk græsk ø med masser 

af de blåkuplede hvide kirker, der 

præger så mange græske postkort. 

Allersmukkest er øen i den nordligste 

by, Oia, der er helt genopbygget 

efter et ødelæggende jordskælv 

i 1956. Herfra har jeg et af mine 

smukkeste minder fra Middelhavet, 

da vi sad helt på toppen af byen og 

spiste græske specialiteter med en 

270 graders udsigt ud over Fira, krateret 

og solnedgangen. Grækenland 

er bare smukt! 


Santorini er også kendt for at fremstille 

nogle af Grækenlands bedste 

vine med udgangspunkt i assyrtikodruen. 

Flere steder på øen kan man 

komme på rundtur på vinerier, og 

sammen med øens kulinariske oplevelser 

kan det godt få tænderne til 

at løbe i vand. 

Kreta - den europæiske kulturs 

vugge 

Fra Santorini bevæger vi os til 

Kreta, hvor den minoiske kultur 

udsprang. Ud over at have næret 

Atlantismyten, er denne kultur den 

ældst kendte civilisation i det nuværende, 

geografiske Europa, og det 

er en anerkendt historisk opfattelse, 

at den europæiske kulturs vugge 

stod på Kreta. 

Selve navnet Europa stammer da 

også fra den græske mytologi. 

Europa er opkaldt efter en kretensisk 

kongedatter begavet med stor 

skønhed. Den allestedsnærværende 

mægtige gud Zeus var lidt af en 

casanova, og en dag fandt han vej 

til den græske kyst, hvor han ved en 

blanding af styrke og list fik bortført 

Europa. Zeus viste sig i skikkelse af 

en tyr og lokkede den nysgerrige 

kvinde til en tur på sin ryg. Aldrig 

så snart var skønheden på plads på 

Zeus’ mægtige ryg, før han stak af 

ud i Middelhavet for at sætte kurs 

mod det græske fastland. 

Et liv på kanten – byen Fira på 

kanten af krateret, Santorini 

Lang tid senere slap Europa ud af 

Gudens klør og vendte tilbage til 

Kreta som brud til kongen, Asterius. 

Han adopterede Europas’ og Zeus’ 

søn, Minos, der som sagt senere 

blev den største konge i den minoiske 

kultur. 

Blandt mange sagn og myter om 

Minos er der en, der længe lød for 

fantastisk til at være sand: I hans 

palads’ labyrintiske gange skulle han 

efter sigende have holdt en usædvanlig 

vild tyr, Minotaurus, der var 

frygtet af alle, indtil den en dag blev 

nedlagt af sagnkongen Theseus. 

Legenden om den vilde tyr og det 

labyrintiske palads forekom fri fantasi, 

indtil den engelske arkæolog 

Arthur Evans i starten af det 20. 

århundrede udgravede Knossos, der 

både med hensyn til form, datering 

og beliggenhed passede perfekt 

ind i myten. I dag er Knossos 

et af Grækenlands absolut kendteste 

turistmål og et must for enhver 

besøgende på Kreta. 

Ruinkomplekset er enormt, og man 

kan sagtens bruge det meste af 

en dag på at gå rundt her. Evans’ 

forsøg på at rekonstruere dele af 

Knossos, som han mener, det har 

set ud, har været genstand for voldsom 

debat. Under alle omstændigheder 

giver både ruinen og Evans’ 

visualiseringer en ide om, at der har 

været tale om et kæmpe paladsområde, 

der ikke primært har været 

fæstningsværk, men tværtimod en 

hel by, hvor mange hundrede mennesker 

boede: Kongen og hans hof, 

tjenestefolk, krigere, håndværkere 

og kunstnere. 

Det mest imponerende ved Knossos 

(og ved andre minoiske ruiner som 

den i Akrotiri) er de farverige fresker, 

som viser en kultur, der har haft et 

tæt forhold til det omgivende hav. 

Delfiner og andre havdyr er hyppige 

motiver, ligesom man tit aner havne 

og vand i baggrunden på billederne. 

De enorme forrådskrukker vidner 

om det omgivende lands frugtbarhed, 

og den komplekse organisering 

af selve paladset vidner om en højt 

organiseret kultur på et tidspunkt, 

hvor vi i Danmark stadig gik og slog 

hinanden med stenøkser. 

Der er andre minoiske paladsruiner 

på Kreta, f.eks. i Phaistos, men 

Knossos er det største og flotteste. 

Faktisk er det hele Grækenlands 

næststørste seværdighed efter 

Akropolis. På det arkæologiske 

museum inde i Kretas hovedby, 

Heraklion, finder man en lang række 

krukker, fresker og andre ting fra 

Knossos og de øvrige minoiske 

udgravninger. Samtidig kan man 

også her stifte bekendtskab med 

senere og lige så interessante epoker 

af den græske kultur. 

Mange steder små 

kapeller hugget ind 

i klippen, Santorini 


Zeus: Her, der og alle vegne 

Ud over den minoiske kultur er den 

græske mytologi, ikke mindst Zeus, 

nærværende overalt på Kreta. På 

vej op ad Idabjerget, Kretas højeste, 

der selv tidligt på sommeren 

har en snedækket krone, finder man 

Idahulen, hvor Zeus efter sigende 

blev gemt som lille, mens hans fjender 

efterstræbte ham. Selve hulen 

er nu ikke imponerende og bestemt 

ikke den lange gåtur værd, men så 

kan man jo tage en tandhjulsbane, 

som en gruppe amerikanske turister 

havde opdaget - i modsætning til 

undertegnede, dumme dansker! 

En rejse til Kreta (og Santorini for 

den sags skyld) er ikke blot et møde 

med den minoiske og andre senere 

storslåede kulturer. Det er også en 

rejse i kulinariske nydelser, verdensklassestrande 

og små hyggelige 

byer, mange med venetianske 

havne, hvor folkelivet udspiller sig, 

og verden forekommer vidunderlig. 

Ruiner ved Akrotiri – måske det 

forsvundne Atlantis? 

Efter den minoiske kultur 

I århundredet efter den ødelæggende 

katastrofe forsøgte minoerne 

på Kreta at komme til hægterne, 

men man var svækkede, og omkring 

1450 f.Kr.gik resterne af den minoiske 

civilisation til grunde under 

mykenernes invasion. Det marke- 

Gæstfrihedens klub 

rede samtidig starten på den græske 

middelalder, hvor slaget ved Troja, 

velkendt fra Homers heltedigte 

Odysseen og Iliaden, udspillede sig. 

Men den minoiske civilisation var 

på det tidspunkt et overstået kapitel, 

og fanpå Kreta og Santorini kun 

omtale i Atlantismytens form.dt indtil 

udgravningerne. 

Når man gør sig klar til den næste rejse, kan der være mange gode grunde til også at forberede en personlig 

kontakt på stedet. 

Vi kender det alle – at ankomme til et nyt land, bruge nogle dage på at indsuge atmosfæren og så ellers gå på 

opdagelse. Jeg har selv lagt mærke til, at der let kan gå et par uger, inden jeg føler mig helt fortrolig med landet, 

og så er rejsen måske allerede ved at lakke mod enden. 

En genvej til hurtigt at få et nyt lands rytme ind i blodet er at møde en lokal person, der er indstillet på at 

introducere dig til den stedlige kultur. Ved at forberede mødet hjemmefra, kan du søge en person med den 

rette alder, baggrund og interesser, så der er en god chance for at begge parter får udbytte af mødet. 

Globen har tidligere beskrevet organisationen SERVAS, hvor man efter en lidt omstændelig procedure kan 

komme i forbindelse med medlemmer i andre lande. Systemet virker sådan set udmærket, men som nyt medlem 

kan der let gå flere uger inden man rigtig kan komme i gang med at søge værter. Organisationen er tydeligvis 

opstået før internettet blev opfundet. 

Til gengæld er en lignende organisation, www.hospitalityclub.org (HC) udelukkende baseret på internettet, 

hvor man online kan læse om de ca. 90.000 kontaktpersoner i 185 lande. Alle kan gøre gratis brug af kontaktnettet, 

der er intet kontingent og via et indirekte kontaktsystem behøver man ikke oplyse personlige data til 

den potentielle ”partner” derude i verden. Af praktiske årsager vil man som regel ret hurtigt udveksle email 

adresser, så kommunikationen foregår direkte. 

Som det fremgår af Per Allans artikel i næste nummer af bladet, så har han gennem HC på sin nylige rejse til 

Vestafrika bl.a. haft en stor og positiv oplevelse med en gambisk filmproducent. Jeg har også selv brugt HC 

med stort udbytte, og det forlyder at Claus Qvist på sin igangværende rundrejse i det sydlige Arabien også forsøger 

at opsøge nogle lokale HC-kontakter. 

Prøv at tage et kik på hjemmesiden og se hvilke kontaktmuligheder der findes på dit næste rejsemål. 

Søren Padkjær 


Den ud udødelige delige hhær 

Det er med ærefrygt, man beundrer mausolæet for en af 

verdenshistoriens vigtigste herskere, og ingen besøgende hos 

kejser Qin Shi Huang Dis udødelige terrakottahær uden for 

Xian lades uberørt. Besøget er en rejse tilbage til den første 

kejsers Qin-dynasti, der forenede Kina i år 221 f.v.t. 

Tekst og foto: Nikolaj Witte 

Jeg står helt stille. Kun mine øjne 

bevæger sig. Foran mig står hundreder, 

hvis ikke tusinder, af opmarcherede 

krigere. Række på række. 

Geled på geled. Der står de: Qin Shi 

Huang Dis dødsfølge som urokkelige 

støtter, der har bevogtet hans grav i 

over to tusind år. 

Men mine øjne fanger detaljer ved 

de forreste lerkrigere. Der er ingen 

tvivl. De har været ødelagt, smadret 

til stumper og stykker. Efterfølgende 

er hele sceneriet nedbrændt til grunden. 

Styrtet af én bonde 

Jeg mindes Sima Qian, den store 

kejserlige historiker fra første 

århundred f.v.t., der fortæller om en 

hensynsløs hersker. Hans skriverier 

er det bedste vidnesbyrd, som vi har 

den dag i dag fra det antikke Kina, 

og han skriver om Qin Shi Huang Di, 

at en enkel bonde til sidst væltede 

dynastiet trods kejserens styrke og 

storhed. 

Sima Qian fortæller os, at denne 

bonde modsatte sig dynastiet, og 

dets syv forfædres templer styrtede, 

dets hersker døde ved menneskers 

hænder, og dynastiet blev 

til grin over hele verden. Måske var 

denne bonde en af en gruppe arbejdere 

på vej hjem fra tvangsarbejde 

på Den Kinesiske Mur. 

Alle udsendte arbejdere skulle rapportere 

tilbage på et bestemt tidspunkt, 

og der var dødsstraf for at 

indgive rapporten for sent. Disse 

omtalte arbejdere var på vej hjem, 

da et uvejr og oversvømmede floder 

fangede dem, så de hverken 

- et besøg hos den 

første kejser i Kina 

kunne komme frem eller tilbage. De 

blev holdt som i en naturens skruetvinge 

og indså det uundgåelige: De 

ville blive forsinket og dermed blive 

dømt til døden. Da de nu allerede 

var som døde, ønsker de i det mindste 

at bruge deres liv (eller død) til 

noget, og dette noget måtte være at 

starte revolutionen mod det tyranniske 

Qinstyre. 

Mens jeg betragter terrakottakrigerne, 

ser jeg for mig, hvordan 

denne bondeopstand, der rasede 

efter kejserens død, og til slut i 

råbende masser nåede sit mål: 

Selve den kejserlige grav. Bønder 

med spyd i den ene hånd og fakkel i 

den anden, der rasende nedkæmper 

de sidste få soldater, der forsøger at 

forsvare det sammenstyrtende Qin 

dynastis sidste bastion. 


Enkelte er til hest og med sværd i 

hånd, men flertallet er folket - de 

almindelige og jævne folk, der har 

fået nok af undertrykkelsen - og 

med simple våben og modige hjerter 

bekæmper disse reelle og symbolske 

undertrykkere. 

Forsvaret til sidste 

blodsdråbe 

Qin Shi Huang Dis sidste soldater 

har efter alt at dømme holdt stand 

og forsvaret deres kejsers endelige 

hvilested til sidste blodsdråbe. Men 

da denne - den sidste blodsdråbe - 

rammer jorden, er menneskemængden 

stormet ned i de underjordiske 

gange, der udgjorde den virkelige 

kampplads. En kampplads, der eksisterede 

mellem liv og død, mellem 

virkelighed og fantasi, mellem menneskernes 

og åndernes verden. 

Det syn, der mødte dem, må have 

fået alle til at stoppe op, eller måske 

sågar løbe skræmt tilbage. Da de 

første mennesker nåede ned under 

jorden, i hvad vi i dag betegner som 

skakt nr. 1, stod der over 6.000 soldater 

i fuld menneskestørrelse, klar 

til kamp, og stirrede på dem. De 

bar brynjer og våben. Hver enkeltes 

ansigtstræk var unik, og i faklernes 

skær må det have været et overvældende 

syn. 

Den gang - denne dag i år 206 

f.v.t , da Qindynastiet faldt - var 

hver enkelt terrakottakriger malet 

i smukke farver og holdt sværd, 

armbrøst eller spyd i hånden. Våben 

som stadig totusind år senere er 

skarpe og spidse. Efter den før- 

ste forskrækkelse og chokket over 

den underjordiske hær er de første 

og mest modige mænd stormet 

frem for at smadre de nærmeste 

modelsoldater. 

Med magt og styrke har den forreste 

mand fravristet en afbrækket 

terrakottahånd dens våben, og med 

sejrens råb har han holdt det højt 

over hovedet. Dette var symbolet 

for de andre i menneskemængden 

på, at denne udødelige, men aldrig 

levende hær ikke udgjorde nogen 

fare for de levende. 

Med et stort spektakel, råben og 

skrigen har de oversvømmet de 

underjordiske kamre, og en efter 

en er terrakottasoldaterne styrtet i 

knæ. Hoveder er knust mod jorden, 

og brynjer er gennemboret af spyd. 

Intet blod flød her i underverdenen, 

men snart greb ilden fra de tusinder 

af fakler fat i loftets træbjælker. 

Oprørene har ladet denne første og 

sidste kejserlige Qinhær omslutte af 

ildens altødelæggende kræfter. 

Langt foran Europa 

Mens jeg går de 230 meter ned langs 

skakt nr. 1, kigger jeg ud over de 

afdækkede krigere, der igen efter et 

par tusind år i mørke ser dagens lys. 

Der er afdækket og samlet hen ved 

1.000 soldater og 24 heste, der hver 

har været en del af et firspand foran 

hver sin stridsvogn. Hvert ansigt, 

udrustning, stilling, våben og position 

fortæller en unik historie. Men 

hvilken historie? 

Kort over Qin Shi Huang Dis mausoleum 

De vender alle, både infanterister 

og vognstyrere, front mod øst. Var 

det fordi kejseren så sine fjender 

som kommende fra denne retning? 

Mens jeg når ned til bagtroppen, 

flakker mine tanker til disse mænd i 

skakten. Da jeg når til de tre befalingsmænd, 

bemærker jeg, at de 

har forskellige frisurer, og at deres 

håndstillinger kunne antyde, at de 

har båret armbrøster og tilhørende 

pile, en opfindelse, det tog Europa 

endnu et par årtusinder at skabe i 

samme kvalitet. 

Men hvilken storhed ledte til denne 

overflod af velstand, der må have 

været forudsætningen for at skabe 

dette måske verdens mest fantastiske 

mausoleum? Hvem var denne 

kejser? Hvordan var hans storhed, 

og hvordan var hans fald? 

Tilbage i Xian 

Mens jeg en tidlig morgen, endnu 

inden byen er vågnet, cykler rundt 

på bymuren, tænker jeg stadig over 


mine spørgsmål. Der kan ikke herske 

tvivl om, at det har krævet en 

storslået og brutal mand at forene 

dette kæmpeimperium. Igen kigger 

jeg hos Sima Qian for at finde 

et svar, og han skriver, at den første 

kejser smældede med sin lange 

pisk og drev hele universet foran 

sig. Han opslugte hele det østlige og 

vestlige Zhoudynasti og omstyrtede 

feudalherrerne. Han besteg tronen 

med ære og herskede over de seks 

retninger. Han betvang verden med 

sin stav, og hans styrke rystede de 

fire have. 

Qin Shi Huang Di tvangsudskrev 

masser af mennesker, først til sine 

krige, siden til sit forsvar. Riget skulle 

bestå i tusinder af generationer, så 

den kinesiske mur blev bygget (ikke 

helt, som den ser ud i dag) for at 

sikre mod, at de nordlige nomader 

trængte ind over grænserne. 

Det siges, at murens fundament 

bogstaveligt er bygget på arbejdernes 

knogler, da de afdøde blev brugt 

som byggemateriale. Kejseren myrdede 

de forskellige provinsers herskere 

og omsmeltede alle deres 

våben til tolv menneskestatuer, der 

skulle minde alle om hans magt. 

Men ydre forsvar er for intet at regne 

i forhold til indre beskyttelse. Intet 

har skræmt tyranniske herskere 

gennem tiden som bøger, og Qin Shi 

Hunang Di udførte, hvad der nok 

har været verdenshistoriens første 

bogafbrænding. Hans trofaste minister 

og rådgiver, Li Si, foreslog, at 

alle optegnelser; hvad enten det var 

sange, historiske optegnelser eller 

skriverier fra De hundrede Skoler, 

der ikke stammede fra Qin, skulle 

brændes. 

Endvidere foreslog han, at alle, der 

udsagde eller sang disse for Qin 

modstridende synspunkter, skulle 

henrettes offentligt, og de, der 

modsatte sig det nye og foretrak det 

gamle, skulle have hele deres familie 

udryddet. 

Kejseren tog imod rådet og forkastede 

de tidligere kongers tankesystemer 

og deres traditioner. Over 

hundrede filosofiske skolers bøger 

siges at være gået op i røg, fordi 

han ønskede, at der var en, og kun 

en lov. Ting skulle ikke diskuteres, 

for der fandtes kun et svar, og det 

svar, var det, som kejseren gav. Folk 

skulle svækkes og gøres uvidende, 

for svækkede og uvidende folk gør 

ikke oprør. 

Qin Shi Huang Di valgte at følge sine 

egne versioner af flere forskellige 

tankesystemer, men det dominerende 

var, hvad der siden er blevet 

betegnet som Lovskolen eller 

Legalisterne og deres stræben efter 

centraliserede, hårde og ensrettede 

love. 

Storslået og dårligt 

eksempel 

Tilliden til åndsevnerne hos det 

jævne folk kunne ligge på et meget 

lille sted, og regeringen satsede på, 

at de skulle tvinges til at pleje deres 

egne interesser. Ej heller kunne man 

stole på vismænd, hvis deres evner 

ikke var af praktisk natur såsom at 

skaffe økonomisk og militær styrke, 

mens de udelukkende beskæftigede 

sig med opnå egen berømmelse og 

titel. Frygten hos legalisternes, ikke 

mindst i Qins udgave, var, at disse 

vismænd og filosoffer til sidst ville 

ønske at vælte enhver hersker. 

Kinesere har altid tolket et utal af 

moraler ud af alverdens historier, 

og de elsker de rigtig gode eksempler 

næsten lige så meget, som de 

elsker rigtig gode, dårlige eksempler, 

og Qinkejseren udgør måske 

det mest storslåede og fantastiske 

dårlige eksempel. 

Det fortælles, hvordan han på sin 

vej mod Kinas forenede trone stod 

over for en mægtig hær, der til sidst 

overgav sig betingelsesløst. Denne 

hær på 400.000 mand (en hærstyrke 

som kun få lande selv i dag 

kan matche) lod Qin Shi Huang Di 

begrave levende. 

En anden historie beretter om endnu 

et slag, hvor fjenden var overlegen 

i antal. For at besejre denne overlegne 

fjende lod han et regiment på 

flere tusind straffefanger, der stod til 

pinefuld og æreløs dødsstraf, redde 

deres ære ved at løbe helt hen til 

fjendens linjer, hvor de alle på én 

gang skar deres egen hals over. 

Efter sigende svækkede dette fjendens 

hær så meget, at de let blev 

overvundet, for ingen ønskede at 

kæmpe mod en mand med så loyale 

soldater. 

Men lige så stor skade han øvede 

på det moralske, menneskelige og 

åndelige niveau, lige så stor kraft 

sate han ind på at styrke Kina som 

et forenet rige. Han skabte et vejnet 

over det ganske land ud fra 

en grundtanke om ét forenet rige. 

I den proces standardiserede han 

også en lang række emner såsom 

penge, skrift, måleenheder og hjulstørrelse. 

Han er dog også på mange måder 

faderen til Kinas bureaukrati, som 

enhver rejsende i Kina ustandseligt 

møder, idet han med den nye økonomiske 

udvikling og den ensartede 

valuta skabte en ny, rig klasse, for 

hvem det ikke længere var nødven- 


digt at eje jord, da de var handelsmænd, 

og de skulle beskattes dog 

uden at skræmmes væk. 

Det deraf følgende komplicerede 

beskatningssystem krævede nye 

magistrater til at bestyre det og til 

at undersøge omsætning, da skatter 

nu opkrævedes afhængigt af penge 

frem for land. Denne nye klasse af 

handelsmænd lod sig heller ikke 

bremse af grænser mellem staterne. 

Kong Zi, den store tænker og statsteoretiker 

fra det femte århundrede 

f.v.t., forudså dette og sagde selv: 

”Mens en gentleman værner om 

gunstigt og venligt styre, værner 

den lille mand om sit fødeland”. 

Besat af ideen om 

udødelighed 

Tidligere på min rejse havde jeg 

besøgt den sagnomspundne by 

Penglai. Det fortælles, at man derfra 

i det fjerne kan se de udødeliges 

ø af samme navn. På øen Penglai 

findes et kridhvidt rige befolket af 

udødelige, og måske mindst lige så 

vigtigt, der gror svampe og andre 

urter, hvis ekstrakt siges at give 

udødelighed. 

Qin Shi Huang Di var besat af ideen 

om udødelighed og sendte flere ekspeditioner 

mod Penglai, men ingen 

kom tilbage og da slet ikke med 

udødelighedens drik. Denne jagt på 

de udødeliges urter styrede meget 

af kejserens gøren og laden. Det 

indvirkede på hans krige, på hans 

bygning af templer og på, hvad han 

spiste, for mange forskellige vismænd, 

og andre der måtte ønske 

kejserens gunst, skabte og forsøgte 

at promovere netop deres udødelighedsdrik. 

Det kunne let let koste en vismand 

hovedet, når det viste sig, at hans 

drik var virkningsløs, men kejseren 

gav aldrig op. I sin jagt på udødeligheden 

belønnede han dem, der 

hjalp ham, og straffede dem, der 

lagde ham sten i vejen. Han besøgte 

de helligste af de hellige bjerge for 

at søge deres hjælp, og naturen 

var ingen undtagelse, når kejserens 

lune ændrede sig. 

Det berettes således, at den kejserlige 

ekspedition med kejseren i 

spidsen engang blev holdt tilbage af 

et uvejr. Da der ingen tvivl kunne 

herske om, hvem der var skyldig, 

nemlig det hellige bjerg lige i nærheden, 

der tydeligvis ønskede at 

modsætte sig kejserens ønske om 

udødelighed, lod han alle træer på 

bjerget fælde og hele bjerget farve 

rødt (farven på straffefangernes 

dragter). 

En anden gang blev han dog fornøjet 

over en lille gruppe træer, 

der beskyttede ham for regnen, og 

udnævnte dem til generaler. Mange 

udødelighedsdrikke indeholdt både 

knust jade og kviksølv, hvilket har 

fået mange til at spekulere på, om 

de kan have været den direkte årsag 

til kejserens død. 

Ligger endnu i sin prægtige 

grav 

Ønsket om at drage den rigtig 

moral ud af kejserens død og Qins 

fald findes igen hos Sima Qian, der 

ikke diskuterer selve årsagen, men 

påpeger, at årsagernes årsag til faldet 

må være, at dynastiet ikke herskede 

med medmenneskelighed og 

retfærdighed, og at kejseren ikke 

indså, at magten til at angribe og 

magten til at beholde den vundne 

tronen ikke er den samme. 

Kejseren skulle uanset, hvad der 

end måtte have forårsaget hans 

død, stedes til hvile i de udødeliges 

verden, som han havde ladet skabe 

uden for Xian, beskyttet af terrakottahæren. 

Selve denne grav, der 

endnu ikke er udgravet, skulle give 

Qin Shi Huang Dis sidste hvilested 

en ekstraordinær kraft og blev derfor 

skabt som en selvstændig verden. 

Gravkamret menes at være et landkort 

over den ganske verden - dvs. 

Kina -skabt i guld og sølv med floder 

og have i kviksølv, så de til evig 

tid ville holde sig flydende. I loftet 

menes at være et kort over himlen 

og stjernerne. dannet af de smukkeste 

ædelstene. Men ingen ved det 

endnu, da kammeret stadig ligger 

beskyttet under et bjerg af jord og 

bag skarpladte armbrøster, der siges 

at ramme enhver, der måtte forsøge 

at trænge derind. 


Macchu Picchu 

Inkastien til verdens navle 

Inkastien, nok de mest berømte 45 km i hele Sydamerika, 

ja måske i hele verden - i dag så besøgt, at der er sat store 

restriktioner for hvor mange personer og hvordan man går 

stien for at også at kunne bevare den fremover. Anden gang 

jeg gik på den (i 1996) blev jeg spurgt, hvorfor i alverden 

jeg gik gennem disse lidelser hen over tre bjergpas igen? Jeg 

svarede: ”Spørg mig igen 4. dag, når vi kommer til Solporten”. 

Vedkommende spurgte ikke da vi kom dertil, men svarede 

selv: ”Ja, nu forstår jeg”. Der forneden igennem skyerne 

dukkede det for mig smukkeste sted på jorden op, den glemte 

by Macchu Picchu omgivet af de imponerende bjerge, der 

omkranser den hellige dal. 

Tekst og foto: Sisse Skipper Andersen 

Første gang, jeg vandrede på 

Inkastien, var i december 1993 på 

min første rejse til Sydamerika. 

Vi startede ud fra Cuzco med at 

danse hele natten på det dengang 

populære diskotek Kamikaze, efterfulgt 

af en hård gang rafting ned af 

Urubamba-floden med strømfald af 

grad 3 og 4. Derefter var vi godt i 

form til at starte denne vandretur. 

Vi spiste frokost i den gamle by 

Ollantaytambo, som ligger for foden 

af de høje bjerge i den hellige dal. 

Lige uden for byen ligger højt oppe 

på en skråning et stort Inkafort 

som en af de første forposter til 

den hellige by, der venter forude. 

Fra Ollantaytambo fortsatte vi af en 

På vej op af Den 

døde kvindes pas 

smal vej til Chilca, hvor vejen ender. 

Herfra er der kun tog eller gå-ben, 

hvis man vil dybere ind i dalen. 

Her mødtes vi med vores stiguider 

og portere, krydsede over en smal 

hængebro over Urubamba-floden 

og begyndte vores vandring på 

Inkastien. Den første dag vandrede 

vi langs foden ad en bjergskråning, 

og det var ikke de hårdeste strabadser 

trods den tynde luft, idet vi 

begyndte i omkring 2600 meters 

højde. Vi overnattede på denne første 

nat ved de første ruiner langs 

ruten ved Llactapata-ruinerne. Der 

er varmt i bjergene om dagen, og 

man kan sagtens gå i shorts, men 

efter mørkets frembrud falder temperaturen 

hurtigt ned til omkring 

frysepunktet i disse højder. 

Næste morgen startede tidlig med, 

at vi blev vækket af kokken, der gik 

rundt og serverede varm kakao i 

teltene, inden vi stod op til en varm 

morgenmad og fik fyldt vore vandflasker 

med coca-te, som modvirker 

højdesyge. Med dette i rygsækken 

begynder den hårdeste dag på turen 

med først omkring syv kilometer 

på rimelig fladt terræn. Så krydser 

man igen floden, og derfra begynder 

den hårde ni kilometer lange 

stigning op til Warmiwañusca eller 

på dansk ”Den døde Kvindes Pas” i 

4198 meters højde. 

På toppen 

af Den døde 

kvindes pas 

4198 moh 

Fra frodighed til goldhed 

Opstigningen starter i meget frodigt 

terræn, hvor man går igennem flere 

tåge-regnskove, men efterhånden 

som man kommer højere og højere 

op, bliver landskabet mere og mere 

goldt og barsk samtidig med, at 

luften bliver tyndere, og hvert et 

skridt bliver stadigt tungere. Men 

når man så endelig står på toppen 

og kan kigge ned i de to dale, er det 

en fantastisk oplevelse og en sejr, 

at man har kommet over turens 

højeste punkt. Herfra er det en lang 

nedstigning til bunden af dalen til 

turens anden lejr. 

Næste morgen venter endnu en 

opstigning lige fra morgenstunden, 

denne er dog knap så hård og fører 

til turens anden ruin liggende flot, 

næsten for toppen af andet pas i 

3998 meters højde. Atter ned igen, 

med endnu en flot ruin langs stien 

venter og et fantastisk landskab 

igennem en gamle inkatunnel og 

hen over turens tredje og sidste pas 

i 3700 meters højde. 

Herfra er der en brat nedstigning 

ad hundredvis af inkatrapper ned 

til sidste overnatning i 2700 meters 

højde ved hytten Winay Wayna. Her 


Bærene spiser deres 

velfortjente aftensmad 

blev der festet, der kunne købes øl, 

og herfra var der kun kort vandring 

næste morgen til målet. 

Vi startede tidligt før solopgang for 

at nå at være ved Solporten, når 

skyerne lettede over Macchu Picchu. 

Hvilket syn, der ventede os. Det 

kan slet ikke beskrives, ja jeg har 

aldrig siden haft den følelse af et 

sted, der i den grad tog pusten fra 

mig. Ubeskrivelig smukt. De frodige 

runde bjerge, der tordner op med 

Urubamba-floden vildt brusende 

dybt nede under os og i midten af 

det hele ruinbyen Macchu Picchu 

med bjerget Huayna Picchu, lig- 

gende idyllisk bagved. Derfra den 

sidste nedstigning til selve ruinen og 

rundtur i ruinbyen, inden de mange 

turistbusser kommer op fra togstationen 

for foden af bjerget. Turen 

blev afsluttet med at ligge i de dejlige 

varme kilder i landsbyen Aguas 

Caliente for foden af bjerget. 

Igen og igen... 

Jeg gentog turen igen i 1996, denne 

gang sammen med min far, der dengang 

var midt i halvtredserne, men 

løb fra mig op ad alle passene. Der 

Jeg skulle hilse fra Lanseni 

var på bare de tre år sket flere forandringer. 

Nu kunne man købe Coca 

Cola på toppen af Den døde Kvindes 

Pas, og de var i gang med at installere 

stationære toiletter ved de forskellige 

lejre. Prisen for at vandre 

var - så vidt jeg husker - omtrent 

uændret ca. US$ 100. Ved sidste 

overnatning havde de på de tre år 

fundet og udgravet en flot og imponerende 

ruin. Så hvad der endnu 

gemmer sig i disse bjerge, hvor de 

spanske erobrere til vores held aldrig 

kom frem, er ikke godt at vide. 

Jeg skal besøge Peru, Inkastien og 

Macchu Picchu igen her til januar 

2006 efter ti års fravær, og jeg frygter 

lidt de store omvæltninger, der 

er sket som følge af masseturismens 

indtrængen i Andesbjergene. 

