ung tredivetres

Vi skal nok klare os uden dig og dine penge!”
Jeg afbrød kontakten, og så op i Theas overraskede ansigt. Så tænkte
jeg hele samtalen igennem. Imellem tiden begyndte tårerne at trille
ned af mine kinder.
”Han ringer sikkert aldrig tilbage,” græd jeg, og klamrede mig
pludselig til Theas hånd.
Jeg var sur på min far. Det var hans skyld, at mor havde det som hun
havde. Men måske ville han komme tilbage, hvis jeg havde bedt ham
om det. I stedet havde jeg skubbet ham fra mig. Jeg tudbrølede indtil
lægen kom. Hun sagde at det hele nok skulle gå, og at jeg bare skulle
hvile mig. Jeg gjorde som hun sagde. Dog et par timer senere ville jeg
hjem. Min mor kunne jo ikke klare sig uden mig. Så jeg fik lov at tage
hjem. Med et trist smil tænkte jeg på den næste dag: Jeg skulle på
arbejde i fakta. Men det med at gøre rent på skolen var ikke noget jeg
gjorde ofte. Det var kun noget jeg gjorde hvis jeg kedede mig efter
skole. Jeg kunne godt lide rengøringsmanden Tom. Han var sød, og så
lyttede han til mig.
Theas mor kørte mig hjem. Jeg takkede hende, og løb ind i
lejligheden, men til min overraskelse sad mor med kaffe i hånden,
og bladrede i et blad – noget hun aldrig gjorde mere -. Hun så op på
mig med et smil som straks forsvandt. Med et søgende blik, så hun på
min mobil jeg havde hængende slapt i min raske hånd. Hun forstod.
Så kiggede hun forbavset på min venstre hånd, og bandagerne. Så
sendte hun mig et blik som spurgte: Hvad er der sket?
Jeg satte mig ned ved siden af hende, og fortalte hende alt. Om mit
hår og øjne, om uret der drejede rundt, månen som lignede et ur,
pigen som bare stirrede på mig, om min lyst til solen og brandmanden
som reddede mig. Min mor nikkede og kyssede mig på panden.
Nogle dage sagde min mor ikke noget. Alligevel kunne jeg føle hvad
hun ville sige eller tænkte. Hun troede på mig sagde hendes blik.
Hun vidste at jeg fortalte sandheden. Den nat kunne jeg selvfølgelig
ikke sove. Min hånd sved og brændte på en gang. Med sveden
dryppende ned i øjnene kravlede jeg ud af sengen, og fandt noget
smertestillende frem.
Jeg skal have et glas vand til… tænkte jeg, og snuppede det fra
køleskabet. Så gik jeg ind på mit værelse, og så ud af vinduet. Midt
ude på vejen stod den samme lille pige, som jeg havde set ved skolen.
Hun så op på mig med et mystisk blik, før hun begyndte at gå væk.
Jeg satte glasset og pillerne fra mig, tog hurtigt overtøj på, og løb ud
efter hende. Min bandage viklede sig fast rundt om håndtaget, som
om den prøvede at stoppe mig. Jeg rev bare hånden til mig, så den
knækkede mit over. Jeg løb væk fra døren og bandagen, som svævede
sløvt bag mig, og hen til trappen. Men imens jeg sprang ned af de
sidste trin, forsvandt mine sår pludselig helt.
Espergærde sov. Lyden af min fodtrin gav genlyd ude på gaden,
så jeg var sikker på at alle ville kunne høre det. Træerne hviskede
i vinden, månen hang behagelig og smuk over mig, alligevel
var jeg hunderæd. Jeg så mig hele tiden om mens jeg løb forbi
husene, Espergærdecenteret, kirken, og så kom jeg endelig hen til
Mørdrupskolen, - en af de andre skoler i Espergærder-. Pludselig kom
noget forbi mig i rivende fart. Jeg gispede og så mig om.
”Hello? Hvem der?”
Noget kom susende bagfra, og ramte mig i nakken som en pisk. Alt
skete så hurtigt derefter:
Jeg lavede en salto baglæns, mens en forvandling skete. Jeg stod
pludselig som et mægtigt væsen. Jeg var blå og sort, havde tre
piskende røde haller, helt glødende røde øjne, og tænder så skarpe at
de kunne bide gennem metal, og to enorme sort og blå vinger med
røde flammende tegn på.
Jeg stod på en underlig foroverbøjet måde. Helt kampklar. Så
knækkede en gren. Jeg så op. Pigen stod med hænderne på hofterne,
og smilede.
264 265