Den radikale fortælling - Radikale Venstre

Den radikale
fortælling
Tag ansvar

Hvad er Danmark skabt af – hvilke værdier bæres vi af? . . . . . . . . .side 4
Af Margrethe Vestager, formand for folketingsgruppen og
politisk leder af Radikale Venstre
Det hele Danmark – Danmark i balance . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 9
Af Bente Dahl ordfører for bl .a . fødevarer, landbrug, landdistrikter
og forbrug for Radikale Venstre i Folketinget
Fortællingen om Serdil og sociale prioriteringer . . . . . . . . . . . . . .side 14
Af Liv Holm Andersen, der udover at være folketingskandidat
i Århus Vest, også vikarierer i hjemmeplejen og
er bestyrelsesmedlem på Århus’ Krisecenter for Kvinder .
Økonomisk ansvarlighed er demokratisk ansvarlighed . . . . . . . . .side 21
Af Zenia Stampe, næstformand for Radikale Venstre
Danmark skal hænge sammen – danskernes liv skal
hænge sammen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 28
Af Pernille Grønbech, medlem af Radikale Venstre
Deltagelse gennem dannelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 31
Af Marianne Jelved og Anne Marie Geisler Andersen
Ligestilling handler om både kvinder og mænd
– og om økonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 40
Af Susanne Ursula Larsen, overlæge på Odense Universitetshospital
og Lene Pind, tidl . rektor, generalsekretær i International
Alliance of Women, begge fra Radikale Venstre i Odense .
Dine valg påvirker andre end dig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 44
Af Lone Dybkjær, MF (R) og Camilla Hersom, folketingskandidat
for Radikale Venstre i Middelfartkredsen og
Odense . Formand for Forbrugerrådet .
Inklusion: Kampen mod terror og forsvaret for demokrati . . . . . .side 49
Af Marianne Jelved og Manu Sareen, Folketingskandidat
i København, Radikale Venstre
Fra velfærdsstat til fællesstat – en socialliberal afløser
for velfærdsstaten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 56
Af Mathias Kryspin Sørensen, cand .polit . og folketingskandidat
for Radikale Venstre på Fyn
Propaganda – demokratiets antitese . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 60
Af Rasmus Helveg Petersen, folketingskandidat for Radikale
Venstre i Holbæk og i Solrød/Greve
Et bæredygtigt Danmark kræver et bæredygtigt Europa . . . . . . .side 66
Af Sofie Carsten Nielsen
Fremtidens internationale samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 72
Af Niels Helveg Petersen, forhenværende Økonomi- og
Udenrigsminister samt tidl . formand for Radikale Venstres
Folketingsgruppe
Danmark og verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .side 75
Af Klaus Frandsen, landsformand for Radikale Venstre
2

Forord
Dette skrift er en samling af tekster fra en lang række folketingsmedlemmer
og kandidater . Teksterne er blevet til i forlængelse af en diskussion om,
hvilke store udfordringer Danmark står over for, og hvad Danmark er skabt
af . Hvilke værdier har været bærende i udviklingen af Danmark? Hvilken rolle
har Radikale Venstre haft, og hvilken skal partiet have fremover . Alle disse
temaer blev formuleret på et arbejdsmøde på Christiansborg i foråret 2010
og senere diskuteret under 5 kreative workshops forskellige steder i landet .
Det har ikke været målet at dække ethvert politisk emne, men derimod at
lade en gruppe af engagerede politikere give udtryk for noget, der for dem
er særlig vigtigt . Der har været meget få begrænsninger hvad angår længde
og genre . Fælles for alle kapitler er, at de er meget personlige og sender et
signal om et ægte engagement i det samfund, man er en del af, og et dybfølt
ønske om hele tiden, at gøre det lidt bedre . Mange har taget udgangspunkt
i personlige oplevelser og deres solide radikale rødder . Mange tak til alle forfattere
og tak til sekretariatet, der har gjort de sidste store arbejde med at få
alle kapitlerne samlet i et fælles værk .
Alle kapitler er gennemskrevede og redigerede af sproglig og retorisk konsulent
Bo Bredsgaard Lund, der har været med i processen lige fra Bogen blev
planlagt, til det sidste indlæg blev skrevet færdigt . Vi er meget taknemlige
for dette arbejde, der har kvalificeret det samlede indtryk af bogen. Det har
været en lang, men også grundig proces, der nu resulterer i en forhåbentlig
læseværdig samling af tekster, der kan inspirere nye og gamle medlemmer,
nye kandidater, men også de omgivelser radikale i øvrigt færdes i .
Susanne Ursula Larsen
Tovholder
Juni 2011
3

Hvad er Danmark skabt af
– hvilke værdier bæres vi af?
”Men det, som jeg er mest taknemmelig for, er alle de mange
helt almindelige og ualmindelige danskere, som jeg har mødt
på min vej. Jeg er blevet budt ind i virksomheder, skoler og
sågar private hjem rundt omkring i landet, og har igen og
igen fået fortalt livshistorier. En hel samling af brudstykker fra
konkrete danskeres liv og hverdag – med alt hvad det omfatter
af problemer og bud på politiske løsninger ”
Af Margrethe Vestager, formand for folketingsgruppen
og politisk leder af Radikale Venstre
Hvad er Danmark er skabt af? Og hvilke værdier bæres vi radikale af? Det er
temaet for dette kapitel . Jeg sætter mig ned foran computeren . Cursoren
blinker øverst i venstre hjørne af det, der på skærmen skal ligne et blankt
stykke papir . Hvad er Danmark egentlig skabt af? Hvad er det vi radikale er
drevet af? Og hvorfor er jeg radikal?
Jeg har selvfølgelig ofte fået stillet dette spørgsmål, ligesom det er et
spørgsmål, jeg mener, det er vigtigt man som radikal løbende stiller sig
selv. Jeg ved derfor, at der er flere tilgange til besvarelsen af spørgsmålet,
heriblandt ikke mindst den historiske, den akademiske og den analyserende .
Men på en eller anden måde var det ikke rigtigt, at begynde der . Det, der
føltes rigtigt, var at starte hos mig selv . Tage udgangspunkt i min radikale
fortælling .
Min radikale fortælling begynder med oplevelser tidligt i min opvækst i barndomshjemmet
. Spisebordet i mine forældres køkken er kæmpestort – og alligevel
er der ekstra plader til, så der kan sidde endnu flere, skulle en uventet
gæst komme forbi . Spisebordet er bygget af den lokale snedker af køkkenbordplade,
så varme gryder kan svinges fra komfuret lige over på bordet .
Her sad vi – mine forældre, mine tre søskende og jeg om spisebordet i præstegården
. Jeg husker duften af mad, alle lydene der vikler sig ind i hinanden
og skaber en mangfoldig symfoni – stole der skramler, min lillesøster der griner,
tallerkner der bliver skrabet for de sidste madrester . Og så samtalen og
diskussionerne . Min mors og fars samtale om dagen og vejen og deres arbejde
. Altid personligt, men aldrig privat . Fortællinger om både lykke og sorg,
om ensomhed og fællesskab . De tog altid telefonen, var – og er fortsat – altid
klar til at kaste, hvad de havde i hænderne, hvis nogen havde brug for dem .
Ikke så meget snak om fællesskab . Fællesskab i virkeligheden . Udlevet fællesskab
og fællesskab manifesteret i konkrete handlinger . Og så sammensat
som det nu er, fordi vi nogle gange er lette af holde af og andre gange ikke .
Da jeg blev ældre, rejste jeg til København for at studere og blev engageret
først i studenterpolitik og siden i Radikale Venstre . Interessen for den enkeltes
livshistorie, og styrken i at finde og udvikle fællesskaber, tog jeg med
mig hjemmefra . Og det er den dag i dag det centrale i min egen radikale
fortælling . Kunsten at leve i fællesskab uden at miste sig selv - arbejder jeg
med hver eneste dag . En kunst, der til stadighed kalder på opmærksomhed
og kan forfines, så den enkelte aldrig forsvinder i fællesskabet og så fællesskabet
altid eksisterer for den enkelte .
4

I mit politiske arbejde har jeg mødt mange prominente og unikke mennesker,
jeg har fået mulighed for at besøge afkroge af verden, som jeg ikke i min
vildeste fantasi havde turdet håbe på at se, har været til premierer, nytårskurer
og x-factorfinaler. Men det, som jeg er mest taknemmelig for, er alle
de mange helt almindelige og ualmindelige danskere, som jeg har mødt på
min vej . Jeg er blevet budt ind i virksomheder, skoler og sågar private hjem
rundt omkring i landet, og har igen og igen fået fortalt livshistorier . En hel
samling af brudstykker fra konkrete danskeres liv og hverdag – med alt hvad
det omfatter af problemer og bud på politiske løsninger fra folk, der hver dag
står op og møder de udfordringer, de nu en gang bliver konfronteret med .
Fra Trine, den lykkelige, nybagte mor, der bekymrer sig om ventelisterne i
daginstitutionerne, til Mette, hvis mand er cancerpatient og ikke føler, han
har fået den rigtige behandling – fra David på 9 år, der føler sig overset i
dansktimerne, fordi de er 32 elever i hans klasse, til asylbarnet Mehmet, hvis
største drøm er, at han kan få lov at se sin mor smile . Alle disse danskeres
konkrete historier fra det virkelige liv bærer jeg i mit hjerte, og de er med
mig hver morgen, når jeg cykler over Knippelsbro mod mit arbejde på Christiansborg
.
Det sidste års arbejde med ”Den radikale fortælling” har også givet mig mulighed
for, at høre konkrete historier mange forskellige danskeres virkelighed .
I foråret 2010 afholdt vi en række workshops rundt om i landet . Det blev nogle
fantastiske aftener, hvor deltagerne fik mulighed for at lære hinanden at
kende på en ny måde, og fik mulighed for at fortælle deres helt egen radikale
fortælling. Historierne var fantastiske. Og fantastisk forskellige. Nogle medlemmer
var nærmest født ind i partiet, mens andre pludselig havde ændret
retning som voksne mennesker . Men fællesskabsfølelsen var der hele tiden .
For alle historierne til sammen – din og min og alle andres fortælling – er
summen af vores radikale fortælling .
I Århus lavede vi en simpel øvelse, hvor alle deltagerne skulle stille sig i en
rundkreds . Derefter tog vi et stort garnnøgle, og kastede det fra person til
person, indtil vi til sidst alle var forbundet i et helt spind af garn – og et spind
af historier, hvor det radikale udgjorde den røde tråd . For hver gang en ny
person greb garnnøglen, skulle vedkommende nævne sit bærende argument
for at være radikal . ”Fordi jeg tænker på andre end mig selv” . ”Fordi jeg
ikke kan udholde den måde, vi behandler asylansøgere på” . ”Fordi de radikale
piger, er de smukkeste” . Grundene var mange, nogle mere humoristiske
end andre, men alle værd at kæmpe for . Og som vi stod der alle sammen,
forbundet til hinanden med den røde tråd, føltes det bare rigtigt . Fællesskabsfølelsen
. At sammen er vi så uendeligt stærke . Og at vi kun bliver så uendeligt
stærke sammen, hvis hver enkelt tilbyder sine individuelle styrker .
At beskrive den radikale ånd og de radikale værdier, er ikke en akademisk
eller analytisk øvelse . Det er en levende beskrivelse af mennesker, der både
kender sig selv og uforbeholdent er klar til at samarbejde med andre for at
lykkes med egne og fælles mål – fordi vi har en stærk bevidsthed om, at mennesket
er unikt, men at vi er små hver for sig i en stor verden af muligheder .
At være øvet i og konstant øve sig i det fælles uden at miste sig selv er en
kunst . En kontinuerlig kunst . Men det er for mig netop det, der skaber vores
samfund – og som giver det mening at have et samfund: Det er her vi hver
dag oplever, at der er brug for os fordi mennesker sammen er større end den
enkelte .
5

Det er derfor også en vigtig mission, at sørge for, at vi altid bærer i flok. At
mennesker ikke skal føle sig alene . Ingen skal føle sig udelukket fra vores samfund,
hverken af økonomiske grunde, af religiøse grunde eller af nogen som
helst andre grunde . Sammenhængskraften i vores samfund er altafgørende,
og netop den, har radikale ildsjæle kæmpet for at bevare og forbedre, siden
partiets stiftelse i 1905 . De fundamenter, der blev lagt allerede dengang,
har præget Danmark siden, og har haft enorm betydning for det fællesskab
vi føler i Danmark, og er grundlaget for de værdier, vi radikale bærer med os
i dag – såvel i tanke som handling . Hundrede års kamp for frisind, økonomisk
stabilitet og hensyntagen til alle samfundsgrupper udgør det fundament,
som vi står på i dag . Vel og mærke ikke kun os radikale medlemmer, men
alle danskere . Et fundament, hvorpå de næste hundrede års udvikling af det
danske samfund skal bygges .
Så hvilke værdier bæres vi radikale af? Og hvad er Danmark skabt af? Der er
ikke ét svar . Der er lige så mange svar, som der er medlemmer af Radikale
Venstre – som der er mennesker i Danmark . Men hvert argument binder os
sammen og er limen i den danske sammenhængskraft . Og hvert enkelt svar
udspringer fra en konkret danskers situation og udfordringer i det daglige .
Ser man godt efter, vil man faktisk opdage, at vi alle er forbundne . Heldigvis
– for i fællesskabet er vi stærkest . I det følgende vil jeg alligevel forsøge at
komme med et bud på, hvad Danmark mere konkret er skabt af .
Dannelsen, kulturen og mennesker med idéer, de kæmpede for
Den afdøde digter Nis Petersen (1897-1943) omtalte ofte en oplevelse fra
Færøerne, som havde gjort stort indtryk på ham . Han havde undret sig over,
hvorfor store skibe ofte sejlede ind i en færøsk fjord, hvor de krydsede frem
og tilbage. Det kunne stå på i timevis. Nis Petersen erfarede, at skibene havde
afbrudt deres rejse og var sejlet ind i fjorden for at indstille og fejlrette deres
kompas. Når kompasset var rettet ind, styrede skibene igen ud på de store
have for at følge den rette kurs mod bestemte mål .
At navigere på åbent hav - Lad dette være et billede på moderne radikal
politik, hvor nye tider kræver nye løsninger, og hvor konstant samfundsforandring
kræver nytænkning og fleksibilitet. Det er til stadighed vigtigt at
justere og afstemme de politiske løsninger med de grundlæggende værdier,
Radikale Venstre er rundet og dannet af . Disse grundlæggende værdier er så
at sige et kompas for fremtidigt radikalt virke .
Fornuft og pragmatisme
Én af de store personligheder, som fik afgørende betydning for stiftelsen
af Det Radikale Venstre, var politikeren og redaktøren Viggo Hørup (1841-
1902), der var en vigtig katalysator for, at flere af datidens fremtrædende
venstrefolk i 1905 dannede partiet Det Radikale Venstre . Ikke mindst Hørups
tanker om antimilitarisme rakte langt ind i 1900-tallets politiske landskab,
men også hans pragmatisme og fornuft er medvirkende til, at han i dag anerkendes
som partiets åndelige fader . Berømt er hans spørgsmål fra Folketingets
talerstol i 1883, hvor han i forbindelse med opførelsen af et fæstningsværk,
som skulle beskytte København, lakonisk udtrykte: ”Hvad skal det nytte?”
Denne jordbundne trang til bestandig at spørge til nytten af enhver politisk
beslutning kan ses som en generel drivkraft bag radikal politik . Dette ses
f .eks . i retspolitikken, hvor en sanktion aldrig er et formål i sig selv, men altid
må have sigtet på resocialisering og hjælp til den enkelte til atter at kunne
klare sig og fungere i fællesskabet . I det hele taget er det et væsentligt radikalt
sigte, at kæmpe for og beskytte mindretalsrettigheder mod flertalsvælde
6

samt at arbejde for decentralisering – ikke mindst for at fremme deltagelsen
i den demokratiske proces .
Frihed, forpligtelse og økonomisk ansvarlighed
En anden stor personlighed i Radikale Venstres spæde start var Peter Munch
(1870-1948), der mente, at et demokratisk samfund kun kan fungere, hvis
dets medlemmer føler sig forpligtede over for hinanden . Et demokrati
kræver, at både den stærke og den svage udfordres . Munch, der var præget
af de franske radikale med deres slogan om ”frihed, lighed og broderskab”,
kæmpede for den afgørende radikale tanke, at man skal bestræbe sig på at
varetage det samlede samfunds og alle borgeres interesser, frem for blot
at varetage en enkelt samfundsklasses behov og interesser . Denne holdning
dannede grundlag for den første radikale statsminister Carl Theodor Zahles
(1866-1946) reformer for de svagest stillede borgere i det danske samfund.
Det gjaldt dels forbedring af husmændenes samt de dårligst stilledes vilkår i
byerne og dels prioritering af forbedret uddannelse til alle .
Da Radikale Venstre blev stiftet i 1905 var det endvidere med udgangspunkt
i hovedbudskabet om lige valgret til alle og målet om, at staten skulle påtage
sig et større ansvar, uden at det liberale grundsyn blev tilsidesat .
Ligeledes havde den økonomiske ansvarlighed sammenkoblet med det socialliberale
livssyn topprioritet . Tanken var – og er stadig den dag i dag – at
afstanden mellem mennesker ikke må være for stor, ligesom samfundet skal
indrettes således, at flest muligt kan klare sig selv, og at de, der ikke kan, skal
sikres tilstrækkelig hjælp . En grundpille i Radikale Venstre har med andre ord
siden stiftelsen været, at finde en balance mellem at overlade vilkårene til de
frie liberale markedsmekanismer og så betingelsesløst at følge socialisternes
krav om statens overtagelse af produktionsmidlerne .
Mere uddannelse
Allerede ved partiets stiftelse var uddannelse endvidere en af grundstenene
og den udelte folkeskole et mål: Én fælles skole for alle børn fra alle samfundslag
– en såkaldt enhedsskole med fokus på mangfoldighed og tolerance
samt rummelighed, faglighed og kreativ udfoldelse .
Én af de klassiske radikale grundsøjler er øget uddannelse til alle . For Radikale
Venstre er det afgørende, at alle har ret og pligt til uddannelse som en nødvendig
forberedelse til arbejdslivet og som en forudsætning for, at borgerne
kan tage aktivt del i samfundslivet . At der skal sikres mulighed for videre- og
nyuddannelse livet igennem .
Et Danmark med internationale forpligtelser
”Danmark støtter og fremmer de hjemlige og internationale Bestræbelser
for Fred og Ret” . Ordene stammer fra Radikale Venstres første partiprogram
og vidner om, at man allerede dengang så det som afgørende vigtigt, at Danmark
er en del af et større fællesskab med et fredsskabende internationalt
engagement . I tråd med at partiet ved sin stiftelse havde en klar antimilitaristisk
linje, var man fra starten også klar over betydningen af en internationalt
fredsbevarende indsats . Radikale politikere var derfor fra partiets stiftelse
engageret i opbygningen af et internationalt retssamfund og aktivt med i
diskussionerne herom efter oprettelsen af Folkeforbundet, i opbygningen
af FN, af Europarådet samt i forberedelsen af den Europæiske Menneskerettighedskonvention
.
7

Dengang som nu er det et radikalt mål at arbejde mod militarisme og nationalisme
samt at arbejde for, at væbnet angreb betragtes som en forbrydelse
og retsforfølges ved en international domstol .
At navigere på åbent hav
Fundamenter som den fælles skole, hvor børn fra alle samfundslag kan møde
hinanden . Det evige fokus på mangfoldighed, tolerance og rummelighed,
faglighed samt kreativ udfoldelse . Sikringen af en sund offentlig økonomi og
en bæredygtig udvikling, der kan danne grundlag for et vedvarende velfungerende
velfærdssamfund . Et velfærdssamfund, hvor der er plads til, at det
enkelte menneske går gennem sine livsfaser som både bidragsyder og modtager.
Et velfærdssamfund, der bygger på filosofien om, at de bredeste skuldre
bærer de svage, og at det ikke på forhånd er bestemt, hvem der ”får”
de brede skuldre, og hvem der skal ”bæres” . Det er kort fortalt det, Radikale
Venstre har stået for siden i de første hundrede år siden stiftelsen i 1905 –
et fundament, der udgør den trædesten, der kan udstikke retningen for det
danske velfærdssamfund de næste hundrede år frem mod 2105 .
Moderne radikal politik er stærkt forankret i sit historiske udgangspunkt, hvor
de grundlæggende radikale værdier er som et kompas for fremtidige løsninger
på nye problemstillinger . Moderne radikal politik er at navigere på
åbent hav . Det er en essentiel del af den radikale fortælling og en historie,
vi konstant tager med os med det formål, at forandre via vores fortælling
– at gøre ord til handling og levere på det, vi lover . Vores historie er hæderskronet
og en bagage, som vi med ydmyghed og stolthed tager med os og
navigerer efter, når vi i forskellige sammenhænge repræsenterer vores parti .
Den radikale fortælling de næste hundrede år
Jeg sidder foran computeren . Disse sider indkapsler mit personlige bidrag
til den radikale fortælling; en fortælling, der aldrig bliver fuldstændig – og
bestemt aldrig bliver fuldstændig færdig . Cursoren blinker øverst i venstre
hjørne af det, der på skærmen skal ligne et blankt stykke papir . En ny side
af historien venter på at blive skrevet . Hvad skal Danmark egentlig skabes
af i det 21 . århundrede? Og hvilke værdier skal drive os radikale til politisk
medindflydelse frem mod 2105? Det er et par af de spørgsmål, der kalder
på svar og som bliver definerende for den radikale fortælling de næste hundrede
år . Jeg glæder mig allerede – og kan næsten ikke vente .
8

Det hele Danmark
– Danmark i balance
Udvikling fra industrialiseringen til det post-industrielle
vidensamfund har betydet fokus på vækst i viden frem for
monetær vækst som tidligere. Samtidigt har udviklingen betydet
et skift i lønarbejderens funktion, der går fra at omhandle
servicearbejde, vidensudvikling og -formidling samt administration
snarere end hårdt, manuelt eller maskinelt industriarbejde.
Derfor har vi brug for nye og andre indretninger af
vores samfund. Men det er det ganske land – det hele Danmark
– der skal udvikles. Det er ikke kun nogle få geografiske
eller sociale områder, der skal sættes ind over for. Nærhed og
balance er kernebegreber i den indsats.
Af Bente Dahl ordfører for bl.a. fødevarer, landbrug, landdistrikter og forbrug
for Radikale Venstre i Folketinget
Danmark udvikler sig hele tiden . Igennem de seneste århundreder har vi
set mennesker flytte fra landområderne til byområderne. I industrialiseringens
tid var der flest nye arbejdspladser i byerne. Skolevæsen, infrastruktur,
sundhedsvæsen, forretningsvæsenet, skattevæsen og andre instanser blev
udviklet og placeret der, hvor det var mest hensigtsmæssigt for det øvrige
samfund og flest mulige danskere.
Klikker man ind på Nationalmuseets hjemmeside, finder man som led i udstillingen
”En ny verden” på Brede Værk en fin beskrivelse af industrialiseringen,
hvor begrebet som –isme yderligere præciseres: ”Industrialismen
handler om de voldsomme forandringer, der har været fundamentet for
Danmarks industrialisering og samtidig en konsekvens af den . Teknologien
har udviklet sig med lynets hast, og manuelt arbejde er efterhånden blevet
afløst af maskinkraft. Samtidig er produktionen blevet stadig mere organiseret,
og jernbaner, telefoni og diverse standardiseringer er blevet skabt af
og til industrisamfundet .”
Imidlertid kan man også læse, at ”[f]abrikkerne tegner et billede af industrisamfundets
arbejdsplads . Fabrikken var en ny bygningstype, hvor formen
fulgte funktionen . Æstetikken kom i anden række . Maskinkraft og samlebånd
befriede arbejderne for hårdt slid – til gengæld skulle de arbejde hurtigt
og præcist . Arbejderne på fabrikken samlede sig i faglige organisationer,
men mødtes også til uformelle øl- og kaffepauser,” ligesom ”[m]enneskene
beskriver, hvordan industrialiseringen forandrede det enkelte menneskes daglige
vaner, familieliv og livsforløb . Omkring 1900 skabte arbejdsløshed, lav
løn og lange opslidende arbejdsdage elendige vilkår for mange . Senere har
arbejderne fået tilkæmpet sig bedre løn, ferie og generelt bedre arbejds- og
livsvilkår . Samtidig er kvinderne kommet på arbejdsmarkedet, og gamle familie-
og kønsrollemønstre har forandret sig .” 1
Vi har nu bevæget os videre i historien . Vi lever ikke længere i industrialiseringens
tidsalder, men i det, man kunne kalde et post-industrialiseret vidensamfund
.
1 For videre læsning, se http://bredevaerk .natmus .dk/udstillingerne/industrisamfundet/ .
9

Konsulterer man Gyldendals åbne encyklopædi Den Store Danske, kan man
erfare at begrebet om det post-industrielle rent teoretisk først blev defineret
af Daniel Bell med bogen The Coming of Post-Industrial Society (1973).
Mere præcist kan man læse, at ”ifølge Bell er de vigtigste kendetegn, at majoriteten
af lønarbejdere ikke længere er beskæftiget med industriarbejde,
men med andre aktiviteter, især servicearbejde, vidensudvikling og -formidling
samt administration, hvorfor det også omtales som et servicesamfund.
I det postindustrielle samfund måles udviklingsfremskridt i vækst i viden,
mens industrisamfundets fremskridt blev målt i penge .” 2
Man kan endvidere læse, at ”samfundsinstitutioner, der har med vidensudvikling
og -formidling at gøre, får størst social prestige i samfundet, fx forsknings-
og udviklingsinstitutioner, biblioteker og virksomheder, der arbejder
med informationsservice .” Dette fører til, at ”den nye magtfulde sociale
klasse bliver teknokratiet eller eksperterne, der afløser kapitalbesidderne
som samfundets herskende klasse . Det politiske niveau bliver mindre præget
af konflikter mellem klasseinteresser, ideologier og utopier, mere af konsensus
om det postindustrielle samfunds optimale forvaltning .”
Selvom jeg ikke er enig med alt, hvad Gyldendals Den Store Danske her anfører,
herunder at det politiske niveau i dag er mindre præget af konflikter
end tidligere med hensyn til f .eks . ideologier, så kan der altså iagttages en
markant udvikling .
Der er mere konkret sket en udvikling fra industrialiseringen til overgangen
til det post-industrielle vidensamfund, der vedrører fokus på vækst i viden
frem for monetær vækst, som tidligere . Mere konkret kan man samtidigt se
et skift i lønarbejderens funktion, der går fra at omhandle servicearbejde,
vidensudvikling og -formidling samt administration snarere end hårdt, manuelt
eller maskinelt industriarbejde på en fabrik .
Dette skift betyder også, at vi har brug for andre og nye indretninger af vores
samfund, andre og nye løsninger . Vi har naturligvis brug for et skolevæsen,
et sundhedsvæsen m .v ., men det er ikke de samme fag, der skal undervises i
i skolen i dag, og det er ikke den samme struktur med mange små sygehuse,
der er mest hensigtsmæssigt i dag, hvor den demografiske udvikling af betydet
en vandring fra land til by . Samtidigt spiller det ind, at internettet er
kommet for at blive – og bliver i den grad brugt . Eksempelvis er digitaliseringen
i dag en naturlig del af varetagelsen af opgaverne i sundhedsvæsenet,
og Danmark er i international sammenhæng langt fremme inden for digital
kommunikation . Den position skal vi fastholde og videreudvikle . Imidlertid
er den digitale udvikling kun lige for alvor begyndt . Og indretningen af by
og land bliver forskellige fra tidligere tider . Dette byder på forskellige udfordringer,
ligesom udviklingen tilbyder såvel forskellige fordele og ulemper .
Danmark er et forholdsvis lille landområde, ligesom vi er forholdsvis få mennesker,
der taler dansk . Sprogområdet er lille og vi er bare knap 6 mio . mennesker
af de i alt ca . 6 mia . mennesker, der bor på kloden .
De af os, som bor i landområderne, har valgt noget til, men dermed også
noget fra . Vi har tilvalgt begreber og fænomener som nærhed, ro, stilhed,
frisk luft, plads til at bevæge sig uden at skulle se sig over skulderen for
cykler og biler, og et liv nær ved naturen . Samtidigt har vi fravalgt en of-
1 Se Gyldendals Den Store Danske: http://www .denstoredanske .dk/Samfund,_jura_
og_politik/Sociologi/Samfund/postindustrielt_samfund .
10

fentlig infrastruktur i minutdrift, nærheden til kulturtilbud, at service som
apoteker, lægebetjening, skadestue og sygehus er lige henne om hjørnet,
at uddannelsesinstitutioner er i nærheden . Omvendt har de af os, som bor
i byområderne tilsvarende valgt noget til og fravalgt noget andet . Her har
man tilvalgt nærheden til kulturtilbud, nærhed til de fleste uddannelsesinstitutioner,
tilgængelighed til læge, sygehus m .v ., minutdriften på busser og
anden offentlig transport på bekostning af et fravalg af den friske luft, roen
og den gode plads .
Danmark har i århundreder levet af at lære fra sig og selv optage lærdom fra
de mest forskelligartede egne af kloden . Vi er kendetegnet ved at være en
stærk søfartsnation, ligesom vi altid har været internationale . Og så har vi
altid været handelsfolk og handlet med varer og kunnen .
For at blive ved med at være et helt Danmark, må vi fortsat indrette os mod
både at have udsyn og indblik . Det må vi af den simple årsag, at det er i
samspillet mellem mennesker, at dynamikken opstår . Det er der, der sker
noget . Samspil mellem mennesker såvel i indland og udland, som på tværs af
tidligere tiders så hårdt optrukne grænser mellem demografi, sociale klasser,
køn eller etnicitet .
Jeg er ikke glad for ordet ”Udkantsdanmark” . Hvor er det lige præcis, at udkanten
er? Er det der, hvor jeg bor? Sådan opleves det ikke . Jeg er ikke glad
for ordet, fordi det i høj grad lægger op til at ”udkanten” alene defineres
som noget geografisk – f.eks. Lolland – og ikke som f.eks. noget socialt. Men
med vort ordvalg er vi med til at skabe det, vi benævner . I stedet for ”Udkantsdanmark”
kunne man evt . sætte ordet ”Udviklingsdanmark” i stedet .
Imidlertid er heller ikke ordet ”Udviklingsdanmark” tilstrækkeligt dækkende,
da det alene kan bruges i betydningen, at udvikle Danmark . Det er det ganske
land – det hele Danmark – der skal udvikles, og ikke kun nogle få geografiske
eller sociale områder, der skal sættes ind over for . Det er hele Danmark,
der er og konstant bør være under udvikling – altid . I Radikale Venstre vil vi
gerne skabe grundlaget for og styre udviklingen på alle områder .
To begreber, som jeg mener, er mere dækkende for det, som jeg ser som et
mål at arbejde hen imod, er hhv. ”Nærhedsdanmark” og ”Balancedanmark”.
Nærhed og balance. De er to kernebegreber, som vi som politikere skal tage
til os, fokuserer på og udvikle politik omkring, så der reelt bliver plads til mere
nærhed og balance i Danmark .
Begreberne nærhed og balance finder mening såvel på landet som i byområderne,
i bydele, i boligblokke, i kolonihaver, i foreninger, i skoler osv . Og
derfor bør vi bruge disse to begreber til at bygge politikken op omkring i
fremtiden .
Begreberne nærhed og balance dækker områder overalt i Danmark, men er
dog mest udbredte i politisk forstand i landområderne lige nu . Men nærhed
og balance er gode markører at bygge samfundsmæssige rammer op i
forhold til. Når vi taler om rammer, er det indlysende at vi må have forskellige
politikker i by og på land . Først og fremmest skal vi sørge for, at de mennesker,
der bor hhv . i by og på land får medbestemmelse på den fremtidige
samfundsmæssige indretning af stederne, ligesom vi skal fremme forståelsen
for, hvor vigtigt det er, at man i hhv . by og på land har nogle visioner for og vil
noget med sit nærområde . Dernæst skal vi selvfølgelig sikre, at der er nogle
både optimale, men også realistiske rammer, så diverse udspil og initiativer
reelt set kan gennemføres .
11

