Danskernes nye rangorden - Ugebrevet A4

More documents

Recommendations

Info

’ Hvor mange har hørt om Arbejds- og Familielivskommissionen? Har den overhovedet spillet en rolle i samfundsdebatten? LEDER I Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk Stress er et fælles problem I Danmark ses stress som et individuelt problem, der skal løses af dig og din stressekspert. Det er fatalt. For vi taler om samfundsproblem. TEMPO, TEMPO. Hvis man bladrer i en dansk avis i denne tid, kan der på side 4 stå, at vi alle skal arbejde mere for at finansiere velfærdssamfundet. Og på side 5 kan man læse en artikel om stress. Vi taler her om to af tidens store emner, som er to sider af samme sag, men som paradoksalt debatteres i hvert sit rum. Mens behovet for, at vi skal arbejde mere, betragtes som et »tungt« politisk emne, som landets politikere og økonomer debatterer som et samfundsproblem, bliver stress konsekvent håndteret som et individuelt livsstilsproblem af typen: »Hør stressekspertens råd til, hvordan du får en mindre stresset hverdag«. Tak, tak. Så kan vi jo hver især overveje, om vi vil komme vores huhej-hast-hverdag til livs ved at lære at tænke positivt, løbe en aftentur eller slukke for mobilen efter aftensmaden. Men her går det galt. Stress er ikke et individuelt problem, men et fælles vilkår for alt for mange danskere, et stærkt og dominerende træk i det danske samfund, som resulterer i nedslidning, hjerte- og karsygdomme, dødsfald og meget andet godt – og dermed også er en belastning for de offentlige budgetter. Sat på korteste formel: Stress er et samfundsproblem! Gid vi snart også ville forholde os til det som et sådant. Godt nok har regeringen nedsat en såkaldt Arbejds- og Familielivskommission, som skal forholde sig til balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Fint. Men hvor mange har hørt om kommissionen? Har den overhovedet spillet en rolle i samfundsdebatten? Og vil landets tv-stationer sende live fra kommissionens afrapportering til januar på samme måde, som de gjorde, da Velfærdskommissionens rapporter blev lagt frem sidste år? Næppe. Men Velfærdskommissionen rapporter handlede jo også om et »samfundsproblem«. Om at vi skal arbejde mere. Det er heller ikke meget, vi har hørt til fagbevægelsen, arbejdsgiverne, de politiske partier eller andre af de magtfulde interesser i samfundet i den privatiserede stress-debat. Men tænk nu, hvis stresstemaet blev lukket ud af det lille private rum og set som det, det er: Et fælles samfundsproblem af de store? Så ville der være masser af dilemmaer at tage fat på. Et af dilemmaerne er, at den naturlige løsning på stressproblemet – at vi arbejder mindre – står i kontrast til løsningen på velfærdsproblemet: At vi skal arbejde mere. Hvordan kan vi arbejde mindre – og mere – på samme tid? Ikke nemt. Det kræver i hvert fald, at man tænker arbejdslivet på en ny og mere fleksibel måde, så man kan arbejde mindre i perioder af vores liv og mere i andre. En udfordring for alle og især for arbejdsmarkedets parter. Et andet dilemma handler om, at »stress« betyder noget vidt forskelligt for forskellige grupper. Mens forskeren fra Novo er stresset, fordi arbejdet griber ind over hans privatsfære med ringende mobiltelefoner og den altid tændte hjemmecomputer, handler stress for kassedamen og montricen om et højt tempo kombineret med fravær af indflydelse på egen arbejdssituation. At der er vidt forskellige former for stress, gør det ikke nemmere at finde løsninger. Og det bliver slet ikke nemmere af, at tidens populære modsvar til det ensformige rutinearbejde hedder »det udviklende arbejde«, som netop ikke fører til et mindre stressende arbejdsliv. Tværtimod. Dilemmaerne står i kø, hvis vi ser stress som et samfundsproblem. Men det er det, det er. Og det er som et sådant, det skal løses. Det burde præge debatten. ■ 6 UGEBREVET A4
