ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
”Quinn har garanteret lavet en aftale med Lavlandsheksen om, at
hun åbnede en sprække, der var stor nok til, at skibet kunne komme
igennem, og til gengæld har hun så fået Black Leg.” Kasper kastede et
blik ud af vinduet. ”Men først skulle Jægeren igennem.”
”Den har heksen nok fundet,” sagde Allan stille.
”Alt det ved jeg,” sagde Yasmin. ”Quinn sagde, at han havde givet
hende ham, som måske er Black Leg, han indrømmede det hele,
undtagen…”
”Undtagen hvorfor han er efter dig,” afsluttede drengene hendes
sætning, de smilede begge fra ører til ører. Yasmin så ned på sine
negle, hun følte sig ikke særlig opløftet. Det hele var et kaos, Harry,
den eneste hun kunne stole på, havde engang forladt en kvinde til
døden, Quinn, en pirat fra fortiden, jagtede hende, hele gaden var
faldet i søvn, og hun var fanget på et værelse med to drenge, der sad
og smilede dumt til hende.
”Hvad nu?” spurgte hun hæst med en klump halsen.
”Nu venter vi på Harry, vi er måske kommet langt i vores tankegang,
men han har sgu nok regnet det hele ud for længst.” Kasper klappede
hende på knæet og sprang ned fra sengen. ”Nu skal du have lidt søvn,
og så smutter vi ned i stuen.”
”Du kalder bare, hvis der er noget,” sagde Allan og gav hende et
hestebid. Hun hvinede forskrækket og spjættede uvilkårligt. Han gik
leende ned af trappen med Kasper foran sig og lukkede lemmen,
Yasmin tændte lampen ved siden af sengen. Hun kunne da umuligt
sove nu.
Harry betragtede solen stå op, mens han strøg en finger hen over
syningen på skulderen. Quinn ventede på ham derude, ventede
som en glubende ulv på, at Harry skulle træde ud af porten, så han
langt om længe kunne få sin længe ventede hævn. Solens røde
stråler varmede hans ansigt, og han vendte sig bort fra vinduet.
Hele rummet lignede en bombeeksplosion. Han skrævede over en
kasse og kravlede ud gennem hullet i væggen, som en kanonkugle
havde efterladt sig. Nogle måger skreg over ham, varslede dagens
hændelser. Han gik langsomt hen mod galeonen, hans mission skulle
fuldføres.
Piraterne buhede, da han satte fødderne på dækket. Han ignorerede
dem og skridtede hen til Quinn, der stod og solede sig ved
fokkemasten Harry standsede et lille stykke fra ham og stak hænderne
i lommerne, ventede pænt på, at Quinn skulle tage imod ham. Der gik
et godt stykke tid, hvor der ikke var en lyd. Quinn blev ved med at stå
med hovedet vendt mod solen, og hans besætning holdt vejret. Harry
stod tålmodigt og ventede, man måtte altid udvise respekt, inden
man ydmygede folk. Til sidst kom der et suk fra Quinn, og han vendte
sig mod Harry. Han sendte ham et surt blik og knipsede med fingrene,
to pirater kom løbende med en stol. Quinn satte sig og skulede til
Harry, der stod præcis, hvor han hele tiden havde stået.
”Jeg ventede ikke at se dig nu,” sagde Quinn og smilede sørgmodigt.
”Ikke i dag.”
”Er det en særlig dag?” spurgte Harry påtaget uvidende og lagde
armene over kors. ”Skal jeg komme igen i morgen?”
”I dag er en sorgens dag, en meget sørgelig dag.” Quinn lukkede
øjnene og kneb læberne sammen, Harry himlede med øjnene og tog
en dyb indånding. ”Hvad vil du her?”
”Yasmin er rejst.”
”HVAD?” skreg Quinn og sprang op, ”hvad sagde du?” Hans ansigt blev
langsomt rødt, og en åre dunkede i panden på ham. Harry smilede,
endelig faldt facaden.
”Yasmin er rejst, jeg sendte hende ud af byen i nat.”
Quinn kiggede rasende rundt på sin besætning, der alle stod nølende
og kiggede på deres sko. ”Har I ikke set hende? Hvem var på vagt i
nat? Afslør jeg selv, HVEM?!” Han fik intet svar, og hans ansigt blev helt
mørkerødt. ”Jeg sagde, at I skulle fange hende, hvis hun flygtede. Hvad
194 195