ung tredivetres

Jonas Carlsson
Vi var snart nået væk fra den snedynge, der engang var Kastrup
Lufthavn. Snestormen tog til. Jeg så på min iPod. Klokken var et om
eftermiddagen, men himlen var kulsort. Jeg knugede om mit gevær.
Røverne kunne være hvor som helst nu. Men jeg var nødt til at finde
dem - vi kunne ikke klare en uge mere uden brændsel.
Nu holdt vi udenfor det gamle hospital. Jeg så udover landskabet.
Det her var engang Amager. Her var bygninger, metro, hospital og
lufthavn, nu var her kun is og sne.
”Du behøver ikke gøre det her,” sagde min mor. Hendes hænder
rystede af ren nervøsitet, og da hun tog sin termokande, hældte hun
kakao over hele sædet. ”Jeg bliver nødt til det,” svarede jeg og fandt
min taske under sædet, ”vi går alligevel til grunde på et eller andet
tidspunkt. Hvorfor ikke udsætte døden så længe vi kan?” Mor smilede.
”Det kan godt være, du kun er 16, men du er mere handlekraftig end
nogen andre.” Hun gav mig en kalender og fortalte: ”Du har 11 dage.
Røvere og mordere kan du klare med geværet, men hvis du støder ind
i Eismänner, har du ingen våben.” Jeg lo og råbte: ”Det er noget, du
tror!” Frem fra min taske tog jeg en syl med et termometer. ”Jeg fik den
af en gammel mand, der havde kæmpet mod Eismänner. Han fortalte
mig, at Eismänner kan ikke tåle temperaturer over 0 grader. Hvis man
varmer denne her op og gennemborer en Eismanns hjerte, smelter
han som en snemand.” Min mor nikkede indforstået og gav mig et
knus. Så åbnede jeg døren og steg ud i kulden. Jeg åbnede min taske
og fandt en lygte og en kalender. I dag var den 1. august 2031. Jeg
tog min taske over skulderen og gravede mig fremad i snedriverne så
godt, som vinden tillod det.
De to sidste år var fløjet forbi mig. De var gået med at finde brændsel
til at holde huset kørende. Vi havde masser af aktier i savværker, og
det lykkedes os at skaffe store mængder tømmer. Folk i området blev
hurtigt misundelige og stjal fra vores lager. Jeg prøvede at fange
tyvene og få tømmeret tilbage. Når folk er desperate, er de ikke så
samarbejdsvillige, så jeg har en del mord på samvittigheden. Folk
når for det meste ikke ret langt, og når man endelig finder dem, er
de næsten dybfrosne. Røverne fra i dag var endnu mere gemene. De
brød ind i lageret med dynamit og en lastbil og skød i alle retninger.
Derefter kom der flere lastbiler, der kørte væk med det meste af vores
tømmer. De var bevæbnet som terrorister, at været gået imod dem
ville være dumt. De fik hurtigt et forspring, men jeg ville af sted. Jeg
ville hellere dø i en udørken end at sidde hjemme og vente på, at
frosten gjorde os alle kolde.
Jeg hørte pludselig en lyd, og da noget nærmede sig i horisonten
som en bølge, rullede jeg til side for en bølge af sne, der blev båret
af vinden. Jeg er altid på vagt, når jeg er ude. Sæt man løb ind i en
Eismann. Jeg forbandede Eismänner. Det var deres skyld, at Jorden i
dag var en isørken. Man kunne altid høre, om de var i nærheden. Der
er koldt nok i forvejen, men hvor de går, bliver der nærmest så koldt,
at istapper dannes i luften, og kakao i en termokande fryser til is på
et øjeblik. Jeg var snart ved at tro, at de eneste, som ikke kunne skade
mig, var mine forældre og min riffel. Folk stoler ikke på hinanden
længere, og derfor vogtede vi vores tømmer så nidkært. Jeg så ud
mod snelandskabet, hvor flere bølger var på vej. Nogle af dem stødte
sammen og dannede figurer, som var smukkere end selv den bedste
poesi. Der var ikke noget hav længere, så man måtte nøjes med
alternativet.
Fyger af sne fløj imod mig, så jeg slog mit telt op og tilsluttede et
varmebatteri. Jeg satte mig indenfor og fandt min transistorradio
frem. Jeg indstillede den på 101 mHz; Survival Gear Radio, radioen
for de overlevende. Hver dag sendte de direkte fra København. De
fortalte om alt aktuelt, men for mig var det eneste vigtige at høre om
forskningen. Hvor lang tid, der kunne gå, før vi fik en nogenlunde
normal tilværelse igen. Jeg rodede lidt med antennen, og til sidst kom
der signal:
126 127