By & Land - Juni 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

67 JUNI 2005 

LANDSFORENINGEN FOR BYGNINGS- OG LANDSKABSKULTUR

2 

På Landsforeningens generalforsamling den 21. maj 2005 blev 

nedenstående resolution vedtaget. Baggrunden er en alarmerende avisomtale 

om forestående nedskæringer i Kulturarvsstyrelsens personale. 

Denne omtale kunne lige så godt have givet anledning til en leder 

som normalt på dette sted. Denne gang har lederen så fået resolutionens 

form: 

RESOLUTIONSFORSLAG 

København 21. maj 2005 

Bygningskulturen er truet af sparekniven 

BY og LAND, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, 

har i weekenden holdt generalforsamling i Bygningskulturens Hus i 

Borgergade i København. 

Forsamlingen vedtog følgende resolution: 

Det er med den største bekymring BY og LAND erfarer, at sparekniven 

nu skal ramme hårdt i Kulturarvsstyrelsen. 

Styrelsen er Kulturminister Brian Mikkelsens eget barn, skabt efter 

regeringsdannelsen i 2001 for at samle og styrke forvaltningen af kulturarven. 

Foreningens medlemmer har et udmærket og tæt samarbejde med 

styrelsens medarbejdere på bygningskulturens område, og det er vores 

klare opfattelse, at medarbejderne allerede nu er meget hårdt presset 

arbejdsmæssigt. 

En yderligere reduktion vil være uforsvarlig både over for medarbejderne 

og for de fredede og bevaringsværdige huse. 

BY og LAND skal derfor på det kraftigste opfordre til, at sparekravene 

fjernes. 

Landsforeningens generalforsamling vedtager resolutionen. Foto Bent Falk. 

BY OG LAND UDGIVES AF 

LANDSFORENINGEN 

FOR BYGNINGS- OG 

LANDSKABSKULTUR 

Borgergade 111· Postboks 9065 

1022 København K. 

Tlf. 70 22 12 99 · Fax 70 22 12 90 

Telefontid: ma. til to.: 10.00-15.00 

Fredag: lukket. · Giro 5 09 57 00 

mail@byogland.dk · www.byogland.dk 

INDHOLD 

Torben Lindegaard Jensen: 

Kommentar: Fredningspolitik 3 

Erling Buhl: 

De von Langenske 

afdelingssten i Nørreskoven 5 

Søren Vadstrup: 

Nænsom bygningsbevaring 

og retablering 9 

Flemming Skude: 

Skurene i Skagen 14 

Karen Zahle: 

Christiania – Selvforvaltning, 

fælleseje og fællesskab 18 

Kirsten Lund-Andersen: 

Vor Frue Kirkeplads 

i Kalundborg 22 

Bonnie Mürsch: 

Domhusgården genskabt 24 

Kort nyt fra 

Kulturarvsstyrelsen 25 

Årsmøde i København 2005 26 

Anmeldelser 28 

Adresser 31 

Forsiden:Vor Frue Kirke i Kalundborg. 

Foto: Bent Falk 

Nr. 67: ISSN 1399-7696 

Oplag: 11.000 

Layout/desktop: Inge Karrebæk 

Tryk: Clausen Offset 

Nr. 68 udkommer 27/9 2005 

Deadline: 1/8 2005. 

© Artikler eller udsnit heraf må anvendes 

med tydelig kildeangivelse efter 

særlig aftale med Landsforeningen. 

Dette nummer vejer ca. 70 gram 

REDAKTION 

Allan Tønnesen (ansvarshavende) 

Ålholmvej 78 · 2500 Valby 

Tlf. 38 71 47 13 

mail@allantonnesen.dk

FREDNINGSPOLITIK 

Af Torben Lindegaard Jensen Foto: Forfatteren. 

Hvis samfundet ønsker at værne 

effektivt om bygningskulturen, 

synes der p.t. ikke at være noget 

reelt alternativ til bygningsfredning, 

selvom man i bevaringskredse 

med stigende skepsis ser 

på, hvorledes fredningsloven forvaltes. 

Lad mig ved et konkret eksempel 

belyse førstnævnte påstand. 

I september 1989 blev der 

på Det særlige Bygningssyns 

møde forelagt 35 fredningsforslag 

vedrørende fynske gårde 

opført før 1850 som resultatet af 

den første af en række temagennemgange. 

Af disse blev 25 fredet. 

En enkelt er senere nedbrændt. 

Blandt de tilbageværende 

24 vil jeg vurdere 12-15 til at 

være i god stand. Blandt de resterende 

er der stadig et betænkeligt 

vedligeholdelsesefterslæb 

at indhente, og en enkelt hænger 

i den tyndeste tråd, som man kan 

forestille sig. 

Samlet vurderet vil jeg dog 

betegne dette som acceptabelt, 

idet man bør indregne, at de 

omtalte gårde på fredningstidspunktet 

stort set alle kun var blevet 

nødtørftigt vedligeholdt gennem 

de forudgående mange år. 

Ikke overraskende var gårdenes 

arkitektoniske og kulturhistoriske 

værdi stort set omvendt proportional 

med bygningernes tekniske 

tilstand. De fleste af gårdene 

er, om end langsomt, på vej 

i den rigtige retning bl.a. takket 

være en effektiv og målrettet 

støtte fra Kulturarvsstyrelsen 

(KUAS) og en del private fondsmidler. 

Men hvad blev der af de 10 

tabere? 

2 er nedrevet totalt 

2 er i stærkt forfald (bl.a. 

gården Lille Pederstrup) 

3 har mistet udlængerne, 

helt eller delvist 

2 har været igennem 

moderniseringsprojekter med 

bl.a tagkviste 

1 er intakt og i bedre stand 

end i 1989 

KOMMENTAR 

Af referatet fra det omtalte 

bygningssynsmøde fremgår, at 

der i udvælgelsen af gårdene 

indgik et vist skønsmæssigt element, 

og jeg vil da også mene, at 

man dengang blandt de knap 

400 emner kunne have fundet 

15-20 ejendomme, der – hvis 

overhovedet – da kun marginalt 

adskilte sig fra dem man valgte 

at frede. I dag vil man blandt 

disse højst kunne finde 3-4. Jeg 

finder dette alarmerende! 

Vælger man at se på de før 

1990 fredede landbygninger, må 

man desværre konstatere, at 

også en del af disse er i store 

vanskeligheder. Der er eksempelvis 

indsendt ansøgning om 

ophævelse af fredningen på 5 af 

Brahetrolleborgs ejendomme, og 

fredningen er på det seneste 

allerede ophævet på 3 andre 

(Nymarksgården og Toftebjerggård 

og en gård i Tøndermarsken). 

I disse tre tilfælde på 

grund af fremskredet forfald. 

Disse forhold peger på 2 

meget synlige problemer i 

KUAS, nemlig 1) alt for få økonomiske 

midler til de fredede 

bygninger og 2) mangel på ressourcer 

til tilsyn med bygningerne 

og opfølgning, når der går 

problemer i en sag. Den fredede 

gård, Brændemøllevej 11 (Vestfyn) 

har været et kendt problem 

i KUAS i mindst 5 år! Man kan 

få fornemmelsen af, at nogle 

ejere af fredede ejendomme 

bevidst forsømmer vedligeholdelsen, 

eller udfører ikke tilladte 

byggearbejder på ejendomme 

alene med det formål at få fredningen 

ophævet! Hvis noget 

3

4 

Til træ og vægge. 

Nu også til industriel overfladebehandling 

med egen 

linoliemaling! 

Ring og hør nærmere! 

Damson Paint Linolab A/S 

Småmosevej 3C · Postboks 251 

5700 Svendborg 

Telefon +45 63 955 666 · Fax +45 63 955 667 

E-mail damson@mail.tele.dk 

www.damsonpaint.dk 

STUCCO LUSTRO 

MARMORINO 

MARMORPUDS 

MATERIALER 

VÆRKTØJ 

UDFØRELSE 

KURSER 

AMPIO 

Raadvad 40 · 2800 Kongens Lyngby 

Tlf. 45 50 55 45 · Fax 45 80 01 84 

ampio@ampio.dk · www.ampio.dk 

sådant konstateres, bør KUAS 

anvende de sanktionsmuligheder, 

som jo allerede ligger i 

bygningsfredningsloven. Men 

hvis man ikke har ressourcerne, 

så ..! 

Et andet betydeligt problem 

udgør de gamle såkaldte ”Bfredninger”, 

der typisk vil være 

byhuse, som blev fredet før 

1979. Mange af disse har ikke 

haft en medarbejder fra fredningsmyndighederne 

indenfor 

dørene de sidste 50 år, og blev i 

øvrigt fredet på helt andre præmisser 

end de senere års fredninger. 

Men hvad nu, hvis ejeren af et 

sådant ”B-fredet” hus indsender 

en ansøgning om nogle byggearbejder. 

F. eks. nyt køkken, 

udskiftning af vinduer etc.? 

Svaret er helt klart. KUAS vil 

forinden der tages stilling undersøge, 

om husets fredningsværdier 

er intakte efter nutidens 

vurdering, og er de ikke det, så 

vil fredningen søges ophævet. 

Dette vil da også i en del tilfælde 

være helt rimeligt, som 

eksempelvis Kordilgade 8, 

Kalundborg og Østergade 20, 

Mariager. 

En række af disse huse har 

aldrig besiddet de kvaliteter, der 

stilles til en fredning i dag, men 

heller ikke undergået væsentlige 

forandringer siden gennemførelsen 

af en B-fredning for mange 

år siden. Er det rimeligt at hæve 

fredningen på et sådant hus, 

hvis det i øvrigt er et smukt og 

væsentligt hus? 

Hvis denne praksis udøves 

politisk, vil f.eks. 80% af Fåborgs 

godt 30 fredede huse 

kunne komme i farezonen, da 

de er gamle B-fredninger, og det 

samme vil helt sikkert gælde for 

andre købstæder. 

Efter en fredningsophævelse 

vil en sådan ejendom i heldigste 

tilfælde være underlagt en status 

som ”bevaringsværdig”, men vi 

ved jo godt hvor meget elastik, 

der er i det begreb. En målrettet 

oprydningsaktion fra KUAS vil 

kunne få helt uoverskuelige følger 

for bybilledet i Fåborg, 

Dragør, Ærøskøbing o.s.v. 

Et andet udslag af ressourcemangel 

og politisk prioritering 

er de yderst få nyfredninger, der 

i disse år gennemføres. Således 

er der eksempelvis ikke blevet 

fredet en eneste gård i Bedre 

Byggeskik på Fyn, som nu er 

gennemgået også for landbrugsbygninger 

i perioden 1850- 

1940. Nogle få ejere har modsat 

sig fredning, og et par andre 

fine eksemplarer er blevet 

underkendt. 

Det er en foruroligende 

udvikling, som bør alarmere 

hele bevaringsverdenen, og der 

skal kæmpes for at få tilført 

hele dette område flere økonomiske 

midler.

DE VON LANGENSKE AFDELINGSSTEN 

I NØRRESKOVEN 

Af Erling Buhl, Skov- og Naturstyrelsens driftsplankontor. Foto: Forfatteren. 

I 1700-tallet var skovarealet 

nede på 2 - 3% af landets areal. 

Gennem hen ved 6000 år havde 

en stadig stigende befolkning 

blot hentet det træ, de havde 

brug for til brændsel, byggeri, 

ikke mindst skibsbyggeri og 

alskens øvrige gøremål, uden 

tanke for at træet en dag ville 

slippe op. 

Skov blev ryddet og inddraget 

til agerland, og ikke mindst svin 

på olden og græssende kreaturer 

satte en effektiv stopper for, at 

skovene på de stedse skrumpende 

arealer i det mindste fik 

chance for at forynge sig. 

Manglen på træ var en alvorlig 

sag. Man var helt klar over 

situationens alvor allerede tidligt 

i 1700-tallet, hvor der blev stillet 

an med forordninger for at spare 

på træet, og sat ind med strenge 

straffe for ulovlig fældning og 

tyveri af træ fra skovene, uden at 

det nyttede noget videre. 

Men Frederik d. V fik gjort 

det, der skulle til, for endelig at 

løse problemet med mangel på 

træ, da han indforskrev den 

tyske forstmand Johann Georg 

von Langen til Danmark. 

Von Langen kom hertil i 

1763, 64 år gammel. Med sig 

havde han et antal hjælpere – 

elever han selv havde uddannet. 

Hans opdrag var, sammen med 

overjægermester C. C. Gram, at 

etablere et egentligt skovbrug i 

landet. ”Den Gram-Langenske 

forstforordning” blev sat i værk. 

Naturskovstilstanden, hvis 

foryngelse helt var gået i stå, 

skulle nu forandres. Der skulle 

plantes, både med velkendte arter 

Skovkort over Nørreskoven ved Furesøen. Der er genopsat tre af von Langens 

afdelingssten i hjørnet mellem afd. 8, 7, 3 og 2, mellem 7 og 6, og mellem 6 og 5. 

Skovkortet markerer to afdelingssten opsat i hjørnet mellem afd. 9, 8, 3 og 4, og i 

SØ-hjørnet af afd. 1. Endelig er slibestenen genopsat i afd. 11 (ud for nr. 8). 

og nye træarter, som von Langen 

bragte med sig. Vedmasse og tilvækst 

skulle beregnes, og hugsten 

måtte fremover ikke overstige tilvæksten. 

Skovene i Nordsjælland blev 

takseret, opmålt og inddelt i 

hoveddele og dele, som igen blev 

inddelt i afdelinger eller årshugster. 

Afdelingerne var firkantede 

og orienteret N-S, Ø-V. Når man i 

dag ser på et kort, hvor afdelings- 

5

6 

nettet er tegnet op, ligger det 

meget på skrå i forhold til verdenshjørnerne. 

Forklaringen er 

den enkle, at man rettede sig efter 

magnetisk nord, som i 1700-tallet 

lå ca. 15 grader forskudt mod vest 

i forhold til geografisk nord. 

I afdelingernes skærings- og 

endepunkter blev der opsat afdelingssten 

– groft udkløvede sten, 

hvorpå et afdelingsnummer og et 

verdenshjørne var hugget ind. I 

skæringspunkterne var stenene 

firkantede og drejet således, at de 

Afdelingsstenen i Nørreskovens vestskel på sin plads igen. 

– bortset fra de ca. 15 graders 

misvisning – vender fladerne mod 

NV, SV, NØ og SØ. På en sten, 

som står på sin plads nogenlunde 

midt i Nørreskoven, står der f.eks. 

på de tilsvarende fire sider: 9 N, 8 

S, 4 N og 3 S. 

