Den radikale fortælling - Radikale Venstre

Når det så er sagt, så er der ganske simpelt heller ikke råd til, at alle efterlønnere
partout skal have den samme efterlønssats, ligesom det ikke nødvendigvis
er alle børnefamilier eller folkepensionister, der partout har behov for
det samme omfang af offentlige ydelser . Dette vil, snarere end at opretholde
vores forbilledlige danske velfærdsstat, faktisk føre til, at velfærden forringes
som følge af nedskæringer og besparelser . Derfor giver det – og rent økonomisk
– god mening at målrette de offentlige ydelser til dem, der har det
største behov . Men vil man partout, at alle – også dem, som egentlig ikke har
behovet – skal modtage nøjagtigt de samme økonomiske ydelser, ja så er
resultatet i sidste ende, at man bruger en hel masse ressourcer, som kunne
være brugt bedre og mere effektivt et andet sted .
Heri ligger også forskellen mellem det, man kunne kalde en unuanceret og
uhensigtsmæssig universal velfærdspolitik og en mere målrettet socialpolitik .
Hvor man med en universal velfærdspolitisk nærmest asfalterer det sociale
Danmark til og pålægger alle de samme ydelser uanset individuelle behov,
så tager man med en mere målrettet socialpolitik højde for de forskellige
sociale behov, som hele landets forskellige Serdil’er måtte have .
Velfærdspolitikkens brede sikkerhedsnet er med andre ord ikke sjældent alt
for stormasket til at kunne fange dem, der reelt har et behov for social hjælp .
Den universelle ”lighedsasfaltering” bidrager kort sagt til, at disse mennesker
stilles dårligere, end i et system baseret på individuelle ydelser målrettet efter
behov . Det sker dels fordi, der i sagens natur er færre ressourcer til de
svageste grupper, når de skal dele den samlede kage med alle andre (og ikke
blot dem, der reelt har et behov for sociale ydelser) . Men den øgede ulighed
sker også som følge af en universel velfærdspolitik og en social lighedsasfaltering,
der ikke har forståelse for og prioritering af, at visse mennesker kan
have brug for særlig hjælp, selvom de i forvejen nyder samme velfærd, som
vi andre . Og dermed kommer et argument, der ellers ofte høres i velfærdsdebatten
i Danmark, nemlig at ”… i Danmark behøver ingen at lide nød”, også
til at klinge hult . Især når sandheden er, at de sociale hjælpeforanstaltninger
uden for de universelle ordninger i bedste fald er præget af lejlighedsvis politisk
opmærksomhed og finansiering, og i værste fald bevidst negligering og
økonomisk nedprioritering – da der jo alligevel ikke er stemmer i de danskere
med de allerstørste behov for sociale ydelser – danskere som Serdil . Hvis vi
imidlertid mener, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine
svageste, så er det på tide at vi gør op med den sociale lighedsasfaltering,
der ligger til grund for den universelle velfærdspolitik, der alt for længe har
ladt de allersvageste – tilmed med de største behov – i stikken .
Har vi alle brug for hjælp?
Radikale Venstre er et socialliberalt parti og både den sociale og den liberale
dimension er vigtige – ingen af de to dimensioner kan stå alene . Det betyder
mere konkret, at vi kæmper for og ønsker et samfund, hvor dem, der kan selv
kan, i videst mulige omfang også får lov til netop at kunne selv, mens dem,
der – af den ene eller anden grund – ikke kan selv, skal tilbydes den bedst
mulige håndsrækning fra det offentlige .
Dette princip vil de fleste andre partier givetvis også hævde at tilslutte sig,
med varierende betoning af hhv . det sociale og det liberale . Men reelt er der
fra venstre- til højrefløjen bred opbakning til brede, universelle ydelser – kort
sagt bred opbakning til lighedsasfaltering – med langt mindre fokus på mere
målrettede ydelser til gavn for alle Danmarks Serdil’er . Særligt fra venstrefløjen
ser man fortsat et mere eller mindre ubevidst projekt, som går ud på,
at vi alle på en eller anden måde tilhører en gruppe, der er dårligere stillet
16