Den radikale fortælling - Radikale Venstre

– Serdil der bare ikke har det godt og andre i samme båd, eller efterlønnere,
som både fysisk og psykisk er i stand til at arbejde et par år endnu?
En ung medradikal har i en anden sammenhæng formuleret denne problematik
klokkeklart: ”Regeringen er ofte ude efter de unge og deres 1-2
”fjumreår”, men finder det ikke problematisk, at en stor del af Danmarks arbejdsdygtige
befolkning afholder intet mindre end 5 fjumreår!”
I tillæg til denne betragtning kan jeg tilføje, at Serdil er blevet bevilget et
helt liv af ”fjumreår”; hans liv er sat på standby i dagens Danmark på laveste
ydelses- og serviceniveau, fordi der fra den yderste venstrefløj til den yderste
højrefløj er større tilslutning til lighed gennem alles ret til efterløn og andre
statsfinansierede universalydelser, end der er opbakning til at sikre social sikkerhed
for Danmarks mest udsatte .
Fra den yderste venstrefløj på tværs af det politiske spektrum og hele vejen
til den politiske højrefløj er der med andre ord et larmende fravær af mod og
visioner i forhold til at sikre de svagestes danskeres sociale sikkerhed . Men
ikke hos Radikale Venstre . Vi ryster ikke på hånden . Vi lader os ikke skræmme
af den udbredte populisme, der i disse år præger dansk politik . Og vi er ikke
sat i verden for at komme med populære politiske løsninger, men derimod
nødvendige politiske løsninger . Står valget derfor mellem at opretholde
en uretfærdighed i lighedens navn eller turde tage de vanskelige opgør og
populære beslutninger, der reelt kan sikre de svageste og mest udsatte i Danmark,
er der ingen tvivl i vores sind: Landets Serdil’er skal ikke blot have det
bedre . De skal have det godt .
Brugen af flere milliarder årligt på efterløn for en stor andel sunde og raske
mennesker, som gennemsnitligt forlader arbejdsmarkedet som 61-årige, og
hvoraf størstedelen kommer direkte fra beskæftigelse, er svær at forsvare .
Især når man tænker på, hvad disse midler kunne betyde for Serdil og andre
psykisk syge, for svage ældre, for flygtninge og indvandrere, for de kvinder,
der må ty til veninder eller familiemedlemmers beskyttelse i frygt for at vende
tilbage til en voldelig samlever, for de udsatte børn, som mindst af alle er herrer
over deres egen, ofte miserable, situation, eller for de handicappede, de
hjemløse og stofmisbrugerne .
Det er altså hverken en særlig social eller en særlig liberal indstilling at stå
stejlt på millimeterligheden og afstå helt og aldeles fra at komme ind i kampen
– eller i det mindste debatten – om en mere effektiv og retfærdig omprioritering
af velfærdsressourcerne. Uviljen er desværre fortsat at finde hos
såvel et flertal i VKO som et flertal i S-SF. Denne uvilje er dog fuldstændig
uacceptabel og kan på ingen måde hverken blå- eller magenta-stemples af
Radikale Venstre .
Præcis derfor er mit bidrag til ”Den Radikale Fortælling” dedikeret til en
historie om Serdil . Den er dedikeret til en af samfundets svageste borgere,
der ikke selv råber op, og som derfor stiltiende lider under, at man fra det
politiske flertals side, frem for at prioritere at afhjælpe hans situation, prioriterer
systemer af ydelser til den allerede privilegerede del af den danske befolkning
. Dette må imidlertid høre op . Det skylder vi alle Danmarks Serdil’er .
Den radikale kamp for en udfasning af efterlønnen, samt den generelle debat
om, hvorvidt universelle ydelser baseret på millimeterlighed nu også er den
rigtige og mest retfærdige prioritering, skal derfor ikke blot forstås som et
ideologisk og økonomisk korstog . Det skal først og fremmest forstås som en
appel om at føre socialpolitik frem for lighedsfikseret velfærdspolitik, da de
19