Rundt i skovens yderkanter var 

stenene oftest trekantede i formen 

og opstillet således, at to af fladerne 

vender på skrå ud mod 

afdelingerne. På en af de ”nye” 

sten, som nu genopstilles i 

Nørreskovens vestkant, står der: 7 

N og 6 S på fladerne mod hhv. 

NØ mod SØ. 

”Nye” von Langenske afdelingssten! 

Hvor mon de kommer 

fra? Jo, de var der såmænd i forvejen. 

Men da man skulle i gang 

med at anlægge Hillerødmotorvejen 

igennem Nørreskoven, ansås 

stenene for at være i fare. At stenene 

allerede dengang var at 

betragte som fredede fortidsminder, 

der ikke måtte flyttes uden 

fredningsmyndighedernes tilladel- 

se, var vel næppe kendt viden. 

Men at stenene var vigtige skovhistoriske 

kuriosa, der skulle 

bevares for eftertiden, var den nu 

pensionerede skovrider fra 

Københavns skovdistrikt, E. 

Laumann Jørgensen ikke i tvivl 

om. 

Tre sten blev flyttet fra Nørreskoven. 

En af stenene blev foræret 

til Værløse Museum og de 2 

andre blev taget hjem til skovridergården, 

”Syvstjernen”, hvor de 

blev muret ind i pejsen. 

En slibesten fra oldtiden, en 80 

x 70 x 50 cm stor stenblok af 

kvartsit, blev ved samme lejlighed 

også taget ud af skoven og foræret 

til Værløse Museum. 

En fjerde afdelingssten, som 

Laumann Jørgensen fandt hos en 

nabo til Lille Hareskov, blev ligeledes 

bragt i forvaring. 

Således blev i alt fem sten forsvarligt 

sikret. Motorvejen er for 

længst taget i brug, pejsen er blevet 

revet ned, og Værløse Muse- 

um ser nu om stunder hellere, at 

historien om slibestenen og von 

Langens afdelingssten bliver formidlet 

ude i skoven end på museet. 

Derfor blev de fem sten igen 

sat op på deres oprindelige pladser. 

Da det sidste år blev besluttet at 

genopstille stenene, blev der nedsat 

en ”ekspertgruppe”, bestående 

af de pensionerede skovridere 

Laumann Jørgensen og Poul 

Petersen. Gruppen blev forstærket

med Jørgen Borgholt fra Værløse 

Museum og fra Skov- og Naturstyrelsen 

deltog Jens Bekmose fra 

Københavns distrikt og undertegnede 

fra Driftsplankontoret. 

Udstyret med kort og – endnu 

vigtigere – med Laumann Jørgensens 

gode hukommelse blev 

stederne for stenenes oprindelige 

placering sikkert udpeget og 

afmærket. 

D. 21. oktober 2004 blev aftalt 

som dagen, hvor det skulle ske. 

Alle implicerede parter samt pres- 

Afdelingsstenen nogenlunde midt i 

Nørreskoven, som har stået på sin 

plads hele tiden. 

sen var inviteret til at mødes kl. 

10.00 på Værløse Museum til en 

lille sammenkomst med museumsleder 

Ellen Jensen som vært. 

Slibestenen blev læsset og kørt til 

skovs, hvor den blev lagt på sin 

plads. Derefter fortsatte selskabet 

over Frederiksborgvejen til det 

sted, hvor afdelingsstenen fra 

museet skulle placeres. Herfra gik 

hver så til sit. 

I løbet af resten af dagen blev 

de 3 øvrige afdelingssten sat på 

plads. Det var skovløber Poul 

Jørgensen og Johnny Petersen 

samt traktorfører John Mortensen, 

som stod for udførelsen af arbejdet. 

Undertegnede var garant for, 

at stenene blev vendt korrekt, og 

foretog det fornødne med hensyn 

til at registrere stenene, som de 

fredede fortidsminder de er. 

Hvor mange afdelingssten der 

oprindeligt blev sat op, vides 

ikke, men tilbage kendes i alt til 

27 sten i Nordsjælland – heraf 

kun tre i skovene nord for Hille- 

rød, resten i Københavns Amt. 

I alt står 18 sten på deres rigtige 

pladser. Af disse er 7 sten fundet 

og genopstillet korrekt. 6 andre 

sten er fundet og opstillet nær findestedet 

eller ved skovfogedsteder. 

1 sten findes på Frilandsmuseet, 

og 2 sten på Jagt- og Skovbrugsmuseet. 

På det tidligere Farum distrikt 

udlovede før nævnte pensionerede 

skovrider Poul Petersen i sin tid 

en halv flaske brændevin til den, 

som fandt en von Langen sten, og 

kom på den måde af med i alt 6 

flasker. Med sådan en tilskyndelse 

er det vel ikke udelukket, at 

flere sten ville kunne dukker op. 

Von Langen nåede kun at virke 

i ca. 10 år, inden han blev syg og 

kort efter døde i 1776 i en alder 

af 77 år. 

Skovbruget – et dansk skovbrug 

der kom til at fungere – var 

blevet bragt til verden med von 

Langen som fødselshjælper. Men 

hans opdeling af skovene blev 

Den ca. 6000 år gamle kvartsit-slibesten til stenøkser står nu igen på sin plads i 

Nørreskoven. 

dog ret hurtigt ændret og gik derefter 

i opløsning. 

Allerede 1781 blev ”Forordning 

angående de kongelige Skove og 

Tørvemoser” sat i værk, til 

afløsning af ”Den Gram-Langenske 

forstforordning”. Der skulle 

hurtigere ændres på bøndernes 

rettigheder til græsning og gærdsel, 

og inddigningen af skovene 

begyndte. I 1789 blev hele processen 

med udskiftning af jordene 

sat i værk. En hegnsforordning 

7

8 

blev gennemført i 1794, hvorefter 

der for alvor blev bygget stendiger 

mellem kongens skove og 

agerlandet udenfor. Og hele processen 

med at sikre skovene blev 

rundet af med fredskovsforordningen 

af 1805. 

Stendiger! Alt inden for rækkevidde, 

som kunne bruges blev 

brugt af de professionelle stendigebyggere, 

som rejste rundt og 

forestod arbejdet – også von 

Langens afdelingssten. Så det er 

altså der, i stendigerne, vi skal 

finde de sten, som muligvis 

endnu måtte være tilbage. Et 

eksempel på en sådan sten kan 

ses i stendiget, helt i SV i 

Slagslunde Skov. 

Von Langen efterlod sig en 

række plantager med nu over 

200-årige gamle træer, nogle jorddiger 

og altså 27 kendte afdelingssten. 

Vil man fordybe sig i 

hans fortjenstfulde virke, kan det 

anbefales at læse E. Laumann 

Jørgensen og P. Chr. Nielsens bog 

”Nordsjællands skove gennem 

200 år”, fra hvilken der også her 

er hentet viden. 

Von Langen blev ærefuldt 

begravet i kirkegulvet i Gentofte 

Kirke. Mange år senere skulle 

kirken renoveres. Gulvet blev 

brækket op, graven sløjfet og von 

Langens jordiske rester endte, 

helt respektløst, i affaldsdyngerne 

uden for kirken. Det faldt den 

daværende skovdirektør Hakon 

Frølund for brystet. Sammen med 

andre gode kræfter henvendte han 

sig til den daværende, cigarrygende 

kirkeminister Bodil Koch. 

Med hendes tilladelse lod han – 

som en beskeden erstatning for 

den sløjfede grav – opsætte en 

lille bronzeplade til minde om 

denne store forstmand. 

Mindepladen sidder nu i 

Gentofte kirkes våbenhus, og på 

den står at læse: 

OVERJÆGERMESTER 

JOHANN GEORG 

V. LANGEN 

FØDT 22.3.1699 

I OBERSTEDT, 

THÜRINGEN 

DØD 25.5.1776 

I JÆGERSBORG 

EN AF DANSK 

SKOVBRUGS FÆDRE 

Genopsat afdelingssten, tidligerei Værløse Museum. Genopsat afdelingssten, tidligere indmuret 

i skovridergårdens pejs. 

Så sandt, så sandt – og alt det 

kan man godt lige tænke lidt over, 

næste gang man passerer 

Amalienborg Slotsplads og blikket 

falder på den flotte statue af 

Kong Frederik d. V til hest.

NÆNSOM BYGNINGSBEVARING 

OG RETABLERING 

Af Søren Vadstrup, arkitekt m.a.a., Center for Bygningsbevaring i Raadvad 

Det store hvorfor 

og hvordan? 

Bygningsbevaringssagen startede 

som bekendt for omkring 100 

år siden som en bevægelse, der 

fortrinsvis gik imod nedrivninger 

af arkitektoniske og kulturhistorisk 

værdifulde, ældre bygninger. 

Bortset fra at vi langt fra 

har ”sejret os ihjel” – umotiverede 

nedrivninger udgør desværre 

stadig en stor del af de lokale 

bevaringsforeningers arbejde – 

bliver disse sager færre og færre 

i kraft af at der i befolkningen, 

hos kommunerne og i statens 

institutioner har bredt sig en 

større og større interesse for at 

bevare og ombygge eksisterende 

huse frem for at rive ned og 

bygge nyt. Men det har desværre 

på mange måder bragt os fra 

asken i ilden. 

Hvor mange mennesker i dag 

kan se det vanvittige i at rive et 

flot bindingsværkshus eller et 

gedigent byhus med fine facadedekorationer 

ned, er det langt 

sværere at forstå, at de almindelige 

ældre huse i byerne og på 

landet, der har overlevet 50’erne, 

60’ernes og 70’ernes nedrivningsbølger, 

bliver mindst lige 

så ”ødelagte” af nye termovinduer, 

nye yderdøre, tyndpuds eller 

plastikmaling på facaderne, store 

kviste, voldsomme tilbygninger 

eller ændrede tagmaterialer. Og 

kommer vi indenfor, er vi nogle 

der vil hævde at vinkelstuer, 

”samtalekøkkener”, nye spindeltrapper, 

nedsænkede listelofter 

og afsyrede døre med ”krøllede” 

messinggreb fra byggemarkedet 

også er ødelæggende for husets 

karakter. 

Det er lige før man kan hævde, 

at den 100-årige indsats for 

at hindre en nedrivning af vore 

ældre byområder og landsbyer 

snart er mere eller mindre 

omsonst. De bevarede ældre 

huse bliver via deres store popu- 

Var det det her vi ville med bygningsbevaringen i Danmark? Typisk gade med gamle huse i en dansk provinsby. Den oprindelige 

karakter og ”sjæl” er stort set væk takket være grimme termovinduer, udskiftede yderdøre, store dominerende kviste og forkerte 

tagmaterialer og andre detaljer. 

laritet, kombineret med de seneste 

års velstandsbølge, mere og 

mere ombyggede og ødelagte til 

det ugenkendelige – og samtidigt 

uinteressante og kønsløse. 

Man kan hævde, at det blot er 

en del af kulturhistorien for 

disse huse, men især tabet af originale 

100-årige – eller ældre – 

materialer, såsom vinduer, døre, 

gulve, lofter, skillerum og trapper 

er et uopretteligt tab. Ikke 

mindst fordi mine og andres 

9

10 

erfaringer siger, at de originale 

materialer og elementer ikke fejler 

en pind, ja tvært imod er i en 

langt bedre kvalitet end de nye, 

der erstatter dem, og at udskiftningen 

derfor skyldes uvidenhed 

og direkte forkert bedømmelse. I 

dag er den største trussel mod en 

lødig bevarelse af vores bygningskultur 

i virkeligheden alt 

for mange penge hos ejerne og 

manglende forståelse for husenes 

særlige materialer og karakter 

hos tidens rådgivere, håndværkere, 

livsstilsblade og såkaldte 

boligprogrammer. 

Hvad har vi af argumenter? 

At argumentere for dette over 

for husejere, der enten står lige 

for eller lige har foretaget den 

helt store ”renovering” af deres 

ældre hus, er ikke særlig let, 

hvad mange læsere af dette blad 

sandsynligvis har prøvet. 

Først prøver vi de æstetiske og 

arkitektoniske argumenter. Indgrebene 

er grimme og passer 

ikke til husets arkitektur. Dette 

bringer os imidlertid kun ud på 

tynd, tynd is. For smag og æstetik 

er som bekendt ikke entydige 

begreber, og hvem siger at 

”vores” smag er bedre og rigtigere 

end byggemarkedets, håndværkernes 

eller husejerens selv? 

Ja jeg tror sågar at selv blandt 

arkitekter er vi, der mener at nye 

termovinduer med tynde, pålimede 

sprosser uden på glasset 

både er grimme og dårlig arkitektur, 

i mindretal. Og ni ud af ti 

arkitekter river da gladelig skillevægge 

ud og skifter døre og 

vinduer i ældre huse – eller 

tyndpudser facaden med en 

”frisk” farve, fordi de simpelthen 

synes huset bliver pænere af 

det. Hvem har så ret? 

Dernæst kan vi hævde at indgrebene 

ødelægger det gamle 

hus’ ”autenticitet”. Men her er vi 

efter min mening ude på endnu 

tyndere is. For hvad så med forsatsvinduerne, 

som vi gerne vil 

have, hvad med de afhøvlede 

gulve, der fra starten var ferniserede 

og mørke og hvad med centralvarme, 

stikkontakter, køkkener 

og badeværelser? Skal disse 

uautentiske ting så fjernes? Hvor 

sætter man grænsen? 

Mit eget lille bindingsværkshus 

på Fyn fra 1736 er udvidet 

med seks fag mod øst i 1797, 

med et udskud mod haven i 

1820, med to højloftede ”fine” 

stuer mod vest i 1840, med fire 

fag stald mod øst i 1870 og to 

mere i 1890, og i 1910 er der 

isat en havedør ud til haven. 

Hvis jeg kunne finde på at bygger 

mere til eller sætte flere nye 

døre i dette hus, er dette så uautentisk 

og dermed forkert? Og 

hvis det er det, bør jeg så fjerne 

alle de ”uautentiske” tilbygninger? 

Vi kan da også konstatere, ved 

at kikke os rundt overalt, at disse 

to argumenter, de æstetisk/arkitektoniske 

og det med autenticiteten, 

ikke ”bider” på flertallet 

af husejerne. De har alt, alt for 

ringe styrke og gennemslagskraft. 

Derudover hører vi også: 

at det er så dyrt at bevare og 

istandsætte, frem for at skifte alt 

ud, 

at moderne komfort og varmeregningen 

fordrer termovinduer i 

stedet for de gamle, utætte, 

og så findes der jo slet ikke 

håndværkere, der kan udføre tingene 

på den ”gamle” måde, og 

hvis de findes, er de meget dyre. 

