ung tredivetres

Frederikke Byron
Hun smilede.
”Hvad?”
”Din skjorte vender med vrangen ud af,”
Jake kiggede ned af sig selv.
”Her, lad mig hjælpe dig,” Alex gik over til Jake, og tog hans jakke af.
”Kan du selv tage skjorten af, eller skal du også have hjælp med den?”
Som svar trak Jake skjorten af, imens studerede Alex hans ryg. Han
havde et langt ar på ryggen. Det lignede kniv afmærkninger. Alex lod
en finger glide ned over det. Jake blev overrasket, og snurrede hurtigt
rundt. ”Undskyld,” sagde Alex og gik over, og åbnede Wels kuffert.
”Havde jeg vidst, du var så blufærdig, havde jeg aldrig rørt dig,”
Jake trak vredt skjorten over hovedet. ”Fundet!” sagde Alex, og trak
en butterfly op ad kufferten. Hun gik over til Jake, og begyndte at
sætte den på ham. Wels kom ud fra toilettet, imens Alex stod med
sine hænder rundt om Jakes hals. Hun lavede de sidste justeringer, og
trådte så væk.
”Jeg kan se vi gør fremskridt. Er det min butterfly?” Wels der kun var
iført et håndklæde smed det, for at tage noget tøj på. Jake tog sin
jakke på igen.
”Ja, det er det. Men du får ikke brug for det, du ser bedre ud i slips
alligevel,”
”Jeg har brug for noget luft,” sagde Jake og gik ud.
Jake gik udenfor, og lænede sig op af gelænderet. Han inhalerede
dybt og kiggede ned i jorden. Han kiggede op igen, da en bil
stoppede foran ham. En mand steg ud af den, og lidt efter en kvinde,
der var alt for ung til ham. De gik sammen ind på hotellet. Sikkert
gæster til ballet i aften, tænkte Jake. ”Dobryĭ vecher,” var der en, der
sagde ved siden af ham. Det var en kvinde i slutningen af trediverne,
hun havde en stor hvid pelsfrakke på, som Jake ikke tvivlede på var
ægte.
”Undskyld, jeg taler ikke russisk…” sagde Jake og ville gå, men
kvinden fortsatte.
”En englænder, så langt hjemmefra,” sagde hun med en perfekt
engelsk accent.
78 79
”Ja…”
”Hvor er mine manere?!” Hun sukkede lidt for dybt. ”Jeg er Eva
Dostojevskij, og hvem er du?” Eva rørte ved hans krave. Jake følte sig
ekstremt utilpas og skulle lige til at svare, da Alex kom løbende.
”Jake, du kan ikke bare gå på den måde…” hun stoppede midt i
sætningen, da hun så Eva.
”Åh, podruga… det var hyggeligt at måde dig Jake, måske ses vi i
aften,” med de ord gik hun. Jake stod i nogle sekunder, og kiggede
efter hende. Til sidst tog Alex fat i hans arm, og trak ham med sig.
”Kom nu…”
”Jeg tror hun flirtede med mig,” sagde han fortumlet. Alex kiggede på
ham som om han var sindssyg.
”Og? Aldrig blevet flirtet med, af en ældre kvinde? Væn dig til det. Det
er et helt nyt århundrede der ude…”
”Så du ville gerne date en yngre mand?” spurgte Jake og stoppede.
Alex stoppede også, og kiggede på ham.
”Lad nu vær med at være dum.”
”Hvad? Du sagde lige selv, at det ville være det mest normale i verden.”
”Det sagde jeg i hvert fald ikke!” Jake trådte tættere på Alex, der ikke
rokkede sig ud af stedet.
”Så du har altså ikke flirtet med mig?”
”Nej.”
”Så du flirter altså med alle du møder?”
”Hvis du kalder det vi to gør for at flirte, så ja.”
”Fint, min fejl. Jeg går ud fra jeg bare ikke er vant til, at have med
psykotiske, nymfomanske spioner at gøre,” Jake vendte sig om, og
fortsatte hen ad gangen. Alex blev ramt af en ukontrolleret vrede, hun
trak sin sko af, og smed den efter Jake. Den ramte ham lige imellem
skulderbladende. Han bøjede sig ned, og tog sig til skulderen.