sociale - Radikale Venstre

More documents

Recommendations

Info

10 MENS VI VENTER PÅ VELFÆRDSKOMMISSIONEN: Velfærdsreformer er ikke for tøsedrenge I 90erne lykkedes det at gennemføre store reformer – helt modsat den berøringsangst, der præger debatten nu. Af Elsebeth Gerner Nielsen, MF DA SR-REGERINGEN KOM TIL i 1993, havde Danmark 350.000 arbejdsløse. Hver ottende i arbejdsstyrken var arbejdsløs, svarende til en arbejdsløshedsprocent på 12 1/2 procent. Da vi tabte regeringsmagten til Dansk Folkeparti og dens støtteregering, var arbejdsløsheden på 145.000, svarende til en arbejdsløshed på godt 5 pct. Der var skabt 200.000 nye jobs. Samtidig var der et massivt overskud på betalingsbalancen og på de offentlige budgetter. Der blev betalt af på gælden. Og hvad der er nok så vigtigt: Inflationen kunne holdes på ca. 2 pct. Det samtidig med at Danmark modtog det største antal flygtninge i landets historie på grund af krigene på Balkan. I samme periode steg arbejdsløsheden i blandt andet Tyskland og Frankrig. De samme konjunkturer blev altså udnyttet vidt forskelligt af de forskellige lande. SR-politikerne turde At det gik forholdsvis godt i 90’erne skyldes, at der var et politisk flertal, som Poltisk mod til at ville styre udviklingen er afgørende for, hvordan konjunkturerne udnyttes, fastslår Elsebeth Gerner Nielsen. satte sig for at styre udviklingen. Med en række arbejdsmarkedsreformer blev dagpengeperioden reduceret fra ni til fire år, aktiveringen blev fremrykket og fokuseret, og de unge fik økonomisk tæv, hvis de ikke arbejdede eller kom i uddannelse. Afskaffelse af overgangsydelsen og førtidspensionsreformen var andre vigtige initiativer. Sammen med bl.a. en stram styring af de offentlige udgifter er det hovedforklaringen på succesen i 90’erne. Herunder at arbejdsløsheden blandt indvandrere i arbejdsstyrken faldt fra 40 pct. til 12 pct. Ingen skal tro, at denne reformproces var nem. Der var nemlig tale om reformer, som fratog borgerne ydelser og rettigheder. Og i modsætning til f.eks. kartoffelkuren oven på oliekrisen var der ingen krisestemning at bruge som legitimering for nedskæringerne. Problemet med de strukturforbedrende reformer er som bekendt, at ulemperne bæres af vælgerne her og nu, medens fordelene falder i fremtiden og til nogle diffuse størrelser: De kommende generationer. Fogh som Dyne Larsen Fogh vandt regeringsmagten ved at gøre frygten for vælgerne til en politisk dyd. For ham blev efterlønssagen et lærestykke i, hvordan man i alt fald ikke skal gøre – hvis ens ambition er at blive regeringsbærende. Som en anden Dyne- Larsen sagde han til vælgerne: „Jeg har et tilbud til dig“. Fogh lavede en kontrakt med sine vælgere. Han lovede ikke at være kreativ i løbet af valgperioden. Han lovede ikke at lave noget om. Den tanke at politisk lederskab drejer sig om at gå foran, om at være visionær, er en tanke, som ligger den nuværende regering noget fjernt. VK rammer „de andre“ Fogh-regeringens reformindsats har været koncentreret om indvandrerne. Den kommende debat om velfærdsreformer får kun luft under vingerne, hvis politikerne ikke er bange for vælgerne. FOTO: CIMBER AIR Allerede retorikken under valgkampen viste, hvad klokken var slået. Nedskæringerne er målrettet de, som har „fortjent“ at blive ramt – de dovne; dem „vi“ ikke kan lide. Med nogle eksempler: a) De nye familiesammenføringsregler, som er baseret på tilknytningskravet, rammer først og fremmest mennesker med anden etnisk baggrund. b)Starthjælpen rammer primært flygtninge. Hvis de får kontanthjælp, gider de nemlig ikke arbejde – må man forstå. c) Regeringens nyeste tiltag består i at fratage alle kontanthjælpsmodtagere, som er gift med en anden kontanthjælpsmodtager, retten til kontanthjælp, med mindre den ene af ægtefællerne har haft 300 timers ordinært arbejde inden for de sidste 2 år. Denne reform er solgt under overskriften „Integrationshandlingsplan“ („En ny chance til alle“). Reelt rammer den selvfølgelig alle, uanset etnisk oprindelse, men reformen markedsføres som et nyt tiltag over for „dem“. Der er brug for mod – og meninger Så længe det handler om de fremmede, frygter regeringen ikke noget. Og da slet ikke efter at Socialdemokraterne på en række områder bakker linjen op. Reformerne koncentreres om mindretallene; om dem, der ikke kan forsvare sig. Dermed skulle der ikke blive problemer med vælgertilslutningen, er vurderingen. Indtil videre synes denne analyse at være rigtig. Men demokratiet tørrer ind, hvis udgangspunktet for politikerne bliver at tækkes bestemte interesser eller opinionen. Reformer kræver politikere, som ikke er tøsedrenge. Som ikke er bange for vælgerne.
