Den radikale fortælling - Radikale Venstre

syge . Også i dagens Danmark, hvor vi ellers konstant tudes ørene fulde af,
at vi har ”verdens bedste sundhedssystem”, ligesom den danske velfærd og
velfærdspolitik stolt er noget, vi bryster os af, så snart der er en anledning –
og hvad enten det er i medierne eller ude i verden omkring os .
Det er selvfølgelig heller ikke fordi, at Serdil sulter . Han er heller ikke uden
tag over hovedet . Serdil har et lille rækkehus og får den medicin, han har
brug for. Så på overfladen mangler Serdil måske ikke noget. Men Serdil har
det bare ikke godt . Som en kendt og elsket dansker engang har sagt: ”I Danmark
er der nogle, der har fået det bedre. Men det ville være bedre, at flere
fik det godt.”
Denne formulering rammer i alt sin enkelthed sømmet på hovedet og indkredser
meget præcist essensen af det, som dette kapitel i det følgende skal
opholde sig ved. Nemlig, at velfærdspolitik ikke er det samme som socialpolitik
og aldrig må forveksles hermed . Hvis vi som samfund gerne vil have, at
flere skal have det godt, så kræver det nemlig, udover økonomiske reformer,
viljen til sociale prioriteringer .
Velfærdspolitik er ikke socialpolitik
Der er begrænsede midler i et hvert samfund – dette er et vilkår, således også
i det danske. Det politiske arbejde består derfor i at finde ud af, hvordan det
er mest værdifuldt at bruge de foreliggende ressourcer . Viljen til sociale reformer
må derfor ikke ske på trods af begrænsede midler, men på baggrund
af begrænsede midler. Kun derigennem vil flere få det godt.
I Danmark får alle en vis grad af ”hjælp” fra staten i form af offentlige ydelser.
De fleste betaler også til det offentlige, hvorefter det, der lidt groft kan
kaldes en omfordeling fra alle til alle, finder sted. Dertil kommer, at denne
omfordeling i vidt omfang er baseret på et lighedsprincip, hvilket betyder at
alle ydelser i et vist omfang opfattes som almenmenneskelige og universale,
altså at disse ydelser ikke blot er tilgængelige, men også berettigede for alle .
Således er børnepenge, efterløn, folkepension osv . tilgængelige for stort set
alle på næsten samme vilkår .
Det er åbenbart den mest udbredte opfattelse, at der er et sammenfald mellem
lighed i ydelser og lighed i muligheder . Kort sagt er det opfattelsen, at
alle må behandles ens for at være lige .
Imidlertid er det mildest talt en sandhed med modifikationer og en opfattelse,
som godt kunne trænge til at blive nuanceret en smule . Dette ikke
mindst når man tager i betragtning, at efterlønnere er forskellige, ligesom
børnefamilier og folkepensionister er forskellige. Nogle har hårdt brug for
offentlig hjælp, mens andre i mindre – eller endda slet ingen – grad har brug
for offentlig hjælp . For på den mest hensigtsfulde måde at imødekomme
den enkeltes sociale behov og skabe grundlaget for, at alle danskere har de
samme muligheder, forekommer det derfor indlysende, at de sociale ydelser
målrettes de forskelligartede behov, som de enkelte borgere og familier står
med . Det forekommer med andre ord indlysende at skabe og øge lighed ved
netop at behandle mennesker med forskellige behov individuelt og forskelligt
. Rent sprogligt synes denne tankegang i øvrigt allerede at gemme sig i
ordet ”forskellighed” eller ”forskellighed”: Mere lighed gennem dyrkelsen af
og hensynet til forskelle . En øget hensynstagen til og opmærksomhed på forskellene
mellem forskellige menneskers og familiers forskellige behov splitter
ikke, men målretter de sociale ydelser og afstedkommer, at alle danskere får
mulighed for og adgang til de samme rettigheder og goder .
15