Alle tre fordomme er helt for- 

Mit i høj grad uautentiske hus i Viby på Fyn, der er bygget om og til utallige gange, 

men alligevel har bevaret en betagende helhed og autenticitet. Men er de ændringer, 

jeg foretager ødelæggende for autenticiteten? 

kerte, ja det diametralt modsatte 

er faktisk tilfældet, hvilket jeg 

imidlertid vil lade ligge her, da 

man kan læse udførligt om dette 

i min bog ”Huse med sjæl”. 

Det mærkelige er, at de fleste 

argumenter mod en nænsom 

bevaring, også de tre ovennævnte, 

handler om økonomi. Når det 

kommer til stykket, kan vi dagligt 

konstatere, at det bestemt 

ikke er penge, der mangler, når

hus efter hus i dag bygges voldsomt 

om, nyindrettes på kryds 

og tværs eller udvides. 

Derfor er det helt afgjort på 

det tekniske og økonomiske 

plan, man efter min mening har 

de stærkeste argumenter for en 

mere nænsom og mere kvalificeret 

bevaring af vores bygningskultur 

– det, der trods alt er tilbage. 

Men det kræver viden, 

dokumenteret viden og masser 

og undersøgelser. Derfor skal vi, 

der ønsker at bevare og forbedre 

dansk bygningskultur, styrke tre 

områder indenfor bygningsbevaringen 

i de kommende år: 

1. Byggeteknisk forskning og 

tekniske anvisninger 

Vi skal for det første gennemføre 

en øget teknisk forskning, 

der kan dokumentere, at de 

materialer og løsninger, vi anbefaler, 

ikke kun er arkitektonisk 

korrekte og pæne, men også de 

mest holdbare og økonomiske. 

Vi skal kende både de tekniske 

fordele og ulemper for huset og 

de økonomiske fordele og ulemper 

for ejeren i forhold til 

moderne materialer og metoder. 

Det er bl.a. hvad undertegnede 

og Raadvad-Centeret netop har 

arbejdet med i årevis. Vi har 

bl.a. bevist at gamle, originale 

vinduer med forsatsvinduer isolerer 

30-70 % bedre end tilsvarende 

termovinduer af træ, plast 

eller træ-alu, samt at de også er 

totaløkonomisk billigere, har 

mindre vedligeholdelsesomkostninger, 

dæmper lyden bedre og 

belaster miljøet mindre. Dette 

er ikke længere noget man kan 

mene, tro eller lade være med. 

Det er 100% bevist, teknisk og 

videnskabeligt. Ligeså ved vi at 

kalkning, trætjære, linoliemaling 

er overfladebehandlinger, der 

både styrker den bund, de 

påføres, men også har bedre tekniske 

egenskaber overfor fugt, 

vedligeholdelse og holdbarhed i 

forhold til f.eks. plastikmaling. 

Vi har bevist at smedejern, der 

essesmedes ud holder langt 

bedre overfor rust og tæring, end 

valset stål. 

Jeg synes det er meget bekymrende, 

at dette vigtige område 

for bevaringen at vores bygningskultur, 

forskningen i og 

dokumentationen af de materialer 

og metoder, vi anbefaler, ved 

den sidste ”omstrukturering” 

indenfor området, jeg tænker her 

bl.a. på forsøget på at nedlægge 

Raadvad-Centeret, nu er mere 

eller mindre overladt til det private 

initiativ og markedskræfterne. 

Jeg synes også det er meget 

”tidstypisk” for at sige det mildt, 

at styrelser, uddannelsesinstitutioner, 

kommuner og andre sidder 

med på en gratis ”fribillet” til 

disse vigtige resultater for bygningsbevaringen, 

som man 

naturligvis frit ønsker benytte, 

men ikke agter at betale til fremskaffelsen 

af. 

Nu hvor ekspertisen og det 

faglige miljø igen er blevet samlet 

i Center for Bygningsbevaring 

i Raadvad, vil én af hovedaktiviteterne 

blive en videreførelse 

af vores hidtidige forskning, 

bl.a. ved at udgive en 

række nye Tekniske Anvisninger 

med den nyeste, forskningsbaserede 

viden. 

2. Bevaringsetiske 

principper 

For det andet skal vi formulere 

et sæt overordnede, enkle, klare 

og logiske bygningsbevaringsprincipper 

for ældre huse, som 

alle kan forstå, se rimeligheden 

af og derfor ønsker at benytte. 

Raadvad-Centeret og Center 

for Bygningsbevaring i Raadvad 

har i årevis haft nedenstående 

fem punkter som det bevaringsetiske 

grundlag for vores rådgivning, 

undervisning, anvisninger 

og publikationer – bl.a. så ”kunderne” 

på forhånd ved, hvad det 

er for holdninger og bevaringsprincipper, 

de ”køber” i Centeret. 

Det har længe undret mig, at 

eksempelvis By og Land, men i 

og for sig også diverse styrelser 

og myndigheder, ejerorganisationer, 

plus for den sags skyld 

udførende tegnestuer eller håndværksfirmaer, 

ikke har et klart 

formuleret bevaringsetisk grundlag 

for deres holdning til, hvordan 

man konkret vil bevare 

dansk bygningskultur, så man 

kan læse, hvad de pågældende 

står for og lægger vægt på i 

deres bevaringsarbejde. 

Der findes jo mange ”fordomme” 

om, hvad man må og ikke 

må på eksempelvis fredede bygninger, 

både hos ejerne, håndværkerne 

og rådgiverne. Med et 

sæt nedskrevne bevaringsetiske 

principper kunne der undgås 

meget ”pengespild” til forslag, 

der går i en forkert retning. Man 

kan ikke skyde sig ind under, at 

hvis bare man vedligeholder 

huset løbende, er alt godt. Alle 

huse har løbende behov for mere 

eller mindre radikale ændringer. 

Her kan principperne for ”Nænsom 

Bygningsbevaring” med 

fordel benyttes. 

Ordet ”restaurering” er bevidst 

undgået i teksten, bl.a. fordi vi i 

Center for Bygningsbevaring 

gerne vil have de ejere af ”almindelige” 

ældre købstadshuse 

eller landhuse, der ikke ser deres 

hus som et decideret ”restaureringsobjekt”, 

i tale. Ingen husejere 

ønsker at ødelægge deres 

hus’ bevaringsværdier ”af ond 

vilje”. Det sker fordi de bliver 

11

12 

RAADVAD-CENTERETS OG CENTER FOR BYGNINGS- 

BEVARINGS PRINCIPPER FOR NÆNSOM 

BYGNINGSBEVARING 

NÆNSOMHED OG RESPEKT 

Gør så lidt som muligt. Man skal først og fremmest bevare og 

beskytte bygningens oprindelige og originale dele, bl.a. ved at gå 

så nænsomt som muligt til værks overfor bygningen. Man bør altid 

foretrække reparation frem for udskiftning. Nye elementer skal om 

muligt kunne fjernes igen. 

BEVAR SLID OG PATINA 

Gamle huse må godt se gamle ud. Man bør skelne mellem naturlig 

nedbrydning, slid og patina og forceret nedbrydning, skader og 

nedslidning. Der bør altid foregå en dyb faglig, men helt uvildig 

vurdering af materialernes tilstand og istandsættelsesbehov. 

Materialernes naturlige vedligeholdelsessignaler må ikke misforstås 

som”udskiftningssignaler”, som det ofte sker. 

BRUG DE TRADITIONELLE MATERIALER, KONSTRUKTIONER 

OG HÅNDVÆRKSMETODER 

Byg på erfaring. Vedligeholdelse og istandsættelse skal som hovedregel 

ske med de samme slags byggematerialer og håndværksmetoder, 

som bygningen blev opført med. De spiller bedst sammen med 

de eksisterende materialer og dernæst repræsenterer de meget lange 

erfaringer. Sammenspillet mellem materialerne, den konstruktion, 

de indgår i og måden, arbejdet udføres på er meget vigtigt ved 

ældre bygninger. 

FORETRÆK KVALITET FREM FOR KORTSIGTET ØKONOMI 

Gør det rigtigt – fra starten. Vedligeholdelse og istandsættelse bør 

altid udføres på den mest optimale måde og af de dygtigste fagfolk 

med størst mulig erfaring og kompetence på området, bl.a. i at 

arbejde struktureret, effektivt og kvalitativt. 

SKAB ARKITEKTONISK HELHED 

Indgrebene skal skabe en arkitektonisk helhed – både i detaljen og 

totalt. 

forkert påvirket, eller rådgivet – 

rent holdningsmæssigt og teknisk 

– overfor de selv samme 

bevaringsværdier. Derfor er 

nogle klart formulerede, overordnede 

bevaringsetiske holdninger, 

kombineret med uigendrivelige 

tekniske fakta, efter min 

mening meget vigtige for bygningsbevaringssagen. 

Det er 

eksempelvis langt bedre og mere 

effektivt end lovgivning. Bl.a. 

fordi de mennesker, der har forstået 

budskabet, og selv kan se 

det fornuftige i disse holdninger, 

selv ønsker at bevare mest 

muligt i huset, af egen fri vilje – 

ganske automatisk. 

Ordet nænsom og nænsomhed 

er tilsvarende bevidst valgt, som 

et begreb, de fleste husejere kan 

identificere sig med. I min bog 

”Huse med sjæl” forsøger jeg at 

forklare dette ved at ”menneskeliggøre” 

huset. For dybest set 

handler Nænsom Bygningsbevaring 

om at: 

Forstå huset bl.a. årsager til og 

grader af naturlig forvitring og 

skader. 

Lade huset fortælle gennem 

historiske og byggetekniske iagttagelser 

og undersøgelser. 

Tage huset med på råd ved at 

bevare dets særlige karaktertræk 

og identitet. 

Forstærke husets arkitektoniske 

kvaliteter gennem bevaringsmæssige 

forbedringer. 

Passe godt på huset gennem 

en løbende, planlagt og systematisk 

vedligeholdelse, der bl.a. 

skrives ned og fotodokumenteres. 

Hvis man forstår sit hus, og 

hvis man efterfølgende tager 

huset med på råd, så vil man 

finde, komme til at holde af og 

ikke mindst begynde at værne 

om ”husets sjæl” – som nok det 

vigtigste begreb, bygningsbevaringen 

handler om. Det er efter 

min mening det ultimative mål. 

Man kan også kalde det husets 

”karakter”, ”bevaringsværdier”, 

”egenart”, ”væsen”, ”identitet”, 

eller ligefrem ”arkitektur”, det 

må man afgøre med sig selv, 

men jeg synes ”sjæl” dækker 

det, jeg mener, meget godt. 

Faktisk svarer dette begreb 

ganske smukt til et udtryk fra 

antikken for det samme, nemlig 

Genius Loci. Det var de gamle 

romeres betegnelse for den 

skytsånd eller skytsengel, som et 

hvert hus har, og som man kan 

tilbede og anråbe om beskyttelse 

(af huset) fra. Jeg foretrækker 

dog stadig ”husets sjæl”, frem 

for en ”skytsånd”, som med 

dette særlige kommissorium let 

kunne frygtes at gå ind for at 

bruge sortglaserede tagsten eller 

eternit i stedet for et skrøbeligt 

stråtag. 

Begrebet ”husets sjæl” er ikke 

”elastik i metermål” ligesom 

begreberne pænt eller grimt eller 

autenticitet. Det dækker eksem-

pelvis også den nødvendige 

retablering eller bevaringsmæssige 

forbedring af ødelagte, 

ældre huse, som der i høj grad er 

behov for og ønsker om lige nu. 

3. Hjælp til husejerne 

For det tredje skal vi tilbyde 

ejerne af ældre huse konkret 

hjælp til at følge vores ovennævntebygningsbevaringsprincipper 

og dokumenterede tekniske 

anvisninger. Dette skal ske 

gennem formidling på internettet, 

gennem bøger, publikationer, 

kurser og seminarer samt ikke 

mindst gennem konkret, uvildig 

rådgivning på stedet. 

Det kan ikke nytte noget at 

selv om husejerne er blevet 

overbevist om at vores principper 

og konkrete råd er de rigtige, 

så går processen i stå, fordi den 

første håndværker, materialeleverandør 

eller hvem som helst 

man møder påstår, at det ikke 

kan lade sig gøre og hellere skal 

laves på en anden måde. Derfor 

må vi stille uvildig hjælp til 

rådighed, helt ud i det yderste 

led af processen. 

Dette var baggrunden for etableringen 

af Raadvad-Centerets 

Viden-Portal på internettet så 

tidligt som i 1996, for udgivelsen 

af Centerets Tekniske 

Anvisninger, hæfter og bøger, 

for etableringen af en Firma- 

Database og en Materiale-Database 

m.m. på internettet, for 

etableringen af Raadvads Bygningssyn 

og for de mange efteruddannelseskurser 

for håndværkere 

og arkitekter, som Centeret 

har afholdt gennem årene. Der 

er ingen tvivl om at alt dette 

allerede har haft en vis effekt. 


har efter retableringen i Raadvad, 

bl.a. med undertegnede, 

Anne Lindegaard, Thomas 

Kampmann og Hans Jørgen 

Hansen som medarbejdere, igen 

lanceret disse ydelser i en udvidet 

og forbedret form. Man kan 

læse nærmere om vores bygningsrådgivning, 

vores kurser og 

seminarer og vores tekniske 

anvisninger og publikationer på 

vores hjemmeside www.bygningsbevaring.dk 

Da vores navne beklageligvis 

også optræder på andres hjemmesider, 

er det vigtigt at man 

søger og finder vores nyreviderede 

materialer på vores egen 

hjemmeside eller ved henvendelse 

til Center for Bygningsbevaring 

i Raadvad på telefon 45 96 

99 90. Vi bor som nævnt igen i 

vores ”gamle” lokaler i Raadvad. 

Har vi disse tre elementer til 

vores rådighed, et forståeligt og 

klart formuleret bevaringskodex, 

en videnskabelig forskning 

og dokumentation, der 

I første halvår af 

2005 udbyder 


omkring 

25 kurser for håndværkere, 

rådgivere 

og private omhandlende 

alt fra vinduesistandsættelse, 

restaurering af murværk 

og facader, 

restaurering af interiører, 

istandsættelse 

af bindingsværk, 

maling med traditionelle 

malingstyper, 

restaureringsholdninger 

samt marmorino 

og stuccolustro 

m.m. Se nærmere 

på www.bygningsbevaring.dk. 

Forsiden på kursusfolderen 

om 

”Maling med traditionellemalingstyper”. 

underbygger dette samt en 

række konkrete serviceydelser til 

husejerne, bl.a. bøger, publikationer, 

en videndatabase på internettet, 

kurser, seminarer og 

arrangementer – samt ikke 

mindst mulighed for uvildig 

rådgivning på stedet – vil vores 

måde at bevare ældre huse på 

snart komme i højsædet overalt. 

