hjemkomst - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Af journalist Naia Bang / Texthuset Aalborg
Fotos: PF Ajs Nielsen /www.deprofessionelle.dk
Bryghuset Vendia i Hjørring fungerer som fast sam-
B
lingssted for Rotary Vestre Kreds i Hjørring. Indretningen
er åben og moderne og med et maritimt
præg – og det kunne næsten ikke være en mere passende
ramme for aftenens foredragsholder den 6.
april. Det var nemlig kommandør Frank Trojahn, der var chef for
HDMS Absalon, da det i august sidste år forlod Frederikshavn for at
stå i spidsen for den internationale Task Force 150, der, kort fortalt,
havde til opgave at hindre somaliske pirater i at kapre skibe i det
smalle og meget trafikerede stræde mellem Afrikas Horn og Yemen.
Her markerer Adenbugten indsejlingen til Det Røde Hav og
Suezkanalen.
- Task Force 150 skulle dække et enormt område – fra syd for
Ækvator og op til Suez. Et område, hvor 22.000 skibe årligt passerer
Adenbugten til og fra Europa – mange lastet med olie. Det gør området
meget sårbart, fortalte Frank Trojahn og fortsatte:
- Det er også et område præget af megen kriminalitet. Der er narkosmugling
ad „Hash Highway“, der er en populær betegnelse for
søvejen mellem Pakistan og Yemen. Og der foregår menneskesmugling
i stor stil mellem Somalia og Yemen – og det sker ofte
med alt for mange mennesker stuvet sammen i alt for små, rustne
både uden hverken mad eller drikke. I 2007 nåede 30.000 mennesker
over Adenbugten – og 1.500 skyllede op på strandene.
Købte koner for løsepenge
Men det var hverken smugling af mennesker eller narkotika, HDMS
Absalon primært skulle beskæftige sig med. Det var først og fremmest
beskyttelse af de handelsskibe, der passerer det smalle stræde
ved indsejlingen til Adenbugten. For i sensommeren og det tidlige
efterår 2008 toppede antallet af skibskapringer i det område.
- Piraterne er ikke interesseret i, hvad skibene har i lastrummene
– uanset om det er værdifulde sager som kampvogne eller olie. For
Somalia har ingen havne, så hvordan skulle de kunne få tingene i
land? Næ, de er udelukkende interesseret i at tage mandskabet som
gidsler og kræve løsepenge af rederiet. Da vi ankom, kunne sådan
en gruppe pirater få en til to millioner dollars i løsepenge – i dag er
prisen steget. De ved, at rederierne betaler i sidste ende – for at redde
besætningerne, og fordi skibene sejler med så værdifuld en last,
forklarede Frank Trojahn og viste billeder af piratskibe.
Løsepengene blev i øvrigt brugt til at få sig nogle flere koner – og
en japansk firehjulstrækker.
Hverken skibene eller piraterne havde den fjerneste lighed med
„Pirates of the Caribbean“: Det var små både med påhængsmotorer,
kaldet „skiffs“, typisk med mere eller mindre nødtørftig bemaling
på siden og med fem-seks pirater i hver. To skiffs fulgtes normalt
ad gangen – og lå gerne og gemte sig mellem fiskerbåde. Så
Absalon havde god hjælp af sin helikopter, der brugte megen tid på
at kigge efter pirater.
Åben båd med en stige ombord
- Typisk kunne man genkende dem fra luften på, at de havde en stige
med i båden. Som vores somaliske tolk fortalte: „I Somalia er
stort set ingen huse over to etager, så hvis du møder nogen med en
14 meter høj stige, er der grund til at blive mistænksom.“
PIRATFANGST MED ABSALON
nr. 4/2009
„En undervægtig, syg mand
– med en AK47“
Der var ingen filmromantik over HDMS Absalons
møde med piraterne ud for Somalias kyst, fortæller
kommandør Frank Trojahn, der var chef
for skibet på det første togt til Afrikas Horn
21
Men efterhånden fandt piraterne ud af, at vi genkendte dem på stigerne,
og så prøvede de at dække dem over med presenning, fortalte
Frank Trojahn og viste billeder af små åbne både med påhængsmotor
og fem-seks mand i hver. Somme tider lå de ved moderskibet
– ofte en såkaldt „whaler“, hvor piraterne overnattede.
Deres måde at kapre et handelsskib på var, at de sejlede op langs
skibet agterfra i deres små hurtiggående skiffs, og så skød de med
deres maskinpistoler – ofte AK47 – ind på skibssiden for at skabe
forvirring og kaos ombord. Så entrede de skibet og tog straks et besætningsmedlem
som gidsel. Herefter var skibet i realiteten deres.
Skibet blev nu sejlet ind på lavere vand nær kysten, hvor nogle andre
pirater påtog sig at passe på skibet og besætningen, mens professionelle
folk på land gik i gang med forhandlingerne med rederiet.
Og de oprindelige pirater tog formentlig ud på havet igen for at
prøve at kapre et nyt handelsskib.
I de første måneder havde Absalon ikke mandat til at gå ind i Somalisk
territorialfarvand, så man kunne ikke gøre noget for de skibe,
der allerede var kapret. Det ville i øvrigt også være for farligt
med en befrielsesaktion, selv om man havde både frømænd og
MP'ere ombord, forklarede Frank Trojahn. Absalon og de engelske,
franske og amerikanske skibe under Task Force 150 fokuserede derfor
på det forebyggende arbejde.
Overgav sig uden kamp
Den 17. september kom Absalon for alvor i de danske medier.
- Da fik vi fat i de pirater, som et koalitionsskib havde fotograferet
en uge tidligere umiddelbart efter et kapringsforsøg. Med sig havde
de – foruden de sædvanlige AK 47'ere, en RPG (Rocket Propelled
Grenade) og fire granater samt stiger med forlængere – en redningsvest
tilhørende et kapret skib, der var indregistreret i Gibraltar.
Så der var slet ingen tvivl om, at de var pirater. Efterfølgende
fandt vi en lommebog, hvoraf fremgik, hvordan et eventuelt bytte
skulle deles. Vores frømænd bordede den whaler, de var ombord
på, og de 10 pirater overgav sig uden kamp – de var nærmest apatiske,
fortalte Frank Trojahn og fortsatte:
- Man skal ikke tage fejl: De er særdeles farlige med en AK47 i
hænderne. Men så snart de bliver truet af nogen, der er flere og
bedre bevæbnet end dem, overgiver de sig. Absalon er også ret imponerende,
når man ligger i en lille åben båd. Og uden våben er de
blot nogle undervægtige, ofte syge mennesker. Under opholdet
om bord var der ingen kontakt med besætningen – ud over skibslægen
og de MP'ere, der skal passe på dem.
Satte piraterne i land
Nu havde man taget de 10 pirater til fange- men hvad skulle der ske
med dem? Mens folkene på Absalon havde travlt med at opføre
nødtørftige celler på skibets flexdæk, som de tilfangetagne kunne
opholde sig i, og med at sørge for, at piraterne fik mad, et bad, helbredscheck
og rent tøj på, gik diplomatiet i gang hjemme i Danmark:
Søværnets Operative Kommando (SOK) talte med Forsvarskommandoen,
der talte med Forsvarsministeriet, der talte med
Udenrigsministeriet og så videre. Og ingen vidste rigtigt, hvad der
skulle ske med de tilfangetagne pirater – noget, medierne hjemme i
Danmark svælgede i. Forslagene til løsninger var lige så farverige,
f fortsættes