By
I byerne er det nogle specifikke typer af tiltag, der skal prioriteres for at give
de mest optimale rammer – jeg vil i det følgende nævne et par eksempler
(ikke prioriteret):
• At bilerne opkræves bompenge for at køre ind i byområderne, alternativt
at de parkeres et sted i yderkanten i et P-hus, hvorfra der går tog eller
pendlerbusser til bymidten . Dette er afgørende, for at få nogle af bilerne
væk fra byområderne, så der bliver bedre plads til mennesker, luften i
byerne bliver renere, livet bliver præget af mindre støj, og der kan skabes
bedre forhold for cyklisterne . Det siger sig selv, at det også kalder på ordninger
for de, der bor i byområderne, så de ikke skal betale for at være
hjemme .
• Billige offentlige transportmidler, fordi vi af flere grunde skal have minimeret
bilparken . Dels mindsker det CO2-udslippet, det skaber en renere
luft, ligesom det bl .a . medfører en bedre anvendelse af olieressourcerne .
• Mange cykelstier, fordi det skal være nemmere at være cyklist byen – det
gavner miljøet såvel som den enkeltes sundhed .
• Flere og bedre sportsanlæg for at alle kan have adgang til motion i nærområdet
. Det er godt at dyrke motion, men bedre at gøre det sammen
med andre . Denne mulighed bør øges .
• Nem adgang og optimal tilgængelighed til kultur.
• Foreningslivet skal gives bedre vilkår, idet det skal være nemt at mødes
om et tema, der optager den enkelte, fordi der er der, hvor mennesker
mødes, at dialoger opstår og udfordringer overvindes, så forandringerne
flytter noget.
• Det skal være nemt og mere attraktivt at være frivillig i kultursammenhænge
og i sociale sammenhænge – men det lysten, der driver værket .
• Flere tilgængelige legepladser, så det bliver nemmere for børn i alle aldre
og på tværs af diverse forskelle at mødes .
Land
I landområderne er det andre typer tiltag, der skal prioriteres for at give
gode og mere optimale rammer:
• Landbruget bør omlægges, så de økologiske brug kan blive flere og
økologiske dyrkningsmetoder fremmes .
• Der gives mulighed for, at flere kan eje jord – udviklingen har været og er
fortsat, at jorden ejes af få . Dette vil fremme ejerskabet til nærområdet
og dermed engagementet for at udvikle det .
• Mangfoldigheden i bosætningspolitikken styrkes, så vi får brug af mange
størrelser og mange typer af huse og boliger .
• Muligheder for, at virksomheder kan få fodfæste ved offentlige garan
tiordninger, når banker ikke vil være med til at finansiere iværksættere
som følge af beliggenheden . Vi må ikke forhindre, at et ellers sundt projekt
ikke kan blive til noget alene på grund af beliggenheden . Det kalder
på erhvervsfremmende tiltag, der skal bære landområderne igennem . Erhvervslivet
i landområderne skal styrkes, så små og større erhverv kan bidrage
med flest mulige arbejdspladser i landområderne.
• Der skal være skoler, sundhedsvæsen og myndigheder i rimelig nærhed,
så børn og voksne kan være trygge ved at bosætte sig i landområderne, og
der derved sikres en fortsat udvikling af landområderne .
• Infrastrukturen skal udbygges og indrettes, så det er muligt at komme
rundt uden at eje en bil – teletaxa’er, delebiler, tilkaldebusser, tog og bus
skal afpasses, så tider koordineres og det er muligt at komme rundt mere
eller mindre, når behovet er der .
12

• Foreningslivet skal gives gode vilkår af samme årsager som i byerne.
Også på landet skal det være nemt at mødes om et tema, der optager
den enkelte . For der hvor mennesker mødes, at dialoger opstår og udfordringer
overvindes, så forandringerne flytter noget.
• Også på landet skal det være nemt og mere attraktivt at være frivillig
i kultursammenhænge og i sociale sammenhænge – men det lysten, der
driver værket .
• Flere tilgængelige forsamlingshuse/mødesteder: Da der er længere mellem
husene i landområderne og få samlingssteder, bør der føres en bevidst
politik, der tager hånd om at der i hele landet er mødesteder, så som forsamlingshuse,
kulturhuse som giver folk mulighed for at mødes .
Som sagt udvikler Danmark sig hele tiden . Som sagt er der sket en udvikling
fra industrialiseringen til overgangen til det post-industrielle vidensamfund,
der vedrører fokus på vækst i viden frem for monetær vækst, som tidligere .
Mere konkret kan man samtidigt se et skift i lønarbejderens funktion, der går
fra at omhandle servicearbejde, vidensudvikling og -formidling samt administration
snarere end hårdt, manuelt eller maskinelt industriarbejde på en
fabrik .
Men udviklingen står aldrig stille . Der er konstant behov for at arbejde for
og sikre et Danmark i balance . I skabelsen af et sådant Balancedanmark har
lokalsamfundene et forspring . Det kan faktisk være, at man i landområderne
ligefrem er foran, og ikke bagud, sådan som det ellers påstås, når medierne
m.fl. omtaler det såkaldte Udkantsdanmark. Foran, når man tager i betragtning,
at samfundet skal være et ”sam-fund” og ikke, som vi ser tendenser til,
et ”hver-for-sig-fund” . Foran, fordi det i landområderne generelt er nemmere
at være i kontakt med naboen og være hinandens medborgere end i byområderne.
I landområderne er der færre indbyggere, så der kender de fleste
lidt mere til hinanden. Nærheden er et vilkår. Men med det personlige kendskab
følger også den åbenbare og selvfølgelige forpligtelse på hinanden .
Skabelsen af et Danmark i mere balance handler om at bringe dagligliv og
politik i overensstemmelse med hinanden . Men det handler også om at skabe
balance mellem personlig frihed og forpligtelser . Både i by og på land
er udfordringerne at få skabt rum for en vedkommende vidensdeling og en
nødvendig politik . Metoderne – politikerne, som ovenfor er beskrevet i korte
træk – er forskellige på land og i by . Men formålet er det samme . Formålet
er, at få hele samfundet til at udvikle sig bæredygtigt og medmenneskeligt .
Samtidigt handler det om, at skabe de bedste betingelser for at individ i
fællesskabet – hvad enten der er tale om fællesskabet i by eller på land . Det
handler om et forpligtende og overskueligt fællesskab . Og et af redskaberne
i fremtidens politik i et BalanceDanmark er videreudviklingen og implementeringen
af begrebet ”medborger” . Som medborger er alle forpligtet på
hverandre – på fællesskabet . Derfor skal politikker udformes og udmøntes
med det overordnede formål: ”Vi skal være her alle sammen!”
13

Fortællingen om Serdil
og sociale prioriteringer
Sociale prioriteringer af samfundets midler skal primært
komme de svageste i vores samfund til gode, mens dem, der
”kan selv”, fremover må forvente et krav om en større grad af
selvstændighed. En øget hensynstagen til forskellene mellem
forskellige menneskers og familiers forskellige behov splitter
ikke, men målretter de sociale ydelser og medfører, at alle
danskere får mulighed for og adgang til de samme rettigheder
og goder.
Af Liv Holm Andersen, der udover at være folketingskandidat
i Århus Vest, også vikarierer i hjemmeplejen og er bestyrelsesmedlem
på Århus’ Krisecenter for Kvinder.
Denne radikale fortælling starter langt væk fra den kreative klasses København,
de trendy caféer, hjemmene med fladskærms-tv og samtalekøkkener.
Denne fortælling handler ikke om selvfede teenagere, der halvberusede går
bag om ryggen på hinanden på et hotel i Mexico . Ligeledes handler den ikke
om kendisser, der kappes om, hvem der kan lære at danse bedst på bare
nogle få uger . Denne fortælling er omvendt noget så sjældent som en historie
fra det virkelige liv . Den har sit udspring i den lille by, hvor jeg er vokset
op, og hvor jeg lejlighedsvist vikarierer i hjemmeplejen .
Mere præcist handler min fortælling om de nødvendige sociale prioriteringer
af samfundets midler, som vi fremover må foretage, så de primært kommer
de svageste i vores samfund til gode, mens dem, der af den ene eller den anden
årsag ”kan selv”, fremover må forvente en større grad af selvstændighed .
Kun på den måde har vi råd til at opretholde den høje service, som generelt
præger vores velfærdssamfund . Der må kort sagt prioriteres i fordelingen af
midler fremover, ligesom der må differentieres i tilbuddene .
I den danske hjemmepleje møder man alskens forskellige ældre – eller på
anden måde svage og udsatte – borgere . Alligevel er omdrejningspunktet for
denne fortælling én bestemt mand: Serdil .
Serdil er kun 50 år gammel, selvom han har oplevelser med i bagagen for
et helt århundrede. Serdil er kurder og politisk flygtning. Han kom hertil for
knapt tredive år siden og har siden sin ankomst til Danmark haft brug for
psykiatrisk og psykologisk hjælp i hverdagen . Serdil har et ret begrænset socialt
liv. For Serdil er selv den overfladiske dyrkelse af antallet af venner på
Facebook, og som i disse år er blevet en ny form for statussymbol og et tegn
på identitet, en luksus, han ikke nyder . Serdil er med andre ord ensom og
alene i verden . Han lever afsondret og for sig selv i et socialt boligbyggeri i
en lille dansk flække. Han lever langt fra Storbydanmarks konstante jagt på
flere samtalekøkkener og fladskærme. Han er ikke en del af den succesfulde
kreative klasse . Serdil tilhører omvendt det, man kunne kalde Danmarks fortabte
kaste langt fra medierne søgelys og såkaldte ”gode historier” . Serdil
er legemliggørelsen af globaliseringens bagside . Han er Danmarks dårlige
samvittighed, som ingen for alvor gider snakke om eller med .
Derfor – men også af mange andre årsager – er hverdag og livet mere generelt
hårdt for svage ældre, for flygtninge, for indvandrere og for psykisk
14

syge . Også i dagens Danmark, hvor vi ellers konstant tudes ørene fulde af,
at vi har ”verdens bedste sundhedssystem”, ligesom den danske velfærd og
velfærdspolitik stolt er noget, vi bryster os af, så snart der er en anledning –
og hvad enten det er i medierne eller ude i verden omkring os .
Det er selvfølgelig heller ikke fordi, at Serdil sulter . Han er heller ikke uden
tag over hovedet . Serdil har et lille rækkehus og får den medicin, han har
brug for. Så på overfladen mangler Serdil måske ikke noget. Men Serdil har
det bare ikke godt . Som en kendt og elsket dansker engang har sagt: ”I Danmark
er der nogle, der har fået det bedre. Men det ville være bedre, at flere
fik det godt.”
Denne formulering rammer i alt sin enkelthed sømmet på hovedet og indkredser
meget præcist essensen af det, som dette kapitel i det følgende skal
opholde sig ved. Nemlig, at velfærdspolitik ikke er det samme som socialpolitik
og aldrig må forveksles hermed . Hvis vi som samfund gerne vil have, at
flere skal have det godt, så kræver det nemlig, udover økonomiske reformer,
viljen til sociale prioriteringer .
Velfærdspolitik er ikke socialpolitik
Der er begrænsede midler i et hvert samfund – dette er et vilkår, således også
i det danske. Det politiske arbejde består derfor i at finde ud af, hvordan det
er mest værdifuldt at bruge de foreliggende ressourcer . Viljen til sociale reformer
må derfor ikke ske på trods af begrænsede midler, men på baggrund
af begrænsede midler. Kun derigennem vil flere få det godt.
I Danmark får alle en vis grad af ”hjælp” fra staten i form af offentlige ydelser.
De fleste betaler også til det offentlige, hvorefter det, der lidt groft kan
kaldes en omfordeling fra alle til alle, finder sted. Dertil kommer, at denne
omfordeling i vidt omfang er baseret på et lighedsprincip, hvilket betyder at
alle ydelser i et vist omfang opfattes som almenmenneskelige og universale,
altså at disse ydelser ikke blot er tilgængelige, men også berettigede for alle .
Således er børnepenge, efterløn, folkepension osv . tilgængelige for stort set
alle på næsten samme vilkår .
Det er åbenbart den mest udbredte opfattelse, at der er et sammenfald mellem
lighed i ydelser og lighed i muligheder . Kort sagt er det opfattelsen, at
alle må behandles ens for at være lige .
Imidlertid er det mildest talt en sandhed med modifikationer og en opfattelse,
som godt kunne trænge til at blive nuanceret en smule . Dette ikke
mindst når man tager i betragtning, at efterlønnere er forskellige, ligesom
børnefamilier og folkepensionister er forskellige. Nogle har hårdt brug for
offentlig hjælp, mens andre i mindre – eller endda slet ingen – grad har brug
for offentlig hjælp . For på den mest hensigtsfulde måde at imødekomme
den enkeltes sociale behov og skabe grundlaget for, at alle danskere har de
samme muligheder, forekommer det derfor indlysende, at de sociale ydelser
målrettes de forskelligartede behov, som de enkelte borgere og familier står
med . Det forekommer med andre ord indlysende at skabe og øge lighed ved
netop at behandle mennesker med forskellige behov individuelt og forskelligt
. Rent sprogligt synes denne tankegang i øvrigt allerede at gemme sig i
ordet ”forskellighed” eller ”forskellighed”: Mere lighed gennem dyrkelsen af
og hensynet til forskelle . En øget hensynstagen til og opmærksomhed på forskellene
mellem forskellige menneskers og familiers forskellige behov splitter
ikke, men målretter de sociale ydelser og afstedkommer, at alle danskere får
mulighed for og adgang til de samme rettigheder og goder .
15

Når det så er sagt, så er der ganske simpelt heller ikke råd til, at alle efterlønnere
partout skal have den samme efterlønssats, ligesom det ikke nødvendigvis
er alle børnefamilier eller folkepensionister, der partout har behov for
det samme omfang af offentlige ydelser . Dette vil, snarere end at opretholde
vores forbilledlige danske velfærdsstat, faktisk føre til, at velfærden forringes
som følge af nedskæringer og besparelser . Derfor giver det – og rent økonomisk
– god mening at målrette de offentlige ydelser til dem, der har det
største behov . Men vil man partout, at alle – også dem, som egentlig ikke har
behovet – skal modtage nøjagtigt de samme økonomiske ydelser, ja så er
resultatet i sidste ende, at man bruger en hel masse ressourcer, som kunne
være brugt bedre og mere effektivt et andet sted .
Heri ligger også forskellen mellem det, man kunne kalde en unuanceret og
uhensigtsmæssig universal velfærdspolitik og en mere målrettet socialpolitik .
Hvor man med en universal velfærdspolitisk nærmest asfalterer det sociale
Danmark til og pålægger alle de samme ydelser uanset individuelle behov,
så tager man med en mere målrettet socialpolitik højde for de forskellige
sociale behov, som hele landets forskellige Serdil’er måtte have .
Velfærdspolitikkens brede sikkerhedsnet er med andre ord ikke sjældent alt
for stormasket til at kunne fange dem, der reelt har et behov for social hjælp .
Den universelle ”lighedsasfaltering” bidrager kort sagt til, at disse mennesker
stilles dårligere, end i et system baseret på individuelle ydelser målrettet efter
behov . Det sker dels fordi, der i sagens natur er færre ressourcer til de
svageste grupper, når de skal dele den samlede kage med alle andre (og ikke
blot dem, der reelt har et behov for sociale ydelser) . Men den øgede ulighed
sker også som følge af en universel velfærdspolitik og en social lighedsasfaltering,
der ikke har forståelse for og prioritering af, at visse mennesker kan
have brug for særlig hjælp, selvom de i forvejen nyder samme velfærd, som
vi andre . Og dermed kommer et argument, der ellers ofte høres i velfærdsdebatten
i Danmark, nemlig at ”… i Danmark behøver ingen at lide nød”, også
til at klinge hult . Især når sandheden er, at de sociale hjælpeforanstaltninger
uden for de universelle ordninger i bedste fald er præget af lejlighedsvis politisk
opmærksomhed og finansiering, og i værste fald bevidst negligering og
økonomisk nedprioritering – da der jo alligevel ikke er stemmer i de danskere
med de allerstørste behov for sociale ydelser – danskere som Serdil . Hvis vi
imidlertid mener, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine
svageste, så er det på tide at vi gør op med den sociale lighedsasfaltering,
der ligger til grund for den universelle velfærdspolitik, der alt for længe har
ladt de allersvageste – tilmed med de største behov – i stikken .
Har vi alle brug for hjælp?
Radikale Venstre er et socialliberalt parti og både den sociale og den liberale
dimension er vigtige – ingen af de to dimensioner kan stå alene . Det betyder
mere konkret, at vi kæmper for og ønsker et samfund, hvor dem, der kan selv
kan, i videst mulige omfang også får lov til netop at kunne selv, mens dem,
der – af den ene eller anden grund – ikke kan selv, skal tilbydes den bedst
mulige håndsrækning fra det offentlige .
Dette princip vil de fleste andre partier givetvis også hævde at tilslutte sig,
med varierende betoning af hhv . det sociale og det liberale . Men reelt er der
fra venstre- til højrefløjen bred opbakning til brede, universelle ydelser – kort
sagt bred opbakning til lighedsasfaltering – med langt mindre fokus på mere
målrettede ydelser til gavn for alle Danmarks Serdil’er . Særligt fra venstrefløjen
ser man fortsat et mere eller mindre ubevidst projekt, som går ud på,
at vi alle på en eller anden måde tilhører en gruppe, der er dårligere stillet
16

end flertallet, og dermed har behov for hjælp. Hvad enten man er kvinde,
over 60 år, børneforælder eller studerende, er man ifølge denne tankegang i
en eller anden forstand ”offer”, og har derfor krav på offentlig hjælp, uanset
ens individuelle behov .
Denne tankegang er naturligvis skruen uden ende, og skaber en yderst uheldig
dynamik: Med en selvforståelse af at være ofre, vil ellers fuldstændigt
selvstændige og velfungerende mennesker nemlig naturligt nok formulere
krav om kompensation for underforståede og uudtalte uretfærdigheder, og
alt afhængigt af disse gruppers størrelse og politiske gennemslagskraft, vil
disse selv samme grupper af mennesker blive mål for de politiske partiers
kyniske og kalkulerede stemmefiskeri. Dette er populismens grimmeste ansigt,
der kigger frem fra demokratiets kulisser, mens Serdil og andre danskere,
der for alvor har behov for hjælp fra det offentlige, i større eller mindre
grad overlades til sig selv på demokratiets dybe vand .
Dette vil vi i Radikale Venstre gerne gøre op med, da hverken Danmark, det
danske demokrati eller de danskere, for hvem dette har konsekvenser i det
daglige, kan være tjent med den stiltiende accept af, at stadig mere marginaliserede
grupper ikke får tilstrækkelig med hjælp, mens flertallet, der reelt
ikke har behov, modtager i lighedens navn .
I Radikale Venstre kæmper vi derfor for en større forståelse for, at det faktisk
er acceptabelt, at nogle har mere end andre (hvorfor nogle ligeledes også
har krav på mere offentlig hjælp end andre), og at det ene menneskes liv vil
og skal være forskelligt fra et andet menneskes liv . I Radikale Venstre kæmper
vi med andre ord for et opgør med den millimeter-lighedstænkning, der i alt
for lang tid har præget det danske velfærdssamfund og den danske socialpolitik
. I stedet for en socialpolitik baseret på millimeter-lighedstænkning, ønsker
vi os i stedet en reel socialpolitik, båret af solidaritet og måske ligefrem
indignation over de forhold, der i dag bydes dem, der ikke selv formår at råbe
op og ikke er i flertal.
Det kan måske lyde stort og lige vel idealistisk, men hos Radikale Venstre
kæmper vi alligevel for at danne grundlag for et opgør med tankegangen
om, at alle skal have deres del af alt . Og det burde faktisk være muligt . Spørger
man eksempelvis danskerne, erklærer det store flertal sig faktisk parate til
at hjælpe mennesker med et reelt behov, også selvom det betyder, at de ikke
selv får del i ydelserne . Det er først, når der er tale om hjælp til personer, som
ikke reelt har brug for den eller sagtens kunne leve uden, at de kritiske røster
får stemmer . I debatten om efterlønnen er det desuden vores klare indtryk
hos Radikale Venstre, at vælgerne faktisk er mere reform-parate end de politiske
partier, netop fordi flere og flere får forståelse for, at efterlønnen går til
alle, uanset nødvendigheden af denne for den enkelte . Og dette opfattes af
de fleste som hverken retfærdigt eller som et tegn på synderlig lighed.
Serdil og de andre sårbare i velfærdssamfundet
Taberne i det lighedsasfalterende universalydelsessystem bliver danskere
som Serdil, der er ude af stand til at mobilisere dagsordener, eller hvis røster
ikke bliver hørt, selvom det i høj grad netop er dem, der har det største
behov for hjælp . Kun meget få mennesker i det 21 . århundredes Danmark
finder sig selv i en situation, der minder om Serdils – og heldigvis da for det.
Men et relativt stort antal danskere er enten svage ældre, flygtninge og indvandrere,
eller psykisk syge med et relativt stort behov for hjælp for at kunne
overkomme de barrierer, der spærrer for, at de kan føre en god og anstæn-
17

dig tilværelse, samt for at være en positiv og integreret del af samfundet, af
vores alles Danmark .
Foruden svage ældre, flygtninge og indvandrere og psykisk syge, kan der
også peges på andre grupper, der slås med andre, men ligeså alvorlige, problemer,
heriblandt ikke mindst voldsramte kvinder, der afvises hos overfyldte
krisecentre, udsatte børn, mennesker med handicap eller stofmisbrug . Fælles
for alle disse mennesker er, at de tilhører minoritetsgrupper i Danmark, som
har svært ved selv at råbe politikerne op, og som, hvad værre er, rent stemmemæssigt
ikke er særlig interessante, da de netop er i mindretal og derfor
ikke udgør nogen nævneværdig trussel i modsætning til f .eks . den magtfulde
gruppe af boligejere . For politikerne i dag er det således strategisk set
fordelagtigt at bevare efterlønnen frem for at lave bedre forhold for psykisk
syge eller statsfinansiere flere kvindekrisecentre.
At det imidlertid er strategisk fordelagtigt for partierne, gør det jo bestemt
ikke rigtigt fortsat blot at nedprioritere de mest udsatte og sårbare grupper
i Danmark . Og det er bestemt heller ikke smart set i et større samfundsmæssigt
perspektiv .
De fleste politiske partier – endsige de fleste danskere – vil helt sikkert mene,
at én psykisk syg, som ikke får den rette hjælp, eller én kvinde, som går
forgæves til et krisecenter, er én for meget .
Men det er ikke nok at mene det, hvis der bag skåltalerne og de gode intentioner
ikke også viser sig politisk handling . Det er ikke nok at mene det, når
der inden for de givne rammer ikke kan ydes mere hjælp, end det er tilfældet
i dag . Hvis krisecentrerne og de psykiatriske afdelinger er fulde . Hvis socialrådgiverne,
hjemmehjælperne og psykologerne løber så stærkt, de kan, så
kan det i sagens natur ikke nytte noget, at vi ikke leder efter de økonomiske
løsninger andre steder .
Den radikale løsning er simpel. Pengene bør findes dér, hvor det gør mindst
ondt – eller slet ikke gør ondt . For at gøre det klart er det ikke hos Danmarks
Serdil’er, at pengene skal findes til en mere optimal social prioritering og
målrettede offentlige ydelser . Hos Radikale Venstre er vi af den overbevisning,
at det hos svage ældre, flygtninge og indvandrere, psykisk syge, voldsramte
kvinder, udsatte børn, handicappede eller stofmisbrugere allerede i
al for lang tid har gjort alt for ondt. I stedet skal pengene findes der, hvor
det gør mindst ondt at finde ressourcer til løsningen af det danske samfunds
reelle sociale problemer, og det er hos dem, der af staten er blevet tildelt
penge via det universale ydelsessystem, fordi ”sådan er det bare .” og fordi
der ikke er grænser for, hvor meget millimeterlighed, der skal asfalteres ud
over det sociale Danmark – hvad enten der er behov for det eller ej .
”Sådan er det” og ”sådan har det altid været” er på ingen måde særligt gode
grunde til at besvare spørgsmålet om, hvorfor velfærdspolitik i Danmark forsager,
at sunde og raske mennesker trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet,
mens mennesker som Serdil aldrig bliver tilbudt den fornødne
hjælp til at få det godt nok eller blive så tilstrækkeligt raske, at de ville kunne
varetage et job .
Det er på en gang utroligt sørgeligt og dybt ironisk . Men samtidigt med den
tykke ironi i tingenes tilstand, synes det politiske retoriske spørgsmål fra Radikale
Venstres side såre simpelt: Hvem skal velfærdssamfundet tage hånd om
18

– Serdil der bare ikke har det godt og andre i samme båd, eller efterlønnere,
som både fysisk og psykisk er i stand til at arbejde et par år endnu?
En ung medradikal har i en anden sammenhæng formuleret denne problematik
klokkeklart: ”Regeringen er ofte ude efter de unge og deres 1-2
”fjumreår”, men finder det ikke problematisk, at en stor del af Danmarks arbejdsdygtige
befolkning afholder intet mindre end 5 fjumreår!”
I tillæg til denne betragtning kan jeg tilføje, at Serdil er blevet bevilget et
helt liv af ”fjumreår”; hans liv er sat på standby i dagens Danmark på laveste
ydelses- og serviceniveau, fordi der fra den yderste venstrefløj til den yderste
højrefløj er større tilslutning til lighed gennem alles ret til efterløn og andre
statsfinansierede universalydelser, end der er opbakning til at sikre social sikkerhed
for Danmarks mest udsatte .
Fra den yderste venstrefløj på tværs af det politiske spektrum og hele vejen
til den politiske højrefløj er der med andre ord et larmende fravær af mod og
visioner i forhold til at sikre de svagestes danskeres sociale sikkerhed . Men
ikke hos Radikale Venstre . Vi ryster ikke på hånden . Vi lader os ikke skræmme
af den udbredte populisme, der i disse år præger dansk politik . Og vi er ikke
sat i verden for at komme med populære politiske løsninger, men derimod
nødvendige politiske løsninger . Står valget derfor mellem at opretholde
en uretfærdighed i lighedens navn eller turde tage de vanskelige opgør og
populære beslutninger, der reelt kan sikre de svageste og mest udsatte i Danmark,
er der ingen tvivl i vores sind: Landets Serdil’er skal ikke blot have det
bedre . De skal have det godt .
Brugen af flere milliarder årligt på efterløn for en stor andel sunde og raske
mennesker, som gennemsnitligt forlader arbejdsmarkedet som 61-årige, og
hvoraf størstedelen kommer direkte fra beskæftigelse, er svær at forsvare .
Især når man tænker på, hvad disse midler kunne betyde for Serdil og andre
psykisk syge, for svage ældre, for flygtninge og indvandrere, for de kvinder,
der må ty til veninder eller familiemedlemmers beskyttelse i frygt for at vende
tilbage til en voldelig samlever, for de udsatte børn, som mindst af alle er herrer
over deres egen, ofte miserable, situation, eller for de handicappede, de
hjemløse og stofmisbrugerne .
Det er altså hverken en særlig social eller en særlig liberal indstilling at stå
stejlt på millimeterligheden og afstå helt og aldeles fra at komme ind i kampen
– eller i det mindste debatten – om en mere effektiv og retfærdig omprioritering
af velfærdsressourcerne. Uviljen er desværre fortsat at finde hos
såvel et flertal i VKO som et flertal i S-SF. Denne uvilje er dog fuldstændig
uacceptabel og kan på ingen måde hverken blå- eller magenta-stemples af
Radikale Venstre .
Præcis derfor er mit bidrag til ”Den Radikale Fortælling” dedikeret til en
historie om Serdil . Den er dedikeret til en af samfundets svageste borgere,
der ikke selv råber op, og som derfor stiltiende lider under, at man fra det
politiske flertals side, frem for at prioritere at afhjælpe hans situation, prioriterer
systemer af ydelser til den allerede privilegerede del af den danske befolkning
. Dette må imidlertid høre op . Det skylder vi alle Danmarks Serdil’er .
Den radikale kamp for en udfasning af efterlønnen, samt den generelle debat
om, hvorvidt universelle ydelser baseret på millimeterlighed nu også er den
rigtige og mest retfærdige prioritering, skal derfor ikke blot forstås som et
ideologisk og økonomisk korstog . Det skal først og fremmest forstås som en
appel om at føre socialpolitik frem for lighedsfikseret velfærdspolitik, da de
19

forbedringer, der vil kunne opnås for de samme midler, vil være langt mere
hensigtsmæssige, ligesom de – og det er måske det vigtigste af alt – vil nå
dem, der i det 21 . århundredes Danmark for alvor har brug for det .
Forhåbentlig vil Serdil allerede i sin levetid – når han fylder 53, 54 eller 55
kunne mærke dette på sin egen krop og i sin egen hverdag . Han kom hertil
for knapt 30 år siden og blev en del af det, man kunne kalde Danmarks fortabte
kaste langt fra medierne søgelys og såkaldte ”gode historier” . Han er
Danmarks dårlige samvittighed, som ingen for alvor gider snakke om eller
med . Lad os sammen sikre, at hans børn ikke får samme skæbne .
20

Økonomisk ansvarlighed
er demokratisk ansvarlighed
Det er umiddelbart et mysterium, hvordan vi er havnet i en
situation, hvor børn kan se frem til at skulle yde mere, men
nyde mindre end deres forældre. Svaret på, hvordan det er
kommet så vidt, findes et sted langt fra Danmark, nærmere
bestemt i havnebyen Beirut, Libanons hovedstad. Gennem en
dialog af nærmest sokratisk karakter, illustreres det, hvordan
Danmarks økonomiske problemer i sidste ende også er et demokratisk
problem. At udvise økonomisk ansvarlighed er med
andre ord at udvise respekt for demokratiet.
Af Zenia Stampe, næstformand for Radikale Venstre
Hvilke forældre spiser maden og lader børnene slikke tallerkenen? Hvilke
forældre efterlader deres børn på et børnehjem, så de selv kan forfølge karrieren?
Hvilke forældre sætter sig i gæld til halsen og sender regningen videre
til deres børn? Ingen . Forældre har til alle tider og i alle kulturer stræbt efter,
at deres børn skulle have mindst lige så gode levevilkår, som de selv har haft .
Det ser vi i den græske mytologi, hvor Archilleus’ mor gjorde Archilleus
(næsten) usårlig . Vi ser det også i ulande, hvor nogle forældre bogstaveligt
talt lever på vand og brød for at kunne sende deres børn i skole . Men vi ser
det også i dagens Danmark, hvor børnene flyver fra reden med børneopsparing
og forældrekøbt lejlighed . Omsorgen for den næste generation hører
med til det at være menneske . For mange er det ligefrem det, der giver livet
mening .
Derfor er det også så meget desto større et mysterium, at vi er havnet i en
situation, hvor børn kan se frem til at skulle yde mere, men nyde mindre
end deres forældre. Og dette, endda uden at årsagen skal findes i udefrakommende
krige, kriser eller katastrofer . Men hvordan er det kommet dertil?
Hvordan er det gået så galt?
Svaret på disse spørgsmål finder jeg et sted langt fra Danmark, danske børn
og deres forældre. Nærmere bestemt på en restaurant i havnebyen Beirut,
Libanons hovedstad . I et område, hvor mange store civilisationer har sat deres
spor – f .eks . korsfarerne, mamelukkerne og osmannerne – og hvor forskellige
religioner har levet side om side i årtusinder .
Xerxes
”Det har overhovedet ikke noget med religion at gøre!”
Jeg ser overrasket op fra min tallerken og får øjenkontakt med min venindes
libanesiske kæreste. Han lægger gaflen på dugen og fortsætter i et lettere
opgivende tonefald .
”Kristne kæmper mod kristne . Sunnier mod sunnier . Shiaer mod shiaer . Og
alliancer indgås på kryds og tværs . Det handler ikke om religion, men om
hvordan de store familier kan forblive ved magten eller endda tilrane sig
mere magt .”
21

