Fortidens storriger - De Berejstes Klub

More documents

Recommendations

Info

ske trapper, som man kan spæne og ned af. Jeg skulle jo se at komme i træning nu. Senere samme dag besøgte jeg Chichen-Itzá, der er totalt oversvømmet af turister på dagsudflugt fra Cancún. Hvis man kører ad den nye (dyre) betalingsmotorvej, kan turen klares på tre timer. Trods alle turisterne er Chichen- Itzá absolut et besøg værd. Det kan endda have sine underholdende sider at se dem kravle op på den centrale Kukulcan-pyramide og ikke mindst at se, hvordan de kommer ned igen. Der er selvfølgelig de kedelige, der bare spadserer ned, som om det var deres egen køkkentrappe. Andre går sidelæns ned, hvilket ofte er en praktisk måde på grund af de smalle trin. Atter andre kravler bævrende baglæns ned på alle fire, så de undgår at skue ned i dybet. Og så er der dem, der tager hele turen ned, siddende på deres numser. Det tager sin tid, men føles givetvis sikrere end nogen anden metode. Turen fortsatte til provinshovedstaden Mérida. Her skal det siges, at jeg kom til Valladolid med en førsteklasses bus, der for så vidt var behagelig nok, hvis man kunne blive fri for den idiotiske video (en syvogtredivte-rangs Disney-tegnefilm). Turen til Mérida foretog jeg i en andenklasses bus, og her må jeg tage min sombrero af for mexicanerne: Deres andenklasses busser er kolde og behagelige og totalt musikfri. Det eneste problem er, at de skal gennem alle de små landsbyer, hvor folk forventer at komme på og af lige uden for deres gadedør, og hvor man tilmed skal liste sig over de såkaldte ’topes’. Jovist, der er også vejbump i Danmark. Men mexicanernes er tøndeformede, hvis ikke de er udformet som et bælte af enkeltstående halvkugleformede buler tværs over vejbanen. Mérida er en stor travl by med alt for smalle gader. Den er et bekvemt udgangspunkt for ture til specielt Uxmal, mens det kan knibe mere med de andre ruinområder i omegnen. Faktisk er der en daglig morgenbus til fire Puuc-ruinbyer, men desværre med ophold på ned til 26 minutter pr. ruin. Hvis jeg havde haft blot en enkelt dag mere, ville jeg have taget turen, selv om Lonely Planet synes, det er noget pjat. Uxmal kunne imidlertid nås med en almindelig rutebil, og pyh, hvor var der varmt dernede. Jeg spadserede pligtskyldigst op på deres største pyramide og ned igen. Det er imidlertid ikke længere tilladt at klavre op til toppen af troldmandens tempel, en rundagtig bygning med trapper, hvis trin kun er en halv fod brede. Formentlig har der været for mange episoder med folk, der hang fast midtvejs og hverken turde klatre opad eller nedad. Efter overnatningen i Mérida besøgte jeg byens zoo og tog derefter med andenklasses bus tilbage til Cancún. Det tog godt nok syv timer, men jeg så en masse undervejs. Palenques udsigtstårn ligger midt i Mexicos altfortærende regnskov. Måske blev det brugt til stjerneobservation eller for at holde øje med undersåtterne. Foto: Nikolaj Witte Og så til Guatemala og Honduras Næste stop: Flores i Guatemala, der er udgangspunkt for ture til Tikal, som efter min mening er det mest imponerende af alle mayastederne. Jeg overnattede tre nætter på Villa del Lago med udsigt over søen. Hotellet tog sig også af at arrangere transport, og kl. 7 om morgenen dagen efter gik turen til Tikal-ruinerne. Tikal er et fantastisk sted ikke mindst, fordi mange af stierne går gennem tæt jungle, hvilket gør det meget behageligere at spadsere rundt her end ved de hidtil nævnte mexicanske steder. Jeg var bl.a. oppe på en af de højeste pyramider i mayaernes område, det 70 meter høje ’Templo