Husejerne vil som tidligere 

nævnt helst gerne gøre det rigtige, 

og hvem vil ikke også gerne 

spare penge. 

Snart vil der også brede sig en 

’trend’ på ældre huse, hvor man 

ønsker at fjerne de grimme termovinduer 

igen, fjerne plastikmalingen, 

eternittaget med det 

voldsomme udhæng, kæmpekvistene, 

gavlbalkonerne og 70’erskorstenen 

– og retablere det 

oprindelige udseende igen. Vores 

næste store opgave bliver at 

hjælpe husejerne med dette. 

13

14 

SKURENE I SKAGEN 

OM ET LOKALSAMFUNDS MANGEL PÅ RETTIDIG OMHU 

FOR UMISTELIGE VÆRDIER 

Af Flemming Skude, arkitekt m.a.a. Foto: Forfatteren 

I en tid domineret af effektivitetshunger 

og jag foregår en stadig 

indsnævring af alt, som ikke 

umiddelbart matcher tidsånden. 

Således også inden for bygningsverdenen 

hvor lader, stalde og 

skure repræsenterer hierarkiets 

ultimative bund, eftersom sidstnævnte 

pr. definition er uegnet til 

beboelse for mennesker og dyr. 

Bygning eller arkitektur 

’Et skur er en bygning; Lincolnkatedralen 

er et stykke arkitektur 

… og betegnelsen arkitektur henviser 

udelukkende til bygninger, 

der er designet med henblik på 

æstetisk appel’, tordnede den 

engelske kunsthistoriker Nicolaus 

Pevsner i sit oversigtsværk: 

Europas arkitekturhistorie (på 

dansk 1973). 

Pevsners arrogante syn på 

diverse mindre og ydmyge byg- 

ninger som indbegrebet af, hvad 

der med sikkerhed ikke kan være 

arkitektur, vil de fleste nok trække 

på skuldrene af nu om stunder. 

For gav vi ham medhold, 

ville kun et yderst begrænset 

udvalg af ’æstetiske’ bygværker 

kunne komme i betragtning til en 

arkitektonisk kanon – mens vi i 

en overskuelig fremtid skulle 

henregne den overvejende part af 

bygningsmassen til den lidet misundelsesværdige 

kategori af 

noget mindreværdigt. Billedlig 

talt som jaget vildt, der på forhånd 

var destineret til at vige 

pladsen for mere imponerende 

bygningsværker. 

Ly og læ 

Det mest ambitiøse tiltag der 

endnu er gjort for at tildele 

småhuse en smule værdighed 

eller mindstemål af anerkendelse 

indtraf, da skuret i år 2000 blev 

gjort til temaobjekt på Bygningskulturens 

Dag. Ved samme lejlighed 

blev det marginaliserede skur 

fremhævet som den mest ydmyge 

af alle bygningstyper, og arkitekt 

Nik. Hyllestad forklarede i tidsskriftet 

b (nr. 48), at 

ordet skur betyder lygiver for 

nedbør, og at funktionen delvis 

kan være at agere som lægiver 

mod vinden. I ældre byejendomme 

betegner ordet ’skur’ et 

beskyttende, horisontalt udhæng 

over en trappehals eller kældernedgang. 

Så på moderne dansk 

kunne en carport passende hedde 

et vognly eller et vognskur. 

’Ordene skærm og skur er beslægtede 

med rodordet skind’, 

fortsætter Hyllestad: ’Og for sig

ser man dyrehuder der i oldtiden 

har været arrangeret med kæppe 

og stager til en teltlignende konstruktion. 

Menneskene dengang 

boede ikke – de søgte ly. Det er 

stadig karakteristisk for skuret, at 

vi ikke bor i det. Vi har det som 

opbevaringssted.’ 

Ydmygt og enkelt 

Skure bliver typisk benævnt efter 

deres funktion: brændeskur, redskabsskur, 

garnskur, cykelskur, 

haveskur osv. Vores husdyr har da 

heller ikke boet i skure, men i 

huse. Såsom hønsehus eller i stalde: 

svinestald, kostald m.v. 

’Skuret giver også ly, men er tilmed 

lukket for øvrigt vejrlig’. Og 

kan undertiden skærme mod indblik 

som det er tilfældet med 

bade- og omklædningsskure eller 

de muntert stribede badekabiner 

ved italienske strande. 

’Skuret er som bygning og som 

kulturtræk ydmygt, enkelt, ærligt 

og blottet for prestigesignaler. Det 

er en fornuftig konstruktion med 

åbenlys og logisk brugsværdi. 

Mens vore huse er opført med 

respekt for materialerne, funktionerne 

og forfaldet, er det mest 

karakteristiske for skuret, at det er 

tørt, ukompliceret og uden tekniske 

installationer. Skuret er ligefrem 

så enkelt i sin opbygning og 

konstruktion, at det er nemt at 

reparere og vedligeholde’*). 

Klondykens chame 

Selv i tilfælde, hvor skuret har 

været genstand for vanrøgt eller 

misligholdelse, hænder det ofte, 

at en overraskende skønhed pibler 

frem. 

Det kan for eksempel være 

facadens malede pandeplader, 

som udsat for sollysets vedvarende 

nedbrydning krakelerer i fantasifulde 

sprækkedannelser og farvetoner. 

Såvel for at kunne opleve 

forfaldets skønhedsværdi som for 

enkelhedens skyld, ’bør ydmyge 

bygninger vinde hævd, ligesom 

det altid er godt, når noget småt 

og upåagtet ikke overses!’*. 

Et fromt og utvivlsomt velment 

ønske, men som den svageste part 

i slaget mellem forskellige kapitalinteresser 

og bygningskategorier 

er det blevet skurets tilbagevendende 

rolle at skulle trække det 

15

16 

korteste strå - til fordel for stærkere 

og mere grundmurede interesser. 

I den forbindelse hjælper 

det lidet, om skurene ’er mange 

nok’ til sammen at danne en lille 

by. Modsat det fritliggende skur 

dannes en skurby af skure i mere 

eller mindre tæt sammenstilling, I 

en sådan ansamling vil der opstå 

labyrinter af smøger og pladser 

mellem ’husene’. Hvorefter livet 

mellem skurene for alvor kan 

begynde at udfolde sig… 

Fornuft i forfald 

Afhængig af temperament kan 

man betragte skure som enten 

funktionelle depoter for alskens 

redskaber – eller som alibi for at 

have sit private, hemmelige fristed 

i et samfund stadig mere 

gennemsyret af formål og fornuft. 

Og eftersom skuret og dets indhold 

unddrager sig almindelig 

pengeøkonomi, vil ethvert pres 

for en mere rationel udnyttelse af 

skuret – herunder vedligeholdelse 

med småborgerlige omsætningsmotiver 

for øje – brillere ved sit 

fravær. Skurene får lov at skøtte 

sig selv, som det nu engang måtte 

passe i brugerens tempo, hvorfor 

eventuel vedligeholdelse plejer at 

foregå i så ujævn og usystematisk 

en rytme, at forfaldet hyppigt når 

at sætte ind. 

Verdenskunst 

Om nogen har den engelske forfatter 

Bruce Chatwin ladet sig 

fascinere af selvgroede bræddeskure, 

og fotograferet dem hvor 

han kom frem i verden, eksempelvis 

i Mauretanien. Fra byen 

Nouakchott er det lykkedes ham 

at forevige farve- og stofoplevelser 

af en så udtryksmæssig intensitet, 

at det kan måle sig med professionel 

verdenskunst. Ikke fordi 

skurbyggerne har søgt at komme 

på omdrejningshøjde med de 

højere æstetiske sfærer, med deres 

ligefremme byggeri har de alene 

villet imødekomme aktuelle 

behov. Med nøgtern målrettethed 

har de sammentømret deres 

uprætentiøse depoter af forhåndenværende 

brædder i vilkårlige 

længder og ligeså spontant bemalet 

facader og døre i tilfældige 

orange og blå farvetoner – i den 

udstrækning malingen og impulsen 

nu rakte. 

Fortæller om ejeren 

Såvel forfaldet som den sporadiske 

vedligeholdelse forstærker

givetvis vore hjemlige skurbrugernes 

følelse af frihed i forhold 

til samfundets almindelige normer. 

For hvis en høj grad af vedligeholdelse 

kan være udtryk for 

trivsel – kan også fravær af vedligeholdelse 

vidne om en mere 

afslappet form for trivsel. Og 

resultere i en særegen æstetik af 

frønnede og kraftigt patinerede 

overfladestrukturer. Hvor det 

selvklart er blevet en kvalitet i sig 

selv at kunne melde pas i forhold 

til samfundets almindelige jag og 

finde sig et helle eller fristed i en 

prioritetsfikseret samfundsøkonomi. 

Turisme kvæler miljø 

Så meget desto mere må det 

fremkalde vor vrede, når den 

kommunale planlægning i ledtog 

med kapitaltænkningens kortsigtede 

fornuft ønsker at udradere 

skurbyer for at den konventionelle 

mainstream kan underlægge sig 

endnu et territorium for den 

dræbende forudsigelighed. Som 

det aktuelt er på dagsordenen i 

Skagen i forbindelse med en 

påtænkt havneudvidelse**). 

Bevæggrunden for at pille ved 

Danmarks mest attraktive ferieparadis 

er fremkaldt af indtægtsnedgang 

fra byens tidligere hovederhverv, 

fiskeriet. For at imødegå 

tilbagegangen i et nationalt 

udkantsområde har byens politikere 

og planlæggere valgt at satse 

på turismen ved at foreslå den 

lokale havn udvidet til at tage 

imod krydstogtskibe. 

Rent fysisk er planen ikke alene 

at foretage en dramatisk moleudvidelse 

ud i Kattegat, men som en 

følgeeffekt på landsiden skal 

skurbebyggelser i havneområdets 

vestlige ende vige til fordel for 

luksusboliger uden bopælspligt. 

Kvalitetstab 

Spørgsmålet bliver herefter hvilken 

pris Skagens herlighedsværdier 

i sidste instans kommer til at 

betale for så omfattende globalisering 

af den stedlige skala og 

fremtræden. I første række vil 

provinsbyens humane kvaliteter 

formentlig blive tivoliserede. 

Forsvinde vil ved samme lejlighed 

det kendte havnemiljø med 

den maleriske ansamling af skure, 

træskure hvor lystfiskere og bolværksmatroser 

til dato har kunnet 

opbevare mindre net og grej til 

husbehov. 

Med fare for at blive kaldt 

romantiker forekommer den 

nuværende bebyggelse mig at 

besidde en egen intimatmosfære 

med duft af tjære, råhygge for 

skæve eksistenser og maleriske 

kig ud mellem de mestendels 

røde træbygninger. Det vil selvfølgelig 

være muligt at demontere 

skurene til genopstilling andetsteds, 

men for Skagen vil der 

være en risiko for, at den kyniske 

havneudvidelse vil ødelægge de 

primære kvaliteter, der det seneste 

århundrede så effektivt har tiltrukket 

turister. 

Rettidig omhu savnes 

Skurene i Skagen er selvfølgelig 

et marginalt problem i national 

sammenhæng, men som princip 

og for fiskerbyen kan der være al 

grund til at plædere for: ’det 

gamle skur, oh lad det stå..’ med 

en advarende påpegning af at vise 

behørig respekt for skønhed i 

dens mange fremtrædelsesformer. 

Ikke mindst i forbindelse med 

banale og nære overtoner som 

’tryghed’ og ’trivsel’ – som modvægt 

mod et stadig mere overadministreret 

og gennemrationaliseret 

samfund, der øjensynlig ikke 

evner at udvise rettidig omhu over 

for kvaliteter, som hverken er 

grundmurede eller lader sig 

opgøre i penge. 

*Nik. Hyllestad i b 

48 (2000). 

**VVM-vurdering med indsigelsesfrist 

5. februar 2005. 

17

18 

SELVFORVALTNING, FÆLLESEJE 

OG FÆLLESSKAB 

MOSAIK AF FAGLIGE SYNSPUNKTER PÅ CHRISTIANIA 

Af Karen Zahle, arkitekt m.a.a. Foto: Nils Vest 

Udsigt over Christiania fra Vor Frelsers 

kirketårn. 

Kan det virkeligt være rigtigt, at 

man lægger op til at ødelægge 

kerneværdierne i Christiania ved 

at: 

1. Fravriste beboerne retten til 

deres boliger, hvis de ikke imødekommer 

krav, som er i strid med 

den hævdvundne selvforvaltning 

ved ifølge loven at ville gå udenom 

område- og fællesmøderne. 

2. Starte nedrivning af boliger, 

som er opført med myndighedernes 

billigelse. 

3. Efter en gennemgribende 

"normalisering" forlange at christianitterne, 

for en pris som staten 

herefter fastsætter, skal købe 

deres boliger, hvorefter staten 

sælger resten af boligerne til markedspris. 

Kan det være rigtigt, når det – 

som det var tilfældet på en høring 

holdt af Akademiraadet – er påpeget 

af en række kyndige fagfolk, 

at det, der er sket på Bådsmandsstræde 

de sidste 30 år, er helt enestående. 

Særligt om fredning 

Det sociale og arkitektoniske eksperiment, 

der har udspillet sig i 

fortifikationen i mere end 30 år, 

er på mange måder noget af det 

væsentligste, der er sket i frontlinien 

i dansk arkitektur. Ikke nødvendigvis 

i elitær forstand, men 

som udtryk for, hvad man kunne 

kalde "situationens arkitektur", en 

arkitektur, som opstår både som 

forudsætning for og som konsekvens 

af måder at indrette sig 

på... som har været dikteret af den 

helt usædvanlige forudsætning, at 

den i sin vægtløse mangel på forankring 

i normer og regler, både 

bar troen og skrøbeligheden i eksperimentet 

i sig... 

Vurderingen af fredningsværdien 

i de fredede bygninger ligger 

entydigt i Det Særlige Bygningssyn 

og man vil derfor ikke kunne 

nedtage selv hårdt medtagne, men 

altså stadigværk fredede bygninger 

uden Det Særlige Bygningssyns 

godkendelse. Mit forslag er 

at man i vurderingen af situationen 

for de fredede bygninger 

medtænker de bygninger, der er 

tilkommet i Christianiatiden 

(Jørgen Nordquist, direktør Bygningskulturelt 

Råd). 

Særligt som manifest bidrag 

til den aktuelle debat om 

storbyen 

Man må fjerne "normaliseringsbegrebet" 

som overskrift og 

erstatte det med spørgsmålet om, 

hvordan der kan skabes en ny 

fremtid for Christiania, som 

ramme om alternative kulturer og 

alternative sociale former... 

