Den politiske biografi - Kommunikationsforum

Afthonios’ forskrifter for en indledning er et stilistisk og indholdsmæssigt
anslag tilpasset emnet. I biografien vil nogle biografier, efter et obligatorisk
forord om metode og motivation, indledningsvis bryde en ellers konsekvent
kronologi med en prolog der introducerer en tematik eller konflikt (politisk
og/eller personlig). I Nyrup er det Poul Nyrup Rasmussens kejtede facon
kontra hans indædte arbejdsiver i en narrativ om Salman Rushdie-sagen
(Qvortrup & Lunde, 1997). I Claus Hjort – Strategen bag det nye Venstre er det
’strategen’ der in medias res introduceres i en scene fra et regeringsmøde i
2003:
”Husk nu lige på, hvordan vi vandt valget.” Der blev ro i lokalet, da Claus
Hjort Frederiksen rejste sig og kaldte sine ministerkolleger til orden. [...] ”Vi
vandt, fordi vi lovede at bevare velfærdsstaten. Vi lovede at udvikle, ikke
afvikle. Chancerne for genvalg vil være minimale, hvis ikke vi holder det
løfte” (Hvidtfeldt & Buch-Andersen, 2007, s. 9).
Fra et sådant anslag går biografen, som i lovtalen, kronologisk til værks. Mest
udtalt hos Højbjerg og French (2007) der i Ritt har inddelt kapitlerne efter
årstal.
Hos Afthonios er det under herkomsten på sin plads at hylde ”folk
(ethnos), fädernesland (patria), förfäder (progonoi) och fäder (pateres)”
(Eriksson, 2002, s. 65, fremhævelse i original). Biografen tager tilsvarende
næsten per automatik sit udgangspunkt i den biograferedes forældre og nogle
gange bedsteforældrenes opvækst og livsvilkår. Slægter skal følge slægters
gang, synes at være en underliggende topos, og biograferne gør en del ud af
at etablere scene og doxa i narrativerne om slægten. For to generationer tilbage
var livet på landet hårdt og slidsomt. Om Anders Fogh Rasmussens far,
gårdmanden Knud Rasmussen hedder det fx hos Kragh:
er som tidligere nævnt ikke blind for at det også sker, fx i narrativen om Mogens Lykketofts
strategiske manøvrer i samarbejde med Svend Auken for at gøde jorden til et formandsskifte,
”mens Nyrup desperat er ude på gader og stræder for at skrabe de sidste stemmer hjem til
partiet” (Holstein, 2003, s. 15). Egentlige smædebiografier er jeg ikke stødt på blandt stadigt
aktive politikere, og Fyrsten (Holstein, 2003) som jeg citerer ovenfor er nok den der er tættest
på. Uden for mit felt er Utro, håb og kærlighed (2001) af Annette Engell en selvbiografi, men
med fokus på en meget dominerende Hans Engell der eksplicit kritiseres.
39