Fortidens storriger - De Berejstes Klub

Enkelte er til hest og med sværd i
hånd, men flertallet er folket - de
almindelige og jævne folk, der har
fået nok af undertrykkelsen - og
med simple våben og modige hjerter
bekæmper disse reelle og symbolske
undertrykkere.
Forsvaret til sidste
blodsdråbe
Qin Shi Huang Dis sidste soldater
har efter alt at dømme holdt stand
og forsvaret deres kejsers endelige
hvilested til sidste blodsdråbe. Men
da denne - den sidste blodsdråbe -
rammer jorden, er menneskemængden
stormet ned i de underjordiske
gange, der udgjorde den virkelige
kampplads. En kampplads, der eksisterede
mellem liv og død, mellem
virkelighed og fantasi, mellem menneskernes
og åndernes verden.
Det syn, der mødte dem, må have
fået alle til at stoppe op, eller måske
sågar løbe skræmt tilbage. Da de
første mennesker nåede ned under
jorden, i hvad vi i dag betegner som
skakt nr. 1, stod der over 6.000 soldater
i fuld menneskestørrelse, klar
til kamp, og stirrede på dem. De
bar brynjer og våben. Hver enkeltes
ansigtstræk var unik, og i faklernes
skær må det have været et overvældende
syn.
Den gang - denne dag i år 206
f.v.t , da Qindynastiet faldt - var
hver enkelt terrakottakriger malet
i smukke farver og holdt sværd,
armbrøst eller spyd i hånden. Våben
som stadig totusind år senere er
skarpe og spidse. Efter den før-
ste forskrækkelse og chokket over
den underjordiske hær er de første
og mest modige mænd stormet
frem for at smadre de nærmeste
modelsoldater.
Med magt og styrke har den forreste
mand fravristet en afbrækket
terrakottahånd dens våben, og med
sejrens råb har han holdt det højt
over hovedet. Dette var symbolet
for de andre i menneskemængden
på, at denne udødelige, men aldrig
levende hær ikke udgjorde nogen
fare for de levende.
Med et stort spektakel, råben og
skrigen har de oversvømmet de
underjordiske kamre, og en efter
en er terrakottasoldaterne styrtet i
knæ. Hoveder er knust mod jorden,
og brynjer er gennemboret af spyd.
Intet blod flød her i underverdenen,
men snart greb ilden fra de tusinder
af fakler fat i loftets træbjælker.
Oprørene har ladet denne første og
sidste kejserlige Qinhær omslutte af
ildens altødelæggende kræfter.
Langt foran Europa
Mens jeg går de 230 meter ned langs
skakt nr. 1, kigger jeg ud over de
afdækkede krigere, der igen efter et
par tusind år i mørke ser dagens lys.
Der er afdækket og samlet hen ved
1.000 soldater og 24 heste, der hver
har været en del af et firspand foran
hver sin stridsvogn. Hvert ansigt,
udrustning, stilling, våben og position
fortæller en unik historie. Men
hvilken historie?
Kort over Qin Shi Huang Dis mausoleum
De vender alle, både infanterister
og vognstyrere, front mod øst. Var
det fordi kejseren så sine fjender
som kommende fra denne retning?
Mens jeg når ned til bagtroppen,
flakker mine tanker til disse mænd i
skakten. Da jeg når til de tre befalingsmænd,
bemærker jeg, at de
har forskellige frisurer, og at deres
håndstillinger kunne antyde, at de
har båret armbrøster og tilhørende
pile, en opfindelse, det tog Europa
endnu et par årtusinder at skabe i
samme kvalitet.
Men hvilken storhed ledte til denne
overflod af velstand, der må have
været forudsætningen for at skabe
dette måske verdens mest fantastiske
mausoleum? Hvem var denne
kejser? Hvordan var hans storhed,
og hvordan var hans fald?
Tilbage i Xian
Mens jeg en tidlig morgen, endnu
inden byen er vågnet, cykler rundt
på bymuren, tænker jeg stadig over
GLOBEN nr. 22 / December 2005 11