Prisen på Inkastien er steget til 

det tredobbelte, og der er indført 

skrappe regler for, hvor mange der 

dagligt må starte på stien, og den er 

nu helt lukket i februar måned, for 

at den ikke skal erodere helt væk af 

slitage. Alt dette medfører, at man 

skal booke en tur flere måneder i 

forvejen for at få tilladelse til at gå. 

Positivt set skulle de overbelæssede 

bærere nu have fået bedre arbejdsforhold 

og løn. Så januar må vise, 

hvad ti års udvikling kan forårsage 

Som forudsagt i sidste nummer har jeg haft det privilegium at være den første til at besøge klubbens malinesiske 

sponsorbarn. Lanseni Bagayoko bor - sammen med sine forældre og tre søskende - i en lille landsby 

godt 100 km. syd for hovedstaden Bamako. Folk her er - som de fleste steder i Vestafrika - meget fattige, og 

den stenede og ufrugtbare jord giver ikke meget udbytte fra sig. Det er derfor en fornøjelse at se, hvor godt 

BØRNEfonden udnytter de - relativt beskedne - beløb, som tusindvis af danskere årligt betaler til deres sponsorbørn. 

Lanseni var desværre ikke umiddelbart så begejstret over mit besøg, som jeg havde håbet. Om det var 

generthed over pludselig at være centrum for al denne virak eller det hang sammen med, at han aldrig før 

havde set en stor og behåret europæer, det er svært at sige, men i hvert fald stod han mest og gemte sig bag 

sin mor og var meget tæt på at bryde i gråd, da hun tvang ham til at give mig hånden. 

Det hjalp heldigvis lidt på humøret, at jeg havde medbragt slik og balloner til børnene samt - lidt mere seriøst 

- en stor sæk ris til familien. Ris er en sjælden luksus for disse mennesker, hvis daglige kost er en grød af majs 

og hirse med lidt sovs af baobabblade og grøntsager. Til gengæld modtog jeg så en gave i form af en levende 

høne, som jeg dog straks gav videre til den ledsagende Børnefond-medarbejder (jeg tror ikke Air France ville 

have accepteret den som håndbagage). 

En særdeles positiv oplevelse, som varmt kan anbefales til andre, der måtte komme på disse kanter. Og så vil 

jeg da for resten gerne lige benytte lejligheden til at opfordre alle, der ikke allerede har et sponsorbarn, til hurtigst 

muligt at gøre noget ved sagen. 

Per Allan Jensen 


Den nye verden - i Syden 

Indtryk fra chancernes Chile og armodens Argentina 

Tekst og foto: Henrik Døcker 

”Peronismen har spillet fallit” lyder 

overskriften på en alenlang artikel 

om Argentina, jeg har liggende 

foran mig. Den stammer fra oktober 

1955 og er såmænd skrevet af mig 

selv - én af de første artikler om et 

udenrigspolitisk emne, jeg som 16årig 

fik trykt. Siden hen skulle det 

blive min metier at levere den slags 

stof til diverse dagblade. Jeg har 

hentet den frem fra arkivalierne, 

fordi det på en måde er tankevækkende, 

at der skulle gå henved 50 

år, inden jeg satte fod på dette land 

Argentina, hvis nuværende præsident, 

Nestor Kirschner, såmænd er 

peronist, om end man måske skulle 

sige neo-peronist. Der er i hvert fald 

intet tilbage af den populistiske og 

samtidig diktatoriske stil, oberst 

Juan Domingo Perón som præsident 

havde tillagt sig med klar inspiration 

fra Mussolinis Italien. 

Nej, i dag er Argentina optaget af 

sine vældige økonomiske problemer, 

efter at landet på det nærmeste gik 

bankerot for tre år siden. Ironisk at 

det økonomisk martrede land hedder 

’Sølvlandet’ (efter latinsk argentum) 

- de spanske erobrere troede 

i sin tid, at de ville finde en masse 

sølv her. En nærmere fortid endnu 

mere blodig end under Perón sender 

i dag stadig tunge skygger ind over 

det solbeskinnede land: Det manglende 

retsopgør over en del ansvarlige 

for den beskidte krig, som man 

kalder den massive forfølgelse, 

undertrykkelse og likvidering af 

titusinder af systemkritiske argentinere 

1976-83. Alt dét, der standsede 

med Falklandskrigen 1982, 

hvor Argentina forgæves forsøgte at 

erobre de britiske øer af dette navn 

i Sydatlanten. De øverste ansvarlige 

generaler, såsom Galtieri, Viola 

og Videla, blev dog i sin tid idømte 

langvarige fængselsstraffe. 

Demonstrationsmani og 

store politiopbud 

Straks efter ankomsten til Buenos 

Aires her i foråret 2005 satte jeg 

med min rejsefælle Eli kursen mod 

den vidt bekendte Plaza de Mayo, 

opkaldt efter en revolution i maj 

1810, som banede vej for Argentinas 

uafhængighed af Spanien i 1816. 

Just denne dag demonstrerede 

”Mødrene fra Majpladsen” på pladsen, 

som de nu har gjort i over 20 

år - kvinder som i endnu flere år har 

savnet oplysninger om deres sønner 

og døtre, der forsvandt under den 

beskidte krig: Et banner opgjorde 

tallet til 30.000 af disse ”forsvundne” 

(=henrettede). 

Men der var også andre bannere, 

fordi mødrene altså ikke har eneret 

på at demonstrere her. Den sociale 

nød er så stor, at den vældige 

hovedstad (ca. 12 mio. indbyggere) 

bestandig er præget af store demonstrationer 

- de er særligt vendt mod 

arbejdsløsheden (18 pct.) og den 

gigantiske udlandsgæld (100 mia. 

dollars). 

Ved en slags tvangsakkord blev lige 

omkring det tidspunkt, jeg var der, 

argentinske statsobligationer for 

udenlandske investorer indløst med 

Cosa Posada - præsidentpaladset 

i Buenos Aires hvorfra Juan og 

Evita Peron talte 

en tredjedel af værdien. 500.000 

udlændinge havde penge i klemme, 

og tre fjerdedele valgte at modtage 

det pauvre tilbud. Intet under, at 

den sociale uro ulmer under overfladen. 

Jeg har aldrig set så meget politi 

udkommanderet i en storby, alene 

foran byens domkirke, som rummer 

den latinamerikanske frihedshelt San 

Martin sarkofag, var der placeret ca. 

25 betjente. I det hele taget er der 

bevæbnet bevogtning af mangt og 

meget. Under besøg i en musikforretning, 

så jeg endog en revolverbevæbnet, 

uniformeret kvindelig vagt, 

der passede på cd’erne! 

Den larmende storby kan på én 

gang give mindelser om New York 

og Sydeuropa - det er da også fra 

Italien, at en stor indvandring til 

landet skete, ikke mindst omkring 

forrige århundredeskifte. Mange af 

disse italienere var fattige og boede 

under primitive forhold. I disse tidligere 

indvandrerkvarterer er der 

opstået pittoreske forlystelseskvarterer, 

hvor landets ”nationalprodukt” 

tangoen så at sige faldbydes 

på fortovet. Restauranter har engageret 

danselystne unge argentinere 

til at give et ”nummer” for at trække 

kunder til. 


Fare for bortførelse 

Min rejsefælle og jeg ville gerne 

have udforsket ét af disse kvarterer 

lidt nærmere, men blev advaret 

af en af de stedlige:”I bør undgå 

de der gader bagved”, sagde han. 

”Der sker hyppigt overfald og endog 

bortførelser”. Engang var det det 

hemmelige politi, der bortførte folk 

til tortur eller henrettelse, nu er det 

kriminelle for at få penge. Vi ville 

også gerne have besøgt Buenos 

Aires’ nyeste museum, indrettet i 

ESMA, Flådens mekaniske værksteder, 

der tjente som et frygtet 

torturcenter for 25 år siden, men 

det er fremdeles under opbygning. 

Præsident Kirchner gav selv meddelelse 

om det nye museum i en tale 

for nylig. 

Juan Perón (1895-1974) og særligt 

hans hustru, den tidligere natklubsangerinde 

Evita, har fået 

en næsten kultagtig status i det 

moderne Argentina - der er opsat 

et større monument for hende, og 

ved hendes gravkapel på den særprægede 

kirkegård i Recoleta-kvarteret 

ligger det altid friske blomster. 

Kirkegården (kort beskrevet i 

”Globen” nr. 19/marts 2005) er som 

en lille by i byen med lige gader, 

fyldt med mausoleer, nogle meget 

prangende; man kan ikke undgå at 

trække på smilebåndet ved et stort 

ét af en vis general Paz, ak ja en 

general, der hedder ”fred”, han virker 

troværdig! Evita holdt fra præsidentpaladset 

Casa Rosada (”det 

Den hellige jomfru 

i Santiago de Chile 

Karikatur af ægteparret 

Peron, Juan og Evita, på 

præsidentpaladset i Buenos 

Aires 

lyserøde hus”) tæt ved Majpladsen 

nogle topmålt engagerede og engagerende 

taler, som bragte dele af 

argentinsk arbejderklasse på den 

anden ende. Hun døde i 1952 33 år 

gammel af kræft. 

Kødets lyst 

Det er først og fremmest Buenos 

Aires’ vældige størrelse, der gør 

indtryk. Angiveligt skulle byen have 

verdens bredeste gade - med ti 

kørebaner i hver retning. Det tager 

lidt tid at komme over! Det vrimler 

med restauranter, og priserne, nu 

hvor peso’en er rettet ind til at være 

lig 2,50 kr., er yderst rimelige. (Før 

var en peso lig med en amerikansk 

dollar). 

Skam få den, der ikke her kaster sig 

over en smørmør lomo (mørbrad) 

eller en chorizo (bøf) f.eks. Min ledsager 

følte sig dog stærkt tiltrukket 

af hele og knap så nuancerede 

menuer og vægrede sig ved at søge 

at hitte rede i de spanske betegnelser 

for de forskellige oksekødtyper! 

Han var også vældigt dragen af de 

mange internetcafeer, byen var fuld 

af. Vi kommunikerede flittigt hjem 

til slægt og venner, både via e-mail 

og (Skype)telefon. 

En sejltur på floden Paraná og ud 

til dens delta bragte os bort fra 

gigantbyens larm og forurenende 

udstødningsgasser. Vi bemærkede, 

at buschauffører ofte under kortere 

parkeringer lod motoren gå i tomgang. 

Det ophidsede i særlig grad 

min ledsager, og jeg måtte give ham 

ret. ”Skulle I ikke i virkeligheden 

omdøbe jeres by til ”Malos Aires”, 

dvs. de ”de dårlige luftstrømme” 

(og ikke ”de gode luftstrømme”) 

bemærkede jeg til argentiner - det 

syntes han var rigtigt. 

På denne tur passerede vi et kvarter 

med mondænt byggeri. De rige 

indbyggere her gjorde sig bl.a. 

bemærket ved at have særlige hundepassere 

til deres mange hunde. Vi 

så én gå med op mod en halv snes 

hunde i snor! 

At bo som vingodsejere 

Et par dage på en gammel vingård, 

der nu delvis giver rollen som 

pensionat, bragte os to byboer ud 

på landet. Det er altid et risikabelt 

foretagende at placere ”et bymenneske 

i naturen”, men selv nyder 

jeg gerne frisk luft, hvis det bare 

er varmt. Adspredelserne her var 

beskedne, og det gik min ledsager 

meget på, at det lige nu også blev 

overskyet - vejret var kun som en 

middelgod dansk sommerdag! Men 

det var da lidt af en oplevelse at slå 

sig ned i den tidligere vingårdsejers 

rummelige bolig, hans store salon 

og rigtig gammeldags spisestue med 

højryggede stole. Her spiste jeg da 

til aften med det sympatiske yngre 

argentinske par, som beboede herligheden, 

men i øvrigt havde hver 


Det gamle - og vigtige - 

posthus i Santiago de Chile 

deres job i den nærliggende by, idet 

vinproduktionen var skruet vældig 

ned lige her. 

Jeg forstod på dem, at selv om 

mange argentinere var blevet hårdt 

ramt under den økonomiske krise, 

led de selv ingen nød med faste 

jobs og supplerende indtægter fra 

den gamle ”fædrene gård” i dennes 

nye egenskab af pensionat. Vi var 

midt i vindistriktet Mendoza - det 

blev da også til en vinsmagning, om 

end en meget lille én (to vine). Jeg 

må tilstå, at de Mendoza-vine, jeg 

her smagte, ikke gjorde det store 

indtryk på mig. Byen Mendoza, 

Argentinas fjerdestørste, er stor 

af udstrækning. Efter et jordskælv 

midt i 1800-tallet, der ødelagde det 

meste af byen, har man genopbygget 

med lavt byggeri. Dens attraktioner 

er til at overse. 

En anden afstikker til naturen gik 

til Patagonien, det vældige sydligt 

placerede område med den store 

Argentina-sø, hvor vi dels så på 

gletsjere, dels isbjerge, der altså 

ikke nødvendigvis har ”almindelig” 

bjergfacon, men for det meste blot 

er et stort stykke is, der flyder, og 

hvor otte tiendedele befinder sig 

under vandet. Der er ofte et blåt 

farvespil på disse store isstykker, 

som gør dem særlig fascinerende. 

Det er tager 20 år at danne en gletsjer 

fuldt og helt. En håndfuld af 

dem har navne, én hedder sågar 

Uppsala, opkaldt efter nogle svenske 

videnskabsmænd, som lokaliserede 

den i sin tid. 

Som afveksling tog vi en spadseretur 

ud i en 200 år gammel ”troldeskov” 

fyldt med mosbegroede 

stammer. Her gælder særlig strenge 

regler mod ”naturforurening”, altså 

mod skovsvin: Som en amerikaner 

bemærkede: ”Det eneste, du må 

efterlade her, er dine fodaftryk, og 

det eneste, du må tage med, er dine 

indtryk”. Javel så. 

Rask økonomisk vækst i 

Chile 

Rejsen fortsatte til Chile, nærmere 

bestemt hovedstaden Santiago de 

Chile, der nok er storby, men ikke 

tilnærmelsesvis kan måle sig med 

Buenos Aires. Her bor da også ’kun’ 

ca. 5,5 mio. mennesker. Metroen er 

her helt moderne (i modsætning til 

den 100 år gamle metro i Buenos 

Aires), men indtil nu er der kun åbnet 

tre linjer, linje 1, 2 og 5. Det tyder 

på, at den med tiden skal udbygges 

- og det må der være behov for: På 

den meget befærdede store, lange 

gade Avenida Providencia kørte der 

så mange forskellige buslinjer, at 

jeg aldrig så under fem-seks busser, 

ofte mange flere ved ét kort blik på 

gaden 

”Vi har noget besvær med at finde 

ud af dét dér med tallene”, bemærkede 

en chilener. Det tør siges: 

Husnumrene tager også nogle vældige 

spring, og det er uhyre sjældent, 

at de ligger ved siden af hinanden 

(altså f.eks.3, 5 7). Det lykkedes os 

ikke at få nogen plausibel forklaring 

på hvorfor numrene springer sådan 

- både i Chile og Argentina i øvrigt. 

De seneste års økonomiske 

opgangstider i Chile, en vækst på 6 

pct. og en arbejdsløshedsprocent på 

8, har givet anledning til optimisme. 

Adskillige skyskrabere er skudt op 

mest i udkanten af hovedstaden, og 

der spores en livlig byggeaktivitet. 

I intet sydamerikansk land er væksten 

så stærk som netop her. 

Krav om retsopgør 

Men i Chile er kravet om et retsopgør 

med den diktatoriske fortid 

rettet mod den hovedansvarlige 

for den politiske undertrykkelse, 

tortur og henrettelser, dette land 

oplevede 1973-89, general og diktator 

Augusto Pinochet, som dog 

fortsat blot er i en slags husarrest. 

En egentlig retssag lader vente forbryderisk 

længe på sig, selv efter 

afsløringen af Pinochets 20 hemmelige 

bankkonti og ophobningen 

af 13 mio. dollars i USA.. Oplivende 

for mig var det imidlertid i et undergrundstog 

at se et opslag om ”det 

nye, demokratiske Chile” og ”Hvis 

du vil vide mere, så søg denne 

hjemmeside...” med angivelse af 

hjemmesidens navn. 

Chile havde modsat de fleste sydamerikanske 

republikker i en lang 

årrække været kendt som et stabilt 

demokrati, men da Salvador Allende 

i 1970 blev præsident, indledtes en 

økonomisk politik, som i nogen grad 

gjorde skår i denne stabilitet. Hans 

socialistiske ideer til fremme af 

arbejderklassens levevilkår avlede 

kraftig modstand fra ikke blot overklassen, 

men også mellemklassen. 

USA’s pengestærke støtte til bl.a. 

lastbilchaufførerne under en strejke 

var blot ét eksempel på dette lands 

underminering af Allende - det medvirkede 

til skabelsen af et økonomisk 

morads, som banede vej for 

Pinochets militærkup i 1973. 

Præsidentpaladset, la Moneda, blev 

skudt i ruiner, Allende begik selvmord 

- og det tog otte år at genopbygge 

paladset, hvis indre gårde jeg 

så kunne besigtige. Man kom med 

andre ord fra asken i ilden! 


En statue af ham foran paladset vidner 

i dag om, at Allende - om end 

sammen sin forgænger Eduardo 

Frei, der også er statue af - nu hører 

til de præsidenter, hvis minde chilenerne 

værner om. 

Santiago har en smuk central plads, 

Plaza de Armas, tidligere hjemsted 

for en befæstning, hvor man i sin tid 

henrettede folk. I dag er der en fredelig 

park i midten og plads til faste 

borde til skakspillere. Her finder man 

byens smukkeste og mest markante 

bygninger: Hovedpostkontoret, 

Domkirken, Rådhuset og Det historiske 

Museum. Førstnævnte er særlig 

vigtig: Det er her, man skal aflevere 

sin post. Hovedstaden har afskaffet 

alle postkasser, og kun på postkontoret 

kan man komme af med sine 

postkort. Til gengæld når de hurtigt 

Danmark. Det er mere, end hvad 

man kan sige om de ca. 15 postkort, 

jeg for et par år siden sendte 

fra Guatemala - ingen nåede hjem! 

Niels Iversen jubilerer 

Der er nørder, og så er der nørder, og så er der Ærede Niels! Få i 

De Berejstes Klub er vel i tvivl om, hvem den togrejsende, computerfikserede 

gut fra Århus er: Det eneste menneske i verden, 

der på en formiddag kan nå og pløje sig gennem tre museer, to 

akvarier og fire zoologisk haver. Samtidig når han og hans gamle 

skoletaske fra mellemkrigstiden at suge så meget til sig, at han 

trods en egentlig ret beskeden, samlet rejsetid når at suge mere 

viden til sig på to uger, end de fleste andre når på et par generationer. 

Mangt og meget har i klubben været sagt om folks forskellige 

måder at rejse på, og Guderne skal vide, at Iversens hurtige, 

velorganiserede småture slet ikke svarer til mine egne idealer om 

lange, seje rejser. Alligevel er det svært ikke at have en utrolig 

beundring for, hvor meget den afhoppede franske cand. mag. kan 

nå på den korte tid, og endnu mere imponerende er næsten den 

hastighed, hvormed tingene bliver smækket på Internettet - samtidig 

med at han på kyndig vis når at scanne alle vore andres 

postkort, læse skribenternes håbløse kragetæer og passe jobbet 

som IT-konsulent i Århus Amt. Intet under, at Niels aldrig har fundet 

tid eller plads til kone og andet tidskrævende hjemmeliv. 

Med et medlemsnummer i 80’erne er Niels en af de ældre på banen og klart en af dem (hvis ikke 

den), der har betydet mest for klubbens fine og konstante vækst. Det lykkedes ham vist at være 

medlem i hele to måneder, inden han sad med hele hjemmesiden - og det gør han stadig. Mens 

Globen gennem tiden har haft en masse forskellige redaktører, er www.berejst.dk ene og alene 

Niels’ værk, og klubben skylder ham meget, hvilket f.eks. den nys uddelte Egholmpris er et godt 

bevis på. 

Men medlem af bestyrelsen? Helst ikke, men til gengæld har vi andre trukket hårdt og ublu på 

Niels’ legendariske upartiskhed, dels som dirigent ved generalforsamlinger og dels som moderator 

ved de ofte lettere stormfulde bestyrelsesseancer. 

Så velkommen i ”de voksnes rækker”! Du siger selv, at nu vil du til at rejse langsommere, men 

den tror vi andre ikke på. Der er alt for mange formiddage, hvor man skal nå de obligatoriske tre 

museer, to akvarier og fire zoologisk haver........... 

Claus Qvist Jessen 

Statue af Salvador 

Allende i Santiago 

de Chile 


Tekst og foto: Lars Munk 

Ansigtet er melankolsk, tavst 

og en smule trist. Alvoren lurer 

bag de tunge øjne, der umiddelbart 

ser en smule søvndrukne ud. 

Panderynkerne er mange og bidrager 

til ansigtets fremstilling som 

alvorligt og seriøst, hvilket bakkes 

op af den let sammentrukne og 

stramme mund, der har en tendens 

til at pege nedad :O(0: Det portugisiske 

ansigt er umiddelbart et tavst 

og en smule trist ansigt, men når 

man først kommer under den brune 

hud - hvilket absolut er let - sker der 

en metamorfose, sådan som den 

ellers kun ses inden for kamæleonernes 

verden. Ansigtet lyser op, de 

brune øjne glimter, huden udglattes 

de steder, hvor smilerynkerne 

ikke dominerer, latteren runger, og 

en varme med uanede dimensioner 

strømmer ud fra ansigtet. Portugal 

er på en gang melankoliens og glædens 

land, og ansigtets mangfoldighed 

er en tydelig afspejling af 

Det portugisiske ansigt 

- en verdensmagts historie og et landskab afspejlet i et folks ansigt 

landets kultur, historie og geografi, 

som alle har sat deres tydelige præg 

i det portugisiske ansigt. 

Historien 

Det må være overflødigt at nævne, 

at Portugal i omkring et kvart årtusinde 

var en af verdens absolutte 

supermagter - måske oven i købet 

den største på havene. Med ansigtet 

vendt ud mod søvejen og ryggen mod 

Spanien, var portugiserne tvunget 

til at vælge det våde element som 

transportvej, og via store strateger 

som Henrik Søfareren (1394-1460) 

og søhelte som Vasco da Gama 

(opdagede søvejen til Indien i 1498) 

erobrede landet stribevis af kolonier 

på alle mulige breddegrader. 

Den fornøjelige side af det portugisiske ansigt – her fra byen Melides. 

Men det store rige havde svært ved 

at holde sammen på sig selv, og 

imperiet smuldrede bort. Først løsrev 

Brasilien sig (1822), og i 1974 

i forbindelse med den fredelige 

Nellike-revolution sprang Guinea- 

Bissau, Mozambique og Angola fra. 

Siden hen er såvel Østtimor som 

Macau fratrukket listen over portugisiske 

kolonier, så den nu er nede 

på 0. 

Portugal havde slået større brød 

op, end det kunne bage, og i landets 

forsøg på at holde sammen 

på riget, med kostbare krige som 

“bindemiddel”, blev moderlandet 

skrøbeligere over for nabolandenes 

angreb. Spanien løb landet over 

ende i 1580 og sad på magten indtil 

1640, og i perioden 1807-1811 

forsøgte Napoleon tre gange at 

invadere landet. Siden hen styrede 

diktatoren Salazar landet med hård 

hånd (1926-1968), og han ledte det 


ind i en årrække med sult og nød, 

hvor landet fik prædikatet Europas 

fattiggård. Med optagelsen i EU i 

1986 vendte billedet til det bedre 

via massive subsidier fra EU. 

Før Portugal blev dannet som et 

decideret rige var området et rent 

kludetæppe af forskellige befolkningsgrupper 

og blev på skift besat af 

henholdsvis spanioler, franskmænd 

og englændere, men dog med maurerne 

som den altoverskyggende 

magt. Først i 1139 lykkedes det portugiserne 

at jage maurerne på porten, 

og med Alfonso 1. Henriques i 

spidsen blev det første kongedømme 

skabt. De gamle små kongedømmer 

og datidens fejder har lagt grunden 

til fantastiske borge og bymure, som 

nærmest kan findes på hver anden 

bakketop. Hvis man er en smule 

borgentusiast, er Portugal bestemt 

lige stedet at besøge. 

Frokost i nutiden 

Lissabon, Bairro Alto er 

charmerende dag og nat. 

Bydelen er fyldt med 

etablissementer, og det er 

også området, hvor vi var på 

homoseksuelt diskotek. 

Latter, varme og gæstfrihed. Maden 

indtages med stor appetit ved de 

små borde, mens vin - frisktappet 

fra fad - skyller eventuelle fiskerester 

væk fra mundvigene. Mændene 

spiller kort, kvinder skvadrer og 

alt ånder fred og idyl. Stedet er en 

lille frokostrestaurant i byen Loulé, 

beliggende i det kuperede landskab 

bag ved Algarves tempofyldte 

turistmekka. Jeg er netop ankommet 

få timer forinden og hentet af 

den i Danmark boende portugiser 

Claudia, og hvad er bedre at starte 

en rejse med end et besøg på en 

lokal restaurant? Således startede 

mit portugisiske eventyr, som senere 

skulle føre til et togt op gennem landet 

og give mig et indtryk af landets 

mangestrengede følelsesregister. 

Det kuperede område bag Algarves 

azurblå vand og kridhvide strande 

hører - paradoksalt nok - til et af 

de tørreste i Europa, hvilket med 

al tydelighed ses i den sparsomme 

vegetation: Oliventræer - tørre og 

halvvisne at se på, men fulde af 

indvendigt liv og næring. Ja, faktisk 

meget lig det portugisiske ansigt. 

Umiddelbart lidt kedeligt og livløst 

at se på, men fuldt af liv og næring 

under overfladen. 

Oliventræerne kæmper tappert 

og sejt mod en på jordoverfladen 

uovervindelig modstander, ganske 

som portugiserne har gjort det på 

deres langvarige togter på havet og 

deres ressourcetømmende kampe 

mod udefrakommende indtrængere 

i landet. Disse barske betingelser 

har givet portugiserne en stædighed 

og nationalisme, der kun findes de 

steder i verden, hvor rå omstændigheder 

har fået befolkningsgrupper 

til at rykke sammen, og historiens 

barske gang kan bestemt aflæses i 

det portugisiske ansigt. 

Havets salte vand og vindenes 

kræfter har mejslet dybe fuger i 

det portugisiske ansigt og har givet 

huden en overfladebehandling af de 

mere seriøse, meget i lighed med 

de skarpe konturer, som naturens 

elementer har fræset ind i de lodrette 

klipper i den sydvestlige del 

af landet. Ved verdens ende - Cabo 

de São Vicente - som det vestligste 

punkt på det europæiske kontinent 

er benævnt, kaster klipperne sig på 

dramatisk vis 100 m ned i bølgernes 

skummende inferno og danner et 

meget dramatisk og barskt sceneri, 

hvor man mærker historiens vingesus 

fra blodige søslag, piraternes 

hærgen osv., som datiden bragte 

med sig til dette sted. 

Men nationalismen til trods varierer 

det portugisiske sind og ansigt i helt 

lige så stor grad som det portugisiske 

landskab. Algarves bagland er 

hovedsageligt beboet af hårdtarbejdende 

landmænd, hvor ordet “overlevelse” 

stadig er motivationsfaktor 

nummer et for deres gøren og laden, 

mens det øvrige Portugal har vokset 

sig ud af fattiggårdens trange 

kår. Og dette livsstilskifte betyder 

naturligvis også, at hverdagen er 

blevet langt lettere for den enkelte 

portugiser, hvilket så igen betyder, 

at de er blevet langt mere selvbevidste 

og krævende i forhold til de 

ydmyge bønder i Algarve. Mode, 

Guzzi-tasker og caféer er blevet en 

selvfølgelighed i dagens Portugal. 

Landskabet skifter 

I takt med, at vi drog nordpå mod 

Lissabon, så vi skiftet i landskabet. 

Roligt gik det hvide stenterræn over i 

brunlige afsvedne marker, som atter 

blev afløst af bløde grønne bakker, 

hvor kvæg hyggede sig blandt korktræer 

og saftigt græs, og hvor der 

rent faktisk var vand i flodlejerne. 

Vores første destination var en hyggelig 

lille flække - Melides - ikke 

langt fra havet, hvor portugiserne 

selv ynder at tage på ferie - heriblandt 

“svigermor” Linda. 

Svigermekanikken var just flyttet 

ind i et nyistandsat sommerhus af 

de mere prangende, men da der 

jo altid er lidt eftermonteringsar- 


ejde på nyrenoveringer, blev jeg 

hurtigt sat i sving med lampemontering. 

Mens mine hjælpeløse ingeniørfingre 

fedtede rundt med blå og 

sorte ledninger, og jeg samtidig koncentrerede 

mig om at få så få stød 

som muligt, kunne jeg passende 

studere de lokale håndværkers 

arbejdskvalitet. Mange vil sikkert 

blive overrasket, når jeg skriver, at 

jeg rent faktisk tror, at jeg kan gøre 

en udmærket håndværkerkarriere i 

Portugal - men det siger dog mere 

om de lokales manglende præstationer 

end mine egne evner. Udover 

arbejde bød opholdet i Melides på 

kærlig pleje og sandstrand. 

Storbyen 

Lissabon - endnu en dobbeltsidighed, 

som kan kaldes skizofreni eller 

genialitet. Langt de fleste kalder 

det dog sidstnævnte. Store flotte 

boulevarder og alleer drøner snorlige 

op og ned i byens relative unge 

centrum (Baixa), mens de gamle 

bydele - “Bairro Alto” og “Alfama” - 

tårner sig op på alle sider med deres 

små kringlegange, brostensstræder 

og uendelige mange trapper. 

I 1755 ødelagde et jordskælv byens 

daværende centrum, mens Bairro 

Alto og Alfama slap nogenlunde 

billigt, hvilket er årsagen til dette 

charmerende miks mellem nyt og 

gammelt. De syv høje, som Lissabon 

er bygget på, gav god udfordring til 

datidens arkitekters, byplanlæggeres 

og entreprenørers kreativitet, 

og sandt at sige ser byen ud, som 

om den er opstået i støvet fra tilfældighedernes 

spil - og hvilket herligt 

sted at fare vild i. 

Lissabons gamle kvarterer spiller 

på de helt store charme-tangenter. 

Vores utallige raid over de toppede 

brosten førte os gennem de mindste 

baggårde, hvor baggårdskatte 

slængede sig i solskinnet; via kringlede 

stræder, hvor sporvogne drønede 

om hjørnet med høj fart, og 

hvor himlen var skjult bag guirlander 

af vasketøj; forbi små skæve 

huse, hvor opgangene ligger med få 

meters mellemrum, og hvor de små 

smedejernsbalkoner er overdækket 

af blomster og flag; samt op på høje 

bakketoppe, hvorfra vi kunne nyde 

en åndeløs udsigt ud over byen. 

Om aftenen vågner Bairro Alto op til 

dåd, og i gadelampernes gule skær 

kan et særdeles variabelt udsnit af 

etablissementer besøges. Stort set 

alt, hvad hjertet kan begære - med 

undtagelsen af heteroseksuelt disco 

- så da vi skulle ud og føre os frem 

på dansegulvet, valgte vi simpelthen 

at slå os løs på et bøssediskotek. 

Sjovt var særlig en bøsses udtryk i 

ansigtet, da jeg under en eller anden 

vanvittig manøvre snublede og havnede 

i armene på ham… “Uhh - you 

better stay with your girlfriend”, hvinede 

han chokeret, hvilket jeg faktisk 

kun kunne give ham ret i. 

