Medicin til raske – en syg idé? - Teknologirådet

Female sexual dysfunction – fra rask tilstand til sygdom
Lene Falgaard Eplov, Københavns Amts Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed
I indlægget ved Lotte Hvas er det overordnede tema belyst i den kliniske praksis hos en praktiserende
læge. Mit indlæg er et forsøg på at belyse emnet indenfor rammerne af en forskers hverdag. Jeg har siden
1996 beskæftigede mig med sexologisk forskning, og ”scenerne” udspiller sig derfor indenfor dette område.
Et område hvor det er yderst relevant at forholde sig til problematikken.
Det er vigtigt først at slå fast, at indenfor sexologien arbejder man ikke i dag med begrebet sygdom men
med begrebet dysfunktion. Hvor man kan definere sygdom som en tilstand, der enten kan forårsage død
eller alvorlig nedsættelse af funktionsniveau, beskriver dysfunktion en tilstand, der er forbundet med
nedsat livskvalitet.
Scene 1: At skabe en sygdom
Indenfor den sexologiske forskning har der i den senere tid været en heftig debat i det ansete tidsskrift
British Medical Journal. Artiklen, der udløste debatten, havde titlen ” The making of a disease: female
sexual dysfunction”. Forfatteren anførte, at forskere i de senere år havde sygeliggjort kvindens seksualitet
ved at skabe sygdomme, samt at dette var sket efter, at Viagra var kommet på markedet 1 . Dette er
ikke tilfældet. Lige siden oldtiden har der været medicinsk interesse for området, og man har gennem
tiden bl.a. forsøgt sig med diverse potensfremmende midler 2 . Men er der noget om snakken? – Er det
forkert at betragte nogle seksuelle problemer som seksuelle dysfunktioner, der eventuelt kan afhjælpes
med medicinsk behandling? Hvis man helt overordnet vil forholde sig til dette, må man forholde sig til,
hvad seksualitet er for en størrelse. Det seksuelle samkvem er en ”sensory-motor-neuro-hormonalpsycho-social-cultural
interpersonal” begivenhed 3 og derfor må man, hvis man skal forstå seksualitetens
væsen, forholde sig til at både sociologiske, psykologiske og biologiske faktorer har en betydning. Dvs. det
er for forenklet at indtage den teoretiske anskuelse, at kroppen, hjernen og det mentale ikke har en betydning
for et menneskets seksualitet, som nogle forskere har gjort (socialkonstruktivisterne) – måske
som reaktion på at menneskets seksualitet af andre forskere er blevet hhv. biologiseret og psykologiseret.
At netop biologien har en betydning for en menneskets seksuelle oplevelse medfører, at vi udfra en teoretisk
betragtning kan argumentere for at nogle seksuelle problemer kan skyldes en kropslig dysfunktion,
der vil kunne afhjælpes med medicin. Lad mig komme med et konkret eksempel: Vi ved i dag, at kvinder i
overgangsalderen pga. nedsat østrogenproduktion kan få skedetørhed. Dette kan afhjælpes med lokalbehandling
med østrogenholdige cremer. Dette synes vel at være en rimelig behandling.
Konklusion: Vi kan ikke afvise medicinsk behandling af seksuelle problemer ved at indtage holdningen:
Seksuelle problemer kan aldrig være dysfunktioner, og sexologisk forskning har derfor intet at gøre indenfor
den lægevidenskabelige forskning.
Scene 2: Når lysten er et problem
Der har som tidligere nævnt til alle tider været en medicinsk interesse for menneskets seksualitet, men
hvad der betragtes som sygt har ændret sig gennem tiderne.
Lad os se på to cases, der udspiller sig med ca.100 års mellemrum:
Case 1:
År 1890
43