ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
hendes fingre var blevet røde af piratens blod. Hun trykkede sig ind
mod rælingen og betragtede rædselsslagen Harry, der kæmpede med
et sværd i hver hånd mod fem pirater. Quinn skreg som en rasende og
prøvede at skubbe sin besætning væk, men ingen tog notits af ham.
”Bare rolig, det skal nok gå,” hviskede en stemme i hendes øre, og
det gibbede i hende. Hun så op og mødte to blå øjne, der smilede til
hende.
”Allan?”
”Han har kæmpet mod flere, han skal nok klare den.”
”Hvorfor hjælper du ham ikke?” spurgte hun hidsigt og slog til hans
ben, han skar ansigt.
”Fordi jeg ikke må hjælpe, før han siger til… og jeg må faktisk heller
ikke tale med dig, så-åh vend lige blikket tilbage mod kampen.”
”Hvorfor…”
”Fordi jeg er undercover, troede du ikke, at vi så dig snige dig ud?
Du er altså ikke ninja, at du ved det.” Han sparkede blødt til hendes
skulder, og hun smilede. ”Harry klarer den.”
”AHAAAA!” kom det triumferende fra den kæmpende klump. Piraterne
hujede og flyttede sig, så hun kunne se, hvad der skete. En sten faldt
ned i maven på hende. Harry var blevet overmandet og lå nu på
dækket med Quinn siddende ovenpå sig. Quinn hylede triumferende
og holdt begge arme i vejret, mens hans besætning hyldede ham.
Yasmin skreg og sprang hen mod Quinn, kastede sig ind i ham,
væltede ham om på dækket. Hun kradsede ham med sine negle og
hørte piraterne le hånligt, men hun var ligeglad.
Harry rejste sig og gik hen til Yasmin, trak hende væk. Quinn satte sig
op og tørrede blodet af kinden, han så rasende på hende.
”Hvad har du gang i, tøs?” hvæsede han. ”Vil du gerne dø?”
”Hun kan vidst ikke lide dig, Quinny” kom det fra Harry. Han slap
Yasmin, der trådte væk fra ham, så vredt på ham. ”Du skulle ikke være
kommet, Yasmin.” Han kiggede på hende, hun stirrede vredt igen.
”Du skulle have stukket af, mens du stadig havde en chance.” Han
vaklede en smule og hostede hult blod op, piraterne grinede. ”Du har
Adelaides mod, det burde jeg have set noget før.”
”Hvad snakker du om?” udbrød Quinn, ”Adelaides mod?”
”Du ved udmærket, hvad jeg snakker om, Quinny. Adelaide er…”
”TI STILLE!” Quinn knipsede rasende med fingrene og to pirater fór
frem mod Harry. Han så overrasket på dem, da de kastede sig over
ham og bandt hans ben sammen. Rebet kom fra stormasten, men var
bundet fast til dækket. De trak ham grinende væk, og Quinn grinede
hysterisk. ”Nu kommer du snart ud på en lille flyvetur, Har-ry.”
”Yasmin, kom her” Harry så på hende, og hun gik langsomt hen til
ham, stadigt med et surt udtryk i hovedet. ”Jeg er virkelig ked af det,
der skete. Jeg burde have fortalt dig sandheden.” Han lagde armene
om hende og trykkede hende ind til sig. Hun mærkede en klump i
198 199
halsen.
”Harry…”
”Nej, hør nu efter. Du er nødt til at holde ud lidt endnu,” han strøg
hende over ryggen.
”Nej, Harry”
”Shh. Alt skal nok gå. Du har en ufattelig kraft gemt i dig, og den får du
brug for senere.”
”Harry!”
”Ti nu stille, kvindemenneske,” sagde han med et skælmsk tonefald.
”Du og Adelaide, I er en person, og det burde jeg have vidst samme
øjeblik, jeg så dig. Det billede på din væg, det forestiller hende. Hun
våger over dig,” hviskede han i hendes ører. Hun nikkede ind mod
hans bryst og strammede grebet om ham. ”Yasmin, vær stærk.” Yasmin
mærkede hans blod mod sin kind og snøftede.
”Hvad har du tænkt dig at gøre?”
”Det der kræves for, at du er sikker.” Han kiggede ømt ned på hende.
Hun smilede modigt til ham og blev så revet bort af Quinns mænd.
De hujede barskt, da Quinn kappede rebet, der holdt Harry fast
til dækket. Yasmin skreg forfærdet, da han susede op i luften med