Den politiske biografi - Kommunikationsforum

Det politiske erindringsværk har mange genretræk tilfælles med biografien.
Første del af Poul Nyrup Rasmussens selvbiografiske fortællinger, bogen
Rødder, udkom i 2003 efter han var trådt tilbage som formand for
Socialdemokraterne og året før afstemningen til Europa-Parlamentet i 2004
hvor han blev valgt ind med et rekordstort antal personlige stemmer. Men i
selvbiografien er det mere åbenlyst at der kan være personlige og politiske
motiver bag bogen. Nyrup Rasmussen viser læseren rundt som en kustode i
sit eget museum. Jeg er i biografien også interesseret i den rolle biografen får i
teksten som udenforstående bindeled mellem hovedperson og læser.
Jeg inddrager heller ikke selvbiografien i den undergenre hvor en
journalist fører pennen som ghostwriter og skriver i 1. person ental. Et
eksempel kunne være Henriette Kjær – Indtil nu (2005). Kjær står anført som
forfatter, men bogen er blevet til ”i samarbejde med Louise Raaschou” som
der står på titelbladet. Denne position, hvor endnu en stemme føjes til, er
spændende, men genren falder uden for mit perspektiv, da hovedpersonen er
’ansvarshavende’ og med sin vetoret har ejerskab til sin selvbiografi. 11
En populær afart af samtalebogen er den hvor en skrivende journalist
styrer samtalen mellem to markante personer. I denne causerende stil finder
vi interessant ethos-afsmitning fx mellem Henrik Nordbrandt og Pia
Kjærsgaard i Digteren og partiformanden (Winther, 2006). Men selvom
biografiske narrativer indgår, inddrager jeg ikke disse bøger, da
omdrejningspunktet for samtalerne i regelen ligger uden for personerne – i
det nævnte eksempel er temaet kulturmøder af forskellig art. Det er altså ikke
biografier i egentlig forstand.
I yderkanten af genrefamilien er der desuden politikere der selv
skriver biografiske værker om andre med interessant afsmittende effekt på
egen ethos i politisk sammenhæng. Per Stig Møller har fx konsolideret en
faglig ethos med sin roste biografi Munk (2001) om digterpræsten Kaj Munk.
Disse artefakter vil heller ikke indgå som analysemateriale da narrativerne
omhandler en anden end politikeren og dennes ethos som jeg har fokus på.
Foruden at skærpe undersøgelsesfeltet viser denne afgrænsning også
hvor udbredt fænomenet – politiske genrehybrider med biografisk-narrative
strukturer i bogform – er.
11 I Larsens omtalte interviewbøger er biografen ansvarshavende afsender. Se Onsberg
(2007) for et teoretisk blik på selvbiografiens ghostwriter og samspillet mellem forfatter,
hovedperson, narrativen og de jeg’er der er på spil.
10