Bairro Alto var også stedet, hvor 

vi driblede ind til en fado-koncert. 

Fadoen er portugisernes folkesang 

og samtidig en storslået illustrator 

af Portugals melankolske sind. En 

sanger m/k akkompagneres af et 

Vores egen vingård i Mesão Frio, Douro 

floden. Bemærk udsigten – altså udsigten til 

vinkældrene. 

par portugisiske guitarer eller andre 

strengeinstrumenter, og alt imens 

spillemændenes fingre danser quickstep 

hen over guitarens strenge, 

synger sangeren klagesange over 

en svunden tid. Oftest omhandler 

sangene kvindernes længsel efter 

deres mænd, når de drog i krig i 

fjerntliggende lande, eller om ulykkelig 

kærlighed, sorg, tragedier og 

lignende “opmuntrende” emner. 

Fado er på en måde Portugals form 

for karaoke. Op til flere af restaurantens 

gæster var oppe og give et 

nummer, så på et tidspunkt var vi 

lidt bange for, at vi var de eneste 

gæster på stedet - og endnu værre 

- at vi skulle blive budt op til sang 

på scenen. Det kunne søreme have 

lydt kønt. 

Alt i mens vi blev opmuntret af de 

skiftende sange, indtog vi en fantastisk 

middag i skæret fra restaurantens 

utallige stearinlys, som bestemt 

bidrog til lokalets halvskumle stemning. 

Man skulle tro, at man forlader 

sådan et sted i deprimeret tilstand. 

Det gør man for så vidt også, men 

det skyldes udelukkende regningens 

størrelse - underholdningen er særdeles 

opmuntrende, de sørgelige 

budskaber til trods. 

Væk fra det triste 

Men ikke alt er så trist og melankolsk 

som fadoen. I den modsatte 

ende af følelsesregistret ser man 

portugisernes glædestårer, når de 

tager til byen Sintra (20 km vest for 

Lissabon) for enten at blive gift eller 

for at se på, at andre bliver gift. Ikke 

unaturligt er luften tyk af romantik 

og charme. Som et forhenværende 

residensområde for Portugals monarker 

og de adelige ligger paladser og 

palæer spredt ud med let hånd, med 

Castelo-borgen og Pena-paladset på 

områdets top som kransekagefigurerne 

450 m over byens centrum. 

Og det med kransekagefigurerne 

skal tages i bogstaveligste forstand, 

idet paladset nærmest ligner noget, 

der med lethed kunne have stået i 

Disneyland. 


Endnu bedre blev den portugisiske 

livsglæde, da vi drog nordpå mod 

det oprindelige Portugal - området 

omkring Porto og Douro floden. Og 

dér - kære læser - var ansigterne 

præget af masser af smil og umiddelbarhed. 

Om det skyldes al den 

fantastiske vin, skal jeg lade være 

usagt. Jeg satte i hvert fald selv i et 

stort smil op, da jeg så de mange 

portvinslagre i Porto. Men portugiserne 

er om nogen præget af deres 

landskab: Jo blidere landskab desto 

mildere portugisernes ansigt og 

umiddelbare sind. 

Efter et par fornøjelige dage i Porto, 

med mange timers vandring i byens 

pendant til Lissabons gamle kvarterer 

Barredo, drønede vi videre 

op mod området, hvor portvinen 

har sit ophavssted, Dourofloden. 

Langt oppe ad floden, ude blandt de 

mange terrasseformede vinmarker, 

hvor vinstokkene er på nippet til at 

dyppe tæerne i flodens vand, ligger 

den lille landsby: Mesão Frio. Der var 

ingen hoteller eller lignende på stedet, 

så vi drog ind på byens bar for 

at søge overnatningsmulighed, og 

til vores held sad der en gut i baren, 

som mente, at han nok kunne finde 

et værelse til os på sin vingård. 

Vingården fik os til at føle os som 

Jeppe på bjerget. Vi havde den fineste 

udsigt od over Dourofloden, hvis 

bred lå få hundrede meter neden for 

os, mens der på den anden side af 

floden landskabet klatrede i terrasser 

op mod himlen. Markerne var 

fyldt med vinstokke, hvorpå druerne 

boltrede sig i ekstase, alt imens de 

returnerede solens stråler i alverdens 

retninger. Vingården havde 

også logerende i form af hunde, 

høns, gæs, ænder og lignende, så 

mens vi om aftenen nød et glas af 

den lokale portvin, blev solen fulgt til 

dørs af skræppende høns og gæs. 

I områderne omkring Douro-floden 

er det portugisiske ansigt den rene 

“smiley” J og endnu engang fik vi 

bekræftet min tese om, at det portugisiske 

ansigt og naturen afspejler 

sig i hinanden. 

Det portugisiske ansigt er yderst 

komplekst, men umiddelbart er det 

et melankolsk og bekymret ansigt, 

der møder de fleste besøgende i 

landet. Det skal man dog ikke lægge 

for meget i, idet ansigterne - ganske 

som den varierede portugisiske 

natur - hurtigt kan skifte, blot ved 

at give et lille smil. Forvandlingen 

fra en melankolsk overflade til en 

Festen for de døde 

I Lissabons gamle bydel Alfama skal 

man passe på tæerne, når sporvognene 

kommer drønende rundt om hjørnet. 

smittende latter foregår med lynets 

hast, og så må man se let på, at de 

altid har et eller andet at brokke sig 

over. Det er et stolt folkefærd, der 

byder gæster velkommen til deres 

land, og de vil gøre alt for, at du 

føler dig velkommen og ellers fylde 

dig med floskler og historier om landet. 

Deres passion smitter af på den 

besøgende. 

Alle, som i en eller anden sammenhæng beskæftiger sig med rejser, burde lægge vejen forbi Kulturcentret 

Assistens (det tidligere kapel på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København) og se udstillingen 

Festen for de døde vare frem til den 29. januar. Åben tirsdag - søndag kl. 12 - 16. Onsdage kl. 14 - 21 

Entré kr. 30,- 

Det var som bekendt planlagt, at vores dronning i dette efterår skulle på officielt besøg i Mexico. Rejsen blev 

udsat. Men den udstilling, som var længe planlagt i et samarbejde med Mexicos ambassade i Danmark, er 

nu realiseret. Der er tale om en både spændende og realistisk indføring i den mexicanske folketradition, hvor 

man, mildt sagt, fejrer sine døde på en meget anderledes måde end på vore breddegrader. 

Det har i forbindelse med udstillingen, som jo finder sted ganske tæt på H.C. Andersens grav, været magtpåliggende 

for Mexico at ære vores store eventyrdigter.Til hans ære har man derfor ladet udføre et stort sukkerkranie, 

som er blevet transporteret fra Mexico til udstillingen som diplomatpost pr. kurer for at sikre, at det 

skrøbelige materiale ville komme helt frem. Det lykkedes. H.C.A.-kraniet indtager nu en central plads på et 

særligt alter og mindebord, som er stillet til rådighed af Mexicos ambassade i Danmark. 

Udstillingen rummer i øvrigt genstande, der traditionelt knytter sig til De dødes dag: Mandshøje skeletter i 

festskrud, små skeletter, der danser, cykler og spiller billard, kulørte sukkerkranier, brød dekoreret med knogler 

på toppen, masker og reproduktioner af grafik skabt af den berømte mexicanske kunstner Posada. 

Min opfordring er: Læg vejen forbi en af dagene. Udstillingen kan sagtens stå alene. Har man behov for noget 

styrkende ligger microbryggeriet Nørrebro Bryghus lige i nærheden. 

Svend Garbarsch 


På velbevogtet besøg 

i Nordkorea 

Hjertet bankede, og koldsveden begyndte at brede sig, da en officer med kolde øjne stirrede 

mig ind i ansigtet og bagefter kiggede omhyggeligt på mit pasbillede og billedet på mit idkort, 

så rystede han let på hovedet og sagde noget på koreansk til min guide. 

Tekst og foto: Paul-Erik Jensen og Anette Sode 

Hurtigt forstod jeg, at disse papirer 

ikke kunne passe sammen, fordi billederne 

var forskellige. Ups, hvor 

følelsen af at være blevet gammel 

hurtigt ramte mig, for pasbilledet 

var ca. 8 år gammelt og viste en 

dame i en lidt lettere vægttilstand 

end min nuværende. Til mit store 

held fik guiden overbevist officeren 

om, at der var tale om den samme 

person trods aldersforskellen i billederne. 

Så medlem nr. 90 af De berejstes 

Klub, Anette Hartvig Sode, fik det 

eftertragtede indrejsestempel på 

det nordkoreanske id-kort efter at 

have ventet i række nr. 4, som nr. 

28 på den aktuelle indrejseliste over 

dagens turister. Den øvrige familie 

kom igennem hurtigt som nr.29-31, 

da deres billeder var identiske på 

alle papirer. 

At vi nu var i kontakt med et anderledes 

samfund gik op for os allerede 

ved grænsen. Alle var organiseret i 

rækker og geledder, for at indrejseprocessen 

skulle forløbe hurtigt, da 

alle skulle følges ad i en buskonvoj. 

Fra kaos til række og geled 

Ved grænseposten i Sydkorea gik vi 

igennem kontrollen i uorganiseret 

orden. I Nordkorea blev vi under teltdug 

stillet op i geledder med passagerne 

fra dagens 19 busser placeret 

i to rækker ud for hver grænseofficers 

skranke, som befandt sig i 

en træbarak, og i hver række blev 

alle sat op i nummerorden efter en 

checkliste, som myndighederne på 

forhånd havde godkendt personerne 

på. 

Vores ting blev gennemlyst, og 

fotografiapparater blev manuelt 

gennemgået og checket for linsens 

zoomstørrelse, som højst måtte 

være 140 mm. Vi kom ud af slusen i 

et stort fællesområde under teltdug, 

og blev straks overfaldet af højtstående 

nysgerrige officerer iklædt 

sort jakkesæt, som skulle se vores 

id-kort og især spørge os, hvor vi 

kom fra, for derefter af ønske os 

rigtig hjertelig velkommen til landet. 

Herefter fik vi hver udleveret 

en halv liter drikkevand på flaske af 

stedets udklædte plusbjørn, som er 

maskot for dette turistprojekt, og 

gennet videre ud til vores bus. 

Inde i bussen oplevede vi militæret 

i aktion; samlet kom alle militærfolk 

iklædt deres brune uniform, der 

inkluderede stor bredskygget kasket 

gående strækmarch ned imellem 

busserne, som holdt i to rækker på 

landevejen. Der blev sat opsynspersoner 

langs strækningen, hvorefter 

officerer parvis løb på skift til de forskellige 

busser for at checke, at der 

I bus suser vi med 120 km/t 

forbi pigtårdshegn og markernes 

landbrugsarbejdere med røde flag. Vi tager 

billedet ulovligt, UDEN at blive taget af 

bussens evigt overvågende guide. 

ikke var uønskede personer ombord. 

Også bagagerummet under bussen 

blev igen efterset med samme formål. 

Da alt blev klarmeldt stod soldaterne 

opstillet ved siden af vejen, og nu 

kom alle grænseofficererne ud for at 

vinke farvel til konvojen, som anførtes 

af en meget hurtigt kørende 

militærjeep og med en anden jeep 

som bagtrop. 

Men lad os tage et tilbageblik på, 

hvorledes vi var nået så langt som 

til Nordkorea, før I får nogle flere 

beskrivelser. 

Der er meget langt til 

Nordkorea 

Det er en lang og besværlig proces 

at få adgang til Nordkorea. Fra vores 

første kontakt med en rejseagent i 


Seoul, til den endelige bekræftelse/ 

voucher blev overrakt, gik faktisk to 

måneder. 

Hele ideen med et 3 dages sidetrip til 

Nordkorea fra Seoul kom, da Anette 

på en fridag sad og kedede sig og 

surfede rundt på diverse hjemmesider 

fra Sydkorea. Pludseligt faldt 

hun over en hjemmeside med links 

til Nordkorea. 

Dette snakkede vi om i et par dage, 

så sendte Paul-Erik en mail til det 

officielle turistinformationsbureau 

i Seoul og fik her oplyst navne på 

tre agenter, som arrangerer ture til 

Nordkorea . Desværre havde ingen 

af dem nogen hjemmeside, kun 

deres telefonnumre var oplyst. 

Desperat forsøgte han sig nok en 

gang, og efter nogle dage fik vi oplyst 

en e-mail adresse på en fjerde rejseagent, 

som vi så sendte en mail 

til. Der gik yderligere fire dage, så 

kom der et svar på vores forespørgsel 

og en hjemmesideadresse, og så 

var vi endelig kørende. 

Vores kontaktperson, Annie Choi, 

som er specialist i ture til Nordkorea, 

oplyste, at vi sagtens kunne booke 

en tredagestur hos dem. De skulle 

som det første have oplyst vores 

pasnumre, (heldigvis havde vi få 

dage forinden fået lavet egne pas til 

vores piger). Vi fik oplyst tre overnatningsmuligheder 

og valgt det billigste: 

To dobbeltværelser i et hotel, 

hvilket var væsentligt billigere end 

et familierum. 

Så gik der tre dage, hvorefter vi 

blev bedt om at bekræfte vores 

pasnumre med kopier af vores pas, 

som vi fik scannet ind på vores pc 

og sendt af sted som e-mail. Vi blev 

også allerede her præsenteret for 

regningen for denne tredagestur, 

inckl. shuttlebus tur/retur til grænsen 

ved Guemgangsan Condo, som 

er beliggende helt ude ved kysten på 

Sydkoreas nordøstlige landeside. 

Yderligere en uge senere skulle 

vi så oplyse alt om vores arbejde, 

arbejdsgiver, dennes adresse og 

telefonnummer, og vores egen fuldstændige 

adresse. 

Langs floden i diamantbjergene. 

Børnene Tanita og Alina sammen 

med Paul-Erik på Guryongyeon 

trail . Sporet med stenbelægning 

er rigtigt nemt at gå på. 

Ca. to uger senere (tre uger efter at 

pengene var afsendt fra Danmark) 

fik vi bekræftelse på, at pengeoverførslen 

var i orden. Prisen lå på 

ca.8.000 kr for os fire. 

Mange sære spørgsmål 

Fem dage senere skulle de så have 

en forklaring på, hvad SV i vores 

adresse betød, og udbad sig fuldstændige 

oplysninger om pigernes 

skole, hvilken klasse de går i, og 

skolens adresse. Desuden ville de 

have en nærmere beskrivelse af 

vores jobfunktioner. 

Så gik der tre uger, før vi fik en foreløbig 

bekræftelse på, at vi var booket 

pål turen. Halvanden uge senere 

- blot to dage før vores afrejse, fik vi 

at vide at vores voucher stadigvæk 

var undervejs fra Nordkorea, da 

vores hotelovernatninger muligvis 

vil blive ændret. Samtidig fik vi at 

vide, hvor vi skal mødes med Annie 

for at få vores billetter til bussen og 

øvrige oplysninger. 

Dagen efter, dagen før vores afrejse, 

fik vi endelig den bekræftende 

voucher fra Annie, som sagde, at 

bureauet i Nordkorea havde opgraderet 

os til et familierum, værdi $ 

150, naturligvis uden ekstraomkostninger 

for os. Det havde hun aldrig 

tidligere oplevet. Vi kan forestille 

os, at grunden var, at vi er vesterlændinge, 

som man ønskede skulle 

have et godt indtryk af landet. 

Blot fem timer før vi skulle med 

toget, kom en sidste e-mail fra 

Seoul med nogle små ændringer i 

afgangs- og mødetidspunktet med 

Annie i Seoul. 

Efter fem dage i Seoul skulle vi så af 

sted til Nordkorea. Vi måtte stå op 

allerede kl. 06.45 for at få pakket 

det sidste til vores tur og få afleveret 

et par rygsække til opbevaring 

på vores hostel, indtil vi kom tilbage 

tre dage senere. 


Vi gik hen til den nærliggende 

metrostation, og med et enkelt 

skifte undervejs nåede vi frem til 

den aftalte metrostation medbringende 

en stor og en lille rygsæk. 

Og endelig afsted 

Vi ventede blot et par minutter, så 

kom vores kontaktperson, Annie 

Choi, og gav os de sidste små informationer 

og de nødvendige rejsedokumenter 

inkl. et lokal kort 

på koreansk. Hun havde ikke selv 

besøgt området, men håbede, at 

hendes far, som var født i området, 

kunne komme afsted til næste år. 

Prisen for turen er høj for almindelige 

mennesker i Sydkorea, og tilladelsen 

utrolig svær at få. 

Efter yderligere ca. 15 minutters 

ventetid kom vi af sted kl. 

09.15 med vores forbindelsesbus 

til Nordkorea. Den bragte os igennem 

et smukt bjerglandskab. I bussen 

havde vi fået følgeselskab af en 

franskmand, ellers bestod selskabet 

udelukkende af asiaterem, de fleste 

fra Sydkorea. 

Efter ca. fem timers kørsel stoppede 

vi en times tid ca. 12-13 km. fra 

grænsen til Nordkorea. Her ankom 

vores sydkoreanske guide, som 

skulle følge os ind i Nordkorea. Hun 

fortalte os en masse praktiske ting 

omkring turen, altsammen på koreansk, 

så vi måtte gætte os til det 

meste. 

Bl.a. måtte vi ikke medbringe en 

kameralinse på over 140 mm ejheller 

elektronisk udstyr som mobiltelefoner. 

Alt blev indsamlet af guiden 

og afleveret til opbevaring. At guiden 

ikke var begejstret for os, var 

tydeligt, da vi ”hvide” turister kan 

være svære at styre og især at 

holde styr på deres kameraer. Hvilke 

konsekvenser, det kan have for guiden, 

hvis vi ikke opførte os korrekt i 

Nordkorea, fik vi ikke opklaret. 

Efter gennemgangen fik vi alle udlevet 

et ”hundetegn”, et plasticomslag 

på ca. 10x20 cm, hvori vi fik vores 

rejsedokumenter, busbilletter, og 

hvori vores pas også skulle opbevares. 

Dette skulle vi bære om halsen 

hele tiden, mens vi var i Nordkorea, 

eneste fristed for dette var på selve 

hotelværelset. 

Langt om længe kørte vi op til grænseovergangen 

ved byen Hwajinpo, 

hvor man har nogle meget flotte og 

brede sandstrande, desværre spækket 

med miner og pigtråd, så ingen 

har glæde af området. 

Kort før grænsen var der mulighed 

for at besøge Goseong Unification 

Tower, hvorfra man i kikkerter kan 

ser ind over grænseområdet, hvilket 

ikke havde interesse for os, da vi jo 

skulle ind i området. Vi ventede en 

times tid på, at grænseovergangen 

skulle åbne, så passerede vi den sydkoreanske 

grænsekontrol og måte 

igen vente 45 min. i bussen, inden 

buskonvojen fik lov at køre igennem 

ingenmandsland til Nordkorea. 

Her fik vi følge af en tysker, så vi nu 

Vi holder spise/drikkepause på 

bjergtoppen, som afslutter sporet 

Gyryongyeon. Her ligger en lokal 

bod, der sælger iskoldt drikkevand, 

lidt snacks samt tomater og agurker. 

Varerne bæres op i plastikposer og 

gøres klar før turisterne slippes løs på 

strækningen. 

var i alt seks vesterlændinge samlet 

om en guide, der taler en smule 

engelsk. 

Et reservat for turister 

Dermed kom vi så endelig ind i dette 

aflukkede land og i et nyt område 

set fra klubbens side af. Fysisk 

består det afspærrede turistområde 

af et turistcenter med restauranter 

og toldfrie butikker samt et cirkus 

og en købmandsbutik. Dertil kommer 

varme kildebade og hoteller i 

yderkanten af området. 

I øjeblikket bygges der flere overnatningsmuligheder 

og restauranter. 

Al transport foregår med busser, 

som kører i faste ruter, og på forhånd 

er de godkendte steder, hvor 

man må færdes udpeget og kraftigt 

bevogtet. Alle stier og veje er 

bevogtet, og resten er lukket af med 

høje pigtrådshegn. 

Guiderne skulle nok få en fortalt, om 

det var tilladt at fotografere i de forskellige 

retninger. Vi var i stand til at 

se tanks og artilleri langs vejene og 

store huler boret ind i naturlige klipper, 

måske depoter for udstyr. Mod 

øst var der mod kysten store rismarker, 

som så ud til at have dårligere 

vækst end i Sydkorea, og mod vest 

var der høje smukke bjerge imod 

vest. 

De lokale boliger så spartanske 

ud, og skønt der var elledninger til 

husene, så vi ikke lys i dem om aftenen 

- al strømmen gik åbenbart til 

turistområderne. En jernbanelinie 

førte til området, men vi observerede 

kun ét tog i døgnet. 

Opholdet startede med en cirkusforestilling, 

som vi i sidste øjeblik 

nåede frem til. Vi blev placeret 

allerbagerst i salen på ekstra plastikstole. 

Vi så et flot akrobatshow 

med billeder og levende musik tilsat, 

så det blev en helhedsoplevelse 

med stærke politiske isæt. Derefter 

spiste vi aftensmad i en restaurant 


fra en tagselv buffet med koreanske 

retter. Personalet var ivrige efter at 

bringe frisk mælk og andre lokale 

lækkerier til vores piger - som 

desværre er kræsne og derfor gik 

direkte i krig med dessertbordets 

udvalg af kager. 

Det v ar efter mørkets frembrud, 

da vi blev kørt ned til vores hotel 

- som flød el totalt oplyst i havnen 

under stærk militærbevogtning. 

Der var anlagt et fint fortov langs 

kajen, hvor vi må gå tur, men uden 

kamera. 

I lobbyen blev vi modtaget af tre 

syngende piger. Indkvarteringen var 

en familiekahyt, skabt ved at sammenlægge 

fire enkeltværelser. Der 

var udsigt over vandet til den lokale 

by, som henlå i totalt mørke hver 

aften. Der boede ca.20.000 mennesker 

i området, fik vi oplyst. 

Næste morgen stod vi op til en morgenmadsbuffet 

bestående af fisk, 

tang og blæksprutter, men blev reddet 

på målstregen af lidt toastbrød 

og cornflakes med juice og kaffe til. 

Med 700 på vandretur 

Alle turister køres til turistbyen for 

at kunne købe lunchkuponer og 

udvælge dagens tur. Hele familien 

nød den yderst smukke morgen 

med klart solskinsvejr og valgte 

at tage på den lette bjergtur på ” 

Guryongyeon trail”. Vi fik selskab af 

ca. 700 andre personer, som skulle 

starte ad stien samtidigt. Hurtigt 

blev feltet delt i smågrupper af de 

enkeltes gåhastighed. Turen gik ad 

en fin sti, der var nem at gå på. Der 

var en halv snes broer og ståltrapper 

op til højdepunktet, som var 

vendepunktet på turen. 

Distancen var 5-6 km hver vej igennem 

skov langs floden med udsigt 

til bjergsiderne. Undervejs var der 

”guideområder”, som fortalte om 

stederne på koreansk! (Der var 

også en del guider (vagter) undervejs, 

som hurtigt fik ledt os ind på 

rette vej, hvis vi skulle finde på at 

træde uden for den rette vej, og der 

stod adskillige påskrifter på klip- 

perne. Små poster med mulighed 

for at købe drikkevarer af de lokale 

var der også tænkt på. 

Vores lille familie fik stor opmærksomhed 

fra alle lokale og andre turister, 

så vi blev beværtet med frisk 

frugt og chokolade samt vand på 

turen. Til gengæld blev vores id-kort 

studeret grundigt, og pigerne måtte 

stille op til fotografering. 

Den smukke natur gjorde det til en 

dejlig vandretur i disse bjerge, der 

rummer diamanter. Dem så vi dog 

ikke noget til, for de sidder som lilla 

krystaller på indersiden af hulrummene 

i klippen. 

Tilbage i turistbyen kiggede på sceneopbygning 

og fik oplyst, at der 

skulle være et show, fordi man fejrede 

turist nr. en million, siden stedet 

åbnede for et par år siden. Så 

der går penge ind på denne konto. 

Vi nåede desværre ikke at se showet, 

som foregik på vores afrejsedag, 

kun opvarmningen fra musikerne 

og andre kulturelle indslag i form af 

dansegrupper og kampsport. 

På tredjedagen valgte pigerne en 

tur i kystområdet. Buskonvojen 

skulle derfor passere jernbanelinjen. 

Problemet med manglende 

biloverkørsel på skinnelegemet 

løste man ved at skovle en masse 

jord op omkring skinnerne, så de 

tunge busser kunne passere. Det 

skulle så fjernes igen før aftentogets 

passage. Vejen førte os direkte 

forbi de små boliger, som så mennesketomme 

ud her om formiddagen. 

De eneste mennesker, vi så var en 

masse soldater og militærlastbiler 

ved alle sideveje langs ruten. 

Ved to skoler undervejs så vi børn, 

der legede i deres frikvarter, alle 

iklædt skoleuniform med rødt halstørklæde. 

Guiden udtrykte stolthed 

over, at børn skulle gå i skole. 

Kun én traktor 

På markerne så vi en eneste traktor, 

ellers foregik arbejdet med okse 

og muskelkraft. De voksne var ofte 

iklædt mørkeblå dragt a la Maotøj. 

De var i færd med at plante ris ud 

i de oversvømmede marker. Ingen 

kiggede top, når bussen kørte forbi, 

men bøjede i stedet hovedet ned 

og så mod jorden. På sidevejenes 

udkørsler stod vagter med små 

røde flag og holdt al gående trafik 

tilbage, når busserne passerede. 

Ejheller her fik vi en reaktion fra 

disse personer. Gad vide, hvad de 

tænker, når de busserne med alle 

disse velklædte fremmede? Vi så 

nogle få nye maskiner stå i et depot 

ved vejen, måske pumper til vand? 

Måske købt for nogle af de penge, 

som vi turister lægger i området? 

Omkring to km før kystlinien passerede 

vi en grænsepost med to sæt 

tre meter høje pigtrådshegn placeret 

på hver side af en fem meter 

bar stribe jord, skarpt bevogtet af 

militær på begge sider af porten ind 

mod landsbyen. Soldaterne stod ret, 

og kun øjnene fulgte os, da bussen 

kører forbi med to ivrigt vinkende 

børn i ruden. 

Vores engelsktalende 

Nordkoreanske guide. Hun bærer 

sit obligatoriske røde pin med 

landets fader Kim Il Sung på 

brystet. Hun fortæller om stedets 

historiske sagn ved søen/havet. 


Vores 4 id-kort som skulle bæres om 

halsen under hele opholdet, og det 

var altså rimeligt irriterende - men 

selvfølgelig kunne passene dermed IKKE 

forsvinde. Kun på selve hotelværelset 

Kystlinien lignede den bornholmske 

klippekyst og indbød til en kort 

gåtur i morgendisen ad nyanlagte 

stier. Vandet var rent og klart, så vi 

nemt kunne se de sorte søpindsvin 

og rød/sorte spættede søstjerner 

foruden store hvide muslingeskaller 

og små snegle. Vegetationen ligner 

den danske. Til vores store overraskelse 

lå der en lille robåd ved stranden. 

Vi ville gerne vide, om børnene 

fra landsbyen nogensinde fik lov at 

besøge området, men kunne ikke få 

svar på vores spørgsmål. 

Bagefter kørte vi ind i landet ad 

samme vej for at besøge et søområde, 

hvor der lå nogle templer og 

en restaurant. Her var der mulighed 

for at købe toldfrie varer og nogle 

få lokale småting. Vores guide, der 

kunne en smule engelsk, fortalte 

lidt om den historiske baggrund for 

stedet. 

Alle guiderne udviste stor nysgerrighed 

over for pigerne, men desværre 

ville ingen af dem fotograferes. De 

bar alle et lille emblem med billedet 

af landsfaderen Kim Il-Sung på 

brystet, og de udviste megen menneskelig 

varme og stolthed. 

Paul-Erik på egen hånd 

Mens pigerne sammen med mor 

var taget til kysten tog Paul-Erik 

på en trekkingtur i bjergene, denne 

gang på det, man her kaldte for 

Manmulsang course. Det var en tur 

til to bjergtoppe, Chunsondae og 

Mangyangdae, som ligger med en 

afstand af omkring en km i fugleflugtslinie. 

Turen op til den første top, 

Chunsondae, gik en god del af vejen 

op ad jerntrapper, da terrænet er for 

stejlt til, at hovedparten af gruppen, 

som var ældre sydkoreanere, kunne 

klare turen. Her var en fantastisk 

flot udsigt til alle sider med masser 

af bjergtoppe, træklædte skråninger 

og dramatiske klippeformationer. 

Undervejs til næste bjergtop var 

Paul-Erik ved at få problemer, idet 

han gik for hurtigt til og derfor kom 

foran guiderne/vagterne. Han blev 

råbt an og måtte pænt vente, til to 

mand nåede op til ham. Herefter gik 

turen videre opad i så rask tempo, 

at den ene guide måtte opgive at 

følge med. Ledsaget af ”kun” en 

guide nåede Paul-Erik toppen. 

Heroppe stod der en guide/vagt, han 

kunne tilmed en lille smule engelsk, 

og Paul-Erik fik lidt oplysninger om 

bjergområdet. 

Efter 15-20 min. gik det retur, 

underligt nok uden guide/vagt 

denne gang, så der havde faktisk 

været mulighed for at lave afstikkere 

undervejs. Paul-Erik afholdt 

sig dog klogeligt fra dette. Han kom 

hurtigt ned til busholdepladsen igen, 

og nåede med den første bus tilbage 

til turistområdet. 

Selv om Paul-Erik denne dag gik 

alene, fik han dog masser af opmærksomhed, 

spørgsmål og lækkerier fra 

de øvrige, sydkoreanske, turister, 

hvilket overraskede ham lidt, da 

det dagen før især var pigerne, som 

havde vakt folks opmærksomhed. 

Tilbage på turiststedet blev familien 

genforenet ca. 20 min. senere. Her 

var så ca. 1½ times ventetid, inden 

vi atter skulle med buskonvojen tilbage 

til Sydkorea. Ventetiden blev 

fordrevet med at kigge og høre på 

lydprøverne til aftenen dyre megashow 

til turisternes ære, penge, der 

utvivlsomt kunne have været brugt 

meget bedre til at afhjælpe lokalbefolkningens 

problemer. 

Politisk ukorrekt, men interessant 

Selv om det er politisk ukorrekt 

at støtte det totalitære styre i 

Nordkorea, var det en utrolig interessant 

tur, og vi kan kun håbe på, 

at lokalbefolkningens liv vil blive lidt 

bedre, når de dagligt ser, hvordan 

fremmede folk lever og har det. Mon 

ikke det efterhånden vil gå op for 

dem, at de lever på en løgn. 

Busturen tilbage gik igen i hurtig 

fart, undervejs så vi adskillige steder 

grupper af raketbatterier på lastbiler 

og tanks, som alle stod under halmtage 

i flyverskjul, hvilket minder os 

om, at de to Korea’er rent teknisk 

faktisk er i krig med hinanden. 

Denne gang kom vi meget hurtigt 

igennem den nordkoreanske 

grænsekontrol, vi skulle blot aflevere 

vores eneste fysiske bevis, 

vores midlertidige adgangspas til 

Nordkorea. Vi fik ikke så meget som 

et stempel i passet, men heldigvis 

havde vi taget billeder af passérsedlerne 

på hotellet, så vi trods alt har 

et minde om dem derhjemme. 

Også ved den sydkoreanske kontrol 

gik hurtigt, og så var vi tilbage i 

Sydkorea kørte efter en kort ventetid 

retur til Seoul. 

