ung tredivetres
ung tredivetres
ung tredivetres
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Annalina Kristina Pfeil<br />
Daniel bøjede hovedet. Hans øjne fyldtes med tårer. De gled ned af<br />
hans kinder, mens han gik tilbage til sengen.<br />
Den mørke sol sjoskede op på sin plads på himmelen, dens stråler<br />
vinkede mat ned til jorden.<br />
Han børstede håret ned i øjnene den morgen, da han traskede hen<br />
af gaden. Mennesker flød forbi ham, ingen kendte ansigter. For ham<br />
havde de intet ansigt, ingen krop. De kommunikerede med hinanden,<br />
men ingen ord var genkendelige. Sproget var ukendt for ham.<br />
Der var heller ingen, der talte til ham, ingen der så på ham. Han var<br />
ingenting, slet ingenting. Han var en skygge. Han hørte ikke til. Hørte<br />
overhovedet ikke til nogen steder.<br />
Han drejede en af en smal sidegade, traskede væk fra den uendelige<br />
fiskestrøm. Skoene knasede mod de slidte brosten, bygningerne<br />
voksede sig højere over hovedet på ham, inden de igen sank i grus jo<br />
længere væk fra byen han kom. Den ene gade førte til den anden. Han<br />
bevægede sig velkendt mellem de gamle huse, studerede hvert hus,<br />
hvert hjørne, men gjorde ikke mine til at ville gå ind nogen steder. Han<br />
fortsatte ned af en snæver gade, hvor der knapt var plads til en voksen<br />
mand. Gaden førte ham ind i det gamle arbejder kvarter med alle de<br />
grå, triste bygninger, der fortalte om en svunden tid, der ikke længere<br />
eksisterede i det moderne samfund, han befandt sig i. Alt stod forladt,<br />
planterne, der voksede på bygningerne, var det eneste levende<br />
udover ham. Han gravede hænderne dybt ned i lommerne, dukkede<br />
nakken og skyndte sig over den tomme plads mod udgangen i den<br />
modsatte ende.<br />
Græsset var gulnet og stod i totter hist og pist på markerne, der ikke<br />
havde været i brug i årtier. Han rankede ryggen en smule, mens han<br />
gik. Solen tittede sørgmodigt frem bag en ensom sky, der langsomt<br />
vandrede hen over himlen. Automatisk satte han farten op. Skoven<br />
nærmede sig hastigt, og træernes skygge bredte sig over ham. Han<br />
satte farten ned og gik i et roligt tempo mellem de høje træer. Vinden<br />
hvislede gennem skovbunden, kastede blade op i små kaskader om<br />
hans sko. Han trak hætten op om hovedet og smilede for sig selv.<br />
Han var endelig alene, væk fra al larmen, væk fra den evige strøm i<br />
gaderne, væk fra det mørke hus. Han sprang elegant hen over et træ,<br />
der lå hen over stien. De slidte gummisko knasede mod jorden, da han<br />
bevægede sig væk fra stien og længere ind i skovens dyb...<br />
148 149