Man er nødt til at sætte et 

arbejde i gang, som seriøst undersøger, 

hvordan vi kan støtte en 

vitalisering og videreudvikling af 

Christiania. 

Vi er nødt til at være åbne overfor 

globaliseringen, og vi er samtidigt 

nødt til at opretholde nogle 

særtræk for at kunne overleve i 

globaliseringen. Det er her rummet 

for de alternative kulturer bliver 

vigtigt. Christiania udgør et 

sådan rum, som vi derfor må 

interessere os for at opretholde. 

(Jens Kvorning, professor på 

Kunstakademiets Arkitektskole). 

Særligt om bosætning 

på voldene 

Man kunne jo vælge at opfatte 

Christianias volde som bosætningens 

eksperimentelle afsnit af 

byens samlede voldanlæg, ligesom 

man har Tivoli som forlystelsesafsnittet 

og Botanisk Have som 

de særlige planters afsnit. Og 

ligesom for de andre afsnit anerkende, 

at her gælder særlige regler 

i erkendelse af, at fristaden 

giver så meget mere, end den forarger...

Foran Indkøberen. 

Særligt om åben form 

I Christiania har beboerne initiativet, 

her leves livet kunstnerisk og 

kreativiteten kommer til udtryk i 

husene. Og her demonstreres den 

åbne planlægningsmodel eller 

Svellevej ved søen. 

åben-form, som den også kaldes... 

Særligt om det funktionsintegrerede 

boligområde 

Der er dagligvarebutikker, værksteder, 

børneinstitutioner, sund- 

hedshus, byggekontor og byens 

(Københavns!) mest differentierede 

genbrugsstation... Oven i det er 

der tilbud om mad, kunst, musik 

og et væld af store og små kulturelle 

arrangementer, som hele byen 

(København) har glæde af. 

Christiania har simpelthen skabt et 

enestående neighbourhood... 

Det væsentlige i Christiania som 

byeksperiment er fristadens dynamik 

og indre sammenhængskraft, 

manifesteret i evnen til at organisere 

de fysiske og institutionelle 

rammer for egne liv og til at producere 

kvalificerede kulturelle tilbud 

til det øvrige samfund. Den 

kollektive brugsret og selvforvaltningsprincippet 

er uløseligt forbundet 

med denne kreative evne. 

(Carsten Hoff, arkitekt). 

Særligt om rekreative 

kvaliteter 

For os (naboer) er Christiania et 

kulturelt og landskabeligt åndehul. 

Vi ønsker ikke nyt rationelt 

boligbyggeri på Christiania med 

tilhørende P-pladser, bilkørsel og 

infrastruktur. Den slags har vi 

mere end nok af på Christianshavn. 

Vi har... meget vand, men 

mangler åbne og grønne områder. 

Dem finder vi på Christiania, der 

er vores åndehul. Der kan vores 

børn lege og cykle uden at være 

truet af biler. Der kan vi selv gå 

lange ture uden at blive generet af 

biltrafikken, og i modsætning til, 

hvad der er tilfældet i byens velfriserede 

parker, kan børnene 

klatre i træerne. 

En væsentlig årsag til, at Christiania 

er tiltrækkende er også, at 

der er liv på gader og stier. Folk 

opholder sig meget uden døre, 

selv i vinterhalvåret. De snakker 

faktisk med hinanden. 

Hvis regeringen gennemfører 

19

20 

Preben Smed og bike ved Smedien. 

helhedsplanens væsentlige punkter, 

vil Christiania dø, og København 

vil miste en social sikkerhedsventil, 

og vi naboer vil miste 

en grøn oase... Det meget nybyggeri 

med P-pladser og genopretningen 

af fortidsmindet, vil 

berøve den dens nuværende 

usædvanlige oplevelsesværdi, der 

består i samspillet mellem voldene, 

vandet christianiaarkitekturen 

og de gamle bygninger. Alle 

besøgende har allerede nu mulighed 

for at gå på og ved voldanlægget, 

så i den henseende er der 

intet nyt i regeringens udspil. 

Vi savner respekt for Christianiakulturen 

i regeringens udspil. 

(Julius Lund, nabo til Christiania). 

Særligt om "branding" 

Som "brand" betragtet er Christiania 

måske endda det mest danske 

vi har. På niveau med Danish 

Design, Kongehuset og Lego... 

Der har næppe været hverken 

managementguruer eller reklamebureauer 

med omkring bordet, da 

Christiania blev født. Men der er 

ingen tvivl om, at grundlæggerne 

af Christiania kunne lære os alle 

meget... 

Christiania har det hele. En 

vision om et bedre samfund. En 

mission om at være et fristed for 

dem, som ikke passer ind i det 

omgivende samfund. Og et sæt af 

grundlæggende humanistiske 

værdier... 

Christiania har gennemført det 

tætteste vi kommer økonomisk 

demokrati længe før nogen havde 

opfundet begrebet. Og som socialt 

eksperiment har fristaden vist 

en evne til at socialisere mennesker 

uden at berøve dem ethvert 

socialt initiativ. 

Den liberale grundtanke trives 

faktisk bedre på Christiania end 

nogen andre steder... 

Det er nemt nok at rive ned. At 

kræve tilpasning og normalisering. 

Det er straks sværere at 

turde springe ud af normaliteten. 

Tænke det utænkelige. Sige det 

uudsigelige. Turde noget andet 

end den slagne vej. Men det er 

sjovt nok dansk erhvervslivs evne 

til at tænke anderledes, der er 

vores væsentligste konkurrenceparameter... 

måske kan brandet 

Danmark – vores nationale egenart 

– bedst defineres som 

Christiania. 

Det vil uden tvivl være væsentligt 

sværere at sælge Danmark 

generelt, hvis vi slår en så 

væsentlig del af vore egenart 

ihjel. Dybest set er det svært at få 

øje på en mere afgørende forskel 

på Danmark og de andre nordiske 

lande end Christiania... 

(Frederik Preisler, reklamefirmaet 

Propaganda Mc Cann). 

Særligt om utopier 

De vide rammer, som er betingelsen 

for at kunne afprøve en praktiseret 

utopi på Christiania kan 

have mange faconer. Afgørende 

er, at beboerne er enige i udform 

ningen... 

(Allan de Waal, arkitekt). 

Særligt om usædvanlige 

boligområders kvaliteter 

Der er behov for flere – ikke færre 

– usædvanlige boligområder, hvor 

de mennesker, der ikke kan fungere 

i mere almindelige boligområder, 

kan få et fristed til at leve 

på egne sære præmisser... 

Hvis myndighederne ønsker at 

"normalisere" disse områder, må 

det gøres i en liberal ånd. Dvs. 

nuanceret og fleksibelt med 

respekt for områdernes særpræg 

og kvaliteter... 

Usædvanlige boligområder fungerer 

som boligmarkedets sikkerhedsventil. 

Sådan nogle skal man 

som bekendt passe på med; skrues 

de for hårdt i, giver det eksplosioner. 

Usædvanlige boligområder er 

et plus for hele samfundet, for de 

får os andre til enten at gyse og 

elske vores egen normale bolig 

højt eller til at drømme om friere 

forhold og måske realisere drømmen, 

sådan som de 25-30.000 

mere upåagtede, men i en vis forstand 

christianitterlignende beboelser 

i kolonihave- og sommerhuse, 

at undersøgelser af andre 

usædvanlige boligområder viser. 

Når der er blevet indført individuel 

ejendomsret i forbindelse 

med en "normalisering", hvor 

kommunerne anerkender den de 

facto bosætning, som har eksisteret 

i mange år, så er resultatet det 

samme hver gang: Ved de efterfølgende 

ejerskifter stiger prisen 

på de enkelte boliger, og gradvist 

forsvinder de oprindelige, fattige 

og/eller skæve beboere. 

Hvis Christiania skal bevares 

som et usædvanligt boligområde, 

så er det afgørende at opretholde 

en eller anden form for kollektiv 

ejendomsret. Det behøver ikke at 

være præcis den nuværende 

form, der kunne også tænkes 

andre varianter af kollektiv ejendomsret 

f.eks. en eller anden 

form for lejeboliger. 

(Hans Kristensen, vicedirektør 

By og Byg).

Særligt om kunst og kultur 

Christiania har... altid været 

omdrejningspunkt og opholdssted 

for tilblivelsen af en masse kunst, 

håndværk og musik. 

De hjemløses jul er et arrangement, 

der vidner om social forståelse 

og nærvær. Det finder 

man ikke så mange steder... 

Christiania er et af de bedst 

bevarede kulturmonumenter fra 

sin tid. At fjerne det og gøre det 

til en tilpasset del af opera- og 

skolemiljøet på Holmen ville 

måske være på sin plads, så de 

mange studerende derude ikke 

skal få visionære ideer eller ryge 

sig en joint for at blive inspireret. 

De mange tusindvis af turister 

vidner om den betydning og gennemslagskraft, 

som Christiania 

har som kulturfænomen i at eksperimentere, 

arbejde sammen på 

fælles resultater og ikke mindst 

dumme sig. Det er en nødvendig 

og vigtig udvikling for al skabelse. 

Derfor udgør Christianias kollektive 

grundlag et afgørende fundament. 

En kapitalisering af 

Christiania vil gøre "kunsten" 

mere kommerciel, mondæn og 

ufarlig à la "Den Gamle By" i 

Århus. Hvis det er det man 

ønsker... 

Christiania har skabt sit helt 

eget kunstmiljø og lige præcis dét 

kollektive miljø, der er med til at 

finde ny sider i kunstens udtryksformer 

og gøre ny opdagelser. 

(Lars H.U.G., musiker og billedkunstner). 

Særligt om boliger for 

socialt udsatte 

Boligen også for de udstødte og 

for alle dem, der bare er anderledes, 

er det sted, hvor man skaber 

sit hjem. Og man kan kun rigtigt 

finde sig hjemme i en bolig, der 

er i overensstemmelse med det, 

man selv repræsenterer. Det har 

jeg lært mig i de mange år, hvor 

jeg har beskæftiget mig med de 

mennesker, der er sat udenfor det 

almindelige samfundsliv... 

At leve et anderledes liv, som vi 

bør acceptere, at nogle frivilligt 

eller af nød gør, kræver i det normalitetsoptagede 

samfund, at de, 

der er anderledes, selv får mulighed 

for at skabe det, sådan som 

det er gjort mange steder rundt 

omkring, heriblandt på Christiania. 

(Preben Brandt, dr.med., formand 

for Rådet for Socialt udsatte). 

Konklusionen må være, at der 

er brug for i samarbejde med 

Christiania at finde løsninger, 

som både tilgodeser Christianias 

beboere og det omgivende samfund. 

Foran mig ligger også et 

tungtvejende udsagn fra lægen 

Knud Josefsen. Han klæder 

myterne af og redegør for huslejeforholdene, 

som de er. Drager 

paralleller til andelsboligforeningers 

funktion. Påpeger myndighedernes/forsvarsministeriets 

medansvar for de skete byggerier 

og nævner flere oplagt positive 

sider ved Christiania, herunder at 

el, vand og kloak... og veje af 

christianitterne er videreudviklet 

til en helt tidssvarende standard. 

Sammenholdt med de mere overordnede 

synspunkter, som af 

byteoretikere er fremført som 

krav til storbyer, må man undre 

sig over den manglende forståelse 

for betydningen af Christianias 

fortsatte eksistens. 

Udviklingseksperten Richard 

Florida citeres i disse år som en 

gennemtrængende formidler af 

synspunkter, der påviser en klar 

sammenhæng mellem "høj vækst 

og tolerance overfor minoriteter". 

Ifølge ham er "væksten i højtudviklede 

videnssamfund afhængig 

af tre faktorer: talent, tolerance og 

teknologi". De kreative talenter 

ønsker ofte at bo der, hvor der er 

mest farverigt og forskelligt og 

kulturen åbensindet. Med Christianias 

tidlige gennemførelse af 

Internet, bredbåndforbindelse og 

avancerede IT-konstruktioner er 

der grund til at spørge, om ikke 

hele byen kunne lære meget af 

Christianias eksempel. Når man 

derefter slår op i Københavns 

kommunes strategiplan 2004, er 

det med største fortrøstning, man 

læser, at "målet er, at København 

fortsat skal udvikle sig som en 

mangfoldig storby med livskvalitet, 

plads og muligheder for alle, 

uanset social, kulturel og etnisk 

baggrund", at "det er variationen i 

bybilledet, kvarterernes forskellige 

særpræg og borgernes forskellige 

levevis, som gør København 

til en mangfoldig by", og at 

"København ikke mindst er kendt 

for Christiania med dets helt egen 

mangfoldighed". Dette afsnit 

"Mangfoldighed" er oven i købet 

illustreret med et luftfotografi af 

Christiania med en tekst, der 

beskriver Christiania som et 

område i byen, der er med til at 

give København et image, som en 

kreativ og rummelig by. Det er en 

kvalitet, at København har nogle 

usædvanlige byområder, men det 

kræver gensidig tolerance. Der er 

anledning til en diskussion af, 

hvordan disse kvaliteter styrkes 

og fornys. Og der er behov for 

støtte til oprettelse af en fond som 

kan gøre Christiania stærk nok til 

at fortsætte sit eget liv. 

Meld jer ind i “Foreningen til 

forberedelse af Christianiafonden”,www.christianiafonden.dk 

og bidrag på denne og 

andre måder til at frikøbe fristaden. 

Ødelægger man Christiania, 

ødelægger man byen. 

21

22 

VOR FRUE KIRKEPLADS I KALUNDBORG 

Af landskabsarkitekt Kirsten Lund-Andersen Foto: Bent Falk. 

Fra Vor Frue kirke opleves parterret som en meget væsentlig del af Højbyen. 

Kirken og den ældste del af Kalundborg by udgør et enestående kulturmiljø. 

Hvad er det Kalundborg har, 

som ikke findes i nogen anden 

by i Danmark? Svaret er naturligvis 

den femtårnede kirke og 

Højbyen. Men byen har også 

noget andet – noget ganske 

særligt. Et grønt parterre. På en 

svagt skrånende grusflade foran 

breder der sig et grønt tæppe af 

lave stedsegrønne hække, der er 

klippet i et præcist og regelmæssigt 

mønster. Hækkene er plantet 

i kvadrater der hver måler 4,5 x 

4,5 m. Kvadraterne er ordnet i 

rækker, der griber ind i hinanden 

og danner kæder med ét kvadrat 

i den første række, to i den 

anden, tre i den tredje o.s.v. Hele 

pladsen er fyldt ud af dette 

Havearkitekten, professor C.Th. 

