ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
Han greb fat i et reb og kiggede ned på dækket. Piraterne var begyndt
at kravle op i vanterne for at klargøre sejlene, han trak på smilebåndet.
”Hold godt fast.”
”Jeg vil altså hellere blive her,” klynkede Yasmin og lukkede øjnene.
Harry vinklede rebet rundt om håndleddet og så ned på hende. ”Bare
rolig, der sker ikke noget.” Yasmin åbnede munden for at sige noget,
men nåede det ikke, før han kastede dem ud fra mærsen. Vinden peb
omkring dem, og nærmede sig dækket med hurtig fart. Harry landede
selvsikkert på dækket og rettede sig op med Yasmin i armene, ingen
ænsede dem. De pirater, der ikke var optaget af at holde skibet på ret
kurs, sloges med hinanden, mens Allan og Kasper stod og så på. De
smilede til Harry og Yasmin og pegede på piraterne, der ikke ænsede,
at deres modstandere var væk. Quinn kom haltende ud fra kahytten
og sendte Harry et olmt blik. Harry satte Yasmin ned på dækket, og
hun vaklede en smule til siden, inden hun fik balancen igen. Hun
bakkede om bag Harry, da hun fik øje på Quinn, der stod og trak vejret
som en rasende tyr.
”Så du lever altså stadig?”
”Jeg er ikke så nem at komme af med,” svarede Harry let og vinkede
med to fingre Allan og Kasper hen til sig. De slentrede langsomt hen
og stillede sig bag ham, ligeså ubekymret som hvis de bare gik en tur
ned af strøget. Han hævede en hånd op i vejret, og alle piraterne frøs
midt i det, de havde gang i. Quinn så rædselsslagen på ham, Harry
sænkede hånden igen.”Jeg ved, hvorfor du er her, og jeg vil ikke tillade
dig at tage hende med dig. Hun hører til her og ikke i din tid.”
”Hvad gjorde du?” kom det hæst fra Quinn, hans blik flakkede rundt på
besætningen. Galeonen begyndte langsomt at sagtne farten, som om
noget prøvede at holde den tilbage. ”Hvordan…”
”Jeg kan mere end bare svinge et sværd, Quinny. Og jeg har ikke i
sinde at lade dig rejse tilbage med Yasmin. Lavlandsheksen vil bruge
hendes blod til at genoplive Adelaide, men det kan ikke lade sig gøre.
Jeg ved, du ikke er her af egen fri vilje. Black Leg sendte dig, fordi
han ville have Adelaide tilbage, og du gør som han siger, fordi du har
dårlig samvittighed over drabet på din søster. Men jeg lader dig ikke
gøre det!”
”Hvordan fandt du ud af det?”
”Black Leg gjorde Adelaide gravid, hun fortalte mig det den aften, du
fandt os. Hun frygtede, at han ikke ville tro på, at det var hans, så hun
havde holdt det skjult i fire måneder. Har jeg ret i, hun forsvandt, efter
jeg rejste?” Harry betragtede hårdt Quinn, der nikkede ængstelig.
”Hun stak af, så hun kunne få barnet i fred, men du fandt hende, og
du slog hende ihjel!” Harry pegede rasende på Quinn, ”du slog hende
ihjel, og det barn voksede op uden en mor.” Vreden boblede i hans
gule øjne, og han knyttede hænderne for at bevare roen.
”Yasmin er efterkommer af Adelaide, hendes blod flyder i Yasmins
årer, hendes ånd…” Hans stemme knækkede over, og han tog en dyb
indånding. ”Adelaides ånd er Yasmins ånd, de er én. Du har slået din
søster ihjel en gang allerede, og nu gør du det igen.” Han hævede sin
hånd og pegede med to fingre på Quinn. ”Du vil ikke huske, at du
har været her, du vil ikke huske, at Black Leg har sendt dig ud på en
opgave. Du vil tage hjem og for evigt føle skyld over det, du har gjort.”
Hans gule øjne skinnede prægtigt, og et lys tændtes for enden af
fingrene. Et kraftigt, kridhvidt lys bredte sig, blændede Yasmin,
opslugte hele skibet. Quinn skreg frustreret, men hans skrig stilnede
langsomt af, samtidigt med at lyset blegnede. Lyset svandt ind til
ingenting, og Yasmin så Quinn stå med åben mund og stirrer blindt
frem for sig. Han væltede langsomt bagover og landede blødt på
dækket, resten af besætningen spjættede alle i takt og drattede
ligeledes om. Harry sænkede sin arm og vaklede en smule, Allan og
Kasper greb fat i ham, og han klukkede stille. ”Lad os så komme af,
inden det her skib kidnapper os.”
204 205