Den politiske biografi - Kommunikationsforum

• Den kommercielle afsender udgøres af forlaget. Her er exigence
rendyrket salgsorienteret, og biografier sælger erfaringsmæssigt godt.
Forlaget vil gå efter i forvejen kendte og gerne kontroversielle
politikere. Forlaget er tæt forbundet med biografen og opfordrer til
tider denne til at skrive. 20 Men denne kan jo takke nej.
• Den formidlende afsender er den skrivende biograf. Som forlaget kan
biografen have et kommercielt exigence med håbet om et godt salg.
Biografen kan endvidere have litterære, faglige eller karrieremæssige
ambitioner som exigence. 21
• Den politiske afsender er den biograferede der kan have et exigence i
senmodernitetens fragmenterede mediebillede, og deraf et behov for at
opnå en styrket ethos hos læseren/vælgeren. En biografi kan i den
forstand være persuasio i en ganske snæver forstand: Stem på mig.
I Gerda Kristensens biografi om Villy Søvndal virker exigence påfaldende:
Det fremgår af forordet at det var SF’s gruppeformand Ole Sohn der foreslog
Kristensen at skrive biografien. Den er udgivet på forlaget Sohn der ejes af
netop Ole Sohn. Selvom han optræder flere gange i bogen, fremhæver
Kristensen at hun har fået frie hænder, og at der har været “fuldstændigt
vandtætte skotter mellem forlag og redaktion” (Kristensen, 2008, s. 7).
Her indtager Ole Sohn to afsenderpositioner: Forlagets kommercielle,
men også eventuelle politiske intentioner i sin rolle som SF’s gruppeformand.
Den biograferede Søvndal medvirker også, men hans rolle i diskussioner om
bogens tilblivelse hører læseren intet til.
20 Som det eksplicit er tilfældet i Kristensens Villys verden (2008).
21 De fleste af biograferne er i dag højt profilerede politiske kommentatorer. I nogle tilfælde
kan relationen mellem biograf, forfatter og forlægger for læseren virke mere eller mindre
orkestreret og udmønte sig i politisk samarbejde. Således blev Noa Redington, forfatteren til
interviewbogen med Helle Thorning-Schmidt Den første d. 7. Januar 2008, fem måneder efter
udgivelsen, udnævnt som Thorning-Schmidts nærmeste rådgiver. Og Anne Sofie Kragh
takker i forordet til Fogh – Historien om en statsminister chefredaktør Michael Ulveman for
”særdeles konstruktive gennemlæsninger”. Ulveman blev fra 1. oktober 2005, året efter
udgivelsen, rådgiver for Fogh Rasmussen. Spekulationer af denne art er interessante, men
ud over at konstatere at det kan påvirke indtrykket af uafhængighed hos biografen, ser jeg på
tekstens persuasive potentialer, hvad enten biografien er udtryk for delvist kalkuleret politisk
PR, drevet af kommercielle hensyn eller af faglige og litterære ambitioner.
22