VÆRDIDEBAT I Det værdipolitiske ungdomsoprør De er unge, veluddannede og oftest kvinder. Ny undersøgelse kortlægger værdipolitikkens »slappere«, der er tilhængere af både globalisering, multikultur og fri pædagogik. De er få, men begyndelsen på et nyt studenteropgør, siger en forsker. Nej, de velstillede varetager bare deres interesser på en anden måde end før, svarer en anden. KULTURKAMP Statsministeren og hans regering har gang på gang blæst til kultur- og værdikamp. Mod reformpædagoger. Mod kulturradikale. Mod udlændingepolitikkens slappere. Og for deres indre blik ser mange borgerlige »68’erne« – den midaldrende gymnasielærer med rygsæk og hængerøv i cowboybukserne. Sådan er det bare ikke. Regeringens modpol i værdidebatten er snarere en ung kvindelig universitetsstuderende, der forener et moderigtigt ydre med stærke meninger om samfundet. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Ugebrevet A4. Undersøgelsen kortlægger de værdipolitiske »slappere«, der både i udlændinge-, skole- og kulturdebatten står for det diametralt modsatte af Anders Fogh Rasmussen & Co. I undersøgelsen har Ugebrevet A4 og Epinion med udgangspunkt i en række spørgsmål om I Sådan ser GOS’eren og NOS’eren ud Kerne-GOS’eren ■ Er yderst positiv over for globaliseringen, det multikulturelle samfund og fri pædagogik. Hun er kvinde. Har typisk studentereksamen eller videregående uddannelse. Er under 35 år. 68 procent stemmer på SF, Enhedslisten eller de radikale. Kerne-GOS’erne udgør 10 procent af den voksne befolkning. Kilde Epinion for Ugebrevet A4. udlændinge-, skole- og kulturpolitik til 1.090 danskere defineret en persontype i værdidebatten: »Den Globalt Orienterede Slapper«. Kerne- GOS’eren er karakteriseret ved overvejende at være enig i følgende seks udsagn på én og samme tid: »Islam er ikke en trussel mod vestlige demokratiske værdier«, »det multikulturelle samfund er positivt«, »stramningerne i udlændingepolitikken var ikke nødvendige«, »det danske uddannelsessystem bør satse på gruppe-, tema- og projektarbejde« og »en national kulturkanon er en dårlig idé«. Kerne-GOS’erne, der udgør 10 procent af den danske befolkning, står i kontrast til den anden hovedtype i undersøgelsen: Nemlig »Den Nationalt Orienterede Strammer« – eller kerne- NOS’eren – der mener det stik modsatte i udlændinge-, skole- og kulturspørgsmål. Ker- Kerne-NOS’eren ■ Er meget skeptisk over for globaliseringen, det multikulturelle samfund og fri pædagogik. Han er mand. Har typisk folkeskole- eller erhvervsuddannelse. Er over 55 år. 82 procent stemmer borgerligt Kerne-NOS’erne udgør ni procent af den voksne befolkning. 23 · OKTOBER 2006 7 Om undersøgelsen Undersøgelsen er foretaget af Epinion for A4. 1.090 danskere har svaret på en række spørgsmål vedrørende udlændinge, uddannelse og kulturpolitik. På den baggrund har Epinion skitseret fem typer i værdipolitikken, hvor den Globalt Orienterede Slapper – GOS’eren – udgør den ene fløj, og den Nationalt Orienterede Strammer – NOS’eren – den anden: 1. Kerne-GOS’eren er meget positiv over for globalisering, multikulturelt samfund og fri pædagogik. 2. Den moderate GOS’er 3. Midtergruppen har ikke klare fløjsynspunkter i værdidebatten. 4. Den moderate NOS’er 5. Kerne-NOS’eren, som er modpolen til kerne-GOS’eren. Se den præcise metode i A4 nummer 30, 2006. I Illustration Pernille Kjeldsen
Page 1 and 2: UGEBREVET A4 Arbejdsmarked I Politi
Page 3 and 4: ARBEJDSMILJØ I 20.000 unge rammes
Page 5: levet skabt en bevidsthed, som vi k
Page 9 and 10: S’ere andre livsformers værdier
Page 11 and 12: »Undersøgelsen viser, at der er s
Page 13 and 14: 4,56 50 - Smed 4,50 51 - Biblioteka
Page 15 and 16: SUNDHED I Overvægtige skal selv b
Page 17 and 18: nye opgaver og nyt indhold i arbejd
Page 19 and 20: Konsulenter gør ondt værre De er
Page 21 and 22: eløb og i stedet afsætte flere pe
Page 23 and 24: DENNE UGE I SIDSTE UGE I MANDAG 23

Danskernes nye rangorden - Ugebrevet A4

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?