Min kæreste og jeg er i Libanon for at besøge min veninde og hendes libanesiske
kæreste . Jeg har bedt min venindes kæreste om at give os et lynkursus
i libanesisk politik . Men det er sværere end som så, og kæresten trækker
resigneret på skuldrene .
”Lad os hellere tale om dansk politik . Hvad optager danske politikere?”
Jeg undlader at tale om religionens rolle i dansk politik . For hvordan forklarer
jeg et menneske, der konsekvent affejer religionens rolle i politik, at det faktisk
er en væsentlig politisk faktor i Danmark i disse år . Altså ikke kristendommen
. Men hans religion, islam .
”Økonomi,” svarer jeg derfor.
Han lyser op i forventning. Han er økonom og identificerer sig åbenbart mere
med sin profession end med sin religion. Nu er det til gengæld min tur til at
se lidt opgivende ud . For hvor skal man starte? Hvor skal man slutte? Og hvad
er det væsentlige budskab?
”Ok,” forsøger jeg . ”Sagen er, at de store efterkrigsgenerationer går på pension
og efterlader et tomrum på arbejdsmarkedet . Det giver færre til at betale
til samfundets fælleskasse – og flere til at bruge af den. Så hvis ikke vi gør
noget, skal vi alle vænne os til at arbejde mere, men til gengæld indstille os
på at modtage mindre fra det offentlige .”
”Men der er da masser mennesker, der gerne vil komme til Danmark og arbejde,”
afbryder min libanesiske ven mig . ”Og I taler jo godt engelsk, så hvad
er problemet?”
Vi tre danskere kigger lidt beklemt på hinanden . Vi kommer åbenbart ikke
uden om den danske udlændingepolitik .
”Hvad?” udbryder kæresten forundret, da han ser vores ansigtsudtryk .
”Det er ikke dit spørgsmål, der er noget galt med,” skynder vi os at forsikre
ham . ”Men med dit spørgsmål rammer du bare det største spøgelse i dansk
politik i disse år . Udlændinge . Især muslimer .”
Vores libanesiske ven er et stort spørgsmålstegn .
”Jamen, hvad er de bange for?”
”Jihad og sådan noget,” svarer jeg . ”At muslimerne vil strømme til Danmark
og indføre kalifatet,” tilføjer min veninde og trækker lidt undskyldende på
skuldrene .
Hendes kæreste kigger med stor vantro på hende . Jeg tager over .
”Det er ikke os, der tænker sådan. Jeg tror ikke engang, at de fleste danske
politikere tænker sådan . Men det er nu engang det billede, den siddende
borgerlige regering og Dansk Folkeparti har tegnet gennem snart ti år, og
som styrer den politiske virkelighed. Så vi må finde andre måder at løse problemet
på . Det har der så været nedsat den ene kommission efter den anden
for at kigge på . Velfærdskommissionen . Skattekommissionen . Arbejdsmarkedskommissionen
. Det økonomiske råd . Og de siger alle sammen det
22

samme: Der skal økonomiske reformer til, hvis der også i fremtiden skal være
penge til børnehaver, folkeskoler, hjemmepleje og hospitaler .”
”Ok,” siger den libanesiske kæreste nysgerrigt . ”Men hvilke reformer skal I så
gennemføre?”
Vi er stadig på hans økonomiske hjemmebane . Jeg begynder at remse op .
”Skatten skal ned på arbejde og op på forurening, så folk får et incitament
til at arbejde mere og forurene mindre . De aldersbetingede og universelle
ydelser skal afskaffes, så det ikke er alderen, men behovet, der er det afgørende
. Dagpengesystemet skal justeres, så folk kommer hurtigere ud på
arbejdsmarkedet . Og vigtigst af alt: Efterlønnen skal afskaffes, så samfundet
ikke fortsætter med at sende raske mennesker i den arbejdsdygtige alder på
pension .”
Min venindes libanesiske kæreste indvender: ”Det lyder jo som om, I ved,
hvad der skal gøres . Så hvad venter I på – hvad er problemet?”
Min veninde griner indforstået og kigger lidt drillende på mig . Hun ved, at
jeg har talt om det her hundredesytten gange før .
”Problemet er, at den borgerlige regering startede sin regeringsperiode
med at annoncere et skattestop, som senere blev fulgt op af et reformstop .
De økonomiske vismænd advarede regeringen mod, at skattestoppet og reformstoppet
ville gøre det svært at øge beskæftigelsen . Men der var højkonjunktur
og friværdierne eksploderede . Alle havde travlt med at tjene hurtige
penge på at handle huse og bruge friværdien til at bygge carport og sætte
samtalekøkken op. Samtidig skovlede finansministeriet penge ind fra Nordsøolien,
så statskassen bugnede og statsgælden forduftede som dug fra solen .
Det var ikke svært at få de økonomiske vismænd til at ligne mørkemænd . For
alt gik godt. Så godt, at vores finansminister mente, at vi kunne købe hele
verden .”
”Danmarks udgave af kong Xerxes,” indskyder min veninde, der er religionshistoriker
.
Hun har længe siddet med et lille smil på læben, men nu melder hun sig ind
i samtalen med historien om den persiske konge fra antikken . Aftenen er kun
lige begyndt, og i Beirut er aftenerne lange . Der er tid til, at samtalerne kan
tage uventede drejninger . Min veninde fortsætter .
”Kong Xerxes var på vej til at invadere Grækenland,” fortæller hun . ”Men så
kom der en storm og ødelagde de broer, der skulle bringe hans kæmpehær
over til Grækenland . Xerxes blev så rasende, at han lod havet piske med 300
piskeslag . Men hans egne blev bekymrede . For guderne ville umuligt lade
den slags fornærmelser sidde overhørig,” slutter hun .
Jeg slår ud latter .
”Præcist sådan var vi jo en del, der tænkte, da Thor Pedersen ville købe hele
verden: Nu har regeringen for alvor mistet jordforbindelsen. Desværre tænkte
de fleste danskere nok det modsatte: Nemlig, at alt måtte være i skønneste
orden, når landets finansminister tonede så selvsikkert frem. Det måtte
være vismændene, der havde mistet forbindelsen til virkeligheden . Men i dag
23

står det jo klart for enhver, at Danmark ikke kommer til at eje hele verden,
lige så lidt som kong Xerxes fik held til at erobre hele Grækenland.”
”Ja,” tilføjer min veninde, og fortsætter . ”For at det ikke skal være løgn, er
det jo endda en borgerlig regering, der ikke vil være med til at lave reformer .
Heller ikke selvom de rent ideologisk burde gå ind for reformer . Men de tør
ikke . De er nærmest blevet handlingslammede af frygt for at miste vælgere
på det . Det er det, det hele handler om . Ikke om ideologi .”
Det er blevet sent, og vores libanesiske ven er vist lige så forvirret over dansk
politik, som vi er over libanesisk politik . Vi siger godnat og aftaler at mødes
igen aftenen efter . De varme timer midt på dagen vil min kæreste og jeg
tilbringe på Det Libanesiske Nationalmuseum. Efter sigende rummer det
fantastiske skatte fra både fønikere, egyptere, persere, grækere, romere og
arabere .
Teiresias
Vi ankommer til museet, og noget af det første vi støder på, er en sarkofag
med et relief af Zeus . Han sidder henslængt på sin trone med sin hustru Hera
stående lidt bekymret bagved . Min kæreste holder af græske tragedier, og
det ægteskabelige billede af Zeus og Hera får ham til at levere en af sine
favorithistorier .
”Der er ballade på Olympen . Hera er rasende på sin kronisk utro ægtemand .
Skænderiet udvikler sig til at handle om mænd og kvinder: Hvilket køn har
mest glæde ud af elskov? Guderne vælger at spørge den gode mand Teiresias,
som tidligere har været forvandlet til en kvinde . Teiresias giver Zeus ret
i, at det er kvinderne, der har størst fornøjelse af elskov . Hera er ikke tilfreds
med svaret, og hun straffer derfor den gode Teiresias med blindhed . Zeus kan
ikke ophæve Heras straf, men kompenserer i stedet ved at skænke Teiresias
syv liv og evnen til at spå om fremtiden . Herefter forsones de stridende ægteskabelige
parter, og i den guddommelige elskov glemmer de alt om det
stakkels menneske, som det hele gik ud over . Teiresias må nu vandre blind
omkring på jorden - og i øvrigt passere gennem en række af de græske tragedier,
hvor hans spådomme ikke altid falder i lige god jord .”
”Lidt som de økonomiske vismænd, indskyder jeg med henvisning til diskussionen
fra aftenen før . Og os, radikale . Ind imellem kan det i hvert fald godt
føles som om, vi rager rundt i en politisk ørken som en blind original, andre
kun gider lytte til, hvis de pinedød er tvunget til det .”
Samme aften mødes vi igen med min veninde og hendes kæreste . Vi falder
hurtigt tilbage i snakken fra aftenen før .
”Men hvad med oppositionen? Hvad med medierne og eksperterne?” spørger
min venindes kæreste, og fortsætter: ”Der må da være nogen, der kan
råbe vælgerne op?”
”Tja,” svarer jeg . ”Det er jo svært, når dem, der skulle afsløre opportunismen,
stikker hovedet i busken . Medierne følger politik, som var det en sportsgren,
og kommentatorerne er mere interesserede i det taktiske spil end i
den faglige substans . Oppositionen er ærligt talt heller ikke meget bevendt:
Efter to valgnederlag kastede Socialdemokraterne håndklædet i ringen og
accepterede regeringens udlændingestop, skattestop og reformstop . Og
eksperterne, ja, dem affejer regeringen bare som smagsdommere eller pessimister,
hvis de ikke siger det, den vil have .”
24

”Men hvad med jer?” spørger min libanesiske ven .
”Vi siger jo fortsat bare det, vi mener,” svarer jeg .
”Og bliver latterliggjort som politisk tonedøve,” tilføjer min veninde .
”Men hvad gør I så?” spørger hendes kæreste forsigtigt .
”Ja, nu vandrer de vist alene gennem ørkenen,” svarer min kæreste .
Jeg skubber stolen tilbage og begynder på dét, som jeg ved, vil blive en længere
enetale:
”For mig at se, har vi ikke noget valg . Hele vores politiske identitet er bundet
op på at være saglige, ansvarlige og fornuftige . Det er vores historie, vores
eksistensberettigelse og vores politiske kald . Det er mindst ligeså vigtigt som
ideologien .”
”Det lyder jo meget godt . Men er det ikke også en smule selvpinerisk?”
spørger min libanesiske ven .
”Jo, men det er jo det, der gør os radikale,” smiler jeg og fortsætter . ”En
gammel radikal sagde engang, at selvom vi var et parti, der afskrev særinteresser,
så var der dog en gruppe, der var overrepræsenteret i partiet. Nemlig
masochisterne . Jeg kan nu bedst lide at tænke på os som den politiske inkarnation
af det irriterende overjeg . Dem, der insisterer på, at gå til roden af
problemerne i stedet for at lave lappeløsninger og symbolpolitik . Dem, der
insisterer på at tænke langsigtet i stedet for bare at gå efter at vise handlekraft
. Og dem, der altid vælger de saglige og ansvarlige løsninger – også når
meningsmålingerne går den forkerte vej, og de andre partier synes, vi er
pisseirriterende .”
Min veninde nikker ivrigt .
”Jo, men hvad får I ud af det, hvis I bare ender alene ude i ørkenen?”, spørger
den libanesiske kæreste .
”Jamen, det er jo helt afhængigt af den parlamentariske situation . Stemmerne
er ofte faldet sådan ud, at det var os, der afgjorde, hvem der kunne
danne regering . Og så har vi peget på dem, der ville føre den politik, der var
brug for. I 1980’erne støttede vi en borgerlig regering, fordi den var parat til
at gennemføre de reformer, der var nødvendige for at få bugt med statsunderskuddet
og udlandsgælden . Det lykkedes, men så blev arbejdsløsheden til
gengæld det helt store problem . Og i den situation var Socialdemokraterne
et bedre match . Sådan har vores rolle været . Lige med undtagelse af de sidste
ni år .”
”Hvad skete der?”, spørger kæresten .
”Den borgerlige regering fik flertal med Dansk Folkeparti. I stedet for at være
afhængig af et irriterende overjeg, blev regeringen afhængig af den indre
svinehund . Før betalte man for regeringsmagten med ansvarlige økonomiske
reformer . I de sidste ni år har man betalt med stramninger af udlændingepolitikken
.”
25

”Og hvad hvis S, SF og Enhedslisten får flertal uden om jer?”, spørger min
veninde .
Jeg kniber øjnene sammen og trækker så på skuldrene .
Platon
Min kæreste kommer mig til undsætning og minder mig om en gulvmosaik,
vi så på Det libanesiske nationalmuseum . Den var fra antikken og portrætterede
syv græske filosoffer. En af dem Platon.
”Ja, det hele kan vel koges ned til Platons grundlæggende kritik af demokratiet,”
siger jeg så. ”Han mente, at staten bør styres af filosoffer, fordi de
er vise, ansvarlige og uegennyttige . Platon var modstander af demokratiet,
fordi han mente, at det utvivlsomt ville føre til pøbelvælde, kortsigtet opportunisme
og dårlig regeringsførelse . Siden Platon har 2400 års demokratiudvikling
forsøgt at kompensere for den demokratiske risiko, som Platon
pegede på . Folkeoplysning, udviklingen af demokratiske kulturer, beskyttelse
af mindretal, nedsættelse af uafhængige ekspertkommissioner - det hele
viser tilbage til Platons forbehold for demokratiet . Men det er også op til
hver enkelt politiker at bevise, at Platons kritik var uberettiget . At folkevalgte
kan være mindst lige så vise, ansvarlige og uegennyttige som filosoffer. Jeg
håber, at en fremtidig regering under socialdemokratisk ledelse vil modbevise
Platons kritik . Det har vi brug for efter ni år, hvor den borgerlige regering
har gjort alt for at bevise, at Platon havde ret .”
Det er som om, der går et lys op for vores libanesiske ven .
”Måske er der alligevel ikke så langt mellem libanesisk og dansk politik,
når det kommer til stykket . Det lyder i hvert fald til at være det samme demokratiske
dilemma, der er kilde til problemerne .”
”Ja,” supplerer jeg, ”i Danmark handler det bare ikke om at skaffe magt til
bestemte familier og klaner . Det handler om at vinde vælgere og magt til
partierne . Og derfor er fristelsen stor til at stirre sig blind på det, der optager
vælgerne i dag, og til gengæld tage skyklapperne på, når det gælder fremtidens
behov .”
Tilbage til børnene
Og lige dér - midt i min sammenligning mellem dansk og libanesisk politik -
finder jeg svaret. Altså på, hvordan vi er havnet i en situation, hvor det tilsyneladende
er blevet helt ok at sende regningen videre til næste generation .
Det har intet at gøre med ideologi . Det har intet at gøre med tidsånden . Og
det har frem for alt intet at gøre med forældres manglende kærlighed til
deres børn . I virkeligheden er det ikke særlig kompliceret: Det er bare den
gamle traver om, at der i demokratiet er en iboende risiko for kortsigtet opportunisme.
Fristelsen er stor, og smittefaren ligeså. Når opportunismen først
har fat i en del af det politiske miljø, spreder sygdommen sig med lynets hast .
Det ændrer ikke ved, at demokratiet er den mindst ringe styreform . Og at
den danske befolkning efterhånden er så dannet, at vores demokrati er tættere
på Platons ideal om et filosofstyre end det modsatte. Men selv det oplyste
demokrati har sine begrænsninger, og det må politikerne råde bod på
ved at udvise politisk lederskab og ansvarlighed . Det er ikke ideologien, der
gør forskellen . Det er viljen til at tage ansvar . Derfor er Radikale Venstre nok
et socialliberalt midterpart . Men vi er først og fremmest et radikalt parti . Vi
er radikale, fordi vi er kompromisløse, når det handler om at gå til roden af
26

problemerne . Vi er radikale, fordi vi er uforbeholdent ansvarlige . Og vi er
radikale, fordi vi nærer den dybeste respekt for demokratiet . Og netop fordi,
vi radikale er demokratiets varmeste fortalere, er vi samtidig det parti, der
tager demokratiets bagside mest alvorligt .
Danmarks økonomiske problemer er i sidste ende et demokratisk problem .
At udvise økonomisk ansvarlighed er derfor at udvise respekt for demokratiet
. At gøre det modsatte er at give demokratiets første og største kritiker ret .
27

Danmark skal hænge sammen
– danskernes liv skal hænge
sammen
Når guitaristerne Ron Wood og Keith Richards i Rolling Stones
spiller sammen, bliver en plus en ti. På grund af tillid, bliver
resultatet og helheden mere end summen af delene til sammen.
Det kan vi som samfund lære meget af. Her er tilliden til
politikerne desværre ved at være væk.
Af Pernille Grønbech, medlem af Radikale Venstre
1+1 er 10
I Martin Scoreses film om Rolling Stones, ”Shine a Light”, bliver både Ron
Wood og Keith Richards spurgt hvem af dem, der er den bedste guitarist . De
peger selvfølgelig i første omgang begge på sig selv, men Keith Richards tilføjer
efter et par sekunder: ”Vi er faktisk begge to elendige guitarister, men
sammen er vi bedre end ti .”
Smukkere og mere rammende kan det næsten ikke siges . De to guitarister
kunne lige så godt trække hinanden ned i endeløse forsøg på at finde én
vinder . Men afgørende er, at de i stedet vælger at fremhæve hvordan deres
indbyrdes forskelle bidrager til at komplimentere det kunstneriske udtryk, så
de sammen hæver niveauet og musikken løfter sig på en måde, de hver især
aldrig kunne have opnået .
Tillid
Ron Wood og Keith Richards har tillid til hinanden og respekt for hinandens
forskelligheder, og dermed kan de sammen nå højder, de ikke ellers ville
kunne have nået hver for sig .
Hvis man slår tillid op på Wikipedia, finder man følgende beskrivelse:
”I sociologien beskriver tillid en relation mellem aktører . Tillid handler først
og fremmest om en social aktørs suspenderingen af tvivl overfor en anden
aktør eller en ide, dvs . det at en aktør godtager en anden aktør, eller en anden
aktørs ide, som gangbar, kompetent, god, ærlig eller sand .
Tilliden kan siges at have i hvert fald tre funktioner i det sociale rum . Den
gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en fornemmelse af sammenhørighed
og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen .” 1
Den beskrivelse kommer tæt på det, jeg mener også var omdrejningspunktet
for Ron Wood og Keith Richards . Ron Wood og Keith Richards suspenderede
enhver tvivl på egne evner og turde kaste sig ud i en kreativ tour de force på
guitarerne, hvorved der opstod en synergi, ja – nærmest en slags poetisk proces,
hvor resultatet og helheden var mere en blot summen af delene. Noget
ekstra opstod og blev resultatet af den kreative tillidsudveksling .
Det kan vi lære meget af, hvis vi formår at overføre disse tanker fra musikkens
verden til måden, hvorpå vi indretter vores velfærdssamfund på . Heldigvis er
vi meget gode til det med tillid i Danmark .
1 http://da .wikipedia .org/wiki/Tillid
28

Det kræver tillid at stå pænt og vente for rødt ved et lyskryds – også selvom
der ikke er en bil i miles omkreds . Og det kræver tillid, at betale sin skat
til velfærdsstaten – en stor sort boks, som man som enkeltindivid kan have
svært ved at overskue og gennemskue, præcist hvad ens skattekroner går
til . Men netop på grund af tilliden til staten og hverandre, anerkender man
også, en vis sammenhørighed mellem velfærdsstatens borgere – i kraft af
tillid indgår man i fællesskabet, med alt hver dertil hører af såvel rettigheder
og pligter .
Velfærdssamfundet er i høj grad et skabt og opretholdt af bønder og fiskere
med sans for en god handel og en stor portion eventyrlyst, hvilket endelig
også har krævet en udpræget grad af tillid og lyst til at favne forandring,
lægge til i fremmede havne og favne forskellige mennesker .
Dertil kommer, at vi danskere er en flok snaksaglige krejlere, der er enige om
at arbejdet er livet . Oven i hatten kommer så, at vi desuden i Danmark har
en konsensuskultur, med alt hvad det medfører af såvel fordele som ulemper:
Vi taler os fredsommeligt til rette om tingene . Men samtidigt kan vi holde
møder i det uendelige – indtil absolut alle er blevet hørt . Og så lader vi os
tillidsfuldt repræsentere i råd, nævn og bestyrelser . Vi lærer fra vi er helt små
at gebærde os i det, jeg vil kalde Brugsforeningen Danmark .
Et eksempel fra min egen helt nære verden stammer fra min datters indtræden
i og forpligtelse på fællesskabet . ”Flere rutsjebaner på legepladsen”,
var min datters valgtema, da hun i år blev valgt som elevrådsrepræsentant
for 1.y. Nu skal det vise sig, om hun i det kommende år kan leve op til den
tillid, hun er blevet vist . At hun er udstyret med et navn, som alle i 1 .klasse
kunne genkende og stave til, var muligvis den mest afgørende faktor for at
de andre elever valgte hende . Men valgløftet tager hun ikke desto mindre
meget alvorligt .
Det er ikke bare i det politiske og organisatoriske system, vi baserer os på
tillid . Jeg kunne ikke overleve i det daglige, hvis jeg ikke havde fuld tillid til
skole, fritidshjem og ikke mindst mine naboer. Når jeg en torsdag eftermiddag
sidder på arbejdet, og skal nå hjem for at hente to overtrætte børn, er
det ligeledes godt at have en tillidsfuld arbejdsgiver, der lader mig ”flexe”, og
endnu bedre at jeg i nødens stund kan trække på nabo-forældrene, som jeg
også har fuld tillid til . I et land hvor der er konsensus om, at alle arbejder, og
derfor nødvendigvis må aflevere deres børn i institution, er det altafgørende
at jeg kan have fuld tillid til pædagogerne og forholdene omkring mine børn .
Et samfund baseret på tillid skaber med andre ord rammerne for en enorm
smidighed, fleksibilitet og tryghed. Et samfund baseret på tillid er kort sagt
et meget stærkt samfund . Men tillid er også et meget skrøbeligt fundament
at basere et samfund på . Selv den mindste skepsis over for systemet eller
den mindste udnyttelse af tilliden kan bidrage til på sigt at underminere hele
systemet i form af ansvarsforflygtigelse og magtmisbrug. Det er derfor afgørende,
at vi også fremover løbende ser vores trygge og konsensusprægede
velfærdssamfund efter i sømmene, så vi kontinuerligt bygger videre på den
tillid, det kræver at træde ind i og bidrage til fællesskabet .
I skrivende stund er jeg netop kommet hjem fra møde i mine pigers fritidshjem
. Desværre omhandlede mødet de uafvendelige nedskæringer, hvis konsekvenser
er, at der fremover ikke længere er råd til den pædagog, der har
været ansat til at tage vare på de børn, der har haft særlig behov .
29

Dette er et stort tillidsbrud set fra samfundets side, alt den stund at ”børn
med særlige behov” er i vækst i børnehaver, skoler og fritidshjem overalt i
Danmark . Fritidshjemmet resignerer og begynder at udregne måder hvorpå
at strække ressourcerne til det yderste, så alle børns behov bliver dækket . Og
jeg har fuld tillid til, at de gør deres arbejde så godt, som de overhovedet kan
og inden for de rammer, de er underlagt .
Men jeg kan alligevel ikke forlige mig med den uretfærdighed, der rammer
tilfældige og uskyldige børn – hvad har de gjort, siden de skal udsættes for
dette tillidsbrud og skal straffes på denne måde? Hvorfor prioriterer man
f .eks . ikke, at disse børns særlige behov bliver opdaget allerede i vuggestuen
eller børnehaven, så problemerne ikke vokser sig nærmest uløselige på et
senere tidspunkt – og med enorme omkostninger for samfundet .
Meget symptomatisk er det, at fritidshjemmets kælder konstant lækker fugt,
da den 150 år gamle bygning mildest talt har kendt bedre dage . Men heller
ikke her bliver der afsat midler – slet ikke til noget så usynligt som et dræn,
hvilket betyder at der igen blot må resigneres og sættes luft-affugtere op
samt males igen og igen – som om det kunne skjule miseren .
Tilliden til politikerne er væk
Vi bider tænderne sammen, flexer lidt her og der, lapper lidt, og får således
hverdagen til at hænge sammen . Frustrationen over den manglende sammenhæng
i tingenes tilstand er stor . Tilliden til min arbejdsgiver, naboerne,
pædagogerne og lyskrydset er intakt . Men tilliden til politikerne og systemet
begynder at krakelere .
Et er, at jeg ikke burde nære mistillid til det offentliges prioritering af almindelig,
fornuftig vedligeholdelse og forebyggelse, så jeg kan passe mit
arbejde, og med god ro i sindet have mine børn i institution . Men når f .eks .
en politireform efterlader korpset i smadder eller når hospitalsgangene er
synligt beskidte, begynder kæden at hoppe af – og jeg mister lidt efter lidt,
den tillid, jeg havde til politikerne .
Jeg forsøger at opdrage mine børn til – foruden at lave deres lektier, sige tak
for mad og give hånd til fremmede – at tale pænt til og om andre . Men når
de i fjernsynet oplever voksne mennesker – ikke mindst ledende politikere,
der skal administrere Brugsforeningen Danmark – udvise den største mangel
på respekt over for ”fremmede”, andres arbejde eller kultur, kan det være
meget svært for både dem og mig at få tingene til at hænge sammen . At
nogen mennesker kun har ét værktøj i værktøjskassen, der hedder ”ud med
de fremmede” (og tilmed konstruerer dubiøse pointsystemer, der de facto
betyder at mange af os såkaldt ”gammeldanskere”, aldrig ville få adgang til
landet, hvis vi selv skulle underkastes disse systemer og krav) som svar på
samtlige udfordringer, vi står overfor i en globaliseret verden, har jeg helt
opgivet at forklare dem .
Der skal vises tillid til både eksperter, pædagoger, erhvervsliv og folk med
anden etnisk baggrund end en selv, hvis Danmarks, mit og mine børns liv skal
hænge sammen .
Vi er kort sagt nødt til at lade os inspirere af Rolling Stones, vise hinanden
tillid og få den samfundsmæssige musik til at gå op i en højere enhed igen,
så en plus en fremover bliver ti . Alt andet ville være at svigte Danmark, fællesskabet
og de mange gode idéer og mennesker, som det danske samfund
er oppebåret af .
30

