“Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”

More documents

Recommendations

Info

”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter 11.4. Heling gennem fortælling i efterforløbet I nedenstående afsnit diskuteres hvorledes jordemoderen kan støtte udformningen af et helt narrativ gennem fortælling i forløbet efter udskrivelsen. Når kvinden udskrives fra hospitalet, har jordemoderen ofte ikke mere kontakt med hende. Vi mener dog, at jordemoderen fortsat kan gøre brug af viden om, dels at fortælling har betydning for udformningen af et helt narrativ, og dels af at kvindens narrativ udvikles i en proces. Vi fandt i analysen af ”Heling gennem fortælling”, at kvinden oplevede, at det var en hjælp at kommunikere med andre kvinder, der havde oplevet at gennemgå en provokeret sen abort. Jordemoderen kan på baggrund af ovenstående opfordre kvinden til at opsøge støttegrupper eller andre kvinder, som også har gennemgået en provokeret sen abort, for eksempel gennem forældreforeninger eller fora på internettet. Derved kan jordemoderen understøtte udformningen af et helt narrativ og heling fra lidelse gennem fortælling. Vi mener desuden, at det er særdeles oplagt og bør prioriteres at jordemoderen, som har varetaget den provokerede sene abort, deltager i en opfølgende samtale med kvinden. Da jordemoderen kender til forløbet og har været til stede på et tidspunkt, hvor bruddet i kvindens narrativ blev meget tydeligt, kan hun nemmere støtte kvinden i at forme af et helt narrativ. Dette kan gøres ved at give plads og mulighed for, at kvinden kan fortælle om oplevelsen sammen med de perspektiver, der er fremkommet efter forløbet. Kvinden kan, som vi ser det, også have mulighed for i samarbejde med jordemoderen at få justeret sin tolkning af oplevelsen og narrativet, ved at spejle det i jordemoderens perspektiver på forløbet. Herved kan jordemoderen støtte kvinden i at sætte oplevelsen ind i en forståelig og meningsfuld sammenhæng i et helt narrativ. Modsat kan jordemoderen måske hæmme kvinden i at forme et helt narrativ, hvis hun ikke formår at give kvinden plads og mulighed for ved behov at få fortolket uforståelige dele af oplevelsen. Med viden om at der kan ske en heling gennem fortælling af narrativet, mener vi, at jordemoderen ligeledes kan være med til at fortælle videre på narrativet, når hun møder kvinden i konsultationen i forbindelse med en ny graviditet. Jordemoderen kan i journalen se, at kvinden tidligere har gennemgået en provokeret sen abort, og vi anser det som vigtigt, at jordemoderen lægger op til samtale om denne oplevelse. Dette kan 43
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter være vigtigt, da narrativer hænger sammen og udvikles i en proces, hvilket derfor kan betyde, at kvindens udformning af sit narrativ ikke stopper efter, at den provokerede sene abort er overstået, men at det vil danne grundlag for narrativet i den nye graviditet. Dette kan være vigtigt for jordemoderen at have viden om, da det betyder, at hun fortsat kan støtte kvinden i dels at genopbygge et eventuelt stadigt brudt narrativ og i dels at forme et helt narrativ, som den nye graviditet er en del af. Ved at jordemoderen sammen med kvinden får italesat tabet og den drøm, der aldrig blev indfriet, kan kvinden dermed begynde at stræbe efter sammenhæng og mening i den nye graviditet. 11.5. Tabet og sorgen Vi vil nedenfor diskutere anvendelsen af den narrative tilgang i forhold til hvordan tabet opleves af kvinden. Vi har på baggrund af videnskabelige undersøgelser og vore egne oplevelser fra praksis haft en formodning om, at kvinder oplever en sorg over tabet af deres barn i forbindelse med en provokeret sen abort. I analysen ”Relationen til jordemoderen” blev denne formodning nuanceret, da vi fandt, at ikke alle kvinder nødvendigvis oplever et tab af barnet. Vi mener derfor, at det er vigtigt at jordemoderen er opmærksom på, at ikke alle kvinder oplever en sorg over tabet af barnet, men måske snarere en sorg over tabet af drømmen om at få et barn. Dette kan på den ene side betyde, at det er vigtigt, at jordemoderen ikke på forhånd antager og handler ud fra, at kvinden oplever tabet og sorgen på en bestemt måde. På den anden side kan det betyde, at det er nødvendigt, at jordemoderen finder ud af, hvorledes kvinden oplever tabet. Jordemoderen kan dermed bedre støtte kvinden i at opbygge et helt og meningsfuldt narrativ, som stemmer overens med kvindens syn på tabet. Hvis kvinden, som Kvinde 2 i casematerialet, oplever et tab og en sorg over den mistede drøm om barnet, vil hun efter vores mening og på baggrund af narrativ teori stadig kunne have brug for en tilskrivning af mening og sammenhæng, en redefinering af det oprindelige plot og at handle hen imod et meningsfuldt og helt narrativ. Vi anser målet med den narrative tilgang for at være, at kvinden gennem fortælling og handling former et helt narrativ og opnår heling fra lidelse. Den narrative tilgang kan jordemoderen dermed anvende i støtten til kvinden, uanset hvordan hun oplever tabet og sorgen. 44
Page 1 and 2: “Det var et barn, jeg ikke fik, s
Page 3 and 4: ”Det var et barn, jeg ikke fik, s
Page 29 and 30: 10.1. Oplevelsen af fødslen ”Det
Page 43: ”Det var et barn, jeg ikke fik, s
Page 57 and 58: 15. Bilag ”Det var et barn, jeg i
Page 63 and 64: Bilag 2: Udvalgte temaer ”Det var
Page 65 and 66: Reference: J ”Det var et barn, je
Page 67 and 68: Reference: D ”Det var et barn, je
Page 69 and 70: Last reviewed May 2012. ”Det var

“Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?