Denne tredagestur var blot et kort 

sidetrip på vores to måneder lange 

rejse med vores piger på otte og 

ti år, der bragte os fra Seoul over 

Nordkorea, videre til Japan og Kina, 

og herfra med den transmongolske 

og transsibiriske jernbane hjem igen 

fra Beijing til Skt. Petersborg, med 

stop i Ulaan Baataar, Irkutsk, Perm 

og Moskva. 

Skulle der være nogen, som er interesseret 

i denne Nordkoreatur, der 

fås som en-, to eller tredagestur, 

med mulighed for forlængelse (hvilket 

dog ikke kan betale sig, da man 

kun kan bevæge sig rundt i meget 

begrænset omfang, enten bjergvandring 

eller i den aflukkede turistby), 

så kan man få informationer via 

info@hodotour.comog deres hjemmeside 

www.tour2korea.com Klik 

her på sightseeing, så finder man 

turene til Nordkorea. 


Fest i Shivas navn 

Til årets vigtigste Shiva festival, Shivratri, i Rajasthan i det 

nordvestlige Indien 

Tekst og foto: Malaika Malmos 

Hinduismen er i høj grad med til 

at gøre Indien til det herlige land, 

som det nu engang er. Uden den 

ville Indien ikke have været nær så 

farvestrålende, nær så larmende 

eller nær så festlig og fornøjelig. 

Over 80 % af Indiens befolkning er 

hinduer. 

Ja ja, tænker man så, det er jo 

sådan cirka den samme procentdel, 

der her i Danmark er medlemmer af 

folkekirken. Men her ville vi da, vil 

jeg vove at påstå, ikke miste meget 

af vores identitet som danskere, hvis 

den danske kirke en dag blev nedlagt. 

Religionen i Indien spiller derimod 

så stor en rolle i alles hverdag, 

og religion, kultur og tradition er 

uadskillelige begreber. 

Inderne stilles sjældent over for 

det spørgsmål, om de tror på Gud 

eller ej. Det gør man bare. Og gør 

man det egentlig ikke…tja, så spiller 

man alligevel bare med. Vi danskere 

dropper jo heller ikke juleaften med 

alle de traditioner og hygge, der 

hører til, bare fordi vi ikke tror på 

Jesus Kristus. 

Her når vi nemlig til sagens kerne: 

Inderne er de rene festnarkomaner. 

De elsker at feste, kan slet ikke få 

nok af at synge, larme og danse, 

te sig som tossede og kaste om sig 

med kinesere ved hver given lejlighed. 

Her taler vi om et folk, for 

hvem en enkelt årlig ”Guds fødselsdag” 

ikke er nok. Slet ikke. 

Om denne indstilling fandtes hos 

Indiens folk før hinduismen, eller om 

det er den anden vej rundt, skal jeg 

ikke kunne sige. Men ét er sikkert: 

Hvor er det godt, at der med hindu- 

Eklingji tempelkomplekset by night. 

Desværre var kameraer ikke tilladt 

indenfor. 

ismens i alt 330 millioner guder er 

en overflod af fødselsdage og mytiske 

hændelser at fejre! 

Lord Shiva, universets 

G.O.D. 

Egentlig er begrebet ”Gud” i hinduismen 

én almægtig og evig kraft 

kaldet Brahman. Brahman er den 

ultimative sandhed og er formløs, så 

for at folk lettere kan tilbede ham/ 

hende/den, findes Brahman i disse 

330 millioner forskellige manifestationer. 

Her kan folk så frit vælge og 

vrage blandt manifestationerne, så 

der er noget for enhver smag og 

temperament samt til enhver anledning. 


En af de mest tilbedte er Shiva, 

guden med de 1008 navne og de tre 

øjne, destruktionens og transformationens 

Gud. Ofte ses han som 

den blålige asket der, halvnøgen og 

smurt ind i aske fra ligbålene, sidder 

mediterende på et tigerskind i 

Himalaya. Gangesfloden løber fra 

toppen af hans filtrede hår og forhindrer 

den i at oversvømme verden, 

og slanger snor sig omkring 

hans hals. 

Andre gange afbildes han som 

”Dansens Herre” Nataraja, som 

danser sin kosmiske dans tandava i 

en cirkel af ild. Denne dans symboliserer 

på en og samme tid skabelse 

og ødelæggelse. Han er G(enerator) 

O(perator) D(estroyer). Hans våben 

er en trefork, hans ”køretøj” er 

tyren Nandi, og hans søn er den 

nuttede Ganesha, som på grund 

af sin fars farlige temperament fik 

hugget sit rigtige hoved af og nu må 

rende rundt med et elefanthoved i 

stedet. I templerne er Shiva oftest 

repræsenteret som Sivalingam, 

et fallossymbo,l som symboliserer 

den skabende sammensmeltning af 

maskulin og feminin energi. 

I Indien er Shiva så populær, at hver 

mandag er i hans navn, og det er 

her hans tilbedere går i tempel eller 

mediterer eller faster, eller hvad 

man nu gør i de forskellige traditioner. 

Men ud over mandage er der en 

gang årligt en helt speciel dag, hvor 

der holdes en stor fest for ham: 

Shivratri, eller Shivas Nat, som ligger 

på nymånens 14. nat i måneden 

Phalgun (februar/marts). Dagen 

markerer, dengang Shiva begyndte 

at danse sin tandava dans og Verden 

deraf blev skabt. 

Sådan kender vi 

bedst Shiva –som den 

mediterende blå asket, her 

med lingamet foran sig. 

Det var også samme dag, han blev 

gift med Parvarti, og sørme om 

det ikke også var denne dag, han 

reddede hele den verden, han lige 

havde skabt, ved at drikke noget 

gift, der ellers ville have gjort det af 

med den igen. (Ak ja, det var tider, 

dengang i urtiden…) Han holder stadig 

den dag i dag giften i halsen, 

for hverken at sluge den (og dermed 

forgifte sig selv) eller udrydde 

os mennesker. Det er derfor, hans 

hals er blå. Og det er derfor, det er 

en meget god ide at holde sig gode 

venner med Shiva. 

Når Shiva fejres 

Da Shivratri sidste år blev fejret, 

befandt jeg mig ved byen Udaipur i 

delstaten Rajasthan i det nordvestlige 

Indien. Jeg havde en uge forinden 

besøgt et vigtigt Shivatempel i 

en lille landsby ved navn Eklingji 23 

km. fra Udaipur og var blevet gode 

venner med en lokal pige, Usha, og 

hendes familie. 

Hendes far Someshwar var tempelpræst 

og dermed en af de vigtigste 

mænd i byen, og det gjorde hans ry 

endnu bedre, at han nu havde en 

udlænding rendende rundt hjemme 

hos sig. Jeg havde nemlig besøgt 

dem hver dag i hele denne uge, og 

nu hvor jeg var så heldig at befinde 

mig ved så vigtigt et Shiva tempel 

op mod årets Shivratri, endte jeg 

med at flytte jeg ind hos dem i de 

dage, festlighederne stod på. 

Sivalingam i 

Mamallapuram, 

Tamil Nadu 


”Baba” eller ”hellig mand”, 

tilbeder af Shiva. Her i 

lettere skæv tilstand ved 

Manakamana templet i 

Nepal. 

Den ellers så trafikerede hovedvej, 

der går gennem landsbyen, var simpelthen 

blevet spærret. Ville man 

dertil, foregik det derfor på gåben 

de 23 km. fra Udaipur! Nogle folk 

var kommet hele vejen fra staten 

Gujarat, som er 250 km derfra. 

gående vel at mærke, hvilket havde 

taget dem omkring en måneds 

tid.(Så har man altså for rigtig alvor 

lavet noget møg, der kræver gudernes 

tilgivelse…) 

Allerhelst skulle man gå turen med 

bare fødder, for jo gladere man 

gjorde Shiva, jo mere dårlig karma 

blev man befriet for. Og glad må 

han være blevet, den kære Shiva. 

Eklingji templet blev nemlig besøgt 

af op mod 100.000 mennesker på 

denne ene dag! Og lige så travlt 

havde vel Indiens andre vigtige 

Shiva templer. 

Gåturen fra Udaipur tog folk fem til 

seks timer og blev af langt de fleste 

foretaget om natten, så de var 

fremme inden daggry. Men der var 

det jo noget nemmere for mig… 

(Gud ske tak og lov for det..) Ikke 

nok med, at jeg jo boede hos selveste 

tempelpræsten og havde den 

perfekte udsigt over løjerne fra tagterrassen, 

men jeg var jo også kun 

en spytklat hen til templet, så jeg 

kunne komme mine synder til livs 

uden at overanstrenge mine små 

pusselanker! 

Til gengæld fik jeg ikke for megen 

søvn. Jeg sov med Usha i et værelse 

væk fra vejen, men allerede fra totiden 

om morgenen var der for meget 

larm til at kunne sove videre. Efter 

den lange gåtur var folk enormt 

Et af de mindre 

vedligeholdte 

Shiva templer, 

med treforken 

og lingamet 

som kendetegn, 

Mamallapuram, 

Tamil Nadu. 

oppe at køre over at være så tæt på 

målet, så de råbte og sang og var 

mildest talt ufatteligt højlydte. Jeg 

var alligevel også for spændt til at 

kunne sove. Som et barn juleaften, 

ventende på julemanden. Nej, mere 

end det! 

Så snart jeg vågnede, løb jeg op på 

taget og så denne enorme masse 

af mennesker i kø. Templet åbnede 

nemlig først kl. fem. Det var helt 

afsindigt, der var folk, så langt øjet 

rakte, tre kilometers kø var der nok, 

hvis ikke mere. Den sidste kilometer 

var der hamret jernpæle i vejen, 

så der blev dannet to rækker til kø: 

En til kvinder og en til mænd. De 

stod så tæt, at de knap nok kunne 

bevæge sig. Så ufatteligt mange 

mennesker. 

Og da templet endelig åbnede, gik 

folk helt amok. De maste så meget, 

at politiet blev nødt til at lægge pæle 

på tværs af rækkerne, for at forhindre 

folk i at mase hinanden ihjel. 

Men folk var helt vilde, og nogle 

kravlede under pælene og ignorerede 

slagene fra politiets lange 

kæppe. Som kreaturer i en indhegning. 

Sultne kreaturer der har fået 

færten af mad. 

Guddommelig føde og drikke 

Inde i templet var min ven tempelpræsten 

og hans syv kolleger kommet 

på overarbejde. I omkring 30 

timer i alt, fastende, uden hvile, 

og vist nok også uden tissepauser, 

skulle de alle pusle om Sivalingamet, 

altså Shivafallosen, der helt specielt 


for dette tempel havde ansigter 

malet på alle fire sider. Og det var 

så det, disse 100.000 mennesker 

var kommet til fods så langt derfra 

for at se. 

Lang gåtur, lang kø. Mast ind, mast 

ud. Jeg stod på taget og morede mig 

over vanviddet og priste mig lykkelig 

over selv at være på sikker afstand 

derfra. Someshwar havde, inden 

han tog af sted på arbejde, forklaret 

mig, hvad der ville ske derinde. Hver 

tredje time blev lingamet badet i de 

fem offergaver fra den hellige ko: 1. 

mælk, 2. sur mælk, 3. urin, 4. ghee 

(smør) og 5. komøg. Derefter blev 

de fem ”udødeligheds retter” serveret 

for den fir-ansigtede fallos: 1. 

mælk, 2. smør, 3. curd (yoghurt), 4. 

honning og 5. sukker, samt to giftige, 

men hellige frugter. Om Hans 

Hellighed spiste af retterne, meldte 

historien intet om. 

Kender jeg Shiva ret, var det nok 

heller ikke disse tamme produkter, 

der lokkede mest. Et af hans 1008 

navne er Bhole Shankar; ”ham, der 

intet ænser”. Det er nemlig sådan, 

at hvis man er i besiddelse af superkræfter 

og samtidig har så stort et 

temperament som Shiva, så er det 

bedst, hvis man på en eller anden 

måde bliver dæmpet lidt ned. 

Shiva selv klarer det med en chillum 

i ny og næ, og de mest trofaste 

af hans tilbedere, de hellige babaer, 

gør det samme. Nogle stykker af 

hans andre tilbedere fremstiller en 

lille trylledrik af den hellige mælk og 

den hellige cannabis ved specielle 

lejligheder som denne. For nok er 

det forbudt, men ingen indisk politimand 

vil anholde en person, der 

bare er i gang med at tilbede sin 

gud. Og da slet ikke på en dag som 

denne. Nogle gange rangerer Guds 

navn bare over lovens - i Indien. 

Mission fuldført; renset for 

synder 

Resten af dagen blev folk ved med 

at komme, men ikke i samme 

mængder som om morgenen. Om 

eftermiddagen var det faktisk helt 

muligt at bevæge sig udenfor og 

kigge lidt på souvenirstandene med 

de utallige, ubrugelige plasticdimser 

og prøve det hånddrevne og vakkelvorne 

pariserhjul, der var stillet op 

til lejligheden. 

Det blev dog først morgenen efter, 

jeg bevægede mig hen til templet. 

Størstedelen af besøgerne var taget 

hjem igen, på trods af at det var på 

denne andendagen, årets vigtigste 

aarti (tilbedelse) fandt sted. Så nok 

var der mange, men ikke i forhold 

til morgenen før. Jeg var som den 

eneste turist blevet mast ind på en 

af ærespladserne, hvor udsynet til 

lingamet var helt perfekt. Præsterne 

var nu i gang med de sidste timer 

af det anstrengende døgn, inden 

de kunne komme hjem og spise og 

sove. De så ret så udmattede ud, 

men de udstrålede alligevel en vis 

stolthed over deres vigtige rolle så 

nær gudebilledet. 

Køen til Eklingji templet, 

her stilnet kraftigt af hen på 

eftermiddagen! 

De startede ceremonien med at 

vaske lingamet, hvilket de jo i de 

foregående timer havde gjort adskillige 

gange. Denne gang var det gudskelov 

ikke komøg og kotis, det blev 

vasket i, men derimod bare mælk, 

yoghurt, smør, sukker og vand. 

Derefter blev denne Shivafallos 

pyntet i ualmindeligt mange lag af 

guld og smykker med diamanter 

og andre ædelstene samt diverse 

smukke klæder. 

Aldrig har jeg set en gud så smuk. 

Kun et par meter fra mig befandt 

dette kulsorte ansigt sig, med skinnende 

hvide øjne, og helt overdynget 

med funklende sten og guld, der 

lyste op i spotlyset. Luften var tyk af 

røgelse, der næsten sved i øjnene. 

Min (u)heldige centrale placering 

gjorde, at jeg stod lige mellem de 

store øredøvende klokker, der bimlede 

og bamlede, som var de besat 

af djævelen selv. Bag mig lød de lige 

så øredøvende sækkepiber (spørg 

mig ikke, hvad de lavede der!) og 

kæmpetrommer, og omkring mig 

prøvede folk at overdøve instrumenterne 

med bønner og sang: ”Om 

Namah Shivaya” (Velsignet være 

Shivas navn.) 

Hele tiden var jeg omgivet af så 

meget lyd, at der i mit hoved ikke 

var plads til andet, og da slet ikke 

tankers ligegyldige rumsteren. Det 

var helt ufatteligt! Helt guddommeligt! 

Jeg syntes et kort øjeblik, jeg 

så det sorte ansigt foran mig blinke 

med det ene øje. Drillende. Kærligt. 

Til mig. Men det var nok bare noget, 

jeg bildte mig ind. 

Jeg er dog overbevist om, at hvis jeg 

havde gået barfodet i seks timer for 

dette, og havde jeg samtidig drukket 

noget af Shivas cannabistrylledrik, 

så havde den været helt sikker; så 

havde Shiva ikke bare nøjedes med 

at blinke til mig. Så havde han forvandlet 

sig fra lingam til Nataraja og 

var begyndt at danse sin kosmiske 

dans tandava- for mig. 


Gennem mayafolkets betagende ruinbyer i Mellemamerika 

Tekst: Niels Iversen 

Egentlig er det et underligt udtryk, 

det der ’Ruta Maya’. Der er et større 

område fra det sydlige Mexico til 

det nordlige Honduras, hvor mayakulturen 

florerede fra omkring år 

1000 til i alt fald 1200, stedvis helt 

til spaniernes ankomst omkring 

1500. Og deres efterkommere bor 

der stadig. Men en egentlig rute er 

det jo ikke i den forstand, at man 

kan sige, at der er en streg på et 

landkort, der passerer alt væsentligt. 

Tværtimod, de dér mayaruiner 

ligger spredt over hele området, 

og flertallet af dem kan vanskeligt 

ses uden egen transport eller dyre 

arrangerede ture. I realiteten drejer 

det sig snarere om, at der er fem 

ruinområder, som man skal have 

set, og så fylder man ellers ud med, 

hvad der kan lade sig gøre. De fem 

er Palenque, Uxmal, Chichen-Itza, 

Tikal og Copán. Palenque havde jeg 

set i 1991 på en af Larsen Rejsers 

allerførste Mexico-ture, så jeg 

manglede fire af de fem. 

Mayakulturens højdepunkter 

Turen kom til at gå via Amsterdam 

og Houston til Cancún på udturen 

og via Houston og London på 

hjemturen. Herudover var der en 

enkeltstrækning fra Cancún til Flores 

med i arrangementet. Ud over flybilletterne 

bestilte jeg overnatninger i 

Cancún, men resten af mine overnatningssteder 

skulle improviseres 

undervejs. Det viste sig da også at 

være nemt nok, selv om jeg faktisk 

rejste i påsken. 

Første hurdle var at nå ned til 

Cancún. Problemet var de meget 

korte ophold i lufthavnene undervejs. 

I Schiphol (ved Amsterdam) 

var mit fly til USA allerede ved at 

boarde, da jeg ankom. Så jeg spænede 

gennem det halve af lufthavnen 

over til gaten og ankom lettere 

sveddryppende. De folk, der inden 

afgang udspørger alle passagerer 

til amerikanske lufthavne om deres 

bagage etc. kiggede noget mistroisk 

på mig, - jeg havde kun håndbagage, 

men skulle være væk i tre uger, og 

Tikals pyramiderne, der knejser 

som junglens højhuse, er et af 

Mayaernes mest fantastiske levn. 

Foto: Nikolaj Witte 

jeg så forfjumtry og ret utroværdig 

ud. Men de blev enige med sig selv 

om, at jeg nok var skør, men næppe 

farlig. 

Og Cancún? Hvad skulle jeg der? 

Kun én ting, - jeg skulle væk. Derfor 

havde jeg også valgt et hotel, der 

var genbo til rutebilsterminalen. Jeg 

nåede slet ikke at se den såkaldte 

Zona Hotelera, hvor charterfolket 

bor. 

Turisttomt og turistfyldt 

Klokken 8 næste morgen kørte jeg 

til Valladolid, som er en relativt 

gammel by med mange bygninger i 

kolonistil. Her indledte jeg ruin-indsamlingen 

med et besøg i Ek’Balam, 

der ligger cirka 15 km nord for byen. 

Der kommer ikke et øje her, for ruinerne 

står ikke på de standardiserede 

udflugtsprogrammer. Men der 

er et højt tempel med en af de typi- 


ske trapper, som man kan spæne og 

ned af. Jeg skulle jo se at komme i 

træning nu. 

Senere samme dag besøgte jeg 

Chichen-Itzá, der er totalt oversvømmet 

af turister på dagsudflugt 

fra Cancún. Hvis man kører ad den 

nye (dyre) betalingsmotorvej, kan 

turen klares på tre timer. 

Trods alle turisterne er Chichen- 

Itzá absolut et besøg værd. Det 

kan endda have sine underholdende 

sider at se dem kravle op på 

den centrale Kukulcan-pyramide og 

ikke mindst at se, hvordan de kommer 

ned igen. Der er selvfølgelig de 

kedelige, der bare spadserer ned, 

som om det var deres egen køkkentrappe. 

Andre går sidelæns ned, 

hvilket ofte er en praktisk måde på 

grund af de smalle trin. Atter andre 

kravler bævrende baglæns ned på 

alle fire, så de undgår at skue ned i 

dybet. Og så er der dem, der tager 

hele turen ned, siddende på deres 

numser. Det tager sin tid, men føles 

givetvis sikrere end nogen anden 

metode. 

Turen fortsatte til provinshovedstaden 

Mérida. Her skal det siges, at 

jeg kom til Valladolid med en førsteklasses 

bus, der for så vidt var 

behagelig nok, hvis man kunne blive 

fri for den idiotiske video (en syvogtredivte-rangs 

Disney-tegnefilm). 

Turen til Mérida foretog jeg i en 

andenklasses bus, og her må jeg 

tage min sombrero af for mexicanerne: 

Deres andenklasses busser 

er kolde og behagelige og totalt 

musikfri. Det eneste problem er, at 

de skal gennem alle de små landsbyer, 

hvor folk forventer at komme 

på og af lige uden for deres gadedør, 

og hvor man tilmed skal liste sig 

over de såkaldte ’topes’. Jovist, der 

er også vejbump i Danmark. Men 

mexicanernes er tøndeformede, hvis 

ikke de er udformet som et bælte 

af enkeltstående halvkugleformede 

buler tværs over vejbanen. 

Mérida er en stor travl by med alt 

for smalle gader. Den er et bekvemt 

udgangspunkt for ture til specielt 

Uxmal, mens det kan knibe mere 

med de andre ruinområder i omegnen. 

Faktisk er der en daglig morgenbus 

til fire Puuc-ruinbyer, men 

desværre med ophold på ned til 26 

minutter pr. ruin. Hvis jeg havde 

haft blot en enkelt dag mere, ville 

jeg have taget turen, selv om Lonely 

Planet synes, det er noget pjat. 

Uxmal kunne imidlertid nås med 

en almindelig rutebil, og pyh, hvor 

var der varmt dernede. Jeg spadserede 

pligtskyldigst op på deres 

største pyramide og ned igen. Det 

er imidlertid ikke længere tilladt at 

klavre op til toppen af troldmandens 

tempel, en rundagtig bygning med 

trapper, hvis trin kun er en halv fod 

brede. Formentlig har der været for 

mange episoder med folk, der hang 

fast midtvejs og hverken turde klatre 

opad eller nedad. Efter overnatningen 

i Mérida besøgte jeg byens zoo 

og tog derefter med andenklasses 

bus tilbage til Cancún. Det tog godt 

nok syv timer, men jeg så en masse 

undervejs. 

Palenques udsigtstårn ligger midt i Mexicos 

altfortærende regnskov. Måske blev det brugt 

til stjerneobservation eller for at holde øje med 

undersåtterne. 


Og så til Guatemala og 

Honduras 

Næste stop: Flores i Guatemala, der 

er udgangspunkt for ture til Tikal, 

som efter min mening er det mest 

imponerende af alle mayastederne. 

Jeg overnattede tre nætter på Villa 

del Lago med udsigt over søen. 

Hotellet tog sig også af at arrangere 

transport, og kl. 7 om morgenen 

dagen efter gik turen til Tikal-ruinerne. 

Tikal er et fantastisk sted 

ikke mindst, fordi mange af stierne 

går gennem tæt jungle, hvilket gør 

det meget behageligere at spadsere 

rundt her end ved de hidtil nævnte 

mexicanske steder. Jeg var bl.a. 

oppe på en af de højeste pyramider 

i mayaernes område, det 70 meter 

høje ’Templo IV’. 

Centralt i Tikal ligger de to pyramider 

I og II. Det er ikke længere 

tilladt at bestige pyramide I, efter 

at et par turister faldt ned ad trappen 

og slog sig ihjel. Men man må 

godt klatre op på pyramide II, der er 

næsten lige så høj, ca. 35 m. Så det 

gjorde jeg. 

Nå, og så skulle jeg partout ned til 

Copán, der ligger i Honduras tæt 

ved grænsen mod Guatemala. Jeg 

havde læst i Lonely Planet, at der 

var en enkelt morgenbus kl. 6 ned til 

den relevante grænseegn. Sidst jeg 

turede rundt i Guatemala var andenklassesbusserne 

musikforpestede 

og totalt overfyldte ’chicken busses’ 

med seks personer pr. række Den 

bus, jeg kom med denne gang, var 

en fornøjelse trods lidt lange pauser 

her og der. Turen tog 8½ time, men 

den var livsaligt musikfri. 

Næste dag trillede jeg så til Honduras. 

Andenklasses bussernes løft opad 

kvalitetsmæssigt har desværre 


Korridor i hotel Xbalamché, 

Cancun. 

Foto: Niels Iversen 

ikke forplantet sig til collectivoerne 

(deletaxaer eller minibusser), der er 

akkurat lige så larmende, uforsvarlige 

og overfyldte, som de altid har 

været. Jeg talte på et tidspunkt 34 

personer inden i den minibus, som 

jeg sad i. 

Copán-ruinerne besøgte jeg sammen 

med en amerikaner, som 

havde været med hele vejen fra 

Chiquimula. Han havde egentlig 

regnet med bare at tage videre til 

San Pedro Sula, idet hans foreløbige 

endemål var øen Roatán. Jeg fik 

ham dog overbevist om, at det var 

dybt godnat at forlade Copán uden 

at have set de verdensberømte ruiner, 

og at han ville begræde det til 

sine dages ende regnet fra det tidspunkt, 

hvor det gik op for ham, hvad 

han havde forpasset. Ok, så besøgte 

han da de ruiner. Men det betød, at 

jeg fik ham på slæb, hvilket imidlertid 

gik bedre end forventet. Han 

var faktisk en hyggelig fyr, selv om 

han var lidt skør. Eller måske netop 

derfor. 

Jeg havde herefter planlagt at tage 

til havnebyen Puerto Barrios og 

derfra med den daglige hurtigbåd 

over til Punto Gordo i Belize kl. 10, 

hvorefter det skulle være muligt at 

fange en af de fire daglige rutebiler 

nordpå. Det blev der ikke noget af. 

Jeg ’mellemlandede’ ved Quirigua, 

hvor det vigtigste er nogle meget 

store og meget velbevarede steler, 

på hvilke de lærde har kunnet læse, 

at den stedlige hersker erobrede 

Copán og ofrede deres copanernes 

11. konge til en passende guddom, 

hvilket naturligvis var meget flovt 

for den mægtige bystat. 

Da jeg skulle videre, kørte den første 

bus, der stoppede, tilbage til 

Santa Elena/Flores, og jeg entrede 

den, hvilket nok var en fejl. Jeg kom 

til at stå op hele vejen, og der var 

muzakpest på i flere timer. Urrrgh. 

Vimsen til Belize 

Tidligt næste morgen kom jeg med 

en minibus til grænsen til Belize, herfra 

med taxa til Cayo. Her holdt der 

en rutebil til hovedstaden i Belize. 

Den var godt nok fuld, og der måtte 

ikke komme flere med, men da en 

pige efter mig vimsede ind, vimsede 

jeg også ind, og jeg kunne endda 

snart få en god siddeplads. 

Jeg steg af ved Belize zoo. Den 

blev oprettet af en dame, der for 

en snes år siden lige pludselig stod 

med ansvaret for 17 tiloversblevne 

tamme vilddyr, som havde medvirket 

i en filmproduktion. Der er blevet 

adskilligt flere dyr siden hen, 

men det vigtige her er ikke størrelsen, 

men de fremragende forhold, 

som dyrene lever under, selv Lonely 

Planet, der ellers hader zooer som 

pesten, ytrer sig nogenlunde positivt 

om dette sted. 

Da jeg havde set den (og drukket 

indtil flere liter sodavand), bemærkede 

jeg ved udgangen et opslag 

om overnatning i cabanaer eller 

gæstehuse (eller sovesale) i et tilhørende 

tropecenter. Et helt gæstehus 

viste sig at koste 65 US$, hvilket er 

nogenlunde rimeligt på de kanter. 

Jeg blev trillet over til min junglehytte, 

der stod på stylter ud over en 

sø, og der var en veranda med hængekøje 

og myggenet på alle sider. 

Ingen naboer. Herligt. 

Herfra gik turen tilbage til Cayo, 

som virkede totalt stendød. Det var 

skærtorsdag, og jeg kunne forudse, 

at langfredag ville blive værre, så 

jeg bookede en tur til ruinområdet 

Caracol, som ligger 80 km syd 

for Cayo, mestendels ad hæderlige 

grusveje. Jeg var sammen med to 

amerikanske punkpiger. Vi passerede 

gennem det ellers så smukke 

Mountain Pine Ridge-område med 

Belizes største bestand af fyrretræer. 

Eller rettere, sådan var det 

indtil for tre år siden, da en eller 

anden bille invaderede området og 

myrdede 80 % af fyrretræerne. Læg 

hertil, at Belizes kokospalmer er ved 

at blive udryddet af et andet skadedyr, 

og at der passerer en orkan i ny 

og næ, samt at man kan se, at de 

har problemer i det land! 

Selve Caracol var i sin tid enormt 

stort - man skønner, at der kan 

have boet op til 150.000 mayaer. 

Det meste er endnu uudgravet, men 

der er frilagt enkelte monumentale 

bygninger på stedet, herunder 

det såkaldte himmeltempel Kaana. 

Selvfølgelig spænede punkpigerne 

og jeg op på toppen af dette monstrum, 

mens vores guide - fornuftig 

mand - tog sig en slapper i skyggen 

af en nærliggende mindre bygning. 

Fra Cayo kørte jeg til Belize City, 

som har et lidt betændt rygte - der 

er noget med, at brugen af crack er 

eksploderet, og at betydelige dele af 

byen især tidligere blev regnet som 

farlige (faktisk alle de områder, som 

jeg passerede). Det var dog værre, 

at alle fødevarebutikker var lukkede 

(hvorimod sko- og tøjforretninger 

mærkeligt nok holdt åbent) - dog 


med en enkelt undtagelse: En enkelt 

grøntforretning med to uhyrligt fede 

ejere og nogle unge piger holdt 

åbent, og jeg skyndte mig at købe 

juice og sodavand til flere dages forbrug. 

Godt det samme, næste dag 

holdt også den lukket. 

Næste dag tog jeg med hurtigbåd (2 

x 200 heste) til San Pedro på øen 

Caye Ambergris. Amerikanske turister, 

der føler sig for fine til Cancún, 

kan vise, at de har penge som skidt 

ved at holde ferie på Belizes øer. 

Det skægge var, at herovre var alle 

butikker åbne, selv om det var en 

højhellig palmesøndag, for i i San San 

Pedro er det turisterne, der hersker. 

Positiv overraskelse 

Mandag tog jeg så en direkte bus 

til Chetumal i i Mexico, der viste sig 

at være en positiv overraskelse 

med med zoo (renoveret 2001-2005), 

et et fremragende (og splinter-nyindrettet) 

Museo de la Cultura Maya, 

åbne butikker og gode hoteller. Jeg 

indlogerede mig mig blot 100 meter 

fra museet på hotel hotel Ucum med med 

60 60 tv-kanaler. Det er helt normalt 

i i Latinamerika (undtagen på det 

fine Gran Hotel i Mérida), mens 

man i Danmark skal være glad, 

bare der er et et fjernsyn med DR 

og TV2 på på stueantenne. 

Senere samme dag besøgte jeg det 

betydeligt mindre kendte ruinområde 

Cobá, der imidlertid har nogle 

vældigt fine bygninger, inklusive en 

himmelpyramide på mere end 40 

meter. I guidebøgerne stod, at man 

ikke længere måtte klatre op ad den, 

men det måtte man godt - et begavet 

væsen har nemlig fundet på at 

hænge et langt tykt tov op, så folk 

har noget at holde fast i under 

bestigningen. 

Efter en overnatning overnatning her fortsatte 

jeg til Tulum, hvor jeg 

kom til at bo i et hotel tilknyttet 

et pizzeria. Tulums ruiner 

er også berygtede for at være 

overrendt af udflugtsturister 

fra Cancún, men jeg startede 

klokken 7 næste morgen, 

og på dette tidlige tidspunkt 

var der særdeles behageligt 

klimamæssigt og fred-ogro-mæssigt. 