Deltagelse gennem dannelse
Fra uddannelse for de fleste til folkeskole for alle: Vi står på
tærsklen til et endnu et moderne gennembrud. På tærsklen
til det, der er blevet kaldt et sen- eller postmoderne gennembrud,
hvor viden, innovation og højteknologi er altafgørende.
Skolen er i den forbindelse det helt centrale sted, hvor vi forbereder
fremtidige generationer på de forpligtende fællesskaber.
Skolen er vidensamfundets vugge og de kollektive
kompetencers kravlegård. Uddannelse er forudsætningen for
de humanistiske og demokratiske værdier, som vi til stadighed
skal kæmpe for. Vi skal gå forrest som det gode eksempel og
vise, hvordan vi kan imødegå de udfordringer, vi som mennesker
og samfund står overfor i det 21. århundrede.
Af Marianne Jelved og Anne Marie Geisler Andersen
Lad os for en stund forestille os, at vi kunne gå ombord i en tidsmaskine . Lad
os forestille os, at vi kunne rejse 30-40 år tilbage i tiden . Da ville vi opdage,
at folkeskolen – og hele den kontekst, som dannelse, læring og innovation
foregår indenfor – har ændret sig markant . For det første er det tydeligt,
at det danske samfund igennem de sidste 30-40 år er blevet et langt mere
flerkulturelt samfund. Eleverne i de forskellige klasser hed f.eks. Martin, Henrik
og Brian for 30-40 år siden . I dag kan de hedde Muhammed, Hassan og
Basim . Samtidigt ville vi, når Europakortet blev trukket ned foran tavlen som
et rullegardin i blå-grønne og brunlige nuancer (vi skal huske på, at det var
før de moderne touch screens, som heldigvis er ved at finde vej til folkeskolens
klasselokaler), se et Tyskland, der endnu var opdelt i Øst og Vest. Men
som bekendt blev Berlin Muren væltet og gamle skel nedbrudt, mens nye
er kommet til og opstået . I den enkelte klasse kunne der f .eks . for 30-40 år
siden i højere grad end det er tilfældet i dag eksistere en mur mellem de
allersvageste og de allerstærkeste elever . Eller der kunne eksistere en mur
mellem forskellige måder at tilegne sig stoffet på . I dag ser vi, at differentieret
undervisning i stadig stigende grad vinder frem . Undervisningen og
læringen tilpasses den enkelte elevs særegne måde et at tilegne sig stoffet
på . Det, der endelig ville slå os, når vi fra vores tidsmaskine kigger rundt i
klasselokalet for 30-40 år siden, er, at eleverne på daværende tidspunkt stadig
var fuldstændigt offline . På bordene ligger der – foruden penalhuse med
masser af spidsede blyanter og viskelæder i neonlysende farver, hæfter, hvor
der flittigt noteres fra lærens undervisning og informationer på tavlen, samt
forskellige yoyo’er, kassettebånd og walkmans . Dette er en markant forskel
fra atmosfæren og læringen i nutidens klasselokale anno 2011 . En atmosfære
og læring, som vi for 30-40 år siden havde svært ved at forestille os i
vores vildeste fantasi . I dag sidder mange elever med en bærbar computer
foran sig, ligesom der på alle borde ligger mobiltelefoner, der i princippet
binder dem sammen med den øvrige verden på en hidtil uset måde . Man
skal huske på, at mobiltelefoner jo er et fænomen, vi for 30-40 år siden vist
nok kun havde set i science fiction-film, hvor kommunikationen mellem folk
på jorden og besætningen i rumskibet foregår via en telefon, hvor der samtidigt
er et skærmbillede, så man kan se den, man taler med . Mens læreren
samtidigt for 30-40 år siden kunne sende grupper af elever af sted til skolens
bibliotek, er alle verdens tekster og biblioteker (herunder også film og musik)
i dag kun ét klik væk fra klasselokalet og ligger tilgængeligt på det, der i dag
opfattes som det mest naturlige og selvfølgelige i verden, nemlig internettet .
Internettet er ikke desto mindre en teknologisk landvinding og i den grad
31

en verdenshistorisk milepæl i forhold til læring, dannelse samt social og demokratisk
deltagelse .
Den danske spidskompetence: Forpligtende fællesskaber
Når man foretager en tidsrejse, bliver det pludselig meget tydeligt, hvordan
vi – trods diverse mangler og besparelser – over de seneste 30-40 år
har formået at udvikle og tilpasse vores folkeskole, så den stort set stemmer
overens med tidens krav . Samtidigt får man fra tidsmaskinens vindue øje
på nogle af de spidskompetencer, der kendetegner det særligt danske . For
mere præcist at illustrere, hvad det er vi danskere i den grad er gode til – og
hvordan det fremover skal præge vores folkeskole – er det oplagt at indlede
med, hvordan andre beundringsværdigt betragter os . Dette kom bl .a . til udtryk,
da en gruppe kinesiske ledere mødte en dansker og stillede følgende
spørgsmål: ”Hvordan kan det være, at godt fem millioner danskere er i stand
til at dominere verdensmarkedet med vindmøller, container-skibsfart, medicin,
sikkerhed, rengøring og meget andet, når over én milliard kinesere ikke
kan?”
En dansk professor har endvidere fortalt, at han for nogle år siden blev opsøgt
af amerikanske forskere . De havde noteret sig, at Danmark klarede sig
ret godt i de internationale målinger af konkurrenceevne . Men hvad var det
mere præcist, de kunne, danskerne? Amerikanerne havde besøgt en række
vidensvirksomheder og iagttaget medarbejderne . De havde bemærket, at
der særligt var tre former for arbejde, danskerne var gode til . De to første
former havde de ventet, for de hørte i udpræget grad til i et industrisamfund .
Men de var overraskede over den tredje form for arbejde, som danskerne
mestrede til perfektion: De danske medarbejdere var ifølge amerikanerne
gode til at oprette rutine og holde rutinerne, men nok så vigtigt også gode
til at nedbryde rutinerne igen med henblik på at oprette nogle nye, der var
mere effektive eller på anden måde mere hensigtsmæssige . Amerikanerne
konkluderede kort sagt, at vi danskere er ekstremt fleksible, yderst omstillingsparate
og gode til at tilpasse os forandringer . En yderst vigtig evne i
et vidensamfund i hastig udvikling og under konstant forandring . En yderst
vigtig evne, når ny viden konstant inddrages, og processer igen og igen evalueres
og reevalueres for at optimere eksisterende løsninger og finde på nye
og bedre måder at gøre tingene på . Amerikanerne ville vide, hvor medarbejderne
havde lært det .
Dette er bare to sandfærdige historier blandt mange, som siger noget om
den danske kultur og tradition, og som vi alle er bærere af her til lands . Det er
noget specifikt dansk, som på den ene side er værd at værne om, og på den
anden side er værd at videreføre til de næste generationer . Men det er ikke
noget, der bare kan overføres fra lærer til elev . Det er snarere en kollektiv erfaring,
der også har ført til den særligt danske udgave af velfærdssamfundet .
Denne kollektive erfaring viser sig bl .a . ved at sætte ting i system . Men den
viser sig også ved at nedbryde uhensigtsmæssige hierarkier og etablere sociale
og kulturelle adgange på tværs af diverse skel og grænser . Denne særligt
danske kollektive erfaring viser sig endelig også ved en hurtig tilegnelse
af nye teknologier, gode evner til samarbejde samt respekt for hverandre –
ikke mindst hverandres forskelligheder .
Moderne og postmoderne gennembrud
Vi kan spore denne kollektive erfaring og kultur tilbage til 1800-tallet. Sidst
i det 19 . århundrede stod man faktisk over for en lignende tid med Det Moderne
Gennembrud . En masse danskere havde i den grad et kulturelt udsyn
mod datidens ”globalisering” eller åbning af verden . Georg Brandes introdu-
32

cerede resten af Europa til den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, og gik forrest
i hele kvindefrigørelseskampen . Forfattere som J .P . Jacobsen og Herman
Bang bragte litterære stilarter som naturalismen og impressionismen ud til
danske læsere . I det hele taget kan man tale om en kulturel eksplosion, som
Brandes indfangede med sine ”Hovedstrømninger”, og som vi genfinder i
dag, hvor udbredelsen af internettet og mobiltelefoner i høj grad har været
forudsætninger for en de facto globaliseret kulturel åbning eller eksplosion .
Men mere præcist kan vi spore den kollektive erfaring om den særligt danske
spidskompetence tilbage til folkehøjskolen og andelsbevægelsen . Idéen om
folkehøjskolen såvel som andelsbevægelsen er født i Danmark . Og begge har
en betydning, der rækker ud over deres umiddelbare formål, der henholdsvis
består i uddannelse til den brede befolkning og produktion af fødevarer .
Begge er samtidigt udtryk for, at vi alle når de bedste resultater i fællesskab,
snarere end hver for sig og på bekostning af hinanden . Begge bygger endelig
på et selvbevidst og stærkt civilsamfund med forpligtende fællesskaber, der
i sig selv bygger på ligeværd til trods for forskelligheder, ligesom de tilbyder
deltagelse og medbestemmelse .
I dag står vi snarere på tærsklen til det, der er blevet kaldt et sen- eller
postmoderne gennembrud, hvor viden, innovation og højteknologi er altafgørende
. Vindmølleindustrien er et godt eksempel på et nyere initiativ, der
har en betydning, der rækker ud over formålet med energiproduktion, idet
den indlysende også bidrager til et kvalitativt bedre klima . Men den danske
erfaring med forpligtende fællesskaber kommer også til udtryk på anden vis .
Vi omtaler ofte Danmark som ’foreningsdanmark’ . Årsagen er, at vi har en
lang tradition for regeringers og Folketingets samarbejde med og inddragelse
af interessenter som arbejdsmarkedets parter, kommuner, frivillige organisationer
o .a . – alt afhængig af sagen . Disse interessenter er medbestemmende
i løsninger på de problemer, der er centrale på et givent tidspunkt .
Derfor har vi kommunalt selvstyre . Derfor er vores institutioner autonome
med tradition for stor selvbestemmelse . Desværre står dette i grel modsætning
til en stærk central topstyring – som vi snart har været underlagt, under
VKOs regeren, i snart et årti, hvor interessenterne ikke inddrages i processen,
men må gøre, som der bliver besluttet fra centralt hold uanset egne erfaringer,
viden og profession .
Det er det, der er den danske spidskompetence, som vi har med os ind i
det sen- eller postmoderne netværks- og vidensamfund: De forpligtende fællesskaber
. Her er mere end nogensinde brug for at kunne samarbejde forpligtende
på tværs af forskelle og fagligheder . Her er brug for selvbestemmelse
og ansvarlighed over for fællesskabet . Her er brug for inklusion, som er det
bedste udtryk for centrale værdier som ligeværd på trods af forskellighed . Vi
har brug for hinanden og den mangfoldighed, som vi udgør . For ud af mangfoldigheden
vokser nye løsninger, ligesom ny viden og erkendelse skabes heraf
. Vi må være sammen om det nye . Det kræver det nye . Og det forpligter os .
At lære at lære
Skolen er det helt centrale sted, hvor vi forbereder fremtidige generationer
på de forpligtende fællesskaber . Skolen er vidensamfundets vugge og de
kollektive kompetencers kravlegård . Skolen er til for at lære børn det, de
har brug for at kunne, men som de ikke lærer af sig selv i samfundet . Derfor
skal skolen have medarbejdere, der har lært, hvordan man kan undervise
i skolens fag . Lærerne skal mestre deres fag . De skal kunne pædagogik og
didaktik . De skal kunne lede og styre undervisningen . De skal kunne skabe
tillidsfulde relationer til alle eleverne . De skal fremme ligeværd på trods af
forskellighed . De skal kunne differentiere og dermed bringe hver enkelt elev
33

til en oplevelse af at kunne mestre nye faglige områder og sociale forhold .
Samtidig ønsker vi, at lærerne reflekterer over deres undervisning og deres
praksis . Og så ønsker vi, at de kan samarbejde med alle interessenter og andre
fagpersoner i og omkring skolen – ikke mindst forældrene .
Al pædagogik tager udgangspunkt i, at et hvilket som helst barn kan lære .
Alle børn lærer jo også en forfærdelig masse uden for skolen, uden at der er
en lærer til stede . Alt det, der er væsentligt for en elev at lære, og som barnet
ikke tilegner sig uden for skolen, har lærerne ansvar for, at eleven lærer i
skolen . Derfor ønsker vi, at alle elever først og fremmest gør den erfaring, at
de rent faktisk kan lære . Didaktik er læren om, hvordan man kan undervise .
Det skal en lærer være ekspert i .
Læring er et socialt projekt . At lære er en individuel proces, der forandrer
eleven . Men eleven kommunikerer forandringen ved at bruge den i fællesskabet
. Så at sige at handle på læringen . Eleven kan derfor ikke ses eller forstås
uden fællesskabet . Det skyldes, at børn og unge lærer, når de deltager i sociale
sammenhænge, inddrages i fælles aktiviteter, bidrager til fællesskabet
og opnår indflydelse på det, der er en del af deres livsbetingelser og udviklingsmuligheder
. Man eksisterer, når man bliver set og anerkendt i fællesskabet,
og man lærer at tage ansvar . Så det giver ikke mening at betragte
eleven isoleret set eller uden for fællesskabet . Derfor er det også så vigtigt,
at læreren skærper elevens bevidsthed om det forpligtende ved fællesskabet
. Det er vigtigt, at eleven lærer at tage ansvar overfor fællesskabet . Ikke
mindst, da dette også er en måde, hvorpå eleven får adgang til eller kan indtræde
i fællesskabet, og derigennem deltage i og selv være med til at forme
fremtidens demokratiske vidensamfund .
Glade børn lærer bedst
Man siger jo, at lige børn leger bedst. Det er en sandhed med modifikationer
. Børn skal behandles ligeværdige, men der skal i læringsprocessen
tages højde for den enkeltes individuelle tilegnelse af viden . Derfor siger vi
i stedet: ”Glade børn lærer bedst!” For børn kan simpelthen ikke lære, når
de mistrives . De forpligtende fællesskaber er ikke afgrænsede til skoletiden .
Børnene har også et liv, når det ringer ud efter sidste time . Det betyder, at
læreren helt indlysende spiller en central rolle i elevens indtræden i de forpligtende
fællesskaber . Kort sagt er læreren en vigtig person i ethvert barns
liv . Læreren bør derfor tage medansvar for børnenes trivsel og for samarbejdet
med forældrene . For særligt sårbare familier er skolen nemlig selve
indgangen eller adgangsbilletten til samfundet . Derfor siger vi, at skolen skal
rumme en flerfaglighed, hvor f.eks. socialrådgiveren, sundhedsplejersken
og skolepsykologen er kendte medarbejdere på skolen . Vores vision er, at
der fuldstændigt bliver taget hånd om de forskellige problemer i de sårbare
hjem, som skolen ikke kan løse alene . Det kan være sociale problemer, misbrugsproblemer
eller arbejdsløshed .
Det er derfor afgørende, at den enkelte skole til enhver tid er i stand til at
gøre rede for, hvordan den løser sine opgaver . Mere præcist skal den enkelte
skole kunne redegøre for, hvordan den tager hånd om hver enkelt elev og
dennes muligheder for at lære, for at udvikle sig alsidigt . Det overordnede
mål for os er jo, at fostre fremtidens borgere, der kan indtræde i og videreudvikle
det danske demokrati baseret på de forpligtende fællesskaber . Skolens
ledelse må derfor konkret diskutere og fastlægge mål for skolens prioriteringer
i forhold til lokalsamfund, forældre og de lokale udfordringer .
34

Sæt kroppen på hovedet
Skolens hverdag skal organiseres med det formål, at alle kommer med i forpligtende
fællesskaber . Det er afgørende vigtigt, at alle elever lærer de basale
og adgangsgivende kulturteknikker som f .eks . at læse, skrive og regne .
Men det er ligeså afgørende, at alle elever får kendskab til og mestrer de
praktisk-musiske fag, fordi de – sammenlignet med de boglige fag – er
med til at udvikle eleverne alsidigt og tilbyder andre erkendelses- og udtryksmuligheder.
På en måde kan man sige, at der skal være en fin balance
mellem læringen og udviklingen af de kompetencer, eleven skal mestre med
kroppen og hovedet . Eller sagt på en anden måde: ”Sæt kroppen på hovedet
– og hovedet på kroppen .” Hvert fag må kort sagt ses som et enkeltstående
bidrag til den samlede dannelse, der giver eleverne muligheder for
at forstå deres omgivelser og se deres muligheder . For os har alle elever krav
på at møde veluddannede lærere i alle fagene, så hvert fag til stadighed
kan løfte eleverne til en ny faglighed . Det kræver først og fremmest, at lærerne
har en høj didaktisk faglighed og kan deres fag . Men det kræver også,
at lærerne løbende opdaterer sig på sit felt og løfter sin egen faglighed .
Hele skoleforløbet skal bruges til læring og dannelse . Alle elever skal derefter
have ret til uddannelse, der giver mulighed for arbejde og selvforsørgelse .
Det er vores vision, at alle unge skal tage en ungdomsuddannelse . Desværre
går udviklingen den forkerte vej: Stadigt flere unge – især drenge – falder fra.
Problemet kan ikke løses med en ensidig satsning på undervisning, som ikke
virker . I stedet ønsker vi, at skolen skaber rammerne for læring, der er lige
så bred som elevgruppen . Skolen skal med andre ord satse på differentieret
læring for en differentieret elevgruppe . Og så skal skolen løbende indhente
viden om de nyeste former for differentieret didaktik . Skolens hverdag skal
endvidere organiseres, så eleverne arbejder selvstændigt sammen og bruger
fagene til at belyse problemer, udfordringer og muligheder . Endelig ønsker
vi, at der bliver plads til at eksperimentere, samt at den enkelte udfolder sin
fantasi og kreativitet i forhold til faglige problemstillinger . Det betyder endvidere,
at læreren tilbyder opgaver og problemstillinger, der tillader denne
form for fantasi og kreativitet .
Der er masser af læringsmiljøer uden for skolen . Lokalsamfundet, virksomheder,
institutioner og organisationer samt øvrige grupper af mennesker
med erfaringer kan være med til at synliggøre fagenes muligheder for at
forklare og forstå verden omkring eleverne og fagenes konkrete anvendelighed
i en praktisk virkelighed efter endt skolegang . Derfor ønsker vi også,
at der arbejdes på tværs af fag med forskellige metoder og læringsformer .
Samtidigt ønsker vi, at fremme muligheden for, at den enkelte elev kan vægte
et fag, et tema, et problem eller en læringsform, som eleven er særligt
motiveret for at gå i dybden med eller som eleven udviser en særlig interesse
eller et særligt talent for . Vi ønsker kort sagt at styrke vigtigheden af elevens
motivation og engagement . Eleven får en forståelse for værdien af de
forskellige fags arbejdsmetoder, udtryksformer, færdigheder og kundskaber .
Lærerne skal bidrage med deres fagligheder, både inden for deres specifikke
fag og ved at sætte de rette rammer for, at alle elever bliver rustede til at
begå sig i vidensamfundets arbejdsformer . Og vilkårene i vidensamfundet
er: Konstant forandring, tilpasning til nye rutiner, et højt vidensniveau, en
vekslen mellem specialister og generalister samt fleksibilitet i samarbejdet.
Ligeværd og medbestemmelse
Uddannelse er ikke kun en faglig tilegnelse . Det er også en opdragelse og
dannelse i et demokratisk fællesskab . Og uddannelse bygger på nogle universelle
værdier som ligeværd og ligestilling, personlig frihed og retssikker-
35

hed . Derved er uddannelse også med til at fremme frie selvbestemmende
mennesker og ansvarlige medbestemmende borgere . Det gælder både som
borger på lokalt plan i det nære i Danmark, på regionalt plan som borger i
det europæiske fællesskab EU, og endelig på globalt plan som verdensborger
i det 21 . århundrede .
Uddannelse er forudsætningen for de humanistiske og demokratiske værdier,
som vi til stadighed skal kæmpe for . Vi ønsker at gå forrest som det gode eksempel
og vise, hvordan vi kan imødegå de udfordringer, vi som mennesker
og samfund står overfor i det 21 . århundrede . Vores vision for Danmark er et
åbent samfund, hvor et menneske har værdi i sig selv . Dette udgangspunkt
præger vores syn på og ønske om, hvordan samfundet bedst bør indrettes .
Det skal gennemsyre de beslutninger, der træffes både i Folketinget og ude
på skolerne . Og det skal bidrage til at give løsningerne på de forskellige udfordringer,
vi står over for . Uddannelse er med andre ord også påmindelsen
om den menneskelige dimension, der i det daglige betyder, at den enkeltes
værdighed, integritet, forskellighed og sårbarhed respekteres .
Tillid til lærerne
Læring er meget mere end det, der kan sættes på formel, måles og vejes .
Derfor er det afgørende, at evalueringerne i skolen er mangesidige . Der bør
ikke blot være én form som f .eks . de obligatoriske ”multiple-choice”-tests,
der får en særlig status som mål for skolernes ”konkurrencedygtighed” . Det
er læreren, der er ansvarlig for undervisningen . Derfor skal læreren også bruge
den form for evaluering, der passer til det konkrete undervisningsforløb .
Vi ønsker med andre ord, at tests skal kunne måle og evaluere på en mere
nuanceret måde end f .eks . ved blot at sammenligne karaktergennemsnit .
Vi vil have, at brugen af tests tager højde for en differentieret undervisning
og er baseret på langt flere parametre, der dermed indfanger elevgruppens
mangfoldighed . Skolens opgave er kompleks: Den er ikke egnet til markedskræfternes
frie spil . Og derfor giver det ikke mening at rangordne skolers
karaktergennemsnit på internettet eller nogen andre steder . Der er forskel
på en læges situation, når lægen står over for 24 blindtarmsoperationer, og
lærerens situation, når læreren står over for 24 skoleelever . Kort sagt gør
tests i sig selv ikke undervisningen bedre, ligesom grisen ikke bliver federe
af at blive vejet . På samme måde som øjnene ser det, de vil, får man også
det, man måler . Og man kan ikke måle det hele . Derfor underminerer tests,
der alene bruges til kontrol og simpel benchmarking af de forskellige skoler,
skolens og læringens overordnede opgave med at skabe adgang til forpligtende
fællesskaber . Og tests underminerer lidt mere overordnet fremtidens
demokrati i det 21 . århundredes globaliserede vidensamfund .
Den komplekse undervisningsopgave er betinget af uforudsigelige begivenheder,
fordi de forskellige elever hver især er unikke og indgår i fællesskabet
i uforudsigelige situationer, som læreren skal styre . Undervisning planlægges
og tilrettelægges ud fra didaktiske, pædagogiske og faglige overvejelser i
forhold til den konkrete og aktuelle elevgruppe . Undervisningen gennemføres
i praksis med et flow af lærerens beslutninger – forskning siger to i
minuttet. Derfor er det afgørende, at lærerens uddannelse, refleksioner og
erfaringer samt efteruddannelse svarer til opgavens kompleksitet . De processer
og prioriteringer kan ikke styres gennem centrale beslutninger fra et
ministerium eller i et udvalg i Folketinget .
Vi ønsker endvidere, at læreruddannelsen bliver relevant for og styret efter
de lærerstuderendes motivation for linjefag . Samtidigt ser vi gerne, at der
er et års efteruddannelse inden for de første fem år som lærer, så grundud-
36

dannelse, erfaringer fra praksis og efteruddannelse hænger sammen . På den
baggrund – og med en veluddannet skoleledelse i spidsen for hver skole –
vil samspillet mellem de politiske beslutningstagere og skolens udøvende
medarbejdere bygge på tillid til medarbejderne . Der skal være politisk fokus
på såvel forventningerne til skolen, som vilkårene for skolens virksomhed . Vi
ønsker i den forbindelse også, at skolerne er i orden og tidssvarende med
hensyn til udstyret, så der også derved udvises respekt for opgaven at holde
og gå i skole .
Vi vil endvidere skabe et hold af kompetente lærere og fagkonsulenter, der
kan besøge den enkelte skole med visse mellemrum og deltage i skolens
hverdag . Her skal de iagttage undervisningen og hverdagen samt sparre med
lærerne og ledelsen, og endelig henvise til den seneste relevante forskning,
bedste praksis og netværk . Samtidigt ønsker vi at igangsætte udviklingsarbejder
i kommunerne, hvor forskere fra grunduddannelserne knyttes til en
kommunes skoler i f .eks . tre år . Disse forskere kan bidrage til kontinuerligt at
sætte fokus på den pædagogik og didaktik, der er udviklet på skolerne samt
inddrage skolens medarbejdere for at afdække deres egen praksis og belæg
herfor . Der kan vælges forskellige fokuspunkter som rummelighed, inklusion,
almen dannelse, differentierede læringsmiljøer i og uden for skolen . Verden
er altid i forandring . Det skal skolen også være . Men udviklingen af skolen
skal samtidig være velovervejet og til enhver tid bevidst om skolens opgave
og formål . Vi mener derfor, at det er afgørende at forbinde grunduddannelsen
med skolernes praksis, udviklingen af de pædagogiske og didaktiske
teorier og endelig samfundets behov .
Læring og forpligtende fællesskaber: Ikke bare fiks idé, men god forretning
Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om det overhovedet kan betale sig, at
satse så kraftigt på skolen – på læring og viden, på at sikre de kommende
generationers adgang til forpligtende fællesskaber, og – når alt kommer
til alt – på det danske demokrati i årene, der kommer . Hertil er svaret kort
og klart: Ja . En kraftig satsning på læring, viden og innovation er ikke bare
en verdensfjern, fiks idé, men også en rigtig god forretning. Læring, viden
og innovation kan nemlig sikre Danmark komparative konkurrencefordele i
forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med samt med økonomier
som Indien og Kina, der buldrer derudaf i disse år .
Danmark skal vise, at et viden- og fagligt servicesamfund har plads til og
brug for mange former for kvalifikationer og kompetencer. Der er for det
første de forskningstunge virksomheder, der har dannet tætte partnerskaber
med internationale universiteter og andre virksomheder . For det andet
er der virksomheder, der skal omsætte forskningen og de teoretiske udviklingsmuligheder
til konkrete løsninger f .eks . i velfærdsteknologier . Endelig
er der praktiske og faglige servicevirksomheder, der kan levere service til alle
aldersgrupper, fordi medarbejderne får muligheder for at gøre det, de er
bedst til . Og til gavn for dem, der har brug for en praktisk hånd . De socioøkonomiske
virksomheder kan organisere et arbejdsmarked med de opgaver,
som efterspørges . Og opgaverne kan leveres af serviceuddannede medarbejdere,
der ikke kan honorere kravene på det almindelige arbejdsmarked, men
fortsat fungerer optimalt i en særlig indrettet virksomhed .
Der er brug for mange slags talenter – talenter på alle niveauer . Der skal være
grøde i opfindsomheden og idérigdommen, så vi kan bruge ressourcerne
mest hensigtsmæssigt . Et godt eksempel, der endnu rummer et stort potentiale
er hele den grønne tankegang, der kan afføde mange nye kreative
løsninger, som verden omkring os også har brug for .
37

Vi ser også for os, at velfærdsteknologi danner grundlag for udvikling af helt
nye løsninger, der dels får en menneskelig dimension, og dels gør en forskel .
Et glimrende eksempel herpå er Oticon, der producerer høreapparater . På
et tidspunkt konkurrerede Oticon på billigst muligt masseproducerede høreapparater
. Men siden valgte virksomheden den menneskelige dimension til,
og tilpassede udviklingen af høreapparaterne den enkelte bruger og dennes
konkrete behov . På den måde erhvervede Oticon sig en komparativ konkurrencefordel
. For Kina og andre såkaldte tigerøkonomier skal nok komme
efter os med brug af ny teknologi – ikke mindst billigst muligt og masseproduceret
teknologi . Men vi kan og skal også i fremtiden fremkomme med den
bedste teknologi, ligesom vi skal tilføre den kreative og humane dimension
til teknologien . Det er her, vi kan gøre en forskel .
Universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne skal tilføre
deres uddannelser know how i innovation . Vi skal være udviklingsorienterede,
fordi vi ved, at de bedste løsninger skabes i miljøer, hvor udfordringer
erkendes og overvindes ved hjælp af nytænkning . Samtidigt ønsker vi at udbrede
fokus på flerfaglighed og multikulturelle miljøer. Og dette fordi, mangfoldigheden
og vores indbyrdes forskelle skaber den grøde, der får kreativiteten
til at gro . Et øget fokus på viden og innovation på tværs af forskellige
faglige discipliner og sociale grupperinger skaber gå-på-mod . Og det skaber
den kultur, der skal til for at blive ved med at stræbe efter at gøre det bedre
for det enkelte menneske, for fællesskabet og for hele verden . På den måde
går vi forrest og bliver det gode eksempel for andre .
Forskning bliver i denne sammenhæng en central del af udviklingen af viden
og praksis, og dermed af løsninger tilpasset den enkeltes behov for en anstændig
og værdig tilværelse . Vi vil optrappe satsningen på den frie forskning,
fordi ingen på forhånd har kendskab til alle behov og alle muligheder .
Forskerne skal kunne følge deres viden og forståelse af mulige løsninger til
mennesker såvel som løsninger, der imødekommer mere og bedre bæredygtighed
som svar på naturens sårbarhed .
Vi mener også, der er gode argumenter for strategiske forskningsmidler
som politisk prioriterede satsninger . Vi ser f .eks . gerne, at der afsættes forskningsmidler
til velfærdsforskning i praksis . Skolen i dette kapitel er blot et
eksempel på et område for fremtidens viden- og velfærdssamfund, hvor det
er oplagt at forskning og udvikling bliver knyttet til både grunduddannelse,
praksis, efteruddannelse samt nye og bedre løsninger på opgaverne . Men
dette vil en lang række andre områder i samfundet også have brug for .
Det er ikke lige meget for udviklingen i Danmark, hvilken uddannelse vi har
med i rygsækken . Det er ikke lige meget, om vi lader økonomiske incitamenter
og markedet være det styrende, eller om vi holder fast i, at menneskelige
og demokratiske mål betyder mere end noget andet . Vi skal ikke
bare gøre som alle de andre . Det vinder vi ikke ved . Det vokser vi ikke ved . Vi
skal ikke bare satse på det billigste, men derimod på det bedste . Vi skal gøre
det, vi er gode til . Og vi er gode til at fremkomme med det bedste . Kun på
den måde vil Danmark også fremover spille en rolle og gøre en forskel i det
21 . århundredes globaliserede vidensamfund .
Tilbage til fremtidens folkeskole
Hvis vi derfor forestiller os, at de kommende generationer om 30-40 år sætter
sig op i en tidsmaskine og rejser tilbage til i dag, for at se på, hvordan vi
greb læring, dannelse, innovation og demokratideltagelse an, er det vores
forhåbning, at de vil lægge vejen forbi vores visioner for folkeskolen, nikke
38

anerkendende til hinanden, og genkende fremtidens folkeskole i de tanker,
vi her har gjort os .
De kommende generationer vil forstå, hvorfor der hver dag arbejdes med et
stort engagement i folkeskolen . De kommende generationer, som tager tidsmaskinen
tilbage til os, vil forstå, hvorfor rigtig mange elever i fremtiden er
glade for at gå i skole . Hvorfor de ved og kan meget . Fremtidens generationer
vil se, at de fleste klarer sig godt i deres liv. Og de vil anerkende, at vores
ambition 30-40 år tidligere var intet mindre end, at ALLE skal klare sig godt
i livet. De vil forstå, at vi turde tænke og handle ikke for de fleste, men for
alle . I fremtiden, vil de kommende generationer forstå, hvorfor folkeskolen er
for alle elever, ligesom de vil anerkende at den ikke bare er indgangen til en
ungdomsuddannelse, hvor vigtig den end er . Folkeskolen, vil man forstå, er
indgangen til et langt og stadigt lærende liv . Og folkeskolen vil være adgangen
til deltagelsen i det danske demokrati . Fremtidens generationer vil se,
at folkeskolen bliver stedet, hvor ansvarlige og medbestemmende borgere
lærer at kravle, for siden at kunne gå .
Når fremtidens generationer i deres tidsmaskine rejser 30-40 år tilbage i tid,
vil de samtidigt se, at vi har forstået, at fremtidens krav til os, til vores børn
og unge, er store . De tider er forbi, hvor det var muligt for en stor andel
af en årgang at få et arbejde som ufaglært . Derfor vil fremtidens generationer
også nikke anerkendende til hinanden, fordi de kan se, at vi forstod og
forsøgte at forberede os på, at vi lever i et vidensamfund . Et samfund, hvor
man skal kunne andet og mere, end vi havde forestillet os for 20 år siden .
Vi lever i en globaliseringstid, hvor vi åbenlyst er afhængige af hinanden på
tværs af alle tænkelige grænser, og hvor vi derfor skal kunne begå os i mange
kulturelle sammenhænge . Fremtidens generationer vil forhåbentlig se, at vi
med folkeskolen lagde fundamentet for, at de næste årtiers danskere også
blev rustede til at begå sig i disse mange og ikke mindst mange forskelligartede
sammenhænge .
Fremtidens generationer vil fra vinduet i tidsmaskinen se, at vi forstod og
forsøgte at forberede os på, at vilkårene for vidensamfundet er under konstant
forandring. Nye muligheder og udfordringer som følge af globaliseringen
opstår med en hastighed, vi ikke tidligere har kendt til . Af samme årsag
vil fremtidens generationer også bære over med os, fordi disse vilkår gør det
svært præcist at forudse konsekvenserne af de mange forandringer . Først
som sidst vil fremtidens generationer, når de om 30-40 år tager turen tilbage
til os, forstå, at vi kæmpede for en folkeskole, der rustede vores børn og unge
til ikke bare at gå ud i fremtidens vidensamfund, men også rustede dem til
aktivt at deltage og tage ansvar for den fortsatte udvikling af det danske
samfund og demokrati . Det vil fremtidens generationer forstå, inden de om
30-40 år beamer sig tilbage til fremtiden .
39

