ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
Den kutteklædte mand stod foran hende, sværdet glimtede faretruende,
da han løftede det. Hun forsøgte at skrige, åbnede munden, trak vejret
dybt og gik i stå. Hun kunne ikke, hendes hjerne var blokeret af rædsel,
hun kunne ikke få en lyd over læberne, det var ligesom om, hun havde
glemt, hvordan man gjorde. Han bøjede sig ned over hende, en fæl
lugt ramte hendes næsebor, en rådden lugt, som råddent kød med en
blanding af noget surt, bræk.
Da han rakte hende ud efter hende, var hendes hjerne gået i stå. Frygt
havde ramt alle muskler i hele hendes krop, og hun havde intet kunne
gøre. Hans røde øjne havde brændt sig i hendes, og hun havde stirret
fascineret ind i dem. Et råb havde ramt hendes øresnegl, men hun
reagerede ikke, i hendes verden eksisterede kun de røde øjne og hende,
ingen andre.
Hun gøs under dynen og rullede om på siden, puttede sig længere ned
under dynen. For sit indre blik så hun, hvordan den kutteklædte greb fat i
hende, mærkede hans fingre lukke sig om sin trøje. Hun blev brat trukket
ud af sin trance, hans lugt hang hende langt op i næsen, og hun blev helt
klar over, hvad der skete. Hun vågnede op til dåd og skreg højt, mens hun
sparkede vildt ud efter ham, rev i hans hånd. Han slap hende forskrækket,
og hun dumpede skrigende ned på jorden, krabbede sig væk fra ham med
rædslen siddende i halsen. Han så forvirret ned på hende, som undrede
han sig over, hvorfor hun gjorde modstand. Kniven hang ned langs hans
side, da han bevægede sig hen mod hende. Hun kastede et blik rundt,
søgte efter en, der kunne hjælpe hende, men der var ingen. Hun ville dø,
hun var overbevist om, at hun ville dø – men der tog hun grueligt fejl.
Et råb gjaldede gennem gaden, og som et lynnedslag slog han til. Hun
nåede ikke at se, hvad der skete, men den kutteklædte skreg pludseligt
og svingede vildt med sværdet. Hun holdt armen over sig, forventede til
hver en tid et hug, men det kom ikke. Hun sænkede langsomt armen og
kiggede skræmt op. Den kutteklædte svingede med sværdet og udstødte
nogle gryntelyde, der sikkert havde lydt komisk, hvis ikke frygten sad i
halsen på hende.
Det første, hun så af sin redningsmand, var sømmen af en lang, sort
frakke, der hvirvlede rundt, da han angreb den kutteklædte. Dernæst
så hun et sværd, der blev svunget elegant og ramte den kutteklædte på
skulderen. Hun krabbede sig baglæns, for ikke at blive ramt og håbede
på ikke at blive opdaget, men det gjorde hun. Den kutteklædte vendte
sig lynhurtigt mod hende og kastede en kniv, hun skreg og dukkede sig.
Kniven snittede hendes hår og satte sig fast med et klang i en bildør…
Yasmin gispede.
DONK. DONK. DONK.
”Jaja” sagde hun opgivende og trillede ud ad sengen. ”Jeg er på vej
nu, slap lige af.” Hun rettede på sine underbukser, mens hun vraltede
ud i gangen. Hårene rejste sig på benene, da hendes bare tæer ramte
det kolde gulv. ”Hvad?” spurgte hun søvnigt døren, mens hun åbnede
158 159
den.
”Godmorgen Yasmin.”
”ARH!” Hun spærrede øjnene op og skulle til at smække døren i igen,
men nåede lige at bremse sig selv. Det var ikke den bedste måde
at hilse på, selv ikke hvis det var ens stalker fra dagen før. ”Hvad vil
du?” spurgte hun forvirret og hev febrilsk ned i T-shirten, selvom den
langtfra var lang nok til at skjule noget som helst.
”Hej, jeg hedder Harry, ikke Harri eller Ha-Ry som ham i DSB
reklamerne, men Harry…”
Hun stirrede dumt på ham, mens hun holdt sin T-shirt nede. ”Harry?”
gentog hun, ”ligesom Harry Potter.” Hun kunne have slået hovedet ind
i døren efter den sætning, det var nok noget af det dummeste, hun
nogensinde havde sagt.
”Nej, ikke Harry Potter, bare Harry udtalt på engelsk” sagde han en
smule knotten, men lyste straks op i et smil igen. ”Jeg har taget