Fremtidens universitet - Campus Service - Københavns Universitet

oplagt, at det at studere er ikke noget onemanshow.
Det er noget, der gøres i læsegrupper eller projektgrupper,
og de kan både være formelle og uformelle.
Men det kræver plads, og vi kan jo se, at de steder,
hvor der er cafeer, for eksempel på Niels Brock, der
hænger de ud, men ude på Amager, der er ikke nogle
cafeer, og det er virkelig et problem for dem, for det
gør, at de spredes alt for hurtigt for alle vinde. Ideelt
set ville det være rigtig godt, hvis de nærmest mødte
op, som om de skulle på arbejde. Så kunne det være,
at de spiste morgenmad sammen på uddannelsesstedet,
og man var sikret, at de fik varm mad en
enkel gang om dagen”.
Mads Tofte
“Jo længere jeg er i det her job, jo mere forekommer
det mig jo, at det at drive et universitet essentielt
handler om at have med mennesker at gøre - hvordan
de reagerer med hinanden, hvordan de arbejder
sammen eller ikke arbejder sammen - og om alle de
her spørgsmål om, hvem der gør hvad, hvem der har
lov til at gøre hvad, og hvem forventes at gøre hvad
- det er utrolig vigtigt, hvis man skal have tingene til
at fungere, og der er fysisk nærhed og begrænset
antal ansatte af meget stor værdi.
Selvfølgelig sparer vi da en masse tid ved at kunne
sende informationer rundt til hinanden meget
effektivt via e-mail og kunne dele ting på intranet
og internet. Men alle de ting, som har med værdierne
i organisationen at gøre, med kulturen i organisationen,
de er jo båret at mennesker i relationer,
de har arbejdet sammen og arbejdet på samme
sted om at skabe et miljø, og det gør man ikke med
IT. Så jeg ser bestemt ikke IT som en erstatning for
det meget komplekse samspil, der findes mellem
mennesker, der skal arbejde sammen. Det understøtter
visse sider at relationerne, men der er masser
af sider, de overhovedet ikke kommer i nærheden
af. Man kan bare tage et eksempel som det at
udveksle synspunkter via mail - e-mail er jo et fortræffeligt
middel til at sprede mere eller mindre
relevante informationer ud til en række modtagere,
men det er et forfærdeligt medie til at have en diskussion
på. Jeg har den her teori, at de fleste dialoger
pr. e-mail, sendt blandt de bedste venner, før
eller siden ender med et skænderi. Simpelthen
fordi folk er ikke helt så omhyggelige, når de skriver
e-mail, som når de skriver et almindeligt brev,
og det går så stærkt, og man får let sagt det lidt forkert,
og så svarer man igen med noget, der er
endnu mere forkert … og bom! Så på et eller andet
tidspunkt er man nødt til at mødes og se hinanden
i øjnene og få renset luften, og så kan man starte
forfra. Der er e-mail meget ringe i forhold til telefon,
der er man umiddelbar, der har man hele stemmen
og hele rytmen med.”
Lars Qvortrup
“Der er nogle meget smukke eksempler på en stor
forelæser i begyndelsen af det tyvende århundrede,
der var berømmet for at kunne holde forelæsning
uden manuskript, så det man kunne se, det
var tanken, der fødtes i hans mundtlige fremlæggelse.
Altså det her med at kunne se, hvordan en
tanke bliver til, hvordan tanken formes, at få et
næsten patetisk blik ind i den proces, der føder
tanken. Fra at forelæseren havde en guddommelig
autoritet, er der her en fornuft, der virker og bringer
tanken frem. Samtidig skal det kombineres med
det kommunikative rum, hvor viden bliver til en
social afprøvning. Det er så det, der også vokser sig
stærkt her i det tyvende århundrede med Habermas’
tanke om kommunikativ handling, hvor det jo
til sidst bliver sådan, at sandheden flytter fra
oprindeligt være inkarneret i Gud til at være inkarneret
i fornuften. Der igen flytter sig fra enerens
eller professorens fornuft til at sandhed i dag bliver
et produkt af kommunikativ udveksling med en
gruppe. Du får hierarkiet brudt ned og gruppearbejdet
lanceret”.
“Dels er det vigtigt at have forskellige faciliteter,
dels at have dem i en arkitektonisk rytmik, sådan, at
man kan gå fra den ene til den anden fase, at de
veksler mellem hinanden, og at man kan gå ud og
ind ad (videns) typologier, det savner jeg meget”.
80 Fremtidens universitet