You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
’<br />
Hvor mange har hørt om<br />
Arbejds- og Familielivskommissionen?<br />
Har den<br />
overhovedet spillet en<br />
rolle i samfundsdebatten?<br />
LEDER I Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk<br />
<br />
Stress er et fælles problem<br />
I Danmark ses stress som et individuelt problem, der skal løses af dig<br />
og din stressekspert. Det er fatalt. For vi taler om samfundsproblem.<br />
TEMPO, TEMPO. Hvis man bladrer i en dansk avis i denne tid, kan der på side<br />
4 stå, at vi alle skal arbejde mere for at finansiere velfærdssamfundet. Og på<br />
side 5 kan man læse en artikel om stress. Vi taler her om to af tidens store emner,<br />
som er to sider af samme sag, men som paradoksalt debatteres i hvert sit<br />
rum. Mens behovet for, at vi skal arbejde mere, betragtes som et »tungt« politisk<br />
emne, som landets politikere og økonomer debatterer som et samfundsproblem,<br />
bliver stress konsekvent håndteret som et individuelt livsstilsproblem<br />
af typen: »Hør stressekspertens råd til, hvordan du får en mindre stresset<br />
hverdag«. Tak, tak. Så kan vi jo hver især overveje, om vi vil komme vores huhej-hast-hverdag<br />
til livs ved at lære at tænke positivt, løbe en aftentur eller<br />
slukke for mobilen efter aftensmaden.<br />
Men her går det galt. Stress er ikke et individuelt problem, men et fælles vilkår<br />
for alt for mange danskere, et stærkt og dominerende træk i det danske<br />
samfund, som resulterer i nedslidning, hjerte- og karsygdomme, dødsfald og<br />
meget andet godt – og dermed også er en belastning for de offentlige budgetter.<br />
Sat på korteste formel: Stress er et samfundsproblem!<br />
Gid vi snart også ville forholde os til det som et sådant. Godt nok har regeringen<br />
nedsat en såkaldt Arbejds- og Familielivskommission, som skal forholde<br />
sig til balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Fint. Men hvor mange har hørt<br />
om kommissionen? Har den overhovedet spillet en rolle i samfundsdebatten? Og<br />
vil landets tv-stationer sende live fra kommissionens afrapportering til januar på<br />
samme måde, som de gjorde, da Velfærdskommissionens rapporter blev lagt<br />
frem sidste år? Næppe. Men Velfærdskommissionen rapporter handlede jo også<br />
om et »samfundsproblem«. Om at vi skal arbejde mere.<br />
Det er heller ikke meget, vi har hørt til fagbevægelsen, arbejdsgiverne, de<br />
politiske partier eller andre af de magtfulde interesser i samfundet i den privatiserede<br />
stress-debat. Men tænk nu, hvis stresstemaet blev lukket ud af det<br />
lille private rum og set som det, det er: Et fælles samfundsproblem af de store?<br />
Så ville der være masser af dilemmaer at tage fat på.<br />
Et af dilemmaerne er, at den naturlige løsning på stressproblemet – at vi arbejder<br />
mindre – står i kontrast til løsningen på velfærdsproblemet: At vi skal<br />
arbejde mere. Hvordan kan vi arbejde mindre – og mere – på samme tid? Ikke<br />
nemt. Det kræver i hvert fald, at man tænker arbejdslivet på en ny og mere<br />
fleksibel måde, så man kan arbejde mindre i perioder af vores liv og mere i andre.<br />
En udfordring for alle og især for arbejdsmarkedets parter.<br />
Et andet dilemma handler om, at »stress« betyder noget vidt forskelligt for<br />
forskellige grupper. Mens forskeren fra Novo er stresset, fordi arbejdet griber<br />
ind over hans privatsfære med ringende mobiltelefoner og den altid tændte<br />
hjemmecomputer, handler stress for kassedamen og montricen om et højt<br />
tempo kombineret med fravær af indflydelse på egen arbejdssituation. At der<br />
er vidt forskellige former for stress, gør det ikke nemmere at finde løsninger.<br />
Og det bliver slet ikke nemmere af, at tidens populære modsvar til det ensformige<br />
rutinearbejde hedder »det udviklende arbejde«, som netop ikke fører til<br />
et mindre stressende arbejdsliv. Tværtimod.<br />
Dilemmaerne står i kø, hvis vi ser stress som et samfundsproblem. Men det er<br />
det, det er. Og det er som et sådant, det skal løses. Det burde præge debatten. ■<br />
6 UGEBREVET <strong>A4</strong>