ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
Daniels øjne var rettet mod tågen udenfor, han sad krummet sammen
i vindueskarmen. Hans blik var tomt, men hvis man så godt efter, ville
man se den sorg de brun/grønne øjne gemte på.
Han rykkede sig ikke en millimeter. Det var som om han ventede på
noget, ventede på noget som måske aldrig ville komme. Hans hoved
var ved at eksplodere af tanker, gjorde ham vanvittig. Til sidst stilnede
det af, han trak vejret langsomt, og hans hovedet blev tømt for tanker.
Han så stadig på det samme sted uden at blinke.
En knirken udenfor hans dør fik ham til at se op. Han drejede langsomt
hovedet og så med forventning på døren. Ventede på at den blev
åbnet, ventede på at se sine forældres smilende ansigter. Men det ville
ikke ske, og det vidste han udmærket godt. Døren ville ikke åbne sig,
han ville sidde alene i mørket en hel nat til. En hel evighed.
Han hoppede ned af vindueskarmen, hans ben knækkede sammen
under ham. Han havnede med et bump på gulvet. Han ømmede sig
og kom vaklende på benene, humpede hen til sin seng og satte sig
tungt. Hans hjerte føltes som bly, hans hoved dunkede, hans ben sov,
han var sikker på at han hvert øjeblik ville falde om. Han stirrede hen
imod døren, vidste der stod en foran den. Han rejste sig og bevægede
sig langsomt hen til døren, stillede sig op af den og lyttede. Han
kunne tydeligt høre hende trække vejret, det var besværligt. Han
vidste, hun havde grædt. Igen.
Han længtes efter at snakke til hende, længtes efter at mærke hendes
hånd stryge sin kind. Men han vidste, at det ikke ville ske, det var 8
år siden, hun havde gjort det. 8 år siden de havde haft en ordentlig
samtale. 8 år siden hans far valgte at forlade dem.
Daniel stirrede stumt på døren, han rakte tøvende ud efter
dørhåndtaget. Men standsede så, han kunne ikke åbne. Han kunne
ikke. Hans hjerte vred sig, det bankede ham ihjel. Hans vejrtrækningen
blev svagere, og hans lunger skrumpede ind. Hans øjne gjorde ondt.
Han kunne ikke røre sig, lige om lidt ville han falde om og forsvinde.
Forsvinde fra verden, forsvinde op til dem, som virkelig holdt af ham.
Forsvinde op til bedsteforældrene, dem som altid havde elsket ham,
dem som han altid havde elsket.
Langsomt vendte han øjnene op mod loftet, forestillede sig
stjernehimlen, den himmel han nu kendte ud og ind. Den himmel som
indeholdt svarene på alle spørgsmål.
Der han ville havne om få sekunder.
Han mærkede sorgen rase gennem kroppen, mærkede vreden
marchere gennem kroppen. Mærkede hvordan de to sloges.
Han spændte i hele kroppen, så vredt på vinduet. Så sit blege
spejlbillede.
”Jeg hader dig,” hviskede han hæst. ”Jeg vil aldrig se dig igen, skrid ud
af mit forbandede liv. Lad mig være i fred.” Han skreg højt og kastede
sig ind i vinduet.
Der skete intet, han landede i vindueskarmen. Han løb tilbage
til sengen, skreg endnu engang og kastede sig med fuld kraft
mod vinduet. Vinduet knirkede, og Daniel fløj igennem det. Men
registrerede intet, han hørte kun sit hjerte banke i hele kroppen.
Mærkede livet fylde blodet for første gang i mange år. Mange spildte
år. Mange forbandede år.
Daniel landede på fortovet, men mærkede ikke smerten. Mærkede
intet til den hårde, kolde jord.
Han mærkede kun sit liv ebbe ud, mærkede en følelse af frihed i sig.
ville blive fri, han ville komme i himlen!
Daniel åbnede øjnene, døren stirrede tilbage på ham. Stor og sort.
Lyden fra den anden side var forsvundet. Moren var gået.
146 147