FOTO: POLFOTO Når den radikale familie samles Der er noget rituelt over forløbet af de radikale landsmøder – men kedeligt er det aldrig. Af Asger Baunsbak-Jensen, forhenværende landsformand I PARTIETS NU HUNDREDÅRIGE historie har landsmødet været årets hovedbegivenhed. Familien samles. Siden 1954, da jeg blev RUs landsformand, har jeg deltaget hvert år undtagen to, og bedst husker jeg 50 års-jubilæet. Næsten 2000 stævnede sammen i Odense i Fyens Forum, og Den Gyldenblonde, redaktør Poul Sabroe, indledte sit causeri ved festmiddagen med følgende: „Det radikale parti er kun lille, men som fluen sagde: Jeg er ikke imponeret af elefanterne. De kan ikke gå på lofterne.“ 14 mandater i Folketinget var der dengang, og det var i Bertel Dahlgaards og Jørgen Jørgensens storhedstid. Dette mægtige makkerpar – så forskellige de var – bar magtens lod op på vægtskålen, og når Dahlgaard ved finanslovens 1. behandling gik på Folketingets talerstol, var han magneten, som sugede alle medlemmer ind på deres pladser i salen. Man vidste, han holdt regeringens skæbne i sin hånd. „Du får faneme kun to minutter“ Jubilæumslandsmødet havde veteraner med fra det første landsmøde i 1905 som deltagere. Jeg husker således at have hilst på Samsø-radikalismens store, gamle mand, førstelærer Bent Rasmussen, og Nordsjællands Venstreblads mangeårige redaktør, Holger Bernild, ved den lejlighed. Partiet vedtog sit tredje program ved 50 års-jubilæet – de to første var fra 1905 og 1922 – og højdepunktet var festen med 1500 bænket ved middagsbordene. Talerne var landsformanden, gårdejer Hans Jeppesen, Ramsølille; Bertel Dahlgaard, der var hovedmand ved programskrivningen; Det Svenske Folkepartis aristokratiske leder, økonomiprofessor Bertil Ohlin – og som det tynde øl denne artikels forfatter, der altså på det tidspunkt var Radikal Ungdoms landsformand. Der var direkte transmission til radioen, og det gav talerne en stram spændetrøje i tidsudmåling. Den kendte radiomand, Christian Torpe, der også var radikal folketingskandidat, stod for transmissionen, og han gav strenge regler til alle fire om at holde tiden. Det gik med Hans Jeppesen, men Bertel Dahlgaard sprængte rammerne, og det samme gjorde Ohlin. Da jeg skulle ind og på talerstolen, stod den truende Christian Torpe foran mig, rød i kammen, rystende på hånden med uret fra vestelommen, anspændt så det sitrede, og fyrede følgende salut af til den unge RU’er: „Du får fandeme kun to minutter, og holder du ikke tiden, så skærer jeg halsen over på dig.“ Fællessang og gensynsglæde Når de radikale kommer ind i landsmødesalen, ser de sig godt omkring, og snakken falder som mild regn. Der hilses og snakkes og spørges. Genkendelsen er det halve af glæden. Så driver man hen til bordet med amtsskiltet og sætter sig ved kredsens delegerede, og lidt efter åbnes mødet med den lokale kredsformands velkomst – og med sang. Det har været det karakteristiske i alle årene, med skiftende forsangere at få fællesskabet til at folde sig ud i folkelig sang med bl.a. Ove Rode som forfatter. Der er noget rituelt over forløbet. Hilmar var høvdingen Der var et vældigt spring fra, da Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard endnu i 1960 beherskede mødet, som de havde gjort det i alle årene efter 1945, og til Hilmar Baunsgaards storhedstid fra 1968. Hilmar er det nærmeste, partiet er kommet en høvding. Han var elsket og beundret for sin enorme kommunikationsevne, for han var den politiker, der mere end nogen anden er gået direkte ind i alle danske hjem gennem fjernsynet. Han havde et politisk stortalent, også med appel til nye vælgergrupper. Kedeligt er det ikke Jeg har også været med, da partiet efter få år kom i bund med kun seks mandater; men nu er partiet inde i sin mest usædvanlige periode, hvor det ikke kan afgøre regeringsmagten og Folketingets flertal, og det irriterer. Nu skal tiden bruges af den voksende medlemsskare til at gøre det helt klart for befolkningen, hvad det er at være radikal i det 21. århundrede. Kedeligt er det ikke. Hverken med ildsjælen Søren Balds skarpe tunge eller Marianne Jelved med det underfundige smil, de skarpe sætninger og den store varme. Partiet er ikke blevet kedeligere, når familien mødes i september. Landsmøde med stil. Ved Det Radikales Venstres 50 års jubilæums-landsmøde mødtes fra venstre muremester Jens Larsen, Rørvig, Erling Stensgård, statsbibliotekar og forfatter, lærer Asger Baunsbak-Jensen, formand for Radikal Ungdom, chefredaktør Holger Bernild og Borgmester Borresen, Mariager. Med undtagelse af Asger Baunsbak-Jensen var de alle også med til det stiftende møde i 1905. 11
Page 1 and 2: RADIKAL POLITIK 7 1. sept. 2005 Gø
Page 3 and 4: Integrationen går baglæns Trods f
Page 5 and 6: DEN SOCIALE PROFIL• DEN SOCIALE P
Page 7 and 8: • DEN SOCIALE PROFIL•DEN SOCIAL
Page 9: • DEN SOCIALE PROFIL•DEN SOCIAL
Page 13 and 14: PRAKTISKE OPLYSNINGER ADGANG: Adgan
Page 15 and 16: Landmødedebat om skat De 72 resolu
Page 17 and 18: RADIKAL DEBAT Tænkepause? Anders S
Page 19 and 20: Sønderjyllands amt Per Kleis Bønn

sociale - Radikale Venstre

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?