IV’. Centralt i Tikal ligger de to pyramider I og II. Det er ikke længere tilladt at bestige pyramide I, efter at et par turister faldt ned ad trappen og slog sig ihjel. Men man må godt klatre op på pyramide II, der er næsten lige så høj, ca. 35 m. Så det gjorde jeg. Nå, og så skulle jeg partout ned til Copán, der ligger i Honduras tæt ved grænsen mod Guatemala. Jeg havde læst i Lonely Planet, at der var en enkelt morgenbus kl. 6 ned til den relevante grænseegn. Sidst jeg turede rundt i Guatemala var andenklassesbusserne musikforpestede og totalt overfyldte ’chicken busses’ med seks personer pr. række Den bus, jeg kom med denne gang, var en fornøjelse trods lidt lange pauser her og der. Turen tog 8½ time, men den var livsaligt musikfri. Næste dag trillede jeg så til Honduras. Andenklasses bussernes løft opad kvalitetsmæssigt har desværre GLOBEN nr. 22 / December 2005 34
Korridor i hotel Xbalamché, Cancun. Foto: Niels Iversen ikke forplantet sig til collectivoerne (deletaxaer eller minibusser), der er akkurat lige så larmende, uforsvarlige og overfyldte, som de altid har været. Jeg talte på et tidspunkt 34 personer inden i den minibus, som jeg sad i. Copán-ruinerne besøgte jeg sammen med en amerikaner, som havde været med hele vejen fra Chiquimula. Han havde egentlig regnet med bare at tage videre til San Pedro Sula, idet hans foreløbige endemål var øen Roatán. Jeg fik ham dog overbevist om, at det var dybt godnat at forlade Copán uden at have set de verdensberømte ruiner, og at han ville begræde det til sine dages ende regnet fra det tidspunkt, hvor det gik op for ham, hvad han havde forpasset. Ok, så besøgte han da de ruiner. Men det betød, at jeg fik ham på slæb, hvilket imidlertid gik bedre end forventet. Han var faktisk en hyggelig fyr, selv om han var lidt skør. Eller måske netop derfor. Jeg havde herefter planlagt at tage til havnebyen Puerto Barrios og derfra med den daglige hurtigbåd over til Punto Gordo i Belize kl. 10, hvorefter det skulle være muligt at fange en af de fire daglige rutebiler nordpå. Det blev der ikke noget af. Jeg ’mellemlandede’ ved Quirigua, hvor det vigtigste er nogle meget store og meget velbevarede steler, på hvilke de lærde har kunnet læse, at den stedlige hersker erobrede Copán og ofrede deres copanernes 11. konge til en passende guddom, hvilket naturligvis var meget flovt for den mægtige bystat. Da jeg skulle videre, kørte den første bus, der stoppede, tilbage til Santa Elena/Flores, og jeg entrede den, hvilket nok var en fejl. Jeg kom til at stå op hele vejen, og der var muzakpest på i flere timer. Urrrgh. Vimsen til Belize Tidligt næste morgen kom jeg med en minibus til grænsen til Belize, herfra med taxa til Cayo. Her holdt der en rutebil til hovedstaden i Belize. Den var godt nok fuld, og der måtte ikke komme flere med, men da en pige efter mig vimsede ind, vimsede jeg også ind, og jeg kunne endda snart få en god siddeplads. Jeg steg af ved Belize zoo. Den blev oprettet af en dame, der for en snes år siden lige pludselig stod med ansvaret for 17 tiloversblevne tamme vilddyr, som havde medvirket i en filmproduktion. Der er blevet adskilligt flere dyr siden hen, men det vigtige her er ikke størrelsen, men de fremragende forhold, som dyrene lever under, selv Lonely Planet, der ellers hader zooer som pesten, ytrer sig nogenlunde positivt om dette sted. Da jeg havde set den (og drukket indtil flere liter sodavand), bemærkede jeg ved udgangen et opslag om overnatning i cabanaer eller gæstehuse (eller sovesale) i et tilhørende tropecenter. Et helt gæstehus viste sig at koste 65 