ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
”Kommer nu,” hun tørrede sig hurtigt og tog det andet tøj på. hun blev
mødt af Allans store smil, da hun åbnede døren.
Kasper grinede og forsvandt ind i stuen, Yasmin fulgte efter og satte
sig i stolen, mens han flød i sofaen. Allan vinkede til dem, inden han
forsvandt ud i gangen. Han smækkede døren efter sig, og stilheden
sænkede sig over huset. Yasmin så på Kasper, der smilede til hende.
Han lå afslappet og nynnede, som om intet bekymrede ham.
”Kasper?” sagde hun stille, ”hvad kender du til Dimensions Rådet?”
Han holdt op med at nynne og satte sig op, rynkede brynene og
betragtede hende varsomt.
”Jeg gik ikke ud fra, at han havde fortalt dig noget. Hmm, hvor meget
ved du?”
”At det findes og styrer de forskellige dimensioner, og at Harry
arbejder for dem.”
”Så ved du mere, end mig. Jeg har ikke rigtigt gidet sætte mig ind i
tingene,” han så hendes spørgende blik og grinede. ”Jeg arbejder ikke
for dem, mig og Allan hjælper Harry. Han hentede os i middelalderen,
eller, vi mødtes i middelalderen, og så tog vi med ham hertil… om
end han ikke er så glad for den her dimension, den er lidt for kedelig
til ham.”
”Middelalderen? Er du fra middelalderen?” Hun stirrede med åben
mund på hans slidte T-shirt, halsbåndet om hans hals, de stramme
cowboybukser med kæmpe huller på knæene og de mange bånd om
hans håndled. ”Dig?”
”Ja, jeg har været her siden, jeg var 17, og Allan også. Hvorfor? Er det
svært at tro?”
”Har du set dig selv?” udbrød hun og pegede på ham, han så ned af
sig selv og nikkede anerkendende.
”Jeg er ret hot, ikk’?”
”Hvem er hot?” Allan var kommet listende ind i stuen, uden at de
havde lagt mærke til ham. Han stod med hænderne i lommen foran
stuebordet og kiggede fra den ene til den anden. ”Du er ikke hot,”
sagde han henvendt til Kasper, der svarede ved at række tunge.
”Kasper siger, I er fra middelalderen. Er I det?”
”Self er vi det, er det ikk’ tydeligt?”
”Nej, slet ikke.” Yasmin betragtede Allans røde fløjlsbusker med snore
hængende fra bæltet, hans hvide T-shirt med malerklatter og rød-gul-
orange striktrøje, der hang skødeløst over hans skuldre. Hans blonde
hår gik ham til skuldrene og var bundet op med en lædersnor – nok
det eneste middelalderlige ved ham.
”Nåh, nånå” de to drenge trak begge på skuldrene. Allan forsvandt
ud i køkkenet, mens Kasper blev siddende i sofaen, Yasmin hentede
en bog fra skabet og satte sig til rette i stolen igen. Hun bladrede
løst i den og ignorerede Kaspers stirrende blik, hun kunne høre Allan
rumstere rundt ude i køkkenet.
”Så, hvordan er det at have Harry sovende?” spurgte Kasper og
rykkede tættere hen mod stolen.
”Fint nok”
”Får I hygget jer?”
Hun kiggede op på ham med rynkede bryn, ”hvad mener du? Han har
sovet her en nat?”
”Så, der er ikke sket noget? Slet ikke noget?” Han lød skuffet. Yasmin
hævede forvirret brynene.
”Sket noget? Jeg forstår ikke…”
”Jeg mener,” afbrød Kasper og rettede sig lidt op med et glimt i øjet.
”Han er jo et ret godt catch, you know. Mange piger ville blive gule og
pinke af misundelse over, at han sover hos dig.”
”Han sover på gulvet, og man bliver altså grøn af misundelse,” svarede
Yasmin og smilede sødt til ham. Kasper rystede på hovedet af hende.
”Det er da lige meget, hvor han sover. Han er på dit værelse, hos dig,
og han ser godt ud.”
”Og han er waaaaay to old for her,” kom det fra Allan ude i køkkenet.
”Drengen er 19 og faktisk ret fornuftig, han er ikke dig.”
”Jeg er sgu da også fornuftig, faktisk den klogeste af os.” Kasper rakte
178 179