Sørensens tegning fra 1952 til 

parterret ved Vor Frue. 

mønster, en gennemtænkt komposition 

til den kileformede 

plads, og overalt fra pladsen kan 

kirken opleves hen over denne 

grønne flade. Hækkene er stedsegrøn 

liguster og berberis, en 

såkaldt ”armeret hækplantning”, 

hvor berberis stiver ligusteren af. 

Den oprindelige byplan for 

Højbyen antages at have været 

en helhed med en kirke og to 

borge. Adelgade blev den nye 

bys hovedstrøg og strakte sig 

over banken mellem de to borge 

i øst og vest. Middelalderbyens 

gadenet var betinget af stedets 

naturgivne forhold og byens formål. 

Foran den femtårnede kirke 

opstod en kileformet torveplads 

med randbebyggelse på de tre 

sider. Middelalderbyens struktur 

præger Højbyen markant den 

dag i dag, og den kileformede 

plads ligger stadig foran kirken, 

svagt skrånende og med lave 

huse på de to sider. 

Pladsen var i mange år dækket 

af græs, et par rosenbede og 

med et mindesmærke for politikeren 

Ove Rode. Den trængte 

alvorligt til et løft, og havearkitekten, 

professor C. Th. Sørensen 

udarbejdede i 1952 et forslag 

til omlægning af pladsen. 

Karakteristisk for C. Th. Sørensen, 

en af det 20. århundredes 

største danske havearkitekter, fik 

pladsen netop en udformning, 

der tog udgangspunkt i stedets 

egne forudsætninger. Pladsens 

geometriske planløsning var et 

moderne svar på de fem ottekantede 

kirketårne, og de grønne 

kvadraters størrelse stemte godt 

overens med proportionerne på

de mindre borgerhuse langs 

siderne. Tilsammen danner den 

middelalderlige kirke, de gamle 

huse og C. Th. Sørensens parterre 

et enestående bevaringsværdigt 

kulturmiljø. 

22 år efter parterrets anlægning 

skrev C. Th. Sørensen om 

parterret i ”Jul i Kalundborg 

1975” blandt andet: ”Som sagt 

er det mig en stor glæde at se til 

stedet, når jeg kommer til 

Kalundborg. Er der noget, som 

jeg kunne tænke mig ændret? 

Ikke i formen i selve parterret, 

jeg håber meget, det må kunne 

bevares; men der er to ting, som 

måske ville gøre stedet rigere. 

Mønsteret er således, at der mod 

Adelgade er 7 små gruspladser 

på 3 x 4 m, hvor pæne bænke 

kunne få plads. I hver mønsterkæde 

er ganske små gruspladser, 

hvor det kunne være ”sødt”, at 

nogle løgvækster kom frem 

sommeren igennem, højst 7 løg i 

hver udsparing, endelig ikke en 

kompakt blomsterbuket. Der kan 

være tale om tulipaner, kejserkroner 

og liljer, således at der er 

blomster fra april til oktober.” 

Ja, tænk, om det måtte blive 

sådan! Virkeligheden er desværre 

en anden, og der er slet 

ingen blomster, men parterret er 

endnu intakt. Det er ganske vist 

meget forvokset, i tidens løb er 

det blevet tildelt enkelte fremmedelementer 

i form af skulpturer, 

og kvarterets biler vil sikkert 

også gerne være tættere på den 

unikke plads eller bare have en 

lille bid! 

Det løber mig koldt ned ad 

ryggen ved tanken om, hvad der 

kan ske. Kirken og husene i 

Højbyen er fredet, men parterret, 

den mest sårbare del af Højbyen 

og noget af det 20. århundredes 

bedste, danske havekunst, er ikke 

fredet eller sikret for eftertiden. 

Omkring 1864 havde Vor Frue kirke mistet det midterste tårn. 1898 blev husene 

foran kirken revet ned. På kirkepladsen skimtes en af byens mange brønde, som 

alle er væk i dag. 

Gamle postkort fortæller 

os om krkepladsens 

historie. Her 

ses pladsen med brolægning. 

Postkort ca. 1932 viser kirkepladsen med græs og 

rosenbede. 

I 1975, da parterret var 23 år gammelt, havde det endnu sin oprindelige form og 

størrelse i god behold. Siden er det vokset til den dobbelte højde! 

23

24 

DOMHUSGÅRDEN GENSKABT 

Af advokat Bonnie Mürsch. Foto: Allan Tønnesen. 

C.F. Hansens vision af Slutterigade. 

Der er steder som man kender 

uden ret at kende dem. Således 

med Slutterigade i København. 

En stor del af Danmarks befolkning 

har nok stadig det sceneri på 

nethinden, der dannede baggrund 

for Trads & Thorsens udveksling 

af uartigheder – Arresthusets dørparti 

omgivet af murværk tilsmusket 

af tiden og af graffiti. 

Som led i istandsættelsen af 

domhuskompleksets facader kom 

turen siden til afsnittet, der omfatter 

Slutterigade med de to markante 

forbindelsesbuer. 

Omsider stod det hele atter 

smukt og stramt med flader i 

mættet stoflighed som det også 

må have betaget byens borgere 

ved opførelsen. 

Men noget manglede for at 

fuldende den rumlige oplevelse. 

Det må allerede C.F. Hansen have 

indset, da han i midten af 

1820’rne på sin karrieres højde 

udgav et værk med kobberstik, 

hvor han revet med af den romerske 

kobberstikker Piranesis fængselsromantik 

i sit prospekt af 

Slutterigade iscenesætter rummet 

med en gade i ét plan belagt med 

store fliser, der samler voluminet 

mellem Domhus og Arresthus. 

Gadeforløbet med fortov, kantsten 

og den gemene asfalterede 

kørebane forekom nu i kontrast til 

de istandsatte facader at være en 

sådan tarvelighed over for den 

storladne arkitektur, at en komité 

satte sig for at tilvejebringe private 

fondsmidler til en granitbelægning, 

der kunne gengive byrummet 

i Slutterigade – med Christian 

Ellings ord – næsten dia- 

Borgmester Søren Pind klipper snoren 

over 28. december 2004. 

bolsk mesterskab. 

Med råd fra Brolæggerlauget 

og i økonomisk partnerskab med 

kommunen, som har stået for 

udførelsen, kunne det gamle nye 

byrum fra december 2004 tages i 

brug som en julegave til København 

– og det må siges at være i 

rette tid som en hyldest til den 

store nyklassicist C.F. Hansen. 

Grundstensnedlæggelsen til 

Domhuset foregik ved en ceremoni 

den 28. september 1805 i henhold 

til en kgl. resolution af 29. 

november 1803 om opførelsen af 

det domhus, der i december 1814 

kunne tages i brug. 

Der er kun i bedste forstand 

tale om ”bessermachen” fra 

komitéens side. Man har haft C.F. 

Hansens prospekt for øje og skelet 

til belægningen i andre af hans 

byrum som Prins Jørgens Gård 

m.v. Der er anvendt nordiske patinerede 

rødlige brosten, blå Rønne-granitfliser, 

60 x 60, og granitbordursten, 

og detailprojekteringen 

er forestået af Vej & Park. 

Nu mangler blot chaussésten på 

Slutterigades afsluttende strækning 

fra buen til Rådhusstræde ud 

for Nytorv for at fuldende bybilledet. 

Viljen ser Vorherre på…

KORT NYT FRA KULTURARVSSTYRELSEN 

Af Arne Høi, arkitekt m.a.a., Kulturarvsstyrelsen. 

Verdensarvslisten 

Nye foldere sætter fokus på 

Jelling, Roskilde Domkirke og 

Kronborg, der foreløbig udgør 

Danmarks bidrag til UNESCO's 

prestigefyldte liste over verdens 

ypperste kultur- og naturarv, 

"World Heritage List". Sidste 

sommer fik Grønland optaget 

Ilulissat Isfjord på listen som verdensnaturarv. 

Kulturarvsstyrelsens nye foldere 

er fortæller for hvert af de tre 

nationalmonumenter, hvorfor de 

er fundet værdige til optagelse på 

listen. Der er også en kort beskrivelse 

og en gennemgang af historien. 

Endelig bliver der gjort rede 

for UNESCO-konventionen om 

beskyttelse af verdens kultur- og 

naturarv, som er baggrund for 

Verdensarvslisten. 

Folderne kan fås ved henvendelse 

til Kulturarvsstyrelsen eller 

downloades i PDF-format fra 

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside 

Strømmen Station i Randers 

indstillet til fredning 

Strømmen Station er nu indstillet 

til fredning. Stationen er fra 1905 

og tegnet i tidens nationalromantiske 

stil af Heinrich Wenck, som 

var arkitekt, senere overarkitekt, 

ved DSB. Fredningsforslaget 

omfatter selve den monumentale 

stationsbygning, et pakhus i tilknytning 

hertil samt perronen. 

Fredningsforslaget er i offentlig 

høring indtil den 10. juni 2005. 

Kommuneatlas for Gentofte 

Det ny kommuneatlas for 

Gentofte blev offentliggjort af 

kulturminister Brian Mikkelsen 

på Øregård Museum den 24. 

januar. Atlasset kan bruges af alle 

med interesse for kommunen, 

men skal først og fremmest skabe 

et godt grundlag for en debat om 

kulturarv og bevaring i kommunen 

fremover. 

Atlasset der beskriver 14.500 

enkeltbygninger og 32 udvalgte 

bymiljøer kan også ses på nettet 

med de enkelte bygningers bevaringsværdi 

og fotos: www.kommuneatlas.dk/gentofte/ 

Ny pjece om opdeling 

i ejerlejligheder 

Bygningsfredningsloven giver 

mulighed for at opdele fredede 

bygninger i ejerlejligheder. Der er 

dog en lang række forhold der 

skal være opfyldt, før Kulturarvsstyrelsen 

kan give samtykke til en 

opdeling. Disse forhold beskrives 

i en ny pjece Kulturarvsstyrelsen 

har udgivet i december 2004. 

Pjecen kan rekvireres fra Kulturarvsstyrelsen. 

Støtte til bygningskulturelle 

projekter 

Kulturarvsstyrelsen har afsat en 

pulje til at støtte relevante projekter 

der kan gøre bygningskultur 

tilgængelig. Støtten kan 

f.eks. anvendes til udgivelser, 

udstillinger, videoproduktioner, 

konferencer m.m. Støttebeløbene 

vil typisk ligge mellem 1.000 og 

15.000 kr. og som udgangspunkt 

ikke udgøre over 10 % af det 

samlede projektbudget. 

Yderligere oplysninger kan 

rekvireres fra Kulturarvsstyrelsen. 

25

26 

ÅRSMØDET I KØBENHAVN 20.-22. MAJ 2005 

Traditionen tro indledtes med en 

samling af selskabelig og kulturel 

art fredag aften. Vi mødtes i 

Christians Kirke på Christianshavn, 

hvor pastor Flemming Pless 

gav en morsom introduktion til 

kirken og dens historie. Derefter 

gik vi de få meter til Fonden 

Realdania’s domicil, hvor vi blev 

flot modtaget og beværtet, og 

direktør Hans Peter Svendler fortalte 

om fondens virksomhed. 

Som optakt til generalforsamlingen 

var der lørdag morgen et 

foredrag af professor Poul Ingemann, 

formand for Det særlige 

Bygningssyn, hvori han langede 

ud efter megen ny arkitektur og 

stillede krav om et samfund med 

menneskevenlige omgivelser. 

Herefter var der en særdeles vellykket 

ledsagertur under ledelse 

af Michael Varming til Slotsholmen, 

Christianshavn og Holmen. 

Selve Generalforsamlingen 

begyndte med at Jens N. Christiansen 

blev valgt til dirigent. Formanden, 

Henrik B. Hoffmeyer, 

udtalte mindeord om Klaus Eggers 

Hansen, gennem mange år 

en af hjørnestenene i By og 

Lands virke. Han gik derefter 

over til beretningen for året 2004 

og fremkom med supplerende 

oplysninger til den i forvejen 

udsendte skriftlige beretning, herunder 

at det sædvanlige tilskud på 

500.000 kr. fra Kulturarvsstyrelsen 

er indløbet, og at bestyrelsen 

har søgt Tips-Lotto om tilskud til 

opgradering af foreningens hjemmeside. 

Angående b 

oplyste han, at det sidste nr. i 

2005 (nr. 69) vil få temaet 

”Planlovgivning”, og at der vil 

blive søgt økonomisk støtte hertil. 

Her overlod Hoffmeyer talersto- 

len til Liselotte Mygh, der berettede 

om sin funktion som Landsforeningens 

repræsentant i Det 

særlige Bygningssyn og roste 

Kulturarvsstyrelsen for de udmærkede 

forberedende undersøgelser, 

der udføres her for at 

lette Bygningssynets arbejde. Hun 

fremhævede, at af Landsforeningens 

fredningsforslag er 50 % 

gennem alle årene – også sidste år 

– blevet gennemført, og hun gjorde 

rede for de strenge krav, der nu 

stilles til fredningsforslag: vinduer, 

døre og rumindretning skal 

være autentiske, og der skal være 

overensstemmelse mellem det 

indre og det ydre. Ligeledes kom 

hun ind på forholdet mellem ”arkitektonisk 

værdifuld” og ”kulturhistorisk 

værdifuld” og konkluderede, 

at de hænger sammen. Endelig 

gjorde hun rede for Kulturarvsstyrelsens 

ændrede støttepraksis: 

Hvor ejerne tidligere 

kunne regne nogenlunde sikkert 

med en vis procentsats af udgifterne 

til istandsættelsesarbejder, 

er man fra styrelsens side nu mere 

fokuseret på, hvilke typer arbejder 

det drejer sig om. 

Henrik Hoffmeyer overtog herefter 

atter talerstolen og fortalte 

om et møde med kulturministeren, 

som han havde deltaget i for 

nylig, og hvor Bygningskulturelt 

Råds forslag til en fredningspolitik 

var blevet overleveret og 

diskuteret. Et væsentligt led heri 

var oprettelsen af 20-30 arkitektstillinger 

rundt om på museerne i 

de kommende nye – meget færre 

– kommuner, stillinger der skal 

virke som Kulturarvsstyrelsens 

forlængede arm ved behandling 

af bygningsfrednings- og bevaringssager 

og som kommunernes 

sparringspartnere. 

