Den radikale fortælling - Radikale Venstre

Danmark og verden
Dansk tradition kombineret med den politiske retorik i VKregeringens
levetid har bidraget til at opretholde en fornemmelse
af, at vi er bedre end resten af verden. Det er vi måske
også ofte set fra helikopterhøjde, men succes i den enkelte
arbejdssituation og i det enkelte møde med udlændinge
kræver, at man fralægger sig enhver følelse af overlegenhed.
For når vi en gang imellem er dårligere end andre – som ved
afviklingen af klimatopmødet COP15 i 2009, så bliver det så
meget desto mere akavet og pinligt.
Af Klaus Frandsen, landsformand for Radikale Venstre
År for år fylder Danmark mindre i verden . År for år stiger den mængde af
kulturel udfoldelse, der sker i resten af verden uden at vi følger med i samme
grad . År for år vokser mængden af økonomisk aktivitet i resten af verden
mere end den gør i Danmark, så vores andel mærkbart reduceres . År for
år sker der mere udenfor Danmark, som det er relevant for en almindelig
dansker at forholde sig til . Man kan selvfølgelig vælge at lade være, men
taberen herved er nok givet på forhånd . Kulturelt kan man selvfølgelig vælge
at være ligeglad, så længe man bare lever efter reglen om, at ”den, der lever
stille, lever godt” – og at det i øvrigt ikke gør noget at gå glip af muligheder,
man alligevel ikke er vidende om. Økonomisk er det mere umiddelbart kritisk
. Uvidenhed om økonomisk aktivitet er lig tabte forretningsmuligheder
og dermed tabte jobs for hele landet . Min uvidenhed koster noget for min
nabo . Min nabos uvidenhed koster også noget for mig .
Danmark har i lang tid været en monokulturel eksportnation . Det første
forsøg på at lave en dansk forfatning var dengang, vi både havde svenskere,
nordmænd og tyskere i riget . Udkastet var med andre ord lavet ud fra en
flerkulturel tankegang. Imidlertid tabte vi efterfølgende nogle krige og en
masse land . Det førte til at vi lavede en monokulturel grundlov, som vi var
mere trygge ved . I en monokulturel eksportnation foregår samspillet med
resten af verden ved, at vi rejser ud og kommer tilbage med kulturelt input
og eksportordrer . Udlændinge, der kommer hertil tæller ikke rigtigt . De
giver ikke eksportordrer, ikke mindst fordi vores kultur længe har været en
monokultur baseret på dansk lokalsprog, hvilket ikke sådan lige er til at få
noget ud af for de udlændinge, der har forvildet sig hertil . Historierne om
udenlandske mænd, der falder for blonde danske kvinder, i ren og skær forelskelse
siger ja til at flytte med til Danmark og siden har svært ved at falde til,
er talrige .
Når vi en sjælden gang har fået mange udlændinge til landet på én gang,
har det været pga . (1) behov for arbejdskraft – først i form af kartoffeldyrkere
og senere i form af industriarbejdere, (2) nødsituationer som gældende
for nogle flygtninge både efter Anden Verdenskrig og i 1990’erne, eller
(3) en politisk tilfældighed . For politisk tilfældighed er vel mest af alt, hvad
udlændingeloven af 1983 var. Det forberedende udvalg foreslog en lempelig
lov, fordi de troede Schlüter-regeringen ville stramme den . Schlüter-regeringen
var dybt nedsunket i økonomiske udfordringer, så det forberedende
udvalgs forslag til udlændingeloven blev sendt glat igennem . Der var ikke
tænkt videre over behovet for følgelovgivning omkring integration . Ingen
partier følte et egentligt ejerskab af den førte politik . VK og halvdelen af Socialdemokratiet
følte adgangskravene var for lempelige . Den anden halvdel
75