ung tredivetres

Jonas Carlsson
”Spillet er enkelt. Forstår du, Eismänner bor ikke ude i ødemarken.
De bor her i Københavns undergrund,” forklarede borgmesteren. ”Du
får lov til at kæmpe mod de fem stærkeste. Vinder du, får din familie
dit tømmer tilbage, jeg afblæser mit projekt, og du kan ønske præcis,
hvad du vil. Taber du, får ingen sit tømmer at se igen. Vi spiller til
døden.”
Jeg varmede straks min syl op, men pludselig åbnede broen, og jeg
gled ned af rampen, og sylen smuttede ud af min hånd. Den ramte
min kind og brændte et mærke, men det betød, at den var varm nok.
Pludselig klatrede noget op af broen, og fire Eismänner stod pludselig
bag mig. En Eismann klædt i hvid kittel hoppede op foran mig og
blottede sine tænder, og jeg læste navneskiltet på kitlen. Det var
ingen ringere end Günther Eismann. Jeg havde altid hørt, at Eismann
blev hængt kort efter kædeeksplosionen, men her stod han; eller hans
krop gjorde.
Günther Eismann stormede mod mig, men hurtigt stak jeg den
glovarme pæl gennem uhyrets hjerte. Kitlen begyndte at brænde,
og den tidligere forsker skreg og vred sig for at prøve at komme
fri. Til sidst fastfrøs han i en forvredet stilling, og hele hans ansigt
begyndte at smelte; selv øjne og tænder. Til sidst lå kun navneskiltet
tilbage. De fire Eismänner begyndte at gå i panik, men så råbte
borgmesteren hidsigt oppe fra tårnet: ”Tror I, det er kaffepause?
Kom i sving, snemænd!” De genvandt modet og stormede fra alle
sider, men jeg greb hurtigt flammekasteren og skød ud i luften.
Smeltevand dannede sig som sved på de to forreste ismænd, og jeg
smed lynhurtigt en granat. Eksplosionen sendte to Eismänner ud over
kanten.
Jeg samlede flammekasteren op og gik hen mod den sidste Eismann,
der manglede en arm. Den så bedende på mig. Nu forstod jeg
pludselig, at Eismänner bare var mennesker i en anden indpakning.
De havde tilpasset sig den nye verden, og de angreb os for at vise, at vi
burde gøre det samme. Man kunne sagtens redde mennesket i dem.
Jeg bøjede mig ned for at se på den manglende arm, men Eismannen
smilede bare og bed mig hårdt i skulderen. Jeg skreg af smerte, men
alligevel fik jeg fat i flammekasteren og skød. Den sidste Eismann
smeltede, men dens tænder sad fast i min skulder, og en kulde spredte
sig i min krop. Jeg ville ikke overleve, men mor og far var reddet.
Lad aldrig en Eismann bide dig. Det sagde den gamle mand også, da
han gav mig sylen. Deres tænder var så kolde, at de gav koldbrand.
Stilheden blev brudt, da borgmesteren gik hen imod mig. ”Du
har vundet,” sagde han stille, og kort efter kom en mand med en
båndoptager. Forvirret spurgte jeg, hvad den nyankomne skulle, og
borgmesteren lo kort. ”Manden her er fra Folketinget. Han skal optage
dine ønsker,” sagde han. Manden satte båndoptageren i gang, og
trods mine store smerter i skulderen tog jeg en ting, der lå på jorden
ved siden af mig; professor Eismanns navneskilt. ”Du skal give min
familie dette skilt sammen med det tømmer, I stjal. Fortæl dem, at
de ikke længere skal frygte Eismann, for han er død.” Borgmesteren
bøjede anerkendende hovedet og bad mig fortsætte. ”Eismänner
er stadig mennesker, og hvis de bliver behandlet ordentligt, kan de
måske reddes. Giv dem et hjem, giv dem uddannelse, og så vil de
blive accepteret. Hvis De bliver genvalgt, skal alle have deres tømmer
134 135
tilbage.”
Frosten havde nået mine lunger, men en sidste ting manglede.
Rystende fandt jeg en seddel frem fra min taske og gav den til
borgmesteren. ”Det er saldoen på min konto,” hostede jeg. ”Pengene
skal gå til forskningen, så vi kan tilpasse os.” Borgmesteren så
undrende på mig og sagde: ”Det er ikke normalt, at en 16-årig dreng
har en check på sig.” ”Det ved jeg,” svarede jeg afkræftet, ”men det er
heller ikke normalt, at en borgmester stjæler folks tømmer.”
Et smil bredte sig på borgmesterens læber. ”Har du læst Narnia? Et
land med evig vinter, men aldrig jul? Jeg er fast besluttet på, at du
er den jul, vi alle har ventet på.” Jeg nåede at smile akavet, inden alt
pludselig blev sort. Det sidste, jeg kunne mærke, var kulde.