Endvidere er 

selve området, der ligger 

direkte ud til havet, særdeles 

malerisk og smækfyldt 

med blomster. Jeg så 

tilmed 12 12 pelikaner flyve 

lige over hovedet på mig, 

men men nåede ikke at fotofotografere dem. Helt igen- 

nem positivt - bortset 

fra spadsereturen på 

tre støvede kilometre 

Afbilledning af Yaxilans herskere samt 

dertil og derfra. 

den tilhørende beskrevne historie 

med hieroglyffer der findes dybt inde i 

junglen mellem Mexico og Guatemala. 


Tilbage stod blot at tage en rutebil 

’hjem’ til Cancún, hvor jeg tilbragte 

min sidste nat på det meget 

maya-inspirerede hotel Xbalamché. 

Desværre levede min WC-cisterne 

ikke helt op til de fornemme omgivelser, 

så jeg måtte udføre lidt 

improviseret nødblikkenslageri for 

at få mekanikken til at virke. Men så 

længe der er 60 TV-kanaler, gør det 

ikke noget. 


Bagantemplerne i Myanmar 

På en flodslette i det centrale Myanmar står tusindvis af templer 

og pagoder side om side, så langt øjet rækker. Dette er den 

største koncentration af templer i verden, men alligevel er 

dette en kulturel hemmelighed for rigtig mange mennesker, 

måske lige undtaget medlemmerne i De Berejstes Klub. 

Tekst og foto: Lars Nielsen 

Selv stiftede jeg først bekendtskab 

med templerne under en geografiforelæsning 

for omtrent seks år 

siden. Læreren viste billeder af landskaber 

fra mange egne af verden og 

frem dukkede et billede af et kæmpemæssigt 

tempel på en flad slette i 

Myanmar. Wauw, tænkte jeg, det så 

da helt fantastisk ud, tænk, at verden 

rummede sådanne flotte templer 

fra fortidens storriger, uden at 

jeg kendte til det. 

Herefter lå denne viden i dvale, 

indtil jeg over en periode på otte 

måneder i 2003 og 2004 rejste af 

sted for at udforske det meste af 

Sydøstasien. På denne tur var et 

besøg til Bagan udset til at være 

et af de største højdepunkter. Nu, 

hvor jeg kigger tilbage, var mit 

ophold i Myanmar måske det bedste 

på min rejse. Dette relativt 

lukkede land bød på mange flotte 

kulturelle seværdigheder, og det er 

et af de lande, hvor man bedst kan 

opleve den lokale kultur uden nævneværdig 

indflydelse og påvirkning 

fra vestlige kulturer. 

Historien 

Bagan by blev grundlagt i det 2. 

århundrede, og i år 849 blev der af 

Kong Pyinba bygget en mur med 12 

porte og en voldgrav omkring byen. 

Det var dog først med Anawrahtas 

(den 42. konges), tiltrædelse i 1044, 

at den royale by Bagan for alvor 

trådte ind i historiens lys. Perioden 

fra 1044 frem mod år 1283, da 

Bagan blev invaderet af mongolerne, 

betragtes som Bagans gyldne 

periode. I denne periode blev der 

bygget op mod 13.000 bygninger og 

monumenter. 

Til højre ses Seinyet Nyima 

pagoden, et eksempel på type 3 

pagoden. Til venstre står templet 

Seinyet Ama. 

I dag er der ca. 2200 templer 

og pagoder tilbage, mange er i 

tidens løb blevet ”spist” af floden 

Ayeyarwady eller er gået til grunde 

ved jordskælv. Mange af de ødelagte 

bygninger er dog med tiden også 

blevet genopbygget og restaureret. 

Med byens placering ud til 

Ayeyarwadyfloden var der adgang 

til handelen på Det Indiske Ocean, 

og kongedømmet var centreret 

omkring en stærk Theravada buddhisme. 

Med undtagelse af Tharabaporten, 

som er den eneste tilbageblevne af 

de oprindelige 12 byporte, er alle 

monumenterne ved Bagan religiøse, 

og hovedparten af disse er bygninger, 

hvori hellige mindesmærker/ 

levninger er opbevaret. Bygningerne 

fungerer altså som et minde om 

Buddha, og udover at rumme 


”legemlige rester” af Buddha, kan 

man bl.a. se Buddhabilleder og 

Buddhastatuer. 

Templer og pagoder 

De fleste templer og pagoder står 

inden for et område på omtrent 25 

kvadratkilometer, og langt de fleste 

er at finde uden for Bagans gamle 

bymure. De opleves bedst ved, at 

man lejer en cykel, men er man 

mere magelig indrettet, kan man 

også opleve dem fra en hestevogn 

eller med en bil. 

Jeg lejede selv en cykel, og jeg kan 

varmt anbefale dette, da man så 

selv er herre over rute og tid. 

De religiøse bygninger ved Bagan 

kan opdeles i to grupper; templer 

og pagoder. De solide strukturer 

kaldes pagoder, mens de hule 

strukturer kaldes templer. Disse to 

overordnede strukturer kan dernæst 

underinddeles i flere typer (se 

tekstboks). 

Det smukkeste ved Bagan er ikke 

de enkelte templer for sig selv, men 

mere helhedsindtrykket af så mange 

bygningsværker samlet på ét sted. 

Nogle templer og pagoder skiller sig 

dog ud i mængden, 

Thatbyinnyu Templet, det højeste 

tempel i Bagan. Overgangstype 

mellem tempeltype 2A og 2B 

Mit transportmiddel, en damecykkel med 

kurv, foran Dhammayangyi Templet. 

og jeg vil her nævne nogle af de 

mest fremtrædende. 

Ananda Temple (år 1091), 

type 2A tempel 

Dette tempel er blandt de største 

og flotteste og er let genkendeligt 

på den gyldne top. Templet ligger 

lidt uden for Bagans gamle mure og 

indeholder blandt andet fire store 

stående Buddhastatuer og to hellige 

Buddhafodaftryk. Templet når en 

højde af 52 meter. 

Thatbyinnyu Temple, 

Gawdawpalin Temple, type 

2B templer 

Disse to templer er begge hvide og 

minder meget om hinanden. Begge 

ligger inden for Old Bagans mure. 

Thatbyinnyu er det største af de to 

og er det højeste af alle templer i 

Bagan med en højde af 61 meter. 

Mens Gawdawpalin er et typisk type 

2b tempel, er Thatbyinnyo faktisk et 

overgangstempel mellem type 2A 

og 2B. 

Mingalazedi og Shwesandaw 

pagoderne, type 2 pagoder 

Disse to pagoder er kendt for at have 

de højeste tilgængelige udsigtspunkter 

i hele Bagans arkæologiske 

zone. Shwesandaw er en tidlig 

udgave af type 2 og har fem terrasser, 

mens Mingalazedi er en udviklet 

type 2 form med tre terrasser. Fra 

begge pagoder er der gode udsigter 

til i hundredvis af andre bygningsværker. 

Schwezigon og 

Dhammayazika pagoderne, 

type 2 pagoder 

Begge disse to pagoder har med 

tiden fået en guldmalet top, og 

deres glans kan ses på lang afstand. 

Schwezigon ligger i udkanten af 

byen Nyaung-U, og traditionen fortæller, 

at Buddhas hellige tand, kraveben 

og pandebånd er opbevaret i 

denne pagode. Schwezigon er et af 

de ældre bygningsværker og blev en 

prototype for mange senere pagoder 

af type 2. 


Mahabodhi Temple 

Dette tempel har navn og inspiration 

fra Mahabodhitemplet ved Bodh 

Gaya i Indien, hvor Bodhitræet gror, 

og hvorunder Buddha opnåede sit 

Nirvana (enlightenment). Templet 

er meget forskelligt fra de andre 

templer, og især det pyramidiske 

spir skiller sig ud. Spiret er delt i 

horisontale hylder, hvor nicher indeholder 

siddende figurer af Buddha. 

Dhammayangyi Temple 

Hvis jeg husker rigtigt, er dette det 

tempel, jeg i sin tid så under en 

geografiforelæsning, og som tændte 

op under min lyst til at besøge 

Myanmar. Det er et af de mest massive 

templer, og det kan ses på lang 

afstand fra alle retninger. Templet 

har form som Anandatemplet, og 

grundplanen minder om et græsk 

kors, kun en etages og et skrånende 

tag af terrasser, der får templet til at 

ligne en gigantisk pyramide. 

Befolkningen 

Myanmar er et meget fattigt land 

og meget tilbagestående. Når man 

cykler rundt mellem templer og 

pagoder, kan man næsten føle, 

at man er 800 år tilbage i tiden. 

Befolkningen lever næsten så primitivt, 

som man gjorde på den tid, 

templerne blev bygget. Oksekærren 

er et foretrukkent transportmiddel, 

og når kornet skal tærskes, får man 

en ko til at gå i cirkler og træde på 

det - meget fascinerende. 

På et tidspunkt cyklede jeg rundt i 

en lille landsby, og her mødte jeg en 

masse børn. De havde en fodbold, 

og inden længe havde jeg arrangeret 

en lille fodboldkamp på den sandede 

vej. Man kunne mærke, at de 

så meget op til mig, at de var imponeret 

over mine boldkundskaber. Det 

var sjovt at være i centrum, men det 

var en endnu større oplevelse at føle 

et fællesskab med en masse unger. 

Vi kunne ikke tale med hinanden, 

med fodbold var et sprog, alle forstod. 

Det var en meget bevægende 

oplevelse, og inden længe var der 

også samlet både voksne og børn 

for at kigge på. 

Da jeg ville til at køre videre, delte 

jeg ud af nogle bolsjer, jeg havde 

købt lidt tidligere. Dette var meget 

populært, og de ville have mere. 

Derfor besluttede jeg at køre ud 

for at købe nogle flere bolsjer og så 

vende tilbage til børnene. Da jeg kom 

tilbage, blev det hele en vild gang 

kaos. Jeg blev omringet og næsten 

overfaldet af op mod 20 børn, der 

kæmpede for at få et bolsje. Jeg 

forsikrede dem at der var nok, men 

Det indisk inspirerede 

Mahabodhi tempel. 

de var meget ivrige, næsten, som 

om bolsjer var en dyr og eksklusiv 

spise. Til sidst slap bolsjerne op, og 

jeg måtte næsten flygte væk. 

De store templer er selvfølgelig 

flotte, men jeg kan anbefale at cykle 

lidt væk fra alfarvej. På den måde 

kan man være helt alene om et tempel 

eller en pagode, eller man kan 

møde lokalbefolkningen på deres 

egen hjemmebane og dermed få en 

ekstra dimension med i oplevelsen. 


Bagan vs Angkor 

Bagantemplerne udgør sammen 

med Angkortemplerne i Cambodja 

de to største tempelområder i 

Sydøstasien. Det er svært at 

bedømme, hvilket af disse to områder, 

der er smukkest. Hvert område 

har sin helt egen charme. Men da 

jeg på min tur i Asien besøgte begge 

steder, vil jeg forsøge at komme 

med en lille sammenligning. Det er 

da også et stort samtaleemne blandt 

turister, hvilket af de to steder, som 

er flottest. 

Landbefolkning 

tærsker korn 

med en ko. 

Templerne i Angkor er omkranset af 

tæt skov, hvilket gør det svært at 

få et overblik over området. Modsat 

dette, befinder templerne ved Bagan 

sig på en sparsomt bevokset og 

tør flodslette. For Bagans vedkommende 

giver dette nogle helt utrolige 

udsigter, hvor det er muligt at 

se flere hundreder templer og pagoder 

på samme tid. Da turistmængden 

samtidig er meget mindre ved 

Bagan, så kan man sagtens have et 

tempel for sig selv, der er jo også 

mange at vælge imellem. 

Type Beskrivelse Pagode eksempel 

1 Karakteriseret ved en bulnende dome (kuppel) Bupaya 

2 Cylindrisk eller klokkeformet dome placeret på toppen af en serie af terrasser, 

oftest 3. Toppen af domen prydes af koncentriske cirkler og øverst oftest en 

hti (paraply). 

3 Basis form som type 2, men domen prydes under de koncentriske cirkler af en 

tallerkenformet disk ”the amalaka” eller myrobalansk frugt, der kroner spirerne 

på indiske templer. 

4 Klokkeformet dome på en cirkulær base. Nær domens top ses et bokslignende 

kammer. (relic chamber) 

Mingalazedi, Shwezigon 

Seinnyet Nyima 

Sapada 

Type Beskrivelse Tempel eksempel 

1 Kvadratisk med en enkelt indgang og med et billede i bagvæggen. Nandamannya tempel 

2 Kvadratisk med fire indgange og med en central ”pille” i midten med nicher til 

alle fire sider til billeder. En enkelt eller alle indgangene kan eventuel have en 

vestibule. Strukturen over hovedrummet består af terrasser, og øverst ses en 

stupa eller spir kronet af en lille stupa. 

2A Tidlig stil, ”Mon style”: Mørkt indre, skrånende tag, kun 1 etage. Ananda 

2B Sen stil, ”Myanmar style”: Lyst og luftigt indre, oplyst af høje, buede 

indgange og åbne vinduer. Højere struktur, nogle templer med to etager. 

Omvendt giver den tætte skov 

omkring ruinerne i Angkor en utrolig 

atmosfære og mange fantastiske 

fotomuligheder. Endvidere er 

ruinerne ved Angkor flot udsmykket 

med sten-udskæringer og relieffer. 

Hvad der er bedst, er svært 

at afgøre, det må blive en uafgjort, 

men begge er ”true wonders of 

Asia”. 

Sammenligning af Bagan og 

Angkor, fordele og ulemper 

Bagan: + Utrolige udsigter til mange 

bygninger + Meget autentisk, god 

oplevelse af lokalbefolkningen + 

Mange forskellige slags monumenter 

+ Man kan have et tempel for sig selv 

- Lidt svært at finde god litteratur om 

templer og historien 

Angkor: - Meget turistet, og Siem 

Reap er næsten et lille Las Vegas 

med store, dyre hoteller + Flot 

udsmykning af templerne + Stor 

atmosfære ved templerne, hvis man 

kan abstrahere fra turistmængderne 

+ Mange forskellige slags monumenter 

+ God litteratur om templer og 

historien 

Sulamani, Gawdawpalin 


Fotokonkurrencen 

Lad billederne tale for sig selv og lad ikke overflødig 

skrift stjæle plades fra disse fantastiske billeder. 

Det eneste der skal lyde derfra er: Tak til alle jer der 

indsendte jeres vidunderlige smukke og inspirerende 

billeder. Tak til alle der stemte. Og tillykke til vinderne. 

Luk sanserne op og nyd top fem i hver kategori! 

4 

1 2 

1) Når solen er gået ned er underholdningen ... MIG, Nepal. 

Af Nikolaj Witte, delt fjerdeplads i kulturkategorien (19 p.). 

2) Der kaldes til morgen-puja i Tikse-klostret i “Lille Tibet”, 

Indien. 

Af Lene Dangaard, delt fjerdeplads i kulturkategorien (19 p.). 

3) Kazakhisk ørnejæger, Bayna Olgii, Mongoliet. 

Af Gerner Thomsen, tredjeplads i kulturkategorien (23 p.). 

4) Solnedgang i Chobe Nationalpark, Botswana. 

Af Pia Baltzer Saabye, tredjeplads i naturkategorien (23 p.). 

3 

5) Gople, Californien, USA. 

Af Morten Elm, delt fjerdeplads i naturkategorien (17 p.). 

6) Geparder ved vandhul, Botswana. 

Af Poul Saabye, delt fjerdeplads i naturkategorien (17 p.). 

7) Rengøring i moskeen, 

Af Søren Padkjær, delt fjerdeplads i kulturkategorien (19 p.). 

5 6 

7 


Årets kulturbilleder! 

Vi bad om billeder af alle sider af menneskers liv og fik sandelig svar. I alt fik vi indsendt 125 smukke billeder med 

alt fra munke og stammer til skyskrabere og mumier. Kreativiteten blomstrede i både vores måder at tage billeder 

på, i vores forståelse af kultur og i hvad vi fandt smukt. 

DBK står normalt for De Berejstes Klub, men med den overvældende støtte til vores kulturelle vinderbillede fristes 

man til at foreslå De Bare-balders Klub. Billedet fanger vores følelser, for ingen kan kigge på det og ikke sige “Uha 

da da hvor er der koldt” og vi sidder alle og tænker “hvordan mon han er kommet derover?”. Samtidigt er det 

æstetisk smukt, med balance, storslået natur og tja, en flot mandekrop. 

På andenpladsen springer smilet os i møde og samtalen driver ud af billedet, for hvem har ikke lyst til at tage en 

snak med Mon der er på vej til arbejde? Alle de fotografiske regler overholdes og giver en smuk helhed. 

Førstepladsen: 

Det kolde gys, Ishavet, Canada 

Af Gerner Thomsen (43 p.) 

Præmie: 1000 kroners gavekort 

til Jysk Rejsebureau. 

Andenpladsen: 

Hey Mon. På vej til arbejde 

Dominica 

Af F J Fiil Frandsen (31 p.) 


til Scanvik. 


Årets naturbilleder! 

Spørgsmålet om hvad der er natur, og hvad der er kultur, er helt sikkert langt mere diskutablet, end vi nogensinde 

havde forestillet os. De 133 indsendte billeder beviste, at alle har deres egen ide om, hvad naturen er og ikke 

mindst, hvad naturen har at byde på. Der var alt fra de klassiske, naturlige billeder af bjerge og solnedgange til de 

mere dyrevenlige billeder af kamelrumper og diverse dyr, der viser deres begejstring over andet end fotografen. 

Ingen kunne stå for de to dejlige løver, der kommer snigende mod beskueren som kælne kattekillinger eller er det 

som sultne rovdyr? Vi er med helt på første række, og det føles som om billedet tager skridtet fra todimensionalt 

til tredimensionalt, og vi ikke længere blot ser på - vi er der på savannen i Afrika. 

På andenpladsen har vi endnu et klassisk smukt fotografi med den perfekte mængde af bevægelse i vingerne uden 

at kroppen rører sig ud af stedet. Det er et billede med en ufattelig stilhed og ro i en hektisk verden af piskende 

kolibrivinger. 

Førstepladsen: 

Løvinder i aftensol, Zimbabwe 

Af Poul Saabye (63 p.) 


til Friluftsland. 

Andenpladsen: 

Kolibri, Monteverde, Costa 

Rica. 

Af Morten Elm (27 p.) 


til Scanvik. 


Med De Berejstes Klub til Borneo 

Hash, orangutanger, 

bronzespiraler og broer 

Tekst og foto: Inge Andersen. 

Glade og forventningsfulde steg vi 

(fire tøser) af flyveren i Kuching, 

Malaysisk Borneo. Hvad mon der 

ventede os her af spændende oplevelser? 

Det lokale medlem af klubben, 

Ib Larsen, som var arrangør af 

en del at turen, hentede os i lufthavnen 

og bragte os til Merdeka Palace, 

som var en stor grå betonklods midt 

i Kuching. Men hotellet kunne præstere 

fem stjerner, en luksussuite og 

en del luksus. 

Kuching var overraskende moderne, 

med højhuse og moderne shoppingcentre, 

flettet sammen med kinesiske 

og indiske templer, moskeer, 

forskellige bydele og store skulpturer 

af katte. Kuching betyder kat på 

malaysisk.. Kuchingfloden skærer 

gennem byen og danner rammen 

om mange ting: Regatta, rivercrusing, 

taxibåde m.m., og flodbredden 

er omdannet til havnepromenade 

i bedste stil. En ting, der slog os, 

var, at der var rent og alting virkede 

rimeligt organiseret. 

Hash 

For nogle af os var der tid til akklimatisering 

i Bako Nationalpark (et 

dejligt sted), før den egentlige ”klubtur” 

startede. Aftenen inden var der 

”Hashløb” i junglen med de lokale. 

Hjemmefra havde vi haft mange 

gisninger om, hvad mon et hashløb 

var. Var de skæve, hvad gik det hele 

ud på? Men med skulle vi da. 

Iført støvler, shorts og gamle t-shirt, 

godt indsmurte i myggebalsam mødtes 

vi, fem stk. berejste + Ib og Ibs 

kone Lillian med de lokale på en par- 

Trofæer tilbage fra tiden da stammerne på 

Borneo var hovedjægere. Der er stadig 

enkelte gamle mænd tilbage fra den tid. 

keringsplads uden for byen. Og det 

havde slet ikke noget med den vanlige 

hash at gøre - løbet er et slags 

orienteringsløb, hvor der på skift er 

nogle, der lægger spor i junglen, og 

det behøver ikke at være på stier, 

fandt vi ud af. 

Små hvide papirstykker danner 

vejen, og falske spor. Igen og igen 

lyder der råb, ”are you”- ”on on”- 

og ”checking”. At vi ikke er vant til 

at begå os i junglen vidnede mange 

skrammer, trykkede ribben og en 

fod, der sad fast i en gammel træstamme 

om. Men sjovt var det. 

Senere var der mad og mange øl. 

For os nye skulle der tømmes en stor 

fadøl, men der blev sunget ”down, 

down” og resten i håret, hvad en af 

os måtte sande. En rigtig fornøjelig 

aften. 


Vi var ni styks berejste, både passive 

og aktive medlemmer, der 

havde lagt vejen forbi Borneo. 

Gruppen var lidt uhomogen da den 

yngste var 29 og den ældste 79. Og 

ud af de ni personer var seks fra 60 

år og opefter. Nogle burde måske 

have støvet konditionen lidt af før 

turen. 

Orangutanger 

Og hvad er Borneo uden orangutanger. 

I samlet flok besøgte vi Semengoh 

Orang Utan Rehabiliteringscenter 

uden for Kuching. Men det var lidt af 

en skuffelse. Sammen med 88 andre 

turister stod vi og ventede på, at de 

kære aber gad at vise sig og smæske 

nogle fremlagte frugter i sig. 

Efter at en af rangerne havde kaldt 

på dem en halv time, dukkede de 

frem fra træerne. Selv den store 

orangutanghan viste sig. De guffede 

frugterne i sig og forsvandt op 

i træerne uden at værdige os turister 

mange blikke. Men selvfølgelig 

var det en oplevelse at se orangutangerne, 

specielt når det var første 

gang. 

Bidayuhkvinder, de sidste tilbage af 

slagsen der har broncespiraler om 

benene, liner op til fotografering. 

Langhuse 

Vores første møde med bidayuerne, 

som er den næststørste stamme i 

Sarawak, var i langhuset Anna Rais, 

som er et enormt langhus med over 

100 familier fordelt på fire langhusenheder. 

Det ligger let tilgængeligt 

og er meget besøgt af turister, men 

er alligevel spændende. 

Det andet langhus Simuti, som er 

fjernt beliggende på en bjergtop, 

består både af et langhus og traditionelle 

bidayuh-enfamilieshuse, som 

er bundet sammen af et net af små 

broer mellem husenes bambusterrasser. 

Det var imponerende at se, 

hvad de kan få ud af bambus. 

Begge steder blev vi hjerteligt modtaget, 

og vi kunne bare gå rundt 

og se på deres dagligdags gøremål. 

Kurvefletning, tørring af peber, 

madlavning og meget andet. De fleste 

ville gerne fotograferes, så der 

blev knipset løs. 

Bidayuhkvinderne i Semban tygger 

en del betel. Det kan tydelig ses på 

deres store røde munde og sorte 

tænder. Men festlige var de. 

Om natten overnattede vi på Borneo 

Heights Golf Resort efter at have 

vandret en tur langs grænsen til 

Indonesien. Grænsen består her af 

en lodret klippevæg. Nogle af os fik 

vores første igler at føle. 

Hotellet var sjovt og dyrt. Vi var 

næsten de eneste gæster, og de 

serverede noget aldeles usmageligt 

vegetarmad. Det var det eneste, de 

serverede. Toilettet på værelserne 

stod i hjørnet uden dør, men med et 

løst forhæng. Massagen var god, og 

hele underetagen var varme pools 

og spabade og underlige massagestole, 

der kneb. AvAV. 

Bronzespiraler 

Trekkingturen startede i landsbyen 

Kambug. Her mødte vi vores tre 

bærere. Hvis vi svedte, inden turen 

startede på grund af den høje luftfugtighed, 

var det intet at sammenligne 

med bare en halv time senere. 

Alle var smaskvåde, og sveden bare 

løb af os. 

Vi vandrede afsted i lystig flok opad 

smalle stier, over små bambusbroer, 

tæt grøn beplantning og åbne områder, 

hvor solen rigtig kunne bage. 

Men humøret var højt - vi vidste, 

der ventede os spændende oplevelser. 

Frokosten indtog vi i en lille landsby, 

Sapit, hvor en familie lagde hus til 

vores besøg. Vi startede med at 

drikke saft fra friske kokosnødder 


Det meste af 

trekkingturen foregik i 

jungleagtige omgivelser. 

Men desværre er de 

begyndt at brænde 

og fik en dejlig frokost bestående af 

ris, kylling og grøntsager, indtaget 

på gulvet og spist med fingrene. 

Vandreturen fortsatte langs en bjergkam, 

og Patricia vores bidayuhguide 

var god til at stoppe og fortælle om 

planter, dyr, dufte, traditioner, giftigslanger 

og meget mere. 

Gruppen var efterhånden blevet delt 

op i to eller tre grupper, mange steder 

var stien dårlig og glat og gik 

brat op eller ned og nogle var langsommere 

end andre. 

Da vi nærmede os vores bestemmelsessted 

Kiding var det ved at 

blive mørkt, og regnen øsede ned, 

men på grund af varmen blev vi 

ikke kolde. Vi blev godt modtaget, 

og hele landsbyen dukkede op om 

aftenen og festede for og med os. 

Musikerne spillede lystigt, og både 

de lokale og de berejste viste deres 

dansekunst. Vi optrådte med ”Riz 

Raz” og ”skomagerdreng”. Vældigt 

fornøjeligt. 

Kun de yngste viste deres misfornøjethed. 

Nu, da elgeneratoren 

kørte en hel aften, ville de hellere se 

fjernsyn. Jeg var overrasket over at 

se, at de havde fjernsyn og parabol, 

men hvorfor ikke. Udviklingen vinder 

frem alle vegne. 

Godt radbrækkede over at have 

sidde på gulvet en hel aften, begav 

vi os videre op i bjergene for at 

Borneo har tre rehabiliteringscentre 

for orangutanger. Her er et sødt 

eksemplar af orangutangen Lena. 

nå turens højdepunkt Semban. 

Undervejs passerede vi for første 

gang en af bidayuhernes traditionelle 

bambushængebroer. 

Længe inden vi ankom til landsbyen, 

som er en af de mest afsides beliggende, 

kunne vi i det fjerne høre 

trommer og gongonger. Det sætter 

stemningen og tempoet i vejret. 

Hele landsbyen var ude for at modtage 

os, og vi blev renset for onde 

ånder, inden vi blev modtaget af ni 

dansende ældre kvinder. 

De ældre kvinder bærer stadig 

de traditionelle bronzespiraler om 

benene og enkelte af dem også på 

armene. Bronzespiralerne blev viklet 

om benene, mens kvinderne 

endnu var børn. Smukt er det, men 

det forhindrede muskulaturen i at 

udvikle sig fuldt ud og forhindrede 

kvinderne i at sidde på hug. 

Spiralskikken praktiseres ikke mere, 

så når disse kvinder er væk, er 

denne skik uddød. Yderligere havde 

de perlekæder om halsen, en top 

(tidligere nøgen overkrop), rattanbælter 

omviklet med sølv, og bælter 

lavet af gamle sølvmønter om livet 

og en sort nederdel. Kvinderne tygger 

en del betel, så når de grinte, 

viste de store røde munde med 

enkelte sorte tænder. Vi havde en 

dejlig og spændende aften i deres 

selskab. 

Vi dansede, spiste og smagte deres 

lokale risbrændevin, der blev spillet 

musik, jeg tror, der var ca. 15 gongonger 

og en tromme på fire-fem 

meters længde. Både Ib og deres 

lokale leder holdt tale, og medicinmanden 

holdt en ceremoni med 

halshugning af en høne for at se, 

om vi var værdige vikinger. Den nat 

sov vi rundt omkring i landsbyen 

hos de lokale. 


På vej ned fra landsbyen Semban 

krydsede vi 7 hængebambusbroer. 

Imponerende bygningsværk som dog 

kun holder et år inden de skal udskiftes. 

Broer 

Næste dag begav vi os ned ad bjerget 

- vi skulle passerer syv af de 

fantastiske bambushængebroer. 

Hver af dem et imponerende bygningsværk, 

bygget helt og holdent 

af bambusrør. Første gang, jeg passerede 

en af broerne, følte jeg, at 

det var med livet som indsats, men 

broen holdt jo. 

Nogle broer var vel omkring 30-40 

meter lange og ca. 20 meter hævet 

over en brusende flod. Man går på 

to parallelle bambusrør og to bambusrør 

som støtter. Sådan en bro 

holder kun et år, så må der bygges 

en ny. Turen afsluttedes med et rigtigt 

tropisk regnvejr. Stierne blev til 

små floder, og vi vadede i vand til 

knæene. Men så havde vi da også 

fået dagens bad. 

Vi havde en dag i Kuching, inden vi 

fortsatte op til ibanerne, en anden af 

Borneos stammer, som var de frygtede 

hovedjægere. De lever langs 

floderne og bruger deres lange både 

til at komme frem. 

Der havde vi en tre dages tur langt 

op ad floden og boede i to landsbyer 

Lalang og Tabau. Den tur kan der 

fortælles meget om, men det bliver 

en anden gang. 

Jubilæumsindmeldelse – medlem nr. 300 indmeldt! 

Så blev der atter et DBK-medlem, som modtog et rundt medlemsnummer. Denne gang blev det Helle Munk, som 

med sit medlemsnummer 300 gjorde Kenneth Jørgensen (nr. 100) og Valdemar Børsting (nr. 200) selskab med 

et rundt medlemsnummer. At have et rundt medlemsnummer er jo ikke noget, der har nogen speciel værdi, 

men for en medlemskoordinator giver det en god anledning til at gøre status og kigge på strømmen af indmeldelser. 

Det er vel den samme trang som år efter år får os til at fejre nytårsaften – og som også får os til at gå 

specielt amok når vi skifter til et årtusinde. 

For de statistikglade kommer her lidt fakta om indmeldelserne: 

De 300 indmeldelser er kommet i hus på ca. 9½ år. Det giver 31-32 i gennemsnit pr. år. Medlemmerne er dog 

ikke indmeldt i en jævn strøm idet det kun tager knap 2½ år fra Ole Egholm giver sig selv medlemsnummer 1 i 

maj 1996 og til Kenneth Jørgensen melder sig ind som nr. 100 i november 1998. De næste 100 medlemmer går 

det noget mere trægt med. Det er først i februar 2003 at Valdemar Børsting melder sig ind som medlem nr. 200. 

Altså går der knap 4½ år om at indlemme medlemmerne fra nr. 100-200! De næste 100 medlemmer meldes ind 

med næsten samme momentum som i klubbens spæde år, idet Helle Munk blev den nye medlemsnummerjubilar 

med medlemsnummer 300 i oktober 2005. 

Dermed nåede vi altså fra medlemsnummer 200 til 300 på godt 2½ år. Hastigheden for indmeldelser ligger i 

øjeblikket på ca. 50 pr. år, så det er ganske rigtigt hvis gamle medlemmer fornemmer, at der har været flere 

indmeldelser en nogensinde netop i den seneste tid. Til Helle Munk – og de mange andre nye medlemmer – er 

budskabet dog det samme: Velkommen i De Berejstes Klub 

Martin Anker Nielsen 


Betagende oplevelser i Sydamerika 

Det europæiske Buenos 

Aires, det idylliske Colonia 

og Brasilien fuld af euforiske 

tilstande. 

