Fortidens storriger - De Berejstes Klub

Det meste af
trekkingturen foregik i
jungleagtige omgivelser.
Men desværre er de
begyndt at brænde
og fik en dejlig frokost bestående af
ris, kylling og grøntsager, indtaget
på gulvet og spist med fingrene.
Vandreturen fortsatte langs en bjergkam,
og Patricia vores bidayuhguide
var god til at stoppe og fortælle om
planter, dyr, dufte, traditioner, giftigslanger
og meget mere.
Gruppen var efterhånden blevet delt
op i to eller tre grupper, mange steder
var stien dårlig og glat og gik
brat op eller ned og nogle var langsommere
end andre.
Da vi nærmede os vores bestemmelsessted
Kiding var det ved at
blive mørkt, og regnen øsede ned,
men på grund af varmen blev vi
ikke kolde. Vi blev godt modtaget,
og hele landsbyen dukkede op om
aftenen og festede for og med os.
Musikerne spillede lystigt, og både
de lokale og de berejste viste deres
dansekunst. Vi optrådte med ”Riz
Raz” og ”skomagerdreng”. Vældigt
fornøjeligt.
Kun de yngste viste deres misfornøjethed.
Nu, da elgeneratoren
kørte en hel aften, ville de hellere se
fjernsyn. Jeg var overrasket over at
se, at de havde fjernsyn og parabol,
men hvorfor ikke. Udviklingen vinder
frem alle vegne.
Godt radbrækkede over at have
sidde på gulvet en hel aften, begav
vi os videre op i bjergene for at
Borneo har tre rehabiliteringscentre
for orangutanger. Her er et sødt
eksemplar af orangutangen Lena.
nå turens højdepunkt Semban.
Undervejs passerede vi for første
gang en af bidayuhernes traditionelle
bambushængebroer.
Længe inden vi ankom til landsbyen,
som er en af de mest afsides beliggende,
kunne vi i det fjerne høre
trommer og gongonger. Det sætter
stemningen og tempoet i vejret.
Hele landsbyen var ude for at modtage
os, og vi blev renset for onde
ånder, inden vi blev modtaget af ni
dansende ældre kvinder.
De ældre kvinder bærer stadig
de traditionelle bronzespiraler om
benene og enkelte af dem også på
armene. Bronzespiralerne blev viklet
om benene, mens kvinderne
endnu var børn. Smukt er det, men
det forhindrede muskulaturen i at
udvikle sig fuldt ud og forhindrede
kvinderne i at sidde på hug.
Spiralskikken praktiseres ikke mere,
så når disse kvinder er væk, er
denne skik uddød. Yderligere havde
de perlekæder om halsen, en top
(tidligere nøgen overkrop), rattanbælter
omviklet med sølv, og bælter
lavet af gamle sølvmønter om livet
og en sort nederdel. Kvinderne tygger
en del betel, så når de grinte,
viste de store røde munde med
enkelte sorte tænder. Vi havde en
dejlig og spændende aften i deres
selskab.
Vi dansede, spiste og smagte deres
lokale risbrændevin, der blev spillet
musik, jeg tror, der var ca. 15 gongonger
og en tromme på fire-fem
meters længde. Både Ib og deres
lokale leder holdt tale, og medicinmanden
holdt en ceremoni med
halshugning af en høne for at se,
om vi var værdige vikinger. Den nat
sov vi rundt omkring i landsbyen
hos de lokale.
GLOBEN nr. 22 / December 2005 46