Medicin til raske – en syg idé? - Teknologirådet

Referat
Af Lise Penter Madsen, freelancejournalist
Baggrund for konferencen
I de senere år er der sket en markant stigning i forbruget af lægemidler, der kan påvirke os til at præstere
mere og bedre. Det gælder f.eks. potensforbedrende medicin og antidepressiv medicin, og inden længe vil
vi også kunne få lægemidler mod generthed og overdreven shopping. Det er nemt at få øje på fordelene,
men de adfærdsregulerende lægemidler skaber også dilemmaer. For hvor er vi på vej hen? Hvad gør det
ved vores syn på os selv og på hinanden, at vi kan købe os til en ny personlighed og en større ydeevne? Vil
det ændre på de samfundsmæssige forventninger til det at være menneske? Og hvad er de sundhedsmæssige
for ikke at tale om de samfundsøkonomiske konsekvenser?
Med konferencen ”Medicin til raske – en syg idé?” ønskede Teknologirådet at starte en debat om muligheder
og konsekvenser ved adfærds- og personlighedsregulerende lægemidler, inden de for alvor bliver
tilgængelige. Formålet med konferencen var at sætte fokus på en række udfordringer, som medicinering
af raske kan tænkes at medføre i fremtiden.
De lægemidler, konferencen drejede sig om, bliver i folkemunde ofte omtalt som ”livsstilsmedicin”. Det er
dog til dato ikke lykkedes at definere eller skabe konsensus om, hvad ”livsstilsmedicin” er. Teknologirådet
ønskede derfor også at få debatteret, hvordan der fremover kan tales mere entydigt om brug af medicin
til raske, uden at man derved diskriminerer brugere af medicin.
Velkomst
Formand for Teknologirådet, Torben Klein, som var ordstyrer ved konferencen, startede med at byde velkommen
til oplægsholdere, spørgepanel og de mange deltagere. Desuden takkede han arbejdsgruppen
for dens arbejde med at tilrettelægge konferencen.
I sit oplæg til konferencen refererede Torben Klein til et dilemma, som neurofysiologen Steve Bloom pegede
på for et par år siden i en artikel i tidsskriftet New Scientist. Steve Bloom beskrev et lægemiddel, der
hormonelt kan påvirke hjernen til at ændre spiseadfærd, dvs. et lægemiddel, der kan kontrollere hjernen.
Sådan et lægemiddel ændrer imidlertid ikke kun spiseadfærden, men påvirker også personligheden påpegede
Steve Bloom. Vi kan identificere hjernens mest private hemmeligheder, og vi kan identificere,
hvordan vi kan kontrollere dem. Men er det ønskværdigt, spurgte han. Vil det ende med, at mennesker
kan købe sig til en bestemt personlighed?
Der er muligvis mennesker, der mener, at dette scenarium er ”langt ude”, sagde Torben Klein, men eksempler
viser, at det tilsyneladende ikke er længere ude, end at man i det amerikanske retssystem nu
allerede så småt er begyndt at opfatte sindstilstand og adfærd som noget, man i visse tilfælde godt må
ændre på ved hjælp af medicin. Torben Klein refererede til et par tilfælde, hvor tiltalte personer med psykiske
og psykotiske lidelser var blevet tvangsbehandlet med psykofarmaka for at gøre dem egnede til at
deltage i retshandlinger. Selvom der i eksemplerne var tale om diagnosticeret syge personer, så mente
Torben Klein, at de alligevel var relevante for konferencens tema; den medicinske tvangsbehandling var
jo ikke sat i værk for at kurere de omtalte personer, men havde haft til formål at bringe dem i en sindstilstand,
der passede til den givne situation.
15