44_1002041_Page_00001.pdf, page 1 @ Preflight - NNF

More documents

Recommendations

Info

16 TEMA // ARbEjDE uDEn gRÆnsER POsTKORT 5: Historier fra fortiden Efter at have set Danish Crowns og Tulips anlæg i Oldenburg kører vi videre mod Friesoythe, en lille handelsby lidt over 30 kilometer fra Oldenburg. Her skal vi møde to rumænere, som nu arbejder for en polsk underentreprenør, Wiktor Zudor, hos Meemken GmbH & Co KG Versandschlachterei i Gehlenberg, der nu forarbejder grisehoveder. En del af slagteriet er brændt ned og er ude af drift. Også D&S leverer råvarer til virksomheden. Nu arbejder der 80 mand, 65 polakker og 15 rumænere, hos Meemken. Lige uden for slagteriet bor rumænerne i et lille hus med flere kolleger på værelset. En af dem, C.E., har tidligere arbejdet hos Danish Crown. Slagterne er gæstfri og byder os på kaffe i den enes værelse. 10-12 kvadratmeter udstyret med et skab og en slags dobbelseng. Ældre sofa og sofabord. Lille tv og kommode. Det er alt. Efter tre år i Tyskland har de endelig fundet en god polsk arbejdsgiver. Han betaler deres husleje, og C.E. tjener 1.200 euro om måneden – det er for cirka otte timers arbejde seks dage om ugen på tonnageakkord. Og han er tilfreds. Og bange for, at vi som journalister vil hænge hans arbejdsgiver ud. – Derhjemme kan jeg kun tjene 150 euro om måneden, siger han. – Hvis jeg virkelig knokler fra tidlig morgen til sen aften hver dag, ville jeg måske kunne nå op på 350-400 euro om måne- substans // 06 // 2010 Jeg har intet dårligt at sige om Danish Crown, men Atlanco og kolonneføreren har snydt os. den, fortæller C.E. Jobbet i Tyskland har kostet en skilsmisse, men han klager ikke. Men han har en søn hjemme i Rumænien. – Pengene bliver sendt hjem til ham, så han kan få et godt liv, siger han. – Min nye arbejdsgiver er god. Vi har det frit, kan holde pause, når vi har brug for det, siger han. De, som C.E. arbejder for nu, har ikke noget med danske firmaer at gøre. C.E. har arbejdet i Oldenburg, hos Danish Crown, sidste år. – Jeg har intet dårligt at sige om Danish Crown, men Atlanco og kolonneføreren har snydt os, siger han. Atlanco var underentreprenøren, som C.E. var hyret af i Rumænien. Og som Danish Crown samarbejdede med. C.E. viser os sin lønseddel fra dengang. Den viser 467 euro for en måneds arbejde. Han peger på andre navne på en lønningsliste. Manden, der sliber slagternes knive, har fået det dobbelte i løn. Hans kolleger har stadig ikke fået den løn, de skal have. Det har C.E. heller ikke. Og Danish Crown har afvist at have ansvaret for den sag. Kun én fik sin løn, da en toldefterforsker truede Atlanco-repræsentanten med at anholde ham for bedrageri. Men det er en anden historie blandt de mange, vi hører om branchen. Pas på rekrutteringsfirmaerne. De er meget snu og snyder. De lover fri transport og arbejde uden kommission, men arbejdet bliver ikke betalt som aftalt. I sidste ende kan det betyde, at du kommer til at arbejde gratis. C.E. trækker på skuldrene: – Jeg fortæller det her for andres skyld. Vi får aldrig vores penge, og hverken myndigheder eller fagforeninger gør noget, siger han. C.E.s kammerat L. har arbejdet hos D&S for en rumænsk underentreprenør. Men også her føler han sig snydt. Lønnen var uanstændig, uanset hvor meget han knoklede. Tonen på D&S var slem. Den ene af direktørerne går for at være hidsig og ikke bange for at kaste med ting efter arbejderne, beretter han. L. har kontaktet C.E. om hjælp til at skifte underentreprenør. Nu arbejder L. med at rense grisehoveder hos Meemken for den polske underentreprenør. Sammen med C.E. C.E. bor egentlig i den rumænske by Targu Mures i det centrale Rumænien. I november 2009 tog han og 70 andre rumænske slagtere til Tyskland for at arbejde på Danish Crowns slagteri i Oldenburg. C.E. og hans kolleger blev lokket ind i branchen af et rekrutteringsfirma fra Ploiesti i Rumænien. Det hedder Atlanco Rimec. – Vi tog til firmaet i Ploiesti, erindrer C.E. – Da vi underskrev kontrakten, var aftalen, at vi fik 42 cent pr. forende. Den første nat viste og forklarede slagteriets mand os, hvordan vi skulle arbejde for at få den bedste kvalitet, fortæller han. C.E. siger, at når de gjorde deres bedste for