Ligestilling handler om
både kvinder og mænd
– og om økonomi
Af Susanne Ursula Larsen, overlæge på OUH og Lene Pind, tidligere rektor,
generalsekretær i International Alliance of Women, begge fra Radikale Venstre
i Odense.
En stadig større del af pensionsmidlerne kommer fra arbejdsmarkedspensionerne,
så forskellen i indkomst mellem kønnene
bæres helt ind i pensionsalderen. Imidlertid giver det
ingen mening, at kvinder har brug for færre penge, når de
pensioneres, end mænd.
Efter at have gennemlevet 1970’erne med Trille i TV og rigtige rødstrømper
inden for rækkevidde, er kvindekampen blevet en del af vores livsbagage . Selv
om vi nu kan trække lidt på smilebåndet, når vi ser gamle filmklip af kvinder,
der brænder bh’er, er der ingen tvivl om, at danske kvinder af 1960’erne og
1970’erne gjorde en forskel. De gav deres døtre muligheder og rettigheder,
de ikke selv havde haft, herunder ligeløn (i princippet), fri abort og retten til
prævention . Her 40 år senere tager vi rettighederne for givet, og ingen kan
forestille sig, at det nogensinde har været anderledes . Ingen vil i dag mene,
at en ung kvinde skal opgive sit studium eller forlade arbejdsmarkedet, fordi
hun er gravid. Kort sagt, så ændrede 1970’ernes og 1980’ernes kvindebevægelse
synet på det indbyrdes forhold mellem mænd og kvinder, og dermed
synet på kønnenes stilling i samfundet . Der var tale om store ændringer i
kulturen .
Kvindefrigørelsen startede som bekendt mange år før afbrænding af bh’er
på Rådhuspladsen. Den 8. marts blev officielt erklæret kvindernes kampdag
i kvindeåret 1975, men blev reelt indstiftet for 100 år siden i København på
den 2 . Internationale socialistiske kvindekongres .
Mange piger og kvinder har i deres skoletid skrevet en opgave om kvindefrigørelse
. Enhver kvinde har gjort det på sin måde, men fælles for dem alle
er den vigtige erkendelse, at man ikke skal tage sine rettigheder for givet .
Det, man opfatter som naturlige rettigheder, har andre før een kæmpet for .
Ligestilling tager tid . Det behøver man blot at kigge på vor egen Grundlovs
historie, for at forvisse sig om. Det officielle svar på hvornår Danmark fik en
Grundlov og dermed demokratiske valg er 1849, men faktum er, at kun 15 %
af danskerne ved denne lejlighed fik stemmeret. Der skulle gå mange årtier
før kvinder blev omfattet af rettighederne i Grundloven .
Vor egen nære historie er værd at grave frem, når vi kræver ligestilling på
andre befolkningers vegne . Indtil 1912 skulle kvinder love manden underdanighed
ved indgåelse af ægteskab, og først i 1922 blev kvinder ligestillet
med mænd som forældremyndighed . Kvinder opnåede først så sent som i
1915 stemmeret. Kvinder blev selvstændige skatteborgere i 1970, og for
gifte kvinder var det først i 1983. Vi skal selvfølgelig fortsat kræve ligestilling
for kvinder i resten af verden, men også forstå at det tager tid og fordrer
demokrati, at ændre menneskers måde at tænke på . Derfor er det vigtigt,
at den internationale indsats for ligestilling satser på kvinders økonomiske
uafhængighed og demokratiudvikling . Af samme årsag er det yderst bekym-
40

ende, at udviklingsbistanden er reduceret markant under den nuværende
regering .
I et samfund med ligestilling mellem kønnene har kvinder og mænd lige rettigheder
og lige muligheder, lige adgang til indflydelse og ansvar og lige
adgang til samfundets ressourcer . Ligestilling betyder desuden respekt for
det enkelte menneskes særlige individualitet .
”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”, har den franske forfatter og
filosof Simone de Beavoir engang skrevet i Le Deuxieme Sexe . Citatet er velkendt
og bygger på en formodning om, at mænd og kvinder fødes ens med
de samme egenskaber, men at piger og drenge i deres opvækst behandles
forskelligt, og derfor ender som mænd eller kvinder . Dette er nok en unuanceret
fremstilling af kønnene, da der naturligvis er oplagte biologiske og
fysiologiske forskelle . Men der er næppe tvivl om, at vi fastholder hinanden i
nogle fastlåste forestillinger og konstruktioner vedrørernde køn og identitet,
der i høj grad har med kultur at gøre .
1970ernes kvindekamp gav forunderligt nok også mænd nogle rettigheder
og muligheder . Men der resterer f .eks . stadig en forestilling om, at en mand
skal forsørge sin kvinde - også i tilfælde af f .eks . skilsmisse . Vi fastholder med
andre ord hinanden i nogle opfattelser, der ikke har meget med ligestilling
og ligeværd at gøre . En af årsagerne er naturligvis, at mænd stadig tjener
mere end kvinder . Det gør, at vi ikke kan løsrive os fra forestillingen om, at
manden har nogle økonomiske fordele og dermed også pligter . For at opnå
sand ligestilling, også for mænd, er det derfor afgørende med reel ligeløn i
Danmark . Sat på spidsen betyder det, at mænds og kvinders gennemsnitsindkomst
bør være ens . I praksis betyder det f .eks ., at kvindelige overlæger og
gymnasielærere skal tjene det samme som deres mandlige kolleger . I Danmark
blev lov om ligeløn vedtaget i 1976, men her 35 år senere, ser vi desværre
fortsat et løngab mellem kvinders og mænds indkomst på ca. 20 % (og
det vel at mærke et løngab, der tager højde for forskel i uddannelse, deltid
etc .) . Men som om dette ikke var slemt nok, så vokser løngabet tilmed i disse
år . Det er helt uacceptabelt og har endvidere uacceptable konsekvenser .
Uligelønnen har betydning for familiernes dispositioner, når det kommer til
barnets første sygedag, forældreorlov mv . Mere konkret er det den af forældrene
med den laveste indkomst, der bliver hjemme, og det indvirker på
kvindernes karrieremuligheder . Det er derfor nødvendigt med lovgivning .
Øremærket barsel til mænd er et område, der kalder på lovgivning, blot man
husker, at give mænd de samme økonomiske muligheder for at holde barsel,
som kvinder har . Mænd vil gerne holde barsel, men netop fordi mænd stadig
tjener mere end kvinder, ”vælger” familierne at den dårligst lønnede tager
den sidste del af barslen, der honoreres med dagpenge . Derfor handler det
om at lovgive sig ud af problemet, så barsel også bliver det rigtige, acceptable
og gode valg for mænd .
Pensionsindbetalinger er også afhængige af lønnen, da de ofte udgør en
bestemt procentdel af en indtægt . En stadig større del af pensionerne kommer
fra arbejdsmarkedspensionerne, så forskellen i indkomst bæres helt ind
i pensionsalderen . Imidlertid giver det ingen mening, at kvinder har brug for
færre penge, når de pensioneres, end mænd .
På samfundets topposter, blandt borgmestre, i bestyrelser, på direktionsgangene,
blandt universitetsprofessorer, i bankbestyrelser osv . er kvinder fortsat
underrepræsenteret . Det er et demokratisk problem og derudover et spild af
41

talent . Masser af undersøgelser viser, at der er økonomi og kvalitet i at inddrage
kvinder i beslutningerne på disse niveauer .
Derfor er debatten om et kvoteringssystem vigtig . Den tydeliggør, i hvor høj
grad vanetænkning præger udpegelsen til bestyrelsesposter og ansættelser
i topposter . Man vælger dem, der ligner en selv, dem man tror, man kan føle
sig sikker på . Dermed går man glip af en frugtbar mangfoldighed og et bredere
erfaringsgrundlag, når beslutninger skal tages .
Nu mener ligestillingsministeren så, at det kan være nok med at markere
Kvindernes Internationale Kampdag . Hun vil til gengæld nedsætte et mandeudvalg,
som skal bidrage til at få gang i debatten . Den skal være bredere
og i højere grad handle om lige muligheder for alle uanset køn, alder, seksuaitet
og etnicitet . Vi er enige i, at ligestilling drejer sig om alt dette, herunder
at ligestilling handler om både kvinder og mænd . Derfor kan der være nogen
fornuft i ministerens udspil . Men for det første har vi haft den slags udvalg
tidligere uden særligt positive resultater . For det andet viser al erfaring, at
når kvindernes manglende ligestilling skal løses inden for så bred en ramme,
forskubbes perspektivet, så kvindernes særlige situation glemmes . Derfor
stiller vi os yderst skeptiske over for, om ministeren kan fastholde et fokus på
kvinderne – og sikre kvinderne den ligestilling, der fortsat mangler at komme
dem til gode .
Den nuværende regering har med skiftende ligestillingsministre understreget,
at den manglende ligestilling mellem kønnene var et problem, som
skulle klares af familierne selv, af markedet, af arbejdsmarkedets parter – ikke
ved lovgivning. Nogle ligestillingsministre har endda hævdet, at det faktisk
kun var blandt indvandrere, at der var noget at tage fat få . Man har stort set
siddet på hænderne . Det har bl .a . medført, at der med ganske få undtagelser
ikke er gennemført den ligestillings¬vurdering af nye lovforslag, som ellers
både er et politisk mål og et EU- og FNkrav, ligesom der stort set heller ikke
har været taget andre effektive initiativer . Den ene af os er netop vendt hjem
fra FNs Kvindekommissionsmøde i New York, og konklusionen er desværre
klar: Udlandet er ikke imponeret af Danmark . Det var man tidligere .
Nu er det ikke sådan, at vi mener, at alt skal klares ved lovgivning. Nogle
områder kalder på lovgivning . Andre kalder på diskussioner, afdækning af
årsager, politisk ledelse, personaleledelse, med andre ord et levende miljø,
der er åbent over for at finde veje til at aktivere det potentiale, der ligger i
kvinders kompetencer og erfaringer uanset social klasse, etnicitet eller religion
. I modsætning til de øvrige nordiske lande står det grelt til i Danmark .
Tag til Sverige og se, hvad man kan der!
På nogle områder har danske kvinder stor haft succes . Det gælder uddannelsesområdet
. Her er drengene og de unge mænd i knibe . Alt for mange
drenge får ingen formel uddannelse, og alt for mange drenge sidder i specialklasserne
. Lad os få undersøgt hvorfor, og lad os på en oplyst baggrund
diskutere, hvad der kan gøres for at afhjælpe situationen uden at dette bliver
et tilbageslag for pigerne .
Vi lever i en globaliseret verden . Derfor kan vi hverken som samfund eller
som kvinder ignorere de meget vanskelige livsvilkår, kvinder i den øvrige
verden lever under . Voldtægter og anden form for vold mod kvinder hører til
dagens orden, især i konfliktområder. Piger får betydelig mindre uddannelse
end drenge . Kort og godt trædes pigers og kvinders grundlæggende rettigheder
dagligt under fode . Danmark kan bidrage til at ændre på dette bl .a .
42

gennem sin bistandshjælp . Derfor er det uanstændigt, at denne er blevet
beskåret inden for de senere år .
Der er nok at tage fat på, og derfor fortsat grund til at markere Kvindernes
Internationale Kampdag den 8. marts. Det ser vi frem, ligesom vi glæder os
til en skærpet ligestillingskamp efter et regeringsskifte .
43

Dine valg påvirker
andre end dig selv
Det moderne velfærdssamfund rykker ved opfattelsen af, hvad
det vil sige at være liberal. Det giver ikke mening kun at anskue
frihed fra den enkeltes synspunkt – vi må også inddrage
konsekvenserne for samfundet af den enkeltes valg. Enhver er
fri til at træffe sine egne valg, men det sker under et ansvar,
som samfundet kan opstille rammerne for gennem regulering
i form af lovgivning eller incitamenter.
Af Lone Dybkjær, MF (R) og Camilla Hersom, folketingskandidat for Radikale
Venstre i Middelfartkredsen og Odense. Formand for Forbrugerrådet.
Hvorfor skal man overhovedet tænke på andre end sig selv? Er det ikke udmærket,
at alle bare forfølger deres egne mål, så længe det ikke går ud over
andre? Det er jo en klassisk liberal tilgang til samfundet .
Vores svar er nej. Når vi også skal tænke på andre end os selv, handler det
ikke blot om almindelig medmenneskelighed og anstændighed, men også
om, at det er sådan, vi skaber et bedre samfund . Et samfund, hvor mennesker
får de samme muligheder, uanset hvem de er, og hvor og under hvilke vilkår
de er født, og hvor basale ting som uddannelse og sundhed er gratis .
For os er det en afgørende grundlæggende værdi at skabe lige muligheder
for forskellige mennesker . Det betyder ikke, at absolut lighed også er endemålet
. Mennesker er forskellige, de har forskellige drømme, ambitioner,
evner og skæbner - og enhver skal være så fri som mulig til at træffe sine
egne valg . Det, der er lykken for den ene, er det ikke nødvendigvis for den
anden . Det afgørende for os er, at samfundet forpligter sig på at give alle en
mulighed for at udfolde deres bedste potentiale .
Deri ligger også en gevinst for samfundet . Meget tyder på, at det har skabt
store udviklingsmæssige og økonomiske gevinster for Danmark, at vi lever i
et trygt og lige samfund, at vi sikrer folk under arbejdsløshed og sygdom, og
at vi generelt er et folk kendetegnet ved meget stor tillid til hinanden og til
myndighederne . Ja, selv politikerne tror vi endnu på!
Netop fordi menneskers fri vilje såvel som skabelsen af et velfungerende samfund
med lige muligheder for alle er radikale grundværdier, er skæringspunktet
mellem individets frihed og det fælles ansvar over for andre mennesker
et omdrejningspunkt for politiske diskussioner i vores parti .
Da man i 1976 debatterede, om brugen af sikkerhedsseler skulle være obligatorisk,
var der således en stor diskussion internt i den radikale gruppe .
Kernestridspunktet var, om man fra statens side kunne være så formynderisk
at tvinge folk til at bruge sikkerhedssele, eller om det skulle stå enhver frit for
at løbe den risiko, det er at køre uden sele .
I dag vil det helt overvejende flertal af ikke bare radikale, men borgere generelt,
vel mene, at sikkerhedsselespørgsmålet ikke kun handler om folks ret
til at leve risikabelt, men også om hvem der skal betale for deres hospitalsbehandling
og genoptræning, hvis det går galt . Det skal samfundet som bekendt,
og dermed vi alle over skattebilletten .
44

Eksemplet viser, at holdningerne flytter sig over tid. Svaret på, hvornår der
er behov for politisk fastsatte rammer og regulering ændrer sig i takt med
samfundsudviklingen og ny viden .
Politikere er forpligtet til at handle, når behovet opstår . Derfor er der grænser
for, hvor meget viden man kan have om et område uden at gøre noget
– også selv om det rokker ved ens oprindelige udgangspunkt og antagelser .
Vi mener derfor, at moderne social-liberalisme ikke bare betyder, at du må
gøre hvad du vil, så længe du ikke skader andre . Vi mener, forståelsen må
udvides til, at du må gøre, hvad du vil, så længe du ikke skader andre - eller
samfundet . Konsekvensen er, at politikerne må stille nogle rammer op for
folks handlen, så folks muligheder for det frie valg sker under hensyntagen til
andre og dermed til samfundet som helhed .
Vi vil her fremhæve tre områder, hvor udviklingen og den tilgængelige viden
peger på, at vi er nødt til at ændre de holdninger, vi hidtil har haft, og prioritere
regulering frem for den enkeltes frihed . Dette ikke mindst fordi skaderne
for samfundet ellers er for voldsomme . På følgende tre områder er vi
med andre ord ikke i tvivl om retningen, omend den konkrete regulering kan
diskuteres .
Prostitution
Historisk set har diskussionen om prostitution primært angået den prostituerede,
og hvorvidt hendes (eller i nogle tilfælde hans) handlinger skulle
være lovlige eller ulovlige. Vi mener imidlertid, at det er på tide at flytte
fokus fra den prostituerede til hendes kunde .
I dag er det er lovligt at være prostitueret, og den prostituerede er forpligtiget
til at betale skat . Men alligevel har den prostituerede ikke de samme
rettigheder som andre på arbejdsmarkedet. Prostitution befinder sig derfor
i dag lovgivningsmæssigt i en gråzone. Det har betydet, at nogle, også i
Radikale Venstre, argumenterer for, at prostitution skal gøres til et erhverv .
For os er det dog en vederstyggelig tanke . Vi ved fra adskillige undersøgelser,
at et liv som prostitueret har store personlige omkostninger for den enkelte i
form af manglende evne til intimitet og erotik, social isolation, øget risiko for
kønssygdomme, samt markant øget risiko for vold og voldtægt .
Men prostitution kommer i mange tilfælde også til at koste samfundet dyrt .
Det er ikke mange kvinder eller mænd, der efter mange års prostitution pludselig
finder sig en egentlig beskæftigelse. Rigtig mange havner i en førtidspensionering,
på varig kontanthjælp og ofte med svære misbrugsproblemer .
Prostitution bør derfor reduceres både af hensyn til den enkelte og samfundet
. Prostitution og kvindehandel (som der dog bør skelnes imellem) er desværre
i vækst såvel i Danmark som ude omkring i verden . Vi kommer ikke
kvindehandlen til livs uden også at diskutere prostitution . Og vi nedbringer
ikke prostitutionen ved at gøre den til et erhverv .
En helhedsorienteret indsats med det formål at begrænse prostitution må
tage højde for såvel udbud som efterspørgselssiden . Det er derfor på tide at
ændre synsvinkel og flytte fokus, så diskussionen også omfatter efterspørgslen,
dvs . den der er kunde og køber en ydelse . Kundens adfærd bør med
andre ord reguleres i en samlet prostitutionspolitik, der også indeholder
konkrete sociale og sundhedsmæssige tiltag .
45

Forebyggelse
En anden udfordring for grænserne for regulering handler om forebyggelse .
Livsstil spiller en stadigt større rolle for danskernes liv og levned . Danmark er
gennem de sidste 50 år blevet overhalet af de fleste andre OECD-lande, når
det gælder middellevetid . Fra at være blandt de 4-6 lande med den højeste
middellevetid i 1950, var vi i 2006 røget helt ned på en foruroligende 20 .
plads .
Der findes klar viden om, hvorfor det forholder sig sådan: Vi ryger, drikker
og spiser os selv ihjel siddende i den sofa, vi burde se at komme op af . Det
er med andre ord os selv, vores adfærd og livsstil, der er skyld i miseren . Og
alligevel er det ikke så enkelt – for det er både naivt og farligt at anskue sundhed
og sygdom som et snævert spørgsmål om selvvalgt livsstil .
En række strukturelle forhold har væsentlig betydning for vores livsstil . Derfor
er der i vores optik også et klart politisk ansvar for at ændre på de strukturer,
der fremmer den dødelige livsstil .
Tilgængelighed er blandt de væsentligste faktorer, når det skal forklares,
hvad der havner i vores indkøbskurv . Er usunde, fede produkter, tobak og
alkohol let og billigt at få fat i, så fremmer det naturligvis forbruget . Er der
en elevator lige ved siden af din kontorstol, så er det lettere at tage den end
trapperne . Er der ingen cykelstier på vejen til dit arbejde, så er det sikkert
lettere for dig at overbevise dig selv om, at du nok er nødt til at tage bilen .
Sådan har vi det i hvert fald. Og mon ikke det gælder for de fleste?
Politisk regulering i form af afgifter, forbud, påbud og andet, der lyder slemt
i liberale ører kan ikke forhindre folk i at ryge, drikke eller overspise sig en
sygdom til . Men det kan medvirke til, at færre gør det . Og det kan ændre
holdninger . Det er rygelovgivningen vel det fremmeste eksempel på .
Der var som bekendt stor modstand, da man i sin tid forbød rygning i offentlige
bygninger og transportmidler . I dag er holdningen en helt anden
– og i mange private hjem er politikken blevet adopteret i den forstand, at
rygning foregår udendørs .
Hvis cigaretten blev opfundet i dag, ville den blive forbudt . Så farlig er den .
Vi må også lade kendt viden om betydningen af andre livstilsfaktorer som
madvaner, rygning, alkohol og motion påvirke vores politiske holdninger til,
hvordan der skal reguleres . Folk vil stadig have et frit valg – men der kan ændres
politisk på rammerne, så ét valg bliver lettere end et andet .
Organdonation
Det tredje eksempel handler om organdonationer . Danmark har en lav donorrate
sammenlignet med mange andre lande . Det betyder, at mange danskere
hvert år dør, mens de venter på en transplantation . I 2009 alene døde
63 patienter på venteliste, fordi de ikke kunne få det nødvendige organ . Og
hele 553 danskere stod på venteliste til at blive opereret den 1 . januar 2010 .
Hvor mange af dem skal dø, før vi ændrer de gældende regler og reelt kommer
dem til undsætning?
Diskussionen om organdonation er følsom, og Etisk Råd er da også delt
næsten midt over i spørgsmålet .
I dag har vi i Danmark informeret samtykke. Derfor skal der findes et udtryk-
46

keligt samtykke fra den afdøde eller de pårørende, før man kan bruge afdødes
organer . I praksis betyder det, at valget ofte overlades til de pårørende, fordi
den afdøde ikke selv har taget stilling .
De pårørende, der måske få timer forinden har mistet et elsket familiemedlem
skal nu tage stilling til om deres elskede skal donere sit hjerte, sine lunger,
sine nyrer eller sin lever. De fleste kan nok forestille sig, hvor svært det må
være .
Vi går ind for at vende lovgivningen om, så vi i stedet får formodet samtykke .
Derved bliver alle automatisk registrerede som organdonorer – f .eks . når de
fylder 18 år – medmindre de aktivt siger nej, hvad enhver naturligvis fortsat
skal have alle muligheder for .
Man antager, at mange flere danskere end i dag faktisk ville ønske at donere
deres organer, hvis de var døde og kunne hjælpe andre . Det bygger man på,
at 87 procent af befolkningen er positive over for organdonation, mens kun
10 procent er tilmeldt donorregistret . Vi er derfor af den klare overbevisning,
at en sådan regel ville kunne redde liv .
Modstanderne mod formodet samtykke anfører ofte, at staten ikke skal eje
eller bestemme over vores kroppe og organer . At det er respektløst overfor
individet . At det strider mod et ægte liberalt sindelag . Men vi er ikke i
tvivl . Respekten for individet må forankres i, at der oplyses så grundigt som
overhovedet muligt, og at alle bliver direkte og tydeligt informeret, når de
optages i registeret . Dermed bliver det også nemt at sige nej, hvis man ikke
ønsker at være donor . Det kan der være mange både gode og helt legitime
grunde til .
Pointen er blot, at som det er i dag overlader vi valget til de efterladte, frem
for at politikerne tager ansvar – et ansvar, der redder liv .
Du er ikke alene
Efter vores opfattelse handler radikal politik om at skære ind til benet og gå
til roden af problemerne. Vi skal identificere vor tids største udfordringer, og
så komme med bud på, hvordan vi bedst adresserer dem . Vi skal være åbne
over for nye ideer og måder at anskue tingene på . Det er for os den ægte
radikalisme .
I et komplekst, højteknologisk, rigt samfund som det danske er udfordringerne
anderledes end i et samfund, der kæmper for at opfylde de mest basale
behov . Vi ved meget om konsekvenserne af vores moderne levevis, og vi er
i stand til at behandle flere og flere sygdomme. Skal politikerne og dermed
samfundet så vende det blinde øje til og lade en dårlig udvikling fortsætte?
Skal vi lade kvinder (og mænd) blive ødelagt af prostitution og overlade det
til samfundet at reparere skaderne? Skal vi lade mennesker ryge, æde eller
drikke sig en sygdom til uden at forsøge at forebygge så godt vi kan? Skal vi
lade mennesker dø, mens de venter på et nyt hjerte, fordi vi ikke vil sørge for
at få landets borgere til at tage stilling?
Er det rimeligt at tale om formynderi, hvis man ikke bare vil lade stå til? Eller
at beskrive samfundet som en ”Big Mother”, der indskrænker individets frihed,
når det f .eks . kan redde liv? Efter vores opfattelse er det det rene sludder
.
47

Vi forventer alle, at samfundet træder til, hvis vi bliver syge eller uarbejdsdygtige
. Derfor må det også være rimeligt, at samfundets rammer afspejler
de samfundsmæssige konsekvenser, som forskellige valg har. Økonomien er
i den forbindelse ikke den eneste parameter og sjældent den vigtigste, men
den må naturligvis medtages i overvejelserne om, hvordan vores udfordringer
imødekommes af de bedste løsninger . Det var også en del af argumentationen,
da obligatorisk brug af sikkerhedssele blev gennemført .
Du er ikke alene – og derfor tænker vi også på andre end dig .
48

Inklusion: Kampen mod terror
og forsvaret for demokrati
Vi skal gøre op med tanken om de mange slags danskere. Der
findes i virkeligheden ikke gammeldanskere, etniske danskere,
nydanskere, lyse danskere eller mørke danskere. Der findes
kun danskere. Danskere, hvortil der knytter sig ligeså mange
forskelle, som der er mennesker her til lands, men også danskere,
der er bundet sammen af én eneste ting: Det forpligtende
tilhørsforhold til fællesskabet. I Radikale Venstre både
kan, skal og vil vi kæmpe kampen for såvel Anne og Aischa
som Mads og Mohammed.
Af Marianne Jelved og Manu Sareen, Folketingskandidat
i København, Radikale Venstre
11. september
Den 11. september 2001. En dag, de færreste af os glemmer. De fleste af
os kan huske præcis, hvor vi var, og hvad vi lavede, da de to fly fløj ind i
World Trade Center . Vi så de skrækkelige billeder af brændende bygninger,
støvskyer og kaos i New York. Vi husker de medarbejdere i World Trade Center,
passagerer ombord på de kaprede fly og de brandmænd, der omkom
den dag . Og det påvirkede os alle dybt . Siden den dag ændrede meget
sig i USA, hele verden - og også i Danmark. Der har været flere hændelser
siden, flere terrorangreb, krig i Mellemøsten og brændende Dannebrogsflag
verden over . Verden ændrede sig dramatisk efter 11 . september 2001, og
det samme gjorde vores tilgang til de ”fremmede”, og i særdeleshed til muslimer
. ”Enten er du med os eller også er du imod os” lød parolen gang på
gang fra daværende præsident, George W . Bush . 1 Verden blev med ét sort/
hvid og nuancerne blev langsomt udviskede, og afløst af fordomme, frygt
og angsten for det ukendte . Samtidig blev der indført lovgivning, der skulle
forebygge og forhindre terror . Siden 11 . september 2001 opsamles der som
aldrig før data over borgeres kommunikation og færden . Det er med rette,
at begrebet ”overvågningssamfund” bruges om de vestlige lande, der har
gjort fælles sag mod terror . Vi er i krig mod terror i Afghanistan . Vi har bevilget
ekstraordinært store summer til optrapning af efterretningsvæsenernes
arbejde . Vi har fælles internationale regler, der skal kunne spore økonomiske
midler til organisationer, der mistænkes for terror . Der er givet muligheder
for at udlevere statsborgere til retsforfølgelse i en række lande, herunder
f .eks . USA og EU-medlemslande . Dertil kommer, at der er sket en markant
forøgelse af mulighederne for at udvise borgere fra Danmark, og indtil 2010
uden at de pågældende har fået en eneste chance for at forsvare sig, endsige
har fået mulighed for at få en myndighedsafgørelse prøvet ved en domstol.
Årsagen hertil skal formentlig findes deri, at man ikke har noget alternativt
forslag til overvågningen og bekæmpelsen af terror . Men problemet
er, at al den viden og alle de beføjelser, som myndigheder har fået, uden at
der er åbenhed om afgørelserne og deres baggrund, kan misbruges . Derved
undermineres retssikkerheden og retsstaten . Og eftersom retsstaten er en
konsekvens af demokratiet, undermineres også demokratiet – endda paradoksalt
nok i bestræbelsen på netop at værne om demokratiet .
1 Imidlertid gjorde Bush også meget ud af at lægge afstand til religiøs polarisering .
49

Terrorkommission skal sikre demokratiske værdier
Derfor mener vi, at det er tvingende nødvendigt, vi nedsætter en terrorkommission,
der skal redegøre for alle de beslutninger, der er taget i forbindelse
med kampen mod terror, samt evaluere brugen af disse beslutninger og deres
konsekvenser . Det skal danne grundlag for en vurdering og politisk stillingtagen
til nytten af initiativerne og den eventuelle skade, som kampen
mod terror har forvoldt det danske demokrati, retsstaten og de værdier, der
er grundlaget for den måde, vi lever sammen på her til lands .
En grundlæggende og universel værdi er, at et menneske har værdi i sig
selv, og derfor kan forvente respekt for sin værdighed, integritet og sårbarhed
. Demokratiet bygger på ligeværd og ligebehandling . Derfor bør vi ikke
kunne behandle mennesker sådan, at de fratages deres muligheder for at
skabe sig den bedste fremtid . Som eksempel på en sådan uhensigtsmæssig,
ja nærmest kafkask, behandling af mennesker kan nævnes, at udlændinge,
der opholder sig lovligt i Danmark, som reglerne er i øjeblikket, kan risikere at
få en udvisningsdom . Imidlertid kan der være tilfælde, hvor myndighederne
ikke er i stand til at effektuere udvisningen på grund af f .eks . risiko for tortur
i hjemlandet . Det betyder, at disse udviste, men ikke udsendte mennesker,
herefter lever på et såkaldt ”tålt ophold .” For os Radikale er det dog ikke et
tilstrækkeligt eksistensgrundlag – og bestemt ikke noget, der harmonerer
med vores demokratiske idealer om ligeværd og ligebehandling . Disse mennesker
er tvunget til at opholde sig i Sandholmlejren, og de må ikke foretage
sig noget for at forbedre deres situation . De må ikke arbejde og tjene penge,
og de må ikke uddanne sig . Disse mennesker er henvist til at skulle blive i
Sandholmlejren under de vilkår og på ubestemt tid, hvorfor deres ophold i realiteten
har karakter af en livstidsdom . De er henvist til at vente på ubestemt
tid . De er henvist til et liv på permanent standby med store psykiske lidelser
som følge . Mennesker på tålt ophold i Danmark sidder i øvrigt i Sandholmlejren
dag efter dag for forseelser, der slet ikke står mål med den reelle dom .
Hvis det er værdier som ligeværd og ligebehandling, der ligger til grund for
demokratier som det danske, er det ikke så mærkeligt, at den slags forhold
bliver brugt som argument imod demokratiet selv .
Der er mange måder at fremme ekstremisme på. Ydmygelser og eksklusioner
er nogle af de mest åbenlyse . Derfor må og skal vi bestræbe os på at inkludere
alle i Danmark i et forpligtende fællesskab . Derfor må og skal vi holde fast i
og synliggøre de grundlæggende værdier i vores demokrati og retsstat . Derfor
må og skal vi løbende granske vores egen demokratiske handlen, så den
lever op til de idealer, der er hjørnestenen i det danske demokrati . Og derfor
må og skal vi endelig tage afstand fra og bekæmpe de overgreb og den vold,
som mennesker i Danmark udsættes for uanset køn, religion, etnicitet eller
anden begrundelse . Danmark bør være et godt eksempel til efterfølgelse .
Danske statsborgere skal kunne bo med deres ægtefælle og børn i Danmark,
og alle skal kunne få prøvet myndighedsafgørelser ved en domstol .
Opgør med islamofobien
Verden ændrede sig dramatisk efter 11 . september 2001 . Med 11 . september
fulgte også koblingen mellem terror og muslimer, og en aldeles irrationel
angst for muslimerne. En angst, som findes i hele vesten – og som desværre
også har fundet vej til Danmark . Faktisk gennemsyrer denne angst vores samfund
i disse år .
Vi hører konstant indvandrere omtalt negativt i medierne . Vi hører generaliserende
påstande om, at de intet arbejde har, at de er kriminelle, at de
springer fra på uddannelserne, at de isolerer sig og klumper sig sammen i
50

ghettoerne . Vi ved naturligvis godt, at disse påstande langt fra er sandheden,
men ikke desto mindre påvirker en sådan ensidig fremstilling forholdet mellem
minoriteter og majoriteten i Danmark. Når man taler ud fra angsten,
slår fornuften fra, hvorefter disse unuancerede generaliseringer får lov at stå
uimodsagt, ligesom de langsomt fæstner sig som sandheder i folks bevidsthed
– hvad enten det er minoriteternes ellers majoritetens bevidsthed . Resultatet
bliver den daglige kobling mellem islam, ”de fremmede med anden
etnisk baggrund”, kriminalitet, vold og terror m .v .
Dette entydige og negative billede af de etniske minoriteter og deres kultur
(herunder særligt muslimerne), smitter selv sagt også af på den behandling,
de modtager, og den adfærd de udsættes for, uanset om det er hos
de sociale myndigheder, politiet, i bussen, eller når vi som politikere skal
lovgive . Vi kategoriserer hinanden og henviser til meget generaliserede og
unuancerede kasser, der alt for ofte hviler på fordomme og uvidenhed, samtidig
med at vi er påvirket af den overordnede ramme, der omhandler islam
og terror, hvilket igen påvirker vores tilgang til hinanden . Det kan desværre
føre til, at vi måske lidt for hurtigt drager forhastede konklusioner uden at
have kendskab til forhold, der vedrører historiske, kulturelle eller religiøse
forskelle .
Som følge af den overfladiske debat og stereotype fordomme er det som om,
vi næsten ved tingene på forhånd: Vi ”ved”, at næsten alle somaliere skærer
i deres børn, ligesom vi ”ved” at næsten alle pakistanere tvangsgifter deres
børn . Vi ”ved” med andre ord, hvordan tingene hænger sammen i etniske
familier, uden dog at kende en eneste af disse familier . Mange af os har med
andre ord nok en forforståelse af minoritetsgrupper, som vi godt kunne tåle
at udfordre ved at indgå i tættere dialog med disse grupper og engagere os
i deres liv . Forforståelsen går i øvrigt begge veje . Der er desværre også alt for
mange etniske minoriteter, der tror, de ”ved”, hvordan danskerne lever og
agerer . Og som oftest baserer de på tilsvarende vis også udelukkende deres
viden på efterretninger fra medierne eller ubegrundede fordomme, da de
hverken har danske venner eller bekendte .
Disse problemstillinger, hvor fordomme får lov at diktere tingenes gang,
kan desværre også observeres hos de sociale myndigheder inden for f .eks .
tvangsfjernelsessager, Her er der eksempler på, at sociale myndigheder har
svært ved at komme med beskrivelser af minoritetsforældre og børnenes
mistrivsel efter at have fjernet børnene . Årsagen hertil er, at myndighederne
på forhånd har ’vidst’, hvad sagerne handlede om . Der har således ikke været
iværksat tilbundsgående undersøgelser, der kan dokumentere de faktiske
forhold . I stedet har man fjernet børn alene på baggrund af en unuanceret
”forforståelse” om etniske minoritetsfamilier .
Konsekvensen bliver, at minoritetsbørn f .eks . bliver overrepræsenteret i
anbringelsessager og specialklasser, samt blandt ungdomskriminelle, som
kommer for en dommer . Den anden yderlighed af den fordomsfyldte ”forforståelse”
er, at vi har en meget inaktiv tilgang til de etniske minoriteter,
hvor socialarbejderen f .eks . fortolker de etniske minoriteters problemer som
noget kulturelt eller religiøst, og derfor ikke griber ind . Det resulterer i en
berøringsangst, som i sidste ende betyder, at etniske minoriteter risikerer
ikke at få løst deres problemer og risikerer ikke at blive inkluderet og accepteret
i Danmark på lige fod med alle os andre .
Vi kan imidlertid komme uden om disse uheldige tilstande ved at blive bevidste
om dem, ved at erkende dem, tale åbent om dem, gøre hinanden
51