Tekst og foto: Ewa Bylinska 

….”Argentina hørte for 50 år siden 

til de mest indflydelsesrige lande i 

verden. Landet fandtes på 6. eller 

7. plads på listen over de økonomiske 

giganter. Det var rigere end trefjerdedele 

af Europa. I dag hersker 

fattigdommen: Hvad er der sket? 

Der har ikke været nogen krige eller 

dommedagsrædsler som den 11. 

september. Argentinas fuldendte 

fald var et resultat af en regering, 

der bestod af korrumperede dumrianer 

og demagoger, som øjensynligt 

med vilje har ødelagt flere generationers 

arv ” 

Mario Vargas Llosa (peruvianske 

forfatter, publicist, journalist, født 

1936 i Argentina.) 

Klokken er syv om morgen. Gennem 

flyets vinduer ses den rødlige himmel 

over det gigantiske Buenos 

Aires’ skakbræt. Man føler, at i løbet 

af ganske kort tid bliver vi opløst 

i flammer. Landingen hilses med 

klapsalver. Hvorfor klapper man for 

piloter? Hvorfor gør man det ikke for 

togførere, buschauffører, som nåede 

sikkert til målet? Imens vi besejrer 

rummet, føler vi os sandsynligvis 

stadigvæk mest trygge på jorden. 

Vores hotel Castelar ligger i selve 

bycentrum, lige ved den bredeste 

gade i verden - Avenida 9. Juli, som 

har 22 kørebaner. Ikke langt derfra 

er der en skulptur af Don Quiqote. 

Jeg tolker dette som en venlig gestus 

mod Europa. - måske fordi jeg fra 

første færd i Buenos Aires leder 

efter en forstørret kopi af Paris. 

Avenida 9. Juli leder tankerne 

til Champs Elisées. Obelisken til 

ære for Juan Peron, der rager op 

midt i den enorme trafikhavn, ligner 

den egyptiske obelisk på Place 

de la Concorde. Det rigt udsmykkede 

Teatro Colon har ligesom 

Pariseoperaen dannet rammen om 

optræden af de største berømtheder 

i verden. På Floridastrøget lokker 

talrige forretninger med elegante 

varer. Menneskerne er meget velklædte. 

Kvinder indhyllet i minkpels 

dufter af de fineste parfumer. Mænd 

går rundt i dyre skræddersyede 

frakker og habitter. Selv hundene 

er veltrimmede og føres i snor som 

et slags visitkort for velfærd og problemløst 

liv. 

Rio de Janerio Den 

30 m høje Kristus 

på toppen af bjerget 

Corovado 

Friske blomster på Evitas 

grav 

Recoleta Kirkegården - der ligger 

bag høje mure med flere etager høje 

boligblokke som baggrund - minder 

om et boligkvarter med enfamilieshuse. 

En by i byen. I vinduerne i 

den rigtige by skimtes ansigter. I 

vinduerne i de dødes by ligger flot 

udsmykkede ligkister og urner helt 

stille. Fra tid til anden vandrer en 

doven kat ad de smalle kirkegårdsstier. 

Man skal gøre sig fortjent til 

at få et evigt liv på dette eksklusive 


sted. Pengene er ikke nok. Man skal 

være ”nogen”. Man skal have det 

rette efternavn. Man skal høre til 

eliten. 

Berørt standser jeg op ved det sorte 

marmorgravsted for familien Duarte, 

der drukner i friske blomsterbuketter. 

På dette sted blev Evita Peron 

begravet - Argentinas første dame 

og legende - en askepot, som ved 

hjælp af den gode fe fik ændret sit 

liv. 

Måske er det takket være hende, at 

det lyserøde hus, Casa Rosada, som 

ligger for enden af Avenue de Mayo 

er lige så kendt og betydningsfuldt 

som det hvide hus i Washington. 

I den nærliggende domkirke regerer 

den argentinske nations helt Sankt 

Martins ånd. På det modsatte side af 

Avenida de Mayo ligger det mægtige 

Palace do Kongres og et mindesmærke 

for to kongresser, som har 

bidraget til landets uafhængighed. 

På denne gade findes også den stilfulde 

café Tortoni, berømt for den 

bedste varme chokolade. I lyset af 

krystallysekroner og i den dunkle 

træudsmyknings halvmørke bevæger 

de velklædte tjenere sig lydløst 

omkring. 

San Telmo området er som bedstemors 

kæmpeloft. Her fås alt inden 

for antikke genstande mere eller 

mindre værdifulde. 

Den moderne del af Buenos Aires 

Ubehagelig oplevelse hos 

eksotisk sommerfugl 

Tangomusikken, spillet på harmonika, 

kommer fra alle retninger, og 

den fletter ligesom slangetæmmere 

mennesker sammen til dansepar. 

Tangoen - raffineret og provokerende 

som parisisk can-can - er lidenskabelig 

og erotisk helt til smertegrænsen. 

Den opstod i slutningen 

af 1800-tallet i Buenos Aires fattige 

slumkvarterer. Den udtrykte alle 

emigrantens længsler; ensomhed, 

nostalgi, drømmen om nærhed og 

tryghed. Forbudt i lang tid i Europa 

blev den budt velkommen i saloner 

i det 19. århundrede, takket være 

komponisten og sangeren Carlos 

Garders talent. 

Et af de steder, hvor dansen blev 

født, er den farverige La Boca - emigrantens 

havnekvarter. Her skifter 

Buenos Aires radikalt ansigt . I 

stedet for udsmykkede bygninger 

ses forfaldne huse, primitive barakker 

af træ eller bølgeblik. Affald på 

gaderne. Resterne af kattelig ved 

skraldespande. De tynde herreløse 

næsten pelsløse hunde ligner ikke 

dem fra Floridagaden, som omhyggeligt 

er klædt i hundeveste. 

I La Bocas grålige elendighed lyser 

en lille del Caminito op som en 

kulørt eksotisk sommerfugl. Den 

omfatter blot to gader. Husene 

skriger med stærke farver. Et stort 

udvalg af malerier ”besætter” fortovet. 

I vinduer og på balkoner stiller 

smilende mannequiner sig til skue. 

Kunstverdenen blandes med skikkelser 

fra en anden epoke. Realitet 

mikses med fantasi. 

Endnu et tango optrin for tilskuere 

- Endnu en gang et smil fra en 

kvinde fra den syndefulde verden 

- Fotoapparaterne blitzer og lyner. 

Turistbusserne kører væk, og vi forlader 

stedet til fods. Ved siden af 

det berømte stadion i La Boca ligger 

pludselig min rejsefælle Teresa rullet 

sammen på jorden. Men denne 

stilling hører ikke tangoen til. Vi ser 

to unge mænd lynhurtigt løbe væk 

med det nyeste digital kamera, som 

de har revet fra hende. 

Og endelig bliver vi klogere; 

Argentina er ikke Europa. Buenos 

Aires er ikke Paris. 200 m. fra gerningsstedet 

er en flok lokale forsamlet 

foran en lille butik. Ingen 

reagerer på vores nødråb. Vi er kun 

hvide gringoer, som kommer fra den 

rige verden. 

I stedet for at nyde livet i byen tilbringer 

vi den næste halve dag på den 

nærmeste politistation blandt prostituerede, 

mindreårige kriminelle og 

mistænkelige typer. Politisekretæren 

- en falsk blondine - nedskriver med 

én finger engageret på en antik skri- 


Argentina – La Boca 

vemaskine rapporten om overfaldet. 

Hun laver hele tiden slåfejl og må 

derfor renskrive det hele forfra. For 

en sikkerheds skyld holder vi os tæt 

ved det lille kapel med Madonna for 

ikke at komme til at bande højt eller 

reagere voldsomt. 

Natten er søvnløs. I ørerne hænger 

Carlos Gardels tangomelodi ”Mi 

noche triste.” I hovedet myldrer 

tanker, som ikke lader sig jage væk. 

Hvorfor blev Teresa overfaldet? Det 

var jo mig, der havde den store plasticpose. 

De må havde observeret 

os vældig godt i La Boca. Hvis man 

filmer fattigdommen, må man i det 

mindste betale derfor. Teresa har 

ikke betalt. 

Argentina har altid haft plads og 

jord nok. Måske netop derfor opstod 

paradokset med landets omfangsrige 

emigration. Jøderne, som i sidste 

øjeblik nåede at forlade Europa 

før jødeforfølgelserne, fandt her 

et tilflugtssted. Og kun nogle år 

senere gemte nazistiske bødler fra 

holocaust sig for domstole og straf. 

Dertil kom italienere, polakker, russere 

og hele den etniske mosaik. 

Programmet fra CC travel fører os til 

en af landets mere moderne farme, 

som ligger 90 km fra Buenos Aires. 

Farmen blev bygget af efterkommere 

af italienske emigranter. Den 

spinkle mørkhårede Maria har taget 

business i sine hænder og giver 

turisterne en kongelig modtagelse. 

Gennem vinduerne beundrer vi den 

grænseløse pampas og velnærede 

køer på græs. 

På vores bord er hvert måltid som 

på juleaften. Hvis jeg blev der et 

par dage længere, ville jeg sikkert 

dø af forstoppelse. Før serveringen 

af enhver ret fortæller den charmerende 

værtinde om tilberedelsen af 

maden og dens navn. Og jeg venter 

utålmodigt på, at skiverne af det saftige 

oksekød mødes med min gane. 

Hvad får man ud af opskrifter, når 

man alligevel andre steder ikke kan 

få oksekød af en sådan kvalitet. 

Vi udforsker området. Seks km 

fra farmen ligger en lille by San 

Antonio. I en nærliggende landsby 

findes et institut for handikappede. 

På vej hjem kommer en gul hund 

ud af det grønne buskads og bliver 

vores trofaste ledsager. Alle forsøg 

på at jage den væk er forgæves. 

Ikke en gang et flute, som den får 

helt for sig selv, hjælper. Hunden 

følger os skridt for skridt hele vejen 

hjem. Da vore italienske værter ser 

os, stivner de som saltstøtter. Der 

findes allerede 10 hunde på farmen. 

Jeg fortæller dem en historie om det 

stakkels hjemløse væsen. 

Efter en livlig meningsudveksling 

på italiensk og med mange fagter, 

fortæller Maria, at hendes far ikke 

synes, at hunden ser sulten ud. Jeg 

forklarer, at hunden ikke leder efter 

mad, men efter kærlighed. Igen bliver 

sagen drøftet i familiens kreds. 

Først da de ser mine våde øjne, 

standser hele diskussionen, og den 

italienske familie kaster sig over 

mig med omfavnelser: ”Du må ikke 

græde! Du må ikke græde! Hunden 

skal nok blive her”. 

Den polske Vagabond, som jeg i mit 

stille sind patriotisk kalder hunden, 

slutter sig til farmens hundeflok og 

føler sig hurtigt hjemme. Den italienske 

kvinde stillede bare et retorisk 

spørgsmål: ” Jeg kan ikke forstå, at 

alle de hjemløse hunde altid vælger 

turister for at få adgang til farmen.” 

En bid af verdensarven 

En færge tilbagelægger turen til den 

nærmeste by i Uruguay, Colonia, 

på tre-fire timer. Den ligger på den 

anden side af bugten, der udgør La 

Plata-flodens udløb. På den ene side 

af den brede bugt vinker Buenos 

Aires farvel med sine moderne 

spejlagtige skyskrabere, som langsomt 

synker ned i horisonten. På 

den anden side byder en lille søvnig 

by, hvor tiden gik i stå for århundreder 

siden, os velkommen. 

Brolagte smalle gader anstrenger 

sig for at bære små huse malet 

i pastelfarver. Snævre stier fører 

til havet. Rundt omkring slentrer 

beboerne langsomt afsted, mens de 

tankefuldt suger yerba maté gennem 

en bombilla - et drikkerør, som 

ender med et filter. Yerba maté er 

en stimulerende te, der laves af bladene 

fra en stedsegrøn plante, der 

vokser vildt i Argentina, Brasilien og 

Paraguay, men også dyrkes. 

Byen Colonia, som UNESCO 

udnævnt til en del af verdensarven, 

blev grundlagt af portugiserne 

i 1680. Byen var berømt for 

smugleri. Samtidig ødelagde den 

Spaniens planer om at regere over 

hele Sydamerika. Den lille beskedne 

by, som blev årsagen til en konflikt 

mellem verdens dengang to største 

kolonimagter, har siden dannet 

grænse mellem spansk og portugisisk 

indflydelse i Sydamerika.. 

Til San Ignacio med ruiner af jesuitternes 

missionsstation ankommer 

vi fra Buenos Aires i en komfortable 

natbus. I det 15. århundrede stiftede 


jesuitterne, der ankom til denne del 

af Argentina, en række settlementer 

og samlede på dette sted indianerne 

fra Guarani-stammen, som var tæt 

knyttet til junglen. De var nemlig 

udsat for udryddelse fra de hvide 

bødler. 

Midt i hjertet af junglen opstod der 

30 små jesuitterledede samfund, 

hvor indianerne dyrkede jorden efter 

at have ryddet den for den tropiske 

frodighed. Men den spanske kong 

Karl den tredje, der i 1767 forviste 

jesuitterne fra Spanien, tvang også 

jesuitterne til at forlade deres brasilianske 

missionsstationer. Indianerne 

vendte tilbage til junglen, og snart 

var jesuitternes flotte bebyggelser 

gået i glemmebogen. 

Capiovi - en rød-grøn by, som ligger 

200 km fra Brasiliens grænse - er 

stedet, hvor vi skal hvile ud, inden vi 

forlader Argentina og rejser videre i 

det ukendte. De røde huse er dækket 

af grønne tage. Den røde jord 

er tæt dækket af grønt græs. Midt 

i den grønne tykning opdager vi et 

lille vandfald. I hotelrestauranten 

nyder vi de røde bøffer. Vi mangler 

kun de rød-grønne drømme. 

Ved grænsen til Brasilien besøger 

vi en ametystmine med det feminine 

navn ”Wanda”. Og så er vi i 

Brasilien. Dette land vil forblive i 

min erindring, som stedet med de 

mange store oplevelser og euforiske 

tilstande. 

Jeg vil blive i eldorado 

Lige efter at vi har krydset grænsen 

opdager jeg tilfældigt en kæmpestor 

forretning med juveler og værdifulde 

ædelstene. Et ægte Eldorado. 

Synet af et så stort antal skinnede 

juveler fremkalder i mig en tilstand, 

der nærmer sig skizofreni. Jeg hører 

oven i købet min indre stemme: 

”Nej, jeg vil aldrig forlade dette sted. 

Jeg er en kvinde! Jeg vil ikke længere 

være en sigøjner på opdagelse 

i jordens fjerneste egne. Jeg vil ikke 

til Nepal! Jeg vil ikke til de gamle 

russiske republikker.! I stedet for vil 

jeg bruge timer for at prøve ringe 

Tango i La Boca 

med safirer, smaragder, diamanter 

på alle mine fingre. Foran spejlet vil 

jeg klæde mig i colliers og armbånd. 

Jeg vil lege med ametyster, akvamariner 

og topaser!” 

Efter den første euforiske tilstand 

er skizofrenien en smule på retur. 

Hvis jeg havde husket fra skolen, 

at Brasilien er et af de største eksportlande, 

når det gælder ædel- og 

halvædelsten ville jeg måske have 

reageret på en mere behersket 

facon. 

Mødet med Iguazu vandfaldene 

frembringer det næste chok. I 

naturparken fra 1939 får vi selskab 

af en hel flok vaskebjørne. De har 

åbenbart læst skiltet ”Fodring forbudt” 

og forsøger derfor med selvbetjening 

i turisternes tasker. De er 

ikke nemme til at blive fri for. 

Men det er ikke de underholdende 

dyr, der er genstand for begejstring. 

Parken gemmer et naturvidunder 

- Iguazu vandfaldene. Det enestående 

panorama strækker sig over 

fem km. Foran os vokser en væg af 

lodrette klipper op, som de enorme 

vandmængde strømmer ned ad. 

Luften med vanddråber tegner 

regnbuer af forskellige størrelser. 

Man får det indtryk, at hele verden 

har forvandlet sig til vandkaskader. 

Man forstår, hvorfor indianerne 

fra Guarani-stammen kaldte disse 

vandfalde Iguasu - hvilket på deres 

sprog betyder Det store Vand. I alt 

findes der 247 vandfald, hver med 

sit eget navn. Det højeste er 64 m. 

De øvrige omkring 40 m. 

På den argentinske side, som vi 

besøger næste dag, nøjes vi ikke 

med kun at være tilskuere. Vi befinder 

os i selve begivenhedernes centrum. 

Vi er næsten i stand til at røre 

ved vandvæggen. Med en motorbåd 

sejler vi helt hen til klippen, 

Gargante del Diabolo - (”Djævelens 

Svælg”), der består af tre vandfald, 

sluger med stor grådighed millioner 

af liter vand, og det skummer, 

brummer og sprøjter på turisterne. 

Solen har svigtet os. Vi er våde af 

regn og vandfaldets brusende dråber. 

Sammen med os får den argentinske 

jungle, som vi kører igennem 

i en jeep, sit konstante regnbad - en 

virkelig regnskov. De kulørte papegøjer 

og tukaner har gemt sig. De 

små kolibrier lader ikke længere, 

som om de er sommerfugle.. 

Rio de Janerio er en epidemi af euforiske 

tilstande. Jeg står som fastnaglet 

til vinduet i vores hotelværelse. 

Nedenunder i nattens mørke strækker 

den hvide Copacabana sandstrand 

sig, stadigvæk fuld af liv. Man 

holder vejret ved det betagende syn 

af det charmerende Rio de Janerio, 

hvor bjerger og vandet har skabt en 

perfekt irregulær kystlinje. 


De mange nationaliteter, som udgør 

en fantastisk blanding, og de løsslupne 

gener har fjernet alle raceskel. 

Der er opstået en uimodståelig 

cocktail, hvor øjne og hudfarve samt 

ansigtsformer kappes om at skabe 

den ene skønhed efter den anden. 

Byen har skubbet de fattige med 

deres favella-slum hen til foden af 

bjerget. Overdådighed og ufuldkommenhed 

hersker ved havet. 

The Travel Book 

Af Nikolaj Witte 

Da jeg så, at Lonely Planet udgav en bog om alle lande og rejser i dem, vidste jeg, at den drømmebog måtte 

jeg eje. Bogens undertitel, ’A journey through every country in the world’, indikerer, at vi skal besøge revl og 

krat i hele verden. 

Ikke mindst i De berejstes Klub må det være interessant at se, hvad verden er, og hvad der er et land. Der 

lægges ikke skjul på, at ’land’ opfattes i en rejsemæssig sammenhæng, dog med udgangspunkt i FN-baserede 

politiske overvejelser, men med 230 lande (+ 12 bonussteder) må der nødvendigvis komme en god håndfuld 

flere med, end hvad vi anerkender. Der er rigtig god grund til disse ekstra lande, da hvert land er tildelt et 

dobbeltopslag med ét stort og fire mindre billeder samt en kort tekst. Redaktørerne havde derfor valget mellem 

ikke at have et opslag med fra nogle af de steder, de selv beskriver som ’ever-popular traveller hang-outs’, 

eller at udråbe dem til lande. 

Det er spændende med en bog, der i alfabetisk orden giver samme plads til hele det store USA som til 

Falklandsøer eller det mindre kendte Liberia. Teksten til hvert land er overfladisk, men også fængende, og dens 

vigtigste budskab er at pege ud i verden både til landet og til, hvor man finder mere information om landet i 

form af bøger, film, musik, mad og drikke. 

En tekst med humor 

Fra toppen af bjerget Corovado 

omfavner den 30 m høje Kristusfigur 

den maleriske bugt Guarabara med 

sine hvide udspredte stenarme. Og 

det er meget at tage sig af. En tredjedel 

af de12 millioner indbyggere 

lever i trange forhold i favellaer, 

to ton kokain sælges hver måned i 

denne by og i perioden 1991-95 har 

man noteret 70.000 mord. 

Det sidste chok opleves, når man 

flyver over den største by i verden 

Sao Paulo. En by, der ikke vil forsvinde 

fra horisonten. 

Selve teksten er bestemt ikke blottet for humor, og mens man sidder og 

drømmer om endnu en fantastisk rejse, man ville give sin højre arm for, 

støder man f.eks. på, at det bedste tidspunkt for et besøg i Danmark, 

udover maj og juni, er omkring 900 e.v.t., hvis man altså er til plyndringer. 

Teksten til et af de ’danske’ billeder af en bil fra ’Lej et Lig’ må forekomme 

totalt kryptisk for folk, der ikke kender firmaet eller forstår dets navn. 

Selve billedvalget gav mig i første omgang anledning til skarp kritik, men 

efter at have læst om baggrunden for valgene må man respektere disse, 

om end jeg ikke altid er enig. 

Bogens ønske er at vise et subjektivt ’Lonely Planet’-blik på verden, og at 

komme ind under huden på stederne. Derfor forsøger ophavsmændene 

at fange stemningen, ramme sanserne og vise livet frem for postkort og 

highlights, altså billeder af menneskers liv og ikke landets klichefyldte ikoner. 

Om det lykkedes for dem? Kig dig gennem Lonely Planets verden og 

bedøm selv. Et eksemplar af bogen ligger til fri afbenyttelse i Café Globen 

Er jeg ikke 

charmerende? 


Jesuitmissionærerne i Sydamerika 

Tekst og foto: Knud Bach 

Jeg sidder i lufthavnen i Santa Angelo 

og venter på det lille røde fly, der 

skal bringe mig til Sao Paulo, hvor 

de frygtede “bandairanter” kom fra. 

I går aftes oplevede jeg - under en 

stjernedækket sort himmel - et fortryllende, 

men samtidigt dramatisk 

lyd- og lysshow over for ruinen af 

Sao Miguel kirken. Jeg tænker stadigt 

meget over den civilisation, der 

var her: Tupi guarani-indianere, de 

katolske jesuitermunke og de voldelige 

bandairanter fra Sao Paulo. 

Jesuiternes missioner udgjorde en 

slags storrige engang for 350 år 

siden. 

Jeg har tidligere besøgt Trinidadmissionen 

i det sydlige Paraguay. 

Jeg lejede en taxi i Asuncion og 

kørte 500 km mod syd, de 1.000 

km frem og tilbage kostede 120 $. 

(Taxaer er ikke altid dyre, man sparer 

meget tid og har stor fleksibilitet 

under turene.) 

Trinidad, grundlagt 1706, var en af 

de af de større missioner. Det var et 

kæmpeprojekt med storkirken som 

center. Rundt om kirken lå i en organiseret 

struktur af indianerhuse, 

lagre, kollegier, trykkerier, stalde og 

værksteder. 

Da disse missioner var på deres højdepunkt 

ca. år 1720, omfattede de 

mere end 50 større landsbyer med 

150.000 til 300.000 guarani- indianere. 

Tupi Guarani-indianerne 

Guarani-indianerne indvandrede 

hertil fra det vestlige Amazonas ca. 

500 f.Kr. Ifølge legenden kom de 

her for at finde “Landet uden ondskab”. 

De ernærede sig mest af jagt 

og fiskeri, men var begyndt at blive 

fastboende med primitivt agerbrug, 

hvor de dyrkede maniok, majs og 

søde kartofler. De daglige opgaver 

var fordelt i en kollektiv arbejdsform. 

Guaranierne levede som stor- 

familier, ofte i polygami, i langhytter 

af op til 50 meters længde, som 

husede 30-40 familier. 

Guaraniernes sprog blev brugt som 

lingua franca i regionen og var med 

en jesuiterpræsts ord et af klodens 

mest omfattende og elegante. 

Sproget er meget melodisk og 

præget af beskedenhed og underdrivelse, 

næsten i modsætning til 

spansk. 

Historie 

Kort tid efter opdagelsen af 

Amerika begyndte missioneringen 

blandt indianere. I Paraguay var 

Asuncion blevet grundlagt i 1537. 

Missioneringen blev forestået af 

jesuiterordenen, en katolsk munkeorden, 

som blev indstiftet i 1540 

af portugiseren Ignatius Loyola. 

Jesuiterne skulle lede og vise vejen 

som Jesu soldater. 

Tre Jesuiter ankom til Asuncion fra 

Brasilien i 1588 og åbnede de første 

missionsstationer, hvor de samlede 

guarani-familier i småbyer, der blev 

kaldt reducciones (latin for omven- 

delse). Guaranierne troede i forvejen 

på en almægtig gud, og de viste sig 

at være gode elever for jesuiterne. 

De fleste af indianerne konverterede 

til den kristne tro. 

Samtidigt var der også spanske 

kolonister, der udnyttede indianerne 

og tvang dem til at trælle på 

fazendaerne. Jesuiterne gjorde på 

alle niveauer modstand mod slaveriet 

og forsvarede indianerne. Dette 

gjorde dem upopulære hos spanske 

og portugisiske jordbesiddere. 

Missionerne var miniaturebyer bygget 

omkring en central kirke. De 

blev centre i det sydlige Sydamerika 

for religion, intellekt og kultur. En 

særpræget blanding af europæisk 

barokkunst og indiansk håndværk 

opstod. Indianske lærde skrev 

bøger på guarani-sproget, som 

blev trykt på de første trykpresser 

i Sydamerika. Guarani-indianerne 

havde anlæg for at skabe, de blev 

dygtige skulptører, sangere, malere, 

musikere og grafikere. 


Indianerne arbejdede i landbrugskollektiver, 

på reducciones, hvorfra 

der blev eksporteret varer såsom 

bomuld og vævet tøj, skind, tobak 

og frem for alt yarba urtete. 

Bandairanter fra Sao Paulo 

Jesuit-territoriet var oprindeligt for 

stort til at kunne forsvares, også 

selv om indianerne efterhånden 

var blevet bevæbnet med spanske 

muskedonnere. Grupper af bandairanter, 

der var efterkommere af 

portugisiske eventyrere og indianerne 

fra Sao Paulo området, foretog 

slavetogter ind i de spanske 

besiddelser Paraguay og Argentina. 

Guarani-indianere var værdifulde 

slaver for bandairanterne, fordi de 

på missionsstationerne var oplært i 

håndværk. 

Under en slavetogt til Paraguay i 

1629 ødelagde 3.000 bandairanter 

godt hjulpet af brasilianske indianere 

alle reducciones på deres vej. 

De brændte kirker, dræbte gamle 

mennesker og børn, som var værdiløse 

som slaver, og de trak afsted til 

kysten med hele den arbejdsduelige 

del af befolkningen samt kvæget. 

Bandairanternes første angreb mod 

disse reducciones indbragte dem 

mindst 15.000 fanger. Jesuiterne 

måtte hjælpeløst se til, mens indianerne 

i deres reducciones blev udsat 

for noget, der lignede folkemord, 

og de, der undslap, blev skræmt tilbage 

til skovene. 

På et tidspunkt førte jesuiterne ca. 

30.000 indianere på en flåde af 

kanoer flere hundreder kilometer 

mod syd til den lavere del af Parana, 

hvor de etablerede nye missionsstationer, 

men kun 12.000 indianere 

overlevede flytningen. 

Bandairanterne blev dog ved med at 

foretage slavetogter. I et af de mest 

blodige opgør, slaget ved Mbororo 

tæt ved den argentinske grænse 

i 1641, slog indianerne en bande 

på ca. 2.000 bandairanter tilbage. 

Flytning af reducciones og missionærernes 

bevæbning af indianerne 

hjalp, men mere afgørende for 

indianernes situation var, at slavehandelen 

fra Afrika til Brasilien fra 

1640 blev intensiveret. De afrikanske 

slaver kunne bedre klare markarbejdet, 

og presset mod indianerne 

aftog gradvis. 

Storpolitik - slutspil 

“Den Nye Verden” var allerede i 1494 

blevet opdelt mellem Spanien og 

Portugal af Tordesilhatraktatenen. 

Denne traktat gav anledning til 

mange stridigheder. I et forsøg 

på at løse nogle af problemerne 

blev aftalen i 1750 modificeret. En 

Santo Angelo Sao Miguel 

Missiones Site 

koloni i Uruguay, som var blevet 

taget af portugiserne, blev tilbageført 

til spansk kontrol, til gengæld 

blev de Syv Povos med missionsstationer 

overført til portugiserne. 

Dette skete mod jesuiternes vilje, 

og også guarani-indianerne, som 

ingen havde spurgt, var utilfredse 

med at komme under portugisisk 

styre fra Sao Paulo. Indianerne 

lavede opstand, og den to år lange 

såkaldte guarani-krig startede i 

1754. I starten klarede indianerne 

sig godt, men spaniolerne og portugiserne 

samlede en stor fælles hær, 

som vandt en knusende sejr over 

guarani-krigerne. 

Efterhånden som missionerne voksede, 

havde jesuiterne gradvis gjort 

sig mere uafhængige af Rom, og 

forholdet til Vatikanet var derfor 

blev anspændt. Presset fra kolonistyret 

mod jesuiterne tiltog. I 1767 

blev alle jesuiter udvist fra ethvert 

spansk område i Sydamerika. 

Indianerne forlod missionsstationerne, 

som løbet af få år lå i ruiner 

overgroet af tæt vegetation. De 

overlevende indianere flyttede tilbage 

til skoven og begyndte igen at 

leve af fiskeri og jagt. 

Et socialt eksperiment 

Det var et enestående eksperiment, 

som jesuiterne forestod i “Landet 

uden Ondskab”, et socialt fælles- 

Sao Miguel Aejanjo – også 

englene måtte opgive 


skab. Jesuiterne stod for en streng 

social økonomisk organisering af 

disse samfund. Livet i deres reducciones 

var baseret på et stift teokrati, 

medens guarani-indianerne 

traditionelt havde et mere uformelt 

kollektivt liv med deres egen mystiske 

kultdyrkelse. På trods af disse 

forskelle blev flertallet af indianerne 

omvendt til den katolske tro. 

Jesuitermissionerne introducerede 

den europæiske kultur stort set uden 

at ødelægge indianernes kultur eller 

sprog. Men jesuiterne ændrede på 

samlivsformen fra polygami (flerkoneri) 

til mongami (kernefamilie). 

Der var også et praktisk element til 

stede. Indianerne foretrak omvendelse 

til den katolske tro frem for 

slaveri under spanske godsejere 

eller tilfangetagelse af brasilianskportugisiske 

bandairanter. 

Jesuittiden var en 160 år langt eksperiment, 

hvorunder indtægter blev 

ligeligt fordelt, og hvor religion og 

kunst blomstrede, en utopisk ø af 

fremskridt i en tid, hvor enevældigt 

monarki og institutionaliseret slaveri 

herskede. 

Men alle havde deres egne planer 

med guarani-indianerne, som ikke 

blev spurgt. Jesuiterne ville have 

deres sjæle. Kongen af Spanien 

ville have dem som loyale skattebetalende 

undersåtter. De spanske 

jordbesiddere ville have mændene 

som trælle og deres kvinder som 

konkubiner. De portugisisk-brasilianske 

bandairanter jagtede dem for 

at sælge dem som slaver. 

tiden går videre -- 

I dag gaucholand 

Trinidads jesuiterruiner i det sydlige 

Paraguay er i dag omgivet af 

uendelige soja- og kvægmarker, 

der drives af pietistisk menonitiske 

landbrugere. 

