Fremtidens universitet - Campus Service - Københavns Universitet

På de efterfølgende fem arbejdsseminarer fremlagde
tegnestuerne efter tur deres skitser efterfulgt af
en diskussion. Det mentale miljø, hvor arkitektkollegaer
og forskellige brugerrepræsentanter sad i
samme rum med et fælles emne for at generere ny
viden, indsigt og forståelse, kan nok karakteriseres
som sådan et socialt læringsrum, som universiteterne
efterlyser gode arkitektoniske løsninger for. Her
må dog indskydes, at det pågældende rum langt fra
var eksemplarisk, men netop et eksempel på et
seminarrum med en traditionel stoleopstilling på
række rettet mod en forelæser. Så arrangørgruppen
brugte inden hvert møde et kvarter på at møblere
om til en gruppering omkring et langt bord. Der var
altså tale om et rum, der fysisk skulle overvindes, før
de ønskede aktiviteter kunne gå i gang.
Det var tydeligt, at arkitekterne lod sig inspirere, overtog
gode idéer fra hinanden, eller på konstruktiv måde
påpegede positive pointer i de andres projekter, og
deltagerne lånte åbent begreber fra hinanden med
ordlyd som “ligesom Finns sammenhængende rum”
eller “her er plads til Sunas humanistiske laboratorium”.
Man kan overveje, om der også burde have været
en mere kritisk debat - imidlertid fik vi som resultat et
konstruktivt, inkluderende miljø, hvor hovedsagen var
at drive gode ideer frem, frem for at udelukke og
afgrænse. Endvidere bidrog følgegruppen i høj grad i
kraft af deres særlige kendskab til universiteternes
> Skitserende programanalyse > En metode
dagligdag og forhold, som det er vigtigt at have i orden
for at de (selv) ville kunne fungere i et universitetsmiljø.
For eksempel studerendes behov for og ønske om
at møde undervisere, helt modsat forskernes behov
for at kunne koncentrere sig uden forstyrrelser. 6
Ud fra programmets overordnede retningslinjer
udviklede deltagerne deres ideer. Undervejs traf vi
så aftaler med de enkelte tegnestuer om, hvor de
skulle lægge hovedvægten i det videre arbejde. Dette
blev aftalt under hensyntagen til, hvor der var mest
nytænkning i forhold til eksisterende universitetsbyggeri
og i forhold til de krav, der var kommet frem
gennem interviewundersøgelsen.
Men ellers holdt den arrangerende arbejdsgruppe
lav profil ud fra følgende overvejelser:
For det første en erkendelse af, at den professionelle
ekspertise i at skitsere var placeret hos de deltagende
tegnestuer
For det andet et ønske om at undgå det hierarki
mellem “vejleder” og “studerende”, der opstår i arkitektskolekritik,
hvor vejledere ved bedre, og antydning
af, at der fandtes “det rigtige svar”, ville forudsætte,
at arrangører var “foran” tegnestuer, hvilket
absolut ikke var den valgte rollefordeling.
For det tredje kunne en stærk styring af forløbet
medføre, at tegnestuerne ikke kom til at udforske et
område, de anså for relevant, hvor det blev anset for
en vigtig del af opgaven, at tegnestuerne selv bidrog
til at vurdere og placere fokus i opgaven.
Resultaternes karakter og nyhedsværdi
Arbejdet gav resultater af vidt forskellig karakter.
For det første arkitektoniske forslag, nye bud på
måder at udforme, indrette og organisere universitetsrum
på. For det andet begreber, der kan bidrage
til ny forståelse af problemstillingen, og for det tredje
ny overskuelighed gennem at forskellige løsninger
sættes systematisk op i forhold til hinanden.
Herudover viste det sig, at forløbet gav spin-off i
form af øget indsigt i skiteringsprocessen.
Arkitektoniske forslag
Bud på at udforme, indrette og organisere undervisningsrum,
for eksempel det humanistiske laboratorium/eksperimentariet,
studiearbejdsmiljøer, auditorieopbygning
med gruppearbejdspladser (s.98-101).
Viderudevikling af kendte rum, for eksempel studieog
forskerceller(s.102-103).
97