opmærksomme på dem, og i det hele taget udfordre fordommene ved at
ændre adfærd over for hinanden . På den måde kan vi komme de kløfter til
livs, der eksisterer mellem os, samt bekæmpe dem, der har en klar interesse i
at opretholde kløfterne og gentage fordommene i det uendelige .
En meget konkret måde, hvorpå vi kan blive bevidste om og overkomme diverse
fordomme, er i første omgang at anerkende, at vi reagerer på visuelle
forskelle, og dernæst lære mere om baggrunden for de forskellige visuelle
forskelle, sådan som de bl .a . kommer til udtryk i påklædning, religiøse symboler
som slør/tørklæde, hudfarve, ’etnisk adfærd’, madvaner osv . På samme
måde kan vi også nærme os hinanden, hvis vi i højere grad, end det har været
tilfældet igennem de seneste ti år, lærer om baggrunden for og betydningen
af ord som ”muslim”, ”imam”, ”andengenerationsindvandrer” og anvender
dem med større omhu . Hvis vi i højere grad, end det er tilfældet i dag, bliver
opmærksomme på de forskelle, der ligger i visuelle udtryk og visse ord, og
formår at handle på den viden, er vi kommet et væsentligt skridt videre i retning
af en bedre tilgang til hinanden . Resultatet vil uden tvivl blive en større
grad af inklusion af etniske minoriteter i det danske samfund, hvilket er et
kardinalpunkt for en vellykket integration og sameksistens i Danmark .
Hvem er de etniske minoriteter?
Hvem de etniske minoriteter reelt dækker over, er et spørgsmål, der er
særdeles relevant og presser sig stadig mere på . Spørgsmålet vidner om,
hvor lidt kendskab vi egentlig har til hinanden i Danmark, siden det overhovedet
er nødvendigt at stille .
Svaret er på en gang simpelt og dybt kompliceret: Det kommer naturligvis an
på, hvem vi taler om . Er der tale om indvandrere fra Tyrkiet eller Pakistan? Er
det flygtninge, som i en del tilfælde adskiller sig ved at være belastet af PTSD
(Post Traumatisk Stress Syndrom) . Der er desuden forskel på indvandrere fra
det samme land, ligesom der faktisk er forskel på indvandrere fra samme
region og landsby – på samme måde som der er visse forskelle på danskere,
der kommer fra Kerteminde, Kolding eller fra København . Der er tilmed stor
forskel på mennesker fra Østerbro eller Københavns Nordvestkvarter. Hvad
enten man tilhører en etnisk minoritet eller er etnisk dansker, så bunder forskellene
bl .a . i, om man kommer fra et landsbysamfund eller en storby samt
om man kommer fra en familie med en kortere eller længere uddannelse
– eller i stedet kommer fra en familie af ufaglærte. Eksempelvis har 11 % af
somalierne en videregående uddannelse i Danmark . For iranernes vedkommende
er dette tal oppe på 46 %. Ligeledes har 82 % af somalierne, hvad der
svarer til en folkeskoleuddannelse, hvilket naturligvis også påvirker gruppen
internt såvel som i forhold til andre etniske minoritetsgrupper – og i forhold
til livet i det danske samfund mere generelt .
Etniske minoriteter har igennem de seneste mange år delt sig op i klasser
på samme måde, som det danske samfund er delt op i klasser. Vi finder minoriteter,
som en del af middelklassen i Danmark . De klarer sig godt, har
gode uddannelser, fodfæste på arbejdsmarkedet, ejerboliger osv . Samtidig
finder vi også minoriteter i underklassen. Minoriteter i underklassen er ofte
karakteriseret ved arbejdsløshed eller dårlige jobs, ligesom de bor i nogle af
de udsatte boligområder .
Minoritetsfamilier i middelklassen giver i høj grad deres børn lov til at søge
mod det danske samfund, og finde deres ståsted der, samtidigt med at de
også formår at have et ståsted i oprindelseslandets kultur . Især de unge er
mestre i at pendle mellem det danske samfund og deres etniske ophav . Det
52

er unge, som har en individuel tilgang til det danske samfund, og en kollektivistisk
tilgang til deres familie og kultur . De kommer fra familier, som i
mange tilfælde har accepteret Danmark som værtsland, og som kun nærer
et mindre ønske om på et tidspunkt at vende ”hjem” til oprindelseslandet .
Der er ligeledes en positiv tilgang fra forældrenes side i forhold til at støtte
deres børn i deres uddannelsesforløb . Forældrene sørger kort sagt for, at
rammerne for uddannelse så vidt muligt er til stede . Mere konkret betyder
det, at de unge har egne værelser, så der er ro til lektielæsning, ligesom
forældrene sørger for adgang til kulturelle tilbud og har mulighed for at bidrage
med økonomisk støtte til f .eks . computere el .lign .
Etniske minoriteter i underklassen lever i en helt anden verden end minoriteter
i middelklassen . Etniske minoriteter i underklassen er i mange tilfælde
karakteriseret ved at have rødder fra landsbysamfund, og kommer fra
familier uden traditioner for uddannelse i oprindelseslandet . Mange af de
etniske minoriteter i underklassen, der kom som fremmedarbejdere i slutningen
af 1960erne og starten af 1970erne, havde ikke i deres vildeste fantasi
forestillet sig, at de stadig ville befinde sig i Danmark i 2010. Parolen for dem
var: ”Vi er fremmedarbejdere, vi skal være her for en kort stund, og så tager
vi hjem igen .” Problemet for mange af indvandrerne i underklassen i dag
er, at de – fyrre eller halvtreds år efter de kom hertil – stadig er overbeviste
om, at de en dag kan vende tilbage til deres oprindelsesland igen . Det har
endvidere resulteret i, at de aldrig for alvor har slået rødder i det danske
samfund, men i stedet har etableret en tilværelse baseret på en slags permanent
midlertidighed, hvilket kommer til udtryk på mange måder . Eksempelvis
viser mange erfaringer, at somaliere, tyrkere og pakistanere er de grupper,
der føler sig mest fremmede i det danske samfund . En anden problemstilling
er, at mange unge mennesker måske har slået rødder, men ikke vil erkende
det . Uagtet om det er det ene eller det andet, skaber det i nogle tilfælde problemer
for de unge mennesker, da forældrene – rent kulturelt – forsøger at
trække dem i retning af traditionerne i deres oprindelsesland . Og når forældrene
ikke slår rødder, får deres børn naturligvis også svært ved at blomstre
op i Danmark .
Etniske minoriteter i underklassen – og i særdeleshed de unge – møder på
den måde langt mere modstand end minoriteterne i middelklassen . Deres
møde med det danske samfund er som oftest meget negativt . De føler sig
mere udsat for diskrimination og føler sig mindre danske . Der er med andre
ord stor forskel på den modstand, som en somalisk familie på kontanthjælp
fra Nørrebro oplever i forhold til en iransk akademikerfamilie fra Østerbro.
Det siger næsten sig selv, at der også er stor forskel på den iranske akademikerfamilies
tilgang til deres børns uddannelse sammenlignet med den somaliske
families tilgang. Den somaliske familie fra Nørrebro magter i mange tilfælde
ikke at støtte deres børn igennem det danske uddannelsessystem . Det
var i øvrigt de samme mekanismer, der gjorde sig gældende blandt etniske
danskere i 1930erne, hvor arbejderklassens børn så småt begyndte at bryde
den negative sociale arv . Forskellene mellem etniske minoriteter er derfor
tæt forbundet med de sociale og økonomiske forskelle, der hersker mellem
de forskellige etniske minoriteter .
Etniske minoritetsunge og deres familier i underklassen er derfor i langt
højere grad end andre i Danmark presset i deres hverdag . Men hvem er de
egentlig, hvor bor de – og hvorfor vender nogle af dem det danske samfund
ryggen? Der har igennem de sidste mange år været en masse gætterier om,
hvorfor nogle af de unge etniske minoritetsdanskere vender det danske samfund
og de vestlige værdier ryggen . Ligeledes har mange politikere igennem
53

de senere år brugt snart sagt enhver anledning til at kæde integrationsproblemer
sammen med religiøsitet . Imidlertid er det vigtigt at slå fast, at de
unges virkelighed er langt mere nuanceret .
Der er nogle unge minoriteter, der søger religiøsiteten som opposition til
det danske samfund . Det er der ingen tvivl om . Men det gælder langt fra
alle . Det, som mange etniske minoritetsunge fra de lavere stillede sociale lag
oplever, er til gengæld, at de føler sig fremmedgjorte fra det samfund, som
de er født og vokset op i . De føler sig forskelsbehandlet, diskrimineret og ikke
ligeværdigt behandlet . De opfatter sig i det hele taget som andenrangsborgere
i deres eget land . De føler sig forbigået og bekræfter derfor hinanden i,
at danskerne ikke kan lide dem . De henviser ofte til begivenheder i medierne,
eller til politiets håndtering af dem, for derigennem at underbygge deres
påstande .
Der behøver imidlertid ikke engang være hold i deres anklager, så længe deres
oplevelse af fremmedgjorthed, diskrimination, ulighed og uretfærdighed
er nærværende og virkelig for dem selv . Det er den virkelighed, som vi må forholde
os til . Det er den virkelighed, som vi for alt i verden må være opmærksomme
på . Og det er den virkelighed, som vi har et ansvar for at forandre .
Der er mange unge, som interesserer sig for de internationale konflikter. De
er optaget af den rolle, som USA, og i øvrigt også Danmark, spiller i forhold til
de muslimske lande . De er optaget af den voldsomme kritik af minoriteter og
islam, som de oplever i deres hverdag . Af samme årsag fravælger de i mange
tilfælde danske medier, som de mener, favoriserer den vestlige verden, samt
nedgør islam og indvandrere i særdeleshed . For dem er hverdagen som
oftest en kamp mellem det gode og det onde . Umiddelbart er det fristende
at postulere, at de problemer, som de unge skaber, er en direkte konsekvens
af og udspringer af islam . Men virkeligheden er snarere, at de unges problemer
udspringer af den kløft, der eksisterer mellem det ingenmandsland og
kulturelle vakuum, som de unge befinder sig i, og de problemer, som møder
dem i deres hverdag . Der er tale om en generation af rodløse unge, hvis dagligdags
problemer er ligefrem proportionale med deres indre psykiske og
sociale opløsning og de nederlag, som de oplever i deres liv .
Inklusion i Danmark
Der er dog et alternativ til rodløsheden; der er en bro over kløften mellem
ingenmandsland og det omgivende samfund, der er en vej ud . Og den vej
fører til inklusion i det danske samfund . Midlerne til mere inklusion i Danmark
består i, at vi værdsætter de etniske minoriteter og tilbyder dem noget at
værdsætte i Danmark . Tilbyder dem noget, de ikke ønsker at miste . Tilbyder
dem en tro på sig selv og en tro på livet i Danmark . Mere konkret må vi
tilbyde disse unge en relation, en fællesskabsfølelse, et arbejde, en praktikplads
og en uddannelse . Vi skal kigge disse etniske minoritetsunge i øjnene
og se en mulig medborger og ikke en potentiel lømmel i enhver 12-årig; en
mulig virksomhedsleder, ikke en potentiel voldtægtsforbryder; og en mulig
tømrer, ikke en potentiel terrorist . Vi skal have dem ind i et ligeværdigt fællesskab,
hvor vi ser dem som en styrke og ikke som en svaghed . For føler man
sig først som en del af fællesskabet, vil man også gerne gøre en indsats for
fællesskabets skyld . Føler man sig udenfor, er solidaritetsfølelsen omvendt
sjældent stor . Integration handler om fællesskabsfølelse, samhørighed, inklusion
og følelsen af ejerskab af eget liv .
Vi må sammen sørge for, at Danmark tager flere skridt i retning af mere inklusion
og øget samhørighed, så alle borgere i dette land oplever en fællesskabsfølelse
. Det første skridt i retning af mere inklusion handler om at gøre
54

op med tanken om de mange slags danskere. Der findes i virkeligheden ikke
gammeldanskere, etniske danskere, nydanskere, lyse danskere, mørke danskere.
Der findes kun danskere. Danskere, hvortil der knytter sig ligeså mange
forskelle, som der er mennesker, men også danskere, der er bundet sammen
af én eneste ting: Det forpligtende tilhørsforhold til fællesskabet her til lands .
Radikale Venstre er partiet, der kan, skal og vil kæmpe kampen for mere
inklusion . Radikale Venstre er partiet, der kan, skal og vil kæmpe kampen for
både Anne og Aischa, Mads og Mohammed . Alle de pædagoger, lærere og
andre professionelle voksne, der møder de meget sårbare børn og unge, har
en meget stor opgave i at se mulighederne i hvert barn og ung . De er som
alle andre børn og unge stærkt afhængige af at blive anerkendt for det, de
har med i deres mentale rygsæk . De skal også opleve sig selv som et menneske,
de andre gerne vil være sammen med . De skal hjælpes til at mestre
deres hverdag sammen med andre børn og unge på en positiv måde, ligesom
forældrene skal støttes i forældrerollen . Mange frivillige initiativer for mødre
med småbørn kan desuden være med til at styrke familiernes kendskab til
det danske samfund og give dem muligheder for at være med i netværk, der
igen baner vejen for at deres børn og unge får bedre muligheder og støtte
hjemme samt muligheder for sund og inspirerende fritid med andre unge – i
stedet for at være overladt til gadens og de udstødtes liv . I det hele taget
er det en velkendt erfaring, at det, der virker godt for danske børn og unge,
det virker også godt for andre nationaliteters børn og unge . De er alle mennesker,
og de har alle brug for at være en ligeværdig og accepteret deltager
i fællesskabet . Alene forventningerne til dem kan gøre forskellen . Derfor: Giv
dem en chance .
55

Fra velfærdsstat til fællesstat
– en socialliberal afløser for
velfærdsstaten
”Et stigende antal danskere ser i dag den danske velfærdsstat som en institution,
man betaler til og derefter får ydelser eller service fra – krone
for krone. Med sine skatteindbetalinger er man dog ikke med til at købe
ydelser fra velfærdsstaten. Med ens skatteindbetalinger har man ikke
været med til at betale for sin egen uddannelse og sin egen alderdom –
man har været med til at betale for det danske samfund ”
Af Mathias Kryspin Sørensen, cand.polit. og folketingskandidat
for Radikale Venstre på Fyn
Set over de seneste 60 år er den danske samfundsmodel en hidtil uset succeshistorie
. Den økonomiske vækst og stigende velstand i Danmark siden
1950’erne er blevet brugt til at opbygge den velfærdsstat, vi kender i dag .
Opbygningen af velfærdsstaten har bidraget positivt til den økonomiske udvikling
og øget velstanden for alle danskere . Ændrede økonomiske og demografiske
forudsætninger samt en ændret opfattelse af statens rolle nødvendiggør
dog, at vi gentænker den danske velfærdsstat .
Muligheden er, at vi også i fremtiden kan have et velstående samfund med
en gunstig økonomisk udvikling og råd til velfærd . Faren er imidlertid, at
vi ikke formår at tilpasse vores samfundsmodel de ændrede forudsætninger
med lavere økonomisk velstand og mindre råd til velfærd til følge .
Velfærdsstaten – fra ide til en stærkt forankret samfundsmodel
Velfærdsstaten har uden tvivl været den herskende samfundsmodel i Danmark
siden midten af 1950’erne . Der hersker vidt forskellige syn på, hvad
”velfærdsstaten” egentlig er – og denne uenighed har hersket lige siden
velfærdstatens opståen . Velfærdstaten var nemlig ikke et gennemtænkt projekt
eller en samlet samfundsvision . Ideen om en velfærdsstat kom oprindeligt
fra Storbritannien og det britiske parti, Labour . En betænkningskommission
nedsat efter pres fra Labour med William Beveridge som formand kom i
1942 med deres rapport, som for første gang beskrev ideen om en ”welfare
state” der lagde et socialt sikkerhedsnet ud under alle borgere i samfundet .
Det primære formål med en såkaldt ”welfare state” var, at modarbejde ”materiel
nød, sygdom, uvidenhed, dårlige boliger og lediggang” blandt borgerne
.
Ideen om en velfærdsstat bredte sig efterfølgende ud i Europa oven på den
stigende debat om en ”welfare state” i Storbritannien . Overalt i Europa
betød en øget økonomisk velstand, en gunstig demografisk udvikling med en
høj andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder og en stor befolkningsvækst,
at der var et økonomisk og mentalt overskud, hvilket bidrog til optimisme
og gav næring til ideen om en velfærdsstat .
I Danmark havde der siden underskrivelsen af Grundloven i 1849 været stigende
fokus på at skabe et samfund med økonomisk velstand, frihed til alle
borgere og et fælles ansvar for de borgere, der havde det sværest . Denne udvikling
fortsatte op gennem 1900-tallet, og kulminerede med socialreformen
fra 1933 . Ideerne fra Storbritannien om en dansk udgave af ”welfare state”
56

tog for alvor fart efter Danmarks befrielse 5 . maj 1945, og den efterfølgende
afslutning på 2 . Verdenskrig . I Danmark var Socialdemokratiet stærkt inspirerede
af tankerne fra deres søsterparti, Labour, i Storbritannien om en ”welfare
state” . Ideen om en dansk velfærdsstat var en blanding af visioner for et
samfund, hvor der var et socialt sikkerhedsnet under de svageste og en stærk
fællesskabsfølelse. Begrebet ”velfærdsstat” var dog så tilstrækkeligt udefineret,
at den daværende statsminister Jens Otto Krag tilbage i 1956, da han
var økonomi- og arbejdsminister, bad en af sine embedsmænd undersøge,
hvornår begrebet ”velfærdsstat” egentlig var opstået . Trods diskussionerne
i politiske kredse om, hvad der egentlig mentes med begrebet ”velfærdsstat”,
tog Danmark selvsamme år i 1956 med indførelsen af folkepensionen
det første skridt i retning af den velfærdsstat, der i de følgende årtier blev
opbygget . Udbygningen af velfærdsstaten tog for alvor fart med jordskredsvalget
i 1960, hvor Socialdemokratiet vandt en stor sejr over Venstre og
Konservative .
Radikale Venstre har under skiftende regeringer siden 1950’erne været en
stærk støtte for udbygningen af den danske velfærdsstat . Den socialliberale
indgangsvinkel har været gennemgående i visionen om et samfund med frihed
til forskellighed, lige muligheder til alle borgere for bedst muligt at bidrage
til samfundet og en social anstændighed . I Radikale Venstre mener vi,
at man skal tage et ansvar for sit eget liv, men at vi som samfund også har et
fælles ansvar for de mennesker, der har det sværest . En veludbygget stat er
ikke i sig selv midlet til et bedre samfund, men en velfungerende velfærdsstat
har vist sig som en effektiv samfundsmodel til at skabe grundlaget for et
økonomisk velstående samfund med frihed til den enkelte borger, men hvor
der også bliver givet en hjælpende hånd til de borgere i samfundet, der har
det allersværest .
Fundamentet for visionen om en velfærdsstat
Arbejdet for en dansk velfærdsstat var ikke et gennemtænkt projekt – ikke en
gennemtænkt vision, og selv den dag i dag hersker der delte meninger om,
hvad begrebet velfærdstat egentlig dækker over, og hvilke opgaver, der – så
at sige – tilkommer den. Til spørgsmålet: ”Hvad definerer velfærdsstaten?”
ville hver enkelt dansker uden tvivl have sin egen forklaring . Ikke desto mindre
er begrebet ”velfærdsstat” blevet en fast vending om det nuværende
danske samfund . Den danske velfærdsstat er grundlæggende karakteriseret
ved en veludbygget stat, der leverer bl .a . uddannelse og sundhed til borgerne,
ligesom velfærdsstaten omfatter et veludbygget socialt sikkerhedsnet,
der sikrer borgerne økonomisk i tilfælde af f .eks . arbejdsløshed og sygdom,
samt under uddannelse og i alderdommen . Fundamentet for dette er,
at borgerne betaler relativt høje skatter og afgifter – og især de år, hvor de
er i den arbejdsdygtige alder . På den måde er staten afhængig af, at man
som borger bidrager til samfundet, når man er i den arbejdsdygtige alder
for derigennem økonomisk, at lægge fundamentet for dem, som er under
uddannelse, på pension eller på anden offentlige forsørgelse – ligesom andre
lægger det økonomiske fundament, når man selv er under uddannelse,
er gået på pension eller af forskellige andre årsager ikke selv kan bidrage
til finansieringen af velfærdsstaten. Dermed er den danske velfærdsstat et
stærkt solidarisk projekt, hvor det er påkrævet, at borgerne er solidariske
med hinanden og over for den danske samfundsmodel .
Den veludbyggede velfærdsstat, vi har i dag, opstod som produktet af flere
faktorer . Især ønsket om at skabe et socialt sikkerhedsnet for alle borgere i
samfundet, en stærk fællesskabsfølelse og en velfungerende stat, der kunne
levere velfærd til alle borgere, var centrale elementer i diskussionerne til
57

fordel for en velfærdsstat . Hovedårsagen til oprettelsen af velfærdsstaten var
dog en kraftigt forøget velstand i Danmark, der var med til at legitimere den
kraftige udbygning af staten, som var nødvendig, for at visionen om en dansk
velfærdsstat, kunne realiseres . Arbejdet med at udbygge velfærdsstaten er
fortsat til i dag – i mere eller mindre grad, men samtidig har de forudsætninger,
der lå til grund for ideen om en dansk velfærdsstat, i væsentlig grad
ændret sig, hvis de overhovedet er til stede i dag . Danmark nyder eksempelvis
ikke i dag den samme høje grad af økonomisk vækst, og den demografiske
udvikling betyder økonomisk set, at et stigende antal danskere skal forsørges
af et faldende antal forsørgere . Dermed står Danmark over for store udfordringer
med at opretholde velfærdsstaten i den nuværende form som følge
af ændringerne i de grundlæggende præmisser, der var til stede i 1950’erne
og de følgende årtier .
Derudover er udviklingen af velfærdsstaten ved at have ”sejret sig selv ihjel” .
I dag er over 35 procent af danskerne helårsmodtagere af overførselsindkomster.
Det tal var frem til begyndelsen af 1970’erne på under 20 procent. Den
offentlige sektor har aldrig været større, og antallet af offentligt ansatte har
været støt stigende i takt med udbygningen af velfærdsstaten . Den øgede
velstand i samfundet – som bl .a . har været et produkt af velfærdsstaten – har
affødt en mindre fællesskabsfølelse for det fælles samfundsprojekt i forhold
til det individ-specifikke projekt. Et stigende antal danskere ser i dag den danske
velfærdsstat som en institution, man betaler til og derefter får ydelser
eller service fra – krone for krone . Med sine skatteindbetalinger er man dog
ikke med til at købe ydelser fra velfærdsstaten . Med sine skatteindbetalinger
har man ikke været med til at betale for sin egen uddannelse og sin egen
alderdom – man har været med til at betale for det danske samfund – for
uddannelse til unge mennesker, for forsørgelse af ældre danskere og f .eks .
for vedligeholdelsen af danske veje – på det givne tidspunkt, man betalte
skatten. Og dermed har der altså været en ”underfinansiering”, da der ikke
er taget højde for den demografiske udvikling med færre forsørgere til det
stigende antal forsørgede .
Samlet set, så er de underliggende betingelser, der har været fundamentet
for velfærdsstaten, ved at blive udhulet i et sådant omfang, at vi ikke også
fremover kan opretholde velfærdsstaten i sin nuværende form . De forudsætninger,
der lå til grund for den danske velfærdsstat, eksisterer ikke mere . Der
er kort sagt behov for, at vi gentænker den danske samfundsmodel for at
tilpasse den de givne forhold .
Velfærdstat 2.0 eller ny samfundsvision?
Den danske velfærdsstat har i mange henseender vist sig som en effektiv
samfundsmodel, og derfor er der ingen grund til at underkaste den en omfattende
omkalfatring eller forkaste de grundlæggende elementer, der har
været definerende for velfærdsstaten. Det er imidlertid nødvendigt, at vi
som borgere må acceptere, at vi i stigende grad skal ”yde efter evne, og
nyde efter behov” . Det har aldrig været et mål med velfærdsstaten, at over
en tredjedel af befolkningen skal være helårsmodtagere af overførselsindkomster
fra staten, sådan som det er i dag . Derfor må og skal udviklingen
vendes – ja, faktisk har vi ikke andet valg end at forsøge at skabe en ny
samfundsmodel, der på en bedre og mere hensigtsmæssig måde passer til
de nuværende og fremtidige økonomiske, demografiske og menneskelige
forudsætninger i Danmark og i verden omkring os . Velfærdsstaten skal ikke
forkastes, men gentænkes og omdannes til det, man i mangel af et bedre ord,
kunne betegne en ”fællesstat” . ”Fælles”, fordi statens opgave er at tage vare
på vores fællesskab og sikre de bedste udfoldelsesmuligheder for de unikke
58

individer, som er en del af fællesskabet – statens primære opgave er ikke at
levere velfærd . Staten skal fokusere på , at levere kernevelfærdsydelser som
uddannelse og sundhed, men i langt mindre grad være direkte indkomstgrundlag
gennem offentlige overførsler . Velfærdsydelserne skal i højere grad
knyttes til beskæftigelse, så det at bidrage til samfundet kædes sammen med
at modtage velfærdsydelser fra samfundet – tidligere, nu eller senere i livet .
Samtidigt skal der være en klar rimelighed i, hvor meget man har bidraget
– og hvor meget man kan modtage . Derved skal vi også gøre op med ”rettighedstankegangen”
. Vi bidrager alle til fællesskabet, og solidariteten, der
følger med fællesskabet, fordrer, at vi ikke forventer eller per automatik føler
en ret til at modtage så meget, som vi bidrager med . Vi har et ansvar for de
allersvageste i vores samfund, men vi må alle bidrage til fællesskabet – på
den ene eller den anden måde – og ingen kan forvente kun at modtage uden
at bidrage til fællesskabet . Et samfund skal måles på, hvordan det behandler
sine svageste, men også på hvordan det behandler sine stærkeste . Vi skal
belønne dem, der bidrager allermest til fællesskabet – til glæde for dem,
som har det allersværest . De svageste skal have vidtrækkende hjælp fra fællesstaten,
mens de individer som godt kan tage ansvar for sig selv, også må
gøre det . Fællestaten skal have som klart mål, at skabe lige muligheder for
alle individer i samfundet, men det betyder ikke, at fællesstaten skal tilsigte
lige resultater .
Diskussionen om den fremtidige danske samfundsmodel behøver ikke være
en diskussion om ”afløseren” for velfærdsstaten, men snarere en diskussion
om videreudviklingen og gentænkningen af den, og hvor et oplagt bud
synes at være fællesstaten . Det er dog helt grundlæggende, at vi ændrer
strukturen i vores nuværende samfundsmodel og forandrer for at forbedre .
Forudsætninger for den samfundsmodel vi i Danmark har opbygget siden
1950’erne har ændret sig – og derfor er det nødvendigt, at vi gentænker den
danske velfærdsstat . Det socialliberale bud skal være ideen om fællesstaten,
der leverer kernevelfærd i form af sundhed og uddannelse, men også forventer
at alle bidrager til fællesskabet . Fællesstaten skal være kendt for og
gennemsyret af en social anstændighed og en frihed til forskellighed blandt
medlemmerne af fællesskabet . Lige muligheder når det kommer til uddannelse
og sundhed, og hjælpende hænder til dem, der har det allersværest,
skal skabe de bedste betingelser for at den enkelte kan opnå de bedst mulige
resultater – til glæde for den enkelte selv, men også til stor gavn og glæde
for fællesskabet, fællesstaten .
59

