Den radikale fortælling - Radikale Venstre

I mit politiske arbejde har jeg mødt mange prominente og unikke mennesker,
jeg har fået mulighed for at besøge afkroge af verden, som jeg ikke i min
vildeste fantasi havde turdet håbe på at se, har været til premierer, nytårskurer
og x-factorfinaler. Men det, som jeg er mest taknemmelig for, er alle
de mange helt almindelige og ualmindelige danskere, som jeg har mødt på
min vej . Jeg er blevet budt ind i virksomheder, skoler og sågar private hjem
rundt omkring i landet, og har igen og igen fået fortalt livshistorier . En hel
samling af brudstykker fra konkrete danskeres liv og hverdag – med alt hvad
det omfatter af problemer og bud på politiske løsninger fra folk, der hver dag
står op og møder de udfordringer, de nu en gang bliver konfronteret med .
Fra Trine, den lykkelige, nybagte mor, der bekymrer sig om ventelisterne i
daginstitutionerne, til Mette, hvis mand er cancerpatient og ikke føler, han
har fået den rigtige behandling – fra David på 9 år, der føler sig overset i
dansktimerne, fordi de er 32 elever i hans klasse, til asylbarnet Mehmet, hvis
største drøm er, at han kan få lov at se sin mor smile . Alle disse danskeres
konkrete historier fra det virkelige liv bærer jeg i mit hjerte, og de er med
mig hver morgen, når jeg cykler over Knippelsbro mod mit arbejde på Christiansborg
.
Det sidste års arbejde med ”Den radikale fortælling” har også givet mig mulighed
for, at høre konkrete historier mange forskellige danskeres virkelighed .
I foråret 2010 afholdt vi en række workshops rundt om i landet . Det blev nogle
fantastiske aftener, hvor deltagerne fik mulighed for at lære hinanden at
kende på en ny måde, og fik mulighed for at fortælle deres helt egen radikale
fortælling. Historierne var fantastiske. Og fantastisk forskellige. Nogle medlemmer
var nærmest født ind i partiet, mens andre pludselig havde ændret
retning som voksne mennesker . Men fællesskabsfølelsen var der hele tiden .
For alle historierne til sammen – din og min og alle andres fortælling – er
summen af vores radikale fortælling .
I Århus lavede vi en simpel øvelse, hvor alle deltagerne skulle stille sig i en
rundkreds . Derefter tog vi et stort garnnøgle, og kastede det fra person til
person, indtil vi til sidst alle var forbundet i et helt spind af garn – og et spind
af historier, hvor det radikale udgjorde den røde tråd . For hver gang en ny
person greb garnnøglen, skulle vedkommende nævne sit bærende argument
for at være radikal . ”Fordi jeg tænker på andre end mig selv” . ”Fordi jeg
ikke kan udholde den måde, vi behandler asylansøgere på” . ”Fordi de radikale
piger, er de smukkeste” . Grundene var mange, nogle mere humoristiske
end andre, men alle værd at kæmpe for . Og som vi stod der alle sammen,
forbundet til hinanden med den røde tråd, føltes det bare rigtigt . Fællesskabsfølelsen
. At sammen er vi så uendeligt stærke . Og at vi kun bliver så uendeligt
stærke sammen, hvis hver enkelt tilbyder sine individuelle styrker .
At beskrive den radikale ånd og de radikale værdier, er ikke en akademisk
eller analytisk øvelse . Det er en levende beskrivelse af mennesker, der både
kender sig selv og uforbeholdent er klar til at samarbejde med andre for at
lykkes med egne og fælles mål – fordi vi har en stærk bevidsthed om, at mennesket
er unikt, men at vi er små hver for sig i en stor verden af muligheder .
At være øvet i og konstant øve sig i det fælles uden at miste sig selv er en
kunst . En kontinuerlig kunst . Men det er for mig netop det, der skaber vores
samfund – og som giver det mening at have et samfund: Det er her vi hver
dag oplever, at der er brug for os fordi mennesker sammen er større end den
enkelte .
5