I forbindelse med kommunalreformen 

skal de nuværende amtslige 

kulturmiljøråd nedlægges, men 

Hoffmeyer slog til lyd for at deres 

arbejde fortsættes på frivillig 

basis. Reformen kan desuden få 

konsekvenser for Landsforeningens 

struktur og medlemstal og 

bestyrelsen foreslog, at der nedsættes 

et vedtægtsudvalg bl.a. 

med henblik herpå, og at et forslag 

fra udvalget kunne præsenteres 

i septembernummeret af 

b. Hoffmeyer takkede 

til slut alle der havde medvirket 

til Landsforeningens drift og trivsel 

i det forløbne år. 

Herefter blev ordet givet frit, og 

en række medlemmer fremkom 

med bemærkninger til beretningerne, 

herunder flere der gav eksempler 

på råd og nævn, der uanset 

de var blevet formelt nedlagt, 

dog havde besluttet sig til fortsat 

at ville fungere. 

Niels Friderichsen orienterede 

om sidste års resolution om grimme 

skorstenspiber til gasfyr: der 

er to helt dominerende fabrikater, 

begge hollandske. Han havde 

spurgt søsterorganisationen i 

Holland, men havde endnu ikke 

fået svar. 

Kontorchef Sven Koefoed- 

Hansen, Kulturarvsstyrelsen, gjorde 

rede for styrelsens affredningspolitik, 

herunder sin opfattelse af 

forholdet mellem de gamle A- og 

B-fredninger, og at bevarende 

lokalplaner kunne overtage den 

funktion som fredningen af mange 

tidligere B-fredede bygninger 

havde haft (facader). Han henviste 

til den beretning for 2004 som 

styrelsen snart udsender. Han oplyste 

at styrelsen skam fører tilsyn

med de fredede bygninger, men 

ikke systematisk; en systematisk 

gennemgang blev påbegyndt for 

få år siden, men opgivet da bevillingen 

blev inddraget. Kun Rønne 

blev gennemført. Endelig omtalte 

han en helt ny folder udarbejdet 

af styrelsen, der henvender sig til 

alle ejere af fredede bygninger 

samt en dertil hørende CD med 

samtlige de velkendte informationsblade. 

Leif Høgh indvendte imod styrelsens 

fredningspolitik, at hvis 

den skulle anvendes i Mariager, 

ville 2/3 af de nuværende fredninger 

kunne ophæves, og at lokalplaninstituttet 

ikke er brugbart 

som afløsning for regulære fredninger. 

Beretningerne – den skriftlige 

og de to mundtlige – blev godkendt, 

idet 7 afholdt sig fra at 

stemme, og ingen stemte imod. 

Kassereren, Torben Lindegaard 

Jensen, forelagde regnskabet. 

Efter en del bemærkninger, 

spørgsmål og svar kunne Regnskabet 

godkendes, idet 6 afholdt 

sig fra at stemme, og ingen stemte 

imod. 

Under punktet Indkomne forslag 

forelå der en række forslag 

der kunne inddeles i tre grupper. 

For det første flere der vedrørte 

ændringer af vedtægterne. Det 

blev efter flere mundtlige afstemninger 

besluttet at nedsætte et udvalg, 

bestående af Inge Lise Enevoldsen, 

Susanne Koch og Vibeke 

Schiøtt, som inden 1. september 

skal fremkomme med et notat og 

et konkret forslag til vedtægtsændringer. 

Det er hensigten, at forslaget 

skal indgå i b nr. 

68 (september 2005). 

Herefter blev der oplæst et 

resolutionsforslag som vendte sig 

mod planerne om en betydelige 

nedskæring af antallet af medarbejdere 

i Kulturarvsstyrelsen, der 

havde været omtalt i pressen i 

dagene før. Forslaget blev vedtaget. 

(Se Resolutionen side 2). 

Tove Jensen havde foreslået 

nedsættelsen af et informationsudvalg 

af menige medlemmer af 

foreningen. Dette vil bestyrelsen 

tage under overvejelse. 

Der blev fremlagt et Budgetforslag 

for 2005, som blev godkendt 

med 40 stemmer for, mens 2 afstod 

fra at stemme. 

Valg: Liselotte Mygh og Torben 

Lindegaard Jensen blev genvalgt 

til bestyrelsen, mens Lars Anderskov 

ikke ønskede genvalg. I hans 

sted nyvalgtes den hidtidige suppleant 

Rudi Rusfort Kragh. Helge 

Torm genvalgtes som suppleant, 

mens Kit Egefjord, Skælskør, nyvalgtes 

i stedet for Rudi Rusfort 

Kragh. 

Næste års mødested bliver Løgumkloster 

og tidspunktet 19.-21. 

maj 2006. 

Under punktet Eventuelt orienterede 

Lars Uldall om et projekt 

om installering af en dynamo i 

Moesgaard Skovmølle, et projekt 

der desværre ikke var lykkedes. 

Niels Friderichsen orienterede 

om en vedtaget bevarende lokalplan 

i Lyngby, som udpegede alle 

kategori 1-4 bygninger som bevaringsværdige. 

Susanne Koch henviste til en 

artikel i Natur og Miljø med henblik 

på den fremtidige opbygning 

af foreningen. 

Allan Tønnesen opponerede 

mod den opfattelse af forholdet 

mellem de tidligere A- og B-fredninger 

som Sven Koefoed-Hansen 

tidligere havde givet udtryk 

for. 

Herefter kunne dirigenten afslutte 

generalforsamlingen. Han 

blev takket af formanden. 

Efter generalforsamlingen var 

der tid til de planlagte Workshops 

om: 

Fredning og bevaring – hvordan 

opleves status? 

Landskabskulturen og byens 

pladser 

Planlægning/Plansystemet – 

udnytter vi det godt nok i bevaringsøjemed? 

Foreningens organisation i 

fremtiden bl.a. i lyset af kommunalreformen. 

Årsfesten med middag blev 

afholdt i Café Hovedtelegrafen i 

Købmagergade – på 5. sal med 

herlig udsigt til byens tage og 

tårne. 

Søndagens udflugt gik til J.F. 

Willumsens ateliervilla fra 1907 

og via Strandvejen med modernismens 

hvide bygninger til 

Kratvænget, hvor vi fik lejlighed 

til helt enestående at komme ind i 

arkitekten Finn Juhls eget hus fra 

1942, der står urørt, møbleret med 

bl.a. Juhls egne, verdensberømte 

møbler. Turen gik derefter til 

Bondebyen i Lyngby, hvor Niels 

Friderichsen tog imod på Vilhelminelyst, 

borgmester Rolf Aagaard-Svendsen 

bød velkommen 

med et glas vin, og Niels Friderichsen 

guidede rundt i Bondebyen. 

Turen startede med torden, 

der hurtigt blev erstattet af dejligt 

forårsvejr, der indrammede en 

vellykket udflugt, der kunne afsluttes 

med frokost på Lindegården 

i Bondebyen. 

A.T. 

27

28 

ANMELDELSER 

Byliv og Havnefront 

Nicolai Carlberg og Søren Møller 

Christensen: Byliv og Havnefront. 

Etnologiske Studier vol. 12. Museum 

Tusculanum Forlag. 2005, 184 s. 

Pris: 248,- kr. 

Der er i disse år kamp om havnefronterne 

overalt i Danmark. Intet 

andet sted forandres landskabet så 

hurtigt som i havnene, hvor containere, 

færgeterminaler og fabrikker 

erstattes af boliger, firmadomiciler 

og kulturinstitutioner. 

Denne bog handler om 

Københavns havn. 

De to forfattere er etnologer. De 

analyserer de processer der finder 

sted, når forskellige grupper ønsker 

at gøre brug af det samme 

byrum, men med forskelligt kulturelt 

og socialt udgangspunkt. 

Det handler således ikke så meget 

om arkitektur eller bygningsbevaring 

som om en trend og om 

hvordan folk håndterer den. Vi 

hører om de traditionelle erhvervsmæssige 

funktioners forsvinden, 

om hvorledes forandringen 

fra beskidt og farlig industrihavn 

til attraktiv bydel finder sted 

såvel rent fysisk som i vores 

opfattelse af stedet, om æstetiseringsstrategier, 

om de nye erhvervsdomiciler 

og havneboliger 

og om et nyt boligideal hvor 

drømmen om den stille og trygge 

forstad og drømmen om den pulserende 

storby søges realiseret i 

de nye havneboliger. 

Bogen er ikke ligefrem populært 

skrevet. Det er tydeligt at de 

to forfatteres udgangspunkt er 

videnskabeligt, hvad der her og 

der skinner igennem i formuleringerne. 

Men indfaldsvinklerne og 

de mange, til dels ironiske illustrationer 

er med til at gøre bogen 

underholdende og interessant. 

A.T. 

Nye skagenhuse 

Kirsten Jacobsen & Heine Pedersen: 

Alfreds huse. Om skagenarkitekten 

Alfred Hansen. Gyldendal 2004. 252 

sider, rigt illustreret. Pris: 299,- kr. 

Bogens hovedperson er tydeligvis 

et sympatisk bekendtskab: 

”skagbo, arkitekt, strandfoged, 

fhv. redningsmand, livsnyder og 

kunstner. Bevæbnet med trekant, 

lineal, tegnepapir, blyant og 

viskelæder en venlig og vedholdende 

forkæmper for nytænkning 

kombineret med god byggeskik, 

naturligt materialevalg 

og husenes rette placering i 

landskabet. Ingen arkitekt har 

sat – og sætter – et stærkere 

præg på Gammel Skagen end 

netop han. Knap 100 bygninger, 

ombygninger og tilbygninger er 

det blevet til siden begyndelsen 

af 1970’erne”. Sådan introduceres 

han på bogens første sider, 

og sådan er indtrykket gennem 

hele bogen, der er disponeret 

som en række interviews dels 

med Alfred Hansen selv, dels 

med folk som han har bygget 

for, og hvoraf mange er blevet 

venner. 

Man får ikke at vide hvor 

præcis hans huse ligger. Det må 

man selv finde ud af ved hjælp 

af de sparsomme oplysninger i 

teksten og de mange farvebilleder 

af hvert enkelt hus. De 

beskrives under overskrifter 

som: Karstensens villa, 

”Blækhus” 1 og 2, Inge og 

Askers hus, ”Klit”, Hede 

Nielsens hus, Glaspusterens hus, 

”Hanehuset”, Augusta Møllers 

gård, Birtes atelier, Bentes hus, 

Ullas atelier, Sylvests hus, 

Tjerks hus, Mågehuset, Skrivestuen, 

Birgits og Alfreds hus 

(arkitektens eget). De fleste lig- 

ger dog i Gammel Skagen. 

Alfred Hansen bygger både 

traditionelle skagenhuse med 

gule mure og røde tage og mere 

sommerhusprægede af træ og 

med tagpap. I begge typer bruger 

han gerne det karakteristiske 

lille skagenvindue, kvadratisk og 

stillet på spidsen. Bogen demonstrerer 

at han er forvalter og fornyer 

af den lokale byggetradition, 

og at han er en af de arkitekter 

hvis navn man ikke kommer 

udenom, når man i fremtiden 

skal beskæftige sig med skagenhuse. 

A.T. 

Rawerts akvareller 

Niels Peter Stilling: En malerisk 

Danmarksrejse. O.J. Rawerts akvareller 

1810-1850. Forlaget Skippershoved 

2005. 301 sider, rigt illustreret 

i farver. Pris: 348,- kr. 

Ole Jørgen Rawert (1786-1851) 

var søn af arkitekten Jørgen 

Henrik Rawert, men gik en anden 

vej end faderen, idet han blev 

ansat i kommercekollegiet, blev 

medredaktør af Handels- og 

Industritidende og senere fabriksinspektør 

(en slags konsulent) 

under kommercekollegiet. I disse 

egenskaber foretog han en 

række rejser i Danmark og udlandet 

og medbragte her sin 

uundværlige akvarelblok, som 

han flittigt benyttede, dog mest 

til at indfange romantiske landskabsscenerier. 

Det industrifaglige 

og nationaløkonomiske 

udbytte blev udmøntet i bøger, 

mens akvarellerne blev liggende 

i hans gemmer og efter hans død 

opbevaret af familien, indtil en 

niece afleverede dem til Det kgl. 

Bibliotek i 1942. Der er tale om 

i alt 1.635 akvareller, næsten alle 

forsynet med stedsangivelse og

dato, således at det er muligt at 

følge i Rawerts fodspor. 

I 1984 udgav Godfred Hartmann 

”En malerisk Rejse i 

Nordsjælland”, bestående af 108 

akvareller, en glimrende introduktion 

og oplysende kommentarer 

til akvarellernes motiver. 

Niels Peter Stillings bog følger 

ganske samme fremgangsmåde. 

En vis overlapning har ikke kunnet 

undgås for Nordsjællands 

vedkommende, men dertil får vi 

et rigt udvalg fra resten af landet 

med Stillings kompetente historiske 

og topografiske oplysninger. 

Rawert er ikke den store 

kunstner, men han er redelig og i 

stand til at indfange og gengive 

sine motiver på en æstetisk tiltalende 

måde. For ham har det vel 

nærmest været en slags rejseminder, 

svarende til at vi i vore 

dage tager fotos når vi er på 

rejse. Ved hjælp af Rawerts akvareller 

kan vi konstatere hvordan 

landskaberne og bebyggelserne 

tog sig ud for 150-200 år 

siden, og det er ikke mindst det 

der gør dem så værdifulde. 

A.T. 

Knudseje 

Arnold Andersen: Knudseje 

– en hovedgård i Vendsyssel 

Udgivet af Forlaget Nordpress 

227 sider. Pris: kr. 299,- 

Der er gennem årene udgivet 

ganske mange bogværker om 

Danmarks herregårde. Det er 

spændende historisk stof med 

rige muligheder for flotte fotos 

og andre illustrationer. 

Arnold Andersens bog adskiller 

sig fra de fleste af herregårdsbøgerne 

ved stort set alene 

at handle om en enkelt hovedgård, 

nemlig Knudseje. Måske er 

det mere rigtigt at skrive, at 

bogen handler om Vendsyssel set 

fra Knudseje. Forfatteren fører 

os igennem danmarkshistorien 

fra vikingetiden og gennem 

hovedgårdenes opståen, grevefejden, 

reformationen, svenskekrigen, 

enevælden og helt op til 

vor tid – alt sammen set fra 

Knudseje. Undervejs gennem 

denne tidsrejse får vi indblik i 

skiftende adelsslægters daglige 

bryderier, uoverensstemmelse 

m.m., og i studehandel, hovedgårdsdrift 

og i hovbøndernes 

fæste- og arbejdsvilkår. De lokale 

møller, teglværker, forpagtergårde, 

kirker o.s.v. har også 

fået deres plads i fortællingen. 

De sidste ca. 80 sider er beretninger 

om livets gang på 

Knudseje gennem hele det 20. 