Derhjemme kan jeg kun tjene 150 om måneden. at få den bedste kvalitet, så kunne de ikke arbejde hurtigt nok til at tjene penge nok til et liv i Tyskland. – Bosserne havde høje forventninger til, hvor hurtigt og nøjagtigt vi kunne arbejde. Allerede efter to ugers arbejde på stedet besluttede vi alle at stoppe arbejdet og kævede at komme på timeløn. Hvis ikke det skete, ville vi ikke genoptage arbejdet, husker C.E. Efter en kort strejke blev de lovet 7,50 euro i timen. Det var i december 2009. – Dem fik vi aldrig, siger C.E. I januar 2010, da det blev lønningsdag, fik vi kun 64, 77 eller 84 euro for en hel måneds arbejde i december, det er 22 arbejdsdage. Derfor gik slagterne til toldmyndighederne i Oldenburg, hvor en betjent hjalp dem. Betjenten opnåede, at rumænerne fik hver 200 euro af Danish Crown, som de kunne brugte til at rejse hjem til jul i Rumænien. C.E. har et råd til andre rumænere, der vil arbejde i udlandet: – Pas på rekrutteringsfirmaerne. De er meget snu og snyder. De lover fri transport og arbejde uden kommission, men arbejdet bliver ikke betalt som aftalt. I sidste ende kan det betyde, at du kommer til at arbejde gratis. POsTKORT 6, sØnDAg AFTEn: Mødet i mørket C.E. har sat os i telefonisk kontakt med en anden gruppe rumænere. Vi kører derhen. Flere gange undervejs ringer vi og kontakten for de andre rumænere sammen. De kan ikke give os deres adresse, for de kender den ikke. Vi bliver guidet igennem på mobilen og havner på en mørk bondegård uden for Essen. Det er søndag aften nu – det eneste tidspunkt på ugen, hvor vi har en chance for at snakke med kolonnearbejderne fra Rumænien. Resten af ugen arbejder de 10-12 timer på natskift. De fortæller os senere, at de møder klokken 17 og som regel først er færdige omkring klokken fire om morgen. Her på gården, hvor de bor, er ingenting. Ikke engang gadelys. Det er mørkt, og det er koldt, og der er stille. Adrian går ind til dem først. På gårdspladsen holder tre biler. En med tyske nummerplader, en bulgarsk og en med rumænske nummerplader. Rumænerne vil også gerne snakke med vi andre to. I et rum på 22 m 2 møder vi tre mand. Der er tre senge, et bord fyldt med flasker og et lille tv, der konstant viser musikvideoer. – Køkkenet deler vi med de andre. Der bor flere nationaliteter her, fortæller en af dem, L.N., på næsten perfekt tysk. De tre mænd har været her på egnen i flere år. De betaler hver 200 euro for værelset med tre drømmesenge. Vi kanter os ind og sætter os. 600 euro, det er alligevel 4.500 kr. om måneden i husleje. En bondemand med forretningssans. – Vi er gode slagtere, professionelle, understreger L.N. – Vi kan lave mange penge på D&S, fordi vi er hurtige. På gode måneder over 2.000 euro. Men kvalitetskontrollen sender ofte udskæringer tilbage. Vi har også ikkeuddannede folk på kolonnen, og så må vi andre reparere det, de ufaglærte ikke har gjort ordentligt. Det trækker akkorden ned, siger L.N. – Og så sker det tit, at der ikke er råvarer nok på D&S. Så venter vi, indtil der kommer noget, og vi kan arbejde. Men vi får ikke ventepenge, og vi får ikke mad fra kantinen. Den skal vi selv bekoste, fordi vi skal være på stedet og ikke kan gå hjem, siger han. Det er de sure over. – Hvis jeg havde et sted derhjemme i Rumænien, hvor jeg kunne tjene 500 euro om måneden, så ville jeg med det samme pakke min taske og rejse hjem. Det her er ikke noget liv, siger en af dem. Andre, især de unge, er mere tilfredse med dette liv. – Vi kender problemerne omkring lønninger, der ikke er som aftalt, siger en ung arbejdsmand. – Men omvendt rejser nogle af slagteriarbejderne herfra, efter at de har stjålet jernforklæde, handsker, knive og så videre. Det er normalt, at rekrutteringsfirmaet så skal dække tabet, tilføjer han. (Navnene på de rumænske slagteriarbejdere er redaktionen bekendt. Slagteriarbejderne har ønsket at forblive anonyme. De har heller ikke tilladt fotografering af frygt for repressalier for at have talt med journalister. Red.) … og så må vi andre reparere det, de ufaglærte ikke har g jort ordentligt. Det trækker akkorden ned. substans // 06 // 2010 17
Page 1 and 2: substans FAGLIGT MAGASIN FOR ANSATT
Page 3 and 4: 4-8 Øvrige sider Ajour 10, 11, 38
Page 5 and 6: UFeDT! Den bebudede fedtafgift er m
Page 7 and 8: Hvordan vIl dEn ny fEdtafGIft påvI
Page 9 and 10: Hjemtransportforsikring Repatriatio
Page 11 and 12: KødsKandale sætter stopper for Va
Page 13 and 14: Postkort fra Den tyske Kødgryde sO
Page 15: Hovedproblemet er, at firmaet ikke
Page 19 and 20: i magtkamp i tysk entreprenør-milj
Page 21 and 22: Klimas Jan har arbejdet syv år på
Page 23 and 24: læremester Ole frøik viser en ny
Page 25 and 26: Prince - Det gør ondt - rigtig ond
Page 27 and 28: Danmarksmestrene Det er sjældent a
Page 29 and 30: klar himmel. Derfor holdes folk, de
Page 31 and 32: Støjberg slagter arbejdsmiljøet M
Page 33 and 34: Det er, som om julen begynder tidli
Page 35 and 36: ikke rigtig fornyet os. Det gør vi
Page 37 and 38: udbetalingskalender for 2011 I 2011
Page 39 and 40: Budget for fødevareforbundet NNF i
Page 41 and 42: KOntingent til medlemmer, sOm KUn e
Page 43 and 44: Bestyrelsen ønsker alle en glædel
Page 45 and 46: … og her kommer Eskild fra Svendb
Page 47 and 48: ILLuSTRATION Lars-OLe Nejstgaard FO

44_1002041_Page_00001.pdf, page 1 @ Preflight - NNF

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?