US$, hvilket er nogenlunde rimeligt på de kanter. Jeg blev trillet over til min junglehytte, der stod på stylter ud over en sø, og der var en veranda med hængekøje og myggenet på alle sider. Ingen naboer. Herligt. Herfra gik turen tilbage til Cayo, som virkede totalt stendød. Det var skærtorsdag, og jeg kunne forudse, at langfredag ville blive værre, så jeg bookede en tur til ruinområdet Caracol, som ligger 80 km syd for Cayo, mestendels ad hæderlige grusveje. Jeg var sammen med to amerikanske punkpiger. Vi passerede gennem det ellers så smukke Mountain Pine Ridge-område med Belizes største bestand af fyrretræer. Eller rettere, sådan var det indtil for tre år siden, da en eller anden bille invaderede området og myrdede 80 % af fyrretræerne. Læg hertil, at Belizes kokospalmer er ved at blive udryddet af et andet skadedyr, og at der passerer en orkan i ny og næ, samt at man kan se, at de har problemer i det land! Selve Caracol var i sin tid enormt stort - man skønner, at der kan have boet op til 150.000 mayaer. Det meste er endnu uudgravet, men der er frilagt enkelte monumentale bygninger på stedet, herunder det såkaldte himmeltempel Kaana. Selvfølgelig spænede punkpigerne og jeg op på toppen af dette monstrum, mens vores guide - fornuftig mand - tog sig en slapper i skyggen af en nærliggende mindre bygning. Fra Cayo kørte jeg til Belize City, som har et lidt betændt rygte - der er noget med, at brugen af crack er eksploderet, og at betydelige dele af byen især tidligere blev regnet som farlige (faktisk alle de områder, som jeg passerede). Det var dog værre, at alle fødevarebutikker var lukkede (hvorimod sko- og tøjforretninger mærkeligt nok holdt åbent) - dog GLOBEN nr. 22 / December 2005 35
Page 1 and 2: December 2005 / nr. 22 Medlemsblad
Page 3 and 4: Medlemsblad for De Berejstes Klub R
Page 5 and 6: Sig nærmer julen... Den mørke tid
Page 7 and 8: over Kreta, Santorini og Rhodos, og
Page 9 and 10: Zeus: Her, der og alle vegne Ud ove
Page 11 and 12: Enkelte er til hest og med sværd i
Page 13 and 14: digt at eje jord, da de var handels
Page 15 and 16: Bærene spiser deres velfortjente a
Page 17 and 18: Fare for bortførelse Min rejsefæl
Page 19 and 20: En statue af ham foran paladset vid
Page 21 and 22: ind i en årrække med sult og nød
Page 23 and 24: Endnu bedre blev den portugisiske l
Page 25 and 26: Seoul, til den endelige bekræftels
Page 27 and 28: fra en tagselv buffet med koreanske
Page 29 and 30: Fest i Shivas navn Til årets vigti
Page 31 and 32: ”Baba” eller ”hellig mand”,
Page 33: Gennem mayafolkets betagende ruinby
Page 37 and 38: Bagantemplerne i Myanmar På en flo
Page 39 and 40: Mahabodhi Temple Dette tempel har n
Page 41 and 42: Fotokonkurrencen Lad billederne tal
Page 43 and 44: Årets naturbilleder! Spørgsmålet
Page 45 and 46: Vi var ni styks berejste, både pas
Page 47 and 48: På vej ned fra landsbyen Semban kr
Page 49 and 50: sted. Pengene er ikke nok. Man skal
Page 51 and 52: jesuitterne, der ankom til denne de
Page 53 and 54: Jesuitmissionærerne i Sydamerika T
Page 55 and 56: skab. Jesuiterne stod for en streng
Page 57 and 58: Fangsten på Rarotonga Muslinger me
Page 59 and 60: Der har i år været flere klubrejs
Page 61 and 62: Lars Munk: Sponsoransvarlig Gerner
Page 63 and 64: Folkersen-prisen 2005: I forbindels
Page 65 and 66: DBK’s Top-20 for besøgte lande P
Page 67 and 68: Afholdte arrangementer VEST D. 8. o
Page 69 and 70: 292: Marianne Eriksen Der var engan
Page 71 and 72: Har du en god rejsehistorie, så er

Fortidens storriger - De Berejstes Klub

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?