Propaganda
– demokratiets antitese
Vi skal passe på os selv, når professionalismen overtager styringen
af den politiske debat. Der er noget kostbart på spil,
som vi ikke har råd til at miste, men som vi skal kæmpe for at
få med over i en ny virkelighed – samtalen og samarbejdet.
Af Rasmus Helveg Petersen, folketingskandidat
for Radikale Venstre i Holbæk og i Solrød/Greve
På min opslagstavle hænger en officiel definition af propaganda, som jeg
fandt i en bog om europæisk historie, nemlig Norman Davies’ ”Europe – A
history”. Jeg vender tit tilbage til denne definition af propaganda, som jeg vil
gennemgå om et øjeblik .
Propaganda møder man første gang i den katolske kirke, hvor Vatikanet i
1622 gør Officium de Propaganda Fidei til en permanent del af den katolske
kirke (i øvrigt sammen med inkvisitionen) .
Formålet hermed er at sikre sig kontrol med medierne – på den tid bøger,
skuespil og endda det talte ord .
Og det virkede . Omtrent 300 år senere sagde Joseph Goebbels, propagandaminister
i Nazi-Tyskland 1933-1945, om den katolske kirke, at ”Den katolske
kirke bliver ved med at være der, fordi den har gentaget den samme ting
i 2.000 år. Det Nationalsocialistiske Parti må gøre det samme.” Dét gjorde
Goebbels så længe han kunne, og han udviklede konceptet så det omfattede
radio, TV og anden massekommunikation . Men også i Sovjetunionen
udviklede man nye metoder til at udbrede propaganda .
Der er fem basisregler i definitionen af moderne propaganda, som den blev
udviklet i 1930’erne .
1. Simplificering – alt skal reduceres til en kamp mellem godt og ondt, ven og
fjende .
2. Disfiguration – modparten skal smædes og parodieres groft.
3 . Transfusion – konsensusværdierne hos modtagergruppen skal spændes
for ens sag
4 . Enstemmighed – ens standpunkt skal præsenteres som den almindelige
holdning hos alle rettænkende mennesker . Det tvivlende individ skal
trækkes i din retning ved at fremvise idoler eller stjerner samt ved hjælp
af et socialt pres .
5 . Orkestrering – dvs . den endeløse gentagelse af det samme budskab i forskellige
variationer, kombinationer og kanaler .
Propaganda, bemærker Norman Davies tørt, virker bedst, hvis den kombineres
med censur .
Men propaganda er modsætningen til al ærlig uddannelse og information .
Propaganda er det modsatte af demokrati .
Det har jeg mange gange husket mig selv på, og det var også derfor, at jeg
oprindeligt satte fotokopien af Norman Davies’ propaganda-definition op på
min opslagstavle . Jeg har tit kigget på den, mens jeg har tænkt over den
mediestrøm, der flimrer forbi. Det er værd at bemærke, hvor mange af de
60

ovenstående små kunstgreb, der i dag har sneget sig ind i moderne kommunikationsteori
. Og i moderne praksis .
Vi har alle sammen et ideal om demokratiet . Der er sikkert forskelle på demokrati-idealet
fra person til person og fra parti til parti, men hos Radikale
Venstre læner vi os op ad Hal Kochs oneliner: ”Demokrati er samtale” . Det
indebærer, at vi er tilhængere af og konstant kæmper for, at politikudvikling
sker på et oplyst grundlag og mellem samtalende, kompetente mennesker .
Gerne i direkte dialog, men alternativt i kraft af civiliserede debatter i aviser,
tidsskrifter eller andre fora . Debatter, der handler om indholdet, og som afvikles
værdigt . Allerhelst ender debatten med et højsindet kompromis, hvor
mange holdninger bøjes mod hinanden, og ender i et tænksomt resultat, der
accepteres af alle parter .
Det radikale ideal er også et højskole- og oplysningsideal . Personligt har jeg
også fået dette ideal ind med modermælken og bærer på det som et barndomsminde
. Min farfar og farmor købte nemlig stolerækkerne fra en nedlagt
biograf i Lejbølle, og satte dem op ude i laden i deres sommerhus, et tidligere
husmandssted på Langeland . Foruden stolerækkerne var der også en talerstol
i laden – med kig direkte op i undersiden af stråtaget . Og så ellers en
nedlagt svinesti og et par kreaturbåse langs siderne .
Dér i laden havde min farmor og farfar arrangementer, debataftener og politiske
møder . Laden var ramme om oplysning, samtaler og ophedet debat –
møder med højt til loftet og møder, hvor forskellige standpunkter og gode
argumenter fik lov at brydes.
Vi har på den radikale resultatliste rigtig, rigtig mange succeshistorier, hvor
vi har taget vores idealer og med dem i hånden været en del af en civiliseret
samtale . Ud af den har vi været med til at lande et bredt funderet resultat –
som derefter har tjent landet godt i mange år .
Man kunne nævne folkeskolen, den økonomiske genopretning i firserne eller
udviklingen af det danske vindenergi-eventyr .
Imidlertid er vi for længst holdt op med at arrangere møder i stråtækte lader
på Langeland . Det er ikke længere i forsamlingshusene eller ved politiske
møder, folk danner sig deres overbevisning, eller får deres viden .
Uddannelsen og meningsdannelsen er flyttet ud på tusinder af platforme,
de fleste af dem elektroniske, ligesom demokratiet for alvor er blevet medialiseret
i en grad, vi ikke hidtil har set magen . Folk kan tilvælge mere information
end nogensinde før – adgangen er ikke begrænset af, hvem der kommer
til laden i denne måned . Til gengæld kan folk også fravælge mere information
end nogensinde før . Og hvis man ser på mediernes servicering af deres
kunder, så er det klart hvad det er, der sælger .
Medierne kan aflæse, hvilken historie der har mange klik på en hjemmeside,
og disponere avisen efter det . Generelt betyder denne optagethed af,
hvad folk har lyst til at læse, at der bliver mindre plads og tid til debatten,
til samtalen, til det tunge og samfundsbærende stof . Mere plads bliver der
til underholdning, madlavning, vejret – og den letteste del af det politiske
stof, nemlig personkonflikten, positioneringerne og skandalen. Samtidigt
har undersøgelser vist, at den taletid en gennemsnitlig interviewperson i tv
får stillet til rådighed har været markant nedadgående igennem de sidste
40 år, således at en interviewperson i dag i gennemsnit blot har omkring
61

10 sekunder til rådighed til at udfolde sine ræsonnementer og argumenter .
Dette underminerer selvsagt den demokratiske samtale .
Dermed er der en hel masse mennesker, der ikke længere er en del af en
bredere offentlig debat . Det er let at fravælge det politiske og det samfundsorienterede,
og i stedet vælge underholdningen .
Men det er lige præcis her, at kæden hopper af, og vi møder propagandaen .
I det store og hele er den offentlige debat i dag bestyret af professionelle
interesser, hvor professionelle ansatte i hver deres interesseorganisation sender
læserbreve i hovedet på hinanden . Læserbreve, der nærmest kun læses
af en lille gruppe af professionelle debattører .
På samme måde er det professionelle kommunikationsfolk, der har uddannet
de aktører, der fylder mediernes flader, således at hvert et ord der siges,
siges med overlæg med henblik på at passe så præcist som muligt ind i en
god kommunikationsskabelon, der handler om at levere og gentage oneliners
målrettet mediernes nyhedskriterier og øvrige vilkår (herunder fokus
på privatpersoner, enkeltsager og konflikter).
Der er med andre ord ikke plads til tvivl eller nuancer . Der er ikke plads til
politikere, der tør indrømme, de begår fejl eller ærligt erkender, at de er
blevet klogere . Og der er ikke plads til politikudvikling i samtale . Der er tale
om en medievirkelighed eller et medialiseret demokrati, hvor glatpolerede
postulater gør det ud for en reel debat, hvor argumenter udfoldes og stilles
op mod hinanden – men ikke er det .
Dermed er vi kommet et pænt stykke væk fra laden i Langeland og over i
retning af propaganda-skabelonen ovenfor . Og jeg tager mig selv i konstant
at finde stadig flere paralleller til propagandadefinitionen.
Punkt 1 i propagandaen er simplificeringen – her skal komplekse sagsforhold
som nævnt reduceres til et spørgsmål om godt eller ondt, troværdigt eller
utroværdigt . Jeg tænker altid på skattestoppet her . Skat er igennem de sidste
mange års VK-styre blevet udlagt som ondskaben selv, mens skattestop
er godt. Nuancerne er væk og debatten om konsekvenserne af hhv. skattestop
og skattelettelser er udeblevet . Tilbage står politikere, som opdeler
befolkningen i ”får” og ”bukke”, der enten er ”med os” eller ”mod os” .
Og så er vi ovre i propagandaens punkt 2, disfigurationen, hvor ens politiske
modstander skal smædes eller parodieres med det formål at underminere
vedkommendes troværdighed . I den forbindelse er det – som et eksempel
herpå fra de senere års danske politiske historie – oplagt at nævne Dansk
Folkepartis insisteren på at skære alle udlændinge over én kam, og tage udgangspunkt
i et skrækeksempel, som så får lov til at definere resten af gruppen,
herunder f.eks. når Dansk Folkeparti flere gange har kaldt muslimer for
”nazister” og ”besættelsesmagt”, ligesom Pia Kjærsgaard og Søren Krarup
har omtalt et muslimsk hovedtørklæde som et ”hagekors” .
For at propagandaen imidlertid skal virke mest succesfuldt, skal konsensusværdierne
hos modtagergruppen ifølge Norman Davies’ definition af propaganda
i ”Europe – A history” ydermere spændes for ens sag, sådan som det
også er angivet i definitionens tredje punkt – transfusionen – ovenfor. Eller
sagt på en anden måde, så italesætter man sit eget politiske forehavende
på en sådan måde, at det ikke nemt lader sig skelne fra eller tilsyneladende
62

fremstår identisk med nogle af de fremherskende, men også floskelagtige,
politiske sandheder . Et mere konkret eksempel herpå er bl .a . når vi om krigen
i Afghanistan får at vide, at vi ”kæmper for demokrati” eller at ”vi kæmper for
frihed” – for hvem vil ikke gerne dét?
Når konsensusværdierne er blevet indoptaget i propagandaen, er det ifølge
Norman Davies’ fjerde punkt i definitionen af propaganda – enstemmigheden
– tid til at præsentere sine politiske dagsordener som vedtagne generaliseringer
eller floskelagtige sandheder, som ingen af os kan være uenige om.
Propagandaens fjerde punkt handler med andre ord om konsensus-standpunktet,
hvor ens eget standpunkt præsenteres som det naturlige hos alle
almindelige mennesker . Et eksempel herpå bliver bl .a . ret tydeligt i kravet
om stadigt hårdere fængselsstraffe som det naturligste værn mod snart sagt
enhver form for vold og kriminalitet . Ifølge den samme logik, vil det nemlig
”krænke retsfølelsen”, hvis vi ikke hæver straframmerne .
Norman Davies’ femte punkt i definitionen af propaganda vedrører
iscenesættelsen, orkestreringen og den endeløse gentagelse af det samme
forenklede budskab på tværs af platforme – så at sige den simplificerede
kommunikation taget til den yderste grænse (og mest virkningsfyldt, når det
foregår monologisk som envejskommunikation, uden at modtagerne får mulighed
for at tage til genmæle eller kvalificere kommunikationen). Dette har
vi op gennem den politiske kommunikations historie set masser af eksempler
på – måske mest virkningsfuldt og med de mest grufulde konsekvenser i
nyere tid nazisternes udnyttelse af radioen i 1930’erne. Men også i dag ser
vi igen og igen en sag eller en hændelse, hvor budskabet versioneres både til
de traditionelle massemedier, herunder radio og tv, samt til de nye medier –
herunder til de sociale medier og mobile platforme .
Der er kort sagt masser af de kommunikative redskaber, der i dag rutinemæssigt
tages i brug, der kan føres tilbage til totalitære regimers måder at tilrettelægge
og udrulle kommunikationen på .
Dette beviser imidlertid ingenting i sig selv, og det er vigtigt at afholde sig
fra alt for unuancerede sammenligninger mellem totalitær kommunikation
og professionaliseret politisk kommunikation, selvom midlerne muligvis er de
samme . Det er nemlig ikke sådan, at fordi man kommunikerer på moderne
vilkår i det medialiserede demokrati partout også er nazist. Det ville være en
grotesk slutning . Min pointe er imidlertid den, at idealet om den frie almindelige
udveksling af standpunkter med henblik på – som samfund og som
individer – at gøre os klogere og indrette vores samfund på en mere hensigtsmæssig
og optimal måde, er hårdt, hårdt presset af medievirkeligheden
med dens tidslige og tematiske præmisser . Dette, ikke mindst fordi der sjældent
er tid til at udfolde længere og mere komplekse ræsonnementer, og
dels fordi de temaer, der udvælges, i særdeleshed omhandler privatpersoner,
løsrevne enkeltsager, der sjældent følges op på, og konflikter mellem diverse
aktører til fordel for fordele og ulemper samt konsekvenser ved diverse sagsforhold
.
Det gode ved vores system – det medialiserede demokrati – er selvfølgelig
mangelen på censur og den store rigdom på kanaler, man kan ytre sig igennem
. Ingen kan kontrollere informationsstrømmen, og der vil altid være mulighed
for at fremføre egne synspunkter og holdninger .
Jeg tror, at demokratiseringen af medierne, som vi igennem de seneste år
har været vidne til – ikke mindst med udbredelsen af internettet, der i en
63

vis forstand har afstedkommet muligheden for en slags digitaliseret direkte
demokrati, på mange måder kan føre os frem (eller tilbage) til det, som de
traditionelle debatmøder – som dem, jeg selv oplevede hos min farmor og
farfar i laden på Langeland – kunne: Nemlig at deltage direkte i debatten i
kraft af sin tilstedeværelse .
I det medialiserede demokrati er det blevet lige så let at deltage i debatter
og udveksle synspunkter . Der er hundreder af kommentarer på avisartikler
på nettet, og tusinder af kommentarer hver dag via de sociale medier . Det
betyder også, at der efterhånden vil komme informationer frem, som ikke
ville komme frem i medier, hvor en redaktør sidder og filtrerer nyhederne
først . Og det er en kæmpe styrkelse af den frie og ligeværdige demokratiske
dialog .
Men det bekymrende ved hele medialiseringen af demokratiet er, at det er
blevet mere uklart, hvem man får ført sit standpunkt frem til, hvilket har
store konsekvenser for den offentlige debat, hvis alle kommunikerer via mere
eller mindre individualiserede kanaler (f.eks. via deres egen Facebook-profil),
men ingen taler sammen .
Det er yderst besværligt at få ændret tingenes tilstand i en tilspidset magtkamp
. Det er oplagt, at de politiske modstandere ikke vil være sene til at falde
over en politiker eller et parti, der indrømmer fejl eller udstiller tvivl – og
det er oplagt, at politikere der ikke kommunikerer på mediernes præmisser
risikerer at blive ignoreret og usynlige i den offentlige debat . Dette er i sig
selv dobbelt kritisk i dag, da synlighed er forudsætningen – om end ikke tilstrækkeligt
– for at blive valgt og genvalgt som politiker i det medialiserede
demokrati .
Der er imidlertid også politikere, der nærmest ignorerer eller direkte tager
afstand fra at kommunikere på mediernes præmisser, og i stedet sætter egne
præmisser for sin kommunikation . Et særligt godt eksempel på politikere, der
ikke kommunikerer på mediernes præmisser, men på deres egne, skal man
finde i Retsforbundets ydmyge lokaler på Lyngbyvej i København. Her sidder
en flok fastbesluttede og overbeviste idealister, der må erkende, at det medialiserede
demokrati ikke er gearet til at høre om historien, sandheden og
kompleksiteten om Georgismen . Bagsiden af medaljen ved at kommunikere
på egne, og ikke mediernes, præmisser, er, at Retsforbundet aldrig har været
længere fra indflydelse, end de er i dag. Og det giver stof til eftertanke.
Når jeg er optaget af tonen i debatten i dag, så er det værste egentlig ikke
de værste vredesudbrud og ringeagtsytringer . Det værste er faktisk at være
vidne til de skræddersyede facade-holdninger, som debatten i stigende grad
bærer præg af . Det er her, jeg får de værste associationer til mine fotokopier
på opslagstavlen . Det er her, jeg bliver mindet om fordums tiders propaganda,
som den til forskellige tider har udfoldet sig på det europæiske kontinent .
Men i samme ombæring er det så, at jeg bliver mindet om, at vi som politikere
har et særligt ansvar . Jeg er overbevist om, at vi skal holde igen med
kommunikations-kunstgrebene, hvis vi skal have en ægte og ærlig dialog
med hinanden. En dialog, der har til formål at finde de mest hensigtsmæssige
løsninger, på de problemer, som samfundet står over for, samtidig med
at det er løsninger, der peger langt ud i fremtiden – meget længere end frem
til det førstkommende folketingsvalg .
64

Vi skal holde op med at kommunikere kunstfærdigt, og tale åbent og direkte
til vælgerne såvel som til hinanden politikere imellem . Vi skal tale pænt om
og til vores politiske modstandere, og vi skal indrømme vores fejl .
Selvom vi taler gennem nye kanaler, skal vi huske os selv på og bruge omgangstonen
fra forsamlingshuset . Laden på Langeland er trods alt blot rykket
på nettet .
65

Et bæredygtigt Danmark
kræver et bæredygtigt Europa
Et møde med den politisk hjemløse amerikanske republikaner,
oberst Lawrence Wilkinson, gjorde det klart, at USA kan lære
meget af Europa, når det kommer til bæredygtighed. Men det
stod samtidigt klart, at også Danmark har meget såvel at lære
som at tilbyde det europæiske fællesskab.
Af Sofie Carsten Nielsen
Uden kloden, ingen vækst og profit
”There’s more to the world than money,” sagde oberst Lawrence Wilkinson
eftertænksomt, da han afsluttede sin briefing af en gruppe europæere om
forholdet mellem USA og EU, og mere specifikt om Den Mexicanske Golf,
hvor benzingiganten BP netop på det tidspunkt var i gang med at rydde op
efter det største olieudslip i USA’s historie . Banalt, måske . Men måden han
sagde det på, gjorde alligevel stort indtryk på mig . Det er ikke hver dag,
man bliver mindet om, at verdenspolitik ikke kun handler om penge, heller
ikke på den politiske studietur i USA, som jeg var på i juni måned 2010 på
foranledning af det amerikanske udenrigsministerium . En massiv satsning på
bæredygtighed kan rumme kilden til nye arbejdspladser og vækst i det 21 .
århundredes videnssamfund – samtidig med at vi redder planeten .
Wilkinson er politisk set hjemløs republikaner . Ligesom den tidligere republikanske
udenrigsminister, Colin Powell, stemte han på Obama . Wilkinson var
direktør i Powells udenrigsministerium . I dag rådgiver han præsident Obama
om udenrigs- og sikkerhedspolitik, men han har også startet en tænketank
med titlen ”New America”, fordi han mener, der er behov for en lille revolution
i den amerikanske måde at tænke og føre politik på . Wilkinson mener, at
der er brug for en helt ny form for ansvarlighed . Der skal gøres op med ”the
tyranny of special interest,” den afgørende rolle som enorme pengesummer
spiller i amerikansk politik og forestillingen om, at profit er det eneste saliggørende
svar på samfundets udfordringer . Og så mener Wilkinson, at amerikanerne
skal lære at leve med trusler uden at gå i selvsving . Risikosamfundet
er kommet for at blive: Amerikanerne må leve med risikoen for et nyt terrorangreb,
risikoen for en ny pandemisk fugleinfluenza eller risikoen for et
nyt BP-olieudslip . Anerkender man dette, tager man også det første skridt
i retning af at forebygge diverse risici – bl .a . ved at indtræde forpligtende i
fællesskaber og tage et ansvar .
Amerikanere skal øve sig i at vise større ansvarlighed, såvel på et overordnet
og officielt plan som på et mere lokalt plan og i dagligdagen, bl.a. i forhold
til energi, miljø og klima . De skal lære at se fordelene ved mere åbenhed og
en større grad af inddragelse . De skal f .eks . byde udenlandsk arbejdskraft
velkommen i stedet for at isolere sig som staten Arizona, der for nylig har
gennemført en lov, der beordrer alt politi til at stoppe og udspørge ”mistænkeligt
udseende” personer . Og så skal de indgydes langt mere ”resilience”
– der vist bedst oversættes med robusthed, så amerikanerne ikke så let lader
sig rive med af en hvilken som helst særinteresse og marginal dagsorden . Ikke
så lidt kræver Wilkinson og co . af deres landsmænd, der opfatter sig selv som
demokratiets og frihedens forkæmpere . Men virkelig inspirerende ikke desto
mindre . Så selvom ordet ”green” i USA er slang for penge, så henviser ordet
også til den bølge af bæredygtighed, der i disse år definerer den politiske
66

dagsorden og præger en række forskellige industrier – lige fra cleantech over
vind- og solenergi til transport og byggeri . Der er kort sagt mere i verden end
penge . Der er klodens overlevelse på spil . Overlever kloden ikke, er det for
sent at græde over spildte penge . Derfor er det i virkeligheden også en falsk
modsætning at stille op, når man hører klimaskeptikerne og modstanderne
af bæredygtighed komme med deres enten-eller: At satsningen på bæredygtighed
enten handler om at redde verden eller at skabe vækst og profit. For
uden kloden, ingen vækst og profit. Det er et vilkår, at der skal satses langt
mere massivt på bæredygtighed, end det er tilfældet i dag . Kun på den måde
sikrer vi jordens overlevelse . Sidegevinsten er imidlertid, at der er stor vækst
og arbejdspladser at hente ved at satse på bæredygtighed .
Fremtidens bæredygtighed: Langtidsholdbare løsninger
Hvordan skal amerikanerne så lykkes med at udvise en større grad af ansvarlighed?
Her mener Wilkinson, at amerikanerne kan hente inspiration i
Europa . Europæerne er jo eksperter i at sætte sig ned og tale om tingene,
som Wilkinson sagde med en blanding af lunefuld humor og alvor .
Det kan undre og lyde næsten uvirkeligt i en europæers ører: En republikaner,
vil hente inspiration i det notorisk handlingslammede Europa . Her, hvor
vi stadig ikke har et telefonnummer, man kan ringe til for at få fat i EU, sådan
som den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger efterspurgte
allerede tilbage i 1970’erne. Så meget desto mere paradoksalt kan
det lyde, når en supereuropæer som jeg selv ikke et sekund bilder mig ind, at
det bliver vores faste EU-præsident Herman Van Rompuy eller vores udenrigspolitiske
høje repræsentant, baronesse Catherine Ashton, der forvandler EU
fra den gamle, grublende og diskuterende tænker til en handlingsorienteret
action(wo)man, der kan matche USA .
Men han mente det også alvorligt, oberst Wilkinson . Vi kan noget i Europa .
Noget, der peger fremad, selv i krisetider. Vi kan gå i dialog, vi kan forhandle,
og vi kan lære af hinandens erfaringer . Kort sagt har vi opskriften på det
bæredygtige . Det, vi kan i Europa, det rummer kimen til langtidsholdbare løsninger
. Eller måske rettere: Det er fundamentet for hele tiden at kunne komme
med løsninger på nye udfordringer . Dermed er ’den europæiske måde’
også fremtidens måde . For gennem den europæiske måde har vi metoderne
og redskaberne til også at komme med løsninger på de udfordringer, vi
endnu ikke kender til . Vi har evnerne til at bestige de bjerge, vi endnu ikke
har kortlagt, og vi har metoderne til at forsone de krige, der endnu ikke er
brudt ud . Man kan i forlængelse af oberst Wilkinsons fremhævelse af den
europæiske måde spørge: Er det smukt, sådan som vi finder løsninger i EU?
Gu’ er det ej! Det er til ofte frustrerende, bagstræberisk og langsommeligt .
Til tider ligefrem pinligt . Men det er funktionelt . Vi kommer videre, og vi kommer
videre i forpligtende fællesskaber, hvor alle får ejerskab og tager ansvar .
Danmarks medansvar for Europa
Oberst Wilkinsons krav til øget ansvar for amerikanerne, fik mig naturligvis
også til at reflektere over konsekvenserne af den finanskrise, som vi alle lever
i kølvandet af, og det dilemma, som vi som nation står i . Krisen kradser fortsat
i Europa, og derfor er det oplagt at reflektere over, hvor vi som nation
egentlig høre hjemme henne . Er vi eksempelvis i samme båd som de ”uansvarlige,
dovne grækere”, der er gået på pension, før vi overhovedet kan nå
at sige ”efterløn”? Eller kan vi klare os alene og på egen hånd, al den stund,
at ’den danske model’ danner skole og over hele verden fremhæves som forbilledlig?
Giver det mening, og er det overhovedet realistisk, at vi frakobler
os mest muligt fra det europæiske projekt, og i stedet holder os til NATO og
67

et bilateralt samarbejde med USA og andre, sådan som Dansk Folkeparti og
vel efterhånden også en del borgerlige ønsker det?
Der har været en tendens til, at EU-positive politikere maler fanden på væggen,
når de skal replicere på Dansk Folkepartis Europa-skrækscenarier . I den
forbindelse adskiller jeg mig nok en del fra de alt for EU-optimistiske danske
politikere . Så lad mig en gang for alle sige det lige ud: Jeg tror ikke, Dansk
Folkepartis forestilling om livet uden for EU, er det rene vrøvl . Jeg tror godt,
at vi rent praktisk kunne melde os halvt eller helt ud af det europæiske fællesskab
. Vi kunne eksempelvis få en norsk løsning, altså en tæt associeringsaftale,
hvor vi implementerer det meste EU-lovgivning, men på papiret har
mulighed for at lade være . .
Imidlertid mener jeg, der er en række tungtvejende argumenter, der taler
imod en sådan afvikling af det danske EU-medlemskab . For det første er der
hele vores kultur og historie, som – hvordan man end vender og drejer den
– er en del af og ikke kan forstås uden også at have blik for den europæiske
kultur og historie . Dertil kommer, at Danmark sandsynligvis ville tabe på en
EU-afvikling . Vi ville formodentlig ikke mærke det så gevaldigt meget i dagligdagen
. For stort set alt, hvad vi ville foretage os politisk, skulle alligevel
koordineres med EU (akkurat sådan som det foregår i dag på de områder,
hvor Danmark har forbehold) . Så det ville – rent økonomisk – koste os lidt i
længden, men sikkert ikke mere end, at vi kunne leve med det . For mig er
det imidlertid ikke de økonomiske omkostninger ved at stå udenfor, der er
det afgørende . Det centrale tab ville være de politiske omkostninger, som
en afvikling af Danmarks EU-medlemskab ville medføre: Tabet af indflydelse.
Tabet af den læring og udvikling, der følger med, når man er med i og en del
af et større forpligtende fællesskab . Kort sagt tabet af medansvar for Europas
videre udvikling . Med en lettere omskrivning af John F . Kennedys så berømte
udsagn, tror jeg derfor ikke man skal spørge, hvad EU kan gøre for Danmark,
men hvad Danmark kan gøre for EU .
Og jo, der er selvfølgelig et vist element af tvang i det europæiske samarbejde
. Svend Auken havde jo ret i, at EU er det eneste cirkus i byen . Du kan købe
billet, eller du kan sidde udenfor teltet og kigge ind, men du kan ikke rigtig
gå andre steder hen . Det er da en provokerende tanke, det kan jeg godt se .
Hvis man nu hellere ville have, at der var andre shows at sætte op . Men der
må jeg tilstå, at jeg ikke kan se nogen anden udvej end at vælge, at gribe det
pragmatisk an .
Det er lidt som at være radikal . Chancen for, at vi med vores søsterpartier
får flertal i Europa-Parlamentet eller alene får de 90 afgørende mandater i
Folketinget er forsvindende lille . Så vi må være kreative, dygtige og kompromissøgende
for at få indflydelse. Man får det sjældent helt, som man gerne
vil have det . Men en gang imellem får man måske noget, som faktisk viser
sig at være endnu bedre, end det, man troede, man ville have . Simpelthen
fordi forhandlingspartnerne havde fået en endnu bedre idé end en selv . Det
sker . Og det er en af de største styrker ved et forpligtende fællesskab som EU .
Endelig nægter jeg at hengive mig til den særegne småstats-overlegenhed,
som til tider høres i den danske EU-debat: At vi skulle klare os bedre, hvis vi
fik lov at køre vores eget løb og ikke blev trukket ned i dyndet af de øvrige
europæere .
Vi er imidlertid ikke de eneste, der fra tid til anden udviser den form for
selvtilstrækkelighed. Den findes hos mange, både mindre og større nationer.
68

Frankrig har historisk set været en stærk bannerfører i EU: Bliv som os, vi er
de bedste . Gassen er dog gået noget af den ballon i de seneste par år . Tjekkiet,
eller i al fald den tjekkiske præsident, er seneste skud på stammen . Han
holdt hele Europa i venteposition, mens han overvejede, om han nu gad
skrive under på Lissabon-traktaten, selvom det tjekkiske parlament og Tjekkiets
premiereminister allerede havde skrevet under .
Endelig er USA selvfølgelig på mange måder selvtilstrækkelighedens ultimative
eksempel . USA hjælper resten af verden . Ikke omvendt . Men selv her vil
man nu hente inspiration i Europa, som den omvendte republikaner oberst
Wilkinson fortalte .
Man kan løbe hurtigst alene, men man kommer længst i fællesskab, som Al
Gore har sagt om arbejdet for at få en global klimaaftale på plads . De ord
gør sig i den grad også gældende i forhold til hele arbejdet mod et i bredere
forstand mere bæredygtigt Europa – og en mere bæredygtig verden .
Alt, hvad vi gør, har betydning . Og hvis vi ikke gør noget, betyder det også
noget og har konsekvenser . Jeg vil ikke acceptere, når man siger, at vi ikke
kan ændre på ting på grund af vane, kultur, køn eller fordi, at sådan er danskerne
. Hvis vi tager det for troende, så lukker vi øjnene for, hvor og hvordan
samfundet kan blive bedre, hvis vi indretter det på en anden måde . De kriser,
vi står i, giver også mulighed for at gøre samfundet bedre .
For mig er det europæiske udsyn et must, når vi skal håndtere den økonomiske
krise, indvandring og integration, klima, miljø, sikkerhed – ja, det meste
politik faktisk . Vi kan ikke sige os fri fra at være en del af den globaliserede
landsby. Derfor skal vi leve op til EU’s regler, ligesom vi skal gøre vores indflydelse
gældende og deltage aktivt, når de bliver til . Vores arbejdskraft bliver
importafhængig, og vores økonomi er eksportafhængig . Det er med andre
ord at lyve danskerne lige op i deres ansigter, hvis vi som politikere ikke får
dem til forholde sig til, at verden er blevet globaliseret og arbejdskraft også
kommer til os .
Forandring gennem engagement
At udvise europæisk engagement sikrer imidlertid også, at forandring bliver
mulig . Det sikrer, at vi hele tiden holder en dør åben og kontinuerligt har
mulighed for at reflektere over og optimere måden, vi gør tingene på i EU.
Fællesskabet skal kunne flytte sig. Jeg vil gerne være med til at forandre på
en måde, så vi stadig er bundet sammen i et dansk fællesskab . Men fællesskabet
skal hele tiden være lidt åbent, så vi også kan flytte os sammen
med de øvrige europæere og med resten af verden . Faktisk er jeg overbevist
om, at isolation fra det europæiske fællesskab for at bevare netop et dansk
fællesskab er undergravende for Danmarks fremtid . Det er simpelthen ikke
bæredygtigt. Vi skal kunne håndtere nye opfindelser, tilegne os nye metoder
og imødekomme nye kulturer, hvis vi vil overleve som samfund . Det er fællesskabet
med de øvrige europæere i EU – og samarbejdet mellem Europa
og resten af verden – med til at sikre . I fællesskabet bliver vi hele tiden udfordret
på, om det vi gør, nu også er det rigtige . Om den måde vi gør tingene
på, nu også er den bedste . Det er sundt . Det er bæredygtigt . Fællesskabet
tilbyder sig som den konstante revision og refleksion over, hvor vi er på hen
som samfund, og hvordan vi til stadighed kan gøre det bedre – til gavn for
fællesskabet og til gavn for forskelligheden .
Fællesskabet forpligter . Fællesskabet forpligter til deltagelse i demokratiet .
Fællesskabet forpligter til at yde for den fælles velfærd . Alle skal bidrage . Og
69

alle kan bidrage med noget . Der kan være mange ting, der slår mennesker
ud af kurs, og folk kan leve forskelligt . Dette skal fællesskabet til enhver tid
kunne rumme . Men du kan ikke melde dig ud af det forpligtende fællesskab,
vende ryggen til det, passe dig selv og samtidigt afkræve penge af fællesskabet
. Der skal være plads til, at man kan være sig selv . Men samtidig må man
forstå, at man aldrig blot er sig selv . Der er mange måder, at være dansker
på . Man er ikke dansker på én bestemt måde, ligesom man heller ikke er europæer
på én bestemt måde .
Vi har mange fælles udfordringer i Europa . Men vi har også en unik mulighed
for i Europa at løse disse udfordringer sammen . Jeg påstår ikke, at jeg ved,
hvordan det er at være industriarbejder og få at vide, at mit arbejde ikke
længere findes. Men jeg formår at kigge ud i horisonten og tænke langsigtet.
Det er samtidigt mit ansvar som politiker at træffe beslutninger, der også er
gode og holdbare om ti og tyve år . Det er min fornemste opgave at sætte ord
på det samfund, vi skal have fremover, og konkret beskrive hvordan vi får det .
Vi skal nemlig have et samfund, hvor alle bidrager og er en del af fællesskabet
. Og det får vi ved, at fællesskabet er forpligtende, og ved at hver enkelt
forpligter sig og har mulighed for at tage ejerskab af den fortsatte udvikling
af samfundet .
Mange er dybest set bange for, om der er brug for dem i disse tider, hvor
forandring i den grad præger vores samfund – og hvor industrisamfundet
for længst er blevet overhalet af vidensamfundet . Det er en reel frygt . Men
frygten for forandring skal ikke svække vores ambitioner . Tværtimod . Vi skal
være mere ambitiøse . Vi skal ikke hvile på gårsdagens lykke i Danmark eller
blot skændes om fordeling af den nuværende velfærd . Vi skal have ambitioner
om, at gøre det bedre, arbejde mere effektivt, blive dygtigere, opfinde
mere, leve sundere, og alt i alt sætte standarden for nye løsninger på globale
udfordringer . Ambition starter hos den enkelte, og vi skal alle sammen kunne
være ambitiøse med vores liv, ligesom vi må kræve ambitioner af hinanden
og de fællesskaber, vi indgår i .
Eller måske skulle vi kræve netop det, Lawrence Wilkinson og hans tænketank
”New America” har taget fat på i USA. Ansvarlighed. Inddragelse. Robusthed
. Lære af Europa . Tale om tingene . Lytte til hinanden . Lære af hinanden .
Være tålmodige, eller rettere være utålmodige, uden dog af den grund nogensinde
at forlade fællesskabets forhandlingsbord .
Et bæredygtigt Danmark i et bæredygtigt Europa
Et bæredygtigt Danmark kræver ambitiøse mål for reduktion af CO2 . Det
kræver markant omlægning af danskernes transportvaner . Det kræver massive
investeringer i grøn energi og i energirenovering af boligmassen . Det
kræver et opgør med greenwashing 1 til fordel for en oprigtig klimaindsats
(alt andet er intet mindre end etisk uforsvarligt) . Det kræver en øget fokus på
cleantech og cradle-to-cradle-tankegangen (hvor der ikke blot fokuseres på
recycling, men upcycling, der tager højde for produkters nedbrydelse efter
endt levetid) . Det kræver virksomheder, der kan se fordelene i at investere
i sine medarbejdere (dem har vi heldigvis en del af i Danmark) . Det kræver
et uddannelsessystem, der kan få langt flere af en ungdomsårgang igennem
en uddannelse . Det kræver et sundhedssystem, hvor udgifterne ikke eksploderer
hvert eneste år . Det kræver et velfærdssamfund, hvor alle, der kan,
1 Altså det forhold, at virksomheder fortæller omverdenen om deres grønne produkter
eller tiltag, uden at der dog er handling i form af reelle investeringer eller adfærdsændringer
bag de flotte ord. Jf. også www.greenwashing.net
70

arbejder. Så dem, der er i arbejde, rent faktisk er i stand til at finansiere dem,
der ikke længere er det .
Et bæredygtigt Danmark kræver mange, mange løsninger . Men det kræver
først og fremmest, at vi som danskere kan se os selv som en del af et større
hele – det europæiske fællesskab . Vi skal ikke æde hele pakken råt . Vi skal
gøre alt, hvad vi kan, for at trække det i den politiske retning, vi ønsker . Men
det klinger simpelthen hult for mig at sige noget som helst om bæredygtighed
eller langsigtede holdbare politiske beslutninger, der alene skulle
gælde for Danmark . Et bæredygtigt Danmark kræver et bæredygtigt Europa .
Der er mere i verden end penge . Der er klodens overlevelse på spil . Som
danskere er vi så utroligt privilegerede at være en del af et af verdens rigeste
samfund i en af verdens allerrigeste regioner . Danmark i Europa . Det faktum
må vi aldrig tage for givet . Vi må aldrig blive for selvtilstrækkelige og læne
os tilbage . Der er ikke tid til at hvile på laurbærrene . At vi som danskere er så
privilegerede, forpligter . Vi er forpligtede til at deltage aktivt i fællesskabet,
tage ansvar for fællesskabets udvikling, øve indflydelse på fællesskabet. Have
ambitioner for fællesskabet . Vores bæredygtige Danmark er et Danmark,
hvor fællesskab forpligter .
71

