ung tredivetres

Annalina Kristina Pfeil
sådan ud. Det var som at træde ind i en tidslomme, han var blevet
ført tilbage i tiden. Det var ikke kun loftet, der var specielt: hele
værelset var indrettet i en stil, der hørte en anden dimension til.
Det var nærmest rundt, hvælvede vinduer var skjult bag gardiner,
skrivebordet var af gammelt træ, og stolen lignede en lille trone. Der
stod en lav kommode i samme mørke træ, som skrivebordet, tre store
reoler fyldt med bøger, en skattekiste bemalet med stjerne og måner,
og der hang et kæmpe maleri af en kvinde på væggen.
”Hvor har du billedet fra?” spurgte han og gik tættere på det. Han lod
en finger glide hen over ansigtet på hende, han smilede trist.
”Jeg fandt det på loftet, min mor købte det på loppemarkedet.”
”Det er smukt.”
”Mange tak” sagde hun og kom hen til ham. ”Jeg ved ikke, hvem det
er.” Hun stillede sig ved siden af ham og lagde armene over kors.
”Fortæl mere om dimensionerne.”
Harry nikkede og gik hen til sengen, han klappede på pladsen ved
siden af sig. Yasmin satte sig og så forventningsfuldt på ham. ”Godt så.
Jeg arbejder altså som en slags agent for Dimensionernes Råd, husk
det navn.” Yasmin nikkede. ”Jeg bliver som regel brugt til hemmelige
opgaver, da jeg er ret diskret. Du er min første opgave her, ingen har
før krydset dimensionerne for at komme her, ej heller rejst i tiden.
Vores verden er ret kedsommelig, så der er ikke rigtigt nogle, der gider
den. Hvorfor de er efter dig, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, hvem der
er efter dig.” Harry trak vejret dybt og kiggede på hende, hun stirrede
på ham med store øjne og let åben mund.
”Hvordan kan man rejse gennem dimensionerne?”
”Ved hjælp af magi, ganske enkelt. Hvordan tror, jeg kom hertil?” Han
smilede ned til hende. ”Selvom det ikke var en særlig rar rejse, jeg
knaldede ned i en parkeringsplads.. Faktisk vil jeg påstå, at det går
bedre med at tilkalde andre end at selv blive tilkaldt… Du havner i en
ring af lys og kan ikke havne andre steder end der, hvor du er blevet
tilkaldt. Men når du transporterer dig selv, kan det let gå galt. Nogle
gange havner man på bunden af havet, andre gange i en ørken, det er
sådan lidt forskelligt.” Han satte sig på sengekanten og så ud i luften.
”Magi er svært, hvis man ikke er vant til det.”
”Men det er du?” spurgte hun hæst.
”Ja, jeg har efterhånden brugt det et par gange, det er et must i
min branche, you know.” Han lagde armene over kors og rynkede
brynene. ”Der findes to former, den naturlige gave, og den du får
givet af Rådet. Hvis du har den naturlige, behøver du ikke hjælp til at
udføre det, du har magien inde i dig. Hvis du får den tildelt, skal du
bruge hjælpemidler, eks. kugler, du kan kaste, der spyr ild, stave der
kan skyde lyn og sådan nogle nipsting. Når du rejser bruger du altid
hjælpemidler, ellers tager det for meget kraft fra dig.”
”Nåh” Yasmin lænede sig lidt frem og så indgående på ham. ”Har du
det naturligt?” Han så på hende med sine gule øjne og lænede sig ind
mod hende.
”Det kan man jo aldrig vide.”
Harry smed sig på madrassen og kiggede hen på Yasmin, der havde
stillet sig med armene over kors og kiggede ud af vinduet.
”De kommer ikke ind,” sagde han.
”Hvordan ved du det?” spurgte hun og så ned på ham, han strakte sig
og afslørede et stykke meget veltrænet mave. Hun bed sig læben.
”Fordi jeg er her,” svarede han selvsikkert, mens de gule øjne svarede
noget andet.
”Og de er bange for dig, eller hvad?” spurgte hun hånligt og satte sig
på sengen.
”Synes du ikke, at jeg er frygtindgydende?” Han sprang op og stillede
sig i en wrestlerpose. ”Prøv lige at se her, jeg er jo nærmest Hulk
Hogan.” Hun så på ham og lo, han så helt fjollet ud.
”Meget frygtindgydende,” hun rystede på hovedet og samlede sin
nattrøje op fra gulvet. ”Du kigger lige væk, ikk’?” Han lo henne fra
madrassen.
170 171