ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
o
Det var sket på et øjeblik, hurtigere end et stjerneskud over himlen.
Tidssprækken havde åbnet sig, havde opslugt galeonen med Quinn
og hans besætning ombord og var forsvundet igen, som om den
aldrig havde eksisteret. Der havde næste ingen larm været, næsten
intet livstegn, da de forlod galeonen. De var ikke blevet angrebet af
rasende pirater, var ikke blevet standset fordi piraterne lige skulle
plukke en høne med dem. Der var ingen ængstelig kaptajn, der råbte
sig hæs på dækket. Alt var normalt, men hun tog ikke specielt notits af
det. Ikke før hun rejste sig op fra fortovet. Der gik det op for hende, at
intet var galt!
Hun rejste sig op og mærkede noget koldt ned af ryggen. Intet var
som før, men alligevel var det. Gaden var stadig tom udover hende
og drengene, verden stod stadig stille, ingen biler, intet skib lå for
anker. Hun stak hænderne i lommerne og kiggede mod himlen. Den
var blå, helt blå. Ingen skyer hang truende over byen. Harry lagde en
arm om skulderen på hende, og de gik tilbage mod porten. Allan og
Kasper traskede bag dem, nynnende. Yasmin lo og tog et par lette
dansetrin. Det hele var overstået, alt var blevet godt igen. Harry slap
hende og lod hende danse hen af gaden, mens han smilede kækt.
Hun var uden for fare, hun var endelig i sikkerhed. De nåede porten,
og Allan og Kasper gik ind for at hente deres ting. Harry stillede sig op
af husmuren og missede mod solen. Det var tid til at tage hjem.
”Hvornår regnede du det hele ud?” spurgte Yasmin og betragtede
Harry.
”Da Jægeren nævnte det med Lavlandsheksen, jeg vidste, Quinn
aldrig ville have bedt om hendes hjælp.”
”Og du sagde ikke noget?”
”Nej, jeg ville ikke skræmme dig,” han smilede til hende. ”Vi tager af
sted nu, vores mission her er fuldført.”
”Kan I ikke blive lidt længere?” spurgte hun og knugede sin trøje. Han
rystede på hovedet og rettede sig op, da Allan og Kasper kom ud
til dem. De omfavnede Yasmin, der blev helt paf. De slap hende, og
Kasper klappede hende på hovedet.
”Så må du have det godt til vi ses igen,” han skubbede til Allan, der
stod med tårer i øjnene og bævrende læbe.
”Hun er jo blevet så stor,” snøftede han og omfavnede Yasmin igen.
Hun krammede ham og slap, da Kasper trak ham væk fra hende. Harry
rullede med øjnene af dem.
”Så, må I have en god tur hjem,” Yasmin lagde armene over kors og
sparkede til fortovet.
”Jo tak, men vi skal ikke hjem,” svarede Harry høfligt og smilede skævt,
Allan og Kasper stønnede. ”Rådet har kontaktet mig, der er problemer
et andet sted.”
”Hellige Kos Yver,” mumlede Kasper og lagde hovedet på Allans
skulder. Allan grinede højlydt og lagde en arm om sin ven.
”Allerede?” Yasmin lagde hovedet på skrå. ”Det er da tidligt.”
”Nope, sent faktisk. De plejer at komme med en ny opgave midt i
en mission.” Han fandt en sølvting frem fra lommen. ”Vi må af sted
snart.” Han puttede tingen tilbage i lommen og vendte sig mod sine
to venner. De stod og hang op af hinanden og så helt smadrede ud
efter kampen. Yasmin knyttede hænderne for ikke at styrte hen for at
omfavne ham.
Han satte sig på hug på jorden og tegnede en cirkel, skrev nogle få
kryptiske tegn og rejste sig så igen. Han vendte sig mod Yasmin og gik
hen til hende, hun så ned i jorden og bed tårerne i sig. ”Du behøver
ikke være så modig,” hviskede han og tog hende om skuldrene. Yasmin
omfavnede ham grædende og trykkede næsen ind mod hans skulder,
han strøg hende over ryggen. Det stod klart for dem begge, at det
var den sidste gang, de nogensinde ville se hinanden. Harry knugede
hende ind til sig, hendes hår kildede ham i næsen. Hun rystede let
og borede neglene ind i hans skuldre. Deres hjerter hamrede som ét.
Harry slap hende langsomt og lod en finger stryge hendes bløde kind,
hun stillede sig på tær og lod let sine læber røre hans. Solens gyldne
206 207