Indianerne er stærkt reduceret 

i antal - der nævnes tal på blot 

50.000 - nogle af dem bor i mindre 

reservater. Man møder dem stadig 

ved ruinerne af egnens reducciones 

eller uden for turisthoteller, hvor de 

sælger souvenirs. De tre mest interessante 

og mest intakte ruiner af 

jesuiternes reducciones er Trinidad i 

Paraguay, Sao Miguel i Brasilien og 

San Ignacio Mini i Argentina. 

Foz de Iguazu, verdens største 

vandfald, ligger i hjørnet mellem 

Brasilien, Argentina og Paraguay. 

Det kan være et godt udgangspunkt 

for en rundtur til missionerne. 

Kilder 

-www.caminodasmission.com.br herunder pilgrimsvandreture til Sete Povos fra Santo Angelo. 

-Missões - Uma história de 300 ânos ISHAN 

-Lonely Planet Brazil med forslag til konkrete rejseruter og hoteller. 

-Filmen ”The Mission” med Robert de Niro og Jeremy Irons af Joffé fra 1986. 


Mit livs ti bedste fiskemåltider 

Tekst og foto: Jakob Linaa Jensen 

At rejse er at leve - og at spise! Fra 

jeg var helt lille, har jeg været vild 

med alt godt fra havet. Denne tilbøjelighed 

kom formentlig fra min 

morfar. På hans skød blev jeg som 

helt lille fodret med de lækreste 

stykker fisk, når det var på menuen 

hos bedsteforældrene. 

Når jeg rejser, er noget af det vigtigste 

for mig at spise godt, og kan 

jeg få lækre retter med fisk og skaldyr, 

er det bare helt i top. Mange 

af mine bedste fiskemåltider har 

jeg fået langs kysten på de britiske 

øer, men også ved Middelhavet og 

ude i Stillehavet har jeg nydt mange 

herlige fisk. Selv inde midt på den 

sydamerikanske højslette fik jeg de 

lækreste ørreder fra Titicaca-søen. 

Nedenstående liste er et forsigtigt 

forsøg på at rangere mine ti bedste 

kulinariske oplevelser med fisk, men 

listen kunne sagtens have været 

meget længere. 

Kaptajnens Platte (Liscannor, 

Irland) 

Mit livs absolut bedste fiskemåltid 

fik jeg i Liscannor på den irske vestkyst. 

Dagen var startet med massive 

tømmermænd, nogen af de 

værste i mit liv, efter at jeg sammen 

med en god ven havde tømt en hel 

flaske irsk whisky aftenen forinden. 

Kroppen skreg på mad, da vi vågnede, 

og vores stakkels tredjemand, 

der måtte køre bilen, hørte megen 

snak om bacon og æg - STEGT - fra 

passagersæderne. 

Omkring frokosttid nåede vi til en 

hyggelig pub beliggende ved vandet. 

Morgenmad havde de ikke længere, 

men vores opmærksomhed 

blev fanget af de enorme platter 

med frisk fisk og skaldyr, som en 

gruppe franske sejlere fortærede. 

Overbevist om, at en sådan samling 

delikatesser måtte koste en 

bondegård, bestilte vi dog hver en 

lignende platte og blev nærmest 

chokerede over, at prisen kun var 

100 kr. pr. person. 

Og sikken en herlighed: Frisk og 

røget laks, jomfruhummer, rejer, 

hellefisk, ørred, krabbeklør, muslinger, 

hummer, krebsehaler og 

sågar to østers. Det tog langt over 

to timer at komme igennem denne 

herlighed. Mætte blev vi, og da vi 

kørte ud af Liscannor, var tømmermændene 

glemt, og vi var på vej 

mod nye eventyr. 

Frisk fisk i disken!. 

Jomfruhummer en masse 

(Sæby, Danmark) 

En af min barndoms største kulinariske 

oplevelser faldt en lun sommeraften 

i 1984 i den nordjyske idyl 

Sæby. Vi besøgte nogle af min mors 

venner, og manden havde gennem 

en forretningsforbindelse fået en hel 

spand friske jomfruhummere. Det 

blev en mindeværdig aften, hvor jeg 

lærte at pille en hummer, noget, jeg 

siden har haft stor fornøjelse af, og 

min dengang endnu ikke så veludviklede 

appetit blev vakt. 

Sushi tag selv (San Francisco, 

USA) 

Sushi er min absolutte livret, og 

San Francisco er ikke noget dårligt 

sted at spise det. I Japantown fandt 

jeg en dag til frokost et sted med 

alt den sushi, man kunne spise, for 

14 dollars. Om aftenen vendte jeg 

tilbage sammen med en kammerat. 

Nu var prisen 18 dollars, men så var 

hummer og sashimi inkluderet! 


Fangsten på Rarotonga 

Muslinger med bacon og fløde 

(Ullapool, Skotland) 

Langs den skotske kyst har jeg fået 

mange herlige portioner fisk. Efter 

en konference i Edinburgh kørte jeg 

med et par kolleger rundt i højlandet 

og nåede Ullapool, en hyggelig 

havneby oppe på nordvestkysten. 

Med udsigt over havnen ligger en 

af Storbritanniens absolut bedste 

fiskerestauranter, og så er priserne 

beskedne. Her fik jeg en hel støbejernsgryde 

fuld af muslinger i en 

bacon-flødesovs. Sammen med et 

par kraftige skotske øl blev det en 

meget dejlig aften. 

Jomfruhummer på kartoffelmos 

(Portree, Skye, Skotland) 

På samme rundtur i Skotland nåede 

vi frem til Skye, for mit vedkommende 

var det andet besøg på den 

storslåede ø. Første gang fik jeg 

jordens dårligste og dyreste skotske 

morgenmad med haggis (adr). 

Anden gang var jeg mere heldig. Ved 

havnefronten i hovedbyen Portree 

fandt vi en idyllisk fiskerestaurant 

med lys på bordene. Da jeg så hvad, 

de fik ved nabobordet, var jeg ikke 

i tvivl om mit menuvalg. Store jomfruhummere 

anrettet på en bund af 

kartoffelmos - mums! 

Sushi i båd (Sydney, Australien) 

Mit første omfattende møde med 

sushi faldt i Sydney. Min rejsefælle 

på vejen jorden rundt mente, at 

jeg for alvor skulle introduceres til 

fænomenet. En lille ydmyg koreansk 

restaurant viste sig perfekt til formålet. 

De enorme mængder sushi 

blev anrettet i en nænsomt udskåret 

træbåd, og det gik her op for mig, 

at man sagtens kan spise sig mæt 

i sushi - og meget mere end mæt! 

Måltidet blev akkompagneret af kun 

to øl - men de var 80 cl hver! 

Rå tun på havnen (Rarotonga, 

Cook Islands) 

På samme jordomrejse nåede vi 

Cook-øerne, et new zealandsk svar 

på Færøerne, hvor befolkningen 

lever over evne på massive tilskud 

fra ”moderlandet”. Her var vi på 

fisketur i Stillehavet med et par af 

de lokale. Oceaniske bølger kastede 

den lille båd rundt, og jeg var for 

første og eneste gang i mit liv voldsomt 

søsyg. Tilbage i havnen med 

fire store gulfinnede tunfisk var min 

søsyge heldigvis pist væk, og vi 

mæskede os i den helt rå og friske 

tun, kun tilsat en dressing med soja 

og wasabe. 

Frisk hvidløgsfisk fra havet 

(Zakynthos, Grækenland) 

En vidunderlig græsk majaften på 

øen Zakynthos. Mørket var faldet 

på, og de første stjerner anedes på 

himlen. Helt ude i havstokken lå en 

restaurant med en fantastisk udsigt. 

Ejeren havde et stort akvarium, 

hvor dagens fangst stadig sprællede 

levende omkring. Jeg udvalgte en 

brasenlignende fisk til trækulsgrillen, 

og ejeren spurgte smilende: 

”Garlic?” Jeg skyndte mig at svare: 

”Yes, a lot”?, og jeg fik en pragtfuld 

hvidløgsbombe af en fisk. Jeg skulle 

vist ikke gå for tæt på min rejseledsager 

et helt døgn efter den oplevelse! 

Hvidfisk med fyld (Marquette, 

Michigan, USA) 

Normalt vil jeg jo sige, at amerikansk 

mad er tvivlsom, og deres 

øl er som sex i en kano: Meget tæt 

på vand! På vej rundt om de store 

søer fandt vi dog en undtagelse i 

Marquette, byen, der hver vinter får 

mellem fire og seks meter sne! På 

en restaurant kombineret med et 

mikrobryggeri fik vi en vidunderlig 

fyldt hvidfisk ude fra Lake Superior. 

Den blev på bedste vis akkompagneret 

af en mængde hjemmelavede 

øl med nøddesmag, kirsebærsmag, 

ølsmag… 

Grillet sværdfisk (Panormos, 

Kreta) 

Jeg slutter af på Kreta, hvor jeg 

gang på gang har fået grillet fisk 

af høj kvalitet. Allerførste gang var 

måske den bedste. To store stykker 

saftig, grillet sværdfisk med kølig 

retsina til. Udsigten ud over den lille 

havn, hvor små fiskerbåde sejlede 

i ly for natten mellem molens blinkende 

lanterner, var heller ikke dårlig. 

Sådan en aften er man lykkelig! 

Staffetten gives hermed videre til 

Inge Andersen. 

Gulfinnede tun. 


Formandens beretning 

Generalforsamlingen, den 26. november 2005 

Her på tærsklen til klubbens 10 års jubilæum er De 

Berejstes Klub i bedre form end nogensinde: 

Vi har netop fået medlem nr. 303, så vi nu er oppe på 

192 aktive medlemmer, hvilket er en stigning på over 

25% i forhold til sidste år. Det er interessant læsning, 

når personbeskrivelserne fra de nye medlemmer indløber, 

og mon ikke det vil være vanskeligt at finde en 

anden forening her i landet med så mange forskellige 

og spændende personligheder som i De Berejstes Klub? 

Den kraftige medlemstilgang må siges at styrke klubben 

og dens idegrundlag. Det stiller dog samtidig krav til, at 

klubben løbende tilpasser aktiviteter og arrangementer, 

så vi f.eks. som det har været tilfældet i år, undgår at 

måtte afvise tilmeldinger til julefrokosten. 

Bestyrelsen vil derfor formulere en ny medlemsundersøgelse 

til næste år, så vi har det bedst mulige grundlag til 

at videreudvikle klubben. 

Det har også været en succes med indførelsen af passivt 

medlemskab, hvor vi nu har 66 passive medlemmer. 

Det kan være personer, der forbereder sig på at blive 

”rigtige” medlemmer, det kan være for at læse Globen, 

måske for at benytte nogle af vore gode medlemstilbud 

– eller vel en blanding af det hele. Tak til Martin Anker 

Nielsen, som påtager sig det store arbejde at administrere 

medlemskartoteket. 

Der har i årets løb været afholdt 30 medlemsmøder med 

ikke mindre end 479 deltagere, altså et gennemsnit på 

16 deltagere per møde. Rigtig mange deltager flittigt i 

møderne, og i alt 101 af klubbens medlemmer har deltaget 

i et eller flere møder. Disse møder afvikles som 

regel efter en nogenlunde fast procedure, med hyggesnak, 

oplæsning af de seneste postkort, Tour de Table, 

et rejseforedrag - og ikke at forglemme en god middag. 

Aftenerne er ofte for korte til alle disse aktiviteter, og 

derfor har der i år også været afholdt anderledes møder, 

hvor hyggesnakken bare har fået lov at fortsætte. Som 

rejsende har vi mange og meget forskellige interesser, 

og vi vil derfor også med møderne forsøge at komme 

vidt omkring. Tak til alle vore fantastiske foredragsholdere, 

der har delt deres oplevelser med os, til værterne, 

der har disket op med lækre og ofte eksotiske retter – og 

naturligvis til vore to toastmastere, Kenneth Hvolbøl og 

Fiil Frandsen, der har fået det hele til at falde på plads. 

Hvis medlemsmøderne er klubbens ene støtteben, så må 

medlemsbladet Globen være det andet. Det er ganske 

enestående, at vi hvert kvartal kan udgive et så flot og 

spændende blad, som udelukkende er skrevet, fotograferet 

og redigeret af klubbens egne medlemmer – og 

endda på helt frivillig basis. Jeg tror, at rigtig mange 

medlemmer føler et medejerskab af Globen, og det er 

en fornøjelse, når nogle allerede under selve rejsen melder 

tilbage, at de har en spændende artikel i tankerne til 

næste nummer. En god rejseoplevelse fortjener at blive 

genoplevet – både når forfatteren skriver den og når 

læserne sluger den. 

Vi er efterhånden i den lykkelige situation, at vi nu er 

ved at have to redaktionshold klar, så kontinuiteten og 

videreudviklingen kan fortsætte og styrkes. Jeg vil gerne 

takke vore skribenter, fotografer og ikke mindst vore 

redaktører Nikolaj Witte og Pernille Föh, som i år har 

trukket det store læs, samt byde velkommen til de nye i 

redaktionen, Heidi Korsgaard og Jakob Linaa. Der vil lidt 

senere blive uddelt nogle flotte præmier til de skribenter, 

der har opnået flest stemmer i vor interne konkurrence. 

Deltagelse i skribentafstemningen har ikke været imponerende 

med kun 22 indsendte stemmesedler. Måske 

skal vi overveje noget andet til næste år, og vi håber 

gennem spørgeskemaet at få inspiration til nye ideer. 

Til gengæld var fotokonkurrencen en stor succes med 

omkring 250 indsendte fantastiske fotos. Det var virkelig 

svært kun at måtte stemme på 3 billeder i hver kategori. 

Der vil senere blive uddelt præmier til vinderne. 

Per Allan Jensen har sørget for at skaffe præmier fra vore 

flinke sponsorer, ligesom han også har sikret gode indtægter 

til bladet ved salg af annoncer. Desuden har Per 

Allan løbende beriget os med utallige statistiske beregninger, 

top-ti lister og opfundet ord som berejsthedsindex. 

Tak til Per Allan for din fortsatte store interesse og 

indsats i klubben. 

Der har i redaktionen og bestyrelsen været talt om evt. 

at ændre på Globens forside design. For at høre jeres 

mening vil der i pausen blive anledning til at sammenligne 

det nuværende forside design med nogle nye ideer, 

som Nikolaj vil sige et par ord om under eventuelt. 

Sidste år fik Martin Anker Nielsen en vision. Jeg ved ikke 

om det var under hans ensomme vandring på toppen af 

Pik Lenin, men ligesom bjergbestigningen så endte også 

hans drøm lykkeligt: Efter lang tids forarbejde lykkedes 

det med mange menneskers store hjælp at etablere 

Cafe Globen. Kapitalen og de fleste medhjælpere kommer 

fra medlemmer af DBK, og klubben betragter da 

også cafeen som en slags klublokale, hvor mange af vore 

medlemsmøder afholdes. Derudover har det også været 

en god reklame for klubben, da en del nye medlemmer 

tydeligvis har fået kendskab til DBK netop her ved besøg 

her på Cafeen. 

I årets løb har DBK også fået et barn, idet vi nu gennem 

Børnefonden sponserer en lille dreng i Mali. Per Allan 

er netop vendt hjem fra et besøg i landsbyen, og der 

vil allerede i næste nummer komme en lille beretning i 

Globen om hans oplevelser. 


Der har i år været flere klubrejser, bl.a. den velkendte 

bestigning af Pik Lenin, turen til Armenien og Georgien 

samt Ib Larsens guidede tur til det indre Borneo. Der 

er allerede adviseret 3 rejser til næste år, nemlig i april 

til Brasilien med Claus Andersen, i august til Østtimor 

med Ib Larsen og i september drager Per Allan med den 

Transsibirske jernbane til Kina. Der er udsendt mails 

til medlemmerne med nærmere oplysninger om disse 

ture. 

Endelig vil jeg gerne takke også Bjarne Lund-Jensen 

for at klare regnskabet, Claus Qvist Jessen for bestyrelsesreferater, 

Niels Iversen for det store arbejde med 

hjemmesiden og Lars Munk, der som 1. suppleant har 

Regnskab for DBK 

Budget 2005/2006 

INDTÆGTER: 

Medl. kontingent 73.000 

Passive medlemmer 20.000 

Web-annoncer 6.000 

Annoncer Globen 30.000 

I alt 129.000 

UDGIFTER: 

Gebyrer 200 

Kontorartikler 4.000 

Dusører 1.000 

Folkersen/Egholm pris 4.000 

Transport best. møder 8.000 

Bestyrelsesmøder 5.000 

Hjemmeside 3.000 

Globen 87.000 

deltaget i de fleste møder og påtaget sig flere veludførte 

opgaver. Også Søren Bonde og Claus Andersen har som 

suppleanter hjulpet til i årets løb. Tak til jer alle for et 

godt samarbejde i årets løb. 

Til sidst skal jeg lige gentage, at DBK til næste år i juni 

har bestået i 10 år. Denne begivenhed vil naturligvis blive 

behørigt fejret, bl.a. med et stort jubilæumsnummer af 

Globen i bedste magasin-kvalitet, og der vil blive afholdt 

forskellige spændende arrangementer i både Øst- og 

Vestdanmark. Så glæd jer til endnu et spændende år 

med De Berejstes Klub! 


Medlemsmøder 10.000 

Eksterne foredragshold. 5.000 

Julefest 3.000 

DBK-info 5.000 

Sponsorbarn 3.000 

I alt 138.200 

Resultat (9.200) 

Ovf. beholdning 40.363 

Ny beholdning 31.163 

GLOBEN nr. 22 / December 2005 59 

Budget 2005/2 

INDTÆGTER 

Medl. konting 

Passive medle 

Web-annoncer 

Annoncer Glo 

I alt 

UDGIFTER: 

Gebyrer 

Kontorartikler 

Dusører 

Folkersen/Egh 

Transport best 

Bestyrelsesmø 

Hjemmeside 

Globen 

Medlemsmøde 

Eksterne fored 

Julefest 

DBK-info 

Sponsorbarn 

I alt 

Resultat 

Ovf. beholdnin 

Ny beholdning

Referat fra generalforsamlingen 2005 

Inden selve mødet begyndte, opfordrede formanden os 

alle til at stoppe op og mindes Lis Jørgensen, der desværre 

ikke er hos os længere. 

1. Valg af dirigent: 

Niels Iversen (NJLI) blev valgt uden diskussion og i fuldstændig 

enighed. NJLI åbnede mødet og konstaterede, 

at generalforsamlingen var lovlig varslet og forhørte sig 

om fuldmagter og/eller indkomne forslag. Som referent 

blev valgt Nikolaj Witte (NW). 

2. Formandens beretning. 

Formand Søren Padkjær (SP) fremlagde en glimrende 

årsberetning, der kan læses på side 58. 

3. Kassererens beretning. 

Kassereren, Bjarne Lund Jensen, var desværre opholdt 

af teater i Odense og SP gennemgik regnskabet, som ses 

på side 59. 

SP forklarede regnskabets store post for kontorartikler 

med indkøb af en scanner til brug for Globen og fotokonkurrencen. 

Den høje udgift til Globen i 2006 skyldes 

jubilæums nummeret, der skal udkomme i juni i 3.000 

eksemplarer og i firefarvet tryk. Udgiften til dette nummer 

af Globen er ca. 45.000 kr, men differencen til en 

normal udgave af Globen opvejes stort set af de meget 

store ekstra annonceindtægter. 

Derefter startede en diskussion om hjemmesidens fremtid, 

da Jens Poul Madsen (JPM) påpegede, at den burde 

havde samme professionelle udsende som Globen. Flere 

kommenterede hjemmesiden, og samlet for dem alle var 

en meget stor tilfredshed med NJLI store arbejde, men 

også et ønske om at hjemmesiden blev ’peppet op’. NJLI 

var meget åben for nye forslag, og interesserede kan 

kontakte webmasteren med deres ideer. En forudsætning 

for ændringer er dog, at de ikke betyder en større 

arbejdsbyrde med opdateringer og vedligeholdelse. 

Søren Bonde mente, at vi ikke kunne indkøbe professionel 

hjælp til hjemmesiden uden at aflønne vores egne, 

der knokler med bladet. Endvidere mente han, at vi selv 

besad den tilstrækkelige professionelle arbejdskraft og 

blot skulle bringe den i spil. 

4. Fastsættelse af kontingent. 

Fortsætter uændret 400 kr. for medlemmer og 300 kr. for 

passive medlemmer. Diskussionen om de andre detaljer 

blev overladt til bestyrelsen. 

5. Indkommende forslag. 

5a. Kontingentperiode. 

Spørgsmålet var, om betalingsterminen for kontingentet 

skulle remrykkes fra den nuværende 31. januar til 31. 

december for at lette administrationen med udsendelse 

af nye medlemskort, Globen osv., når der er medlemmer, 

der ikke ønsker eller opfylder kravene til fortsat medlemskab. 

Forslaget blev vedtaget med samtlige stemmer for 

og en blank stemme. 

5b. 7 eller 9 medlemmer af bestyrelsen. 

SP fremlagde, at hovedårsagen til forslaget var et øget 

arbejdspres på de nuværende bestyrelsesmedlemmer 

og et ønske om at nedtone suppleanternes deltagelse. 

Kenneth Hvolbøl spurgte om begge toastmaster og webmasteren 

dermed skulle være medlem af bestyrelsen. 

SP svarede, at webmasteren fortsat deltager i møderne 

uden stemmeret, men med ret til at kommentere. 

Toastmasteren skal ikke være medlem af bestyrelsen, 

skønt det ville være en fordel. 

Forslaget vedtaget med alle stemmer for, bortset fra 3 

imod og 2 der undlod at stemme. 

6. Valg af formand. 

SP genopstillede, men påpegede samtidig, at det kun 

ville være for denne periode. SP blev genvalgt uden 

afstemning, da der ikke opstillede andre kandidater til 

posten. 

7. Valg af indtil seks bestyrelsesmedlemmer plus 

tre suppleanter. 

Alle opstillede blev automatisk valgt da ingen andre 

opstillede. De ny-/genvalgte med bestyrelsesposter: 

Per Allan Jensen: Toastmaster øst. 

Kira Leisau: Toastmaster vest. 


Lars Munk: Sponsoransvarlig 

Gerner Thomsen: Endnu ikketildelt opgave, men forslået 

til at varetage klubbens PR. 

Jakob Lindaa: Kasserer og med i Globens redaktion. 

Efter frivillig aftale er alle valgt for to år med undtagelse 

af Gerner Thomsen, som af praktiske hensyn er valgt for 

et år. 

Efter flere opfordringer opstillede (og valgtes) Peter 

Højmose (der blev valgt til første suppleant) og Kenneth 

Hvolbøl (anden suppleant). 

8. Valg af revisor plus revisorsuppleant. 

Lasse Nørgaard genopstillede og blev valgt uden afstemning. 

Kirsten Svarrer lod sig overtale til at varetage 

posten som revisorsuppleant. 

9. Eventuelt. 

9a. Cafe Globen. 

JPM takkede for opbakningen og var glad for fremskaffelsen 

af kapital til opstart og drift af caféen. Specielt 

ville han gerne takke Martin for det enorme arbejde, han 

havde lagt i caféen. Han pegede på, at DBK funger som 

platform for caféen, der modsat DBK skal drives som en 

forretning, og om ikke give overskud så meget gerne 

kunne aflønne sine medarbejdere. Dette har endnu 

ikke været muligt, men det forventedes at aflønning vil 

begynde snarest. 

9b. Rejsefeber på P4. 

Kirsten Svarrer fortalte, at DBK næsten har fået deres 

eget lille radioprogram, der sendes hver tirsdag kl. 9-10 

på P4 Østjylland (der over hele landet kan høres på nettet). 

Hun fortalte også, at arbejdet hermed var hyggeligt 

og inspirerende, hvorefter hun forslog, om det kunne 

være en idé, der også kunne bruges i f.eks. København. 

9c. Fiil takker af. 

Fiil Frandsen stopper ikke pga. bøvl, men mente at tiden 

var inde til at en jysk kvinde overtog posten og samtidig 

blev medlem af en mandsdomineret bestyrelse. 

Derefter ville han kort reklamere for et noget anderledes 

arrangement, idet DBK den 1. april afholder møde og 

rundvisning bag kulisserne i Billund lufthavn (og måske 

i Legoland). Kira uddybede med, at idéen til at besøge 

Billund lufthavn stammede fra rejsemessen i Herning, 

hvor lufthavnen havde inviteret os. 

9d. DBKs nye løbeseddel. 

Søren Bonde (SB) fremviste DBKs nye løbeseddel, der 

skal reklamerer for klubben og udbrede kendskabet 

til DBK over hele landet. Alle blev opfordret til at tage 

nogle stykker med til uddeling. Specielt skal de bruges 

på rejsemesser, biblioteker, når vores medlemmer holder 

foredrag, rejsebureauer og alle andre steder, hvor der 

færdes potentielle nye medlemmer. Andre interesserede 

kan ved henvendelse til Cafe Globen eller Nikolaj Witte 

få løbesedler til uddeling. 

9e. Gevinster til aktive medlemmer. 

Traditionen tro blev der udtrukket præmier blandt alle 

værter, fotografer, skribenter, foredragsholdere, radiotalere 

og andre der aktivt har bidraget til klubbens store 

aktivitetsniveau. 

Helle Evald (et årsabonnement på Adventure World) 

Silke Fiil Svarrer (et årsabonnement på Adventure 

World) 

Ewa Maria Bylinska (et årsabonnement på Adventure 

World) 

Anders Andersen (et årsabonnement på Adventure 

World) 

Saskia Krüger (et årsabonnement på Adventure World) 

Jette Torp (et årsabonnement på Adventure World) 

Thomas Snorgaard (et årsabonnement på Adventure 

World) 

Ib Larsen (et årsabonnement på Adventure World) 

John Damgaard Olsen (et årsabonnement på Adventure 

World) 

Henrik Døcker (et årsabonnement på Adventure World) 

Kenneth Hvolbøl (DBK polo) 

Bente Skov Knudsen (DBK polo) 

Ulrik Ebbe (DBK polo) 

Ole Egholm (DBK polo) 

F. J. Fiil Frandsen (DBK polo) 


9f. Skribentkonkurrencen. 

Der blev i år stemt ikke bare på en skribent, men på en 

bestemt artikel. Vinderne var derfor summen af stemmer 

på den pågældende persons artikler samt en første 

præmie for bedste artikel. I alt blev der uddelt præmier 

til de syv bedste skribenter og til bedste artikel (samme 

person kunne ikke vinde mere end en præmie). SP beklagede, 

at så få (kun 22) havde deltaget i afstemningen. 

7. pladsen: Per Allan Jensen (500 kr. gavekort til 

Scanvik) 

6. pladsen: Malaika Søgaard Malmos (700 kr. gavekort 

til Penguin Travel) 

5. pladsen: Claus Virmer (700 kr. gavekort til Scanvik) 

4. pladsen: Kenneth Hvolbøl (750 kr. gavekort til 

Friluftsland) 

3. pladsen: Martin Anker Nielsen (800 kr. gavekort til 

Penguin Travel) 

2. pladsen: Rasmus Krath (1.000 kr. gavekort til 

Gouda) 

1. pladsen: Arne Runge (1.500 kr. gavekort til Jysk 

Rejsebureau) 

Bedste artikel: Nikolaj Witte for sin artikel om Borneo 

(1.500 kr. gavekort til Jysk Rejsebureau) 

9g. Fotokonkurrencen. 

NW fremlagde og fremviste de smukke billeder fra 5. til 

1. pladsen, skønt der kun vær præmier for de to bedste 

i hver kategori. Se billederne og læs mere på side 41- 

43. Billederne blev ophængt i cafeen, hvor de vil forblive 

noget tid, så alle kan nyde dem. Se også resultater og de 

vindende billeder på hjemmesiden. 

9h. Egholmprisen. 

I Ole Egholms fravær oplæste SP talen, hvori han takkede 

for lang og ’nørdet’ tjeneste, se side 64. Prisen blev 

overrakt til NJLI for hans store dedikation i klubben og 

ikke mindst et kæmpestort arbejde med hjemmesiden. 

9i. Folkersenprisen. 

SP redegjorde for baggrunden for valget, der i år faldt på 

ikke én person, men et par, der med deres store rejselyst 

har kørt verden tynd i de sidste fem år. Hvorfor valget af 

Pia og Poul Saabye til denne ærefulde pris var det helt 

rigtige ses på side 63. 

9j. Forsidedesign til Globen. 

For at friske Globen op og give medlemmerne mulighed 

for at komme med deres mening om både det nuværende 

og mulige nye design, fremlagde NW og SB hver 

tre vidt forskellige forslag samt det nuværende. De redegjorde 

hver for fordele og ulemper ved de forskellige. 

Omkring 50 medlemmer udfyldte de omdelte stemmesedler 

med points og kommentarer, og redaktionen analyserer 

nu resultatet. Hvilket design der vælges til det 

fremtidige Globen, blev ikke hverken afgjort eller offentliggjort 

på generalforsamlingen, men vil blive afsløret 

med Jubilæumsnummeret af Globen til juni. 

Herefter takkede formanden og dirigenten for god ro 

og orden på mødet og generalforsamlingen var hermed 

afsluttet og julefrokosten kunne begynde. 

Referent: Nikolaj Witte 

Henrik Døcker har insisteret på at Globen bringer følgende rettelse: 

Ved en beklagelig fejl var navnene på deltagere i klubbens Georgien/Armenien-rejse tidligere på året faldet ud 

i sidste nr. af “Globen”. Deltagerne var - udover artikelforfatteren Henrik Døcker - Ulrik Ebbe, Annette Grønkær, 

Michael Mini og Preben Mogensen. De fotos, der ledsagede artiklen skyldtes forskellige deltagere og ikke kun 

artikelforfatteren. 


Folkersen-prisen 2005: 

I forbindelse med generalforsamlingen for fem år siden 

indstiftede klubben en såkaldt ”Folkersen-pris” til minde 

om klubbens medstifter, ildsjæl og inspirator, Poul 

Folkersen, der døde den 4. august 2000, kort efter at 

han var blevet udnævnt til æresmedlem af klubben. 

Denne hædersbevisning uddeles til et klubmedlem, der 

gennem årerne har dyrket rejselivet i Poul Folkersens ånd, 

en person der ved et særligt energisk og grænsesøgene 

rejseliv er nået langt bort fra de gængse turistområder 

og har fået en grundig indsigt i lokale forhold. Endvidere 

lægges der vægt på, at oplevelser og erfaringer på passende 

vis er blevet videregivet til både klubben og resten 

af samfundet. Prisen uddeles hvert år i forbindelse med 

generalforsamlingen og består – ud over af selve æren 

– i år af kr. 2.000 fra klubben plus et tilsvarende beløb i 

form af et gavekort fra Wasteels Rejser. 

Alle kan foreslå kandidater, men hvem der modtager 

prisen afgøres af en jury bestående af et tremands 

udvalg: Formanden for De Berejstes Klub, direktøren for 

Wasteels Rejser (Ole Egholm) samt sidste års prismodtager 

(Rasmus Krath). Har man fået Folkersen-prisen 

én gang, har man karantæne i tre år og kan altså tidligst 

få den igen fire år senere. Dette sikrer dels en vis 

rotation og dels at den nyeste prismodtager ikke bliver 

inhabil ved valget af sin efterfølger. Tidligere modtagere 

har været Claus Qvist Jessen, Lone Friis Larsen, Claus 

Andersen, Arne Runge og Rasmus Krath. 

Det er jo et særdeles celebert selskab af personligheder 

– vel overvejende af enspændertypen - der rejser efter 

mottoet: Jo værre, jo bedre. 