århundrede fortalt af en række 

personer, som har været tilknyttet 

hovedgården i den ene eller 

anden rolle. 

Der er naturligvis også et selvstændigt 

afsnit om Knudsejes 

bygningshistorie og den meget 

omfattende restaurering ved 

arkitekt Peter Carstens, som blev 

iværksat af de nuværende ejere, 

Joan og Leif Stiholt. 

Bogen er skrevet letflydende i 

et godt og varieret sprog, og 

selvom læseren undertiden bliver 

ført ud i ’krogene’, holder forfatteren 

fast i den røde tråd. Bogen 

er rigt og varieret illustreret. 

Der er gamle sort/hvide fotos, 

smukke tegninger, gengivelser af 

breve og dokumenter og sidst, 

men ikke mindst, mange meget 

smukke arkitekturfotos i farver. 

Det kan måske lyde af meget 

med 227 sider om en forholdsvis 

upåagtet, mindre herregård som 

Knudseje. Det føler man ikke, 

når man sidder med bogen i sine 

hænder! 

ANMELDELSER 

Arnold Andersens initiativ er 

særdeles prisværdigt, fordi det er 

en dejlig bog om en kulturhistorisk 

perle, og fordi den kan være 

med til at øge opmærksomheden 

imod de mange mindre herregårde, 

der udgør en undervurderet 

kulturskat. 

Torben Lindegaard Jensen 

Dansk Landbrug set 

fra luften 

Peter Bavnshøj m.fl. 

Dansk Landbrug set fra luften 

Udgivet af Landbrugsforlaget 

141 sider. Pris: kr. 299,- 

Jeg tror, at vi alle kender det! 

Nemlig det håndkolorerede billede 

af slægtsgården, der hænger 

over sofaen på væggen hos morfar 

eller hos tante Anna – eller 

hvad hun nu hedder. 

Dette foto fra Kastrup Luftfoto 

eller Sylvest Jensen er en 

mindelse om, at vi stort set alle 

støder på bønder, hvis vi går 

bare nogle få generationer baglæns 

i vor slægtshistorie.Indtil 

1960’erne rummede livet på landet 

en særkultur, der klart adskilte 

sig fra bykulturen, men 

meget har ændret sig de sidste 

30-40 år, hvilket man kan blive 

overbevist om ved at læse 

’Dansk Landbrug set fra luften’. 

Bogen er en ualmindelig indbydende 

bog med en veldisponeret 

tekst, som ledsager de ca. 

140 flotte luftfotos, der alle er 

fra farvefotoets epoke. Der er 

typisk mindst to billeder fra hver 

ejendom, hvoraf det ene er fra 

først i 1960’erne og de andre 

kun nogle få år gamle. 

Alle landejendomstyper – små 

som store – er repræsenteret, og 

forfatterne er kommet godt rundt 

i landet. Ejendommene er 

udvalgt ganske uden at skele til 

29

30 

ANMELDELSER 

deres arkitektoniske og æstetiske 

kvaliteter. 

Disse fotos afslører særdeles 

nøgternt, hvad moderne produktionsformer, 

stordrift og konkurrence 

fordrer af produktionsapparatet 

specielt hvad angår 

driftsbygningerne, men stuehusene 

er generelt også stærkt forandrede, 

og parcelhusstilen 

synes at have sejret totalt over 

den egnsbestemte byggeskik. 

Bogens forfattere har et etnologisk 

udgangspunkt og kommenterer 

bogen igennem de mange 

forandringer og deres kulturhistoriske 

og produktionsmæssige 

forudsætninger uden at afsige 

værdidomme. 

Ud over at kommentere og 

forklare disse forandringer er der 

i bogen også fundet plads til en 

kort gennemgang af udviklingen 

i kulturlandskabet og den traditionelle, 

egnskarakteristiske byggeskik. 

Sidst, men ikke mindst, 

er luftfotografiets spændende 

historie fortalt. 

Denne bog opfylder det store 

behov, der er for tilbageblik med 

erfaringsopsamling og konklusioner, 

således at læseren bedre 

kan forstå hele udviklingsforløbet 

og fremtidsperspektiverne i 

landdistrikterne. 

At bogen er vedkommende 

understøttes af den kendsgerning, 

at første oplag på 2.500 

eksemplarer blev udsolgt i løbet 

af få måneder, og den er nu genoptrykt. 


SE LANDSFORENINGENS 

HJEMMESIDE 

WWW.BYOGLAND.DK 

Selvforvaltning, fælleseje og 

bæredygtighed 

Lars Ewe, Mette Prag og Britta 

Lillesøe (red): Christiania - en hvidbog 

i farver. Udgiver: Fristaden 

Christianias Baggrundsgruppe 2005. 

99 sider Pris: kr. 100,- 

Til den lange række af publiktioner 

om Christiania er nu udkommet 

denne hvidbog i farver. Her 

kan man i en smukt lay-outet og 

pragtfuldt illustreret tryksag få 

besked om alle sider af Christianias 

væsen: Om selvforvaltning, 

beslutningsprocesser, socialliv og 

sundhed, kultur, virksomheder, 

værksteder, klubber, voldanlægget 

i forhold til natur og bosætning, 

boligpolitik, ejerformer, fremtidig 

økonomi samt om Christiania 

som by og boligeksperiment. 

Den klare tekst er skrevet af 

beboere og folk med arbejde i 

Christianina. Man får historien 

om de enkelte sagsområder 

isprængt søde, kloge og morsomme 

citater. Muligheder og alternative 

løsninger skitseres og med 

konkluderende betragtninger tegnes 

perspektiver for den ønskelige 

fremtidige udvikling. 

Bogens målgruppe er politikere, 

embedsmænd og den danske 

befolkning. Den er et politisk indlæg 

i debatten om Christianias 

lovliggørelse. En normalisering 

man søger at imødegå med saglige 

oplysninger om kvaliteter og 

fordele i Christianinas særegenhed 

for både Christianitterne og 

samfundet som helhed. 

Det er en imponerende beretning 

om Christianias betydning 

gennem tredive år som et vidtfavnende 

fællesskab og en frodig, 

kreativ kulturel arena. Med en 

demokratisk organisation, som 

giver alle chance for at have indflydelse 

på eget liv, bolig og nær- 

miljø – ikke mindst gennem selvbyggeri. 

Dette sociale “med 

meget mere” experiment, som 

over 70% af Københavns befolkning 

bakker op, ser en fondsmodel 

som den bedste løsning. Man 

tænker her på en fond omfattende 

både boliger og erhverslokaler, 

som en realistisk ramme om fastholdelse 

og videre udvikling af 

Christianias kerneværdier, med 

selvforvaltning og kollektive rettigheder 

som bærende elementer: 

Et samfund som fortsat vokser op 

nedefra og beholder magten på 

befolkningens hænder. 

Nu er opgaven så at forklare så 

mange som muligt, hvad Christiania 

er, få dem med til at forsvare 

Christiania og bevare Christianias 

kærneværdier. Værdierne er 

mange og de er store og væsentlige. 

De er da også forstået ikke 

bare af dem der er så heldige selv 

at have fået en bolig der, men 

også i vide kredse fra Christianias 

naboer til fagfolk med alle mulige 

indgangsvinkler og interesser især 

i bygningskunst og gode boliger. 

Viden som er formidlet verden 

over af besøgende fra nær og 

fjern. Et frisk eksempel skrives af 

billedkunstneren Joachim Koester 

i forbindelse med hans udstilling 

af en videoinstallation om Christiania 

i New York. På en eller anden 

måde synes folk her, at Christiania 

er meget speciel. Måske er 

Christiania mere speciel end vi i 

Danmark opfatter det. Jeg tror 

ikke danskere er klar over, hvor 

ubetydelig København ville være 

uden Christiania. Hvor hurtigt 

København ville komme til at 

ligne alle mulige andre steder. 

Man skal ikke underkende værdien 

af at blive verdenskendt for 

frisind. Og det bliver man (når 

man har et Christiania). 

Karen Zahle

ADRESSELISTE 

Landsforeningens bestyrelse 

efter generalforsamlingen 2004 

Formand 

Henrik B. Hoffmeyer 

Viborgvej 4 

7500 Holstebro 

Telefon/Fax 97 42 43 60 

E-mail hf@hogym.dk 

Næstformand 

Inge Lise Enevoldsen 

Øverødvej 26 

2840 Holte 

Telefon 45 42 41 86 

E-mail ile@s-fou.dk 

Kasserer 


Hybenvej 32 

5260 Odense S 

Telefon 66 11 69 18 

E-mail torben_lindegaard@e-privat.dk 

Liselotte Mygh 

Vestensborg Allé 23 

4800 Nykøbing Falster 

Telefon 54 85 69 31 

E-mail lm@falsters-minder-museum.dk 

Rudi Rusfort Kragh 

Krovej 15 

5762 Vester Skerninge 

Telefon 62 24 48 98 

E-mail rudi.kragh@mail.dk 

BLIV MEDLEM! 

Vil du have indflydelse på 

arbejdet for bevaring af arkitektonisk 

og kulturhistorisk værdifulde 

bygninger og landskaber, 

så meld dig ind i b, 

Landsforeningen for Bygningsog 

Landskabskultur eller en af 

dens 110 lokalforeninger. 

Jo flere vi er, jo stærkere står vi! 

Sendes til b 

Borgergade 111 

Postboks 9065 

1022 København K 

Bent Falk Jensen 

Solbjergvej 11 

4400 Kalundborg 

Telefon 59 51 62 51 

Fax 59 56 62 51 

E-mail bf@c.dk 

Leif Høgh 

Vejrmøllegården 8 

9550 Mariager 

Telefon 98 54 17 83 

Fax 98 54 15 10 

E-mail ark@l-hoegh.dk 

Suppleanter 

Kit Egefjord 

Skovvej 6 

4230 Skælskør 

Telefon 58 19 01 38 

E-mail kie@skaelskoer.dk 

Helge Torm 

Munkevænget 2, 2. th. 

4180 Sorø 

Telefon 57 82 20 15 

E-mail helge.torm@mail.tele.dk 

Sekretariatet 


Postboks 9065 


Telefon 70 22 12 99 

Fax 70 22 12 90 

E-mail mail@byogland.dk 

Formænd for udvalg 

Frednings- og bevaringsudvalget 

Peter Hee 

Lænkebjerg 63 

6100 Haderslev 

Telefon 74 52 74 99 

E-mail: pemh@kolding.dk 

Planudvalget 

Susanne Koch 

Strandvejen 174 B, 2. 

3070 Snekkersten 

Telefon 22 11 42 28 

E-mail skc@horsholm.dk 

Have- og Landskabsudvalget 

Kirsten Lund-Andersen 

Raadvad 40 

2800 Lyngby 

Telefon 57 82 13 33 

E-mail mail@landskab-raadvad.dk 

Sekretariatsarbejdet varetages siden 

1. april af Helle Strandgaard Jensen 

og Kitt-Ann Andreasen. Sekretariatets 

træffetider er som hidtil mandag 

til torsdag kl. 10-15. 

Udenfor Sekretariatets normale 

åbningstid kan der lægges telefoniske 

beskeder i receptionen mandag 

til fredag 9.00-16.00 

Undertegnede ønsker optagelse som medlem af: 

En lokalafdeling under Landsforeningen 

Landsforeningen (kontingent pr. år inkl. blad 200 kr.) 

Abonnement på bladet b (4 numre pr. år 150 kr.) 

Navn 

Stilling Tlf. 

Adresse 

Postnr. By 

Underskrift 

31


Postboks 9065 


PUBLIKATIONER 

Landsforeningens oplysende 

bøger 

Det er blevet attraktivt at købe et 

ældre hus. Det er de huse, der er 

bygget efter de traditionelle håndværkermetoder 

og med få og 

"naturgivne" materialer. 

Landsforeningen har i samarbejde 

med Raadvad-Centeret udgivet 

tre små bøger, som kan besvare 

husejerens spørgsmål: "Hvordan 

gør man?" og "Hvorfor skal man 

gøre sådan?" Ved køb af alle tre 

bøger er prisen kr. 150,-. Herudover 

foreligger der flere andre bøger 

udgivet af Landsforeningen. 

NB. Til de anførte priser skal 

lægges udgift til forsendelse. 

Publikationer bestilles ved henvendelse 

til Landsforeningens sekretariat, 

se side 31. 

Niels-Holger Larsen: 

Naturstensbygninger – Historie 

og vedligeholdelse. 60 kr. 

Taler man om dansk byggeskik, er 

det sjældent, at disse bygninger 

nævnes. Det er synd, fordi de hører 

til den danske bygningskultur som 

en særlig type, som et både billigt og 

solidt alternativ til bindingsværket. 

Denne bog vil gerne vække interessen 

for disse bygninger, og den giver 

gode råd om deres bevaring. 

Jørgen Ganshorn: 

Murværk i blank mur – Historie 


Dette underlige udtryk – "blank mur" 

skal forklare, at murværket ikke er 

behandlet, efter stenene er lagt på 

hverandre, og fugeskeen har glattet 

den vandrette og lodrette fuge. Bogen 

forklarer, hvor let blank mur er at vedligeholde 

– og hvor let man kan ødelægge 

dens skønhed og skaffe sig 

arbejde i årevis ved at smøre denover 

med puds, som det er mode i disse år." 

Jacques Francois Joseph Saly & 

Henry d'Ursy Butty: 

Statuen til Hest - La Statue 

Equestre - Die Statue zu Pferde 

- The Equestrian Statue. 50 kr. 

Billedhuggeren Saly har beskrevet de 

studier, hans arbejde hviler på. I 1774 

blev dette udgivet sammen med en 

beretning om transporten af statuen 

fra støberiet. Dette værk genudgives 

her suppleret med afbildninger af statuer, 

Saly henviser til i sin tekst. 

Søren Vadstrup: 

Træbeklædning – Historie 


En væsentlig del af den danske bygningskultur 

er de mange bygningsdele, 

der er beklædt med træ. De 

rummer håndværksmæssig kunnen 

og viden, som i dag er sjældnere at 

finde. Denne bog er henvendt til 

dem, der gerne vil bevare og vedligeholde 

deres træbygninger efter de 

traditionelle principper. 

Bevaring af kulturmiljøet, 

Håndbog 1999. 100 kr. 

Forum for Bygningskultur står bag 

udgivelsen af håndbogen, der bl.a. 

indeholder fortegnelser over landsdækkende 

og lokale foreninger 

inden for bygningsbevaringen, nøgler 

til de væsentligste love på området, 

vejledninger til foreningsarbejdet 

m.m. Håndbogen kan rekvireres 

i sekretariatet for Landsforeningen 

for Bygnings- og Landskabskultur.

By & Land - Juni 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?