Fremtidens
internationale samfund
Det internationale samfund har undergået en langt stærkere
organisering. De internationale organisationer har fået en stadig
større betydning. Denne stærkere organisering af samvirket
mellem nationer er til stor gavn for især små stater. Danmark
har langt bedre muligheder for at gøre sig gældende og
blive hørt i takt med at samarbejdet organiseres. Derfor er
det også klogt at satse på indsatsen i de internationale organisationer.
G20 er en udmærket markør for en ny tids realiteter.
Af Niels Helveg Petersen, forhenværende Økonomi- og Udenrigsminister
samt tidl. formand for Radikale Venstres Folketingsgruppe
Nogle af grundvilkårene for dansk udenrigspolitik har ændret sig siden jeg
første gang blev valgt til Folketinget som 27-årig i 1966.
Det internationale samfund har undergået en langt stærkere organisering .
De internationale organisationer har fået en stadig større betydning . Ikke
alene er kommet flere internationale organisationer, de har også udvidet
samarbejdet i dybden samt fået flere kompetencer og beføjelser.
FN og FN’s særorganisationer (WHO, FAO, UNESCO, Unicef m.fl.) har igennem
de seneste snart 30 år spillet en betydelig rolle . Desværre er det i den
offentlige debat meget overset, at FN’s sikkerhedsråd efter ophøret af den
kolde krig har været i stand til at træffe flere og mere betydningsfulde beslutninger.
Antallet af fredsbevarende operationer er steget; antallet af FN-soldater
i verden er større end nogensinde før. FN er så ubetinget verdenssamfundets
vigtigste organisation, et uundværligt center for de internationale
bestræbelser for at bekæmpe fattigdom, sult, sygdom, analfabetisme og klimaforandringer
m .m . Imidlertid er det desværre ikke ensbetydende med, at
alt lykkes, for det er jo åbenlyst ikke tilfældet. Men FN spiller en afgørende
rolle i bestræbelserne for at tilvejebringe mere orden i det internationale
samfund .
Regionale organisationer har ligeledes fået en stigende rolle i Europa . Mest
markant har EU og NATO udvidet medlemskredsen betydeligt i kraft af, at de
nye demokratier i Central- og Østeuropa (CØE) er blevet medlemmer. EU har
med tiden fået udvidede beføjelser og er som organisation i dag bedre rustet
til at organisere det efterhånden vidtspændende, fredelige samarbejde .
Samtidigt har nye organisationer set dagens lys . Vigtigst er formentlig verdenshandelsorganisationen
WTO, som kom til verden i 1995. WTO afløste
GATT, men har en langt større medlemskreds . Størsteparten af verdens
lande er medlemmer, og det er i dag atypisk at stå udenfor . Imidlertid er
Rusland som et af de få lande endnu ikke med – russerne frygter nemlig, at
et medlem-skab vil ramme flere af deres store statsvirksomheder. På samme
vis er Iran, Cuba og Nordkorea endnu heller ikke medlem, og betaler prisen
derved at deres økonomier ikke deltager i globaliseringen .
Det nye i WTO er organisationens muligheder for at løse tvister mellem
medlemslandene . Opstår der f .eks . tvister om handelspolitiske emner, nedsætter
WTO ekspertpaneler, der vurderer lovligheden af landenes handlinger
72

og kommer med forslag til forandringer . Det er stærkt opmuntrende at
medlemslandene foreløbigt har rettet sig efter WTO’s afgørelser . Verdenshandelen
har hermed fået et nyt og langt stærkere fundament end nogensinde
tidligere . Ikke mindst i krisetider, hvor fristelsen til protektionisme kan
være stor, har dette afgørende betydning .
Principielt vigtig er oprettelsen af den internationale straffedomstol også,
idet det dermed vil være muligt at retsforfølge statsledere, der har gjort sig
skyldige i forbrydelser imod menneskeheden . To særdomstole, der blev nedsat
for at man kunne retsforfølge krigsforbrydelser i Rwanda og det tidligere
Jugoslavien, banede vejen for den nye internationale straffedomstol . Imidlertid
lider den på dette tidligere stade fortsat af betydelige svagheder . En
række lande med USA i spidsen har nemlig ikke ratificeret dens oprettelse og
der er ikke udsigt til, at f .eks . det amerikanske senat vil gøre det . Alligevel er
det berettiget – og bestemt ikke misvisende – at betegne domstolen som et
fremskridt i kampen for at omdanne det internationale samfund til at retssamfund.
Nydannelser i det nordlige område er Arktisk Råd, der er begyndt
at organisere samarbejdet i Arktis, og Østersørådet (Council of the Baltic Sea
States, CBSS), der på Danmarks og Tysklands initiativ blev oprettet i 1992
med særligt fokus på landene omkring Østersøen.
Uden for Europa ser man også bestræbelser for at udvikle regionalt samarbejde,
ofte inspireret af EU-samarbejdets succes . De afrikanske lande arbejder
f .eks . sammen i den Afrikanske Union og Association of Southeast Asian
Nations (ASEAN) er en vigtig organisation i Sydøstasien. Dertil kommer, at
Frihandelsaftalen i Nordamerika – North American Free Trade Agreement
(NAFTA) har forbedret vilkårene for frihandel i Nordamerika. Endelig er der
også i Latinamerika skabt nye vigtige samarbejdsorganer .
Det er ikke kun stater, der udvikler deres samarbejde . Det gør erhvervsorganisationer,
fagbevægelser og NGO’er også. Der er på alle områder vidt
forgrenede netværk for internationalt samarbejde, og samlet set er der tale
om en imponerende udvikling over de seneste år .
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne større organisering af samvirket
mellem nationer er til stor gavn for især små stater . Vi har langt bedre muligheder
for at gøre os gældende og blive hørt i takt med at samarbejdet
organiseres . Det er derfor også klogt at satse på indsatsen i de internationale
organisationer. Desværre er det noget, som VKO-fletallet ikke forstår.
Udenrigstjenesten er blevet kraftigt beskåret, og det er bl .a . gået ud over
bemandingen i netop de internationale organisationer . Der er derfor meget,
der skal rettes op på for at nyt flertal med større forståelse for værdien af internationalt
samarbejde end det nuværende, snæversynede VKO-flertal har
udvist .
Udvidelsen af NATO med landene i Central- og Østeuropa, inklusive de
baltiske lande, har afgørende ændret et grundvilkår for Danmark . For første
gang i danmarkshistorien eksisterer der ikke en militær trussel imod det danske
territorium. Ikke mindst de baltiske landes medlemskab af NATO må tillægges
stor betydning for den samlede, forbedrede sikkerhedssituation i det
danske nærområde . Derfor var det op igennem 1990’erne et vigtigt mål for
Danmark at sikre de baltiske landes medlemskab i NATO.
Vi har fredelige naboer hele vejen rundt, bl .a . med det resultat til følge, at
vi har kunnet gennemføre en kraftig omlægning af det danske forsvar, hvor
vægten nu ikke er territorialt forsvar, men løsning af internationale opgaver .
73

Radikale Venstre har spillet en betydelig rolle i omlægningen af det danske
forsvar Der er andre nye trusler som f .eks . klimaforandringer og terrorisme,
der er kommet til, men den klassiske trussel mod vores nationale sikkerhed
er væk . Det ville være uklogt at udelukke, at sådanne trusler kunne genopstå,
men i dagens situation kan vi tillade os at planlægge efter en ny tids vilkår .
På et tredje område er et grundvilkår under forandring . USA’s rolle i storpolitikken
er fortsat meget stor; både i kraft af at den amerikanske økonomis og
det amerikanske forsvars størrelse . Men noget forandrer sig . Den forkerte
krig i Irak viser også begrænsningerne i USA’s magt . Krigen medvirkede til at
svække den amerikanske økonomi alvorligt. Når man på samme tid nedsætter
indtægterne i form af skattelettelser og øger udgifterne til krigsførelse,
må det nødvendigvis gå galt . Og derfor får Bush-administrationen med rette
et ringe eftermæle. Den internationale finanskrise udsprang af ubalancerne
i den amerikanske økonomi, og nye lande indtager derfor nu en større rolle .
Især Kina, men også Indien og Brasilien, er blevet betydelige aktører . Da Sovjetunionen
brød sammen og den kolde krig hørte op omkring 1990, stod
USA tilbage som verdens eneste supermagt på toppen af sin magt . I dag er
stormagtsrollen forandret . USA kan ikke – og ønsker under Obama tydeligvis
heller ikke – bestemme alene og på egen hånd, men vil være mere lyttende
og lægge vægt på traditionelt diplomati . Hvilken lettelse!
Den nye organisation, G20, som udover de ”gamle” medlemmer af G8 (de
store vestlige industrinationer og Rusland) også består af f .eks . lande som
Kina, Indien og Brasilien kan kort sagt komme til at spille en meget stor og
betydelig rolle i den fremtidige organisering af det internationale samfund .
G20 er en udmærket markør for en ny tids realiteter .
74

Danmark og verden
Dansk tradition kombineret med den politiske retorik i VKregeringens
levetid har bidraget til at opretholde en fornemmelse
af, at vi er bedre end resten af verden. Det er vi måske
også ofte set fra helikopterhøjde, men succes i den enkelte
arbejdssituation og i det enkelte møde med udlændinge
kræver, at man fralægger sig enhver følelse af overlegenhed.
For når vi en gang imellem er dårligere end andre – som ved
afviklingen af klimatopmødet COP15 i 2009, så bliver det så
meget desto mere akavet og pinligt.
Af Klaus Frandsen, landsformand for Radikale Venstre
År for år fylder Danmark mindre i verden . År for år stiger den mængde af
kulturel udfoldelse, der sker i resten af verden uden at vi følger med i samme
grad . År for år vokser mængden af økonomisk aktivitet i resten af verden
mere end den gør i Danmark, så vores andel mærkbart reduceres . År for
år sker der mere udenfor Danmark, som det er relevant for en almindelig
dansker at forholde sig til . Man kan selvfølgelig vælge at lade være, men
taberen herved er nok givet på forhånd . Kulturelt kan man selvfølgelig vælge
at være ligeglad, så længe man bare lever efter reglen om, at ”den, der lever
stille, lever godt” – og at det i øvrigt ikke gør noget at gå glip af muligheder,
man alligevel ikke er vidende om. Økonomisk er det mere umiddelbart kritisk
. Uvidenhed om økonomisk aktivitet er lig tabte forretningsmuligheder
og dermed tabte jobs for hele landet . Min uvidenhed koster noget for min
nabo . Min nabos uvidenhed koster også noget for mig .
Danmark har i lang tid været en monokulturel eksportnation . Det første
forsøg på at lave en dansk forfatning var dengang, vi både havde svenskere,
nordmænd og tyskere i riget . Udkastet var med andre ord lavet ud fra en
flerkulturel tankegang. Imidlertid tabte vi efterfølgende nogle krige og en
masse land . Det førte til at vi lavede en monokulturel grundlov, som vi var
mere trygge ved . I en monokulturel eksportnation foregår samspillet med
resten af verden ved, at vi rejser ud og kommer tilbage med kulturelt input
og eksportordrer . Udlændinge, der kommer hertil tæller ikke rigtigt . De
giver ikke eksportordrer, ikke mindst fordi vores kultur længe har været en
monokultur baseret på dansk lokalsprog, hvilket ikke sådan lige er til at få
noget ud af for de udlændinge, der har forvildet sig hertil . Historierne om
udenlandske mænd, der falder for blonde danske kvinder, i ren og skær forelskelse
siger ja til at flytte med til Danmark og siden har svært ved at falde til,
er talrige .
Når vi en sjælden gang har fået mange udlændinge til landet på én gang,
har det været pga . (1) behov for arbejdskraft – først i form af kartoffeldyrkere
og senere i form af industriarbejdere, (2) nødsituationer som gældende
for nogle flygtninge både efter Anden Verdenskrig og i 1990’erne, eller
(3) en politisk tilfældighed . For politisk tilfældighed er vel mest af alt, hvad
udlændingeloven af 1983 var. Det forberedende udvalg foreslog en lempelig
lov, fordi de troede Schlüter-regeringen ville stramme den . Schlüter-regeringen
var dybt nedsunket i økonomiske udfordringer, så det forberedende
udvalgs forslag til udlændingeloven blev sendt glat igennem . Der var ikke
tænkt videre over behovet for følgelovgivning omkring integration . Ingen
partier følte et egentligt ejerskab af den førte politik . VK og halvdelen af Socialdemokratiet
følte adgangskravene var for lempelige . Den anden halvdel
75

af Socialdemokratiet og Radikale Venstre følte at sammenhængen til integration
var for dårlig. Derfor kan man i historisk sammenhæng klassificere hele
åbningen som en tilfældighed . Det betyder imidlertid også, at der melder sig
en række spørgsmål i forhold til fremtidens mere multikulturelle samfund –
sådan som det tager sig ud inden for og uden for landets grænser . Hvordan
skal en monokulturel eksportnation med en ikke fuldt arbejdsmarkedsintegreret
gruppe af udlændinge klare sig fremover? Hvordan skal et ungt dansk
menneske forholde sig til resten af verden i dag? Hvordan skal en dansker
som samfundsborger forholde sig til de gradvist flere problemstillinger, hvor
Danmark som selvstændig enhed ikke kan komme med et relevant svar?
I dag er stort set al succesfuld erhvervsaktivitet baseret på lange kæder af aktivitet,
hvor der undervejs i skabelsen af et produkt eller en ydelse indgår aktiviteter
i en lang række lande. De første faser af den udvikling passede fint til
dansk kultur . Driftige tekstilkøbmænd fra Herning købte stof ét sted i verden
og syning et andet sted, og solgte varerne for en langt højere pris end de
betalte til underleverandørerne. Det var en fin forretning og bevarede faktisk
en del arbejdspladser i Danmark . I dag er situationen dramatisk meget mere
kompliceret . For at håndtere kompleksiteten arbejder f .eks . indiske softwareleverandører
med meget formaliserede arbejdsprocesser, som rent kulturelt
ikke altid passer sammen med mere uformelle danske arbejdspladser, når
der skal samarbejdes. Når meget produktion er outsourcet til andre lande,
skal det produktionstekniske input til ny udvikling komme fra specialister i de
pågældende lande, hvor produktionen er outsourcet til . Det fordrer danske
medarbejdere, som kan behandle udenlandske kollegaer og partnere som
ægte ligemænd . Flere vestlige virksomheder bliver købt af virksomheder fra
lande udenfor den klassiske gruppe af OECD-ejerlande . Og det fordrer, at
danskere kan acceptere chefer med en helt anden kulturel baggrund . Tiden,
man har til at udrulle en ny forretningsside inden den bliver kopieret, bliver
kortere og kortere . International udrulning kræver kulturel forståelse . Mængden
af nye danske forretningsideer, som opnår global succes, er forsvindende
lille . Årsagen er bl .a . fordi vi ikke altid har den fornødne kulturelle forståelse
til at udbrede dem .
Man behøver ikke kende meget til dansk arbejdskultur, før man ved, at globaliseringen
i praksis giver masser af udfordringer . Dansk tradition kombineret
med den politiske retorik i VK-regeringens levetid har bidraget til at
opretholde en fornemmelse af, at vi er bedre end resten af verden . Det er vi
måske også ofte set fra helikopterhøjde, men succes i den enkelte arbejdssituation
og i det enkelte møde med udlændinge kræver, at man fralægger
sig enhver følelse af overlegenhed . For når vi en gang imellem er dårligere
end andre – som ved afviklingen af klimatopmødet COP15 i 2009, så bliver
det så meget desto mere akavet og pinligt .
Tilsvarende i kulturel sammenhæng . Muhammedkrisen var udtryk for, at nogen
i Danmark mente og fortsat mener, at det er helt legitimt at formulere
et generelt budskab om, at den kristne kultur er den islamiske kultur overlegen
. Det har den enkelte dansker selvfølgelig lov til at mene ud fra en helt
almindelig betragtning om ytringsfriheden . Men situationen illustrerede, at
verden i dag er så transparent, at den måde man kan tillade sig at formulere
sig på, er blevet afhængig af ens rolle i samfundet . Har man en bred rolle
i et samfund, som Jyllandsposten har, så må man formulere kritik af andre
kulturelle specifikt. Jyllandsposten kan fint komme med specifik kritik af kvinders
forhold i islamiske lande, men Jyllandsposten kan ikke med bladets status
i Danmark slippe af sted med at levere en generaliseret kulturel kritik,
fordi generaliseret kritik ofte får at tilsnit af fordomsfuldhed over sig . Talrige
76

virksomheder og organisationer i USA har gjort samme erfaring for mange
år siden, og derfor havde USA kun hovedrysten til overs for Jyllandspostens
tiggen om sympati .
Når man i Danmark taler om at sikre forståelse af udenlandske kulturer i
Danmark, taler man mest om, at studerende skal tilbringe et semester i de
pågældende lande . Vi overlader den konkurrencefaktor til studerende, der
ikke sjældent betragter semestret i udlandet som en mulighed for at ”fyre
den af” rent socialt . Sådanne tiltag bilder vi os altså ind, er nok til at konkurrere
med den dybde af kulturel viden, der er til stede i virkelige kulturelle
metropoler . Silicon Valley-virksomheder har lokalt tilgang til kulturel viden
om stort set ethvert land på planeten, fordi der altid er tilgængelige medarbejdere
med den pågældende nationalitet . I Wien er der en dybde af
forståelse i forhold til Østeuropa, som ikke er til stede i Danmark, fordi vores
tilgang til østeuropæiske statsborgere i praksis har været langt mere restriktiv
.
Målt over tid har politisk kultur en stor indvirkning på både erhvervskultur
og kultur i resten af samfundet . Venstre og Konservative har i denne regeringsperiode
banet vejen for, at en meget lokalt forankret og dansk-fokuseret
politisk kultur har kunnet blomstre op og udvikle sig . Venstre Ungdoms Landsråd
har decideret vedtaget at melde sig ud af den internationale organisation
af liberale ungdomspartier (ILFRY), fordi de toneangivende medlemmer
i VU mere end har ladet antyde, at man ikke gør karriere i moderpartiet Venstre
ved at fokusere på internationale forhold . Danmarks svækkede status
på den internationale politiske scene i kraft af masser af dårlig presseomtale
har imidlertid ikke påvirket regeringen . Det mislykkede klimatopmøde (eller
Flop15 – som det af nogen blev betegnet efterfølgende) var uanset hvordan
man end vender og drejer bl .a . et resultat af denne nedprioritering af internationalt
udsyn . De konstante stramninger af udlændingepolitik har skabt en
kultur i Udlændingeservice, hvor selv de udlændinge, der bidrager så meget,
at vi som land har en rigtig stærk interesse i at få dem hertil, oplever Danmark
som bureaukratisk, utilgængeligt og udlændingefjendsk .
Det radikale udgangspunkt er at bruge globalisering som en ramme for at
opnå vores politiske mål for Danmarks udvikling . Danmark er i den privilegerede
position, at der ingen diskussion er om, hvorvidt vi – rent økonomisk
– kommer ud som en vinder eller en taber som følge af globaliseringen .
De ekstra afsætningsmuligheder ved at andre lande bliver rigere, overstiger
så langt vores tab ved at andre bliver mere konkurrencedygtige . Eller sagt
med andre ord: Det kan aldrig give mening for os eller noget andet land for
den sags skyld at hænge i bremsen .
Derfor kan den økonomiske del af diskussionen koncentrere sig om, hvordan
vi bliver i stand til udnytte de muligheder, der opstår, og hvordan vi
afbøder de negative bivirkninger . Bivirkningsdiskussionen er selvfølgelig dybt
relevant for den enkelte danskers liv . Man kan sige at diskussionen om Udkantsdanmark
er en af de reelle underliggende diskussioner i forhold til Danmark
og verden . Hvis der i et område er for mange ufaglærte mænd i forhold
til antallet af jobs, de kan udføre, så kommer det til at give sociale problemer
. Imidlertid har de ufaglærte, arbejdsløse mænd intet ud af, at Danmark
ikke udnytter vores internationale muligheder efter bedste evne . Jo bedre
vi udnytter muligheden, jo mere vil den stærke del af dansk erhvervsliv og
arbejdsmarked efterspørge ydelser, som de ufaglærte mænd kan producere .
Og på samme måde er det vigtigt at understrege, at jo bedre vi som land
udnytter mulighederne, jo flere skatter kommer der ind til at finansiere efter-
77

uddannelse, gode arbejdsmarkedsprogrammer og den danske velfærd m .v .
At udnytte samarbejdsmulighederne i forhold til andre lande er en tankemåde,
som skal være fuldstændig rodfæstet . Hvis dagsorden er at minimere
antallet af udlændinge i Danmark, så kan den tankemåde aldrig bliver forankret.
Et Udlændingeservice, hvis formål det er at finde en lovlig måde at
sige nej til flest mulige, kommer aldrig til at virke velkommende på den forretningsmand,
som har en eller anden skæv anledning til at komme til Danmark,
og hvor de møder han kunne have i Danmark, kunne have ført til spændende
projekter, hvis han bare havde følt og fået det indtryk, at Danmark er
et land, hvor man kan føle sig velkommen . Hvis man politisk betragter anden
generations indvandrere af tyrkisk herkomst, som nogle der i bedste fald er
faglærte arbejdere og i værste fald sociale tilfælde, så reducerer man chancerne
for at tyrkerne i Danmark bliver en kobling til den hurtigt voksende
tyrkiske økonomi – og altså en mulighed for den danske økonomi .
At udnytte sådanne muligheder kræver en villighed til at have ambitioner i
forhold til andre lande – både rent kulturelt og økonomisk . Politik skal ikke
blive som en fodboldkamp, men det er i orden at have nogle ambitioner
i forhold til, hvad Danmark vil stå for som land og holde det op imod andre
lande – ikke mindst lande, vi i det daglige sammenligner os med . Da
rammerne for Dogmefilmsbevægelsen blev udtænkt og lanceret, fremstod
det som en enorm udfordring i forhold til den herskende tankegang, der
gjorde – og stadig gør – sig gældende i Hollywood, hvor film i mindre grad
skal være eksperimenterende, men først som sidst er ”big business” (hvilket
Dogmefilm siden viste sig også at være). Da den nyskabende gourmetrestaurant
NOMA valgte kombinationen af nordiske råvarer og store kulinariske
ambitioner udfordrede man den traditionelle, internationale kulinariske hakkeorden
. Indtil efterlønsreformen i 1999 lå der en ambition med udviklingen
af flexicurity-strukturen i Danmark baseret på en balance mellem vækst,
fleksibilitet og tryghed. I 1999 viste fagbevægelsen sig at have en ledelse,
som ikke forstod, at vækst er et centralt ben i flexicurity-modellen, og siden
er modellens udvikling gået i stå. Ambitionen forsvandt. Imidlertid var flexicurity-begrebet
centralt, fordi det var en del af positioneringen af Danmark i
forhold til resten af verden på samme måde, som Sydafrika i mindre målestok
har brugt et succesfuldt VM til at vende de fordomme, som andre verdensdele
har imod Afrika .
Og det bringer os frem til Lars Løkke Rasmussen og den siddende VK-regerings
ambitioner . Problemet med Lars Løkke Rasmussens 2020-mål er, at de
er generiske . Alle andre lande kunne også have valgt disse selvsamme ti ambitioner
. Eksempelvis er en målsætning om indvandreres erhvervsfrekvens ikke
tilstrækkelig ambitiøs, fordi det også spiller ind, hvad de laver . Den danske
velfærdsmodel – der bygger på sammenhængskraft og integration – kan på
sigt ikke holde til, at mandlige andengenerationsindvandrere er ufaglærte .
Tilsvarende mangler Lars Løkke Rasmussens 2020-mål respekt for dansk undervisningskultur,
når den benchmarkes med udgangspunkt i PISA-score, da
dette fuldstændigt negligerer de særlige danske kvaliteter, som kendetegner
vores undervisningskultur .
Ifølge den radikale tankegang er vores ambitioner en del af vores relation til
resten af verden . Under en fremtidig ambition om velstand, må derfor også
være en ambition om et aktivt samspil med de lande i verden, som vokser –
eksempelvis målt på deres investeringer i Danmark og danske investeringer i
de pågældende lande . For at sådanne ambitioner også skal blive til realiteter,
kan man som en faktor kigge på interaktionen – og helt banalt opgøre, hvor
78

mange personer fra de pågældende lande, der kommer til Danmark og hvor
mange fra Danmark, der besøger de pågældende lande .
Tilsvarende på energiområdet, hvor Lars Løkke Rasmussens ambition alene
tager afsæt i og er formuleret i forhold til energieffektivitet. Nogle i regeringen
har tilsyneladende tænkt, at Danmarks tidligere metode til at realisere
vores energiambitioner, hvor vi som land har lagt os i selen for at udvikle helt
nye energiområder – fjernvarme og vindkraft – har været meget dyr . Men i
stedet for gentænke disse ambitioner og forfine realiseringen af sådanne ambitioner,
så har man næsten droppet området helt ved at gå ned på en energieffektivitetsmålsætning,
som nås meget nemt som følge af tidligere tiders
ambitiøse planer . For imidlertid ikke at fremstå fuldstændig opgivende har
man genfremsat ambitionerne som 2050-mål . Det bedrøvelige resultat er
desværre først som sidst, at energiområdet mister sin status, som et område
hvor Danmark har førertrøjen og går forrest i forhold til resten af verden .
Ligeledes kan man sige, at bagved det økonomiske, ligger til enhver tid de
kulturelle faktorer. Økonomisk aktivitet skabes aldrig i et tomrum. Evnen til
at modtage kulturelt input er ikke en kompromittering af egen kultur . Sat på
spidsen kan måden, hvorpå elementer fra andre kulturer gradvist absorberes
i egen kultur, siges at være en del af egen kultur . I nogle dele af vores egen
kultur – f .eks . inden for musikken – sker det hurtigt . I andre dele – f .eks . inden
for læring og sproglig kunnen – sker det relativt langsommere og over flere
generationer .
I en dansk politisk kontekst er evnen til at arbejde med andre kulturer desværre
gået tilbage under den siddende VK-regering . Floppet ved klimatopmødet
– COP 15 – var stærkt påvirket af en manglende kulturel forståelse
af lande udenfor Nordamerika og Vesteuropa. Ligeledes behøver man ikke
at følge meget med i den danske debat om udviklingsstøtte for at vide, at
vi tænker på forholdet som et ”fra-os-til-dem”-forhold, der udgør en omkostning,
og ikke som et partnerforhold og en langsigtet investering, der vil
komme os selv til gode . Vi kan lære meget af kineserne på det felt, der har
sparket åbne døre ind, når de er kommet til de pågældende lande med en
partnertankegang, der baserer sig på såvel økonomisk som kulturelt samkvem
.
I den danske debat bliver hele den islamiske verden beskrevet som en masse,
hvor ekstremisme er den definerende faktor i Danmarks relation til de lande.
At lande som Indonesien, Tyrkiet, Emiraterne og Marokko er inde i en betydelig
udvikling, som gør at landene bliver langt mere relevante som økonomiske
og kulturelle partnere er helt fraværende i den danske forståelse af
situationen .
EU-undtagelserne, diverse kontroverser om Danmarks udlændingepolitik,
og en lidt defensiv kultur, hvor den nuværende nordiske velfærdsmodel af
mange opfattes som endestadiet for et lands udvikling, har over de sidste 10
år ført til en langt mere passiv dansk tilgang til EU-samarbejdet . Vi har også i
denne sammenhæng mistet meget at troen på, at internationalt samarbejde
kan bruges som middel til at nå vore mål .
Kort sagt er det afgørende vigtigt, at vi får gjort op med VK-regeringens begrænsende
og uambitiøse opfattelse af Danmarks forhold til den omgivende
verden . I stedet skal sættes nogle klare ambitioner for, hvordan Danmark
igen kan spille en mere central rolle og indtage en førerposition på en række
områder . Og disse ambitioner skal kobles med nogle konkrete målsætninger
79

og deadlines . Danmark er ikke en øde ø, sådan som Dansk Folkeparti ellers
gerne ville have det . Danmark er fra gammel tid en søfartsnation, der altid
har forstået det vigtige og værdifulde i den tætte relation til omverdenen .
Denne relation mellem Danmark og verden skal genoprettes – og hellere i
dag end i morgen .
80