Den radikale fortælling - Radikale Venstre

fremstår identisk med nogle af de fremherskende, men også floskelagtige,
politiske sandheder . Et mere konkret eksempel herpå er bl .a . når vi om krigen
i Afghanistan får at vide, at vi ”kæmper for demokrati” eller at ”vi kæmper for
frihed” – for hvem vil ikke gerne dét?
Når konsensusværdierne er blevet indoptaget i propagandaen, er det ifølge
Norman Davies’ fjerde punkt i definitionen af propaganda – enstemmigheden
– tid til at præsentere sine politiske dagsordener som vedtagne generaliseringer
eller floskelagtige sandheder, som ingen af os kan være uenige om.
Propagandaens fjerde punkt handler med andre ord om konsensus-standpunktet,
hvor ens eget standpunkt præsenteres som det naturlige hos alle
almindelige mennesker . Et eksempel herpå bliver bl .a . ret tydeligt i kravet
om stadigt hårdere fængselsstraffe som det naturligste værn mod snart sagt
enhver form for vold og kriminalitet . Ifølge den samme logik, vil det nemlig
”krænke retsfølelsen”, hvis vi ikke hæver straframmerne .
Norman Davies’ femte punkt i definitionen af propaganda vedrører
iscenesættelsen, orkestreringen og den endeløse gentagelse af det samme
forenklede budskab på tværs af platforme – så at sige den simplificerede
kommunikation taget til den yderste grænse (og mest virkningsfyldt, når det
foregår monologisk som envejskommunikation, uden at modtagerne får mulighed
for at tage til genmæle eller kvalificere kommunikationen). Dette har
vi op gennem den politiske kommunikations historie set masser af eksempler
på – måske mest virkningsfuldt og med de mest grufulde konsekvenser i
nyere tid nazisternes udnyttelse af radioen i 1930’erne. Men også i dag ser
vi igen og igen en sag eller en hændelse, hvor budskabet versioneres både til
de traditionelle massemedier, herunder radio og tv, samt til de nye medier –
herunder til de sociale medier og mobile platforme .
Der er kort sagt masser af de kommunikative redskaber, der i dag rutinemæssigt
tages i brug, der kan føres tilbage til totalitære regimers måder at tilrettelægge
og udrulle kommunikationen på .
Dette beviser imidlertid ingenting i sig selv, og det er vigtigt at afholde sig
fra alt for unuancerede sammenligninger mellem totalitær kommunikation
og professionaliseret politisk kommunikation, selvom midlerne muligvis er de
samme . Det er nemlig ikke sådan, at fordi man kommunikerer på moderne
vilkår i det medialiserede demokrati partout også er nazist. Det ville være en
grotesk slutning . Min pointe er imidlertid den, at idealet om den frie almindelige
udveksling af standpunkter med henblik på – som samfund og som
individer – at gøre os klogere og indrette vores samfund på en mere hensigtsmæssig
og optimal måde, er hårdt, hårdt presset af medievirkeligheden
med dens tidslige og tematiske præmisser . Dette, ikke mindst fordi der sjældent
er tid til at udfolde længere og mere komplekse ræsonnementer, og
dels fordi de temaer, der udvælges, i særdeleshed omhandler privatpersoner,
løsrevne enkeltsager, der sjældent følges op på, og konflikter mellem diverse
aktører til fordel for fordele og ulemper samt konsekvenser ved diverse sagsforhold
.
Det gode ved vores system – det medialiserede demokrati – er selvfølgelig
mangelen på censur og den store rigdom på kanaler, man kan ytre sig igennem
. Ingen kan kontrollere informationsstrømmen, og der vil altid være mulighed
for at fremføre egne synspunkter og holdninger .
Jeg tror, at demokratiseringen af medierne, som vi igennem de seneste år
har været vidne til – ikke mindst med udbredelsen af internettet, der i en
63