I år har det nævnte tremandsudvalg besluttet, at værdigheden 

til modtagelsen af Folkersen-prisen også inddrager 

nogle lidt andre kriterier. Faktisk kender vi ikke 

særlig meget til modtagernes personlige egenskaber, da 

kun ganske få af klubbens medlemmer overhovedet har 

haft lejlighed til at møde dem – for prisen gives i år til 

et par, der på storslået vis har udforsket store dele af 

verden. 

NÆSTE TEMA: 

De drog fra Danmark i juni 2000 – det var mens Poul 

Nyrup var statsminister i Danmark, Bill Clinton var stadig 

præsident i USA, ingen havde endnu hørt om Osama Bin 

Laden og Al Qaida – og Poul Folkersen levede stadigvæk 

og var i fuld gang med at forberede det første nummer 

af Globen. 

Det lyder lidt som første kapitel af en samtidshistorie, for 

der er sket utrolige ting i verden – og for jer - siden I for 

over 5 år siden sagde farvel til Danmark for at begive jer 

ud på jeres World Tour. I har kørt gennem det meste af 

Sydøstasien, Australien, Sydamerika på kryds og tværs, 

og Nordamerika fra Mexico til Alaska. Derefter tog i turen 

fra Cape Town gennem Østafrika, hvor I vel havde turens 

værste oplevelse, da I var nærmest fortabt uden vand i 

over en uge på en ikke-eksisterende vej i Etiopien. Det er 

nogle meget dramatiske beskrivelser på jeres hjemmeside. 

Så vidt jeg kan se har I besøgt omkring 65 lande, 

og I har som regel givet jer god tid til at komme rundt i 

afsides dale og landsbyer for at opsøge spændende oplevelser. 

I gik endog så vidt, at da I kom til Las Vegas, 

skulle I også prøve at giftes der. 

Man kan vel ikke sige, at I har rejst særlig primitivt i 

jeres totalindrettede Mitsubishi med feltkøkken, satellit 

forbindelser, solcelleanlæg og computer til de omtrent 

daglige opdateringer af jeres hjemmeside. Det har vi 

andre til gengæld haft stor fornøjelse af, og dermed har I 

til overflod opfyldt kravet om at videregive informationer 

om jeres rejse. I slipper dog ikke for også at holde nogle 

foredrag om turen, når I har fået styr på jeres mange og 

flotte billeder. 

Mine damer og herrer – det er mig en stor glæde på 

klubbens vegne at kunne overrække Folkersen-prisen til 

vore medlemmer nr.190 og 191, Pia og Poul Saabye. 


Buddhistiske lande 


Egholm-prisen 2005: 

Lad det være sagt; man skal være noget af en nørd for 

at opnå denne pris. Eller slå nogle rekorder. Dette års 

modtager er først og fremmest nørd, men har også en 

del rekorder i klubben. Ja, det er faktisk svært at sige 

mere om personen, uden at I kan regne ud, hvem vi 

enstemmigt har valgt. Men jeg prøver. 

Valget er faldet på en mand. Og han er fra Jylland. 

(Spændingen breder sig). Han har været et trofast og 

meget tilstedeværende medlem gennem mange år, uanset 

om møderne har været Vest eller Øst for Storebælt. 

Han bor alene, selv om han ikke længere er purung. Den 

sidste kvinde, han boede sammen med var hans mor. 

Rejser aldrig med andet end en lille udefinerbar håndskoletaske 

fra 70’erne, og nogle gange skælder jeg ham 

ud for at have taget FOR lidt skiftetøj med. 

Selv om han har andre større feticher, så er toget et 

af hans yndlingstransportmidler. Han har været indædt 

tilhænger af indførelsen af 24-timers-princippet - eller, 

omvendt sagt - i særdeleshed for AFSKAFFELSEN af 

overnatningsreglen, fordi han en gang har været 7 døgn 

i Finland, men har tilbragt alle 7 sovende i finske nattog. 

Han køber de fleste af sine billetter hos WASTEELS 

Rejser. Ja, det vil jeg tillade mig at sige som sponsor, 

ikke at det nødvendigvis påvirker valget af ham. Hans 

ARGUMENTATION for at købe hos WASTEELS Rejser er 

“at hos WASTEELS er man ikke er tvunget til at høre 

på ligegyldig muzak, mens man konfererer med sælgeren, 

det var han hos sin tidligere leverandør”. Ikke 

noget med pris eller service, nej, det vigtigste var, at der 

ikke er muzak i salgslokalet! Jeg tænker på ham hver 

gang, mine sælgere vil høre radio. Jeg har det, må jeg 

indrømme, på præcis samme måde som ham, men jeg 

er jo også selv lidt nørdet. Jeg HADER ligegyldig uønsket 

musik/radio, der forstyrrer “lydbilledet”, når man 

arbejder. Men rejsesælgere, og alle mine sælgere, synes 

generelt det hører til. Det har dette års modtager tilsyneladende 

endnu ikke bemærket, når han er inde i vores 

bureau. Jeg håber det holder nogle år endnu ... 

Der er muligvis nogle få af jer, der endnu ikke har regnet 

ud, hvem modtageren er. Så nu må afsløringen komme; 

han har nemlig lært os et vigtigt ord: “Ærede”. “Ærede 

Berejste”. Det er faktisk endt med, at han selv er kommet 

til at hedde “Ærede ... Niels”. 

For årets modtager hedder “Ærede Niels Johannes 

Legarth Iversen”, og der er mange grunde til, at han er 

den fødte modtager af en Egholm-pris. 

For det første er hans fanatiske interesse for at besøge 

zoologiske haver uden sidestykke i foreningen, og han 

har ubetinget foreningsrekord heri. Ærede Niels har 

været i vistnok 336 forskellige zoologiske haver (hvor 

mange er det præcist, Ærede Niels?). Hvis jeg ende- 

lig skal genere Ærede Niels for noget, så er formidling 

ikke altid hans stærkeste side. Jeg har fx aldrig forstået, 

HVILKE zoologiske haver, der er de skønneste, selv om 

han vistnok har skrevet om det engang. 

Det er ikke kun zoologiske haver. Det er også alverdens 

museer. Her plejer Niels, ja spørg ham selv, at tage 3-5 

om dagen, alt efter, hvor store de er, og om han også 

skal nå den zoologiske have. 

Ærede Niels har også netop passeret de magiske 100 

lande, og må herfor også betragtes for at være rejsetal-mæssig 

nørd, og med i den absolutte elite af rejsenørder. 

Ærede Niels og jeg har sammen med Henrik Døcker haft 

oplevelsen af at sidde sammen i det, synes vi selv, MEGET 

vigtige arbejde i territorieudvalget. Her fik Ærede Niels, 

med sin store kompetence og interesse indenfor dette 

nørdede felt, trods alt gennemført, at “selv om canarieøerne 

nok ikke i virkeligheden kan siges at være noget 

territorium, skal de være det alligevel. For der er så 

mange af os, der har været der, og de vil være kede af, 

at miste det som territorium!” Ja, vi to andre kunne godt 

acceptere det, men naturligvis kun begrundet i det af os 

selv godkendte “afstand-fra-moderlandet-kriterium”. Jeg 

må indrømme, jeg ser frem til om et par år, hvor vi igen 

vil sætte os ned og se, om der er noget i territorie-debatten, 

der skal modificeres. Hvis ikke vores progressive 

bestyrelse har sendt os på pension i mellemtiden ..... 

Sluttelig, men absolut ikke mindst, har Niels formået 

trofast at være klubbens ubestridte webmaster, og år 

efter år har Ærede Niels brugt umindelige kræfter på at 

opdatere medlemslister, landelister, territorielister, og 

møjsommeligt scannet alle de indkomne postkort ind 

og endda genskrive, hvad der er skrevet på dem. Ikke 

mindst har Niels holdt til alverdens forskellige bestyrelseskrav, 

og kun ved få lejligheder har Ærede Niels stillet 

sig på bagbenene, indtil bestyrelsen herefter er kommet 

til fornuft. Niels har altid sagt, at det var et lille og nemt 

stykke arbejde at opdatere hjemmesiden, men jeg tror 

han underdriver. Han har lavet en KANON hjemmeside, 

der altid er opdateret, og som har været og er vigtig 

inspiration og opslagsværk for de fleste af os. 

Der hersker derfor ingen tvivl om, at Ærede Niels er en 

af klubbens store personligheder, og absolutte nørd, der 

fortjener årets Egholm-pris. Niels, jeg er lykkelig for, 

at klubben har, og kan have plads til, sådan et dejligt 

“skævt” menneske som dig. Jeg nyder dine historier, din 

filosoferen og dine rejseberetninger. Tak Niels, for din 

måde at være på. Jeg håber, vi får mange år sammen 

fremover, hvor vi fortsat kan mødes i vores nørdede klub 

og filosofere om alverdens ting, der har, og ikke har, med 

at rejse at gøre. 


DBK’s Top-20 for besøgte lande 

Placering Navn Medlem nr. Antal 

lande 

Tilvækst Alder 

1 (1,1,1) Bjarne Lund Jensen 027 174 3+4+4=11 56 

2 (3,8,13) Arne Erik Runge 097 118 14+10+15=39 61 

3 (2,2,2) Michael Mini 010 116 3+4+8=15 45 

4 (ny) Fred R. Schäfer 293 112 - 63 

5 (4,4,9) Claus Qvist Jessen 019 110 7+6+11=24 44 

6 (ny) Peter Schönsted 258 108 - 62 

7 (7,3,7) Erik Boman 120 104 2+1+10=13 85 

8 (6,10,8) Kaj Heydorn 039 101 0+8+3=11 73 

9 (11,14,20) Niels J. L. Iversen 082 100 7+12+11=30 51 

10 (9,5,3) Preben Mogensen 022 100 2+1+3=6 53 

11 (7,7,6) Bertel Kristensen 057 100 1+3+4=8 62 

12 (8,6,4) Ole Egholm 001 99 1+2+3=6 38 

13 (10,9,5) Svend Garbarsch 030 96 2+1+1=4 72 

14 (12,11,10) Henrik Døcker 038 95 4+2+5=11 66 

15 (15,17,15) Stig Monrad 059 89 5+7+3=15 56 

16 (16,16,24) Per Allan Jensen 026 88 5+5+12=22 53 

17 (13,13,11) Tyge Korsgaard 042 88 0+5+1=6 59 

18 (14,12,14) Søren Padkjær 112 87 1+1+7=9 59 

19 (ny) Jytte Gamdrup 260 86 - 68 

20 (ny) Jan Klinteg. Nielsen 266 85 - 58 

Oversigten er opbygget på samme måde som de to forrige gange. Tallene i parentes under ’placering’ er tidligere 

års placeringer, og tallene under tilvækst tilsvarende antal nye lande ved de sidste tre opgørelser. 

Sidste års ’hurtigløbere’ Arne Runge og Niels Iversen er også i år dem på listen, der har erobret flest nye lande (14 

resp. 7), idet Claus Qvist dog også er oppe på 7 i år. Det skal lige bemærkes, at lidt længere nede på listen har Pia 

og Poul (årets modtagere af Folkersenprisen) erobret hele 33 nye lande de sidste to år. 

Den gennemsnitlige tilvækst af lande pr. år på listen er 3½ siden sidst, hvilket er det samme som sidste år (mod 

4½ forrige år). 

Antal medlemmer med mindst 100 lande er vokset fra 6 til 11, og om få år skal man formentlig have mindst 100 

lande for at komme med på top-20. 

Der er hele 4 nye på listen, der alle er kommet direkte ind som nye medlemmer. 



Kom ind drøm dig til Paradis i vores chillout hjørner, mens du nyder 

kvalitetsøl fra danske mikrobryggerier eller slapper af med en gang 

mellemøstlig vandpibetobak. Eller hvad med et deep-dive i vores 

velassorteret bar med eksotiske drinks og spiritus? Om torsdagen får 

drømmene billede og lyd, når rejseforedragsholdere fortæller historier fra fjerne 

horisonter, og i weekenderne står der ofte verdensmusik på programmet. 

Som noget nyt har du nu muligheden for at arrangere din egen ”lande/tema 

fest” på caféen. Har du altid haft lyst til at holde en nepalesisk fest, eller en fest 

for dine herboende brasilianske venner, kan Café Globen tilbyde inspirerende 

lokaler og et solidt kontaktnetværk til at hjælpe festen lidt på vej. I februar 

skydes projektet i gang med en Portugal-fest, og planen er herefter, at vi 

afholder en lande/tema fest om måneden. Glade initiativtagere efterlyses derfor 

som arrangører. Du er meget velkommen til at slå på tråden og høre om mulighederne. 

Orientering: Vi har nu besluttet at holde cafeen lukket om søndagen. Dvs. at caféen vil 

være til rådighed hele søndagen, hvis du har lyst til at arrangere brunch for dine venner 

eller holde et lukket møde med din forening. 

BEMÆRK: ændrede åbningstider: 

Mandag – onsdag: 1700 – 2200 

Torsdag: 1700 – 2400 

Fredag: 1500 – 0100 

Lørdag: 1700 – 0100 

Søndag: Lukket 

Drømmer du om at besøge et ukendt Paradis? Så har vi allerede været der. Kom 

ind og hør nærmere på Café Globen!!! Vel mødt. 


Afholdte arrangementer 

VEST 

D. 8. oktober hos Nikolaj Witte, Århus. Uformelt møde uden foredrag. 14 deltagere. 

D. 28. oktober. Mødet foregik i Them svømmehal. Kira og Inge fortalte om turen til Borneo. 13 deltagere. 

ØST 

D. 17. september hos Claus Qvist. Claus fortalte om New Zealand. 12 deltagere. 

D. 18. september i Café Globen. Martin Anker Nielsen fortalte om Svalbard. 17 deltagere. 

D. 23. september hos Bjarne Lund Jensen. Bjarne fortalte om Afrika. 13 deltagere. 

D. 18. oktober i Café Globen. Foredraget aflyst pga. sygdom. 12 deltagere. 

D. 18. november hos Henning Andersen. Rasmus Krath underholdt om en rundrejse i Afghanistan. 12 deltagere. 

D. 26. november i Café Globen. Julefrokost. 54 deltagere. 

Hold dine rejsedata ajour! 

Hermed en lille opfordring til alle medlemmer af DBK om at opdatere jeres data på hjemmesiden. I løbet af 

december vil undertegnede revidere de data, som DBK ligger inde med angående de enkelte medlemmers rejseaktivitet. 

Viser det sig, at man ikke overholder vedtægternes alders- og aktivitetskrav, vil man modtage en mail, 

som opfordrer til, at man bringer sine data ajour. Opfylder man derefter stadig ikke kravene, vil man blive opfordret 

til at overgå til passivt medlem, indtil man atter opfylder kravene. Er man ikke interesseret i at blive passivt 

medlem, vil man dermed blive udmeldt af klubben. En stor del af mine henvendelser ang. manglende opfyldelse 

af alders- og aktivitetskrav kunne dog være undgået, da mange ikke har fået opdateret deres landeerobringer. 

Derfor: 

- Gå ind på www.berejst.dk 

- Klik derefter på ”Lister, statistik” i menuen i venstre side. 

- Gå derefter ind under ”Div. Data” 

Find dit medlemsnummer i listen, og tjek at dine seneste 2 landeerobringer er noteret. Er de ikke det – eller 

har du rettelser til de øvrige data – bør du hurtigst muligt sende dine rettelser til Niels Iversen pr. e-mail på: 

webmaster@berejst.dk 

Aktivitetskravet pr. 1. januar 2006 kræver, at alle medlemmer skal have besøgt 2 nye lande i løbet af 2004/2005 

eller anden dokumenteret rejseaktivitet, hvor man indenfor de to år skal have rejst mindst otte uger, heraf 

mindst fire udenfor Europa. 

Mange venlige hilsner 

Martin Anker Nielsen - Medlemskoordinator 


Nye medlemmer 

284: Arild Kormeseth 

Jeg hørte om De Berjestes Klub 

etter at jeg traff Bjarne »Berejst« i 

2002, og jeg bestemte meg for at 

jeg ønsket å bli medlem. Jeg hadde 

min første virkelige reise da jeg 

studerte i USA fra 1989, og mange 

beskylder meg for å benytte de tre 

årene jeg var der for å reise mer 

enn å studere. I dag jobber jeg med 

kommuneøkonomi i Kommunal- og 

regionaldepartementet i Norge. 

Det er en spennende jobb og 

kombinasjonen med reising, gir 

meg mer forståelse for globale 

problemer. 

286: Jakob Edelvold 

I virkeligheden er jeg ikke specielt 

rejselysten, men bare så nysgerrig 

at det ikke kan klares i Danmark. 

Jeg har været på to længere rejser. 

Den første var en rigtig typisk backpackertur, 

mens min kæreste (medl. 

nr. 287) og jeg i 2003 trængte til 

lidt eventyr, og tog på 8 måneders 

ekspedition i landrover gennem det 

sydlige Afrika, videre op gennem det 

østlige Afrika til Egypten. Jeg kunne 

godt tænke mig at køre til Mongoliet 

og Sibirien. En tur til Canada er 

også en stor drøm. 

288: Martn Christensen 

Jeg er studerende ved Handelshøjskolen 

i København, og er 

på udveksling i Beijing, Kina til 

februar 2006. Udvekslingsopholdet 

er en del af min Cand. Merc. 

grad i international Ledelse og 

Markedsføring. Jeg har især rejst en 

del i USA, hvor jeg tilsammen har 

tilbragt ca. 2 år. Jeg har haft spændt 

rygsækken på et par gange for at 

opleve lande ved og i Stillehavet, og 

har et par gange taget på rundtur 

i bil over et par måneder både i 

Amerika og Europa. 

290: Poul Tang 

Jeg er født i 1951 og uddannet 

geograf. Jeg har haft lejlighed 

til at arrangere mange ture for 

gymnasieelever i de 15 år jeg 

underviste - om end jeg nok 

var mere interesseret i mødet 

med andre folkeslag frem for 

elevernes prioriteter. Arbejder nu 

som international konsulent og 

IT-konsulent. Jeg er medlem af 

Danidas oplysningsudvalg, hvor jeg 

har haft muligheden for at besøge 

en række lande i Afrika og Asien og 

i fremtiden vinker Latinamerika. 

285: Henrik Frier Hansen 

Første udlandsrejse var en 

charterrejse til Ibiza i 1977. 

Herefter masser af camping i DK. 

Var udvekslingsstudent i USA i et 

år, og har også rejst interrail rundt i 

Europa. Senere ansat i SAS hvilket 

betød billige personalebilletter og 

mange rejser. Fik interesse for de 

spansktalende og latinamerikanske 

lande. Mødte en chilensk pige i 

Sevilla, blev gift og flyttede et par 

år til det sydlige Chile. 

Jeg deler nu tilværelsen mellem 

Roskilde og det sydlige Chile. 

287: Marie Scheibye 

Jeg er født i 1980 i Søborg nord 

for København. Mine forældre har 

været flittige til at tage mig med 

rundt til verdens små hjørner, eller 

måske kun de store. De små har 

jeg nok mere selv besøgt. Jeg har i 

to omgange af to år boet i USA. Jeg 

har rejst med ungdomsklubben til 

Afrika og med spejderne til Indien, 

og rejser nu med min kæreste Jakob 

(medl.nr 286). 

Landene der er tilbage i verdenen er 

jo mange…..og jeg vil gerne kunne 

skrive mange flere på listen. 

. 

289: Jakob Faarvang 

Jeg er født i 1977, og var 3 uger 

gammel med mine forældre på min 

første udenlandsrejse. Dermed fik 

jeg rejselysten ind med modermælken. 

I 1986 flyttede familien 5 

år til Vancouver, Canada, hvor min 

far var præst i den danske kirke. 

Udover Nordamerika og Australien 

har jeg rejst i så forskellige lande 

som Cuba, Brunei, Tanzania samt til 

diverse europæiske lande. 

I efteråret 2004 var jeg 4 

måneder i Eritrea i praktik for 

FN-organisationerne UNICEF og 

UNAIDS. 

291: Morten Elm 

Jeg tror, at rejselysten altid har 

ligget i mine gener. Min rejsekarriere 

startede tidligt med bil- og 

charterferie i Europa. Min første 

længere rejse var i Sydøstasien. 

Herefter kom turen til Australien 

og New Zealand. Sidste år rev jeg 

to måneder ud af kalenderen for at 

vende tilbage til Sydøstasien. Min 

seneste rejse var en tur gennem 

17 lande i Syd- og Mellemamerika. 

Jeg har haft mange fantastiske 

oplevelser på mine rejser – og jeg 

er jo endda kun lige begyndt… 


292: Marianne Eriksen 

Der var engang en pige… Der 

allerede som 15-årig fik udlængsel 

fra det trygge barndomshjem. Som 

20 årig tog jeg alene til Brasilien og 

Venezuela. Rejsen var en fantastisk 

udfordring og oplevelse, og smittede 

med en uhelbredelig feber for livet. 

Et eventyr er at rejse. At rejse er 

at leve. Når jeg ser mit snit til det, 

stikker jeg af sted fra min bopæl 

på Frederiksberg mod fremmede 

himmelstrøg. Korte rejser har der 

været mange af, men også lange. 

294: Lene Dangaard 

Jeg er 42 år og har rejst hele mit 

liv, min 1 års fødselsdag blev fejret 

på en campingplads i Tyskland! Jeg 

har været i en stor del af Europa på 

camping gennem min barndom og 

senere på interrail og herefter på 

længere ture ud i verden. Senest 

har jeg haft en helt fantastisk tur 

til »Lille Tibet« i Indien i sommeren 

2005. Mine rejseaktiviteter er ikke 

blevet mindre med årene, idet jeg 

for 3 år siden mødte Uffe (medl.nr. 

137). 

296: Matthias Gamrath 

Jeg kommer fra en kulturinteresseret 

og rejseglad familie, hvor vi 

var på mange bilferier i Europa da 

jeg var dreng. Efter gymnasiet og et 

højskoleophold kastede jeg mig for 

alvor ud i at rejse på egen hånd Jeg 

er drevet af en enorm udlængsel og 

eventyrlyst. Jeg er meget begejstret 

for backpacking, vandreture og 

bjergbestigninger. For mig handler 

det ikke kun om at »krydse et nyt 

land af«, men også om at finde 

nogle steder man holder af, og så 

dyrke dem. 

298: Jane Jacoby Veland 

Med to meget rejselystne forældre, 

som valgte at deres penge 

skulle spenderes på oplevelser, har 

det at rejse været en integreret 

del af hele min barndom. Gennem 

min barndom gik turene typisk 

til Europa, og senere bl.a. til 

Thailand, Caribien og USA. Efter 

gymnasiet var det blevet tid til den 

obligatoriske »dannelsesrejse«. 

Inden studenterlivet skulle i gang, 

tog jeg et halvt år til Malaga for 

at studere spansk. Der er stadig 

mange lande som jeg glæder mig til 

at besøge, især Afrika er uudforsket. 

300: Helle Munk 

Min rejseiver startede for alvor med 

min første interrailtur i 1985. Efter 

3 interrailture så kaldte verdenen 

uden for Europa. Min egen gave til 

mig selv da min cand. merc. titel 

var i hus, var at jeg rejste ½ år 

rundt med rygsækken i Asien. Efter 

10 år med økonomisk styring var 

det tid til nye udfordringer og jeg 

blev zoneterapeut. Jeg fortsatte 

rejseriet og har blandt andet lært 

at give thaimassage og zoneterapi 

»the thai way« i Chiang Mai. Fælles 

for alle mine rejser er, at jeg har fået 

en større menneskelig forståelse og 

indsigt. 

293: Fred R. Schäfer 

I de sidste 40 år har arbejde og 

eventyrlyst givet mig mulighed for 

at besøge de 7 kontinenter, og jeg 

ser frem til at besøge endnu flere 

lande på denne dejlige planet. På 

mit første længere stop var jeg væk 

i 6 år, inden jeg ved et tilfælde kom 

til Danmark. Jeg var så heldig at jeg 

kunne etablere mig i Tivoli, hvilket 

gav mig mulighed for at rejse 

udenfor sæsonen. At rejse er at leve 

– eller er det for at overleve? 

295: Ole Christiansen 

Jeg er 31 år gammel og bor på 

Vesterbro sammen med min kæreste. 

Jeg har altid været vild med at rejse, 

møde nye men-nesker og kulturer. 

Jeg rejste til Mellemamerika i 

slutningen af oktober måned 2005 og 

regner med at være væk i 4 måneder. 

Jeg rejser normalt alene, da man 

således bliver nødt til at møde nye 

mennesker. Jeg har haft rigtig mange 

gode oplevelser, og de største har 

nok været de mennesker, jeg har 

været så heldig at møde undervejs. 

297: Søren Eberg 

En 3 ugers EF sprogrejse i 

konfirmationsgave blev starten på 

min rejsekarriere. Lige siden har jeg 

skaffet penge på den ene eller anden 

måde til rejseoplevelser. Jeg mener 

stadig at penge anvendt til rejser er 

den bedste måde at investere i livet. I 

1992 sagde jeg mit job op for at rejse 

i Europa i 6 mdr. i 2002 sagde jeg 

igen mit job op for at realisere min 

10 mdr. solo jordomrejse. Er netop 

hjemvendt til lille dannevang efter 1 

år og 8 mdr. på Cuba. 

299: Stig Hartvig Nielsen 

Første rejseerfaringer var en stribe 

Interrail-ture over det meste af 

Europa og efter gymnasiet en 5 

måneders rundrejse i Caraibien og 

Sydamerika. Turen fra Danmark 

foregik på et faldefærdigt skib, 

hvor jeg var kok. Siden er det især 

blevet til mange ture til Caraibien 

og et par gange til Mellemamerika. 

Mine »favorit-rejsemål« er uden 

tvivl Dominica og Tobago i Caraibien 

samt Costa Rica, Ecuador, Peru, 

Belize – og Andorra. 


Klubbens kontaktpersoner 

- December 2005 


info@berejst.dk 

Skovagervej 22 

8850 Bjerringbro 

Tel. 86 68 36 63 

Formand 

Martin Anker Nielsen 

nytmedlem@berejst.dk 

Østergade 84D, 4. sal 

2100 København Ø 

Tel. 59 91 14 47 

40 85 88 57 

Medlemskontakter 

Claus Qvist Jessen 

secretary@berejst.dk 

Kalkerupvej 22, Fensmark 

4684 Holmegaard 

Tel. 60 12 36 61 

Sekretær 

Gerner Thomsen 

gerner@mobilixnet.dk 

Marathonvej 21, 1.-5 

2300 København 

Tel. 3259 6095 

Bestyrelse 

Jakob Linaa 

kasserer@berejst.dk 

Katrinebjergvej 67, 2. th 

8200 Århus N 

Tel. 2086 7777 

Kasserer 

Niels Iversen 

webmaster@berejst.dk 

Grøfthøjparken 162, 2.mf. 

8260 Viby J 

Tel. 86 28 18 56 

Webmaster 


toastmaster-east@berejst.dk 

Bernhard Bangs Allé 51A, 

2.th 

2000 Frederiksberg 

Tel. 38 10 10 78 

Toastmaseter ØST 

Nikolaj Witte 


Skt. Annagade 32 

8000 Århus C 

Tel. 86 18 11 36 

22 79 03 84 

Globen, ansv. redaktør 

Kira Leisau 

toastmaster-west@berejst.dk 

Skovparken 17, 3. mf 

6000 Kolding 

Tel. 2633 2709 

Toastmaster VEST 

Lars K. Munk 

annoncer@berejst.dk 

Smedetoften 24, 1. th 

2400 København NV 

Tel. 3834 8980 

Sponsoransvarlig 

Pernille A. Föh 


Kobbersmedevej 15 

8900 Randers 

Tel. 86 42 13 86 

Globen 


Globe

Har du en god rejsehistorie, så er vi 

måske interesserede i at købe den. 

Hvad er Adventure World? 

Med 10 år på bagen har Adventure World 

ændret sig en del. I de første år var det et magasin 

med fokus på primært ekstremsport. Siden tog det en 

kraftig drejning imod skandinavisk friluftsliv. I dag 

er Adventure World et magasin, der betragter begrebet 

aktiv rejse gennem en noget bredere optik. 

Hvordan sælger jeg min historie? 

Har du et forslag til en artikel, så send os en mail på 

redaktion@awo.dk. Du kan enten sende et oplæg 

til en eventuel artikel eller den færdige artikel. Så kigger 

vi på det og vender tilbage til dig. Vedhæft også 

eksempler på de billeder, der skal illustrere historien, 

da de spiller en stor og meget væsentlig rolle i magasinet. 

Hvad får jeg ud af det? 

Ud over at få din historie i Danmarks 

bedste rejsemagasin betaler vi 

selvfølgelig også for det. En artikel 

inklusiv tekst og billeder vil normalt ligge 

i omegnen af et par tusinde kroner. 

Artikler købes! 

Hvilken type artikler søger vi? 

Flere og flere danskere kan lide at bruge sig selv, når de er på rejse, og vi 

vil gerne være med til at inspirere til det gennem artikler fra hele verden. 

Adventure Worlds læsere rejser dog både med kroppen og hjernen, og 

vi tror på, at de vil have mere og andet end blot glansbilleder af verden. 

Derfor graver vi et stik dybere, for eksempel med baggrundshistorier om 

folkeslag, kulturer og religioner. Alle historier, der kan pirre rejselysten, 

vække til eftertanke og gøre klogere, er derfor velkomne. 

VIS OS DIT BEDSTE 

REJSEFOTO OG 

VIND EN 

LÆKKER JAKKE 

På awo.dk har vi i øjeblikket en 

fotokonkurrence, hvor du kan vinde 

en jakke fra Fjällräven til en værdi af 

1999 kr. Du deltager ved at uploade 

dine bedste rejsebilleder på 

Danmarks aktive rejsesite. 

Læs mere på 

www.awo.dk/fotokonkurrence 

Send dit artikelforslag nu til redaktion@awo.dk 


Globen_annonce DINa4.indd 1 10-11-2005 14:07:44

THAILAND 

en vinteraften på østkysten... 

studenter- backpacker- eventyrrejser 

Thailand er østens perle, der funkler under solen og rummer store rejseoplevelser. 

Oplev tropiske øer, hvide sandstrande og azurblåt hav med farvestrålende 

liv eller smukke templer og munke i safrangule kjortler... 

Med Jysk Rejsebureau får du en blød landing i Bangkok med ankomstpakke 

2 overnatninger fra kun kr. 175,- I Bangkok finder du også vores 

servicekontor – naturligvis med dansk personale. 

Priseksempler: Bangkok fra kr. 3.895,-, Umphang trekking fra kr. 1.345,- 

Cykeltur i Bangkok fra kr. 175,- Live Aboard Similan & Surin Island fra 

kr. 2.360,- Sea Safari fra kr. 1.595,- 

www.jysk-rejsebureau.dk 

Århus 8618 2488 København 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 1216 

ØSTAFRIKA 

lokal transport... 

studenter- backpacker- eventyrrejser 

Østafrika rummer noget af verdens bedste safari, udfordrende trekking 

til toppen af Afrikas højeste bjerge samt dykning og smukke sandstrande 

på øen Zanzibar ved Det Indiske Ocean. 

Jysk Rejsebureau tilbyder ankomstpakke i Nairobi inkl. 2 overnatninger 

fra kr. 170,-. I Nairobi finder du også vores servicekontor. 

Priseksempler: Nairobi fra kr. 5.750,- Loita Hills walking safari eller 

Trekking Mt. Kenya fra kr. 2.635,- Hells Gate Adventure fra kr. 995,- 

Open Water dykkercertifikat Zanzibar fra kr. 2.545,- 

www.jysk-rejsebureau.dk 

Århus 8618 2488 København 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 1216

Fortidens storriger - De Berejstes Klub

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?