Den radikale fortælling - Radikale Venstre

cerede resten af Europa til den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, og gik forrest
i hele kvindefrigørelseskampen . Forfattere som J .P . Jacobsen og Herman
Bang bragte litterære stilarter som naturalismen og impressionismen ud til
danske læsere . I det hele taget kan man tale om en kulturel eksplosion, som
Brandes indfangede med sine ”Hovedstrømninger”, og som vi genfinder i
dag, hvor udbredelsen af internettet og mobiltelefoner i høj grad har været
forudsætninger for en de facto globaliseret kulturel åbning eller eksplosion .
Men mere præcist kan vi spore den kollektive erfaring om den særligt danske
spidskompetence tilbage til folkehøjskolen og andelsbevægelsen . Idéen om
folkehøjskolen såvel som andelsbevægelsen er født i Danmark . Og begge har
en betydning, der rækker ud over deres umiddelbare formål, der henholdsvis
består i uddannelse til den brede befolkning og produktion af fødevarer .
Begge er samtidigt udtryk for, at vi alle når de bedste resultater i fællesskab,
snarere end hver for sig og på bekostning af hinanden . Begge bygger endelig
på et selvbevidst og stærkt civilsamfund med forpligtende fællesskaber, der
i sig selv bygger på ligeværd til trods for forskelligheder, ligesom de tilbyder
deltagelse og medbestemmelse .
I dag står vi snarere på tærsklen til det, der er blevet kaldt et sen- eller
postmoderne gennembrud, hvor viden, innovation og højteknologi er altafgørende
. Vindmølleindustrien er et godt eksempel på et nyere initiativ, der
har en betydning, der rækker ud over formålet med energiproduktion, idet
den indlysende også bidrager til et kvalitativt bedre klima . Men den danske
erfaring med forpligtende fællesskaber kommer også til udtryk på anden vis .
Vi omtaler ofte Danmark som ’foreningsdanmark’ . Årsagen er, at vi har en
lang tradition for regeringers og Folketingets samarbejde med og inddragelse
af interessenter som arbejdsmarkedets parter, kommuner, frivillige organisationer
o .a . – alt afhængig af sagen . Disse interessenter er medbestemmende
i løsninger på de problemer, der er centrale på et givent tidspunkt .
Derfor har vi kommunalt selvstyre . Derfor er vores institutioner autonome
med tradition for stor selvbestemmelse . Desværre står dette i grel modsætning
til en stærk central topstyring – som vi snart har været underlagt, under
VKOs regeren, i snart et årti, hvor interessenterne ikke inddrages i processen,
men må gøre, som der bliver besluttet fra centralt hold uanset egne erfaringer,
viden og profession .
Det er det, der er den danske spidskompetence, som vi har med os ind i
det sen- eller postmoderne netværks- og vidensamfund: De forpligtende fællesskaber
. Her er mere end nogensinde brug for at kunne samarbejde forpligtende
på tværs af forskelle og fagligheder . Her er brug for selvbestemmelse
og ansvarlighed over for fællesskabet . Her er brug for inklusion, som er det
bedste udtryk for centrale værdier som ligeværd på trods af forskellighed . Vi
har brug for hinanden og den mangfoldighed, som vi udgør . For ud af mangfoldigheden
vokser nye løsninger, ligesom ny viden og erkendelse skabes heraf
. Vi må være sammen om det nye . Det kræver det nye . Og det forpligter os .
At lære at lære
Skolen er det helt centrale sted, hvor vi forbereder fremtidige generationer
på de forpligtende fællesskaber . Skolen er vidensamfundets vugge og de
kollektive kompetencers kravlegård . Skolen er til for at lære børn det, de
har brug for at kunne, men som de ikke lærer af sig selv i samfundet . Derfor
skal skolen have medarbejdere, der har lært, hvordan man kan undervise
i skolens fag . Lærerne skal mestre deres fag . De skal kunne pædagogik og
didaktik . De skal kunne lede og styre undervisningen . De skal kunne skabe
tillidsfulde relationer til alle eleverne . De skal fremme ligeværd på trods af
forskellighed . De skal kunne differentiere og dermed bringe hver enkelt elev
33