Fortidens storriger - De Berejstes Klub

Vi var ni styks berejste, både passive
og aktive medlemmer, der
havde lagt vejen forbi Borneo.
Gruppen var lidt uhomogen da den
yngste var 29 og den ældste 79. Og
ud af de ni personer var seks fra 60
år og opefter. Nogle burde måske
have støvet konditionen lidt af før
turen.
Orangutanger
Og hvad er Borneo uden orangutanger.
I samlet flok besøgte vi Semengoh
Orang Utan Rehabiliteringscenter
uden for Kuching. Men det var lidt af
en skuffelse. Sammen med 88 andre
turister stod vi og ventede på, at de
kære aber gad at vise sig og smæske
nogle fremlagte frugter i sig.
Efter at en af rangerne havde kaldt
på dem en halv time, dukkede de
frem fra træerne. Selv den store
orangutanghan viste sig. De guffede
frugterne i sig og forsvandt op
i træerne uden at værdige os turister
mange blikke. Men selvfølgelig
var det en oplevelse at se orangutangerne,
specielt når det var første
gang.
Bidayuhkvinder, de sidste tilbage af
slagsen der har broncespiraler om
benene, liner op til fotografering.
Langhuse
Vores første møde med bidayuerne,
som er den næststørste stamme i
Sarawak, var i langhuset Anna Rais,
som er et enormt langhus med over
100 familier fordelt på fire langhusenheder.
Det ligger let tilgængeligt
og er meget besøgt af turister, men
er alligevel spændende.
Det andet langhus Simuti, som er
fjernt beliggende på en bjergtop,
består både af et langhus og traditionelle
bidayuh-enfamilieshuse, som
er bundet sammen af et net af små
broer mellem husenes bambusterrasser.
Det var imponerende at se,
hvad de kan få ud af bambus.
Begge steder blev vi hjerteligt modtaget,
og vi kunne bare gå rundt
og se på deres dagligdags gøremål.
Kurvefletning, tørring af peber,
madlavning og meget andet. De fleste
ville gerne fotograferes, så der
blev knipset løs.
Bidayuhkvinderne i Semban tygger
en del betel. Det kan tydelig ses på
deres store røde munde og sorte
tænder. Men festlige var de.
Om natten overnattede vi på Borneo
Heights Golf Resort efter at have
vandret en tur langs grænsen til
Indonesien. Grænsen består her af
en lodret klippevæg. Nogle af os fik
vores første igler at føle.
Hotellet var sjovt og dyrt. Vi var
næsten de eneste gæster, og de
serverede noget aldeles usmageligt
vegetarmad. Det var det eneste, de
serverede. Toilettet på værelserne
stod i hjørnet uden dør, men med et
løst forhæng. Massagen var god, og
hele underetagen var varme pools
og spabade og underlige massagestole,
der kneb. AvAV.
Bronzespiraler
Trekkingturen startede i landsbyen
Kambug. Her mødte vi vores tre
bærere. Hvis vi svedte, inden turen
startede på grund af den høje luftfugtighed,
var det intet at sammenligne
med bare en halv time senere.
Alle var smaskvåde, og sveden bare
løb af os.
Vi vandrede afsted i lystig flok opad
smalle stier, over små bambusbroer,
tæt grøn beplantning og åbne områder,
hvor solen rigtig kunne bage.
Men humøret var højt - vi vidste,
der ventede os spændende oplevelser.
Frokosten indtog vi i en lille landsby,
Sapit, hvor en familie lagde hus til
vores besøg. Vi startede med at
drikke saft fra friske kokosnødder
GLOBEN nr. 22 / December 2005 45